Mørkekammer
Helle slog øjnene op og var vågen med det samme. Det var lyst udenfor, og Rasmus var ikke ved siden af hende. Hun famlede efter sin telefon på natbordet men kom i tanke om, at den stadig lå på hylden nede i køkkenet. Da hun satte sig op, blev hun straks mindet om ’dyrenes jul’ og brød ud i et smil. Når de følsomme steder flygtigt blev berørt ved hendes bevægelser i sengen, føltes det som blide kærtegn.
Det var jo faktisk juleaftensdag, men den fyldte for første gang ikke så meget i hende. Hukommelsen, der afspillede den indre film fra aftenen før, havde al hendes opmærksomhed. Så snart den indre film kørte løs, manglede hun sin Rasmus hos sig, og hun havde brug for at finde ham.
Vinterkulden bed ikke rigtigt i Rasmus’ bevidsthed på trods af, at han kun stavrede rundt i slåbrok, sine sikkerhedssko og ikke andet. Han kløede sig i håret, så på blokken i hånden og måtte ud i den dybe sne igen for at skridte det sidste stykke af endnu en gang. Det var rigtigt, eller det vil sige: hans første afmåling stemte og viste, at der var noget, der ikke stemte. Så fandt han telefonen i lommen og tastede løs på lommeregneren.
Allerede tidligt var Rasmus vågnet, og ligesom Helle gjorde, da hun vågnede, havde han også svævet på en lyserød sky. Hans indre film startede helt tilbage, hvor deres fantastiske rejse begyndte, da de fandt skrinet på loftet. Bogens historie, mystikken, skattejagterne og læringsvejen, der alt sammen mundede ud i deres ultimative klimaks aftenen før, havde i sandhed været et eventyr af en anden verden – deres nye verden, her på Engstien 14.
Midt i sine refleksioner havde noget lige pludselig fanget hans opmærksomhed – noget, der ikke stemte! Den pragmatiske, praktiske og analytiske håndværker, der havde brug for præcision og paskram, arbejdede baglæns og begyndte at forarbejde en række detaljer, som han opdagede at have overset i deres forblindende udviklingsforløb. Samtidig blev han ved med at hæfte sig ved det, Helle sagde, lige inden de sov, om beskrivelsen og hendes analyse af Richards mening med, hvordan han og Helena håndterede deres efterreaktioner på den anden side af en seance.
Rasmus måtte helt tilbage til den dag, hvor de målte op til terrassen, og han fulgte sporet derfra i sin hukommelse. Meget stille var han listet ud af sengen og smuttet i sin slåbrok, og med Helles notesblok og sin telefon var han stavret ud i sneen og begyndt at skridte huset af.
Her blev han blev afbrudt i sine udregninger af, at soveværelsesvinduet gik op. Først grinede hun højt over hans mundering, inden hun råbte ned til ham: ”Jamen, hvad laver du dog, skat? Er du ude og rulle dig og dyrke sneen på finsk manér?”
Hun havde lige rejst sig fra sengen for at lede, da hun igennem vinduet kunne skimte hans hårtop ude i haven. Hendes hjerte smeltede, når hun så ham så ivrig og optaget af noget.
Han så op, da hun råbte. Først med sit lettere maniske blik inden han også kom til at grine og lyste op ved synet af hende. Latteren tog til, da det gik op for ham, hvordan han egentlig tog sig ud, hvis nogen havde set ham. Han kom pludselig i tvivl, om han bare var blevet en mysteriejunkie og stod her komplet til grin. Helle blev ved med at kigge spørgende og ventede på et svar. ”Jeg leder efter de sidste kvadratmeter”, mumlede han, ”men jeg ved ikke…”
”De er nok ikke ude i haven”, grinede Helle småbekymret over hans mimrende halvblå læber og fortsatte mere bestemt: ”Du bliver da underafkølet. Du risikerer at blive syg, skat. Kom ind! Så laver jeg morgenmad, og så kan du regne imens”. ”Jeg kommer nu!” forsikrede han lidt flov og med klaprende tænder.
Indenfor fik Rasmus standset grammofonen, der havde snurret hele natten. Han lagde singlen med Sonny og Cher på plads, og gik ud til Helle i køkkenet. Imens de sad og spiste ved det lille bord, var Rasmus så småt ved at genfinde en normal temperatur og finde sin ro. Han følte sig pludselig latterlig over den løjerlige mission og tog til takke med, at alt nok alligevel var, som det skulle være. Skattejagtens tid var ovre, og det skulle hans system lige vænne sig til.
Oppe på hylden fandt han Helles telefon og rakte den til hende. Hun tog imod med et lille smil og tændte. Hun havde ikke skænket det en tanke at tage den selv, og det føltes naturligt, at den skulle udleveres af ham. Der var en symbolik i, at hun med den fik sin selvbestemmelse tilbage.
Der tikkede et par rundsendte ’Glædelig Jul’ beskeder ind fra venner og bekendte, så snart den var startet op. Helle så på uret og sagde: ”Vi har god tid, selv om vi – eller i hvert fald jeg – har sovet længe. Vi behøver ikke køre før om nogle timer, så…” Hun afbrød sig selv og spurgte igen: ”Hvad var det egentlig, du rendte rundt i haven efter? Hvad er det for nogle kvadratmeter, der mangler? Skal vi klage til ejendomsmægleren og be’ om at få dem udleveret?”
Rasmus grinede. Han stirrede på sin lille håndtegning med de løseligt afskridtede mål på blokken ved siden af sig. Så rev han sig lidt i håret, men sagde stadig ikke noget. Helle blev først nu rigtig nysgerrig og utålmodig. ”Skat… hvad er det, der ikke går op?” spurgte hun bedende.
Gumlende på den sidste bid rundstykke tog han tilløb. ”Ifølge salgsopstillingen og ja… også tinglysningen af huset her… så vidt jeg kan se i hvert fald…” Hun var lige ved at blive irriteret, da han midt i det hele tog sig tid til at drikke en slurk kaffe, inden han fortsatte: ”Jamen, jeg tror ikke det er noget. Tinglysningerne fra dengang passer næsten aldrig helt, og det kan godt være, at jeg bare ser mysterier, fordi jeg gerne vil se dem”. Helle grinede, da det gik op for hende, at han helt bevidst drillede med at trække sin forklaring i langdrag. Han gjorde det mest for at dække lidt over, hvor dum han nu følte sig over morgenmissionen.
Til sidst blinkede han til hende og forbarmede sig: ”Det er ikke sikkert, at man rent faktisk har gravet fuld kælder ud under huset, da man byggede det, men ifølge papirerne skulle der være fuld kælder, og så mangler vi ti kvadratmeter dernede… altså, hvis jeg måler trappe, mellemgang, vaskehus og værksted op indvendigt og holder det mål op mod husets ydre mål”. ”Kan vi så få nogle penge tilbage, fordi de har solgt os noget, der ikke er der?” afbrød Helle og så spørgende på ham. ”Ah, det tror jeg næppe, og vi gider ikke mere bureaukrati, vel?” Hun grinede med et dybtfølt suk og svarede bestemt: ”Nej!”
”Det er nok bare en fejl… Jeg har jo endevendt alt i det her hus”. Han rakte ud og strøg hendes hånd blidt, og så skiftede han emne: ”Skal vi gå i bad sammen og hygge med at gøre os klar?” Helle nikkede og sendte ham sit kælne og hengivne smil.
På vej ud tilføjede Rasmus for sig selv: ”Men det er godt nok en underlig måde at lave en delvis kælderudgravning til et hus på”.
De tog sig god tid og startede med et fælles karbad, og bagefter skyllede de sig hurtigt i bruseren på skift. Det var ren wellness at nyde tosomheden på badeværelset og fordybelsen i at gøre sig klar sammen til at fejre jul i en god sags tjeneste. Rasmus elskede at betragte Helle, der stod og nynnede foran spejlet, imens hun lagde sin makeup. Hendes rendyrkede nøgne skønhed med de små men tydelige tegn fra dyrenes jul, ville sikkert bringe minder frem hos dem begge i flere dage endnu. Hun var hans kunstværk, og en selvtillid af en anden verden havde bosat sig i ham. Rasmus kunne slet ikke tro, at utilstrækkelighedsfølelsen skulle vise sit grimme ansigt nogensinde igen. Ikke som før i hvert fald.
På soveværelset var Rasmus kravlet nøgen ind under dynen og lå og så til, imens hun klædte sig på. De skulle have deres Richard og Helena tøj på både til juleaften og selvfølgelig også til familie- og vennejulefrokosten den næste dag. Tøjet var som prikken over i’et i deres nye omgivelser og deres nyudviklede identitet.
Fra årstidsgarderoben fandt Helle et klassisk hofteholdersæt og gjorde meget ud af, at han hele tiden kunne følge med, imens hun sensuelt rullede strømperne op ad benene og gjorde dem fast til stropperne. Han fik også lov til at hjælpe til med at få den tætsiddende corsage spændt ind. Alt blev gjort med mange kærtegn og kys undervejs.
Efter at kjolen var kommet på, åbnede Rasmus sin natbordskuffe og rakte hende med et hemmelighedsfuldt smil en lille pakke.
”Hvad er det?” udbrød hun. ”Åbn nu og se!” sagde han, stolt over at han for en gang skyld havde fundet på en lille gave selv. Juleiveren og gaveglæden lyste ud af Helle, og hun flåede papiret af. Så grinede hun højlydt og lænede sig frem og gav ham en ordentlig tungeslasker. ”Tak, skat! Det er jo lige, hvad jeg mangler!” Helle betragtede pakken, der så helt original ud som noget fra tresserne, inden hun åbnede og trak sin nye valk ud. ”I aften bliver mit franskbrødshår helt perfekt!” konstaterede hun jublende.
Med håret sat fandt Helle tøjsættet frem fra skabet til Rasmus. Der var en usagt ømhed, nærhed og selvfølge i, at hun klædte ham på.
Med lidt hårvoks til hjælp, redte hun til sidst midterskilningen på ham, og de stillede sig sammen foran spejlet med armene om hinanden.
De smilede begge veltilfreds ved synet, og Helle konstaterede endnu en gang: ”Hvis det var 1966, og vi gik ud ad døren om lidt, kunne vi sagtens have narret alle naboerne, og de ville have troet, at vi var dem…” Både Rasmus og Helle følte, at de så anderledes ud i deres tøj – men på en smart og stilfuld måde.
”Hov, vi var da lige ved at glemme…” udbrød hun. Rasmus så spørgende på hende, da hun vendte sig om mod sengen og rodede efter slipset. Det havde gemt sig halvt under den ene dyne. ”Vi var da lige ved at komme afsted uden det her… Det er jo næsten det vigtigste!” grinede hun og stillede sig foran ham for at binde det.
Slipseknuden var knapt bundet færdig, da det slog ned i ham som at lyn. Helle nåede at blive helt forskrækket, da hun registrerede bomben, der sprang i ham, inden han ivrigt begyndte at fægte med armene og halvråbe: ”Det tilmurede vindue ved hjørnet af huset… Der må være gravet!” ”Hvad?” udbrød hun ængsteligt. Uden flere ord greb han hendes hånd og hastede ud af soveværelset og ned ad trapperne. Hun trippede efter ham med små hurtige skridt i sine stiletter og havde svært ved at følge med. I entreen flåede han døren til kældertrappen op og fortsatte ned. Det var med fare for at rykke døren ud af rammen, at han fik åbnet ind til værkstedet, tændte lyset og stirrede på gulvet.
Helles hjerte hamrede og hun associerede straks til sin oplevelse for nogle dage siden. I første øjeblik blev hun bange for, om hun skulle stå til regnskab for noget, hun ikke selv var klar over, men det var tydeligvis ikke det, der optog Rasmus.
Han gik hen og lod sin ene hånd glide op og ned ad den venstre stolpe på den højre indbyggede reol, inden han greb fat om den med et lille ryk. Så let som ingenting slap den lydløst sin magnetlås, svingede op og strejfede gulvet med det ene ben, lige der hvor der var en svag ridse. En mørk døråbning kom til syne bag reolen og den kemiske lugt strømmede ud mod dem.
”Jeg vidste, du havde mere i ærmet, Richard!” grinede Rasmus, og hans eventyrlystne maniske blik var tilbage. Helle, der var som forstenet, gemte sig lidt bag ham og udbrød: ”Nej… Rasmus, hvad er det? Jeg bliver altså bange nu!”
Rasmus stak venstre hånd ind ad døråbningen og søgte på væggen. Ganske rigtigt fandt han en dobbeltkontakt. Den første tændte et rødt lys, der kun gjorde det muligt at skimte rummet. Da han tændte den anden, sendte en loftslampe et afdæmpet varmt gult lys ud, som afslørede det hele for dem.
Helle gispede, og han grinede triumferende: ”Skat! Det kan godt være, at der var en symbolik i, at Richard skriver, at de gik ind i mørkekammeret sammen i dagene efter dyrenes jul, men det var altså også helt konkret. Se…!” Han lod en pegende finger løbe rundt og følge rummets indretning.
Der var et bredt bord i den ene side med noget, der lignede udstyr til fotofremkaldelse, kar til væsker og et belysningsapparat. Under bordet i siderne var der to smalle reolfag med kasser. Det måtte være det fotopapir og kameraudstyr, som de havde undret sig over ikke at kunne finde i huset. Over bordet var der snore med klemmer til at hænge de fremkaldte billeder op til tørre.
”Det er gammel fremkaldervæske, vi har kunnet lugte!” hviskede Rasmus betaget. Deres opmærksomhed blev hurtigt fanget af et hav af billeder, der var sat op på væggene hele vejen rundt. Helle udbrød: ”Det er da klart, at de selv lavede deres billeder. Dem dér kunne man da ikke sende til fotohandleren i tresserne, tror jeg”. Rasmus nikkede og supplerede: ”Nej, ikke uden enten at blive stemplet som freak eller blive anmeldt og arresteret”.
Billederne var ikke vulgære men æstetiske som små kunstværker. De var alle af Helena. Nogle var sat op på plancher i serier, hvor man kunne følge et forløb. Andre var store og fortalte historien i sig selv. De havde alle det tilfælles, at de emmede af kærlighed og lidenskab – også hvis man var en person, der ikke havde øje for dette univers endnu.
Nogle måtte være taget i Richard og Helenas gamle lejlighed, og på andre kunne man ikke tyde miljøet i baggrunden og se, hvor de var fra. De bar præg af at være fremkaldt på forskellige tidspunkter, da nogle var gulnede og andre så nyere ud. Rasmus og Helle kunne hurtigt genkende en hel del tøj fra årstidsgarderoben. Ingen af billederne viste Helenas ansigt tydeligt og Rasmus udbrød: ”Skat… Jeg kan jo kun sige igen, at hvis vi ikke vidste bedre, kunne mange af de billeder have været af dig!” Hun nikkede med et smil og vidste udmærket, hvad han mente.
De fandt sig selv i endnu et magisk øjeblik, og det ligesom de troede, at her ikke var flere hemmeligheder. De kunne ikke bare gå fra det her nu og fejre jul, som om ingenting var sket. Lysten til straks at fuldføre det dogme, de havde sat sig med huset, behøvede de ikke at udtrykke med ord.
Helle tog teten og trak den klassiske kontorstol ud fra bordet, til den stod midt på gulvet. Behændigt førte hun ham ved hofterne hen at stå foran den, løsnede livremmen og åbnede bukserne. De landede hurtigt om hans ankler og boksershortsene fulgte efter. Hun behøvede kun at gribe fat med sin ene hånd og klemme blidt, før hans pik stod stiv og strunk for hende. Med et lille puf bagud, fik hun ham plantet solidt på stolen.
Hun trak kjolen op og blottede sin nøgne kusse, trådte så frem med spredte fødder og ben. Med en fod på hver side af hans gik hun lidt i knæ og lod den ene hånd styre pikhovedet ind imellem de pulserende kønslæber. Hun lod det fugte og finde vej, inden hun forsigtigt satte sig ned over ham. Hans blik åd hende med kærlighed og begær, imens han lykkeligt lod sig forføre.
Hun begyndte at rulle med hofterne og red ham kyndigt og sikkert. Med armene om hans hals lod hun sin tunge lege med hans, så deres blandede savl snart begyndte at løbe ned ad hans kinder. Hun slikkede det begærligt af ham med flad tunge.
Han greb fat om hendes ømme baller med begge hænder, klemte til og hjalp med at holde rytmen i hendes formfuldendte bevægelser. Det satte for alvor gang i hende, og hun kunne allerede øjne målet forude. De stønnede i takt, og hun blev mere og mere energisk og eskalerende i tempoet. ”Sig til, når du er klar til at sprøjte. Jeg venter på dig!” stønnede hun.
De var i symbiose og kunne mærke hinanden på et højt niveau. Det at komme samtidig, som er de fleste intime parforholds hellige gral, gav sig selv og var ikke længere noget, de skulle anstrenge sig for at opnå.
”Nu!” fremstammede han. Begge deres kroppe begyndte straks at dirre. Hun satte sig helt ned og løftede fødderne fra jorden. Han gav et lille sæt med den ene fod og løftede også sine, så de drejede langsomt rundt og kunne følge alle de smukke billeder på væggene, imens de lod orgasmens vidunderlige bølge bruse igennem sig. Deres liderlige støn og hulkende udbrud fyldte det lille mørkekammer med en smuk og forunderlig symfoni.
”Det er så smukt at komme sammen!” prustede Rasmus med et saligt grin. Helle nikkede og sagde stakåndet: ”Det er tæt på det bedste i verden!” Hun kyssede ham og sluttede: ”Det var så mørkekammeret…”
Udmattet sank hun sammen hen over ham, og han holdt hende fast med begge arme. Efter nogen tid hviskede han i hendes øre: ”Skat, har vi egentlig ikke ret travlt nu?” Hun for sammen. De havde glemt alt om tid og sted i deres salige fred. ”Gud! Jeg aner ikke, hvad klokken er, men den må være alt for mange. Kom!”
De skyndte sig at få styr på sig selv og komme ovenpå. Da de skulle til at gå ud ad hoveddøren, fangede billedet på væggen ved siden af spejlet i entreen dem begge. Her stod de i entréen – Helle i pelsen med sin strikhue og Rasmus i sin lange uldfrakke og sideskilning, og der stod Richard og Helena på billedet og var tilsvarende klædt. De kom begge til at grine og måtte stjæle endnu et kys, inden de slukkede og låste af.
De nåede lige at få øjenkontakt med Thomas oppe i hans stuevindue og vinkede til ham, da de bakkede ud ad indkørslen. Han gengældte og hilste med et bredt smil.
”Burde vi have inviteret ham med? Han kunne jo bare have kørt med os?” sagde Rasmus med en snært af dårlig samvittighed overfor den gamle nabo. De skulle jo ind og fejre jul med de ensomme og trængende men havde slet ikke tænkt på Thomas lige inde ved siden af dem, og nu sad han helt alene juleaften. Det var divergerende og lidt af et paradoks.
Helle blev først grebet af samme følelse men sagde så: ”Han så jo glad ud, ikke? Måske gør det ham ikke noget. Måske er det bare os, der tænker, at han må være ensom og ked af at være alene juleaften…” Hun tænkte lidt mere og tilføjede: ”I virkeligheden priser han sig måske lykkelig for at slippe for en masse mennesker. Han er jo lidt sådan en eneboer, der holder sig for sig selv”
Hendes ord dulmede Rasmus’ dårlige samvittighed lidt, og han svarede: ”Det kan selvfølgelig godt være. Men vi er måske ved at komme lidt ind i varmen hos ham. Så næste år kan vi invitere ham med. Så kan han jo bare sige nej, hvis han ikke gider”.
Rasmus måtte give bilen godt med gas ind mod byen, men der var heldigvis ikke den store trafik den 24. december, her sent på eftermiddagen.
Kun få minutter forsinket ankom de og gik straks i gang med deres tildelte opgaver. Denne juleaften syntes endnu skønnere end nogen, de havde oplevet før. Rasmus og Helle lyste op i selskabet og fik mange rosende kommentarer for deres nytænkende og flotte tøjstil.
Mange gange i løbet af aftenen måtte de to søge hinanden, og det blev bemærket. De virkede så nyforelskede, sagde gæsterne, der alle så gerne ville tale med sådan to smukke unge mennesker med livet foran sig. For de to var deres samhørighed bare et basalt behov, og det kunne ikke sammenlignes med forelskelse – i hvert fald ikke som de fleste mennesker kender den.
På den sene side af midnat, lå de trætte og nøgne under dynerne hjemme i deres hus. De var begge sikre på, at de aldrig skulle flytte herfra igen. Børn skulle de nok finde rum til og om ikke andet måtte de bygge til.
Rasmus var lidt nervøs på den gode måde. Helle afbrød hans tanker og planlægning, da hun søvnigt sagde: ”Vi får vores sag for i morgen… Vi har jo ikke forberedt en skid!” De kom begge til at grine, og Rasmus svarede: ”Fuck! Jeg har ikke skænket den julefrokost en tanke, før du minder mig om den nu…” Helle aede ham på kinden, mens hun puttede sig ind til ham og sluttede: ”Vi må skynde os at sove, og så må vi gøre vores bedste. Har du sat en alarm?” Rasmus gryntede som svar.
De fleste ville ellers anse opgaven for umulig at nå, inden gæsterne skulle komme, men en indgroet tillid til, at de kunne klare alt sammen, tillod søvnen at strømme over dem, godt hjulpet af gulvenes velkendte knirken og knagen nede fra stuen.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones