En låge på klem
Rasmus’ smil delte næsten hans ansigt i to, da han tændte lyset og trådte ind i værkstedet. Hans vidunderlige Helle havde allerede ordnet det for ham. På arbejdet i løbet af dagen, var han kommet i tanke om, at han aldrig havde fået fjernet spånerne på gulvet efter sin leg med drejebænken for en uges tid siden. Det havde pint hans ordenssans, og han havde en følelse af at have været respektløs overfor Richards hellige rum. Det var i det hele taget også for længe siden, at han havde besøgt sit værksted, som han i virkeligheden kun følte ærbødigst at have lånt af snedkermesteren. Rasmus lod den andægtige stemning tage overmande ham i et par minutter, hvor han bare stod midt i værkstedet med armene på ryggen og betragtede alle de herlige redskaber til bearbejdelse af træ. Den stemning fik han altid ved at være her, og den gjorde ham godt. Der var et utal af forskellig stemmejern og huljern, der var sindrige høvle, opspændingsanordninger, forskellige save, håndbor med håndsving, pudseklodser, polereredskaber og også en del ting, som han ikke kendte meningen med. Her havde været pinlig orden i det hele, da de overtog huset, og nu var der perfekt orden igen. Spånerne var væk, og hans egen ordensmani og ikke mindst samvittighed havde fred.
Dagen var gået som de foregående. Igen var han blevet modtaget derhjemme med et fængslende syn, dejlig mad og hengiven kærlighed.
Lige nu gik Helle ovenpå og var sikkert i gang med hans madpakke eller ordnede måske opvasken. Han overvejede kort at gå op for at få stillet sin ubændige liderlighed og tage hende hen over køkkenbordet, men han huskede på pirringen i at holde sig selv i skindet og lod derfor være. Hendes skød var blottet denne aften, og han havde lagt mærke til den glinsende sprække imellem lårene, der fortalte, at hun ikke led mindre ved afholdenheden, end han gjorde. Lige nu var det bare mere tilfredsstillende at lade være end at gøre det. Det var ét af spillets finurlige paradokser, der var nok svært at forstå, hvis man ikke stod midt i det selv.
De følte begge, at de var meget afholdende, og at de pinte sig selv ved ikke at stille deres lyst, hver gang den var der. De holdt sig tilbage alt, hvad de kunne og så længe, de kunne. Men sandheden var, at de siden indflytningen i virkeligheden havde haft meget mere sex, end ellers plejede. Den larmende og konstante trang til hinanden skabte bare illusionen om og følelsen af, at de nærmest levede i cølibat.
Under aftensmaden havde de talt om hans voksende usikkerhed og grublerier omkring den manglende erfaring med redskaberne. Han var nødt til at dele sine bekymringer med hende, før de tog overhånd. Det havde han lært af sine bitre erfaringer med vildfarne tankespind. Det var jo stadig kun få dage siden, at det var ved at gå helt galt for ham. Sådan en tilstand ville han for alt i verden ikke opleve igen.
Helle havde lyttet til hans bekymringer og forstående forklaret, at kompetencen måtte ligge i hans føling med hende og ikke så meget i øvelse og træning. At hvis han hele tiden kunne se, hvor hun var, læse hendes signaler og ikke mindst sætte sig i hendes sted fysisk og mentalt, så var hun sikker på, at det hele ville give sig selv. Hendes tillid og tro på hans evner gjorde ham godt. Især når det jo var hende, det ville gå ud over i sidste ende, hvis han kom til at fejle.
Normalt ville han have haft behov for at analysere på sådanne samtaler og få sat eksempler på ordene og få dem dissekeret helt ned til noget lavpraktisk og konkret, så hans resultatorienterede hjerne kunne forholde sig til dem. Denne gang var det ikke nødvendigt. Han forstod præcist, hvad hun mente, uden behov for at italesætte udpenslede og tryghedsskabende situationsbilleder.
Endnu en gang slog det ham, hvordan deres synergi og fælles forståelse var i sikker retning mod helt nye og uanede højder. De var begge kommet til at grine over, at han pludselig ikke havde hundrede spørgsmål til det, hun sagde, men samtidig havde ingen af dem haft behov for at kommentere på det. De havde bare nydt det og glædet sig over deres dybe forståelse. Følelsen var, som om de havde kendt hinanden og boet sammen i hundrede år, og samtidig var det som en nyforelsket tilstand, der fyldte dem begge konstant. Så snart de var alene sammen i huset, svævede de i deres boble af velvære.
Senere, imens Helle kort var ude af stuen, havde han øvet et par slag med den ene af de sære piske med lædersnerter.
Ryggen på den ene lænestol agerede Helle, og det føltes rart at svinge pisken, imens han så hendes baller danse for sig. Han havde sat den på plads igen, da hun kom tilbage, men hun havde udmærket set og hørt, hvad han lavede. Da han havde ladt blikket vandre fra den afstraffede lænestol over på hende, havde hun blot slået blikket ned med et forventningsfuldt smil.
Aldrig før havde han skullet sætte sig ind i, hvordan det var at være i en kvindekrop, og hvordan dens sanseoplevelser måtte være. Det havde hverken hans forestillingsevne eller fokus rakt til.
Følelsen af pisken, stolen, fantasien og Helles reaktion sammen med alle de andre episoder, han pludselig kunne hægte på samme fællesnævner, ændrede dette markant. Hans selvtillid var genskabt og i vækst.
Samtalen og de få øvende slag havde selvfølgelig ikke gjort ham til ekspert i årets værktøjer, og hans usikkerhed var ikke bare forsvundet af sig selv, men han følte, at han var på sporet, og det var alt, hvad han behøvede for at finde sin indre jordbundne ro.
Stående i døren, med hånden på kontakten lod Rasmus blikket løbe hen over det fantastiske værksted en sidste gang. Det var ikke fordi, han havde haft en ambition om at foretage sig noget videre derinde andet end at fjerne høvlspånerne, men det var jo allerede ordnet for ham. Han ville også lige mærke atmosfæren selvfølgelig. Han kunne blive ved med at glæde sig over dette rum. Dets perfektion og orden med alle de fine værktøjer til at skabe kunstfærdige detaljer og perfekte objekter. Væggene, høvlebænken, reolen, ja selv gerigter og fodlister stod knivskarpe, som om det var et ny istandsat beboelsesrum. Det eneste uperfekte, der var at se, var en svag ridse i gulvmalingen et enkelt sted.
Rasmus kom til at grine. Stregen, som ingen andre i øvrigt ville bemærke, havde med garanti også irriteret Richards øje lige så meget, som den generede hans. Omvendt var den lille snert af noget uperfekt på en måde også velkommen og virkede egentlig ikke spor forkert eller generende. ’Ingen og intet er perfekt i denne verden’, var ét af Rasmus’ egne ordsprog. Måske Richard havde tænkt det samme, og det var derfor, han havde ladet være med at udbedre ridsen? Den var måske et uperfekt minde om, at der var en virkelighed og en stor verden udenfor huset?
Stemningen i værkstedet fik som altid kreativiteten i Rasmus til at råbe på frigørelse. Den dag skulle nok komme. Han slukkede lyset med et lille grin og gik ud i kælderens mellemgang. Nu måtte det være nok med store tanker og små lommefilosofier.
Inden han gik op, stak han hovedet ind i vaskehuset for at se, om der lige var noget, han kunne ordne på vejen. Hans blik dvælede ved vaskemaskinen og et saligt smil bredte sig på hans læber. De burde ordne vasketøjet noget mere sammen og selvfølgelig være klar, når centrifugeringen gik i gang.
Der så ikke lige ud til at være noget, som skulle ordnes her. Idet han ville vende om for at gå ovenpå, fangede hans øje de indbyggede skabe, modsat væggen med vaskefaciliteterne. Den ene låge stod lidt på klem. Det måtte den naturligvis ikke, og han gik straks hen for at få den lukket ordentligt.
De havde kigget alle skabene igennem, da de i sin tid lige havde fået nøglerne og gennemgået huset. Som han huskede det, var de her skabe fyldt med gamle gulvskrubbere, rengøringsremedier og midler, der snildt kunne udstilles på et retro-museum. Ellers var der bare andre almindelige kælderting, som man typisk ikke havde anden oplagt plads til. Der var alt muligt lige fra gamle syltetøjsglas til petanquekugler.
Rasmus åbnede af nysgerrighed lågen helt, for at se, om han kunne lure, hvad Helle kunne have haft gang i derinde.
Det så ikke ud til, at der var sket nogle væsentlige ændringer her. Da han ville lukke igen, blev han pludselig opmærksom på den øverste hylde. Han havde tæt på fotografisk hukommelse, eller han huskede altid i billeder, og her var noget, der ikke lå i hans indre billedgalleri: På hylden, ude i siden, stod der en gulnet papkasse. Det undrede ham, at han ikke dengang havde taget den ned for at se, hvad der var i den. Det ville hans nysgerrighed ellers normalt have budt ham.
Det kunne næsten ikke være kassen, som Helle havde haft fat i, da hun havde haft åbnet lågen. Den var støvet godt og grundigt til og havde ingen fingermærker på sig. Der var også et lille ubrudt spindelvæv mellem den og petanquesættet, så den havde ikke været flyttet fornyelig.
Det, der egentlig fangede Rasmus’ opmærksomhed, var det påtrykte logo på fronten af kassen. Det var godt nok falmet en del med årene men stadig ikke til at tage fejl af. Da de kiggede i skabene i sin tid, kendte han selvfølgelig ikke logoet endnu. Det var måske derfor, at det først var nu, at hans øjne blev tiltrukket af det, og hans puls begyndte at pumpe ved synet. Han brød ud i et bredt smil og hans hjerte hoppede, da han fik fat i kassen og det klirrede.
Idet han trak den ud i luften for at løfte den ned, røg der noget med ned fra hylden. Det havde stået imellem siden af kassen og skabsvæggen. Det blev grebet lidt af luften på sin færd mod gulvet, sejlede som en tung papirsflyver ud mod midten af gulvet, hvor det landede med et bump og rutsjede hen mod vasketøjskurven. I første omgang var al hans opmærksomhed stadig rettet mod kassen, som han satte på gulvet og flåede op med dirrende hænder.
I en begejstring, der var svær at beherske, var han lige ved at råbe, alt hvad han kunne, efter Helle. Hans udbrud nåede dog ikke længere end en åben mund, da han i det samme fik øje på den tykke kuvert på gulvet et par skridt fra ham.
Rasmus gik hen og samlede den op. Kuverten var i A4 størrelse og føltes som om, den indeholdt en pæn lille stak papirer. Den var lige så gulnet som kassen. Det lykkes ham at tyde den snørklede håndskrift uden på, og han nåede frem til, at der stod ’Brugsanvisninger’.
Han brød forseglingen og trak en stak papirer ud, der var hæftet sammen i det venstre hjørne. Selv klipsen, som holdt det hele sammen, var let anløbet og havde sat sit brune rustne aftryk på papiret. Til Rasmus’ store lettelse, så det hele ud til at være skrevet på en god gammeldags skrivemaskine. Det her kunne han læse selv. Han skimmede hurtigt de første par sider, imens hans smil blev bredere og bredere. Et øjeblik havde han glemt alt om kassen. Denne opdagelse var om end endnu større og bedre!
Efter lidt tid, tog han den klirrende kasse under armen og lukkede og slukkede i vaskehuset. Inden han gik op, smuttede han ind på værkstedet igen og gemte kuverten i den ene trækasse i reolen oven på den gamle avis.
På vej op ad kældertrapperne havde han havde svært ved at undertrykke sin klukkende jubel og måtte trække vejret i små stød.
Rasmus gik direkte ud i køkkenet, gav Helle et ordentlig smæk på hendes ene nøgne balle, satte kassen resolut på det lille spisebord og sagde stolt: ”Se, hvad jeg fandt!”
Helle nåede næsten ikke at nyde det dejlige smæld, hvis lyd blev kastet rundt i det lille køkkenrum, inden hendes opmærksomhed blev fanget af logoet på kassen. ”Er det… er det, hvad jeg tror, det er?” Rasmus grinede og sagde triumferende: ”Åbn den!”
Hun flåede kassen op og gispede. ”Jamen, det er jo for vildt!” jublede hun.
I kassen stod seks støvede flasker rødvin mage til dem, de havde fået af ejendomsmægleren. Hun tog én op og børstede den af. De så alle uberørte og intakte ud.
Rasmus grinede: ”Den stod øverst i det skab, du har rodet i, du ved i vaskehuset… Hvor heldige har man lige lov til at være?” Rasmus’ engelske udtale havde aldrig været den skarpeste og var det heller ikke da han sluttede: ”what are the fucking odds?”
Helle hviskede undrende: ”Hvad for et skab… jeg har ikke været i kælderen siden vi… vaskemaskinen…” Han nåede ikke at forklare nærmere om hvilket skab, han præcist mente, før hun ivrigt afbrød sig selv i et noget højere toneleje: ”Har vi hele tiden haft en hel kasse af dem her til at stå i kælderen? De er jo en formue værd!” Hun så på ham med store himmelfaldne øjne.
”De skal drikkes til en meget speciel lejlighed!” Sagde Rasmus bestemt, men tilføjede hurtigt med et glimt i øjet: ”Det er godt nok kun onsdag i dag, men lad os snyde lidt og lege at jeg har fri i morgen… Vi tager en omgang 500 og deler en flaske nu! Så falder du også nemmere i søvn senere”.
Det forslag lod Helle sig ikke sige to gange. De trængte til en hyggestund efter flere dage med mange timer væk fra hinanden, når Rasmus var på arbejde. Snart sad de ved sofabordet med stearinlys, vinglas og kortspil og var i fuld gang.
Imens de spillede, havde de fjernsynet tændt. Det var en Morten Korch film, man havde valgt at vise, og den passede perfekt. Handlingen var uinteressant, men taleformen fik de to til at øve sig igen og stemningen var perfekt. De var blevet gode til legen og havde der siddet en flue på væggen, som også havde kendt Richard og Helena, ville den ikke have kunnet se eller høre forskel fra dengang til nu.
Rasmus var flere gange i løbet af spillet ved at tage tilløb til at fortælle om kuverten, men han tog sig i det hver gang. Til sidst besluttede han sig endegyldigt for, at den skulle hun slet ikke vide noget om.
Hun mærkede tydeligt, at han gemte på noget, men spurgte ikke ind til det. Hans hemmelighedsfulde blik og de små tegn, hver gang han standsede sig selv, pirrede hende. Alt var pirrende efterhånden. De havde jo faktisk også aftalt, at hun ikke skulle fortælle mere end højest nødvendigt fra bogen længere.
Alle de små spil og finurligheder imellem dem var med til at gøre ’dyrenes jul’ endnu mere dragene og vidunderligt svær at vente på.
Hen på aftenen sad Rasmus lidt slukøret, godt gennembanket i kortspil. Da Helle var færdig med at triumfere, lagde hun sig ind til ham på sofaen. De lå lidt og nussede i tavshed og var behageligt trætte af dagens dont – godt hjulpet af den gode rødvin.
”Skat? Jeg er kommet til at gøre noget i dag…” brød Helle stilheden. Måden, hun sagde det på, fik straks Rasmus til at tænke, om hun havde gjort noget, han ville blive ked af eller sur over. ”Har du onaneret?”, spurgte han som det første. Helle brød sammen af grin over, at det var det første, der faldt ham ind. ”Nej da!” Hun måtte grine færdig, inden hun kunne fortsætte: ”Imens du var væk… på arbejde…”
Rasmus hjerte bankede, og hans tanker kørte løs med alverdens billeder af hvilken slags tilgivelse, han kunne være tvunget til at finde frem til hendes bekendelser.
Helle bemærkede slet ikke den påvirkning, hendes formulering havde på Rasmus, og fortsatte: ”Jeg kørte rundt til mine forældre, dine forældre, vores søskende og alle dem, vi er på gaver med, og afleverede gaver til dem i dag!” Hun fortsatte stolt: ”Jeg kom af med dem alle sammen. Hos de, der ikke var hjemme… der satte jeg dem bare og sendte en sms om, at jeg havde været der. Så det skal vi ikke tænke mere på nu!”
”Åh, skat! hvor er du go’!” Rasmus sukkede både af glæde og lettelse.
Han hadede både gaveindkøbene og udvekslingerne, men han var da vant til troskyldigt at følge med Helle rundt som en lille hund og drikke alt for mange kopper kaffe og spise alt for mange småkager i høflighed på en rundtur, der kunne tage flere dage. Nu behøvede han ikke fortrænge den opgave længere, for det var gjort. ”Du vil jo helst vil være fri for så meget som muligt af det ræs, så jeg tænkte, at du ville være glad for at slippe helt?”
Rasmus krammede Helle helt tæt, og hun sugede hans usagte taknemmelighed til sig. Hun vidste hvor meget, han satte pris på det. Endnu en gang glædede hun sig over, hvordan det at gøre en helt lavpraktisk ting, der gjorde ham glad, pludselig også var et erotisk element for hende.
Rødvinens påvirkning var døsende, men den skubbede også til hendes lyst.
”Hr. Richard… det er onsdag…” Hun lagde hovedet kælent tilbage og vred sig lidt imellem hans ben. Han bøjede hovedet frem, så hende dybt i øjnene med et skævt smil og tog sig god tid til et dybt tungekys. Han svarede langt om længe: ”Ja, jeg ved det godt… men De får ikke noget i aften, frk. Helena. De må vente!”. Hun sukkede og satte sit bedende ansigt op. I samme øjeblik blev hans øjne mørke. Det var alt, der skulle til, for at hun kom til at vride sig. Hun plagede ikke mere, men blev endnu mere liderlig. Hans autoritet var det eneste, der kunne holde hende i kontrol med sig selv.
Da de lidt efter lå i sengen nøgne og tætte som altid, tænkte Rasmus stadig på den store tjeneste, som Helle havde gjort for ham med gaverne. Det var en stor sten, der faldt fra hans hjerte, og nu skulle arbejdsprojektet bare overstås, så de kunne have fuldt fokus på deres univers og på seancen.
Hans tanker gled tilbage til Richard og Helena, og han spejlede sig i dem. Uanset hvor gennemgående den seksuelle dominans var, og hvor meget det erotiske spil fyldte, så kunne det aldrig ændre på hengivenheden fra ham til Helle og omvendt. Uanset hvor hård, han havde lyst til at være, og hvor meget, han styrede hende, ville hun i sidste ende stadig altid kunne sno ham om sin lillefinger. Nøjagtigt som inden alt det her begyndte. Det stod ham soleklart, at nøjagtigt det samme havde været gældende for Richard og Helena. Han kom næsten til at skamme sig over, at han havde brugte så meget tid og energi på at tvivle. Det var godt, at han var blevet så meget klogere!
Huset begyndte på sine karakteristiske lyde, som de så ofte hørte, når alt blev stille. Da gulvet i stuen knirkede for tredje gang, kunne Rasmus ikke dy sig og råbte: ”Godnat, Richard! Sov godt!”
Helles første reaktion var at blive skræmt og hun udbrød forfærdet: ”Ej, Rasmus! Det må du da ikke råbe lige pludselig! Jeg bliver da bange…” Rasmus brød ud i en høj latter, som hun hurtigt blev smittet af.
De kyssede godnat og lagde sig til rette. Nu var der pludselig intet der knagede eller knirkede længere. Døsig af den dyre vin gik der ikke længe, før de begge lå helt afslappede og trak vejret tungt og roligt.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones