DS 19
Helle slog øjnene op og kunne i skæret fra lygtepælene udenfor, der brød mørket i soveværelset en smule, lige skimte Rasmus’ stirrende blik. De lå hver især på siden med ansigterne vendt ind mod hinanden. De kom begge til at grine, da deres lysvågne blikke mødtes. De behøvede ikke sætte ord på, hvorfor de lå her med så store øjne lidt over syv om morgenen på en fridag. Denne gang var det ikke telefonernes men deres indre ringetoner, der havde vækket dem.
”Fuck jeg har lyst til at hive dig ned i stuen og bare begynde på seancen lige nu!” udbrød Rasmus. Helle lo og billigede: ”Også mig!” Hun aede ham på kinden og tilføjede: ”Nu kan jeg i hvert fald godt mærke, hvor effekten af afholdenheden i virkeligheden ligger!” Rasmus sukkede: ”Ja, vi får nok en dejlig og ulidelig lang dag i dag…”
Han havde en ubændig lyst til i det mindste at gå ned og stille rammen op med det samme, så den kunne stå fremme til i morgen. Det syntes så kort, at han havde haft lov til at betragte den forleden. Men det ville udløse en del af Helles spænding alt for tidligt, så det duede ikke at afsløre den nu.
”Tror du overhovedet, vi kan sove i nat?” brød hun ind i hans tanker, idet hun rullede rundt og landede ovenpå ham. Hans pik rørte på sig med det samme. ”Vi må hellere dele en flaske af den gode rødvin i aften. Så sover du i hvert fald godt”, grinede Rasmus, og Helle klukkede: ”Jeg har altså ikke haft det sådan her, siden jeg var en lille pige, og jeg gik og ventede på, at vi måtte pakke gaver op juleaften. Det her er bare meget vildere. Jeg har faktisk aldrig haft det sådan her!”
Hendes glæde og længsel var ikke til at tage fejl af, og Rasmus havde det på nøjagtigt samme måde.
Hun lod sit underliv gnide sig drillende op og ned ad hans, og han gengældte ved at støde imod. ”Hvis vi bliver ved sådan her, så kommer jeg!” stønnede hun og lænede sig frem for at overså ham med sine morgenkys. Han slog armene om hende og tog villigt imod.
De gnubbede sig lige til grænsen, inden de i usagt enighed tog initiativ til at stå op. Da Helle stod foran spejlet i sit hjemmetøj og satte hestehalen, fik Rasmus den indskydelse, at de begge havde fortjent en lille belønning. En anerkendelse for deres standhaftighed. To syngende smæk fik umiddelbart efter Helles baller til at danse på skift. Hun hvinede af fryd og han gned veltilfreds sin kriblende hånd efter veludført arbejde. Han havde efterhånden lært, at det ikke gavnede nogen af dem at spare på kræfterne. De smilede kærligt til hinanden i spejlet, imens han lod en række blide kys forplante sig ned ad hendes hals.
Hun drejede sig halvt rundt og trak lidt ned for at betragte de røde aftegninger i spejlet. Hun elskede når han satte sine spor på hende og hun funderede lidt over, hvordan mon hendes krop ville se ud efter ’dyrenes jul’?
Akkompagneret af radioens uendelige bagkatalog af musiknumre fra tresserne, trissede de rundt om hinanden og fik morgenmad, støvsugede og gjorde rent. Der var ikke meget, der skulle ryddes op, og der var ikke beskidt, men huset skulle være funklende og perfekt op til den store dag, nøjagtigt som Richard og Helena ville have sørget for.
De var begge lidt overgearede og pjattede og kunne få grineflip over det mindste lille fejltrin, eller hvis én af dem gjorde en fortalelse. Selv Rasmus’ dårlige onkel-jokes udløste højlydt latter hver eneste gang. De var ganske enkelt høje på stemning og forventning. Mange gange måtte de standse op og mødes i dybe begærlige blikke, kram og tungekys, bare for at kunne holde det hele ud.
Da middagssolen efterhånden sendte sine stråler ind og badede stuen i sit smukke vinterlys, tog de overtøj på for at få overstået indkøbene. Vejret varslede endnu noget om den storm, der skulle ramme hen på aftenen.
”Skal vi køre i storcenteret?” spurgte Rasmus med et glimt i øjet. ”Nej!” næsten råbte Helle, og de kom begge til at grine igen. ”Lokalt, skat… Vi handler lokalt til tid og evighed!”
Da de var på vej ned mod bilen og Helle skannede den blafrende indkøbsseddel i sin hånd endnu en gang, sagde hun tøvende: ”Det kan godt være, at vi lige skal… Nej, det ser vi på, når vi er færdige…”
Det var svært at finde en parkeringsplads ved det lille indkøbscenter. De var bestemt ikke de eneste, der handlede lokalt. Det var tydeligt, at den varslede snestorm satte panik i en gennemsnitsdanskers trang til at proviantere mindst dobbelt så stort som det reelle behov. Efter et par runder i deres lille Citroën C1, lykkedes det at finde en bil, der var på vej ud af sin bås, og efter lidt tålmodighed med chaufførens bakkeevner kunne de overtage pladsen.
”Jeg er sulten! Kom!” sagde Rasmus som det første og trak Helle med ind i den lille grillbar. De kom til med det samme. ”To ristede med det hele…” bestilte han til sig selv og spurgte Helle: ”Vil du have en fransk hotdog, som du plejer?” Hun nikkede. ”Ja, sådan én til hende og to colaer… så er kaloriespejlet i top, når vi skal derind” sagde han sarkastisk og kastede med hovedet hen mod supermarkedet ved siden af.
”Som jeg plejer…” fnøs Helle og nappede ham bag i. ”Jeg har da ikke været i en pølsevogn siden i sommers sammen med dig – og der købte vi i øvrigt is!”
Et lille ståbord stod op ad grillens vindue med udsyn over parkeringspladsen, og her stod de og spiste. Lige meget hvor stor umage Rasmus gjorde sig, var det umuligt for ham at spise sine hotdogs elegant, uden at der lå ristede løg ud over det hele. Han fejede dem løbende sammen med hånden, for at bordet så ordentligt ud hele tiden. Helle smilte og hjalp ham ved flittigt at flytte de vildfarne løg over i skraldespanden med fingerspidserne.
Rasmus øje fangede pludselig noget. ”Se lige den der, skat…” Han greb hende i armen og pegede.
I samme øjeblik så hun den også: En helt klassisk Citroën, som deres forældre eller måske nærmere deres bedsteforældre ville kunne huske dem. Den fremstod som funklende ny og lyste blandt alle de andre moderne biler. Hvis man ikke vidste bedre, kunne den se ud som den netop havde forladt samlebåndet på fabrikken.
”Wuauw! Det var sgu da sådan én, de havde”, udbrød hun. Rasmus nikkede med et stort smil. ”Det er da helt vildt, at der kører sådan en rundt her i kvarteret i dag. Hold kæft, den er velholdt!” Helle var som altid hurtig på telefonen. ”Det er en Citroën DS 19 … Den var et helt vildt design i halvtresserne, da den først kom frem...” Hun læste lidt videre. ”Modellens karosseri har endda været udstillet på en kunstudstilling i Milano i 1959. Det er da ret vildt. Den her er så vist en lidt senere model fra tresserne”.
Rasmus slugte det sidste af sin hotdog og mumlede med munden fyldt: ”Kom, vi skal ud og se den tæt på!”
Dybt fascinerede gik de rundt om bilen. Den lignede på en prik den på billederne hjemme i stuen. Det var ikke sikkert, at farven var den samme, for det kunne de selvfølgelig ikke afgøre i forhold til sort-hvidbillederne, men det var også ligegyldigt, for den matchede.
”Sådan én skal vi da have en dag… Så bliver vi rigtigt de perfekte beboere på Engstien 14”, lo Rasmus. ”Ja da!” jublede Helle og søgte straks på sin mobil efter modeller til salg. Ved nærmere online efterforskning måtte hun dog hurtigt tilføje: ”Men dem, der er til salg i denne her stand, er godt nok ikke billige.” Uden at løsrive blikket svarede Rasmus uanfægtet: ”Det koster ikke noget at drømme… Kan du ikke se det for dig? Dig og mig… i mit nye tøj og dig i pelsen… cruise rundt… hva’, skat?” Hun kunne så levende se det for sig.
Efter en stund i betagelse rev de sig løs fra den smukke vogn og fandt i stedet en indkøbsvogn. Virvaret indenfor var til at få øje på, men slet ikke i samme grad, som det nok ville være ude i storcenteret. De lokale opførte sig lidt mere besindigt, og der var ikke så hektisk, som julehandlen ellers kan være. Afstandene kunne forsvares, og man overholdt nogenlunde alle restriktioner med brug af værnemidler. Det unge par gik stille og roligt rundt, imens de koncentrerede sig om at fylde deres vogn og få det hele med.
Sneskovle, koste og vejsalt var kørt helt frem centralt i butikken og havde sin egen lille ø. Der var flere kunder, der snakkede om stormen rundt omkring, og nogle var nærmest ved at komme op at diskutere om detaljer, som hvornår den præcist ville ramme, og hvor mange centimeter der skulle falde.
Rasmus kunne ikke dy sig for sarkastisk at kommentere stemningen af undtagelsestilstand: ”Ja, en nordmand ville nok ikke en gang løfte på øjenbrynet over den storm”. Sne var det sidste, der kunne stjæle deres opmærksomhed lige nu. De ville bare have deres varer og se at komme hjem igen.
Efter at have dobbelttjekket huskesedlen endnu en gang, slentrede de mod kassen. ”Vi mangler kun toiletpapir…” Sagde Helle. Rasmus spottede den næsten tomme palle og nåede akkurat at snuppe en af de sidste pakker, imens kunden foran dem fik bjærget sig fem pakker til sit indkøbslæs.
”Det er næsten som under ’lockdown’. Folk vil godt nok rigtig gerne være sikre på, at de kan tørre deres røv, imens det sner”, fnyste Rasmus. Helle så bare forarget på den hamstrende mand. ”Men hvis vi løber tør hjemme hos os, kan vi bare rulle den der sammen og bruge den i stedet for”, fortsatte Rasmus og pegede på indkøbssedlen i Helles hånd. De grinede begge højt. Manden blev flov over deres højlydte kommentarer og skyndte sig videre.
De rystede hurtigt forargelsen af sig. Det var meget sjovere at være i den muntre stemning end at lade sig provokere af andres egoistiske handlemønstre.
Den sidste pose var løftet fra indkøbsvognen og proppet ind i bilens lillebitte bagagerum, da Rasmus fik en indskydelse og sagde: ”Jeg skal nok gå over med vognen, men så skal jeg lige ind igen efter noget, jeg har glemt”. ”Hvad er det? Jeg tror da, at vi har fået alt på listen”, sagde Helle, men fattede straks, at det nok var noget, hun ikke skulle vide noget om. ”Er der ikke noget, du går og mangler?” spurgte Rasmus med et glimt i øjet. ”Jo, det er der i hvert fald.” sagde Helle og bed sig frækt i underlæben. ”Men jeg ved ikke, om man kan få det derinde”. Hun satte sig ind bag rattet, og startede motoren for at varme kabinen op. Da hun ville lukke døren, holdt Rasmus fat i den og sagde: ”Jeg kan skaffe alt. De siger bare til, skønne frk. Helena. Men pas på med hvad, der kommer ud af Deres mund!” Så lukkede han døren og begyndte at gå. Helle rullede sideruden ned og sagde halvhøjt efter ham: ”Så må De hellere købe noget til at stoppe munden på mig.”
Helle kravlede over på passagersædet og sad og læste sedlen igennem endnu en gang og dvælede lidt ved den lille huskestjerne i kanten, da Rasmus kastede sig ind på førersædet og smed en pakke lakridspiber i skødet på hende. ”Var det dét, du havde glemt?” spurgte hun med et lille grin og rakte langsomt ud efter hans udbulede jakkelomme. Rasmus gav hende et rap over fingrene og sagde: ”Næ, det er til at lukke munden på dig - så slipper jeg for flere nærgående spørgsmål”. Med bagagerummet og bagsædet godt fyldt op med poser kæmpede de sig ud fra parkeringspladsen. Helle overvejede den lille stjerne på sedlen, men lod som ingenting og sagde bare: ”Kør hjem, skat! Nu skal vi bare have læsset af og glæde os til i morgen.” ”Er der ikke andet?” spurgte Rasmus. Helle lagde sin hånd oven på hans på gearstangen, så direkte på ham og sagde: ”Vi skal ikke andet nu end at få tiden til at gå og nyde hinanden”.
De trak begge vejret dybt og så med drømmende blikke ud ad forruden, imens de trillede ned ad de små villaveje.
Da de holdt i indkørslen, kunne de se Thomas, der stavrede op ad sin havegang med tunge indkøbsposer. Helle udbrød: ”Ej skat! Havde vi da bare set ham oppe i centeret, så kunne vi da have kørt ham hjem. Han skal da ikke slæbe sine indkøb rundt på de gamle ben på den måde!” Rasmus fik det også helt dårlig og skyndte sig at sige: ”Jeg tilbød ham altså, at vi kunne handle for ham forleden, men jeg tror, han helst vil trisse rundt og klare sig selv.”
Helle sukkede og rystede på hovedet. ”Hvad skal den gamle mand da også med det kæmpe hus med dobbeltgarage og det hele… men det er jo selvfølgelig der, hele hans liv har været, så han vil nok ikke derfra”. Hun havde hørt den historie mange gange på plejehjemmet. ”Det er hårdt for de ældre at slippe deres omgivelser og minder. Det ser vi jo hele tiden henne på arbejdet, når de bliver tvunget til at flytte ind hos os”.
De rystede den dårlige samvittighed af sig og læssede af. Der var dårligt plads til dem selv i køkkenet for alle indkøbene, så Helle fik en lys idé: ”Vi har sgu da frugtkælderen!” De kom begge til at rulle med øjnene over, at de slet ikke havde tænkt på den. Sammen gik de rundt om huset og fik fyldt kølevarerne til julefrokosten ind i de indbyggede reoler og de tomme trækasser. Det var isnende koldt ude, så herinde føltes det umiddelbart ganske lunt, men der var noget ved den stillestående luft i jordkælderen, der gav en anderledes kølig fornemmelse. Det var nok længe siden, der havde været frugter og andet i rummet, men alligevel kunne man fornemme duften af hengemte æbler og flasker med hjemmelavet saft, og så var der også en svag undertone af en anden lugt. Rasmus stod et øjeblik og forsøgte at placere den, men den var så svag, at han ikke kunne fastholde den længe nok til at kunne bestemme den. ”Det her er jo et genialt walk-in køleskab”, sagde Helle og Rasmus gav hende ret. ”Det skal nok holde sig på omkring fem ti grader hernede konstant, ligesom køleskabet”, forsikrede han og skiftede emne: ”Jeg synes ikke, at de der hotdogs holder så længe i min mave. Skal vi ikke spise tidligt?” Helle nikkede. ”Jeg laver maden, min elskede Richard, og så kan De jo sidde og se på imens…”
Han slog armene om hende bagfra og fangede et bryst med hver hånd. Hun lagde nakken tilbage og lukkede øjnene, imens han klemte, indtil hun sukkede i affekt. Rasmus tog hende resolut i skuldrene og skubbede hende ud af jordkælderen. På havegangen standsede Helle op og foreslog: ”Skal vi ikke gå i bad sammen først? Det er så hyggeligt”. Det kunne Rasmus naturligvis ikke stå for, så han åbnede galant hoveddøren og hjalp hende af med pelsen, og få minutter senere stod de og omfavnede hinanden under brusehovedets varme stråler.
Det var, som om vandet helt symbolsk stille og roligt skyllede verden udenfor af dem. De vidste begge, at hoveddøren ikke skulle åbnes igen før om et par dage, og det skabte en dejlig ro.
Spændingen og forventningen gled nu over i en anden fase. En naturlig fred spredte sig i dem begge. De skulle ikke andet nu, end at vente på det store øjeblik. De var klar. Deres kroppe og sind indstillede sig helt automatisk på at fokusere og fordybe sig, og de begyndte bare at oplade energi i stedet for at være utålmodige.
Det var nært og intimt. Længe stod de og lod sig smelte ind i hinanden i vidunderlig nøgenhed sammen. De følte ikke behov for at gå videre men nød bare at stå her og mærke hinanden.
Da de langt om længe var færdige og var i gang med at tørre sig, spurgte Helle: ”Skal jeg gå op og klæde om?” Rasmus tænkte sig lidt om og svarede: ”Ikke i dag skat… ikke i dag.” Han rakte ud og tog deres morgenkåber fra knagen ved siden af brusekabinen. ”Nu har de her hængt her, siden vi pakkede ud… eller siden vi tog vores tøj og tandbørster ind”. Helle kom til at grine over hans konstatering. De havde boet her i snart 22 dage uden at ændre på noget som helst. ”Ja, de skal vel ikke bare hænge der til ingen verdens nytte”, lo hun. ”Vi er nødt til at bruge dem mindst én gang, og det er i dag!” fastslog Rasmus med et bredt smil.
I køkkenet satte han sig til rette og nød hendes bevægelser foran sig. Helle hentede kameluldstøflerne ude i gangen og gav ham dem på. Så greb hun den gamle avis fra køkkenhylden og stak den i hånden på ham og lagde æsken med lakridspiber på bordet. ”Så kan De læse avisen og nyde en pibe lakrids, mens jeg kokkererer, hr. Richard”, sagde hun og nejede demonstrativt. Rasmus morede sig skjult over sammenhængen mellem underholdningsopgaven i avisen og løsningen på mysteriet, men han kunne jo af gode grunde ikke sige noget, så de talte bare om løst og fast, imens hun lavede mad på livet løs. Rasmus fulgte ikke så meget med i, hvad det var, hun gik og forberedte, men nød kun hendes selskab og nød at se, hvordan hun gjorde sig umage for ham og for dem.
Det var først, da hun serverede en stor bøf med kartofler og sovs og en solid salat for ham og kun en skål grøntsagssuppe og et lille stykke brød til sig selv, at han undrede sig.
”Hvad… hvorfor det, skat?” udbrød han. ”Hvorfor skal du ikke have det samme som mig?” Hun kom til at grine og elskede hans simple og meget lidt udspekulerede tankegang. Et øjeblik tøvede hun og nød hans forvirring, mens hun bare så på ham med et skævt smil. Så gav hun sig og forklarede: ”Kære Rasmus-Richard. Der er visse fysiske ting, der er praktiske at forholde sig til og forberede sig på…” Han lignede stadig et stort spørgsmålstegn. Helle klukkede mere og mere og kunne ikke lade være med at holde ham lidt hen i det uvisse. Han var så sød, når han var på herrens mark. Endelig forbarmede hun sig: ”Se, hvis vi nu tænker redskaberne igennem og tager glidecremen med ind i ligningen, så er det praktisk, at jeg ikke har spist alt for meget op til seancen. Det skal jo ud igen…” Nu faldt brikkerne på plads for Rasmus, og han kom til at fnise forlegent. Helle fortsatte: ”Du må heller ikke spise for tungt, inden du skal indvie mig i morgen. Du skal være skarp, så du må ikke være tynget af en fuld mave”. ”Mener du virkelig det?” spurgte Rasmus med tvivl i stemmen og gjorde en forundret mine. ”Jeg har lavet rigeligt med suppe”, sagde Helle, i det hun pegede på gryden på komfuret og fortsatte: ”… så den skal bare lunes i morgen. Den smager jo faktisk også bedre, når den har fået lov til at trække natten over”. Han så stadig lidt mistroisk på hende. Nu kom hun til at fnise højt, men hun tog sig i det og sagde med nedslået blik: ”Bare rolig, skat. Jeg har styr på det. Jeg er ren alle steder, når du tager ejerskab over min krop i morgen”.
Senere endte de i sofaen med den gode vin og et spil kort. Scenen var sat til deres klassiske 500-turnering. Denne gang svævede de dog mest i hver deres egne tanker og blev begge ved med at dumme sig. Rasmus forsøgte at undgå at stirre for meget på loftet, så hun ikke skulle komme på sporet af noget i hans adfærd, der ville sætte hendes nysgerrighed i gang igen. De morede sig begge i det stille over deres egen åbenlyse mangel på nærvær.
Rødvinen var efterhånden næsten drukket, og Rasmus var hjælpeløst bagude, da han til sidst gav op. ”Jeg kan ikke koncentrere mig”, konstaterede han og Helle svarede straks i en drillende tone: ”Normalt ville jeg jo sige, at det var en dårlig undskyldning, fordi du taber… men lige her i aften, tror jeg faktisk på, at det ikke er fordi, du bare er dårlig!” Rasmus smilte bare kærlig til hende uden at lade sig provokere.
De sad tavse og sippede et par slurke vin, inden han eftertænksomt sagde: ”Jeg har på fornemmelsen at vi ikke har opdaget alt i huset endnu…” Helle så undrende på ham og spurgte prompte: ”Hvad mener du med det?” Der var ikke flere skattejagter nævnt i bogen eller andre ting, som hun kunne komme på, der indikerede, at der var noget, de ikke allerede kendte til.
”Jeg ved det ikke… det er bare en fornemmelse, men når jeg lige tænker efter, er det nok i virkeligheden bare fordi, at jeg savner at være på jagt”. De kom begge til at smile. Det var klart, at han savnede den fortryllende mystik i at være på opdagelse efter hemmeligheder. Det gjorde hun jo også. Helle strøg hans kind blidt og de fandt hinandens læber. ”Du er min jæger, min kriger, min beskytter og mit ét og alt”, hviskede hun imellem kyssene og sluttede: ”Nu er det os to, der skaber vores egne intime hemmeligheder og mystikken sammen her i huset, og jeg tror aldrig, vores eventyr stopper!”
Rasmus’ hjerte voksede i brystet og han blev endnu en gang så umanerlig stolt over, at hun var hans. ”Kom! Lad os drikke ud og gå op!” hviskede han hengivent.
De tømte deres glas, slukkede lysene og gik ud for at børste tænder.
På soveværelset stod de lidt i karnappen og så ud ad vinduet ned på vejen. I gadelampernes lys kunne de se hvordan det ruskede i træer og buske. Vinden var taget kraftigt til, men de kunne ikke høre den bag vinduerne. Sneen var begyndt at fyge rundt og der havde allerede lagt sig et hvidt lag hen over dele af vejbanen. ”Jeg har aldrig boet et sted, hvor man ikke kunne høre det, når det stormede sådan der”, gik det op for Helle. Rasmus smilede og svarede: ”Nej, det er sateme godt håndværk, der er lagt i det hus her. Det er faktisk ligesom om, at vi står og ser på snestormen, uden at være i den – som om det var på fjernsynet”.
”Men, Rasmus, når det bare er dig og mig her og hoveddøren er låst, så er verden derude jo også bare noget, der passerer forbi, ikke?” Rasmus nikkede og kyssede hende i nakken. Mere præcise ord ville han ikke selv have kunnet sætte på deres vidunderlige boble.
Stadig stående foran vinduet, hjalp han Helle af morgenkåben og lod sin egen falde på gulvet bagefter. Han ledte hende sikkert gennem mørket og op i sengen. ”Læg dig på maven” hviskede han i hendes øre.
Nænsomt lagde han sig fladt oven på hende og hun struttede lidt med numsen for at hjælpe ham på vej. De gav sig god tid til at lade ham glide på plads og fylde hende ud. Orgasmer og intense klimakser var ikke i fokus – kun den kærlige nærhed.
”Du er det mest vidunderlige væsen på denne jord! Jeg føler mig så heldig, at jeg har dig!” hviskede han let beruset. Hun kunne tydeligt høre på hans stemme, at han var rørt og sprudlede af kærlige følelser for hende. Det var ikke hans stærke side at udtrykke sig så tydeligt om sit inderste, og hun blev straks lige så rørt selv.
Det var så vidunderligt tæt, nært og kærligt at ligge her og føle sig som ét. ”Det er mig der er heldig…” hviskede hun og snøftede. De lå længe og bevægede sig roligt, hvor kun deres sagte stødende åndedrag afslørede deres elskov. Efter lang tid i tilbageholdende nydelse, lod de en behersket orgasme løfte sig op og sætte dem nænsomt ned igen.
Med varme tilfredse kroppe op ad hinanden fandt de døsigheden – godt hjulpet af rødvinens søde lette rus. Helle sov allerede, da Rasmus bemærkede, at husets velkendte knirkelyde var tilbage. Stormen var måske alligevel ved at blive så kraftig, at huset ikke helt kunne undgå at lade sig påvirke af den.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones