Så længe det knager
Rasmus vågnede op til dagslys igen – dog ikke nær så sent som dagen før. Helle var allerede vågen og sad op ad hovedgærdet med en pude i ryggen og bogen i skødet. Hun så ned på ham med et sørgmodigt smil og hviskede med et snøft: ”Godmorgen, min elskede Rasmus!”
Han satte sig straks op og aede hendes kind. ”Hvad er der galt skat? Hvorfor er du ked af det?”
Hun sukkede, ”Jeg er ikke ked af det, bare rørt.” Så tog hun endnu et dybt suk og fortsatte: ”Jeg vågnede, fordi jeg hørte noget – som om gulvet nedenunder knagede. Du ved, den der lyd, når man træder nogle bestemte steder nede i stuen…”
Rasmus kyssede hende, inden hun nåede at sige mere, og sagde beroligende: ”Det er fordi temperaturen falder i de her dage. Det havde jo været hård frost i nat. Huse giver sig og knager, når temperaturen svinger på den måde, så det skal du ikke være bange for!” Helle nåede ikke at få indført et ord, inden han fortsatte med en påtaget farlig stemme: ”Og hvis der kommer nogen for at gøre dig fortræd, så slår jeg dem ihjel, det ved du. De når ikke så meget som at blinke med øjnene!”
Hun kom til at grine og kyssede ham tilbage. ”Nej, nej, det er ikke det. Jeg ved da godt, at du altid passer godt på mig!” Hun så ned i bogen og måtte lede lidt efter ordene. ”Lyden kom heller ikke igen og den gjorde mig heller ikke bange på den måde, men jeg kunne bare ikke falde i søvn bagefter. Men jeg havde jo bestemt mig for at tyde lidt i notesbogen her…” Hun tav og løb den første side flygtigt igennem endnu en gang, før hun fortsatte: ”Det lyder bare så sørgeligt og smertefuldt det, der står. Det er meget svært at tyde skriften, og jeg skal læse flere gange for at være helt sikker på, hvad der står, men…” Rasmus afbrød spændt: ”Læs det højt! Fortæl mig, hvad du har læst?”
Hun tog tilløb og begyndte besværet af den snørklede håndskrift og med mange ophold at læse efter bedste evne:
’Til min kære Helena, hvor du end er nu.
Dette er den første julemåned uden dig, og året 1967 har været mørkt. Ja, faktisk helt sort for mig.
Du blev mig skænket som en engel, der som den eneste i denne verden var skabt til netop mig.
Du blev mig også frarøvet igen, og jeg kan ingen mening finde i, at du ikke er hos mig nu.
I det forgangne år har jeg talrige gange været lige ved at gøre dig følge og tage mig af dage, men hver gang har dette hus standset mig. Jeg var jo ikke færdig med det hjem, som skulle have været vores fuldendte lille paradis, og jeg har brugt tiden indtil nu, på at blive det.
Vi var alene sammen i denne verden, som vi var skabt du og jeg, og vi kunne ikke dele med andre, hvem vi også var – de ville aldrig have forstået og havde måske endog spærret os inde, hvis de vidste det!
Men vi havde hinanden og behøvede heldigvis ikke at stå til regnskab for nogen, når vi bare kærede os om vores egen lille verden, bag vores egen lukkede dør.
Huset skulle være vores fristed sammen, fri af lejlighedens trange kår – og kun du ved, hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg ikke her taler om fysisk plads men derimod et frirum uden fare for at blive afsløret for omverdenens fordømmende øjne og spot.
Du var allerede min, da vi kun var store børn og begyndte at snuse til voksenlivet. Du var senere min kone i fem vidunderlige år. Huset nåede vi kun at dele i knap ét år, inden du pludseligt åndede ud for sidste gang.
Efter de tog frugten af vores kærlighed fra os i sin tid, svor vi sammen, at livet på denne jord kun skulle handle om dig og mig. Den smerte ville vi ikke risikere igen. Vi købte huset og skulle bare leve her og nyde hinanden, os to, men nu er der kun mig tilbage til at varetage resterne af, hvad vi var.
Juletiden var altid vores specielle tid på året, hvor mørket og kulden udenfor var vores tid til at finde varmen og lyset i hinanden indenfor. Derfor er det eneste, jeg kan finde ud af at gøre af mig selv i denne tid, at nedfælde vores skønne minder i denne bog. Både dem vi har haft, og dem vi ikke nåede at få. Mit skrift vil være krydret med uretfærdighedens bitterhed i, at vi aldrig nød den fulde gunst af vores paradis sammen her, hvor jeg nu sidder og skriver.’
”Det er så langt jeg er nået.” sluttede Helle. Rasmus var først tavs og forstod nu det sørgmodige ansigt, der havde mødt ham, da han vågnede.
”Jeg kan da næsten heller ikke komme på noget mere brutalt, end at miste sin eneste ene!” sagde han tænksomt og også tydeligt grebet af de dybtfølte ord i teksten.
”Det lyder som om, at han mistede al mening i livet, da hans Helena døde!” sukkede hun. ”Gad vide, hvad det var, der gjorde, at de ikke følte, at de passede ind med resten af verden?” Helle så på Rasmus med våde øjne. ”Og hvad var det, der blev taget fra dem? Det er lidt i øst og vest det, han skriver. Men det er vel også klart, når alle følelser er i gang, og man er så ked af det, som stakkels Richard må have været for…” Helle regnede lidt i hovedet, ”… Ja, jeg får det til 53 år siden, hvor han må have skrevet det her”
”Jeg ved det ikke,” svarede Rasmus, ”men som jeg sagde den anden dag, så ville jeg også blive sær, hvis du blev taget fra mig!” Han lænede sig ind over Helle og kastede sig grådigt over hendes mund med dybe tungekys som hun straks gengældte med inviterende villige og lidenskabelige suk. Hun havde kort vej til lyst, især når hun var i sine følelsers vold på denne måde.
Helle ålede sig ned at ligge fladt på madrassen og i samme bevægelse fik hun lagt bogen fra sig på natbordet. Rasmus kravlede ind og lagde sig tungt ovenpå hende under den lune dyne.
Det var så sikkert som amen i kirken, at han blev hård, så snart hans nøgne hud kom i berøring med hendes. Hun slog benene omkring livet af ham, greb ned med sin ene hånd og lagde ham til rette i sit skød. Hendes safter satte altid i gang med det samme, når hun kunne mærke hans begejstring.
Roligt og nænsomt gled han ind og fyldte hende ud. De så ind i hinandens øjne, der stadig var fugtige efter det, de lige havde læst. De følte sig pludseligt endnu mere heldige over at de havde hinanden, og at de havde muligheden for at ligge her og elske. Efter tre år i forhold sammen, var deres lidenskab og tænding på hinanden ikke falmet det fjerneste, og lige nu føltes affekten endda, som om den var vokset.
De var gode sammen og kendte hinanden godt.
Rasmus begyndte at lave små hoftestød, som efterhånden blev længere og hurtigere. Helle blev med det samme kørt i stilling af at mærke hans stærke krop, der med underlivet stødte til og pumpede al sin energi op i hende. Hans dybe dyriske støn af rent begær kunne altid løfte hende op. Hun elskede at høre ham og mærke hans varme ånde, og hun begyndte snart at vride sig og klynke: ”Se på mig Rasmus! Se mig i øjnene, imens du tager mig… jeg vil se i dine øjne, når du kommer og sprøjter op i mig!”
Bølgen i hende voksede i hende i takt med hans stød, og hun blev snart klar til at lade sig overskylle sammen med ham.
Han vidste ikke noget bedre end at høre hendes liderlige stemme, der tiggede ham om at give hende alt, hvad han havde. Hendes ord hjalp ham det sidste stykke, og da han begyndte at dirre, satte han tempoet ned til lange dybe stød, hvor han holdt sig helt oppe nogle sekunder, inden han gav det næste.
Pludselig fyldtes luften med en duet af deres lidenskabelige udbrud. Han skød alt, hvad han kunne op i hende, imens deres blikke låste sig fast i hinandens. Deres kroppe sitrede, og sveden drev af dem begge, som orgasmen brusede igennem dem.
Da ekstasen langsomt fortog sig, og deres sidste dybe suk havde lydt, sank han sammen og begravede sit ansigt ved hendes hals. Hun slog armene om ham og knugede ham helt tæt ind til sig.
Med forpustet stemme klukkede hun ind i hans øre: ”Det var soveværelset … nu er overetagen jo faktisk indviet.” Med sagte latter blev de liggende sådan helt tætte en stund og nød fornemmelsen af at være ét.
Helle var den første, der efter nogen tid brød den salige tavshed: ”Nu har jeg det endnu bedre med, at vi vil beholde så mange af møblerne og indretningen! Huset var jo åbenbart mere end bare et hus for dem…” Hun lod fingerspidserne kærtegne hans ryg, imens hun eftertænksomt fortsatte: ”Vi bliver måske klogere på det hele, når jeg får læst noget mere… jeg ville gerne have haft muligheden for at lære Richard og Helena at kende.”
Rasmus rullede om på ryggen ved siden af hende og svarede: ”Det ville jeg også. Og så skulle han lære mig alle sine færdigheder og kundskaber i et værksted!” Helle grinede højt, daskede ham på skulderen og drillede: ”Rasmus, nogle gange kommer jeg virkeligt i tvivl om hvad, der tænder dig mest – mig eller træ!”
I tilfredsstillelsens opløftede stemning stod de op. Som nyforelskede, der ikke kunne lade være med at røre og kærtegne hinanden hele tiden, spiste de morgenmad i køkkenet og tog sig sammen til at fortsætte med deres indflytningsplan.
De kunne hurtigt konstatere, at både entré, trappe, repos og ikke mindst gæsteværelset heller ikke behøvede nogen videre renovering. Ikke så meget som en flig eller et hak var at finde nogen steder, hverken på vægge, i træværket eller på de høvlede gulve. Denne gang følte de ikke en gang behov for at finde en våd klud, men tog bare støvsugeren med ovenpå som en form for alibi for en indsats.
Imens hun betrak og redte gæstesengen, støvsugede han værelset. Hun forestillede sig, hvordan Richard måske havde siddet ved det lille skrivebord, imens han skrev i bogen.
Rasmus passede meget på med støvsugeren, så han ikke kom til at lave mærker på alle de perfekte og fejlfri overflader. Han kom endnu en gang til at smile over den lille genialitet med klædeskabene, der naturligvis så lige godt ud uanset hvilket rum, man så dem fra. Der var dog noget, som han ikke helt kunne få til at stemme ved dem, og han standsede op for at regne ud hvad det kunne være.
Helle afbrød ham: ”Skat, jeg ved godt at de skabe er godt fundet på, og du behøver ikke forklare det fra den anden side også!” De kom til at grine, inden hun fortsatte: ”Kom! Nu tager vi trappen og entreen, og så kan vi måske køre ud og hente et juletræ bagefter? De sælger juletræer på den røde gård oppe ved landevejen, lige inden man drejer ind ved byskiltet. Skal vi ikke købe vores dér?”
Julen var noget specielt for Helle. Ikke så meget i traditionel forstand, men hun gik højt op i, at julens budskab var at bidrage og udvise næstekærlighed.
Hun havde hvert år, siden hun var nitten, meldt sig hos Røde Kors for at holde juleaften med de hjemløse, ensomme og trængende. Da hun lærte Rasmus at kende, fortsatte de den tradition sammen.
I starten havde hans familie syntes, at det var underligt, og det havde ikke været uden protester, men de havde efterhånden lært at acceptere det. Som Helle prøvede at forklare dem, så var det ikke et spørgsmål om at familien blev valgt fra, men tvært imod var det mennesker, der blev valgt til.
Til gengæld var det en fast tradition, at der var julefrokost den 25. december hos Rasmus og Helle for familierne og alle de nære venner. Det blev altid afholdt i afslappet stemning, og det var noget, man så frem til efter det hektiske juleræs, som de fleste havde været igennem.
Helle elskede julen og stemningen omkring den. Julekassen var også blevet stillet forrest ude i garagen, så den var klar til huset med sin pynt. Hun ville også snart i gang med at bage julekager, men først skulle træet hentes og for alvor sætte julen i gang i deres nye hjem.
Da de var ved at tage overtøj på for at køre afsted, fik Helle øje på et af billederne i entreen. Det var som alle de andre fotos i sort-hvid. Det viste Richard og Helena, der strålede af glæde og stolthed. Det var taget en vinterdag med let puddersne og høj sol foran huset. Det måtte være fra omkring der, hvor de lige havde overtaget huset i sin tid.
”Har hun ikke den pels på, som hænger oppe i skabet?” Rasmus nærstuderede billedet og svarede: ”Det ser godt nok sådan ud, og hendes strikhue ligner faktisk også den, du går med.”
Hen på eftermiddagen godt blåfrosne efter at måtte køre med træet stikkende ud af en åben bagklap i deres lille C1, var de tilbage og parkerede foran garageporten. Med træ og julekasse skyndte de sig ind for at få varmen.
Da følelsen var vendt tilbage i fingrene, begyndte Rasmus at sætte fod på juletræet.
Imens lå Helle på knæ og bladrede igennem de gamle plader i bunden af radiomøblet og fandt med et triumferende smil, hvad hun søgte. Efter et par forsøg og tryk på forskellige knapper, begyndte julemusikken at fylde stuen, med den gamle plades charmerende knas som krydderi. ”Det virker!” udbrød hun begejstret.
De hyggede sig med at pynte op og fortsatte med at hjælpes ad med aftensmaden, alt imens julepladen blev spillet forfra igen og igen, hver gang den havde nået sin ende. Musikken var uden beat og blev fremført af nogle meget insisterende klassiske stemmer. Det var ikke en type musik, som de normalt selv ville have valgt, men det var ligegyldigt, for det var stemningen, der var afgørende. De var i deres helt egen lune lille juleosteklokke og kunne glemme alt om verden udenfor.
Den aften spiste de ved bordet i stuen med levende lys og det pyntede tændte juletræ i baggrunden. Da de sad og fordøjede maden, fik Helle øje på endnu et billede, der hang over skænken. Hun hentede det og lagde det på bordet, så de begge kunne se.
”Alle billederne rundt omkring er enten af hende eller dem begge. Hun har da de mest fantastiske flirtende øjne, når hun smiler… Man kan næsten ikke være i tvivl om, at det blik er forbeholdt ham, vel?”
Rasmus nikkede og tilføjede eftertænksomt: ”Han har nok haft dem hængende i alle årene, så han hver dag kunne se på sin smukke Helena, der sendte ham de blikke. Tror du ikke?” Helle sukkede: ”Jo, helt sikkert! De må have haft noget helt specielt… ligesom vi to har det!” Ved de sidste ord, så de i hinandens øjne og lod sig fylde af glæden ved hinanden endnu en gang.
I nogle tavse minutter studerede de billedet, men så tog Helle initiativ: ”Skal vi ikke få ryddet af og få os et glas rødvin og tage et slag 500. Det er da længe siden?” Han lyste op og svarede: ”Jeg er klar, hvis du altså kan holde til det smertefulde nederlag, du kan vente dig!”
Ved fælles hjælp blev bordet hurtigt ryddet, og kun billedet lod de ligge. Helle dvælede ved det en sidste gang i forbifarten. Hun følte, at det var, som om Helena forsøgte at fortælle eller vise hende noget.
De satte sig til rette i sofaen med et gammelt kortspil, som de havde set i en af skufferne i skænken. De havde fundet Helles blok og kuglepen og én af flaskerne, som de havde fået af ejendomsmægleren, men de havde glemt glas og proptrækker. Hun rejste sig og gik ud i køkkenet for at finde det, og imens sad Rasmus og studerede flasken. De kunne godt lide at hygge sig med en flaske rødvin, men ingen af dem var kendere eller gik videre op i vine.
Da hun var tilbage spurgte Rasmus: ”Sådan nogle flasker, man får i gave, plejer da ikke at være så gamle. Den her er fra 1961?” Hun satte sig, tog flasken og studerede etiketten nærmere.
Vanen tro var hun hurtig med sin telefon og en søgning på google for at få afklaret fakta.
”Det kan ikke passe!” mumlede hun og tastede vinslot, navn og årgang fra etiketten ind en ekstra gang. ”Den er måske god nok…?” Rasmus så spørgende på hende. ”Der står her, at denne vin, årgang 1961 regnes for at være en udsøgt årgangsvin i høj kvalitet, som stadig er i handelen og hovedsageligt serveres på eksklusive restauranter verden over. Engrosprisen er 2.800 kroner per flaske!”
Rasmus sagde med stor skepsis i stemmen: ”Så har ejendomsmægleren givet os ’Tak for handelen’-vin for 8.400 kroner i alt?” Helle viste ham skærmen på sin telefon som bevis og sagde: ”Det må da næsten have været en fejl, at vi skulle have dem, selvom vi var nogle meget tålmodige kunder?”
Rasmus trak på skuldrene. ”Lad os da smage på den. Det må i hvert fald være de dyreste dråber, jeg nogensinde har drukket!”
De måtte erkende, at vinen levede op til sit ry og smagte væsentlig bedre end dem, de plejede at flotte sig med til deres hyggestunder.
Rasmus hovmod stod for fald efter adskillige nederlag, og da flasken var tom, gav han fortabt. Klokken var hen under midnat og snart efter puttede de sig ind til hinanden under dynerne i soveværelset.
Denne gang faldt hun først i søvn. Der skulle ikke så meget rødvin til, for at hun sov godt. Gulvbrædderne knirkede svagt ned i stuen, ligesom Helle havde beskrevet det om morgenen.
Det skulle også blive endnu koldere denne nat sagde vejrudsigten. ’Så længe det knager, så holder det’ lød det gamle ordsprog, som Rasmus lige nåede at tænke, inden han også sov.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones
Jeg vil have mere, er det ikke snart den 4.? 