På loftet
Med undren greb Rasmus ud efter sin telefon og så på klokken. Der var høj vintersol udenfor vinduet, men han var jo vant til at møde tidligt og stod til daglig op lidt i seks hver morgen, så det var længe siden, at han havde slået øjnene op til dagslys.
Han så på Helle, der stadig sov med næsten lydløs vejrtrækning. Hendes ansigt så så uendeligt fredfyldt ud, at han nærmest syntes, at hun lignede en engel. Han lænede sig over og hviskede ved hendes øre: ”Skat, vi har sovet meget længe”. Stadig med lukkede øjne vendte og strakte hun sig med et veltilpas smil, inden hun lavede trutmund for at få sine obligatoriske morgenkys. Dem delte Rasmus ud af med glæde og sagde: ”Vi må hellere komme op nu”. ”Hvad er klokken da?”, spurgte Helle søvnigt. Den var næsten halv tolv, konstaterede Rasmus forundret og sagde: ”Det var da utroligt, at vi har kunnet sove så længe. Jeg har sovet som en sten!”. Der var ellers normalt ingen af dem, der kunne finde ud af at sove særlig godt et nyt sted første gang.
”Der er god karma her i huset. Jeg kan mærke det!” smilede Helle og stod lettere fortumlet ud af sengen. Hun fandt sit tøj, mens Rasmus i første omgang blev liggende for at stjæle sig til synet af hendes nøgne krop, inden den blev dækket til. Han sukkede og glædede sig endnu en gang over, at hun var hans.
Helle forsvandt ned i køkkenet, og Rasmus kom selv hurtigt i tøjet og fulgte efter. Imens Helle startede ovnen og gjorde morgenmaden klar, kunne han ikke dy sig for at fortsætte ned i kælderen for at se til snedkerværkstedet endnu en gang.
Rasmus nærstuderede den lille drejebænk, som han havde sat sig for snart at afprøve. Det var ikke så svært at sætte sig ind i, hvordan den fungerede. Bagefter betragtede han de mange håndværktøjer til træskæring og forarbejdning, som hang på væggen over høvlebænken. Han var ikke helt sikker på, hvad halvdelen af det var beregnet til, men han besluttede at lære dem alle at kende, om han så skulle gå til internettets ende for at finde ud af det. Der var en præcision og en grundighed i snedkerfaget, der fik ham til at føle, at hans tømrergerning var simpel. Han følte, at han inden i sig havde en snedker, der ventede på at blive sluppet fri.
Under fremvisningen af huset havde de bemærket en svag kemisk lugt i kælderen. Der var ingen tvivl om, at den var kraftigere her i værkstedet. Rasmus bemærkede den igen og stod og så sig om. Han fik øje på reolen, der stod op ad den ene væg. På hylderne stod specialbyggede trækasser, der passede perfekt ind i hyldeinddelingerne. En stor del af dem var fyldt op med forskellige flasker med olier og andre forarbejdningsmidler til træ. Lugten kom sikkert fra en utæt flaske i en af kaserne eller sådan noget. Det havde Christina-ejendomsmægler også ment. Rasmus kiggede ned i flere af kasserne uden at finde ud af, hvor lugten kom fra, men til gengæld fandt han mange sjove gamle ting. Alle kasserne var foret i bunden med avispapir, og Rasmus snuppede en avis op fra bunden af en tom kasse. Det var en avis fra sidst i tresserne kunne han se på datoen, så han tænkte kort på, om flaskerne med opløsningsmidler kunne være lige så gamle, for så kunne det jo nok være skadeligt at gå og indånde. Dengang var der jo ikke de samme godkendelsesregler for håndkøbskemi som i dag. Han slog det hen. Det måtte vente til en anden dag at finde lugtsynderen. Det var ikke ubehageligt og sikkert ikke farligt, så han kunne sagtens leve med det indtil videre.
”Så er der rundstykker!” lød Helles bløde stemme ned ad kældertrappen, og den sultne tømrersvend skyndte sig op med den gamle avis i hånden. Hun havde stillet fint an på det lille bord i køkkenet, der akkurat tillod, at man kunne sidde to overfor hinanden og spise. ”Se, hvad jeg fandt!” sagde Rasmus og rakte Helle avisen. ”Ej, hvor sjovt”, sagde Helle og skimmede forsiden, hvor der stod om havnebyggerier, om nedlæggelse af sporvognskørslen, om et røveri og om en brand på en brandstation i en lille nærliggende by. ”Det kan være, at sådan en gammel avis er et værdifuldt samlerobjekt”, sagde Rasmus og foldede forsigtigt den gulnede avis sammen og lagde den på den lille køkkenhylde over bordet.
Helle havde fundet en blok og en kuglepen frem. ”Hvad har vi, og hvad skal vi have købt af materialer for at ordne soveværelset?” spurgte hun og gjorde klar til at skrive. Helle var forholdets ubestridte bogfører og styrede altid det hele med lister, organisering og planlægning.
”Alle vægge og træværk er jo malet hvide i hele huset, ligesom vi gerne vil have det”, sagde Rasmus, ”så det bliver ikke svært at pifte op”. Han sad lidt og tænkte sig om. ”Jeg har jo værktøj og malegrej”, sagde han eftertænksomt, ”og alt til rengøring har vi også, så det er i princippet kun selve malingen, vi skal have købt”.
Det blev en meget kort liste, så de blev enige om at starte med at gøre rummet klar og så ville Rasmus undervejs stikke hurtigt ind forbi byggemarkedet, hvor han havde konto og rabatordning.
”Har du i øvrigt lagt mærke til billederne, fra da Richard og Helena var unge?” spurgte Rasmus, der stod med et af billederne fra væggen ude i entreen. ”Hvis du sætter dit hår op i den der 60’er frisure, og jeg vandkæmmer mit i en sideskilning, så kunne vi da godt narre folk til at tro, at det var os!”
Helle smilede og begyndte straks at google på sin telefon. ”Det hedder en ’franskbrøds frisure’. Jeg har faktisk en vejledning lige her, hvordan man laver den! Man skal bruge noget, der hedder en valk, og hvis man ikke har sådan en, kan man bruge et halveret franskbrød” sagde hun og greb om sit hår for at prøve at sætte det som på billedet. ”Men der er kun et halvt rundstykke tilbage”, sagde Rasmus og syntes selv, at han var ret sjov. Helle rejste sig og gav ham et hurtigt kys. ”Nå, det må du have til gode. Klokken er alt for mange, og vi skal i gang!” Rasmus rejste sig frisk og sagde bestemt: ”Du får nok heller ikke lige mig drejet ind i sådan en sideskilning uden protester!” Helle fik et frækt glimt i øjet. ”Skal vi vædde?” sagde hun og slog med nakken.
De fik hurtigt ryddet morgenmaden af vejen og sat det brugte service i vasken. Rasmus hængte pligtopfyldende billedet tilbage, hvor han havde taget det. Han havde det altid bedst med, at der var orden, og at ting kom tilbage på deres pladser efter brug. Fulde af gåpåmod gik de ovenpå for at tage fat på arbejdet.
Ved fælles hjælp startede de med at rykke den store seng ud midt på gulvet. Da de skulle til at skille den ad og bære delene ud, dvælede Helle ved det flotte stilfulde tressermøbel. Den og de to natborde sammen med det store påklædningsspejl på væggen hørte sammen som et sæt. ”Det er næsten synd ikke at bruge det!” udbrød hun. Rasmus kiggede på møblerne og nikkede: ”Det er smadderflot. Jeg synes, det passer helt perfekt til rummet, som det er!”
Beslutningen var sådan set allerede taget, men hun fortsatte alligevel for at stadfæste det: ”Vores egen seng er jo ikke noget særligt. Det her har stil! Skal vi beholde hele sættet, eller hvad?” Rasmus så tænksom ud og svarede: ”Det er sikkert også en formue værd”, selvom han godt vidste, at ingen af dem havde tænkt sig at sælge det. ”Vi bliver også bare snydt af en eller anden antikkrejler, hvis vi prøver at sælge det!” sagde Helle, og så var det besluttet.
”Jeg elsker, når vi er enige”, grinede Rasmus og tilføjede: ”Vi kan jo købe nye madrasser, hvis det er nødvendigt”. Men det var det ikke. Da de tog sengetæppet af, var madrasserne lige så pæne og friske, som dem på gæsteværelset.
Rasmus nærstuderede væggene og træværket hele vejen rundt i lokalet. Selv bagved der, hvor sengen havde stået, var det hele som nymalet uden falmede overgange eller lignende. ”Vi gider sgu da ikke male. Det er jo ikke nødvendigt!” udbrød han, ”så lad os bare gøre rent og flytte vores tøj herind!” Helle stod lidt og tænkte over det, mens hun så sig om. ”Perfekt!” sagde hun så med et bredt smil og tilføjede: ”Se, det er effektivt renoveringsarbejde!” De grinede begge overstadigt, mens de omfavnede hinanden og Rasmus sluttede: ”Så slipper jeg også for byggemarkedet. Det er sikkert proppet med koner lige nu, der køber julegaver til deres mænd!”
De tørrede og vaskede omhyggeligt alt af. Det var ikke tiltrængt, for der var næsten ikke et støvkorn at finde nogen steder, men de var nødt til at gøre et eller andet for at føle, at de gjorde værelset til deres.
Da de kom til de indbyggede klædeskabe, standsede Rasmus op og udbrød med stor entusiasme: ”Se lige her, skat. Det er lige efter bogen!” Han pegede på skabssektionerne, der udgjorde hele den ene væg. Der var fem elementer i alt, men kun de tre havde låger, der kunne åbnes ind i soveværelset. De sidste to var lukket af med blændplader, der lignede lågerne bare uden greb og hængsler.
”Væggen imellem de to rum har han simpelthen lavet af skabe, som vender i hver sin retning. Det optimerer pladsen, når der ikke er en skillevæg imellem, der optager unødige kvadratmeter. Når man ikke kan skjule noget, så skal man fremhæve det – det står på første side i alle arkitektbøger!” Helle smilede og sagde drillende: ”Jeg vidste ikke, at du havde læst til arkitekt, skat”, men Rasmus var alt for optaget af skabene til at høre hende. ”Så i stedet for at skjule bagsiden af skabene på hver side med noget tapetseret pseudovæg, der sikkert hele tiden ville slå revner, fordi huset gav sig”, sagde Rasmus ivrigt, ”har han ikke lagt skjul på, at her er to skabe mere, som bare bruges inde i det andet værelse. Det er jo både dekorativt og stilfuldt!” Han lod fingrene løbe hen over de lakerede låger og plader, der ikke havde den mindste mikroskopiske ridse, inden han tilføjede: ”Og læg mærke til de fede messingvridgreb. Alt er simpelthen kram helt ned i detaljerne her!”
Helle havde ikke skænket skabsindretningen en tanke, men nu, da han påpegede det, kunne hun da godt følge, at det var smart. Hun elskede, når Rasmus blev nørdet og begejstret på denne måde, og hun gav ham et kærlig drillende smil som sit eneste men sigende svar.
”Ja ja, jeg ved det godt”, sagde Rasmus, ”Sådan noget går du ikke op i, men han havde altså styr på, hvad han lavede, den gamle mester!” Rasmus kom til at grine over hendes uændrede mine og forsvarede sit nørderi yderligere: ”Men hvis det nu ikke var smart og så godt ud, så havde det jo irriteret dit krakilske øje, og så havde du bedt mig om at løse det så hurtigt som overhovedet muligt!” Det måtte hun til gengæld give ham ret i.
Skabene var næsten tomme og som alt andet i huset også pinligt rene indvendig. Det eneste, der hang på bøjlestangen, var en ægte pels, der så meget eksklusiv ud. Helle fløjtede og lagde den respektfuldt hen på sengen foran sig, og mens hun lod fingrene løbe igennem de bløde hår, sagde hun betaget: ”Den føles godt nok lækker. Den har sikkert kostet en formue!”
Hun havde kun lige tænkt tanken og ville have kunnet sætte enhver cowboy i det vilde vesten til vægs med sin hurtighed, da hun hurtigere end sin egen skygge trak sin telefon frem, og efter kort tids søgen konstaterede hun skuffet: ”Pelse er ikke rigtigt noget værd i dag. Slet ikke brugte. Man det kan selvfølgelig godt være, at prisen på mink stiger snart”.
Hun kunne ikke finde på andet, end at hænge den tilbage og begyndte i stedet at ordne deres eget tøj og lægge det på plads. To skabsfag til hende og ét til ham.
Imens skubbede Rasmus sengen på plads og hentede dyner og puder fra det andet værelse. Snart var sengen betrukket, og deres tøj var ordnet. De kastede sig ned i dynerne og nød fornemmelsen af, at være landet i deres nye soveværelse.
”Jeg elsker denne her stil”, sagde Helle. Rasmus nærstuderede en tapsamling på spejlrammen. ”Jeg tror, at han selv har lavet de fleste af møblerne til hele huset”, svarede han betaget. Helle aede sin trænørd i nakken og sagde: ”Det er det helt rigtige at beholde soveværelset, som det er!” ”Der er ikke noget her, der ligner standardmodeller eller kendte designs”, sagde Rasmus, ”Det hele er fuldstændig i tråd med tiden og af vanvittig høj kvalitet”. Han tav lidt, før han foreslog: ”Møblerne i stuen er jo også nærmest bygget til rummet, og de hører også ligesom sammen, synes du ikke, Helle?” Helle nikkede samtykkende. ”Vi kan da næsten heller ikke tillade os at skille dem fra hinanden, vel?” Hun vendte hovedet mod ham og hendes udtryk viste, at hun allerede havde tænkt det samme. ”Der er både specialsøm og værktøj til møbelpolstring nede i værkstedet har jeg set”, sagde Rasmus ivrigt. ”Du kunne finde noget nyt stof, som jeg kunne ombetrække sofaen og lænestolene med, hvis vi vil pifte det hele lidt op?” foreslog han.
”Det ser vi på”, sagde Helle og lagde med et tilfreds suk nakken tilbage på madrassen, ”lige nu elsker jeg bare at være her!” ”Jamen, vi har også god tid”, sagde Rasmus, ”Bare vi er klar til at holde familiejulefrokost den fem og tyvende”. ”Det skal vi nok nå”, sagde Helle, ”Det er jo ikke for ingenting, at jeg har valgt mig en håndværker!”
De lå på sengen i et lille stykke tid i tavshed, men så blev Rasmus rastløs og rejste med et ryk og sagde: ”Jeg vil gerne lige op på loftet og tjekke efter, om træværket i taget kan gemme på nogle ubehagelige overraskelser”. ”Hvad er der galt med taget?”, spurgte Helle. ”Ikke noget”, svarede Rasmus, ”Jeg vil bare se, om det virkeligt er så sundt, at vi simpelthen kan lægge nye tagsten direkte på de gamle spær og lægter til sommer. Jeg finder lige min lommelygte”.
”Jeg vil med!” udbrød Helle eventyrlystent.
Adgangen til tagrummet var i loftet ude på den lille repos. Da han åbnede lemmen, kom stigen kurrende ned af sig selv, og de var lige ved at få den i hovedet. Rasmus var hurtig og greb den lige foran ansigtet på Helle. Efter et øjebliks forskrækkelse, kom de begge til at grine. Han var altid super hurtig og snarrådig i vendingen. Med ham ved sin side, følte Helle sig altid tryg.
Helt oppe i den øverste del af spidstaget var der en lille gangbro i midten. Der var ikke højt, så de måtte kravle på alle fire for at besigtige taget. Det var bælgmørkt, og de var afhængige af lommelygten for at kunne se noget. Helle måtte skuffet konstatere, at der så tomt ud over alt, hvor lyskeglen ramte. Hun havde ellers håbet på et loft fyldt med hengemte antikviteter og kasser med levet liv, men her var intet af den slags. Hun fulgte tillidsfuldt efter Rasmus, imens han tjekkede spærene og bankede lidt på tagstenenes bagside hist og her. Han var godt tilfreds. ”Det er så fint det hele. Rød dansk tegl, det holder altid! Vi behøver slet ikke skifte det her foreløbigt, så vi kan roligt bruge lidt flere penge på køkken og badeværelse i stedet for”.
De vendte sig møjsommeligt for at kravle tilbage. Helle styrede efter lyset, der kom op fra den åbne lem. Da hun skulle lige til at vende sig for at finde stigen med fødderne, fik hun øje på noget på den modsatte side af åbningen.
”Giv mig lygten Rasmus!” Hun lyste hen mod den fjerne kant af lemmen, og dér – nede under brædderne til gangbroen lå der noget halvt skjult i isoleringen. Hun gik nogle trin ned ad stigen, så kun overkroppen stak op igennem hullet, holdt lommelygten med munden og lænede sig frem mod kanten. Med begge hænder lirkede hun et træskrin frem. ”Det var satans!”, udbrød Rasmus og fulgte efter Helle ned på reposen, hvor han hurtigt fik skubbet stigen op og lukket lemmen, mens Helle fortsatte målrettet ned i køkkenet.
Dette var den første ting, de havde fundet i huset, som var beskidt og så ud til at have ligget urørt i mange år. Helle vred karkluden op og rakte den til Rasmus. De satte sig ved det lille bord, og han begyndte at gøre skrinet rent.
Endnu et gedigent stykke håndværk så dagens lys. Udført i mørkt blanklakeret træ. Det var paskram, med præcise små tandsamlinger i hjørnerne. Et smukt snørklet monogram lavet i lysere nedsænket træ prydede forsiden.
”’R. H.’, det må jo være Richard og Helena”, konstaterede Rasmus og drejede træskrinet rundt for at beundre håndværket. ”Åbn det nu!” udbrød Helle utålmodigt. De var begge spændte til bristepunktet og holdt vejret, da han endelig åbnede låget.
Der lå kun en lille stofpose sammen med en indbundet klassisk tyk notatbog. Rasmus rakte posen til Helle og tog selv bogen op og åbnede den. ”Åh nej!” udbrød han med det samme og kom til at grine, ”Det er snørklet skråskrift det hele. Det er ligesom fødselsdagskort fra min mormor. Det kan jeg altså ikke læse”. ”Men det kan jeg”, sagde Helle. ”Ja, højst et par dage, så har du tydet et kort fra mormor, så du er ekspert i skråskrift, skat!” drillede Rasmus, og de lo begge. ”Det er måske en af de to gamles dagbøger eller sådan noget?” foreslog Helle. ”Jeg kommer i hvert fald ikke til at læse den!” fastslog Rasmus med det samme og fortsatte nysgerrigt: ”Hvad er der i posen, skat?”
Helle åbnede og rystede indholdet ud på bordet. To guldringe dumpede ud, og den ene var lige ved at trille på gulvet, men hun nåede at fange den. De stirrede betaget på de to glimtende genstande, og nu føltes det virkelig, som om de havde fundet en skat.
Med besvær tydede hun indgraveringen inde i den ene og udbrød: ”Jeg tror, det er deres vielsesringe!” Den eneste forskel på de to ringe var størrelsen og en lille diamant i den ring, som måtte være kvindens.
Uden at tænke over det, prøvede de at tage dem på hver især. De passede næsten. De var begge lidt for store.
Deres hjerter begyndte at dunke på samme tid, og uden at sige noget tog de dem hurtigt af igen. Det føltes ikke rigtigt at have andres vielsesringe på. Helle lagde dem ned i posen og tilbage i skrinet, som Rasmus småfebrilsk satte over på køkkenbordet.
Der var tavshed i det lille køkken. Det var som om, at de havde pillet ved noget i husets historie og sjæl. Efter nogle minutter i stilhed rejste Helle sig, åbnede køleskabet og begyndte at tage ting frem til aftensmaden. Rasmus åbnede bogen igen og det lykkes ham kun lige at tyde overskriften, som lød noget i retningen af ’Til min kære Helena, hvor end du er nu’. Han sagde ordene højt nogle gange. Det bar præg af stærke følelser, og han skyndte sig at lægge bogen hen ovenpå skrinet og rejste sig i stedet for at hjælpe med maden.
Den muntre og kærlige tosomhed vendte tilbage, og de talte ikke om skrinet og dets indhold under måltidet. Klokken nåede at passere ni, inden de i ro og mag havde spist og slået mave. Rasmus tog sig af opvasken, mens Helle gik ud og startede et karbad.
”Det bliver altså dejligt at få en opvasker!” konstaterede Rasmus, da han var færdig og kom ud til Helle på badeværelset, hvor hun allerede lå i det dampende varme vand.
”Kom ned til mig”, sagde hun kælent, og pustede sæbeskum fra sin hånd over mod ham. Det lod han sig ikke sige to gange, og snart sad han overfor hende. De kunne lige nøjagtigt være der begge to, og de blev hurtigt enige om, at det ikke var sidste gang, de skulle sidde her sammen. Et karbad skulle der absolut også være i deres nye badeværelse. ”Det er underligt, at folk næsten altid sløjfer karbadet, når de renoverer. Jeg kan ikke forstå, at jeg nogensinde har kunnet undvære sådan et!” sagde Rasmus saligt.
Nyvaskede og gennemvarme blev de enige om at tage den bærbare computer med op i sengen og se en film.
”Gad vide, om vi med sådan en omformer fra digital til analogt signal kan få liv i det gamle fjernsyn i stuen igen?” sagde Rasmus, ”Det ville da være blæret kun at have et gammelt sort-hvid fjernsyn fra tresserne stående - hvis det virker vel at mærke”. Rasmus var for alvor blevet grebet af idéen om at beholde den originale tresserstil i huset, og Helle var helt enig. ”Ligesom radiomøblet med pladespilleren”, sagde hun, ”Jeg er helt vild med det! Alle de moderne mediebehov kan vi jo klare med mobil og computer, og dem kan vi gemme væk, når de ikke bliver brugt”. Rasmus kørte ideerne videre: ”Drejeskivetelefonen på hylden i entreen! Måske kan vi også få fastnettelefonlinje og få den til at virke?”
På vejen op, snuppede Helle notatbogen fra køkkenet og lagde den på natbordet ved siden af sig.
Snart lå de under dynerne og mærkede den salige træthed liste sig ind på dem. De surfede lidt rundt og kunne ikke rigtigt blive enige om hvilken film, de skulle se. Pludseligt kunne Helle konstatere, at Rasmus var faldet i søvn ved siden af hende. Hun smilede og kyssede ham på kinden, inden hun slukkede natlampen og lagde sig til rette. Imens hun var ved at falde i søvn, kørte ordene fra notesbogen i ring i hendes hoved: ’… hvor du end er nu’.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones