Tilbage på sporet
Rasmus listede sig ind på soveværelset med en velanrettet bakke for at vække Helle med morgenmad på sengen. Forsigtigt satte han den fra sig på det ene natbord og stod en stund og betragtede hendes fredfyldte skønhedssøvn. Hans blik fulgte rundingen på hendes kind og dvælede ved hendes let adskilte læber, der så så indbydende ud, at han fik lyst til at bukke sig ned og drikke af dem som af en klar kilde. Han nåede lige at få det velkendte lille stik i hjertet ved at tænke den tanke, at denne sovende engel var hans, og at han var hendes, inden han kravlede op i sengen for at vække hende. Hun sov stadig dybt, da han blidt kyssede hende på kinden, men begyndte at røre på sig og slog kort efter øjnene op med et kærligt smil, strakte sig og slog armene om sin elskede. Som altid nød han at være den første til at se ind i hendes dybe øjne, når hun vågnede, og deres læber fandt snart hinanden i blide kys.
Med morgenkram og kærtegn vågnede hun helt op, og de satte sig til rette op ad hovedgærdet. Rasmus hældte kaffe op og begyndte at smøre de lunede rundstykker til dem.
Til at begynde med sagde de ikke så meget. Han kunne tydeligt mærke, at efterhånden som Helle vågnede op, blev hun også mere alvorlig og eftertænksom. Han var ikke sikker på, hvad der præcist foregik i hendes indre, men med sin egen proces i baghovedet tænkte han, at hun naturligvis også måtte have sit at bearbejde. Alt andet ville være underligt, og han var faktisk lettet over, at hun havde en reaktion, og at den kom nu.
Hun sukkede et par gange men kunne ikke sætte ord på, hvad der rørte sig i hende.
Mest for bedre at kunne tolke, hvor hun var, og for at bryde tavsheden, der efterhånden havde overtaget soveværelset helt, spurgte Rasmus lidt småprovokerende: ”Nå skat, skal vi gå i gang med at bryde køkken og badeværelse ned i dag?” Hun så nærmest forfærdet over på ham. ”Nej, for fanden da!” udbrød hun spontant, ”Det skal vi da ikke!” en tåre pressede sig frem i hendes øjenkrog, og hendes mundvige dirrede.
Rasmus satte skyndsomst bakken væk og trak hende ind i sin favn. ”Undskyld skat!” udbrød han og blev overrasket over hendes kraftige reaktion. ”Rolig nu! Jeg er her… Jeg passer på dig!” hviskede han i hendes øre.
”Det ved jeg godt, skat”, snøftede hun, ”Jeg er så glad for at du er tilbage. Du er min klippe, Rasmus. Jeg har brug for, at du altid passer på mig. Hører du?” Helle så med fugtige øjne på Rasmus, der smilede ømt til hende. ”Altid, skat!” forsikrede han. Hendes forfærdede ansigtsudtryk skiftede, og hun gengældte hans smil. ”Jeg ved ikke, hvor jeg er, Rasmus”, sukkede hun, ”Men du skal bare være her og passe på mig, så går det hele…” Han smilede og kyssede hende på panden som svar. Hans ro og nærvær i sig selv gav hende tryghed.
”Skal vi køre i storcenteret og handle ind til næste uge?” spurte han lidt efter. ”Jeg ved godt, at vi har aftalt, at vi helst vil handle lokalt, men i centeret kan jeg måske finde den der omformerboks til fjernsynet og få det op og køre?” Helle nikkede og han fortsatte: ”Det gjorde vel heller ikke noget, om vi kom lidt væk fra huset i nogle timer. Vi kan jo spise frokost på én af caféerne?” Hun smilede og svarede opmuntret: ”Det lyder dejligt og hyggeligt. Lad os gøre det!”
Principper om at handle lokalt eller ej, så syntes Rasmus forslag som verdens bedste idé. At komme væk fra huset og få tankerne lidt på afstand var nok det eneste rigtige for hende.
De stod ud af sengen og trak i tøjet. Hun trak i det stramme aktiv-tøj, som fik hende til at føle sig sporty og gav følelsen af at have lidt ekstra energi. Nedenunder foran spejlet på badeværelset satte hun behændigt sin stramme højtsiddende hestehale og var klar. Det kløede i Rasmus’ fingre efter at tage fat, så snart han så hestehalen. Tænk at gribe helt ind omkring elastikken og vride håndledet let, så hendes nakke blev strakt opefter, og så løfte, så hendes fødder næsten lettede fra gulvet. Men han modstod fristelsen og lod sig ikke mærke med noget.
Sammen gennemgik de, hvad de manglede, imens Helle ivrigt griflede det hele ned på en lang indkøbsseddel.
Den lille C1 trillede snart efter ud fra Engstien 14 og satte afsted mod overforbrugets hellige haller. I teorien havde ideen om at slentre stille og roligt rundt og handle i storcenterets butikker syntes hyggelig, men de blev hurtigt mindet om virkeligheden, da de kom igennem karruseldøren. Sådan en sen lørdag formiddag var virvaret og menneskemylderet komplet. Folk vrimlede rundt imellem hinanden med maniske blikke og tunge, forpustede åndedrag bag udtjente mundbind. Og alle havde det til fælles at have glemt alt om at holde behørig afstand til hinanden, bare for at komme foran alle andre. Her var på ingen måde hyggeligt for det unge par, og de drømte sig allerede tilbage til deres lille lokale indkøbscenter.
Da en indkøbsvogn i fuld fart afskar dem vejen, standsede de op og så på hinanden. I stedet for at hidse sig op over folks panik, kom de til at grine, og Rasmus sagde opgivende: ”Skat? Næste gang jeg får den her gode idé, minder du mig så ikke lige om velsignelsen ved at handle lokalt?” Helle tog ham under armen og svarede målrettet: ”Kom! Sammen kan vi to kan klare alt – også helvedes forgård her!”
Nogle timer senere sad de med udsigt til virvaret og fik frokost på en af caféerne. Helle fik sig en fornuftig salat og Rasmus en pizza, velbelagt med ekstra fyld. Godt trætte i hovederne så de medlidende ud på horden af lemminger, der passerede forbi.
Rasmus fandt tv-boksen frem fra den ene pose i indkøbsvognen, som stod ved siden af bordet. Han læste lidt bag på kassen. ”Jeg håber godt nok, at det her virker.”
Helle forestillede sig dem sidde og se sort-hvid tv. Hun havde et klart billede af, hvordan det gamle TV-apparat ville understrege autenticiteten i deres retrostue. Hun savnede den allerede. Men det var ikke kun stuen og huset, hun længtes efter. Inderst inde vidste hun godt, at hendes stigende behov for at opsøge det lukkede univers, de var på vej ind i med lysten og især den dragende mystik, ikke bare kunne slukkes ved at pakke skrinet væk og lade som om, at årstidsgarderoben ikke eksisterede. Det føltes ikke rigtigt at holde krampagtigt fast i at være den gamle Helle, som hun havde været, inden de flyttede ind i huset. Hun måtte erkende, at hun ikke var den samme længere.
En mor med et skrigende barn i sin indkøbsvogn kom forbi bordene hvor de sad. Hun diskuterende højlydt med sin mand, der fulgte et par skridt bagved med en opgivende mine. Han lignede mest en ugidelig teenager, og han var mindst lige så træt som det umulige barn. Helle havde fået nok nu. Hun rejste sig og udbrød: ”Kom, Rasmus! Vi skal hjem, og det er lige nu! Jeg kan ikke holde det her ud mere!” Han smilte bredt og fulgte gladeligt initiativet. Med sit sidste stykke pizza i hånden vandrede han afsted efter hende, mens hun med hastige skridt skubbede deres vogn mod udgangen.
Da de med ny afsprittede hænder svingede ud fra centerets parkeringsplads og satte kursen hjemad, grinede han lettet: ”Nu skal vi hjem til vores tidslomme. Det her behøver vi ikke gøre igen lige foreløbigt!” Helle rullede med øjnene i enighed og pustede lettet ud.
Den evige ro på Engstien, hvor alting gik i sit eget sindige tempo, var som at blive svøbt i et healende tæppe, og da varerne var slæbt ind, pakket ud og sat på plads, lod de sig begge falde ned i sofaen. Det var vidunderligt at være tilbage og lade resten af verden passe sig selv udenfor.
Rasmus prøvede at afkode Helle for at finde ud af, hvor hun var i sit indre nu. Tilsyneladende havde hun det lige så godt som han ved at være tilbage i husets trygge favn. Men havde hun mon samme lyst til også at vende tilbage og fortsætte, hvor de havde sluppet?
De så tavse på hinanden med et skævt smil og han bildte sig ind, at glimtet var ved at vende tilbage i hendes øjne. Han syntes bestemt, at hendes blik fortalte ham, at det var tid til at samle tråden op og udforske det nye univers yderligere, men han var dog fast besluttet på, ikke at foreslå noget. Initiativet skulle være hendes uden pres fra ham, og de skulle ikke kaste sig ud i noget, medmindre det var et fælles ønske, og med mindre hun var klar til det.
Rasmus begyndte at pakke tv-boksen ud og flyttede fjernsynet ud midt på gulvet. Efter at have fumlet lidt rundt sagde han mellemfornøjet: ”Det var en helt anden standard af antennestik, man brugte dengang…” Han så på de medfølgende ledninger der ikke passede til noget på TV-apparatet. ”Jeg er nødt til at flikke et eller andet sammen af stumper selv…” Han rejste sig og tænkte sig lidt om, inden han fortsatte: ”Jeg går ud i garagen og ser, om jeg kan finde noget i min kasse med el-ting…”
Helle smilede til ham og nød at se, hvordan han aldrig gav fortabt overfor noget. Hun var sikker på, at han nok skulle få løst denne udfordring også.
”Gør du det, min skat. Så går jeg i bad imens”, sagde hun og rejste sig fra sofaen. På vej ud af stuen standsede de op i døråbningen, hvor de stod og holdt hinanden tæt i et par lange minutter, inden de fortsatte til hver deres ærinde. De var begge fyldt med glædens varme ved at mærke, at harmonien imellem dem var tilbage. Deres fælles styrke var intakt, og de følte sig bekræftet i hinanden.
Rasmus måtte rode en del af sine værktøjskasser og depoter igennem for at samle de redskaber og reservedele sammen, som han forestillede sig at få brug for. Da han kom ind igen, kunne han høre, hvordan vandet stadig løb i bruseren. Hun tog sig åbenbart god tid. Han havde en ubændig lyst til at gå ud og tage hende i badet, men han holdt sig i skindet og fokuserede på sin TV-mission.
Da han sparkede skoene af i entreen, bed det lidt i hans næse. Han var faktisk nået helt ind og havde sat sig i sofaen og var godt i gang med sit hjemmebyggede antennestik, før hans hjerne opfattede, hvad han så. Hans hjerte hoppede af glæde og et klukkende grin slap fri, da det gik op for ham, at skrinet stod midt på sofabordet.
Helle havde hentet det på loftet, imens han var ude. Det måtte være hendes måde at fortælle ham, at hun var klar igen. Tændingen blussede straks op i ham, og pulsen steg. Det var kun med møje og besvær, at han formåede fortsat at koncentrere sig om ledninger og isolerbånd.
Imens Helle tørrede sig, svævede hendes tanker op til årstidsgarderoben. Efter turen ude i indkøbshelvedet ville det nu være skønt at skrue sig ned i en stram corsage og gøre sig til for Rasmus. Det pikante tøj så ikke kun frækt ud, det gav hende også et fysisk velvære og en stimulerende fornemmelse, når hun havde det på.
Hun kunne hverken fornægte eller undertrykke trangen og lysten til at fortsætte eventyret længere.
Helle gjorde op med sig selv og gav frygt og identitetskriser pokker i vold. Så længe de nød det, og så længe de ønskede det i fællesskab, kunne det vel ikke være så farligt. Med Rasmus’ genfundne ro føltes det også naturligt at fortsætte rejsen, hvor de havde stoppet den.
Hun trak i et par nyvaskede leggins og en stram top med lange ærmer, uden at tage andet på indenunder. Det var ganske vidst ikke lige så lækker en følelse som at klæde sig i pikanterierne, men hun vidste udmærket, hvordan det her satte Rasmus’ fantasier og lyster i gang – specielt når brysterne hang frit, og hestehalen var sat højt og stramt. Hun fantaserede om, hvordan Rasmus ville tage fat i hestehalen og holde hende fast, imens han tog hende hæmningsløst bagfra. Hendes kusse pulserede lystigt i takt med den fantasi, der kørte for hendes indre blik.
Hendes sidste tanke på vej ud af badeværelset var, at de hurtigst muligt måtte op på det loft og hente skrinet tilbage – hvis altså Rasmus var klar til det?
”Var det dejligt med et bad?” spurgte han som det første, da hun kom ind i stuen. Hans drilske eventyrlystne glimt i øjnene var tilbage, og hun jublede indvendigt, da hun opdagede skrinet, der stod midt på sofabordet og ventede på dem. Det var det bedste, der kunne ske, at han havde hentet det.
Hun nikkede. Så kravlede hun op i sofaen og faldt ham om halsen. Han kom til at grine og fik kun med besvær imellem hendes ivrige kys fremstammet: ”Vi er begge to fanget af det her sted, så vi kan ikke stoppe nu”. Helle gav sig til at tungekysse ham og stønne lidenskabelig. ”Frk. Helena!” udbrød han i en drilsk, men formanende tone, ”Den forbudne frugt…” Hun kom også til at grine og beherskede sig, imens han fortsatte: ”Nu må vi vist lige begynde der, hvor vi slap i går. Årets værktøjer…! Hvad er det for noget?”
De var begge himmelfaldne over, hvor forløsende og rigtigt det var at være tilbage i eventyret sammen. Følelsen blev ligesom mere fuldendt ved, at de var her med fælles lyst og entusiasme på én gang. Om de var dem selv eller skiftede personligheder til Richard og Helena, når de var indenfor husets fire vægge, kunne de ikke helt selv gøre rede for. Måske var de begge dele eller ingen af delene og befandt sig i virkeligheden i en helt tredje og ny dimension i deres roller. Det var dem begge fløjtende ligegyldigt, hvem de definerede sig som, og de gav sig i dette øjeblik fri til bare at nyde magien og lade sig opsluge af den fortsatte rejse.
”Årets værktøjer…” Helle tænkte sig lidt om og så Rasmus dybt i øjnene, inden hun fortsatte: ”Inden jeg fortæller mere om dem, så er der lige noget, du skal høre først!” Hun rakte ud, åbnede skrinet, tog bogen hen på skødet og bladrede lidt i den, til hun fandt, hvad hun søgte. ”Tænk lige over, hvad der er sket med os to de sidste dage. Hvad vi har været igennem inde i os selv!” Rasmus så spørgende på hende. ”Lige inden han kommer til værktøjerne, afslutter Richard sit afsnit med det her: Man skal stille sig ind i mørket, for at kunne se lyset” Hun sukkede og fortsatte: ”Er det ikke genialt? Det er jo præcist, hvad vi har oplevet!”
Rasmus kunne ikke andet end at grine anerkendende. Hans respekt for og fascination af snedkermesteren var tilbage med fornyet styrke. Endnu en brik faldt tungt på plads hos dem begge.
”Værktøjerne… Richard beskriver det, som om at de ting, han ville bruge på Helena til seancen på ’dyrenes jul’ den 23. december, skulle stå fremme fra nu af”. Rasmus afbrød, da han hørte et ord, Helle aldrig havde sagt før: ”Seancen? Det lyder helt okkult og hekseagtigt?” Hun vred sig lidt i sofaen. ”Ja, lyder det ikke bare frækt?” Han erkendte blankt, at det faktisk tændte ham.
”Det lyder, som om Richard simpelthen satte deres sexlegetøj frem nu her, så Helena kunne gå og se på dem indtil lillejuleaften”. Helle blev kort fjern i blikket, inden hun fortsatte: ”Det ville også pirre mig og gøre mig mega liderlig, hvis tingene stod fremme nu! Jeg er jo ikke erfaren, som hun var, så jeg ville jo ikke vide, hvordan tingene føltes, eller hvordan det alt sammen skulle bruges. Men det ville faktisk nok tænde mig endnu mere… altså uvisheden og nysgerrigheden?”
Helle blev pludselig tavs. Det gik op for hende, at hun sad og omtalte noget med fryd, som de fleste ville forbinde med smerte og sikkert ville blive nervøse og bange for. En form for frygtsomhed kunne hun ganske vist godt mærke, men den føltes positiv.
”Hør her!” sagde Rasmus midt i det hele, ”Årstidsgarderoben viste sig at være noget helt konkret, der var gemt her i huset, ikke? Så er værktøjerne det fandeme også!” Hans øjne funklede og skattejagten var allerede sat i gang i hans hoved. Helle lyste op og tilføjede: ”Så må vores opgave nu være at finde dem?” Rasmus nikkede, og de kom begge til at grine på en sådan måde, at ingen af dem var i tvivl om hvor tændte, de var.
”Det er jo dig, der bestemmer, og det er dig, der er bedst til at løse gåder…” Helle talte med sin forføriske stemme og Rasmus’ liderlighed voksede. Han havde svært ved at beherske sig men forsøgte at agere roligt, og som han forestillede sig, at snedkermesteren ville gøre i situationen – at være den, der var i kontrol. ”Jeg skal nok finde de værktøjer, stol trygt på det, min Helena!”
Kælent lagde hun sig ned med hovedet i hans skød. Åh, hvor hun elskede følelsen af at være lille og beskyttet af ham.
Hans ene hånd nulrede på skift hendes bryster blidt og den anden strøg hende over håret. Imens så han eftertænksomt hen på skrinet. ”Jeg skal nok få det løst”, mumlede han frem for sig.
Efter lidt tid i drømmende tavshed tog Rasmus initiativ. ”Helena! Nu får jeg det fjernsyn til at virke…” Hun satte sig op. ”Imens kan du læse lidt videre i vores bibel, og derefter går du ud og laver mad til os!” Helle smilte og svarede: ”Ja, min Richard. Selvfølgelig!” Han løftede hendes hånd og kyssede den. ”Og i aften er vi mådeholdne og gør ikke mere, men fra i morgen står den på årstidsgarderobe, er det forstået?!” Helle nikkede med et kæmpe smil. ”Må jeg ikke klæde om nu?” spurgte hun lystent. Han så på hende med et skævt smil og svarede: ”Nej, du skal vente til i morgen!” Yderligere forklaring eller grund fik hun ikke.
Helle kunne ikke få nok af den bydende autoritet, som han talte med. Ingen af dem var heller i tvivl om, at de begge tændte på den. Den føltes rigtig. Rasmus kunne mærke, hvordan rollen passede ham, men han var sig også fuldt bevidst om det store ansvar, den også indebar, og at han skulle lære at varetage den rigtigt.
Hun satte sig til at læse, og han nørklede videre. Efter nogen tid tonede et mildest talt uskarpt billede frem på det gamle fjernsyn og jinglen til klokken atten nyhederne fyldte stuen. De jublede begge over, at det virkede.
Helle lavede lidt let aftensmad til dem og de brugte resten af aftenen på at se, hvad DR1 og DR2 havde på programmet. Det var nemlig det eneste, de kunne se med deres luftbårne forbindelse og uden abonnement på betalingskanaler. Det var ligesom i tresserne, hvor man ikke selv valgte, hvad man ville se men så det, som Danmarks Radios TV valgte at vise én.
Hen under midnat efter en kamp for ikke at bryde det pirrende mådehold lå de nøgne under dynerne og puttede sig ind til hinanden.
Rasmus så hen på det svage lys, der trængte igennem gardinerne der stadig var trukket for.
Tanker om skjulte rum og hemmelige anordninger rumsterede i hans hoved.
’Seancen’, hvor skulle den foregå? Kælderen var ikke egnet til formålet. Soveværelset og gæsteværelset var for små og ville kræve omrokering af møblerne for at få plads. Richards finurlighed var for god til, at det var her, det skulle foregå. Soveværelset var jo også dér, hvor Helena havde sin årstidsgarderobe og skulle kunne klæde sig om i fordybelse, så det var udelukket.
Stuen var det eneste sted, der var egnet, og som havde kapaciteten, lagde han sig fast på. Værktøjerne måtte jo skulle udstilles samme sted som dér, hvor seancen skulle foregå. Derfor var stuen hans bedste bud.
Med et smil på læben døsede Rasmus hen. Han glædede sig til at finde den næste post i deres erotiske skattejagt, og han vidste, hvor han ville begynde med at lede.
Han sov næsten allerede, da han i sin halvdrømmende tilstand hørte en rullende lyd i det fjerne. I soveværelset lød det næsten som torden, men det var ikke rigtigt årstid for tordenvejr. Rasmus nåede ikke at tænke videre over det, inden han sov.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones