På den anden side
”For fanden, tømrersvend! Lortet passer stadig ikke!” Rasmus makker grinede opgivende, imens de stod med kroppene drejet i meget akavede stillinger og jonglerede med en gipsplade oppe over hovedet med strakte arme. ”Det er tredje gang, vi skal have den her forpulede plade skåret om. Har du glemt din tommestok og din uddannelse og din flidspræmie derhjemme?”
Rasmus undskyldte flovt endnu en gang. Han var ellers kendt for, at det, han lavede, altid passede første gang. Han var slet ikke mentalt til stede, og det havde vist sig i hans arbejde hele dagen.
Da han om morgenen listede sig afsted, fortrød han at have sagt ja til ekstraarbejdet. Han havde kun lyst til at være på eventyr i huset sammen med Helle, og det føltes mere og mere forkert, når han kørte derfra og trådte ud af deres intime boble, uden at hun var med.
Hjernen havde været på skattejagt siden om morgenen. Han ville finde gemmestedet for årets værktøjer, og det var stort set det eneste, der optog ham. Men stadig sad han fast og havde ingen nye ideer til, hvor han skulle lede. Og selvom han forsøgte at følge sit dogme og lægge det til side igen, følte han sig stresset af tidspresset, der gjorde det umuligt for ham at slippe det af tankerne.
”Er det forstadsfruen derhjemme, der giver dig det dér sjofle smil på, som du render rundt med hele tiden?” Rasmus reagerede ikke. ”Forsømmer du hende, og så ligger hun bare og dribler med ærten lige nu og sukker efter dig?” grinede kollegaen og fortsatte ubarmhjertigt: ”Du må da vist hellere se at blive gift, så du får papir på hende snart…”
Tanken havde strejfet Rasmus et par gange det seneste år, men lige nu var det huset, der fyldte og ikke bryllup eller frierier. “… jeg mener, der er da mange, der gerne ville stjæle den lille godte fra dig, hvis de fik chancen!” Rasmus lod sig stadig ikke provokere af drillerierne, som han var så vant til. Han svarede langt om længe og ganske uanfægtet: ”Hun går ingen steder… for hun kan ikke leve uden mig!”
Makkeren slog en højlydt latter op og svarede hovedrystende: ”Din selvtillid har sgu aldrig fejlet noget… Det er godt nok min ven, det er sgu godt nok!”
Mange mænd ville nok blive dybt provokeret af kommentarer som disse for slet ikke at tale om de mange sultne blikke og de ofte meget direkte hentydninger til, hvad bralrende handyr generelt godt kunne tænke sig at gøre ved Helle. Men Rasmus var vant til det, og det rørte ham ikke længere. Især ikke efter den mentale forvandling, de var begyndt på, hvor det først rigtigt var ved at gå op for ham, hvordan Helle forgudede ham i samme grad, som han omvendt forgudede hende. Tvært imod kunne han faktisk godt hygge sig med, at mænd havde deres hede fantasier om hende, for det var jo kun ham, der fik hende, og det var kun ham, som hun ville have.
”Det er da godt, at det er ved at være fyraften. Så kan du komme hjem og vende og dreje hende lidt… Måske kan hun hjælpe dig med at få indstillet tommestokken rigtigt!” sagde makkeren med et lille grin og klappede Rasmus på skulderen. ”Husk bare lige at få mig med, inden du kører den her gang. Jeg kan ikke holde til at løbe efter bilen i dag, efter alle de gange vi har skullet rende op og ned ad stiger for at lave det hele om…” Nu var det Rasmus der kom til at grine højt. ”Jeg skal nok huske dig i dag, selvom du godt kunne trænge til at løbe lidt og smide et par kilo. Du er stadig lidt kvabset! For meget kage?”
De begyndte at pakke sammen, og Rasmus sendte en sms til Helle om, at han var på vej hjem. Snart trillede tømrerbilen afsted fra byggepladsen. Selvom det stadig var eftermiddag, var skumringen på sit sidste, da han en halv time senere parkerede bilen ved kantstenen på Engstien. Thomas stod i sit vindue inde ved siden af og så til, mens Rasmus steg ud og gik op ad havegangen med sin tomme madkasse i hånden. De hilste kort på hinanden med et lille vink. Det var trods alt et fremskridt i kommunikationen, tænkte han.
Nabolaget havde som altid en fortryllende ro – som om tiden stod stille, og huset stod klar og ventede på at modtage ham, når han kom hjem.
Han trådte lydløst ind i entreen, lukkede hoveddøren bag sig og råbte: ”Jeg er hjemme!” imens han sparkede skoene af og hang sin jakke på én af knagerne i entreen.
Som forventet fandt han Helle i stuen med standerlampen ved sofaen tændt og bogen på skødet. Hun havde tændt stearinlys på sofabordet og stillet termokanden og to krus frem til dem. Stuen emmede af hygge, og det var vidunderligt at være tilbage i deres lukkede univers. Rasmus gik hen og bukkede sig frem for at kramme og kysse hende. ”Hej skat!” sagde han muntert og glemte alt om sin opslidende dag, så snart han så hende. ”Heeej!” gengældte hun kælent og nød hans blik. Så strakte hun armene og forsøgte at undertrykke et lille gab. Kaffen ville gøre dem begge godt.
Rasmus hældte op i hendes brugte krus og rakte det til hende. Da han skulle til at hælde op til sig selv, opdagede han en indtørret kafferand i bunden af sit. Det var åbenbart gået lige hurtigt nok med hans opvask aftenen før. Men han var vant til indtørrede kaffesjatter på arbejdet, så han hældte bare op og lænede sig tilbage i sofaen med sin dampende kaffe, og drillede: ”Du har nok rigtigt haft Richard på kaffe igen, kan jeg se. Mit krus har jo allerede været brugt!”
I det samme gav kældertrappen sig og dens knagen kunne tydeligt høres i stuen.
Helles hjerte slog et ekstra slag og Rasmus kom til at grine over hendes ængstelige ansigtsudtryk. Hun fattede sig dog hurtigt og tog til genmæle: ”Se, det ved man jo aldrig…” Så blinkede hun til ham og kærtegnede hans lår, imens hun tilføjede: ”Men nu sidder du jo lige her og er min hr. Richard…”
”Åh, det er dejligt at være hjemme ved dig i huset, skat”, sukkede Rasmus. ”Det er bare helt vildt forkert ikke at være her, og jeg tænker sgu ikke på andet end at komme hjem, når jeg er kørt. Det bliver nogle lange dage på arbejdet, indtil vi er færdige med den ejendom!”
”Jeg sov længe i dag…” sagde Helle ”Jeg burde nok stille et vækkeur. Altså så jeg får lavet noget mere her, imens du arbejder…” Rasmus grinede: ”Jamen, der er jo ikke så meget, du skal nå, andet end at være lækker for mig og have maden klar, når jeg kommer hjem!” Hendes forførende smil kom straks frem og hun fiskede: ”Hvad synes De om valget i dag, hr. Richard?”
Rasmus lavede en håndbevægelse som tegn på, at hun skulle rejse sig op og dreje rundt om sig selv. Hun fulgte gladelig hans signal og lod sig beskue.
Sættet, som hun havde valgt denne mandag, var meget lig det, fra første gang årstidsgarderoben blev taget i brug. Men samtidig var det også en helt anden oplevelse for dem begge.
Nylonstrømperne, der smøg sig fra de højhælede spidse sko, op til hofteholdernes bånd, fremhævede hendes smukke ben. Corsagen var denne gang endnu strammere og mere markant i figuren end de andre, hun havde haft på. Den var også ekstra svær at skrue sig ned i. Til gengæld var den omsluttende fornemmelse, som hun havde opdaget og var kommet til at elske så højt, også væsentlig mere intens. Brysterne stod frit og blev løftet lidt, så de struttede, og vorterne stod stive og indbød til opmærksomhed. Hendes nybarberede ydre skamlæber og den lille lyse, helt kortrimmede behåring ved skambenet, var for Rasmus endnu et både nyt og vidunderligt billede.
”Jeg er bjergtaget, skønne Helena!” erkendte han blankt med sine bedste evner for at lyde som dengang, hvor Helena skulle have haft det på.
”Kom herhen!” sagde han med et skævt smil. Hun adlød og stillede sig hen lige foran ham ved sofaen. Han rakte ud og lod en finger lege imellem hendes læber i skødet, inden han lod den smutte helt op i den drivvåde skede. Helle sukkede og lukkede øjnene i spontan nydelse. Fingeren cirklede lidt rundt indvendigt, inden han trak den til sig igen. Den glinsede i stearinlysenes skær, da han suttede den ren. Han gentog et par gange og smagte med anerkendende lyde og tydeligt behag på hendes flydende liderlighed. ”De smager så skønt, frøken… jeg skal vist snart slikke ordentligt på Deres våde kusse igen…” Helle udstødte et ”Mmm… ja tak, min elskede Richard”, imens hun så ned på ham med et saligt smil.
”Er mit bad gjort klar til mig, og er tøj og så videre lagt frem?” Rasmus stemme skiftede nu til den bestemte tone, som han var begyndt at anlægge sig i spillet. Helle nikkede og svarede hengivent: ”Ja, min egen hr. Richard. Det hele er klar til Dem”. Helles føjelighed pirrede Rasmus, som uden at lade sig mærke med det fortsatte: ”Dejligt! Jeg ved godt, at det ikke er særlig sent endnu, men jeg er hundesulten, så du skal gøre maden klar, imens jeg er i bad!” Han pegede efterfølgende på sofabordet og tilføjede: ”Jeg vil gerne spise her i sofaen og se fjernsyn imens…”
”Du får det, lige som du vil have det”, hviskede hun kælent efter ham, da han rejste sig for at gå ud på badeværelset. Helle betragtede længselsfuldt bulen i hans bukser, som ikke var til at skjule.
Imens de spiste og fjernsynet kørte, dvælede Rasmus øjne ved skrinet foran ham. Der var noget ved det, der hang sammen med noget andet på én eller anden måde. Han så sig om i stuen og hans blik fangede skænken, for så at vandre lidt videre og vendte tilbage igen. Han så på skrinet endnu en gang og så tilbage på skænken. Den var lavet i samme træsorter som skrinet og havde samme flotte tandsamlinger i siderne, bare i større målestok naturligvis. Hans hjerne begyndte straks at arbejde mere konstruktivt. Han havde jo godt nok undersøgt skænken minutiøst flere gange, men havde han nu også tænkt sig ordentligt om?
Hans blik gled ned langs møblet mod gulvet og pludselig bredte der sig et hemmelighedsfuldt smil på hans ansigt. Helle fulgte nøje forandringen i hans udtryk og ventede i spændt tavshed. Hun fornemmede tydeligt, at han var på sporet af noget, og hun glemte næsten helt at trække vejret.
Rasmus lagde sin kniv og gaffel på tallerkenen, sank den sidste mundfuld og havde tydeligvis svært ved at beherske sig, da han med dirrende stemme brød den larmende tavshed: ”Han har jo også selv bygget skænken der…” Han rejste sig og gik hen til møblet, mens han begyndte at smågrine. ”Og hvorfor har sådan en stor skænk hjul under sig… det er jo ikke sådan en ting, man har brug for at rulle rundt med til dagligt.”
Han greb fat i den ene side og trak gavlen lidt ud fra væggen. Da han lænede sig frem for at se på bagsiden, gav han et triumferende fløjt. Helle var ude af sig selv af spænding og måtte pludselig hive efter vejret. Rasmus snerrede stakåndet: ”Her gemmer de sig, de sataner!”
Han skubbede ivrigt den ene lænestol til side med benet for at gøre plads og trak så det store møbel ud på gulvet. Det rullede legende let og lydløst på sine møbelhjul, og han kunne uden problemer dreje det hele vejen rundt. Bagsiden afslørede et syn af en anden verden. Helle rejste sig og gik hen for at se med. Med en udstrakt arm standsede han hende i behørig afstand og sagde bestemt: ”Vent!”
Inden han tog nærmere besigtigelse af sin opdagelse, blev skænken skubbet tilbage ind mod vægen omvendt. Nu var dens funktion ikke længere at være praktisk opbevaring for hverdagsting til brug i stuen men derimod at udstille værktøjerne for hende og at gøre dem let tilgængelige for ham, når de skulle bruges senere hen. Stuen var pludselig et andet rum – et rum i forvandling.
Rasmus lagde armen om Helles skuldre. Sådan stod de med tavse smil og beundrede ærbødigt åbenbaringen foran dem. Stemningen var næsten som om, at de havde fundet den hellige gral. Richards opfindsomme finurlighed skinnede tydeligt igennem i alle detaljerne her.
Bagbeklædningen på tværs af det brede møbel var sat lidt dybere end i plan, som man ellers ville have lavet det. Det var delt op i fag ligesom forsiden med sine tre skabssektioner. Den forsænkede bagbeklædning skabte tre hulrum, der var en tolv til femten centimeter dybe, og som ikke tog mere plads, end at man ikke ville tænke over det, når man til dagligt brugte skabene fra den anden side.
Hulrummene var beklædt med rødt velour og havde forskellige skråtstillede hylder og anordninger, hvor årets værktøj var flot præsenteret. Det hele fremstod, som var det en udstilling hos en eksklusiv guldsmed.
Det var ikke en overflod af forskellige remedier, der var udvalgt, men nok til at gennemføre en lang og intens seance. Hver ting, de så, var tiltænkt et særligt formål. Det stod både Rasmus og Helle klart med det samme.
”Tænk sig, at det her er lavet og gjort klar for så mange år siden… Det har bare stået her og ventet på, at vi fandt det” hviskede Helle betaget. ”Det er jo et forløb, han har planlagt, som stadig venter på at blive udført”, smilte Rasmus triumferende. Det var lige i hans ånd, at alt var planlagt, og intet var overladt til tilfældighederne. Han var sikker på, at han og Richard ville være kommet glimrende ud af det, hvis de havde kendt hinanden.
Helle gik straks i gang med sin telefon. Hun undersøgte alt det, som hun ikke på forhånd vidste, hvad skulle bruges til, eller vidste, hvad hed. Rasmus så kærligt på hende og lod hende foretage sin begejstrede research.
Overraskende hurtigt blev Helle familiær med årets værktøjer og kunne benævne dem med kaldenavne og forklare alle deres funktioner efter ganske få onlineundersøgelser.
I det første fag fra venstre hang der over hinanden et sæt håndleds- og ankelmanchetter i læder. Ved siden af dem et læderhalsbånd med en stor ring foran. Under det på undersiden af hylden ved små kroge hang en række karabinhager og ringe – alt sammen til i kombination at kunne hægte og sætte noget fast til noget andet. Nederst var der på holdere sirligt oprullede bondagereb i flotte viklinger. Alt her handlede om fiksering og bondage. Det var nemt at gennemskue og forstå.
Den midterste sektion var øverst anrettet med en snorlige række træklemmer i to størrelser, sat på en skråtstillet hylde med kant. De havde nøjagtigt samme mellemrum imellem sig og understregede den stringens, der lå bag hele formålet og tanken. Selvom de var formet som dem, man kan købe billigt i ethvert supermarked, var de alle sammen håndlavede med stor præcision i hårdt mørkt træ.
På den næste skråtstillede hylde var der i tilpassede fordybninger fire butt-plugs af forskellige tykkelser og længder samt et stort æg i midten. De var udført i samme hårde og mørke træsort som klemmerne. Rasmus kunne ikke lade være med at grine lidt og tænkte med det samme på drejebænken nede i værkstedet og kassen med klodser af samme type træ, som han havde øvet sig på tidligere.
Længere nede hang der noget, der lignede en form for en bred skruetvinge. Den var med to lange runde rør, der kunne spændes sammen i enderne med vingeskruer.
Nederst med ledningen rullet sammen, som om den kom direkte fra fabrikken, lå der en kuglevibrator. Man var ikke i tvivl om, at den stammede fra tresserne. Den kunne næsten gå for et hvilket som helst retro-objekt fra tiden, og de fleste ville måske være i tvivl om, om den faktisk var lavet med et erotisk formål.
I midten af udstillingen havde de således alt det, der havde med den direkte og målrettede stimulation og pirring at gøre.
Faget til højre var til alle de længere værktøjer, som også var nemme at se formålet med.
Set fra venstre, hang der to piske, som Rasmus straks kaldte ’nihalede katte’, men det var slet ikke sådan, at en ’nihalet kat’ så ud. Det fandt Helle ud af med det samme ved at google lidt. Den ene havde lange brede lædersnerter, og den anden havde lidt smallere og kortere. Ved siden af dem hang der en lang bred og flad læderting med store metalnitter ned ad slagfladen. Ved siden af den hang der endnu én, der bare var lidt kortere men tykkere og med en glat overflade. Ved siden af dem igen hang der en klassisk ridepisk og til sidst det, som måtte være et spanskrør. Det sidste fag indeholdt altså alt det, der var til at smække og piske med.
Efter at have ladet øjnene vandre hen over alle tingene mange gange udbrød Rasmus undrende: ”Der er jo ingen håndjern?” Helle kom til at grine og svarede: ”Det tror jeg ikke, at de, som kan finde ud af det her, bruger…” Rasmus nikkede. Det gav god mening. Især når han så på de polstrede manchetter, og det gik op for ham, at håndjern sikkert var ganske ubehagelige at have på og kunne give gnavesår, når man stod og vred sig i lidenskab. ”Ja, håndjern er for amatører!” grinede han tilbage.
Han trådte frem og begyndte at nærstudere tingene og tage dem op på skift. ”Se! Alle værktøjerne, som han selv har lavet, har Richard og Helenas monogram lagt ind…” Han viste Helle skæftet fra den ene af de sære piske med lædersnerter. ”Hvor er det fantastisk!” udbrød hun betaget.
Helles opmærksomhed kredsede om de flotte butt-plugs. Hun vidste udmærket godt, hvor de skulle hen og hvordan, de skulle bruges. De var til et sted, hvor hun ellers aldrig havde haft legelyst, men lige nu så de spændende ud. Da hun rakte ud for at tage den ene op, fik hun et resolut rap over fingrene.
”Kun se, ikke røre, frk. Helena! Det er ikke Dem beskåret at røre Herrens værktøjer, medmindre De bliver bedt om det!” sagde han med hård og bydende stemme. Helle gispede og svarede forskrækket: ”Undskyld, hr. Richard!” og hendes underliv begyndte straks at dunke, da hun blev sat på plads.
De forsøgte at sætte sig tilbage i sofaen for at se fjernsyn og vænne sig til, at udstillingen nu var en del af deres indretning. Ingen af dem kunne dog koncentrere sig om det, der skete på skærmen. De skelede hele tiden til skænken og havde hver deres lille film kørende inde i hovedet om, hvordan dyrenes jul ville udspille sig. Den blev nemmere og nemmere at se for sig for dem begge, i takt med at de levede sig stille og roligt ind i deres roller.
”Richard bliver konsekvent ved med at kalde den 23. for ’dyrenes jul’…” Tv-programmet havde passeret længe foran dem, uden at de vidste, hvad de så, da Helle brød tavsheden. ”Der er jo nok flere lag i det… Altså, som han siger, så ville deres naboer, kolleger og hvem, de ellers snakkede med, jo anse dem som dyr… altså dengang… hvis de havde vidst, hvad de lavede seksuelt.” Helle rakte en hånd ud nussede Rasmus i nakken, imens hun fortsatte: ”Han var god med sine hænder og med ord, den gamle… det er ligesom dig, skat!”
De lænede sig ind mod hinanden og delte et kærligt kys, hvorefter Rasmus tilføjede: ”Ja, vi kan da heldigvis sige, at hvis nogen af vores venner fandt ud af, hvad vi har gang i her, ville de jo nok ikke ligefrem tage afstand fra os… højst synes, at det var lidt sjovt eller mærkeligt”. Helle grinede og sagde bestemt: ”Men det behøver de ikke at vide noget om. Det her er vores verden, og vi behøver ikke at have nogen andre med i den!”. ”Er du sikker på det?” sagde Rasmus med et smørret og drillende grin. ”Ja, jeg vil sgu da ikke dele dig med nogen!” slog Helle fast og kyssede ham igen.
Klokken var ikke meget mere end halv ti, da de gjorde sig sengeklar. Helle klædte sig indbydende af foran Rasmus i gadelampens skær, som faldt ind gennem vinduerne i karnappen. Det var usagt og ikke nødvendigt at påpege, at denne aften stod i afholdenhedens tegn. Missionen med værktøjerne var løst, og længslen og pinslen efter hinanden brusede så vidunderligt og med ekstra styrke i dem begge.
De var næsten blundet hen, da den efterhånden velkendte knirken fra gulvet i stuen fangede dem begge. Denne gang var det Rasmus der gav et sæt. Helle grinede: ”Rolig skat! Det er sikkert bare Richard, der går rundt ser på sine værktøjer…”
”Ja ja…” sukkede Rasmus med et smil “… det har selvfølgelig intet med frosten, der sætter ind igen nu, at gøre. Jeg håber ikke, der er glat, når jeg skal køre i morgen tidlig”. Helle svarede døsigt, inden søvnen overmandede hende helt: ”Du kan klare alt min skat, bare rolig.”
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones
Inspirerende og får ideerne sat i gang hos mig! 24 timer til næste afsnit, suk!