Anita sad i stolen. Det var en stor, bred og solid stol. Hun var spændt godt fast. Solide lædermanchetter om anklerne var bundet fast til ydersiden af stolens ben. Knæene var stærkt spredte og med samme type læderremme bundet ud til de stolper, der forrest på stolen forbandt armlænene med stolens sæde.
Et stramt bælte lige over hofterne spændte Anitas mave ind mod stolens ryglæn. Et tilsvarende bælte ovenover brysterne, der gik gennem armhulerne og var spændt bag ryggen på stolen, sørgede for, at Anita sad helt fastspændt til stoleryggen, så hun ikke kunne bevæge overkroppen. En pude var skubbet ind bag ryggen, så Anitas bryster blev presser ekstra frem.
Anitas hænder var bundet sammen med et reb, der var ført op over en talje i loftet og strammet til. Strammet hårdt til, så armene var helt udstrakte over hende. Og hendes bryster var helt spændte og stod ud fra hende. De var parat til afstraffelsen.
Anita tænkte tilbage på, hvordan det var gået til, at hun var endt sådan. Det var startet så fint, for et halvt år siden, hvor hun havde fået job i firmaet. Et rigtigt godt betalt job. Hun havde fået at vide ved ansættelsessamtalen, at der var brug for hende med det samme, og at der var mange ansøgere, så hvis hun ville have jobbet, skulle hun slå til med det samme. Og da det var forbløffende godt betalt, og hun havde en stor gæld, der skulle betales, havde hun ikke brugt tid på at læse detaljerne og bilagene i ansættelseskontrakten. Det skulle hun nok have gjort. Bl.a. var afsnittet om, hvordan fejltagelser på jobbet blev håndteret, lidt specielt. For ikke at tale om afsnittet om det årlige sommerseminar i chefens ødegård i Sverige.
Men Anita gjorde sig umage, og begik ikke fejl. Og blandede sig ikke med de andre. Hun syntes godt nok, at det var lidt mærkeligt, at der ved hver måneds afslutning blev kaldt de ansatte ind på direktørens, hr. Ejlersens, store kontor, som havde kvajet sig i månedens løb, at de blev derinde længe, og ofte kom grædende ud. Til sidst kom direktøren og de to afdelingschefer ud, med veltilfredse grin. Hun havde prøvet at lytte udenfor, for at høre, hvad der blev sagt derinde, men det virkede som om, at kontoret var helt lydisoleret, for hun kunne ikke høre noget.
Da det årlige heluges seminar i ødegården nærmede sig, virkede det som alle blev mere nervøse. Men også forventningsfulde, og med et udtryk i øjnene, som Anita ikke brød sig om.
Da de ankom til ødegården, bemærkede Anita, at den lå helt isoleret for enden af en vej, 10 km fra nærmeste nabo. Og at der var en stor separat, aflåst bygning, som de ikke fik adgang til.
Og nu sad hun fuldstændig nøgen, udspændt i stolen i denne bygning. Hun frøs, så brystvorterne på hendes bryster strittede. Og hun rystede af angst over, hvad der nu skulle ske med hende. Der var mange redskaber, apparater og instrumenter i laden, som hun frygtede ville blive brugt på hende. Dog, så onde kunne de ikke være. Men både cheferne og kollegerne stod omkring hende og grinede forventningsfuldt, med et sadistisk glimt i øjnene. Nu skulle det, de havde ventet på snart til at begynde.
De første to dage på seminaret havde været fyldt med traditionelle faglige indlæg, gruppediskussioner og plenummer. Det var kedeligt og trættende. Heldigvis havde hun ikke skullet deltage i aftenarrangementet på 2.-dagen, det var kun for medarbejdere, der havde været ansat i mindst et år. Hun fik at vide, at der skulle stemmes om ”årets medarbejder”, der så ville blive tildelt særlige opmærksomheder resten af seminaret.
Jo, tak. Også i den grad. Efter morgenmaden havde det skullet afsløres, hvem, der var blevet den udvalgte. Alle havde stået og ventet i spænding, indtil direktøren talte: ”Jer, der har været ansat i over et år, og som var med til den hemmelige afstemning i aftes kender allerede kriterierne og ’præmien’. For jer der er nye, skal jeg afsløre, at kriteriet for afstemningen var, hvilken person man helst ser, at der på seminarets fem sidste dage blev afstraffet, pint, udnyttet og ydmyget af cheferne og af de kolleger, der har været ansat mere end et år.”
Der lød et sus af overraskelse og frygt fra de nyansatte. Direktøren fortsatte: ”Husk, at i alle har skrevet under på dette i ansættelsesbetingelserne. Og at det ikke er muligt nu at trække sig ud, eller flygte for at undgå afstraffelserne. Vi har nogle stærke mænd og kvinder, der vil sikre, at modstand og flugtforsøg vil være nyttesløse.”
Stemningen i laden var nu sitrende. Hvem var valgt? Var man selv sluppet fri? Og hvilke muligheder ville man få for selv at deltage i afstraffelsen?
Direktøren: ”Der er sket det usædvanlige i år, at der er tale om et enstemmigt valg. Begrundelserne har været, at den valgte har været irriterende fejlfri, ikke har villet blande sig med kollegerne og har forsøgt at skjule sin krops former så godt som muligt - samtidig med at man dog har kunnet fornemme, hvor ophidsende den ville kunne være at lære nærmere at kende. At hun kort sagt i den grad appellerede til hård og langvarig afstraffelse. Den udvalgte er …… Anita!”
Anita var gået i chok, og havde forsøgt at kæmpe sig mod udgangen, men var hurtigt og bestemt blevet standset af sine kolleger. Der med hujende råb havde førte hende op til den forhøjning, hvorfra direktøren havde holdt tale, og hvor tæppet var blevet trukket væk fra den stol, som hun nu sad fastspændt i.
Direktøren havde overladt scenen til den ene af sine afdelingschefer, frøken Holgersen, der havde beordret Anita til at tage tøjet af. Anita havde nægtet, men havde fået at vide, at ellers ville hendes kolleger få fornøjelsen af at rive tøjet af hende. Hun havde så taget bluse og bukser og strømper af, så hun kun stod i bh og små trusser. Det var tydeligt, at hun havde en krop, der ville være god at pine og afstraffe. Der var gode fyldige former, både røv og bryster, som ville give godt efter og få gode mærker, når de blev bearbejdet.
Anita nægtede at tage mere tøj af. Det ville være for ydmygende foran alle kollegerne, og cheferne. Men der var ingen vej uden om. Hun forsøgte at dække brysterne med den ene arm, og skridtet med den anden hånd. Men det var en stakket frist, for frøken Holgersen kom straks med et sæt håndjern og lænkede Anitas hænder sammen bag om ryggen på hende, og fast til en pæl på forhøjningen.
Nu kunne alle se Anitas mælkehvide bryster og hendes skridt, der bortset fra kønsbehåringen også var blegt fordi det tydeligvis ellers altid var tildækket.
"Nåh, de bryster er da vist ikke vant til at blive vist frem? Du er måske en lidt genert kvinde? Men det skal vi nok få gjort noget ved; med den behandling vi vil give dine bryster og dit skridt, skal de nok få farver." Frk. Holgersen lo.
Anita blev beordret til at stå med stærkt spredte ben. Herefter gik alle en ad gangen op til Anita og tog hende grundigt i øjesyn, og undersøgte hendes krop. Flere kneb hende i brysterne, og mange lod fingrene finde vej til hendes kusselæber - og nogle endda op i kussen - for at få en første fornøjelse af at ydmyge og pine hende.
Det, der startede som klynk fra Anita, gik langsomt men sikkert over i en konstant hulken, hvor ydmygelserne fik gråden til at stå hende ud af øjnene. Hvordan kunne hendes kolleger dog være så grusomme? Og tydeligvis nyde det. Og det blik, som mange af dem havde i øjnene, lovede ikke godt for de næste fem døgn….
Derefter havde Anita fået stramme lædermanchetter sat om håndled og ankler, og var blevet spændt fast i stolen. Hun var nu helt ude af stand til at gøre nogen modstand - hun måtte bare tage imod de sadistiske overgreb, som hun ikke var i tvivl om ville komme. Og som hun vidste ville blive mange, langvarige og hårde.
Den anden afdelingschef, hr. Hald, tog nu ordet: ”Nå, Anita, afstemningen var jo meget klar - det var dig, som dine kolleger og vi chefer syntes mest fortjente at blive årets legetøj og skrigedukke, og som vi helst ville pine. Der var skrevet mange gode forslag på afstemningssedlerne til, hvad du skal udsættes for de næste døgn. Dine kolleger har en god, om end noget ond og perverteret fantasi. Det vil du komme til at mærke.
”Reglerne er som følger: Du vil blive udsat for sexuel tortur, voldtægt og nedværdigelse de kommende fem dage. Alt er tilladt at gøre ved dig, så længe du ikke får varige fysiske mén af det. Du vil få en ”fortrydelsespille” efter hver omgang voldtægt. Alle, der voldtager dig, er testet fri for kønssygdomme. De mærker du vil få, vil forsvinde hen over nogle uger. Og du vil herefter ikke kunne blive valgt som ’årets medarbejder’ igen - så der er god grund til at blive i firmaet, og næste år være en af dem, der afstraffer. Men du vil aldrig glemme de næste fem dage.”
”Vi skal kæmpe om, hvem der kan få dig til at skrige højest. Det måler vi via en mikrofon. Den mand eller kvinde, der får dig til at skrige højest, vinder retten til at afstraffe, ydmyge og pine dig hele den sidste dag. Men inden vi når til det, har vi de to næste dage en række temaer, hvor vi i hvert tema i fællesskab afstraffer dig på en bestemt måde. Så vi alle sammen kan se og høre, hvilke afstraffelser, der gør mest ondt på dig, så vi kan blive inspireret til de sessioner vi hver især skal have med dig de efterfølgende to dage. Glæder du dig ikke? Bliver det ikke spændende? Det synes vi andre i hvert fald. ”
Anita var blevet blegere og blegere og rystede vantro på hovedet. Det kunne ikke være rigtigt, at hun skulle gennemgå dette. Og dog vidste hun, at hun intet kunne gøre for at forhindre det i at ske. Hun var helt i deres magt, og kunne kun håbe på deres nåde. Men hun så ikke nåde, kun sadistiske, hånende og ophidsede blikke hos sine kolleger og plageånder.
”Og jo, vi ved godt at du er en blufærdig og ret genert kvinde. Hvilket kun gør vores fornøjelse større. For vi holder meget af at afstraffe den slags kvinder. Fordi vi tænder på din hjælpeløshed, dine skrig, dine ydmygelser.”
Erotiske noveller skrevet af Master79