Dumme penge
Rockerens ord rungede stadig i Sørines hoved: ”Nu får du to dage ekstra, ellers kender vi en måde, hvordan smukke piger som dig kan skaffe penge.” Så havde han sluppet hendes hestehale og i stedet taget hende hårdt i skridtet. Så var Harley´en kørt.
Sørine stod rystet og paralyseret foran gymnasiet. Velkommen til den fagre, voksne verden.
Hun havde fået en dummebøde af den lokale rockerklub. Hun vidste ikke engang for hvad, men én ting vidste hun, og det vidste alle andre unge i byen også: Man gjorde meget klogt i at betale den. Og det var et problem, idet hun lige havde mistet sit fritidsjob i Koma1000, fordi hun var fyldt 18 - og samtidig kunne hun først søge SU kvartalet efter det kvartal, hvor hun var fyldt 18. Kunne hun gøre for, at hun var født den 2. september? Der var næsten fire måneder til SU, og så ville de 700 kroners hjemmeboende-SU nok næppe gøre forskel alligevel. Hvad skulle hun gøre?
Hun kunne heller ikke fortælle det til sin mor. Hun ville bare himle op om politi, og om at Sørine ikke skulle finde sig i det. Dét var det sidste, Sørine havde brug for.
Hun mærkede en hånd på sin skulder. Og kiggede ind i Andreas’ spørgende ansigt.
”Du er ligbleg” konstaterede han. ”En dummebøde? Og nu synes "Rygmærket" måske, at du skal ligge den af?”
Sørine kunne slet ikke svare. Hun kunne mærke sin underlæbe bævre og vidste, at lige om lidt ville tårerne begynde at løbe.
”Kom” opfordrede Andreas og understregede det med en hånd på hendes ryg.
”Og du har ikke pengene?” ville Andreas vide, da de var gået lidt afsides.
Sørine snøftede og rystede på hovedet.
”Mange?” spurgte han.
Hvad er mange penge? Det var mange for hende, men nok ikke for Danske Banks direktør. Det var håbløst.
Sørine prøvede at forklare. Han stoppede hende med en hånd på armen, da hun havde forklaret færdig.
”Vil du låne?” spurgte han.
Hun stoppede op og kiggede vantro på ham. Hun kunne mærke, at hendes øjne var våde.
”Låne?” spurgte hun tøvende. ”Men hvorfra har du…”
”Jeg har fået min børneopsparing udbetalt, men jeg mangler jo ikke pengene her og nu” forklarede han.
Sørine ville ønske, at hun havde haft en børneopsparing.
”Jeg har jo som sådan ikke vildt travlt med at få pengene tilbage. Bare jeg får dem lidt efter lidt” fortsatte han.
”Tjo, men… vil du bare låne mig de penge?” Dette forstod Sørine ikke.
Andreas smilede.
”Det er heller ikke hvem som helst, jeg ville låne til” oplyste han.
Sørine sank, og Andreas fortsatte:
”Så vidt jeg husker, har du aldrig ”lånt” mine lektier for to minutter senere at tale grimt om mig. Du har altid sagt pænt tak og behandlet mig ordentligt.”
Måske var Andreas lidt en nørd, især når det gjaldt tal, hvor han fik tolv på stribe. Sørine var mere en syvtalspige. Gennemsnitligt begavet. Gennemsnitligt pæn. Gennemsnitligt leverpostejfarvet, og hun konstaterede, at i dag ikke ville være første gang, han reddede hende.
”Det… det er da det mindste” mumlede hun.
”Vist ikke for alle” konstaterede han.
”Vi har vist en møgklasse” svarede hun, og hun opdagede, at hun smilede.
Hun blev alvorlig igen, da han sagde: ”Hvis vi nu siger, at du betaler en femtedel hver måned – og springer december over – er du færdig i marts.”
Sørine overvejede sine muligheder. Måske kunne hun skaffe det, hvis hun fik sig et fritidsjob… I hvert tilfælde ville hun vinde tid.
”Det… vil jeg gerne” sagde hun.
"Rygmærket" fik sine penge få dage efter.
”Det var næsten ærgerligt” kvitterede han med, efterfulgt af et ubehageligt smil.
Men katastrofen indtraf alligevel. Sørine fandt ikke noget fritidsjob og fik ikke skaffet pengene til Andreas. Det var slet og ret noget lort at være 18; man kunne ikke mere end en 17-årig – og kostede det dobbelte i løn, så ingen arbejdsgiver var interesseret. Med en smule babysitteri måtte hun efter tre måneder aflevere et par hundrede kroner, så Andreas nu alt i alt havde fået en tudse.
Hun havde ondt i maven over at måtte give ham den klatskilling, hun havde. Hun havde det rigtig dårligt med det, uanset, at Andreas ikke viste nogle tegn på vrede.
”Det er ikke, som vi har aftalt” konstaterede han nøgternt, ”men jeg kan fornemme, at du arbejder på det.”
”Jeg… jeg vil ikke engang love dig dem til næste måned” sukkede hun.
De stod foran skolen, og omkring dem sivede de sidste klassekammerater hjemad.
”Nej, det har du gjort før, og det virkede ikke,” svarede han.
”Det… det går så langsomt… Og jeg… jeg kan ikke rigtig tilbyde dig andet end mig.”
Sørines samvittighed var ved at være sort som natten, og hun var selv klar over, at det, der lige var kommet ud af hendes mund, næppe var helt gennemtænkt og snarere var et udtryk for desperation.
Andreas var paf et øjeblik.
”Kom. Vi går hjem til dig” foreslog han lidt efter.
Han måtte også lige gruble over, hvad Sørines tilbud indebar.
”Vil du uddybe det forslag” bad Andreas, da de havde lukket døren til Sørines værelse.
Herfra var der udsigt til den næste boligblok, der var magen til den, de var i. Sørine kom ikke rigtigt i gang med andet end, at hun rødmede og stammende "øh’er."
”Hvor er forskellen til at ligge det af hos "Rygmærket"?” afbrød han den akavede situation.
”Om jeg må bruge dig eller han, kan det ikke komme ud på et?”.
”Forskellen??” udbrød Sørine.
For hende var forskellen nærmest lysende klar.
”Forskellen er, at du ikke er væmmelig” mumlede hun.
”Jeg er ikke væmmelig. Lidt har vel også ret.” Andreas’ stemme var ikke uden munterhed.
”Hold op! Du ved, hvad jeg mener!” Sørine var lidt småirriteret over det her forhør. Som om tilbuddet ikke var tydeligt nok.
”Mener du, at jeg kan gøre med dig, hvad jeg vil, indtil du har betalt?” spurgte han.
Hun nikkede. ”Jeg… jeg har efterhånden lidt svært ved at se mig i spejlet. Og… og… det er ok” stammede hun.
”Ok?” Andreas tyggede på ordene. Hun nikkede.
Andreas var forvirret. Sådan et tilbud fik han ikke alle dage. Hans første indskydelse var at kaste sig over hende, men så stoppede han sig selv. Det her skulle overvejes mere. Han sad og tænkte lidt.
”Så tager du bukser og trusser af nu!” forlangte han.
Lige netop nu fumlede hun med bæltet. Lige netop nu konstaterede hun, at det vist ikke blev, som hun havde forestillet sig, da hun til træning havde svømmet den ene bane efter den anden og havde tænkt, at han ikke bare kastede sig over hende. Nu stod hun foran ham, glatte ben og glat… Hun prøvede af en eller anden grund at dække for sit køn.
”Kom herhen” forlangte Andreas, mens han studerede den halvnøgne pige, han pludselig havde til rådighed. De lange, muskuløse ben. Brysterne, som markerede sig under den blå-hvidstribede bluse.
Sørine mærkede, at hun rødmede under Andreas’ blik. Det var ikke med hendes gode vilje.
”Læg dig over mine knæ” forklarede Andreas.
”Over knæene?” spurgte hun vantro.
Hendes hjerne kendte ordenes betydning, men hendes krop vidste ikke, hvad det ville indebære.
Tøvende kom hun på plads.
”Du er ikke nogen dum gås” sagde han.
”Åh, tak” svarede hun ironisk.
”Lad mig tale ud” formanede han, ”men i det her lånehalløj har du været en dum gås og lovet og lovet. Og inderst inde vidste du godt, det ikke kunne blive.”
”Undskyld… Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre” prøvede hun at forsvare sig.
”Og når du gør dig til en dum gås, så vil du mærke det. Ok?” forklarede Andreas.
”Ok” sukkede Sørine.
Under disse omstændigheder var det svært at sige noget til det. Usikkert og med en skummel mavefornemmelse prøvede hun at lægge sig tilrette. Hun følte sig uendeligt lille og sårbar.
Andreas havde aldrig prøvet noget lignende før. Hvad vidste han egentlig om at give en endefuld? Man måtte vel prøve sig frem.
Det første slag blev et klask, ikke et slag. Reaktionen i Sørines krop var også behersket til et lille ryk.
Andet slag var bedre. Det overraskede dem begge. Sørine hev efter vejret af overraskelse. Andreas fik taget efter nogle slag. En endefuld gjorde ondt, kunne Sørine konstatere. Slagene blev fastere. Flere gange kom der små smertenslyde fra Sørine. Hendes numse var nydeligt lyserød, da Andreas var tilfreds.
”Hvad siger man så?” ville han vide.
”M… mener du, at jeg skal sige tak?” lød det forvirret fra hende. Det her var sgu weird, og på en eller anden kikset måde var det også sexet.
Han nikkede.
”Men… tak” sagde hun usikkert.
”Nu bliver du liggende lidt og tænker” sagde han stille.
Akavet blev Sørine liggende. Hun kunne mærke sin numse ret tydeligt, og hun kunne mærke, at Andreas havde rejsning. Hvad skulle hun tænke på?
Svaret kom fra Andreas kort efter: ”Da du overvejede, og da du besluttede, at du ville kompensere mig med din krop, så må der have været nogle billeder i dit hoved.”
Sørine nikkede, da hun opdagede, at det var et spørgsmål. Der havde sandt for dyden været billeder.
”Var det her et af dem?” ville han vide.
”Det var det ikke” svarede hun, nærmest med et lille grin.
Han nikkede tænksomt. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle det her” sagde han stille, ”egentlig kunne jeg jo bare forlange og bare udnytte din desperation. Sådan vil jeg ikke være” filosoferede han. Så holdt han en tænkepause. ”Hvis… hvis du også gør det her lidt af lyst, skal du sprede dine ben for mig!” nåede han frem til.
At situationen blev vendt, at hun skulle fælde afgørelsen, overraskede hende. Hun rodede i sit hoved: Dengang hun traf beslutningen, var hun nået frem til, at hun ikke ville have haft noget imod at mærke Andreas i sit skød. Det havde ligesom gjort afgørelsen lettere, men det ville nu have været nemmere at overlade initiativet til ham, og var det nu dybest set lyst, resignation eller desperation, som gjorde, at hun nu lå her?
Andreas lod hende tænke. De var nok tavse i nogle minutter. Så gled Sørines ben stille fra hinanden.
At ligge her… sådan… hun følte sig nøgen, udstillet på en akavet måde, men det føltes også… umådelig sexet. At ligge her… på hans nåde… og så var det alligevel ikke værre. Hun var alligevel sært tryg og sikker på, at hun kunne stoppe til hver en tid uden, at de på noget tidspunkt havde talt om det.
Andreas kunne dårligt tro på, hvad der skete, da Sørines lår gled fra hinanden og åbenbarede en udsigt, så skøn… og hun ville! Tusind tanker fløj gennem hovedet på ham. Et eller andet sted mente han nok, at han burde trække pinen ud, men det magtede han ikke længere. Hans højre hånd søgte ind mellem hendes ben. Der gik en trækning gennem hendes krop, da hans fingre berørte skamlæberne. Hun stønnede, da en finger banede sig vej imellem dem.
”Du er våd” konstaterede han.
Hun kunne kun nikke. Langsomt trak han fingeren ud og bevægede den våde finger nedad, til han ramte hendes klit. Stilfærdigt strøg han den. Hun lukkede øjnene.
”Er det godt?” spurgte han forskende.
”Jaa” brummede hun.
Han fortsatte sit forehavende. Hun lå akavet med lukkede øjne og måtte indrømme over for sig selv, at hun nød det, nød hans fingre mod sit køn, nød at blive taget i besiddelse. Det var svært at fatte, nemt at mærke. Hun hørte sig selv stønne, da nogle fingre uvarslet trængte op i hende. Blidt begyndte han at støde fingrene op i hende. Hver gang rørte andre fingre hendes skamlæber, hendes klit, en berøring, som gik lige i hendes nervebaner. Og hvad var det for en ynkelig pibelyd, hun hørte sig selv frembringe?
Andreas stoppede. Han kunne godt fornemme, at hendes klynk ikke skyldtes lidelse, men nu ville han noget andet.
”Om på knæ!” forlangte han.
”Det var lige så lækkert” klagede Sørine sig (hvilket Andreas inderst inde noterede med tilfredshed), men så steg hun ned og gik på knæ foran ham. Hun smilede usikkert. Andreas syntes, hun så ubeskriveligt godt ud i sin blå-hvidstribede bluse og intet andet. Hendes brune hår sad lidt viltert allerede, og hun havde et særpræget udtryk i øjnene, han ikke kendte hos hende. Og så det smil!!! Så liderlighed sådan ud hos hende, spurgte han sig selv.
”Du… du vil gerne have, jeg… sutter din… pi… pik?”” spurgte hun stilfærdigt. Det var drøncharmerende at se hende kæmpe med ordene.
”Det var tanken” bekræftede han.
”Du… må sige… hvis jeg gør det forkert” bad hun.
Det var åbenlyst ikke den store erfaring, der prægede hende, konstaterede han.
”Det skal du nok få at vide.” Andreas prøvede at lyde selvsikker, men han tumlede stadig med overvejelserne, om han kunne være det bekendt samtidig med, at han nød sin magt. Han fik andet at tænke på, da han mærkede hendes læber omslutte hans pikhoved. Blidt at få forhuden trukket tilbage af bløde læber, mens en undersøgende tunge tirrede det lille bånd… en helt ny oplevelse for Andreas. Og pludselig gav det engelske ord for følelse, ”sensation” fuldstændig mening for ham.
Han stod med lukkede øjne. Hun måtte gøre noget rigtigt, konkluderede Sørine. Sådan føltes pik altså i munden. Den grimme smag havde kun varet et øjeblik. Nu smagte det nærmest… neutralt. Og med ét slog det hende, mens hun lavede suttende bevægelser med sin mund, at der efter alt at dømme ville komme noget ud om lidt. Det ubehagelige faktum måtte hun bare være forberedt på.
Der kom et grynt fra Andreas. Nærmede det sig? Små ryk i pikken. Og pludselig havde hun munden fuld af klæbrigt stads. Hun kunne ikke spytte ud med pik i munden. I et anfald af panik sank hun. Og så slog det hende, at det slet ikke var noget problem. Hun var på en underlig måde glad, da han trak sig ud. Det var lykkedes hende.
”Tak” nærmest hviskede han, helt ør i bøtten.
”Lad mig se dit klædeskab” forlangte han, da han havde sundet sig lidt.
”Men...” ville Sørine til at protestere.
Hun følte på en eller anden måde, at det ønske overskred hendes grænser. Selv om… det var noget mærkeligt. Det var jo bare tøj.
”Der foregik lige en hel masse inde i dit hoved” konstaterede han.
Med et stille nik åbnede hun klædeskabet. Med det blotte øje kunne Andreas se mindst 7-8 blå-hvidstribede ting. Bluser, trusser, BH, kjole.
”Du kan godt lide stribet?” spurgte han.
Hun nikkede. Også resten af hendes tøj var enkelt, uden snørkler. Kun en enkelt ting stak virkelig af: En småblomstret kjole med flæse.
”Den har jeg aldrig set dig i” konstaterede han.
Hun sukkede. ”Det er min mor. Hun synes, jeg ser såå sød ud i den.”
”Måske ser du sød ud i den” indskød Andreas. ”Tag den på!”
”Behøver jeg virkelig?” spurgte hun opgivende, da hun tog ved kjolen.
Hvis Andreas ikke tog helt fejl, var der antydningen af et smil omkring hendes mund. Nu stod hun kun med BH på og afventede hans svar, som hun vist kendte i forvejen. I hvert tilfælde tog hun kjolen på, da han bare smilede.
”Du ser sød ud i den” konstaterede han.
Det fnys, som kom fra Sørine, lød ikke helt så arrigt, som hun havde troet.
”Sæt dig på bordkanten” forlangte han. ”Løft lidt op og spred benene!” fortsatte han.
Sørine adlød. Afslørede igen sin barberede mis.
”Skal svømmere være glatte?” spurgte han.
”Helst” svarede hun forsigtigt.
”Du er ikke noget barn mere. Få en stribe, den behøver ikke være tyk, bare så man kan se det!”
Sørine var ikke i tvivl om, at dét var en ordre. Hun nikkede.
”Hvor onanerer du?” ville Andreas pludselig vide.
Hun slog blikket ned. Måske havde hun forestillet sig, at de skulle knalde nogle gange, men det her blev så … personligt?!? Privat?!?
Hun kunne ikke finde ordet, da Andreas fortsatte: ”Sig ikke, at du ikke onanerer!”
Sørine kunne ikke få et ord frem. Hun nikkede stille. Vidste alt for godt, at hun stod her og var højrød i knolden og spekulerede på, om man skulle være så genert.
”Hvor er du sød!” udbrød han med et varmt smil. ”Men hvor onanerer du?” spurgte han stille igen. ”Du kan godt tale. Det véd jeg” tilføjede han drillende.
”I… i sengen” stammede hun, vidste ikke rigtig, om hun skulle føle sig smigret, følte sig dum, ”el… eller i bruseren.”
”Se” sagde han, og lød som én, der sagde ’dygtig’ til sin hund, ”men nu onanerer du lige der, hvor du er!”
Sørine sank. Havde hun hørt rigtigt? Hun vidste det godt, men det var svært at rumme, at hun skulle sidde her og onanere for ham.
”Har man sagt A, må man sige B” sagde hun, følte sig gammelklog indeni og flyttede sin hånd.
Det føltes af en eller anden grund anderledes, når han kiggede på. Men virkningen, fornemmelsen, som spredte sig fra underlivet, var i bund og grund den samme, fornemmelsen, som trækker al opmærksomhed til sig. Hun hørte sig selv stønne, mærkede hånden blive hektisk, og jo, Andreas var der, hun vidste det, men på en eller anden måde var det ikke vigtigt, fordi hendes følsomme mis var i centrum.
Hun bed orgasmeskriget i sig. Mor var jo i lejligheden, men det blev et grynt. Hun rødmede, da hun slog øjnene op og kiggede ind i Andreas’.
Han smilede. ”Smukt” mumlede han. Så så han på uret.
”Jeg… jeg skal også afsted” sagde han. Det så ud til at irritere ham. Han rejste sig, tog om hende, og pressede sine læber mod hendes.
Hun tog imod. Det var lækkert.
”Vi ses” hviskede han.
I gangen rendte de ind i Sørines mor. Andreas gav hånd og præsenterede sig ordentligt, og kort efter greb Sørine sig i at vinke i døren, mens Andreas gik ned ad trappen.
”Hvem var det?” ville mor vide, da Sørine havde lukket døren.
”Jeg tror … at… at du kommer til at møde ham mere i fremtiden” stammede Sørine. Mere behøvede mor virkelig ikke at vide.
Mor smilede, Sørine rødmede.
”Og hvor ser du sød ud i den kjole!” bemærkede mor.
Sørine kunne mærke, hun rødmede endnu mere. Mor skulle bare vide, tænkte Sørine og skyndte sig ind på værelset! Hun smækkede døren bag sig og tog en dyb vejrtrækning. Nej, hvor var hun forvirret.
Rettet af anne1
Erotiske noveller skrevet af HamDér