Hvis nogen skammer sig... (Dominans)
Erotiske noveller skrevet af  HamDér

Udgivet: 21-03-2021 00:01:04 - Gennemsnit: 4,67  Udskriv
Kategori(er): Aldersforskel | Gruppesex | Oralsex | Dominans | Spanking
Antal tegn:31512



Det havde altid generet ham, når han læste erotiske historier, at rigtig mange af dem spiller i et velhavende miljø. Det sagde måske mest om ham, tænkte han ofte, idet de erotiske historier, han læste, stort set handlede om dominans, og der er konceptet gerne, at uskylden fra landet kommer til den stenrige mand og bliver bjergtaget af hans naturlige autoritet (eller er den købt?). Mr. Grey, you know?
At han tilmed hed Graae, gjorde ikke sagen spor bedre, da det gik op for ham, at han var ved at blive hovedperson i en erotisk historie, og det vel at mærke nogle måneder efter, at jackpot i Eurojackpot havde været på en lille kvart milliard kroner, og den var blevet vundet af en kupon, som var købt i en kiosk i det århusianske øgadekvarter. Anders Graae fastholdt bolle-å i Århus, fordi han mente, at man ikke bare kunne ændre navnet på ting, bare fordi det var fancy; der måtte være en vis konsekvens og konsistens i tingene. Anders Graae fastholdt også sin lottokupon, indtil han indløste den.

Mustafa Slik, som hed noget helt andet i virkeligheden, havde haft kiosken så længe, at Mustafa Slik var blevet til en institution, velbeliggende, lige ved skolen. Mustafa Slik havde rigeligt med farve, hvis man spurgte Pernille Vermund, formodede Anders Graae, men da det gik op for Mustafa, hvad det var, Anders indløste, var der absolut ingen farve tilbage. Den kom dog tilbage. ”Hold da op!” sagde han, ”Vil du købe min kiosk?”

Men ting kom på plads. Anders og Katrine Graae tænkte godt nok mange tanker. For hvad skal man med alle de penge? ”Det er godt nok trættende at have penge,” konstaterede Katrine, som ligesom Anders ikke var faldet for fristelsen at sige op og bare smide alting.

De havde været storsindede overfor deres børn. Yngstemanden arbejdede i Köln for en af de store danske virksomheder og havde nu kunnet købe sin egen lejlighed, og storepigen et rækkehus til sig og sine i Rødovre. Det skattemæssige tog en revisor sig af, og der var råd til det. Der blev sat 10 millioner til side til hver af børnene, var de enige om, og de mente, at de gerne ville give deres børn mulighed for at gøre alt muligt, bare ikke ingenting. Ikke at lave noget havde efter deres fælles opfattelse aldrig frembragt bedre mennesker.

Og forresten: Så havde de også købt villaen i det sydlige Århus. ”Ikke i det vulgære Skåde”, som Anders gerne understregede, ”men i Stadionkvarteret.” 211 kvadratmeter fra 1923. Man kunne kalde det herskabeligt, men det var nok en overdrivelse; stateligt er nok snarere ordet. Det var et hus, som man kun ville købe, hvis man havde råd til håndværkere. I mange år var tiden stået stille her, og således var mange af de forgangne årtiers bygge- og indretningssynder, gået helt udenom huset. Katrine mente, at det muligvis havde været stjernearkitekt Zubers farfar, som havde tegnet huset.

Et vist beløb, ikke alverden, de havde jo både deres gode pensioner og huset, men alligevel, hensatte de til deres alderdom. Og så blev de enige om, at grundlæggende er penge til for at bruge, og så gav ægteparret Graae sig selv og hinanden lov til at bruge hver 20 millioner. ”Det er fuldstændig vanvittigt!” konstaterede Katrine. Anders modsagde hende ikke. ”Men det ville være endnu mere vanvittigt, at putte dem i skuffen,” tilføjede hun.

Han nikkede og kyssede hende. ”Det bedste ved det hele er, at vi er vanvittige sammen,” hviskede han i hendes øre, og lidt efter var de havnet i badeværelset, hvor de havde prøvet at beholde lidt af 20´er-sjælen. Messingarmaturer, gulvet i terazzo, hvide fliser på væggene, undtagen glasvæggen, som adskilte den gigantiske dobbeltbrusekabine fra resten af badeværelset. Foran den stod det store badekar – ikke en spa, ”Spa passer til Skåde”, mente Anders – bare et stort badekar. Og her lå de så og nød hinandens kroppe. Lige nu var det mest Katrine, som nød – eller: Lige nu kunne hu være i tvivl, om hun egentlig nød. Et eller andet sted i kroppen nød hun det, men det føltes også voldsomt. For hendes spinkle, 52-årige krop blev holdt i et jerngreb. Det vil sige, egentlig var det kun hendes klit, som blev holdt i et mærkbart, fast greb af to af Anders´ fingre. Og Katrines klit var så følsom, at det faktisk ikke kun var behageligt at blive rørt dér, selv om han blot nussede knoppens spids og skamlæberne.

”Over vandet,” formanede han stille, da hendes hænder nærmest som en refleks, søgte ned i skridtet for at beskytte sig selv mod de voldsomme impulser, som udgik fra hendes klit.

Artigt lagde hun hænderne tilbage på badekarskanten og klagede sig. ”Du er så fucking tålmodig!” jamrede hun. Han smilede bare, og hun sukkede og vidste også godt, at hun egentlig ikke kunne være utilfreds med den egenskab. Upåvirket fastholdt han trykket og behandlingen, ignorerede hendes klynk og småbrok, bøjede sig forover og kyssede på skift hendes hårde brystvorter på de små bryster, så det var en nydelse og en pinsel.

”Jeg er sikker, på, at hvis du tænkte på, at det var Sean Connery, der havde dig i badekarret på denne måde, så kom du,” sagde han smilende, da Katrines vejrtrækning var blevet flad og gispende og de smaskende klynkelyde, som var karakteristiske for hende, var begyndt at komme.

Og han havde ret. Hun kom med et skrig og spjættede, så vandet sprøjtede ud over gulvet.

”Jeg elsker, når du fucker med min hjerne,” stønnede hun med lukkede øjne. Et øjeblik senere tilføjede hun: ”Tag mig op og tag mig!” Og det var, hvad Anders gjorde. Med fødderne over hans skuldre blev hun klemt flad op imod væggen, så hans pik trængte langt op i hende. Det var en af de stillinger, hvor Katrine følte sig allermest som kvinde, fastholdt og hængende på den stærke mands krop og pik, som hun følte i dybe stød. Og nu var han ikke længere tålmodig, nu var han nærmest hård, nærværende, magtfuld. Og hun kunne bare være. Og komme. Kort før Anders tømte sig med et brøl, svøbte orgasmen sig langsomt om hendes hoved og druknede hendes hjerne i liderlige bølger og en underlig tilstand af tomhed, som hun ikke rigtigt kunne beskrive.

Hun mærkede pikken skrumpe. ”Jeg skal stå selv nu, ikke?” spurgte hun, inden hun åbnede sine øjne.
”Det kommer vi ikke uden om,” sagde han, svært åndende.
”Øv! Men lad gå, elskede,” stønnede hun og prøvede at klappe understellet ud, så han kunne sætte hende ned. ”Denne her stilling var vi ellers bedre til, da vi var yngre.”

Han nikkede smilende.

”Måske kunne vi få tømreren til at lave en bænk, som kan bære en potteplante... eller måske en lille Katrine, i den passende højde,” tilføjede hun.

Måske. Penge gav muligheder. Og så var dette endda i småtingsafdelingen, det vidste Anders Graae også godt. Lidt senere kiggede han på håndboldnyheder på sin gamle androidtablet med revne i det ene af skærmens hjørner. Det havde den haft i snart tre år.
”Hvorfor går du ikke bare ud og køber en ny?” spurgte Katrine.
”Den virker jo fint, og det er vel pointen med sådan én. Jeg bor heller ikke i Skåde Bakker, selv om jeg har råd, vel?” svarede han.
Katrine syntes, det så så rodet ud med revnen, men gik ikke ind i diskussionen, for det første, fordi diskussionen ikke ville give noget, og for det andet, fordi et eller andet sted, det vidste Katrine jo godt, havde Anders en pointe.

Og sådan gik det til, at Anders igen kom til at læse håndboldnyheder. Østjyske Håndbold var ved at gå fallit. Hvis de ikke indenfor et par måneder skaffede to millioner, måtte deres hold i dameligaen slet og ret lukke. Og vel var Anders ikke den tossestore fan; men et par gange om året var han alligevel i Østjyllandshallen til kamp, skabte sig tosset og kom hæs hjem. Sidste kamp havde godt nok været tåkrummende, men altså... det var alligevel HANS Østjyske håndbold!! Og det gik op for Anders Graae, at dét problem kunne han gøre noget ved.

Han spurgte sig selv, om det mon overhovedet indebar fordele at være sponsor. Så han greb telefonen og ringede. Dagen efter sad han til møde i et lokale i Østjyllandshallen. Det lød som mange fordele, på papiret, men når det kom til stykket, så var det meste nok knapt så relevant for ham, der ikke havde nogen virksomhed, eller var direkte øregas (erhvervsnetværk...). Men årskortet på gode pladser med ret til at medbringe gæster, det var nu ok.

Han blev hurtigt enig med sig selv, at to millioner, det ville han godt skyde i klubben, tre, hvis han blev præsenteret for en fornuftig saneringsplan. Han insisterede dog på at møde spillerne, klubbens vigtigste ressource, for at danne sig et indtryk af deres moral.

Få dage efter havde Anders entreret med en af de bedre restauranter i Århus, hvor han bød på to retter og et glas vin, og så lige lidt snacks og bobler til at starte med. Der blev budt på to retter. Hvor han i selskabslokalet tog imod træner, assistenttræner og 17 piger, unge damer og kvinder. Anders var altid lidt i tvivl om, hvordan man skulle omtale dem. Det var en underlig blanding af påklædning, hvor nogle havde taget klubdragten på – og nogle kom i den lille sorte og lignende ”dress to impress”, eller i hvert tilfælde ville de efterlade et godt indtryk. Han vidste, at fire af dem var spillere på fuld tid eller noget, der lignede. De andre kombinerede det med en eller anden form for job eller studie. Århus var en universitetsby, og Østjyske Håndbold var et ungt hold.

Han slog på glasset. Mumlen forstummede. ”Jeg … jeg hedder Anders Graae... og jeg har aldrig lavet sådan noget her før … først: lad mig lige afklare … når I spiller, så kalder I hinanden ’piger’ må jeg godt kalde jer ’piger’, uden at nogen bliver stødt?”

”Bare klø på, dreng!” svarede Laura, en af holdets ældre spillere, som plejede at spille venstre bak. Svaret var måske lidt næbbet, men hun så også lidt næbbet ud med sin fregnede fremtoning. Og det næbbede kan nogle gange være en befrielse, for så bliver tingene sagt. Det var en befrielse her.

”Piger, jeg overvejer at skyde et par millioner i jeres klub. Det er jo en slags penge. Men jeg har også set pokalkvartfinalen forleden mod Nyborg,” indledte han sin tale. I det øjeblik han nævnte kampen mod Nyborg, var der flere, der i i stedet for at kigge afventende op på Anders, kiggede ned i bordet.

”Når man har set den kamp, så må man jo tænke: Hvor er jeres moral? Og at investere i et håndboldhold uden moral... det gider jeg ikke. Og... for at finde ud af det, bliver jeg jo nødt til at tale med jer … OK?” De nikkede forsigtigt.

”Hvor var I henne den dag?”

Der var en mat tavshed i rummet. Så markerede Laura , og Anders nikkede. ”Jeg ved det ikke... Egentlig var vi sat op og klar... og det var der ingen, der kunne se... jeg blev ikke knækket af, at det hurtigt stod 5:0. Jeg blev knækket af, at jeg, en af de få heltidsprofessionelle her, tilsyneladende ikke formåede andet den dag, end at kaste bolden ud over sidelinjen. Jeg gik hjem og skammede mig. I virkeligheden skammer jeg mig stadig over den kamp.”

”Problemet er lidt,” var der en af de unge pillere, der sagde, ”vi har en tendens til at gå ned med Laura. Går Laura ned, går holdet ned. Hun er på en eller anden måde holdets sjæl. Det er hende, der råber ´du kan godt´, ´kom igen, der kommer en chance til´ og ´kom så piger, tiden er ikke gået!´

De andre nikkede.
”Det er faktisk godt set, Mie,” var der en anden af spillerne, der sagde med et tænksomt ansigtsudtryk.

Anders rømmede sig: ”Altså. Ud over, at Laura vist lige fik påduttet en lidt for stor del af ansvaret, er det, I siger så egentlig, at der er for få mødre og for mange døtre på det her hold.”

”Sådan kan man vist godt sige det,” sagde en spiller.
”Du er Fie, ikke? Det er så svært at genkende nogen af jer uden håndboldtøj,” konstaterede Anders og kiggede på hende, han mente var andenmålvogteren Fie.

Hun nikkede: ”Måske... måske er mange af os for meget børn. Tænker, at vi skal kaste med en bold. Alt det andet må de voksne sørge for. Måske skulle vi se at blive voksne … fuck, det her bliver jeg ikke populær på.”

”Men du har jo ret, Fie,” var der en anden af de unge spillere, der sagde. ”I virkeligheden bør vi jo ikke bare have det skidt med vores præstation i kampen. I virkeligheden bør vi have det langt værre med at læne os mentalt så meget tilbage og overlade byrden til Laura. Jeg kan mærke, at jeg bliver helt arrig på mig selv igen. Undskyld, Laura, undskyld.”

Der opstod en engageret diskussion på holdet, og da den ebbede lidt af, tog Anders ordet: ”Men brænder I for det her? Er det her, I vil være, så er det også her, I må kæmpe og her, I må vokse! Er der nogen herinde, hvis kæreste var i tvivl om, hvordan kampen var gået, da I kom hjem og lukkede hoveddøren?”

”Det er vist ikke alle her, der kan svare på,” indvendte Laura.

”OK, de af jer, der har: Var kæresten i tvivl? Og de af jer, der ikke har: Var underboen i tvivl?”

”Altså min kæreste kan ikke læse mig, når jeg kommer hjem. Jeg smækker ikke døre. Tvært imod. Jeg er meget stille. Men han var ikke i tvivl, da han så mit tudefjæs,” indvendte Fie, ”men du spørger vel i bund og grund om, om man siger ’nu er det fyraften’ og så kan man glad gå hjem. Men det kan jeg fortælle dig, at jeg tror ikke, at nogen er her og spiller på det niveau, hvis man ikke fucking vil vinde. For ellers kommer man ikke op og spiller i de her luftlag. Og jeg tror godt, at jeg kan sige, at alle, der var med, kom hjem, ydmyget, og vi skammede os.”

”Tak, Fie. Tak, alle, for jeres åbenhed. Jeg tænker, at der er nogle småting, som skal på plads, formalia og sådan. Og så pludselig en dag vil I se mig på VIP-pladserne, mens klubben kører videre. Jeg tror, I kan. Jeg tror også, at det ikke bliver uden fejl. Men jeg håber, at nedture af den størrelse, som mod Nyborg, udebliver. Men hvis nu nogen skammer sig over noget, så kan I altid komme og bede om en endefuld.”

Nogle grinede. Nogle måbede.

”Offensivt” udbrød Sarah Storgaard, som også var en af de ældre spillere på holdet.
”Offensivt?” svarede Anders, ”så lad mig understrege, at jeg ikke har sagt, at jeg forventede, at nogen kom, eller at I bør komme eller at I skal komme. Overhovedet ikke.”

”Så det var bare en joke?” spurgte Sille, den rødhårede højre bak.

”Det har jeg heller ikke sagt,” svarede jeg blot. ”Men lad os ikke spilde tiden på det her tilbud, som de fleste af jer sandsynligvis ikke vil drømme om at tage imod. Lad os sætte os ned og spise. Jeg har ikke lavet en bordplan. Og måske bliver det akavet, men jeg lover, at jeg hverken tager min sidedame på lårene eller slikker hende i øret. Jeg håber, I kan lide god mad.”

Laura var resolut på vej hen mod Anders, men Sille stoppede hende. ”Vi kan lige så godt begynde. Det er ikke altid dig, der skal gå først!” sagde hun. Og pludselig fandt Anders sig bænket mellem Sille og Nanna. Nanna, stregspiller, med det lange hår og en ungdommelig kort kjole; Sille i klubdragt.

”Der er noget, du ikke har sagt, Anders,” sagde Sille pludseligt, da vi var gået ombord i forretten, som flere af spillerne konstaterede, smagte sindssygt godt, selv om det var fisk, ”og det er: Hvad får du ud af det?”

”Det er faktisk et godt spørgsmål,” svarede Anders, ”og jeg har også spurgt mig selv det. Og et årskort kan man vel få billigere end et par millioner... Men der kan jo også være en mening med at gøre noget, man ikke selv får noget ud af,” ræsonnerede han.

”Selvfølgelig ud over den hær af piger, som jævnligt kommer forbi for at hente en endefuld,” bemærkede Nanna med lun sarkasme.

”Uha, ja. Og det bliver oven i købet hårdt arbejde,” medgav Anders med et grin.


”Sagde du virkelig det?” sagde Katrine, da Anders var kommet hjem og berettede om aftenens forløb. Det kunne Anders jo kun bekræfte. Hun smilede overbærende: ”Hvis der virkelig kommer nogen, så skal du også få lov.”
Det efterlod Anders rimelig mundlam. Tænk, hvis der virkelig kom nogen.

Hvad Anders ikke vidste – og Katrine heller ikke – var, at Anders´ kvikke replik hurtigt blev en fast vending i Østjyske Håndbold. Allerede ved kampen om tirsdagen blev trænerens sidste bemærkning før kampen: ”Og hvis nogen nu laver noget, hun skammer sig over, så ved I jo nu, hvor man kan gå hen og bede om en endefuld. Men gå nu ud og giv Skanderborg en endefuld først!” I de næste uger blev ”Skanderborg” bare erstattet med et andet bynavn.

Selvfølgelig var der ingen, der ringede på hos Anders og Katrine. Ikke før cirka 4 uger efter, dagen efter kampen. Anders åbnede efter den uventede ringen på hoveddøren.
Udenfor stod Sille. Under paraplyen klædt i sneakers, stramme cowboybukser og en kort jakke i ruskind. Hendes røde hår var uden den stramme styring, det havde på håndboldbanen. Og hendes fregner var knapt så iøjnefaldende som ellers, for det, Anders først fik øje på, var farven i hendes kinder, ja egentlig i hele ansigtet.

Anders trådte til side og bød hende ind i hallen med malede paneler, marmorgulv, lysekrone, kulørte vinduer, og trappen til første sal. Det store maleri af højesteretssagfører Laveran (med monokel), som så alvorsfuld ud i rummet, havde Anders og Katrine ikke nænnet skille sig af med.

”Sikke et rum,” udbrød Sille imponeret. ”Her kunne min etværelses være cirka halvanden gang.”

”Jeg har bare været heldig,” konstaterede Anders.
Sille nikkede. Så rømmede hun sig: ”Anders… jeg … jeg skammer mig.”

”Er det kampen i går?” ville Anders vide, ”I fik da et point mod nummer tre i ligaen. Det kan du og I da eddermame være bekendt.”

”To gange inden for de sidste to minutter præsterer dumme Sille at kaste bolden ud over sidelinjen totalt umotiveret,” forklarede hun.

”Jeg gider ikke høre om, at du er dum. Hvis du er, så skal jeg nok opdage det. Jeg tror nogle gange, at unge pigers selvopfattelse er rimelig langt fra virkeligheden. Det behøver man ikke cementere ved at bruge den slags ubehagelige fyldord om sig selv. Heller ikke du, Sille!” indvendte Anders. ”Så hvis du ikke kan tale pænt om dig selv, så tal sagligt om det, du har gjort, og lad os andre drage konklusionerne. Men dine sidste aktioner var ikke elegante, det medgiver jeg.”

”Nu fik jeg skældud for noget helt andet, end jeg kom med,” konstaterede Sille. ”Men... men … jeg vil gerne høre, om du mente det med at få en endefuld.”

”Det gjorde jeg, så hvis du beder pænt og tænker, at du kan komme i bedre humør af at møde lidt konsekvens, så ja,” forklarede Anders blidt.

”Jeg... jeg har … aldrig gjort sådan noget før... kan... kan... jeg stoppe det... hvis det bliver for meget?”

”Sille. Hvilken klub i ligaen hader du pt. mest at tale om?”

”Nyborg. Helt klart Nyborg.”

”Når du siger Nyborg, stopper jeg,” sagde Anders. ”Sille, hvem ved, du er her?”
Sille så forvirret ud.

”Sille, jeg vil gerne, at du er så tryg som mulig. Ring til nogen, du er tryg ved, og bed dem om at ringe om to timer. Hvis du ikke tager telefonen, så skal de sende kavaleriet,” krævede Anders.

”Det... det kan jeg da ikke... jeg kan da ikke bare fortælle, at du...”

”Sille, jeg tænker, at du nok vælger en person, som er til at stole på. Så sæt bare i værk!”

Lidt tvivlrådig stod Sille lidt efter med sin telefon. Så tastede hun.

”Hej Laura, det er Sille.”
Jeg står hos Anders, du ved sponsor Anders, du ved, Anders med endefulden.”
Laura grinede så højt, at Anders også kunne høre det.
”Han siger, at jeg skal fortælle nogen, som jeg stoler på, hvor jeg er. Og hvis du ikke hører fra mig indenfor to timer – og du så ikke kan få fat i mig, gider du så sende kavaleriet?”
Sille lyttede opmærksomt en tid.
”Tak, Laura. Og undskyld, du skal være mor igen.”

Sille lagde telefonen i tasken og så op på mig. ”Laura tog det, som alt andet, med et grin. Men jeg er sikker på, at kavaleriet kommer, hvis der ikke sker noget om to timer. Jeg troede, at jeg var modig. Og så er det pludseligt dig, der er modig.”

”Men hvad var det, du ville?” sagde Anders stille.

”Jeg... jeg vil gerne bede om … en endefuld,” sagde Sille stille med en stemme, der knækkede over midt i det hele.

”Kom,” sagde Anders og førte Sille ind i salonen. Her trak han en stol ud og satte sig på den. ”Kom,” sagde han igen og lod Sille finde plads på tværs af hans skød.

”Håndfladerne på gulvet,” forlangte Anders. Sille rykkede lidt og lå så, som ønsket. ”Og du ved godt, at det er en endefuld og ikke bare kærlige klaps, du ligger her for, ikke?”

Sille nikkede tavst. ”Så går vi i gang,” meddelte Anders tørt. Og så begyndte han at slå Silles velformede bagdel med en energi, han mente var passende. Mellem hvert slag holdt han en lille pause, så Sille lige fik tid til at fordøje det ene og gru for det næste. Efter tyve slag, som fik Silles balder til at gynge, bad han Sille rejse sig. ”Træk dine cowboybukser ned om anklerne og kom så herhen igen!” forlangte han.

Sille nikkede, kæmpede med at få sine hænder til at adlyde, åbnede cowboybukserne og trak dem ned. Så lagde hun sig ned igen.

”G-streng yder ikke meget beskyttelse. Så må du jo være lidt mere stor pige,” konstaterede Anders. Sille nikkede bare.
Igen gik Anders i gang. Klaskene var langt mere hørbare nu. Det var Sille også. Hun gav sig, våndede sig, begyndte at klage sig. Og hendes lyse balder var ved at få farve. Efter 10-12 slag stoppede han.

”Sille, nu skal jeg lige finde ud af, hvor jeg har dig henne,” konstaterede Anders, ”jeg kender ikke indersiden af dit hoved. Vil du have, at jeg tager trusserne af dig?”

”Ja tak,” sagde hun stille. Det var ikke kun Silles balder, der havde farve.

”Det er dejligt, men det vil jeg ikke,” svarede Anders. Sille så virkelig skuffet ud. ”Men,” tilføjede Anders, ”du må gerne bede om lov til at tage dem af for mig.”

Sille skulle lige forarbejde den besked, mens Anders genoptog arbejdet. Efter to slag pressede hun anstrengt ”Må jeg godt... tage trusserne af... for dig?” frem.

”Værsgo,” sagde Anders og lod hende rejse sig, Kun iklædt sokker på understellet, lagde hun sig uopfordret tilbage.

”Du havde,” begyndte Anders – Klask!
”vel ikke håbet,” - Klask! ”Aah!”
”at jeg blev så grebet” – Klask!
”af din unge fisse,” – Klask! ”Av!”
”at jeg glemte,” - Klask!
”hvad du kom for,” - Klask! ”Autsj!”
”vel?” - Klask! ”Åh”

Sille havde svært ved at koncentrere sig om ordene
”Hvis... hvis du vil have et svar,” - Klask!
”For pokker da! … har jeg brug for” - Klask!
”Uh! … et øjeblik! - Klask!

Anders holdt inde.

”Er du klar over, hvor intenst erotisk det her er?” spurgte hun.
”Nej,” medgav Anders. ”Selv om jeg har ståpik. Men svar på mit spørgsmål!”
”Jeg har ikke noget imod, at du rører mig der,” sukkede hun.

”Nu får du nogle flere slag , så stiller du dig i skammekrogen. Og jeg vil nyde synet. Og så må du se.”

Inden Sille nåede at reagere, havde Anders genoptaget afstrafningen. Hun sukkede, men Anders gav slagene hurtigt, og efter måske 20, måske 25 slag, stod Sille, halvnøgen, for første gang i sit liv i skammekrogen med hænderne over hovedet, oven i købet i en næsten fremmed mands hus – han kunne være hendes far – og hun var smerteligt og liderligt bevidst om, at han slugte hende med øjnene. Hendes hjerne prøvede febrilsk at regne ud, hvad der ville komme. Så hun opdagede intet, før der pludselig var en kvindestemme bag hende.

”Hej, jeg hedder Katrine. Jeg er Anders´ kone.”
Det gav et sæt i Sille.
”Bare rolig. Du må godt stå der. Men du må gerne vende dig om for at hilse,” sagde hende, der var Katrine og var Anders´ kone. Denne udvikling havde Sille slet og ret ikke forudset. Hun kunne være sunket i jorden, men det lykkedes ikke. Så hun vendte sig om og kiggede på en korthåret, slank, kvinde i 50´erne, som strakte hånden ud.
”Hej, jeg hedder Sille,” sagde Sille tonløst, nærmest knaldrød i ansigtet.

Katrine gav hende elevatorblikket. ”Det, jeg har set er skønt at se på. Jeg vil gerne se resten også,” sagde Katrine.
Silles øjne flakkede usikkert til Anders.
”I vores hus bliver du nok nødt til at vise min kone, den respekt, hun fortjener, Sille!” sagde han med et smil.

Selvfølgelig fumlede Sille med knapperne, nervøs som hun var. Så det blev alt andet end elegant, da hun tog skjorte og BH af. Tungt åndende stod hun foran den ældre kvinde. Der gik bølger gennem hele hendes krop, da Katrine uden varsel rørte hendes højre bryst.

”Katrine, hun står altså i skammekrogen lige nu,” irettesatte Anders blidt sin åbenlyst legesyge ægtefælle. ”Vend dig om igen!” sagde hun med et smil. Med et suk stillede Sille sig i krogen igen.

”Du havde heller ikke troet, der kom nogen,” kunne hun høre Katrine sige.
”Det havde jeg ikke,” sagde Anders´ stemme.
”Og så kommer lækre frække, fregnede, rødhårede, Sille Olesen. Du er en heldig mand, Anders Graae!”
”Jeg er jo heldig nok i forvejen, at jeg har dig!”
Sille kunne høre de kyssede. Sille kunne høre, at de kyssede lidenskabeligt. Hov, var det en lynlås? Hun kunne høre, de tog tøjet af hinanden.
”Åh, ja, tag mig!” stønnede Katrines stemme. Og lidt efter kunne Sille høre, lige bag sig, i sofaen... at … de... kneppede. Hun kunne høre Katrine klynke. Sille kæmpede for ikke at vende sig om. Hun kunne høre Anders stønne.
”Jaah, sprøjt din sæd langt op i mig!”, ”Tøm mig, dit liderlige fruentimmer,” et brøl, et skrig. Og nogle små suk. Sille kunne høre, de rejste sig.

”Sille, er du god igen og klar til at forlade skammekrogen?” spurgte Anders. Sille nikkede ordløst, som om det ville være for farligt at sige ordene.

”Vend dig om, Sille!” sagde han stille, og da hun havde vendt sig om, fortsatte han: ”Sille, da du kom her, havde du da kun en endefuld i hovedet?”

Sille kunne mærke, at hun rødmede. Så rystede hun på hovedet.
”Stiller det sig på tværs i dit hoved, at du skal slikke os rene?” ville Anders vide.

”Nej,” fik hun fremstammet. Så trådte hun resolut frem mod det noget ældre ægtepar, som stod foran hende. Det var tydeligt på dem begge, at de havde udvekslet safter. Uden yderligere opfordring gik hun på knæ.

Tanken, at hun nu knælede her og slikkede fremmede mennesker rene, kunne ikke være i hendes hoved. Derfor forplantede den sig omgående i hendes underliv. Havde lysten ikke drevet værket, havde hun ikke haft lyst til at slikke, så havde lysten i hendes underliv nok alligevel drevet hende videre.

Spørgende så hun op på Anders. Hans nik bekræftede, at hun godt måtte begynde med ham. Først med tungen op ad skaftet, så tog hun prøvende hovedet i sin mund og bevægede sig op og ned ad skaftet. Det smagte … anderledes end noget andet, hun havde prøvet, krydret og mildt, cremet og salt. Da smagen fortog sig, og hans lem rørte på sig, slap hun.

”Er det …,” og så kom hun ikke i tanker om noget genialt ord, før et lidt lidenskabsløst ord smuttede ud af hendes mund: ”Er det godkendt?” spurgte hun.

Han så ned ad sig selv. ”Ja, bestemt. Det er dejligt med sådan en god pige.”

Sille forstod ikke selv, og hun forventede derfor heller ikke, at de to gamle forstod, hvor meget ordene om ”god pige” varmede.

”Tak,” mumlede hun. ”Jeg skal nok være god.”

”Kommer du her, min pige?” spurgte Katrine.

”’Min pige’ virker faktisk ligeså godt,” nåede Sille at tænke, mens hun rykkede over mod Katrine, som spredte sine ben, så Sille kunne komme til. Først op ad inderlårene. Så drillende langs skamlæberne, men uden at berøre punktet, Katrine ventede på. Så tungen op i Katrines brugte mis. Tilbage til skamlæberne. Katrine gav sig og trak vejret tungere.
”Sådan en lille udspekuleret én,” stønnede hun, ”hvis du vil, tror jeg, vi kan få meget glæde af hinanden.”
Sille kunne kun nikke.

”Giv hende en orgasme mere,” forlangte Anders stille. Igen kom der antydningen af et nik fra Sille, som tænkte, at nogle oplevelser, hun havde haft i niende klasse, nok ikke var helt forgæves.

”Hvor føles det godt, Sille,” sukkede Katrine. Hendes øjne var lukket. Hun lænede sig op af Anders, som holdt hende med den ene arm, mens han med den anden hånd langsomt løftede Katrines højre ben, så Silles tunge, læber og en sjælden gang også blidt nappende tænder, havde en helt åben angrebsflade.
”Åh Gud, åh Gud, Åååooouuuh!” klynkede Katrine, og så blev hun slap et øjeblik. Så bøjede hun sig ned til Sille med et stort smil. ”Tak, min pige,” hviskede hun og gav Sille et følsomt kys på panden.

”Kom, vi går i brusebad alle tre,” foreslog Anders, eller også var det en ordre. Det var i virkeligheden også lige meget, for Sille gad godt gå i brusebad lige nu. Hun blev noget benovet, da hun kom op i badeværelset.

”Måske en anden dag, min pige,” sagde Anders smilende, da hun kastede længselsfulde blikke efter det store badekar.

”OK,” sagde hun stille. At der blev en anden dag, var hun nok ikke længere i tvivl om.

Sille måbede næsten endnu mere, da hun så den store dobbeltbrusekabine, som de snildt kunne være tre i. Eller fem. Vandet blev tændt. Sille blev trukket ind. De vaskede hendes hår. Blide hænder var på hendes krop.
”Skat,” hørte hun Katrines stemme, ”du har jo altid småærgret dig over, at du ikke bare kan bukke mig ned og tage mig stående, fordi... jeg er jo ikke så høj. Jeg tror, Sille og dig passer som fod i hose … eller som diller i dåse. Bøj dig forover Sille. Tag om dine ankler. Ja, sådan! Er du våd, Sille? Mærk dig, Sille!”
Og Sille vidste, hvor udleveret hun stod, og hun vidste, at de kunne se hende røre sin fjams. Hun dyppede en finger.
”Jeg er våd,” måtte hun erkende. Lidt efter trængte Anders pik ind i hende. Først blidt, siden hårdere og hurtigere stødte han pikken ind i Silles kønne køn. Foroverbøjet, som hun var, var det kussens bagvæg, der fik hele turen ved hvert stød. Det føltes dejligt. Det føltes godt. At hun pludseligt bare kom, nærmes som et lyn fra en klar himmel, det kom bag på hende. Men det var ikke det første i dag, der kom bag på hende. Da Anders kom, kom det heller ikke bag på hende. Det skete nærmest i en behagelig tåge, som hun vågnede fra, da de to voksne mennesker blidt tørrede hende med tommetykke, kæmpestore, vidunderligt bløde håndklæder.

”Er du klar i hovedet, Sille?” spurgte Anders.
”Det er jeg,” bekræftede Sille.
”Har du det også sådan, at du tænker, at det måske er en god ide at tage tøj på og tale sammen i stuen?” ville han vide og tilføjede: ”Drikker du kaffe?”

”Må jeg få en øl?” spurgte Sille. Det kunne hun godt trænge til.
”Det var et ja, ikke?” spurgte Anders, bare for en sikkerheds skyld.
”Helt bestemt,” svarede Sille med et smil.



Erotiske noveller skrevet af  HamDér

Historien er rettet af HamDer




Påskønnelse
Her kan du, også Anonyme læsere, give en lille ting til forfatteren af historien, for at vise din påskønnelse.

(4)
(14)
(1)

Læst af bruger

Stemme og kommentar

5 * = Virkelig god historie
4 * = God historie
3 * = Ok historie
2 * = Under middel historie
1 * = Dårlig historie



For at kunne stemme, skal du oprette dig som bruger.

Løven81(m) 06-07-2023 14:54
Dejlig fræk og lækker håndbold-serie 😉




brevven69-2(m) 09-09-2021 11:43
NYDELSE..!! Læste dette med særlige glæder:

**Tanken, at hun nu knælede her og slikkede fremmede mennesker rene, kunne ikke være i hendes hoved. Derfor forplantede den sig omgående i hendes underliv. Havde lysten ikke drevet værket, havde hun ikke haft lyst til at slikke, så havde lysten i hendes underliv nok alligevel drevet hende videre***

HAR prøvet det som mand... slikke, smage flere andres safter...
VED at der er mængder af glæder foran een.. mig!! TAK og TAK
TAK og rent 5 tal..


SuzyQ(K) 21-03-2021 09:13
Du kan godt finde ud af at fortælle en historie. Godt flow,en god mængde direkte tale og masser af humor. Super godt gået. 😁
Jeg mangler måske lidt baggrund for hr. og fru. Grå uden å. Hvorfor denne dynamik mellem dem? Men det kommer måske senere.
Anyway, 5 stjerner herfra for en solid historie, der var en fornøjelse at læse.


Tendernes05(m) 21-03-2021 00:53
Har skrevet til Admin og håber mit 1-tal kan rettes til 5. Tak for opmærksomheden på det FlotteLotte og undskyld til forfatteren!


Tendernes05(m) 21-03-2021 00:48
Glæder mig til næste afsnit!


FlotteLotte(K) 21-03-2021 00:45
Jeg tror at du skal have fat i Admin Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, med din fine kommentar




Tendernes05(m) 21-03-2021 00:44
Du har helt ret FlotteLotte. Det er en fejl. Jeg trykkede "i top". Hvordan retter jeg den?


FlotteLotte(K) 21-03-2021 00:42
Hvis du glæder dig, @Tendernes05.. Hvordan i alverden kan du så finde på at give, så velskreven en historie, 1 stjerne?? Giver over hovedet ikke mening.


Tendernes05(m) 21-03-2021 00:37
Glæder mig allerede til næste afsnit i historien.


Kollektivet(p) 12-03-2021 10:47
Det er vildt godt. Et rigtigt velfortalt scenarie med sjove betragtninger og detaljer.
Og så det virkeligt spændende: Tænk, at kunne få frække, bare pigenumser fra et helt håndboldhold til rådighed med ret til at klaske..
Er du gal, mand, jeg ville ikke have bukser på i flere uger...


årgang1964(K) 09-03-2021 06:54
Uh det her tegner mere en godt. Håber de øvrige afsnit er lige så pirrende, for så er der skønne godnathistorier til de næste dage....




årgang1964(K) 08-03-2021 22:25
Uh det her tegner mere en godt. Håber de øvrige afsnit er lige så pirrende, for så er der skønne godnathistorier til de næste dage....




     

Her ses læsernes bedømmelse af historien
Antal stemmer18
Gennemsnits stemmer4,67
Antal visninger18232
Udgivet den21-03-2021 00:01:04