Dagen efter ringede han til Max Nimbus. Nimbus ville forventeligt ikke snakke over telefonen, men bad om at mødes ansigt til ansigt. Det var naturligvis en fælde, men det var nødvendigt for, at hjælpe Lin. Nimbus havde bedt ham komme til New York, nærmere bestemt hotel Waldorf Astoria to dage efter, men han tog afsted allerede samme dag for at forberede sig. Han rejste under et af sine dæknavne og tog direkte til The Sherry-Netherland hotel, hvor han altid indkvarterede sig i New York når han rejste under det navn.
På hotellet bad han om den kuffert de opbevarede for ham, til nødstilfælde, når hans ‘forretningsrejser’ blev forlænget. I kufferten havde han forskelligt udstyr til blandt andet aflytning og overvågning. Derudover en smule udstyr til at ændre sit udseende, såsom kunstige fortænder, briller, kontaktlinser med anden øjenfarve og en paryk. Han gik ud i byen og købte et sæt joggingtøj, nogle basketstøvler og en baseball cap. Han skiftede til tøjet i butikken og gik hen i en blomsterforretning og købte en stor buket røde roser. Så tog han et stykke tyggegummi og gik ind på Waldorf Astoria, hvor han henvendte sig til portieren.
“En buket til mr. Nimbus i værelse 4055. Nogen har en beundrer”. Portieren så misbilligende på det tyggegummigumlende blomsterbud i hiphop tøj.
“Vi har ingen mr. Nimbus i værelse 4055!” svarede han bestemt.
“Fuck! Ikke igen” sagde blomsterbudet irriteret.
“Mr. Nimbus bor i 5045! Måske nogen i jeres euplitisement burde lære at tage imod en bestilling”. Portieren vendte øjnene og rystede på hovedet.
“Nå-ja, sorry!” svarede blomsterbudet ligegyldigt og rakte portieren buketten og gik.
Udenfor hotellet gik han til højre af Park Avenue og så til højre igen af 49th st. Her fandt han personaleindgangen til Waldorf Astoria og smuttede ubemærket ind, da vagten blev distraheret af en ung smuk køkkenhjælp. Han snuppede en tjenerjakke på et bøjlestativ og gik ind på et lille kontor, hvor lyset var slukket. Her tog han sin rygsæk af, skiftede til sorte bukser, hvid skjorte og tjenerjakken og pakkede joggingtøjet ned. Så listede han ud igen, fandt serviceelevatoren og tog den op på femte etage. Her fandt han værelse 5045. Der lød stemmer inde fra værelset, så han kunne ikke komme derind nu. I stedet satte han et lille overvågningskamera op i kanten af en vase der stod nogle meter fra døren til 5045. Af med tjenerjakken og tage gæstelevatoren ned i lobbyen, hvor han gik hen i hotellets bar og satte sig med en virgin drink og ventede. Foran sig havde han sin telefon, som viste et billede af døren ind til Nimbus’ hotelværelse.
Efter halvanden time skete der endelig noget. Døren til 5045 blev åbnet og tre mænd kom ud. Efter ca. et minut kom mændene ud af elevatoren i lobbyen og forlod hotellet. Han rejste sig og tog elevatoren op til femte igen. I rygsækken havde han en keycard scrambler, som kunne åbne de fleste almindelige døre med nøglekortlås. Det tog scrambleren nogle sekunder, men klik, så skiftede dioden fra rød til grøn. Hurtigt og lydløst ind og lukke efter sig. Han stod lidt og lyttede for at sikre sig, at der ikke var andre tilbage i værelset. Eller værelserne, for der var tale om en suite, med stue, soveværelse og badeværelse. Han placerede hurtigt og rutineret mikrofoner i både stue og soveværelse, samt et overvågningskamera i stuen også. Checkede at det virkede og så ud igen. Det hele tog under 90 sekunder.
Han tog en taxi tilbage til Sherry-Netherland, men på vejen kørte han forbi en leverandør han havde brugt flere gange, der blev kaldt The Blind Man. The Blind Man var faktisk blind, hvilket var en stor fordel for ham i hans branche. Han kunne levere våben med meget kort varsel og kunne jo ikke identificere sine kunder. Til gengæld var det uhyre svært at blive godtkendt af The Blind Man, men når først man var inde i varmen, fungerede det over al forventning. Man kørte ind til en bestemt MacDrive og bestilte en særlig menü. Når man betalte, afleverede man en seddel med sit behov og dagen efter kørte man forbi igen, afleverede penge i bestillingslugen og fik sit indkøb i en pose af The Blind Man i betalingslugen - såre simpelt og effektivt.
Han bestilte den specielle menü og afleverede sedlen.
Tilbage på hotellet loggede han på kamera og mikrofoner i Nimbus’ suite. Da de tre mænd var tilbage på værelset, kunne han tydeligt følge med i deres samtale, hvilket han gjorde resten af aftenen. Det meste var ligegyldigt pladder, men to gange spidsede han øre. Første gang var da Nimbus’ telefon ringede og han talte med, hvad der lød til at være et højtplaceret kartelmedlem. Ihvertfald var Nimbus påfaldende høflig og respektfuld. Samtalen handlede øjensynligt om noget der ville komme med lastbil i den følgende uge og hvor Nimbus forsikrede om, at der ikke ville blive problemer. Han gættede på en stor forestående leverance af narkotika.
Anden gang var da de tre mænd talte om deres møde i morgen. Planen var åbenbart, at lokke ham med ned i en varebil under dække af, at føre ham direkte til The Shadow. Bilen var klar og det var også ‘det sædvanlige drop off’. En interessant detalje var, at det ikke virkede som om de nogensinde havde mødt Shadow. Det var tydeligt de kendte ham, men kontakten foregik, som Mama Love havde fundet ud af, gennem Ronnie Reese via en hjemmeside, hvor man kunne kommentere forskellige blogindlæg om mere eller mindre tåbelige konspirationsteorier og det var kun forespørgsler fra Nimbus, skrevet i en særlig kode, som Ronnie Reese besvarede. Da klokken var halv tolv, gik Nimbus i seng. Den ene af hans livvagter forlod værelset med ordene ´Vi ses klokken fire´ og den anden satte sig i sofaen med en kop kaffe og et spil kort. Thom fortsatte med at lade kamera og mikrofoner optage, men gik også selv i seng.
Det var aftalen, at mødes med Nimbus klokken 10 og han skulle lige forbi The Blind Man først, hvor han betalte de aftalte 1500 dollars og fik udleveret en brun pose og en stor Cola. Taxien satte ham af lige udenfor Waldorf Astoria og han skulle lige til at henvende sig til portieren i lobbyen, da en stemme bag ham sagde
“Mr. Rogers?” Det var den ene af Nimbus’ livvagter.
“Ja. Er De Max Nimbus?”
“Nej, Mr. Nimbus venter dem. Denne vej”. Livvagten kastede et blik på den pose fra MacDonalds, den velklædte mand havde i hånden og gjorde en bevægelse med hånden over mod elevatoren.
“Ja, jeg har ikke fået morgenmad, så...” Livvagten så udtryksløst på ham.
De kørte op på femte etage og steg ud. Foran værelse 5045 standsede livvagten ham.
“Løft armene og spred benene” sagde han venligt men bestemt. Thom satte posen på blomsterbordet på gangen og stillede sig i position. Livvagten visiterede ham grundigt og åbnede så døren til suiten, men blev stående.
“Vær så artig - efter dem” sagde han med et falsk smil.
“Naturligvis” svarede Thom og gik ind. Max Nimbus kom ham i møde og gav ham hånden.
"Mr. Rogers. Velkommen. Sid ned. Kan jeg byde dem noget? Kaffe... eller en drink måske?" Thom så længe på Nimbus, inden han svarede.
"Ellers tak, jeg mangler ikke noget. Kan De arrangere et møde med The Shadow eller ej!?" Nimbus smilede.
"Lige til sagen hva - det kan jeg lide. De har ikke noget imod, at jeg tager en, vel?" Thom rystede på hovedet og lavede en let bevægelse med hånden mod det lille bord med flasker.
"Endelig, lad ikke mig stoppe dem" svarede han med en lettere irriteret tone. Nimbus skænkede sig en stor scotch og satte sig i sofaen.
"Sæt dem nu, De stresser mig mr. Rogers". Den livvagt der havde hentet ham i lobbyen, stod lige bag ham, med hænderne samlet foran sig og den anden stod bag Nimbus foran vinduet.
"Nå!?" sagde Thom højt og så spørgende på Nimbus. Nu var det Nimbus der tøvede. Han svang let whiskyen rundt i glasset og så indgående og alligevel udtryksløst på Thom.
"Ja, Mr. Rogers, for den rette pris. For den rette pris" svarede Nimbus stille. Det var præcis det svar han havde ventet på. Nu vidste han, at det var en fælde, for den eneste der kunne sætte ham i direkte kontakt med The Shadow var Reese.
“Glimrende. Hvad er den rette pris?” Nimbus tænkte sig lidt om og svarede så
“10.000 dollars”.
“Så mange kontanter har jeg ikke på mig” svarede han.
“Det regnede jeg skam heller ikke med Mr. Rogers, men jeg stoler på dem”. Nimbus smurte virkeligt tykt på. Thom smilede til Nimbus og så på begge livvagterne.
“Måske kunne den scotch godt friste nu”. Nimbus vendte sig mod livvagten bag ham.
“Nico, vil du skænke vores gæst en drink?” Nico nikkede og gik hen til det lille bord. I samme sekund vendte Thom sig mod den anden livvagt og med den ene hånd rettede han et nådesløst kraftigt slag mod mandens strubehoved, mens han med den anden hånd greb hans pistol fra skulderhylstret. Mens livvagten sank gispende om på gulvet, snorrede Thom om på stedet og skød den anden livvagt i hovedet. Nimbus nåede ikke andet end at skrige og rejse sig.
“SÆT DIG!” råbte han til Nimbus, som straks adlød. Han gik over til ham og slog ham ud med pistolgrebet. Livvagten på gulvet rallede ildrød i hovedet. Hans strubehoved var svulmet op på grund af slaget og han blev kvalt. Et minuts tid efter var han død. Thom tørrede pistolgrebet af og lagde det i hånden på den kvalte livvagt. Så hentede han MacDrive posen ude på gangen. I den lå en ombygget Ruger Mark lV i kaliber .22 med lyddæmper. Han satte Nimbus op i sofaen og tømte spanden med isterninger ud over ham. Nimbus vågnede med et sæt.
“Hva... hvad sker der!?” Spurgte han omtåget, men blev så mere klar og så på Thom.
“Du er død! Du er en død mand Rogers - hører du!?”
“Hvordan kontakter du Reese?” svarede han roligt Nimbus.
“Hvad... Reese? Er det hvad det her handler om? Jeg kontakter ikke Reese, han kontakter mig”. Nimbus lød meget oprigtig. Det var tydeligt, hvor dygtigt han kunne lyve.
“Hvordan kontakter du Reese?” spurgte han igen ligeså roligt som første gang.
“Har du lort i ørene - han kontakter mig!” Der lød et skarpt pop og lidt blod sprøjtede ud af Nimbus’ venstre knæ. Nimbus skreg i smerte og greb om sit ben.
“Er du skingrende sindsyg!!” råbte han anstrengt. Så pegede Tom pistolen over mod Nimbus’ andet knæ.
“STOP... stop. Jeg skriver til ham... via en hjemmeside”.
Da Nimbus først havde givet efter, var det ikke svært at få ham til at skrive til Reese. Nimbus sagde Reese plejede at svare i løbet af en times tid og ganske rigtigt, fik de svar allerede efter godt 20 minutter. Reese ville som altid mødes med The Shadows potentielle klient, så det blev aftalt til samme aften. Endnu et skarpt pop og Nimbus væltede om i sofaen, med et lille hul i panden.
Nimbus’ computer ville vise myndighederne vejen til Reese og på grund af våbnet han havde valgt, ville de ballistiske undersøgelser kæde likvideringerne sammen med de øvrige mord. Det efterlod kun The Shadow, som han selv ville tage sig af. Han samlede sit overvågningsudstyr sammen og forlod hotellet. Det var vigtigt, at han fik fat på Ronnie Reese, inden myndighederne fik lagt to og to sammen, hvis han skulle gøre sig håb om at finde The Shadow.
Tilbage på Sherry-Netherland, bestilte han en Maybach 62 hos Madison Avenue Limousine service - en umiddelbart anonymt udseende bil for lægfolk, men for folk med penge eller forstand på biler, et billede på underspillet, men ekstrem, luksus. Derefter ringede han til Alan David Custom, som havde hans mål, da han havde fået skræddersyet jakkesæt hos dem et par gange før. Thom spurgte om de kunne nå, at tilpasse et sæt til ham inden klokken 21. Det kunne de. Da klokken kun lige havde passeret 12, lagde han sig på sengen for at klare tankerne. De sidste dage var hans rutine og instinkter sat ind og han havde handlet som på en hvilken som helst mission for KASIC. Præcis hvad han ønskede at komme væk fra og hvad købet af båden og det halve års fri var målet med. Pludselig bankede det på døren.
“Housekeeping!” lød det ude fra gangen.
“Kom ind!” råbte han og førte sin hånd ind under puden, hvor hans pistol lå. En af hotellets stuepiger kom forsigtigt ind og spurgte med let spansk accent
“Er det i orden jeg skifte håndklæderne?”
Han smilede til hende.
“Ja, naturligvis”. Han fulgte hende med øjnene. Hun var ualmindeligt smuk og stuepigeuniformen gjorde det bestemt ikke værre. Længden på nederdelen og de flade sko afslørede dog, at hensigten med uniformen ikke var at pirre, men det ændrede ikke ved, hvor dejlig hun så ud. Hun skiftede håndklæderne og stoppede på vej tilbage mod døren.
“Er der andet jeg kan gøre for dem hr?” spurgte hun stille.
“Ikke i dag, men tak” svarede han og så hende dybt i øjnene. Hun fik røde kinder og et blufærdigt smil strøg over hendes læber.
“Jamen, så god eftermiddag hr”.
“I lige måde”. Hun forlod værelset lige så stille som hun var kommet og han slap pistolen igen. Lidt latino hygge havde bestemt ikke været at foragte, men han havde brug for at holde hovedet koldt og gennemtænke, hvilke scenarier der kunne udspille sig i aften, når han skulle mødes med Reese. Han lagde begge hænder bag hovedet og så op i loftet, mens han løb de forskellige mulige forløb i gennem, lod dem udspille sig for hans indre blik så at sige. Det var en metode han havde forfinet gennem årene og den virkede så godt for ham, at han nærmest aldrig lod sig overraske under en mission.
Klokken 20 fandt han sit udstyr frem og gik i bad. Jakkesættet kom som lovet lidt i ni og klokken 21:45 gik han ned foran hotellet, hvor bilen fra Madison Avenue Limousine service holdt og ventede. Chaufføren åbnede bagdøren for ham og han satte sig ind.
“Kør ud for enden af 1th Avenue i Brooklyn og drej til højre ud på Pier 4”.
“Javel” svarede chaufføren og satte roligt i gang.
“Jeg skal være der klokken 23 og vil gerne være præcis”.
“Ja sir” svarede chaufføren og så på bilens ur.
“Så passer det hvis vi tager 495 under East river”.
“Det bestemmer du. Bare vi passer tiden”.
“Det gør vi sir”.
Trods det sene tidspunkt, var trafikken på Manhatten som altid tæt, men den gled dog forholdsvis uhindret. De ankom klokken 22:59 og han bad chaufføren køre langsomt ud for enden. Pier 4 var ikke oplyst og det eneste lys kom fra henholdsvis Maybach’en og et andet sæt billygter fra en SUV der allerede holdt ude på havnen. Da de var ca. 50 meter fra den anden bil, bad han chaufføren standse.
“Vent her” sagde han og steg selv ud af bilen.
Reese og hans chauffør stod foran deres bil og ventede. Reese var en lettere overvægtig midaldrende mand. Han var iført et dyrt skræddersyet jakkesæt, briller i guldstel og havde en enkelt, men påfaldende stor og gyseligt prangende guldring på sin højre pegefinger.
“Mr. Rogers formoder jeg?” sagde Reese da han kom hen til dem. Thom nikkede og svarede
“Reese?” Reese nikkede og fortsatte
“Hvad kan jeg gøre for dem?”
“Jeg har brug for at komme i kontakt med The Shadow” svarede han. Reese så undrende på ham.
“Jeg er sikker på at Max forklarede, at INGEN kommer i kontakt med The Shadow ud over mig”.
“Jeg har brug for at Shadow gør en undtagelse og er villig til at betale for det. 50.000 dollars blot for at mødes, uanset om Shadow tager opgaven eller ej”. Reese så længe på ham, hvorefter han tog fat i sin ene øreflip.
“Jacob, jeg tror Mr. Rogers har problemer med hørelsen” sagde han sarkastisk. Reese’s chauffør lo påtaget. Det var ikke tåget, men der var dog så meget dis i luften, at Thom, i sideruden på Reese’s bil, opdagede reflektionen af en grøn laser der tændtes og pegede mod hans baghoved. Han tog hurtigt et par skridt frem, så han stod lige foran Reese. Hans gæt var, at der var tale om en kraftig sniper riffel, for eksempel kaliber .338 lapua magnum, hvilket ville betyde, at et skud nu ville passere gennem hans hoved som var det smør og dræbe Reese på stedet også. Han kunne se på Reese, at hans gæt var rigtigt.
“Det er ikke så venligt at lokke mig i et baghold, blot for at komme med et forretningsforslag”. Reese så beklemt ud. Hvis hans snigskytte ikke tænkte sig om nu, ville han ryge med i skuddet. Reese’s chauffør skulle lige til at træde frem og hjælpe, da Thom hurtigt trak sin pistol og pegede på ham.
“Få styr på dine hunde Reese, ellers gør jeg!” Reese så forbistret på chaufføren og Jacob stoppede straks og løftede begge hænder.
“Kan din fisker også høre os?” spurgte Thom Reese. Reese pegede langsomt på sin lomme.
“Må jeg?” spurgte han og Thom nikkede. Reese tog en lille walkie-talkie op af lommen og sagde ind i den
“CJ, tag fingeren af aftrækkeren”. Der gik et par sekunder, så slukkede laserstrålen.
“Bed CJ om at komme herned”. Reese lystrede og efter nogle minutter kom en mand, klædt i sort kampuniform gående langsomt hen mod dem med sin Barrett 98 Bravo riffel pegende mod Thom, som havde stillet sig bag Reese med pistolen mod hans baghoved.
“Læg jeres våben på jorden og stil jer bag bilen!” Sagde Thom bestemt og pressede sin pistol hårdt mod Reese. De to mænd så på Reese, som råbte
“Gør som han siger!” Mændene adlød og stillede sig bagved deres bil.
“Læg jer ind i bagagerummet”. Mændene så vantro på ham, men gjorde så som der blev sagt. Thom trak Reese med om bag bilen, hvor han skød de to mænd og lukkede bagagerummet.
“Hvad helvede tænker du på mand!?” råbte Reese. Thom satte pistolen for panden af Reese.
“Du får nu et valg” sagde han roligt og fortsatte
“Du kan enten fortælle mig, hvor jeg finder The Shadow, hvorefter jeg lader dig gå, eller du kan nyde samme skæbne som dine to venner. Valget er dit, men det skal være nu!” Reese så skræmt på ham.
“Hvis jeg fortæller det, slår han mig ihjel!” råbte han.
“Måske, men ikke lige nu. Det gør jeg derimod”. Situationens alvor sank langsomt ind i Reese’s bevidsthed og hans ansigtsudtryk skiftede langsomt fra raseri til frygt. Han sukkede dybt.
“Jeg har aldrig mødt Shadow. Jeg mødes med hans kontakt - en kvinde der kalder sig Jennifer, på Le Pain Quotidien i Central Park. Et kedeligt sted, hvor alt er økologisk. Vi mødes fast hver den første mandag i måneden. Aftalen er, at jeg skal være der klokken 15 og er Jennifer der ikke inden de lukker klokken 16, er mødet udsat til næste måned.
"Hvordan ser hun ud?"
"Høj, blond, først i trediverne. Men du ser hende ikke. Når ikke jeg er der, vil hun gå igen". Reese så et øjeblik selvtilfreds ud, ved tanken om, at han igen havde overtaget. Thom rakte ned og flåede ringen af Reese.
"Sæt dig i bilen og kør i havnen". Reese så på ham med en blanding af forvirring og angst.
"Du sagde du ville lade mig gå!??"
"Det gør jeg også. Du skal bare hjælpe mig af med affaldet. Husk at rulle vinduet ned, ellers kan du ikke lukke døren op under vandet". Thom’s ansigt var hårdt og uforsonligt.
"Så kan du lige så godt skyde mig!" sagde Reese opgivende.
"Som du vil" svarede Thom og satte pistolen i Reese´s øje.
"NEJ!! Vent... jeg gør det. Jeg gør det". Reese besluttede sig for, at i bilen havde han dog en chance for at undslippe. Han satte sig ind og kørte bilen ud over molen. I vandet kortsluttede strømmen naturligvis og vinduerne kunne ikke rulles ned. Da bilen et par dage efter blev fisket op af havnen, var føren druknet. Thom gik tilbage til Maybach´en og satte sig ind. Chaufføren så på ham i bagspejlet.
"Ærgerligt det er så tåget. Man kan intet se." sagde han roligt. Thom smilede let og svarede
"Tilbage til hotellet".
"Ja sir".
Der ville gå 8 dage inden det blev den første mandag i måneden, så han fløj tilbage til Fort Lauderdale. Lin var ikke i båden, men der lå en seddel på bordet. ´Måtte ha lidt luft, så jeg er gået en tur. Lin´. Det var ikke det smarteste træk, men han forstod hende godt. Hun kom tilbage efter et par timer og han kunne ikke lade være med at smile af hende. Hun havde taget en af hans jakker og en cap og lignede tydeligt en der ikke ville genkendes.
"Hvad er der??" spurgte hun.
"Måske lidt mindre skæg og blå briller og lidt mere casuel look næste gang?" Hun smilede og fik røde kinder.
"Hvad fandt du ud af?" spurgte hun.
“Jeg fik et spor, men jo mindre du ved jo bedre”. Hun så lidt uforstående på ham.
“Hvad mener du?”
“Ja, hvis ikke du ved noget, kan du ikke røbe noget og dermed har du ingen værdi”.
“Ih tak!” svarede hun lidt fornærmet.
“Misforstå mig nu ikke Lin. Hvis ikke du ved noget, lader de dig måske være i fred, fordi du så ikke udgør nogen risiko”. Hun nikkede selvom hun vidste, at han kun prøvede at berolige hende.
“I næste uge skal jeg afsted igen for at følge op på sporet og så er det forhåbentligt snart overstået”. Han så hende i øjnene og strøg hende blidt på kinden. De stod længe og så på hinanden og han kunne mærke en ubestemmelig følelse vokse i maven. En ukendt og meget intens følelse. Varm og dejlig på den ene side og stor og ustyrlig på den anden.
Det gik pludselig op for ham, at beskytte Lin var vigtigere end noget andet og det var faktisk lidt angstprovokerende. Han var vant til at være i fuld kontrol. Vant til at intet overraskede ham og at ingen udfordringer var for store. I dette sekund sneg følelsen sig ind, at han ikke ville kunne overskue konsekvenserne af at fejle, af at der skete Lin noget. Han trak hende ind til sig og holdt om hende. Hun så op på ham og langsomt rakte hun sig op på tær og kyssede ham forsigtigt. Et lille fint kys, men hvilken effekt! Det gav ham et sug i maven. Hun kyssede ham igen og denne gang gengældte han kysset. Inderligt. Dybt. Lin blev slap i knæene. Som om de sidste par måneders pres pludselig blev løftet væk og hun kunne slappe af for første gang siden hun havde opdaget, hvad William Claire-Murdoch var for et menneske og var flygtet fra ham.
“Kom” hviskede hun og trak ham med ind i agterkahytten.
“Er du sikker på du vil det her Lin?” spurgte han stille. Hun så ham dybt i øjnene.
“Ja!” svarede hun overbevisende. Hun tog hans trøje af. Da hun fik øje på hans ar, standsede hun kort, men begyndte så at kærtegne dem og kysse hans bryst. Han lukkede øjnene og nød det. Så tog han hendes bluse af. Hendes små bryster strittede og hendes brystvorter afslørede, at hun allerede var ophidset. Han kærtegnede den ene og hun skælvede ved hans nænsomme berøring. Så løftede han hende op i sengen og tog langsomt hendes bukser og trusser af. Hun var ufatteligt smuk. Han tog sine egne bukser af også og lagde sig op til hende. Deres favntag var så tæt, at det føltes svært at afgøre, hvor den ene endte og den anden begyndte. Hendes arme om hans stærke ryg. Deres tungers leg. Hans hånd på hendes lænd. Hans lår mellem hendes ben presset op mod hendes køn. Han rullede op oven på hende. Deres bevægelser blev synkrone, rytmiske. Deres vejrtrækning hurtigere og mere overfladisk. Hun slog benene om ham, og han pressede sig op i hende. Hun gispede af lyst. Det var på samme tid smukt og vidunderligt og hedt og intenst. Han stødte i bund igen og igen. Hun kradsede ham på ryggen. Stønnede højt og klemte med sin våde varme fisse om hans stive pik i små ryk hver gang hun kom.
“Nu kommer jeg snart.” hviskede han og kunne mærke at det var lige op over.
“Vent!” svarede hun og fortsatte
“Jeg vil sidde på dig, så jeg kan se dit ansigt”. De rullede om så han lå på ryggen og hun satte sig op og hvilede sine hænder på hans bryst. Hun begyndte ligeså stille at køre frem og tilbage, så hendes klit gned mod ham, mens han var helt oppe i hende. De så hinanden dybt i øjnene.
“Nu... nu må du.” sagde hun og skælvede i den smukkeste orgasme, der igen klemte om hans pik. Blot få sekunder gik der, så mærkede han hvordan det sprøjtede op i hende. Det sitrede i hele hans krop og de små rytmiske stød blev bare ved og ved. Hun faldt sammen over ham og de faldt i søvn.
Senere på natten vågnede han og lå længe og så på hende mens hun sov. Han var helt tydeligt forelsket, men det er jo blot kemi i hjernen, hvad der var mere usædvanligt var, at tanken om at dele resten af livet med Lin, hverken var skrammende, fjern eller kejtet, den var derimod indlysende og naturlig. Det var nyt for ham. Han lagde sig i ske med hende og hendes små suk, tilkendegav inde fra drømmeland, at hun nød det. Så faldt han i søvn igen.
Erotiske noveller skrevet af Sue Ku-Rads and Tom SenerHistorien er rettet af iLeed