Mission Kinshasa
Kapitel 1
Det var første gang i lang tid, at Sofie havde tid til sig selv.
Hun sad i et af forsvarets Airbus A330, på vej mod Kinshasa.
Delegationen var lille. Udenrigsministeren, to presserådgivere, departementschefen – hendes chef – og Sofie selv. Derudover fire tavse mænd fra PET.
For seks måneder siden var hun blevet færdig som cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. 25 år gammel.
Det hele var gået hurtigt. Studium, studiejob i Udenrigsministeriet, fastansættelse. Hun havde ikke tvivlet. Ikke tøvet. Det her var det, hun kunne.
Hun lænede sig tilbage i sædet og lukkede øjnene et øjeblik.
Mathias dukkede op. Sommeren, hvor de havde mødt hinanden. Lejligheden på Nørrebro. Den stille rytme af et liv, der havde formet sig uden de store overvejelser. Det havde føltes rigtigt. Stadig rigtigt.
Hun åbnede øjnene igen.
For to uger siden var hun blevet spurgt, om hun ville med på delegationen til Congo. Hun havde sagt ja uden at tøve. Det var en chance. Og hun vidste, at hun var klar.
Flyet begyndte langsomt sin nedstigning.
Efter næsten ti timer i luften landede de i N’djili International Airport. Varmen slog imod dem, så snart døren blev åbnet.
På landingsbanen stod den danske ambassadør sammen med to repræsentanter fra de congolesiske myndigheder.
”Velkommen til Kinshasa.”
Ambassadøren, en stor, firskåren mand, gav hånd til udenrigsministeren og nikkede kort til resten af følget.
”Her er varmt og fugtigt i januar. I skal nok forvente regn.”
Han lo kort og viste dem videre mod bilerne. Kort efter sad Sofie på bagsædet med udsigt til en by, der gled forbi i mørke og lys, støj og bevægelse.
Hun sagde ikke noget.
Sofie lå på sengen. AC-anlægget kørte på maksimum. Kulden lå tung i rummet.
På det lille bord stod hendes computer. Mapper, noter, sirligt lagt frem. Hun havde stillet det hele op, så snart hun var kommet ind. Hun blev liggende et øjeblik. Så rakte hun ud og slukkede anlægget. Stilheden. Varmen, der langsomt vendte tilbage.
Hun lukkede øjnene.
Kapitel 2
De første dage forsvandt i møder. Ministerier. NGO’er. Projekter finansieret fra Danmark. Lange samtaler i varme lokaler, hvor ventilatorer snurrede uden rigtigt at køle noget ned.
Sofie fulgte med. Tog noter. Nikkede de rigtige steder. Hun havde ikke meget at lave endnu.
Det overraskede hende. Hun var vant til at bidrage. Vant til at forstå, hvor hun skulle sætte ind. Her gled hun med, som en del af noget større, hun endnu ikke helt kunne aflæse.
Det mest interessante var, da de mødte et dansk ægtepar der boede i landet og hjalp lokale fodboldklubber med tøj og udstyr fra Danmark. De havde netop ansat Karen, som Sofie perifert kendte fra studietiden. Karen tog sig af alt fra hjemmeside og kommunikation, til aflevering af fodboldstøvler i klubberne og logistikopgaverne i forbindelse med at få materiale fra Danmark til Congo. Karen fortalte levende om Congo og Kinshasa til Sofie. Det lød som et meget spændende og anderledes job. Karen følte sig hjemme i Congo, Sofie følte sig som en gæst.
På tredjedagen skulle de møde repræsentanter for den congolesiske regering. Mødelokalet var køligt. Bordet langt. Vandflasker stillet sirligt foran hver plads. Fra dansk side: udenrigsministeren, departementschefen og Sofie. På den anden side sad de allerede. Tolv mænd. Mørke jakkesæt. Rolige ansigter. Blikke, der registrerede alt. De rejste sig, da danskerne trådte ind.
Håndtryk. Navne. Titler. Sofie fulgte med, præsenterede sig, satte sig.
Hun mærkede det velkendte fokus falde på plads. Så lagde hun mærke til ham.
Han sad længere nede ad bordet. Yngre end de andre. Høj, slank. Afslappet på en måde, der skilte sig ud. Da det blev hans tur, lænede han sig en anelse frem.
“My name is Jean-Baptiste Ilunga. I’m secretary to the foreign minister. It is a pleasure to meet you all.”
Hans stemme var rolig. Præcis. Han så direkte på hende. Ikke længe. Bare længe nok. Noget i hende reagerede, før hun nåede at tænke. Hun vendte blikket mod sine papirer.
Dagen igennem var Jean-Baptiste overalt. Professionel. Rolig. Med en lethed, der fik tingene til at glide. Sofie opdagede, at hun holdt øje med ham i pauserne. Uden rigtigt at ville det. Han var aldrig ledig. Hver gang hun bevægede sig i hans retning, blev han kaldt væk. Hun nåede ikke at sige et ord til ham. Eftermiddagsmødet trak ud. Da det endelig sluttede, blev der sat mad frem. Sandwich. Vand. Kaffe. Sofie rejste sig. Hun havde brug for luft.
Hun fandt en dør ud mod en lille gårdhave. Beton. Et par træer i krukker. Den fugtige varme slog imod hende. Hun trak vejret dybt.
Skridt bag hende.
“Du fandt mit hemmelige sted.”
Hun vendte sig.
Jean-Baptiste stod i døråbningen. Med en sandwich i hånden. Et skævt smil.
“Gjorde jeg?” sagde hun.
“Jeg deler det kun med udvalgte gæster.”
Hun lo.
“Så er jeg beæret.”
Et kort øjeblik stod de bare og så på hinanden.
“Hvor kommer du fra?” spurgte hun.
Han pegede tilbage mod døren.
“Derinde fra.”
Hun slog let ud efter hans arm.
“Seriøst.”
Han lo lavt.
“Kinshasa. Men min familie er fra Kasai.”
Han sagde det uden at gøre noget ud af det.
“Vi flyttede hertil, da jeg var barn. Mine forældre satsede alt på, at jeg kunne få en uddannelse.”
Et lille skuldertræk.
“Det lykkedes.”
Der var ikke bitterhed i hans stemme. Bare konstatering. Hun så på ham lidt længere nu.
“Vi er de eneste unge her,” sagde han så.
Hun smilede.
“Det har jeg også lagt mærke til.”
Han tøvede et øjeblik.
“Jeg tænkte… at du måske ville se lidt mere af byen. Noget andet end møderum.”
En pause.
“I aften.”
Hun så på ham.
“Hvornår?”
“Jeg henter dig på hotellet.”
Kapitel 3
Sofie lukkede døren til sit hotelværelse og svingede ned ad gangen. Hun havde lige nået et hurtigt bad og skiftet til jeans og en hvid T-shirt. Hun stødte næsten ind i den blonde kvinde der var på vej ind i værelset ved siden af.
”Karen?” sagde Sofie overrasket.
”Guud, hej Sofie. Jeg vidste ikke du boede her.” Karen lo til hende. ”Jeg har boet her siden jeg kom for 2 måneder siden. Vi fik en god pris på værelset.”
De krammede kort hinanden og Sofie begav sig mod lobbyen.
Jean-Baptiste var ikke kommet endnu. To mænd stod i den anden ende af lobbyen. De talte om hende. Det var tydeligt. Den ene lavede en fagte mod sig selv. Kom her. De lo, da Sofie stille rystede på hovedet.
”Bókanga monoko.”
Jean-Baptiste kom gående med hurtige, beslutsomme skridt. Han talte roligt, men bestemt til mændene. Sofie forstod ikke ordene, men hun forstod tonen.
Mændene gik.
Jean-Baptiste vendte sig mod hende. Hans ansigt ændrede sig. Fra streng til blød.
”Beklager,” sagde han. ”Det skulle ikke være sådan.”
Så gik han et skridt tættere på hende. Uden tøven lænede han sig ind og kyssede hende let på kinden. Hans hånd lagde sig kort på hendes ryg. Sofie stivnede et øjeblik. Hun mærkede varmen fra hans hud, og en duft hun ikke kendte — støv, sæbe, noget svagt krydret, som ikke hørte til i hendes verden. Så trak han sig tilbage.
Hun lod et sekund gå, før hun smilede og gengældte gestussen med en let omfavnelse, lidt mere usikker end hans.
”Hvad sagde de om mig?” Sofie trak sig væk og kiggede på Jean-Baptiste.
”Ikke noget jeg vil gentage - kom, lad os gå ud i byen”
Han tog hendes hånd og trak hende ud af den kølige lobby og ud i den varme, fugtige nat.
De gik. Gaderne summede. Han viste hende et marked, en flod, en bar med plastikstole og kolde øl. Han fortalte om byen, om sin mor, om en sang, der spillede i radioen, da han var barn.
Sofie hørte efter. Og så noget andet. Hun opdagede, at hun nynnede med på en sang, hun ikke kendte. De gik forbi en mand, der solgte stegte bananer. Han købte to. Gav hende den ene. Hans fingre strejfede hendes.
Vinden fik hendes lange, lyse hår til at blæse ind over ansigtet. Han løftede hånden og strøg det til side. Meget langsomt.
Hans blik faldt på hendes bryst. Kort. Så væk.
Hun mærkede stoffet mod sine brystvorter. Han havde set det.
”Tak,” sagde hun.
Han svarede ikke. Bare så på hende.
De satte sig på en mur. Floden lå mørk foran dem. Han pegede ud i mørket og sagde noget på lingala. Hun spurgte, hvad det betød.
”Det betyder, at vandet husker.”
Hun lo. Han lo ikke. Han kiggede på hendes arme. Hendes skuldre. Den måde, hendes T-shirt sad stramt over brystet.
En bil kørte forbi med høj musik. Hun mærkede hans lår mod sit. Flyttede sig ikke.
De gik tilbage gennem gaderne. Hans hånd fandt hendes. Hun holdt fast.
Hotellet lyste hvidt i mørket. Han tog begge hendes hænder i sine.
”Sofie,” sagde han.
Hun vendte sig mod ham. Han så på hende. Længe.
”Det har været en skøn aften. Jeg har nydt at vise dig min by.”
Hun mærkede sin puls i halsen.
Hun tænkte på Mathias. Hans ansigt, da hun sagde farvel. Det var kun få dage siden. Det føltes som måneder.
”Jeg har nydt at se din by. Du har været en dejlig guide,” sagde hun.
Han lænede sig ind, kyssede først hendes højre, så venstre, kind. Han slap hendes hænder og begav sig afsted i mørket. Sofie gik mod lyset, mod hotellet, mod det normale og det trygge.
Kapitel 4
Sofie lå i sengen. Aftenen gentog sig. Tankerne kørte i ring. Kredsede om ham. Om hans hånd i hendes. Om hans mund mod sin kind.
Hun havde opført sig uprofessionelt. Det var ikke sådan, hun burde gøre. Hun var her som repræsentant for Danmark.
Hun kunne høre stemmer og latter fra naboværelset. Karens stemme. Ordene var svære at tyde. Den anden stemme var dyb. Maskulin.
Hun tænkte på Mathias, ham derhjemme. Hun havde holdt en anden mand i hånden.
Så hørte hun det. Et støn. Lavt. Fra væggen ved siden af. Karens værelse. Et nyt støn. Dybere. En mands stemme. Den samme dybe stemme.
Sofie frøs. Lyttede.
Sengen bankede mod væggen. Ikke hårdt. Bare regelmæssigt. En rytme.
Sofie mærkede varmen i sin mave. Hun lagde en hånd på sit lår. Tænkte på Mathias. Hans hænder. Hans mund.
Karen stønnede højere. Manden sagde et ord. Lingala. Samme sprog som Jean-Baptiste.
”Knep mig...knep mig med din store pik.”
Sofie hørte Karen råbe højt. På dansk.
“t’es belle…Kitoko….t’es belle…”
Den dybe stemme svarede, ord Sofie ikke forstod, men meningen var klar.
Sofie stoppede. Hånden på sit lår. Hendes åndedræt var hurtigere.
Hun tænkte på Jean-Baptiste. Hans hånd i hendes. Hans mund mod sin kind. Hans øjne, der så på hende.
Karen skreg igen. Langt. Åbent.
Manden stønnede med. Sengen bankede hårdere. Hurtigere.
Sofie rørte ved sig selv. Gennem stoffet. Bare for at mærke. Hendes egen varme.
Sofie stak hånden ned i trusserne. Hendes fingre var våde. Hun mærkede sig selv. Åbnede sig. Cirklede rundt. Karen råbte noget. Utydeligt. Et ord. Et navn. Manden svarede på lingala. Hans stemme var hæs. Presset.
Sofie førte en finger ind i sig. Så to. Hun bevægede dem i takt med sengen.
Karen skreg højere. Manden stønnede. Noget faldt på gulvet. Et glas. En lampe. Ligeglad.
Sofie tænkte på Jean-Baptiste. Hans hænder på hendes hofter. Hans pik. Stor. Mørk. Inde i hende.
Hun pressede hånden hårdere mod sig selv. Cirklede hurtigere.
Karen kom. Det kunne man høre. Et skrig der blev til en hulken. Manden stønnede med. Pumpede. Brølede, “Nazo koya … Nazo koya” igen og igen.
Så ingenting.
Sofie stoppede også. Hånden slap. Hun lå stille. Hendes åndedræt fyldte rummet.
Så begyndte det igen. Karens støn. Lavt. Træt. Manden sagte ord. Roligere nu. Men ikke færdige.
Karens støn var lavere nu. Trættere. Mandens åndedræt tungt. Han sagde noget blidt. Hun svarede med et lille suk. De var ikke færdige. De havde været i gang i en evighed.
Sofie lukkede øjnene. Hendes fingre blev ved. Cirklede. Trykkede. Hun tænkte på Jean-Baptistes hænder. Hans mund. Hans pik. Så stor. Så fremmed. Hun ville have den.
Karen stønnede igen. Længere denne gang. Manden mumlede noget på lingala. Det lød som en bøn.
Sofie mærkede det bygge sig op. Langsomt. Dybt inde. Hendes krop spændte. Hun pressede hånden hårdere mod sig selv. Cirklede hurtigere. Karen skreg lavt. Manden stønnede med. En sidste gang. Så tavshed.
Sofie kom. Hendes krop rystede i få korte stød. Hun bed sig i læben for ikke at larme. Hånden slappede. Hun lå stille. Hendes åndedræt langsomt tilbage til ro.
Fra naboværelset hørte hun vandet blive tændt. En bruser. Karen lo. Manden lo med.
Sofie lå i mørket. Alene. Våd mellem benene. Hun tænkte på Jean-Baptiste.
Erotiske noveller skrevet af Emma2002Historien er rettet af Emma2002