En råkold oktoberaften sad Morten allerede i den slidte, mørkegrå sofa, da nøglehullet i entreen gav fra sig en skurrende lyd og døren blev slået op med mere kraft, end han brød sig om. Kulden fra trappeopgangen trak et skarpt sug gennem gangen, før den blev afskåret igen, og i det gule, matte lys fra loftlampen så han først en ung, tynd ankel i en hvid sneakers, der stødte lidt mod dørkarmen, og derefter resten af sin attenårige Anne vakle ind med et overstadigt fnis. Vinterjakken af tynd, lyseblå nylon var kun halv Lynet, hætten dinglede bag ryggen, og den korte, blomstret kjole nedenunder stak så langt frem, at han uden problemer kunne se hele den korte nederdel under jakken, stoffet så tyndt og let, at det lagde sig glat ind mod hendes lår og hofter. Han så, hvordan hendes bare ben var rødmende kolde, huden prikket let, mens hun skubbede sneakers af med hælen midt på gulvet uden at bøje sig ordentligt ned. “Haaaj,” grinede hun med en lys, begejstret, let sløret stemme, mens hun smed jakken på knagen i et upræcist kast og lod hånden glide over væggen for at finde balancen. Morten lod blikket glide fra hendes unge profil, det lyse hår der væltede ud over skuldrene, ned langs den blomstrede kjole, som var skåret langt mere piget og kort, end han brød sig om, og han kunne mærke, hvordan aldersforskellen plantede sig tungt i brystet. “Du er sent på den,” brummede han med dæmpet, rolig tone, mens han rejste sig for at møde hende i døren og samtidig vurderede, hvor fuld hun egentlig var.
Anne trådte ind i stuen med en næsten hoppende, dansende bevægelse, som om hun stadig havde musikken fra baren rungende inde i kroppen, og hun lod fingrene gribe fat i dørkarmen, mens hun lænede sig frem og så sig omkring. Kjolen var tydeligt et ungpigekøb, tænkte Morten, sådan som blomstermønstret snoede sig i små, naive blå og rosa blomster over det cremefarvede stof, og som den var skåret med en høj, indsnøret talje og en kort, rundet nederdel, der sluttede godt oppe midt på låret. Udskæringen fortil var dybere end han brød sig om, den rundede ned i et blødt U, og når hun trak skulderbladene en anelse tilbage, gled kanten ned og afslørede en smal stribe af øverste barm. Under udskæringen anede han den matte, hvide kant af hendes BH, en ungpigebh i glat bomuld med en smal blondekant, der lå lige i niveau med den første, spæde runding af hendes små bryster. Hver gang hun trak vejret hurtigt, skubbede barmen let mod stoffet, og kjolens tynde materiale slog små, flagrende skygger hen over de to små toppe, som pressede sig op fra skålene. “Det er for koldt til sådan noget tøj,” konstaterede han tørt, stemmen mere fjern end formanende, mens han lod hænderne hvile i lommerne for ikke at rette på hende.
Anne fnisede med en høj, jubelglad lyd, der fyldte stuen, og hun tog et par skridt ind over det blanke trægulv, inden hun uforvarende stødte tåen mod kanten af tæppet og svajede faretruende. Håret, tykt og lysblondt, slog ud omkring hendes ansigt og ned over skuldrene i løse bølger, og den ene BH-strop gled synligt frem under kjolens lidt for brede halsudskæring. “Slap af, far, jeg har det så godt,” gispede hun muntert, stemmen lys og overbevist, mens hun greb fat i hans underarm for ikke at miste balancen. Hendes hånd var kølig og lille mod hans hud, og han mærkede et kort, hårdt ryk i maven ved følelsen af hendes vægt, der lænede sig ind til ham. Blikket trak sig uvilkårligt ned mod hendes bryst, hvor kjolen var gledet en smule til siden, og hvor BH’en nu tydeligere tegnede sig under stoffet. Den hvide bomuldsbh havde små, diskrete sømme hen over skålene og en smal, blød blondekant, der buede op over den øverste runding af hver lille barm. Brysterne strittede let fremad, små, faste pyramideformer der fyldte skålene ud, uden at have nogen tyngde, og areolaernes mørkere skygge pressede sig let mod stoffet, så man kunne ane de markante brystvorter som to små, spændte forhøjninger midt i det hele. “Se, jeg kan godt gå lige,” forklarede hun med et grinende, fornøjet tonefald, mens hun slap hans arm, lagde hånden på sit bryst og pressede kjolens stof mod BH’en, så konturen af de små bryster blev endnu tydeligere under bomulden.
Morten lod et tungt åndedrag sive ud gennem næsen og vendte sig halvt bort, mens han guidede hende hen mod sofaen med en hånd i luften i stedet for på hendes krop. Radiatoren under vinduet udsendte en tør, summende varme, der blandede sig med duften af gammel røg i stofbetrækket og en svag rest af hans aftenkaffe, og den gule standerlampe i hjørnet kastede et blødt, gyldent skær hen over Annes bare ben, da hun sank ned på kanten af sofaen. Kjolen gled op langs lårene, stoffet trak sig tæt ind mod hendes hud, og han så, hvordan fnuller fra tæppet satte sig i den tynde bomuld. “Du drikker for meget,” sagde han med rolig, men distanceret stemme, mens han blev stående et par skridt fra sofaen, hænderne stadig i lommerne. “Hvor megegt blev det til i aften?” Anne kastede hovedet tilbage, lo højt og ubekymret, og hendes øjne glimtede vådt i lampelyset. “Bare… nok til at ha´ det sjovt, far,” sukkede hun dramatisk, stemmen en blanding af drilsk og fnisende, inden hun drejede hovedet og kiggede direkte på ham. “Og fyrene gider jo kun Kamillas store patter,” tilføjede hun, denne gang med et lille, skævt smil, der kort blinkede mod hans mundvige.
Hun rettede sig halvt op på sofaen, satte fødderne mere fast i gulvet og lod den ene hånd glide langs kjolens brystparti, hvor hun tog fat ved udskæringen og trak lidt ned, som om stoffet generede hende. Den bevægelse fik udskæringen til at åbne sig mere, og bomuldsbh’en kom længere til syne, den hvide kant nu tydeligt over hele øverste runding af brysterne. De små bryster løftede sig mod skålene, hver barm formet i en stram, glat pyramide, der stod højt på hendes smalle brystkasse, og brystvorternes markante, mørkere masse pressede bomulden stramt ud foran. Areolaerne, store i forhold til brystets størrelse, tegnede sig som tydelige, hævede cirkler under det lyse stof, næppe skjult af den tynde BH, og han kunne se, hvordan den ru tekstur fik bomulden til at ligge en anelse ujævnt netop dér. “Den her kjole er åndssvag,” mumlede hun klagende, men stadig grinende, og hun trak med fingrene i halsudskæringen, så BH-stropperne gled længere frem på skuldrene.
Morten rettede ryggen en smule, som om hun havde sagt noget, der trådte over en usynlig linje, og han brummede med lav, fast stemme, mens han søgte øjenkontakt frem for at lade sig hænge fast i synet af hendes barm. “Du behøver ikke tale sådan,” sagde han, tonen rolig men kølig, “og du behøver ikke vise noget frem for nogen for at være værd at se på.” Han lod blikket falde mod hendes ansigt, de rødmende kinder, fregnerne, der stod tydeligt hen over næsen. “Du var ikke klædt sådan på, da jeg kørte dig hjemmefra,” tilføjede han mere tørt, mens han satte sig forsigtigt for enden af sofaen, så der var tydelig afstand mellem dem. Anne drejede sig med det samme ind mod ham, lod lårene glide op mod hans lår, så stoffet fra kjolen spændtes mellem dem, og hun fnisede lavt, da hun så, han stadig holdt en halv armslængdes afstand. “Ej, du er så gammeldags,” sagde hun drilsk, stemmen fyldt af ung trods.
Anne vred sig længere op i sofaen, så hun næsten lå på tværs, og lænede skulderen mod hans overarm, mens hun lod hælen glide langs sofapuden i små, urolige bevægelser. Lampelyset faldt nu direkte ned over den ene side af hendes ansigt og ned over den frie skulder, hvor kjolestroppen var halvt gledet af, og den hvide BH-strop nu var den eneste, der holdt på noget. Håret spredte sig i tykke, lyse bølger hen over hans underarm, og han kunne mærke den fugtige varme fra hendes ånde, da hun drejede sig endnu tættere på. “Jeg kan godt li at de kigger efter mig,” hviskede hun med en kælen, lidt sløret stemme, mens hendes fingerspidser kælede over den brystkasse, hun selv lige har klaget over. Hun fnisede, en lille skinger lyd af overstadig selvtillid, og pressede overkroppen mere ind mod hans side, så det ene lille bryst gled tydeligere mod hans overarm gennem kjolen og BH’en.
“Anne,” sagde han lavmælt, denne gang mere hårdt i tonen, og han løftede en hånd, ikke for at trække hende tættere, men for at skubbe en tot hår væk fra hendes ansigt, så han kunne se hende ordentligt. “Du er fuld, og du er træt, og du skal i seng,” forklarede han med fast, men rolig stemme, og han holdt blikket på hendes øjne, ikke på det stof, der hele tiden gled. “Fyrene i byen skal nok kigge, det er sådan de er, men du har ikke brug for deres blik for at vide, hvem du er.” Han så, hvordan hendes smil vaklede et kort øjeblik, før hun igen trak masken af fnisende ubekymrethed ned over ansigtet, og han mærkede et stød af noget, der mindede om sorg under den tætte, varme luft fra radiatoren.
Anne lod sig ikke falde til ro, men rullede om på knæ på sofaen, så hun kom til at stå over ham, mens hun støttede hænderne på ryglænet bag hans hoved. Hendes kjole trak sig højt op, næsten til hoftekammen, og han så i det varme, gule lys de glatte, blege lår, der nu var fuldt blotlagt op til kanten af det hvide bomuldsstof, som strammede en anelse om hendes hofter. Han kunne skimte linjen af hendes trussekant gennem kjolen, en tynd, lys elastik, der lå stramt mod huden, og under stoffet anede han en svag, trekantet mørkere skygge, der fortalte ham, hvor hendes skød lå skjult bag bomulden. “Jeg går i seng nu,” erklærede hun med en grinende, sejrrig tone, som om det var hende, der gav ham lov, ikke omvendt, og hun knejsede med nakken, mens hun så ned på ham. “Men kun fordi jeg gide være her mere.”
Hun vendte sig om på hælen, trådte ned fra sofaen med en lille vaklende bevægelse, og gik hen mod døråbningen til gangen, mens hofterne svingede for meget i forhold til, hvad der var nødvendigt. Kjolen klæbede til hendes bagdel, stoffet trak sig stramt omkring de små, faste baller, og i lampelyset tegnede synet en skarp, ung linje, der skar tværs gennem hans bevidsthed. “Godnat, far,” råbte hun med en lys, overstadig stemme over skulderen, inden hun nåede dørkarmen, og hun sendte ham et skævt, udfordrende smil, som ikke tilhørte noget barn, han kendte fra før. Han løftede hånden en anelse, en gestus, der hverken blev til et vink eller et forbud, og han så, hvordan hun forsvandt ud i gangen, sneakers og jakke liggende i et rodet spor efter sig, mens hendes fnisen stadig lå som små glitrende bobler i luften. Stuen sank tilbage i en tungere stilhed, kun brudt af radiatorens svage susen og lyden af hans eget åndedræt, og han stod et øjeblik og stirrede mod den tomme døråbning, mens han forsøgte at presse sin rolle som omsorgsfuld far hårdt ind foran alt det, han lige havde set.
Erotiske noveller skrevet af MrJay