Kapitel 1 – Anna
Hun stod foran døren til Room 7 med nøglebrikken i hånden. Den var glat mod hendes hud, næsten for moderne til de slidte omgivelser. Træværket omkring døren var ridset af årtiers kufferter, og et falmet skilt med håndskrevet tusch bekendtgjorde: Mixed dormitory.
42 år gammel, mor til to, og hun skulle nu træde ind til seks fremmede. Hun trak vejret dybt. Hun kunne mærke, at hun var lidt rød i kinderne, næsten genert. Men hun trykkede brikken mod låsen, der klikkede grønt, og døren åbnede sig.
Indenfor stod sengene på rad, fire køjesenge, otte sovepladser, men kun syv skulle fyldes. På den nederste køje ved vinduet sad en mand med en bog. Gråt skæg, velplejet, rank ryg. Han så op, da hun trådte ind, og nikkede kort.
“Velkommen,” sagde han på tysk accent.
“Tak,” svarede hun, tøvende, og trak sin kuffert efter sig.
Hun stod et øjeblik og overvejede, hvor hun skulle slå sig ned. Øverst? Nej, hun hadede tanken om at kravle op og ned om natten. For tæt på døren? Nej, dér blev man vækket, hver gang nogen gik ud. Hun valgte køjen i midten af rummet, nederst, som et kompromis. Ikke udsat, ikke gemt væk. Hun satte sig forsigtigt, testede madrassen, der knirkede under hendes vægt, og åbnede sin kuffert.
Hun pakkede langsomt. Lagde bogen på hylden, foldede en trøje sammen, selvom hun vidste, den snart ville blive krøllet igen. Hun kunne mærke hans blik – kort, undersøgende – men han vendte hurtigt tilbage til sin bog.
“Ferietur?” spurgte han, efter en pause.
“En slags,” sagde hun, uden at se op. “Jeg havde bare brug for at komme væk.”
Han nikkede langsomt, som om hun havde sagt mere, end hun egentlig havde.
“Michael,” sagde han, og rakte hånden ud.
“Anna.” Hun tog imod, og hans hånd var overraskende varm, fastere end hun havde ventet. Hun slap hurtigt, næsten for hurtigt.
Døren gik op, og en kvinde trådte ind. Lys i huden, laptop under armen, et bredt smil.
“Hej! Jeg hedder Sofie,” sagde hun på norsk, som om hun allerede kendte dem. Hun valgte øverste køje overfor Anna, kastede tasken op og kravlede halvvejs op, mens hun talte løs om konferencer og sightseeing.
Kort efter kom endnu en: en kvinde i løs sommerkjole, bare fødder, yogamåtte på ryggen. Hun satte sig i skrædderstilling på en ledig seng, lukkede øjnene et øjeblik og trak vejret, som om hun med det samme ville rense rummet for fremmedhed.
“Jeg er Leila,” sagde hun. “Det er så godt at møde jer.”
Anna følte sig pludselig mere bevidst om sig selv – hendes lidt for pæne bukser, hendes trøje, der lugtede svagt af tog. De andre virkede så… hjemme i deres egne kroppe.
Så smækkede døren op, og Jonas væltede ind. Solbrændt, grinende, kamera dinglende fra halsen, poser i begge hænder. Han smed sig på en seng uden at spørge, åbnede en øl fra plasticposen og spurgte:
“Nogen der ved, hvor man kan få flere af de her til en pris, jeg har råd til?”
Anna grinede, før hun kunne stoppe sig selv. Hans energi var næsten barnlig, men også smittende.
Hen mod aftenen kom David, stille, 45 år, med et blik som en mand, der bar for meget bag øjnene. Han tog en øverste seng i hjørnet og sagde ikke meget. Til sidst Clara. 55 år, i farverig kjole og med smykker, der klirrede svagt. Hendes stemme var dyb og melodisk:
“Clara. Fra Spanien.”
Nu var de fuldtallige. Værelse 7.
De sad der et stykke tid. Pakkede ud, småsnakkede, fandt plads i rummet. Jonas viste billeder på sit kamera. Sofie skrev mails, men kiggede hele tiden ned på de andre. Leila sad med lukkede øjne, som om hun mediterede. Michael læste. Clara foldede sin kjole ud og hængte den på sengegavlen.
Anna sad med sin bog i hånden, men hun læste ikke. Hun betragtede de andre, prøvede at placere dem. Hun mærkede noget under huden – en sitren, en fornemmelse af at være midt i noget, der kunne blive til mere, end hun havde forestillet sig, da hun steg på toget i Odense.
Så sagde Jonas: “Skal vi ikke gå ned i fællesstuen? Drikke en øl, spille et spil? Vi kan jo ikke bare sidde her og glo på hinanden.”
Anna tøvede. Hun havde lyst til at sige, hun var træt. At hun bare ville sove. Men i stedet hørte hun sig selv svare:
“Ja… det kunne være hyggeligt.”
Hun rejste sig, tog sin jakke, og fulgte med de seks andre ud ad døren. Ned ad de smalle trapper. Gangen summede af stemmer, musik fra fællesstuen.
Og hun mærkede det: en næsten elektrisk spænding i luften. Noget, der ventede på at ske.
Kapitel 2 – Michael
Han havde egentlig forestillet sig en stille aften. En bog, måske et glas vin alene, og så i seng. Det var dét, der føltes rigtigt for en mand på hans alder. Ikke at sidde på gulvet i en fællesstue med øl i hånden, mens unge backpackere lo rundt om ham. Og alligevel – her var han.
De syv fra værelse 7 havde fulgtes ad ned ad trapperne. Han havde holdt sig lidt bagved, som han altid gjorde. Han kunne lide at observere, iagttage. Han så Anna foran sig, den danske kvinde, der havde sat sig på sengen midt i rummet. Hun havde virket nervøs, men hendes smil, da Jonas spurgte efter øl, var blevet hængende i hans hoved. Et smil, der var kommet uventet, næsten som en sprække i en facade.
Fællesstuen var fyldt af lys og stemmer. Et langt træbord med halvfyldte glas, en sofa med slidte puder, plakater på væggene om byvandringer og karaoke. De satte sig i en klynge – ikke ved siden af de andre gæster, men tæt omkring et lille bord i hjørnet.
Jonas købte en runde øl i baren, og flaskerne duggede på bordet, da han satte dem ned. Michael tog en slurk, selvom han egentlig havde svoret, at han ville holde sig til vand. Smagen var bitter, men gjorde godt.
Han så rundt.
Anna sad med skuldrene lidt trukket op, som om hun stadig prøvede at finde sin plads. Sofie sad allerede fremoverbøjet, talte gestikulerende med Leila, der nikkede langsomt, som om hun forstod alt. Jonas lænede sig tilbage med et grin, mens David sad tavs, øjnene vandrende. Clara, den ældste, havde lagt sin farverige sjal over stoleryggen og så sig omkring, som om hun betragtede en scene, hun snart ville træde ind på.
Han mærkede noget, han ikke havde forventet: en varme, en uro i kroppen. Han burde ikke føle det. Ikke her. Ikke nu. Ikke når han havde en kone derhjemme, som troede, han var i Danmark på forretningsrejse.
Men stemningen smittede. Jonas slog i bordet af grin, Sofie fortalte en historie om en mislykket præsentation, Anna lo pludselig højt – en klar, ren lyd – og Michael mærkede den vibrere i brystet.
Han tog endnu en slurk af øllen. Han sagde ikke meget, men hans blik gled fra ansigt til ansigt. Han mærkede, hvordan spændingen voksede mellem dem, uden at nogen sagde det højt. Det lå i de små ting: Sofies hånd, der strejfede Leilas arm. Jonas’ blik, der dvælede lidt for længe på Anna. Claras måde at læne sig ind mod David, som om hun kunne mærke hans tyngde.
Michael vendte sig mod sin bog i tankerne, mod den mand, han plejede at være – ordnet, rationel, loyal. Men alt i rummet trak ham væk fra det. Alt i disse mennesker mindede ham om noget, han havde mistet: spontaniteten, legens lethed, følelsen af at kunne gøre noget, bare fordi man havde lyst.
Da Jonas efter et par øl foreslog, at de skulle finde et spil, mærkede Michael, hvordan hele gruppen vågnede på en ny måde. Sofie klappede i hænderne, Leila nikkede ivrigt.
“Flaskehalsen?” foreslog Jonas med et skævt grin.
Michael smilede svagt. Han kendte spillet, men det føltes absurd. Han var 51 år, gift mand, og sad nu i et hostel i København, på kanten af et spil, der kunne føre… ja, hvorhen?
Han burde sige nej. Han burde trække sig.
Men da han så Anna læne sig frem, hendes blik både tøvende og nysgerrigt, vidste han, at han ikke ville gå nogen steder
Kapitel 3 – Sofie
Hun elskede den her følelse: at være på kanten af noget.
Fællesstuen summede, men alt hun mærkede var cirklen omkring bordet, de syv fra værelse 7. Det føltes allerede som en sær lille gruppe, en tilfældig flok, men med en energi, hun ikke kunne huske at have følt på en konference, til middag med kolleger eller nogen anden “ordentlig” sammenkomst.
Da Jonas trak flasken frem, spredte latteren sig. “Kom nu, vi spiller. Hvorfor ikke?”
Hun vidste godt, hvor den leg kunne ende, og måske var det netop derfor, hendes hjerte slog en anelse hurtigere.
Flasken snurrede første gang. Michael – den tyske mand – måtte kysse Anna. Sofie så det ske, så den måde Anna trak sig først, men så blev hængende i kysset en brøkdel for længe. Hun mærkede en varme i maven, uventet.
Hun tog en slurk af sin øl. Da flasken snurrede igen og pegede på hende, mærkede hun et sug i brystet.
“Så…?” sagde Jonas og hævede øjenbrynene.
Den pegede på Leila.
Sofie grinede, men lænede sig frem uden tøven. Leilas øjne mødte hendes, rolige, som om hun havde ventet det. Deres læber mødtes – først let, næsten drillende, men Leila lod kysset vare, en hånd strejfede Sofies knæ, og et gys løb igennem hende.
Da hun trak sig, var hun varm i kinderne. Hun kunne mærke de andres blikke.
Spillet fortsatte. Kys på halsen. En hånd, der skulle hvile på et lår i ti sekunder. Hvert grin blev lavere, hver berøring tungere. Luften i rummet ændrede sig.
Da det igen blev hendes tur, og flasken pegede på Jonas, var latteren ikke længere uskyldig.
“Konsekvens,” sagde Sofie, uden at vente på tilbuddet om at vælge.
Jonas’ smil bredte sig. “Okay… så skal du sætte dig på mit skød og kysse mig, indtil nogen stopper dig.”
Hun mærkede det sug igen – men i stedet for at sige nej, rejste hun sig langsomt, satte sig på hans lår. Hun kunne mærke varmen fra hans krop, hans hænder, der tøvede ved hendes hofter, som om han ikke ville virke for fremfusende.
Så kyssede hun ham. Først blidt, men snart åbnede han læberne mod hendes, og hun mærkede varmen vokse i hele kroppen. Hans hånd gled lidt højere op ad hendes side. Ingen stoppede dem. Ingen sagde noget. Hun kunne høre Anna trække vejret tungere.
Da hun trak sig væk, føltes det, som om noget var åbnet, noget ingen kunne lukke igen.
Hun blev siddende på Jonas’ lår lidt længere, selv efter kysset var slut. Hans hånd lå på hendes hofte nu, tungere, end den havde gjort før. Hun mærkede sin egen krop reagere, varme sig mod hans. Hun vidste, at de andre så på, og i stedet for at føle sig hæmmet, gjorde det hende endnu mere opstemt.
Flasken snurrede igen. Denne gang pegede den på Leila, og konsekvensen blev, at hun skulle kysse den person, hun fandt mest dragende i rummet.
Leila lod blikket glide rundt, langsomt, som en kat, der valgte sit bytte. Sofie mærkede sin puls hamre, da Leilas øjne fandt hende igen. Uden at sige noget lænede Leila sig frem, tog Sofies ansigt mellem sine hænder og kyssede hende – længere, blødere, dybere end før. Sofie kunne ikke lade være med at sukke, da Leilas tunge kort strejfede hendes.
Hun hørte Jonas udstøde et lavt grin under hende. Han havde nydt synet. Og noget i Sofie tændte endnu mere af det: at blive betragtet.
Da Leila trak sig væk, kunne Sofie stadig smage hende. Hun lagde en hånd mod Jonas’ bryst, men hendes blik blev hængende på Anna, som sad med røde kinder, læberne let adskilt, som om hun selv længtes efter at blive trukket ind.
Flasken snurrede videre.
En konsekvens til Michael: han skulle lade sin hånd blive liggende på Claras lår, til næste runde var færdig.
Han tøvede, men Clara klukkede lavt og lagde sin egen hånd ovenpå hans, pressede den tættere mod sit ben.
Sofies åndedræt blev hurtigere. Luften var tæt nu, elektrisk, og det var, som om hele fællesstuen omkring dem forsvandt. Der var kun kredsen, flasken, hænderne, læberne, blikke der blev hængende.
Da det igen blev Sofies tur, var hun allerede svimmel af forventning. Flasken stoppede… og pegede på Anna.
Anna, der indtil nu havde virket tilbageholdende. Anna, hvis smil havde været nervøst, men hvis øjne nu glimtede på en anden måde.
“Sandhed eller konsekvens?” spurgte Sofie, hendes stemme hæs.
Anna tøvede, hendes øjne flakkede mellem dem. Så sagde hun lavt:
“Konsekvens.”
Et elektrisk gys løb igennem Sofie. Hun lænede sig tættere på, så hendes ånde kærtegnede Annas øre, og sagde:
“Så skal du kysse mig… indtil nogen stopper os.”
Et sug gik gennem gruppen. Jonas lo dæmpet, men der var ingen, der protesterede.
Anna tog en langsom indånding, og så lagde hun sin hånd mod Sofies kind. Hendes læber ramte Sofies – først prøvende, men så, da hun mærkede Sofie åbne sig, blev kysset tungere, mere desperat. Sofie gispede svagt og gav sig hen. Hun kunne mærke Jonas’ hånd stramme om hendes hofte under bordet, som om han selv blev fanget i kysset.
Sekunderne strakte sig. Ingen sagde stop. Faktisk var der helt stille, undtagen deres åndedræt og den svage lyd af læber, der mødtes igen og igen.
Anna pressede sig tættere, hendes fingre gled ind i Sofies hår. Sofie lod sig falde ind i kysset, helt opslugt. Hun kunne mærke sine egne kinder brænde, og hun vidste, at de andre kiggede – men ingen greb ind.
Da de endelig trak sig væk, var det ikke fordi nogen havde stoppet dem. Det var, fordi de selv havde brug for luft.
Sofies læber var ømme, hendes hjerte hamrede, og da hun åbnede øjnene, så hun, hvordan alle omkring bordet så på dem: Michael med læben bidt fast, Clara med et lavt smil, David helt stille, Leila med blikket intenst rettet mod hende, og Jonas – hans øjne mørke, hånden stadig på hendes hofte.
Luften dirrede. Der var ingen vej tilbage nu.
Kapitel 4 – Leila
Leila mærkede sit hjerte banke hurtigere, da Anna og Sofie endelig trak sig fra hinanden. Der var en stilhed omkring bordet, som var tungere end ord. Ingen grinede længere. Ingen lavede sjov. Det var blevet… virkeligt.
Hun mærkede det på sin egen hud – den dér energi, hun plejede at beskrive som en strøm gennem kroppen, når man trak vejret rigtigt i en yogastilling. Nu kom den ikke fra vejrtrækning, men fra lyst. Fra øjnene, der brændte mod hende.
“Skal vi ikke… fortsætte ovenpå?” sagde hun pludselig, og hendes stemme lød mere hæs, end hun havde planlagt.
Jonas greb straks flasken. “God idé. Vi har jo plads.” Han rakte ned og tog også de halvfyldte øl med i plasticposen. Clara fandt en flaske rødvin, der var blevet åbnet, og løftede den som en fane.
De rejste sig alle næsten synkront. Som om ingen turde være den, der blev siddende tilbage. På vej ud kastede Leila et blik rundt – hun så, hvordan Michael fulgte Annas ryg med øjnene, hvordan Sofie bidte sig i læben, stadig varm fra kysset, hvordan David så ud, som om han kæmpede mod sig selv, og hvordan Clara bar vinflasken med et triumferende smil.
Trappen knirkede under deres skridt, og da de nåede op til værelse 7, føltes luften anderledes. De var de samme syv – men ikke længere fremmede.
De fyldte rummet én efter én, og døren smækkede sagte i bag dem. Room 7 var pludselig mere end bare køjesenge og kufferter – det var en arena, lukket af fra resten af verden.
Jonas satte sig først. Han smed sig på gulvet midt i rummet, flasken foran sig, og trak benene op som en dreng, der legede. Anna satte sig langsomt ved siden af ham, korslagte ben, hendes knæ næsten rørte hans. Hun havde en anelse rødme i kinderne, og Leila kunne ikke lade være med at bemærke den lille skælven i hendes hænder, da hun tog imod en øl.
Michael tog plads lidt tilbagetrukket, med ryggen lænet mod en sengestolpe, som om han havde brug for støtte. Hans øjne gled fra ansigt til ansigt, men blev hængende på Anna mere end én gang.
Clara kom med rødvinsflasken og to plastikkrus, og hun satte sig med et teatralsk suk på gulvet, så kjolen foldede sig omkring hende som en lille scene. Hun hældte vin op til sig selv og til David, der satte sig ved hendes side uden at sige et ord, men med et blik, der virkede tungt, som om han bar noget usagt.
Sofie satte sig lige over for Leila. Hun foldede benene ind under sig, bøjede sig frem, og i det svage lys fra gangen gennem den åbne sprække i døren glimtede hendes øjne stadig fra kysset tidligere. Leila smilede til hende, og Sofie lod blikket glide ned over Leilas krop, langs kjolen, som om hun uden skam studerede hende.
Leila satte sig i skrædderstilling, tog en langsom slurk vin direkte fra flasken og lod den gå videre. Hun kunne mærke gulvets kulde under sig, men det blev overskygget af den varme, der steg fra kredsen.
Ingen sagde noget i et par sekunder. De sad bare dér. Lyden af flaskens glas mod gulvet, da Jonas satte den på plads, lød højere, end den burde.
Leila lod blikket vandre rundt. Syv mennesker, der var fremmede for blot nogle timer siden, sad nu tæt nok til at knæ, skuldre og lår strejfede hinanden. Stemningen var elektrisk. Hun kunne næsten høre deres åndedræt blande sig.
Så lænede Sofie sig frem, rørte ved flasken med fingerspidserne, og sagde lavt:
“Skal vi fortsætte?”
Jonas’ grin var straks tilbage. Clara hævede sit plastikkrus i en skål. Og Leila mærkede varmen brede sig i maven – ikke kun fra vinen.
Flasken lå midt i cirklen. Jonas satte pegefingeren på den og gav den et hårdt drej. Den snurrede hen over gulvet, blinkede i lyset fra gangen og bremsede med et lille bump. Halsen pegede på Michael.
“Sandhed eller konsekvens?” spurgte Clara, hendes stemme dyb, næsten teatralsk.
Han tøvede. Leila kunne se, hvordan hans blik flakkede et øjeblik mod Anna, før han sagde:
“Konsekvens.”
Jonas’ grin blev skævt. “Okay, så skal du kysse hende dér…” – han nikkede mod Clara – “…på halsen. Og du må ikke slippe, før nogen siger stop.”
Michael trak vejret tungt. Clara lænede sig tilbage, lod hovedet falde en anelse til siden, som om hun bød ham velkommen. Leila så, hvordan han først tøvede, men så lænede sig frem. Hans læber ramte Claras hud lige under øret, og hun lukkede øjnene, en svag lyd slap ud af hende.
Ingen sagde stop. Faktisk rykkede David sig uroligt ved hendes side, som om lyden havde vækket noget i ham.
Flasken snurrede videre. Denne gang pegede den på Sofie.
“Konsekvens,” sagde hun straks, og hendes stemme var lav, men sikker.
Leila smilede. “Så skal du sidde tæt på Anna… rigtigt tæt.”
Sofie kravlede over gulvet og satte sig med knæet presset mod Annas lår. Hun lænede sig ind, så deres skuldre og hofter mødtes. Anna lo nervøst, men lod hende blive, og Leila så, hvordan Annas bryst hævede sig hurtigere end før.
Der var ingen vej tilbage nu.
Jonas snurrede flasken igen. Den pegede på Leila selv. Hun følte et stik af forventning.
“Sandhed eller konsekvens?” spurgte Anna, hendes stemme næsten hæs.
Leila lod blikket glide rundt, ét ansigt ad gangen.
“Konsekvens,” svarede hun, og smilede.
Jonas lænede sig frem. “Så skal du vælge en, og lade dine hænder blive på deres krop… hvor end du vil… indtil flasken stopper igen.”
Leila mærkede varmen brede sig i maven. Hun så først på Sofie, så på Anna. Så rakte hun ud, lagde hånden langs Annas lår og lod den blive dér, tung, rolig, men bestemt. Anna trak vejret skarpt ind, men flyttede sig ikke. Tværtimod lagde hun sin egen hånd ovenpå Leilas, som om hun ville holde den fast.
Flasken snurrede igen. Ingen sagde stop.
Flasken snurrede. Hun mærkede Annas hånd oven på sin egen, stadig hvilende på låret, og kunne mærke varmen stråle igennem stoffet. Ingen sagde stop. Ingen havde tænkt sig at sige stop.
Flasken bremsede og pegede på Sofie.
“Konsekvens,” sagde hun uden tøven, som altid.
Clara smilede med halvåbne øjne. “Så lad dine hænder glide under Annas bluse. Kun et øjeblik… men længe nok til, at hun mærker dig.”
Anna stivnede kort, men sagde ingenting. Sofie rykkede tættere ind, deres hofter presset sammen, og så gled hendes hånd langsomt op under Annas bluse. Leila så, hvordan Annas øjne lukkede sig halvt, hvordan hendes bryst hævede sig dybere, da Sofies fingre fandt vej til den varme hud under stoffet.
Anna gispede svagt, et lille, råt lyd, der fik Leila selv til at sitre.
Der var ikke længere nogen, der lo. Rummet var stille, bortset fra åndedræt og den bløde knitren af stof mod hud. Jonas stirrede med åben mund, hans hånd spændt om flasken, som han næsten havde glemt at slippe.
“Stop?” spurgte Sofie lavt, næsten udfordrende.
Anna rystede på hovedet. “Nej,” hviskede hun.
Leilas krop reagerede instinktivt. Hun lod sin hånd, der stadig hvilede på Annas lår, glide en anelse højere op, til hun kunne mærke varmen mellem hofte og inderlår. Anna fór kort sammen – men lagde sin egen hånd over Leilas igen, pressede den hårdere mod sig selv.
Flasken lå stadig midt i kredsen, men ingen rørte den. Det føltes, som om spillet var blevet til noget andet nu – ikke regler, ikke drillerier, men et fælles sug, en lyst, der havde ventet på at få lov at slippe fri.
Leila lod blikket glide rundt i cirklen. Jonas’ øjne var mørke, sultne. Michael sad helt stille, men hans blik var klistret til Annas ansigt, som om han selv mærkede hendes gisp i sin egen krop. Clara smilede, næsten triumferende. David sad med knyttede hænder, som om han holdt sig tilbage fra at gribe ind.
Og midt i det hele – Anna, der sitrede under to kvinders hænder, hendes ansigt glødende, hendes åndedrag hurtigt, og hendes øjne halvvejs lukkede, som om hun var lige ved at give sig helt hen.
Kapitel 5 – Jonas
Han kunne næsten ikke sidde stille.
Sofie på Annas skød, deres kys tidligere, Leilas hånd på Annas lår nu – det var som at være fanget i en drøm, hvor alt det, han normalt kun fantaserede om, udspillede sig lige foran ham.
Han havde troet, spillet bare ville være fjollet. Et par kys, lidt latter, og så ville det glide ud. Men da han så Annas øjne lukke sig halvt, da hun selv pressede Leilas hånd højere op på sit lår, mærkede han en varme stige i kroppen, der fik det til at stramme mod stoffet i bukserne.
Han så på Anna – 42, moden, en kvinde med noget tungt og ægte i blikket – og han kunne ikke fatte, at hun sad dér og gispede under to kvinders hænder. Og at han var så tæt på, at han kunne høre lyden af hendes åndedrag.
Han knugede flasken, næsten for hårdt, da det blev hans tur at dreje. Han kunne mærke de andres øjne på ham. Flasken snurrede hurtigt, som om den også var tændt af spændingen, og bremsede så foran Anna.
Hans puls eksploderede.
“Sandhed eller konsekvens?” spurgte han, stemmen dybere, end han havde planlagt.
Hun så på ham – kinderne røde, øjnene mørke – og svarede næsten hviskende:
“Konsekvens.”
Jonas slikkede sig om læberne, tøvede kun et sekund. “Så skal du kysse mig,” sagde han lavt, “men… først når du selv vil.”
Han lænede sig ikke frem. Han blev siddende, men hans krop var i brand. Han mærkede sine egne hænder skælve let mod gulvet, mens han ventede. Hun havde valget. Hun kunne afvise ham, hun kunne grine det væk.
Men hun gjorde det ikke.
Anna rykkede langsomt over mod ham, og da hun satte sig tæt nok til, at hendes knæ strejfede hans, mærkede han sit åndedræt stoppe. Hendes hånd fandt hans kæbe, og så kyssede hun ham – blødt først, så dybere, åbent, sultent.
Jonas gispede ind i kysset. Hans hænder fandt hendes hofter, holdt hende fast, og for et øjeblik glemte han alt andet.
Da de trak sig væk, var der stille. Alle så på dem. Og Jonas vidste: spillet var ikke længere bare en leg.
Hans læber brændte endnu, da Anna trak sig fra kysset. Hun så på ham, som om hun selv var overrasket over, hvor langt hun var gået, men hun flyttede sig ikke væk.
Jonas’ puls hamrede. Han vidste, de andre så på – og han elskede det. Det gjorde ham bare endnu hårdere, endnu mere opslugt.
Han rakte ud og drejede flasken igen. Den snurrede hurtigt hen over gulvet, glinsede i lyset fra lampen og bremsede… foran Sofie.
Et grin spredte sig i cirklen, og Jonas mærkede sit bryst løfte sig i forventning.
“Sandhed eller konsekvens?” spurgte han, stemmen hæs.
“Konsekvens,” sagde hun straks, øjnene glimtede. Hun ville have mere.
Jonas lod blikket glide rundt, tog sig tid. Han kunne mærke varmen i kredsen, se hvordan Leila allerede lænede sig frem, hvordan Clara smilede, som om hun ventede på noget saftigt.
“Okay…” sagde han langsomt. “Så skal du sætte dig bag Anna… og lade dine hænder udforske hende, indtil flasken stopper igen.”
Anna gispede svagt, men sagde ingenting. Hun så på Sofie, og Sofie rejste sig uden tøven. Hun satte sig bag Anna, trak hende ind mod sig, og lagde begge hænder på hendes mave under blusen.
Jonas stirrede. Han kunne se Annas øjne lukke sig, høre hendes åndedrag blive hurtigere, mens Sofies hænder langsomt gled højere op. Fingrene fandt kanten af bh’en, og Anna udstødte en lav lyd, som fik Jonas til at spænde i hele kroppen.
Flasken lå stadig foran ham, glemt et øjeblik. Men da han rørte den, snurrede den igen, og alles øjne fulgte den.
Den bremsede foran Leila.
Jonas slikkede sig om læberne. “Konsekvens?” spurgte han, selvom han allerede kendte svaret.
Leila smilede langsomt, som en kat der havde fanget sit bytte. “Konsekvens.”
Jonas trak vejret dybt. “Så vælg en… og kys dem. Men ikke på munden.”
Leila lod sit blik glide rundt i cirklen. Hun stoppede ved Anna. Og langsomt lænede hun sig frem, lod håret falde ned over skulderen, og pressede sine læber mod Annas hals.
Anna udstødte et overrasket suk, da Leilas mund åbnede sig let mod hendes hud. Sofies hænder holdt hende fast, Jonas kunne se hendes bryst hæve sig vildt, og han mærkede selv, hvordan hele hans krop reagerede.
Kapitel 6 – Michael
Han følte sig allerede på kanten.
Synet af Anna, der sad med Sofies hænder under blusen og Leilas mund mod halsen, havde rystet noget løs i ham. Han burde ikke være her. Han burde have stoppet det. Men han kunne ikke rive blikket væk.
Flasken stod foran ham. Han tog den mellem hænderne, mærkede glasset køligt mod sine fingre, og gav den et drej. Den snurrede, klirrede svagt mod gulvet, og hans hjerte bankede, mens han håbede – uden at turde indrømme, hvad han håbede på.
Den bremsede. Pegede på… Sofie.
Han mærkede et stik af skuffelse, men også en farlig nysgerrighed. Hun sad stadig bag Anna, tæt presset ind mod hende, hendes fingre under blusen, som om hun ejede øjeblikket.
“Sandhed eller konsekvens?” spurgte han, stemmen hæs.
Hun smilede til ham, øjnene glimtede, og svaret kom uden tøven:
“Konsekvens.”
Michael tøvede. Han kunne sige noget uskyldigt. Noget, der ikke afslørede ham. Men ordene, der formede sig, var dybere end det, han havde tænkt:
“Så… skal du kysse Anna igen. Men denne gang dér, hvor hun længes mest efter det.”
Et gys gik gennem kredsen. Anna så hurtigt på ham, øjnene mørke, som om hun havde hørt mere i hans ord, end han sagde.
Sofie lænede sig frem, hendes læber fandt Annas brystkasse lige over kanten af blusen. Anna gispede højt, kastede hovedet bagud, og Leila smilede stille, som en der vidste, hvor stærk en strøm de netop havde sat fri.
Michael mærkede sit eget åndedræt blive hurtigere, hænderne knyttede mod gulvet. Han kunne næsten smage længslen, men det var ikke hans læber på Anna. Det var Sofies.
Og han vidste, at han var fortabt.
Han forsøgte at finde ro i sig selv, men det var umuligt. Synet af Anna, Sofie og Leila var som en knude af lyst i hans mave, og selv da flasken standsede og øjeblikket gled videre, kunne han mærke sin puls hamre.
Så rakte Clara frem. Hendes smykker klirrede dæmpet, da hun tog flasken. Hun smilede, det dér langsomme, selvsikre smil, som om hun sad på en scene og vidste, at alle ventede på hendes replik.
Hun drejede flasken med en teatralsk gestus, og den snurrede hen over gulvet. Michael kunne ikke slippe hendes blik, selv mens glasset roterede. Hun holdt øjenkontakten, mørk og dyb, som om hun allerede havde valgt sit bytte, uanset hvad flasken pegede på.
Flasken bremsede. Pegede på… Leila.
Clara lo lavt, en lyd fyldt med varme og noget farligere. “Konsekvens,” sagde hun, som om der aldrig havde været andre muligheder.
Hun lænede sig frem, hendes kjole gled langs gulvet, og lagde fingrene under Leilas hage, løftede hendes ansigt op. “Så lad os vise dem, hvordan det gøres.”
Og hun kyssede hende. Ikke flygtigt, ikke som de legende kys, de andre havde delt. Det var dybt, krævende, et kys fra en kvinde, der ikke bad om lov. Leila svarede med en lav, næsten stønnende lyd, hendes krop bøjede sig mod Clara, og Michaels hjerte slog hårdt i brystet.
Han havde aldrig set noget lignende. To kvinder, modne, selvsikre, helt uden tøven – kysset så intenst, at selv Jonas var blevet stille.
Michael mærkede det i hele kroppen, en blanding af misundelse, fascination og en voksende varme, han ikke længere kunne skjule. Han lagde hånden over sit skød, som om han kunne skjule reaktionen, men det gjorde kun hans lyst mere påtrængende.
Da Clara endelig slap Leila, var rummet helt stille. Hun lænede sig tilbage, lod flasken falde fra sin hånd til gulvet, og så rundt med et blik, der udfordrede dem alle.
“Skal vi lege videre,” sagde hun lavt, “eller skal vi finde ud af, hvor langt vi tør gå?”
Michaels mund var tør. Han kunne ikke få et ord frem. Men indeni vidste han allerede, hvad han håbede på.
Kapitel 7 Clara
Hun elskede, hvordan rummet havde ændret sig efter hendes kys med Leila. Stemningen var tykkere, tungere – ikke længere leg, men begær. Hun kunne stadig smage Leila, den varme fugt på hendes læber, den lille lyd, hun havde udstødt, da Clara tog styringen.
De så alle på hende. Som om de ventede på, hvad hun ville gøre næste gang. Hun nød det – det at være centrum, det at de unge og de halvvoksne sad dér, tavse, fanget af hende.
Hun løftede flasken, drejede den langsomt, så glasset glimtede i lyset fra loftlampen. Den snurrede hen over gulvet, og hele kredsen holdt vejret. Clara kunne mærke, hvordan hendes egen puls steg – spændingen var som en gammel ven, hun havde savnet.
Flasken bremsede. Pegede på Anna.
Clara lod smilet brede sig, langsomt, som om hun havde ventet netop det. “Sandhed eller konsekvens?” spurgte hun, men hun kendte allerede svaret.
Anna tøvede, hendes kinder var stadig røde, hendes læber hævede efter kys og hænder. Så sagde hun lavt:
“Konsekvens.”
Et brus af varme løb gennem Clara. Hun lænede sig frem, tog Annas hånd og trak hende en anelse tættere.
“Så skal du kysse mig. Ikke hurtigt. Ikke legende. Men… som om du vil have mig.”
Der blev stille i rummet. Jonas’ øjne var vidt åbne, Sofie bed sig i læben, Michael sad stiv som en statue – men Clara holdt kun blikket på Anna.
Og Anna kom. Langsomt, næsten rystende, men hun kom. Hendes hånd gled op på Claras skulder, og så kyssede hun hende. Blødt først, men så dybere, tungere, præcis som Clara havde bedt om. Clara svarede straks, lod tungen finde vej, og et lavt suk gled fra hende, da hun mærkede, hvordan Anna gav sig helt ind i kysset.
Hun holdt hende fast et øjeblik længere, før hun slap, lod fingrene strejfe Annas kind, og så rundt i kredsen igen.
Hun kunne mærke Annas smag endnu, da hun satte sig tilbage, kjolen glidende om benene. Det var som om hvert kys, hvert suk byggede ovenpå det sidste – de var ikke fremmede længere, de var en cirkel af begær, bundet sammen af flaskens tilfældighed.
Hun rakte ud, tog flasken og gav den et fast drej. Glasspidsen snurrede, fangede lyset, og alle øjne fulgte den, næsten sultne.
Den bremsede. Pegede på David.
Clara smilede for sig selv. Endelig. Han havde siddet stille hele aftenen, knuget og tilbageholdt, men hun havde set det i hans øjne: han var ikke upåvirket. Langt fra.
“Sandhed eller konsekvens?” spurgte hun, og hun lod stemmen være lav, næsten udfordrende.
Han tøvede, så på hende, på de andre – og sagde så hæst:
“Konsekvens.”
Et elektrisk gys gled gennem kredsen. Clara lænede sig frem, tog flasken i hånden, som om den stadig havde magten, men det var hende, der styrede nu. Hun så på David, hans brede skuldre, hans knyttede hænder, hans uro. Og hun lod smilet brede sig.
“Så skal du,” sagde hun langsomt, “tage plads bag en af kvinderne… og lade dine hænder fortælle hende, hvad du ellers ikke tør sige højt.”
Han stivnede. Jonas lo lavt, men blev straks stille igen, da David rejste sig. Han bevægede sig langsomt, næsten som i trance, og satte sig bag Anna, der allerede sad med Sofie presset ind mod sig.
Clara så det ske. Så, hvordan han lagde hænderne på Annas hofter, først tøvende, så fastere. Hvordan hun gispede, allerede overvældet af Sofies fingre og Leilas kys, og nu også mærkede hans styrke bag sig.
Anna lukkede øjnene, kastede hovedet let bagover, så det næsten ramte hans skulder. Og David… han så ud, som om han endelig trak vejret frit.
Clara mærkede varmen stige i sin egen krop. Hun kunne næsten ikke vente på næste drej. Det var, som om spillet havde ændret regler: de var ikke længere i fællesstuen, ikke længere syv fremmede. De var kroppe, stemmer, hud og hænder, viklet ind i hinandens lyst.
Hun samlede flasken op igen.
“Skal vi skrue lidt op?” spurgte hun med et smil, der fik Jonas til at nikke straks, og Sofie til at bide hårdere i sin læbe.
Han havde aldrig troet, han ville give sig hen sådan.
Anna sad foran ham, hendes krop varm mod hans hænder. Sofie lå tæt bag hende, Leilas læber mod hendes hals, og han kunne mærke, hvordan hun skælvede – men hun trak sig ikke. Hun tog imod det hele. Også ham.
Hans fingre gled langs hendes hofter, højere op ad hendes side, til de næsten mødte Sofies. Hun gispede igen, et lavt, hæst suk, og lyden gik lige i hans underliv. Han holdt hende tættere, pressede hende svagt ind mod sig, og for første gang følte han ikke længere, at han sad i udkanten. Han var en del af det.
Clara styrede stadig spillet, hendes stemme rolig, sikker. “Drej flasken,” sagde hun, og Leila gjorde det. Den snurrede, glinsede, og bremsede – denne gang pegede den på ham.
Et sug gik gennem hans mave. Han kunne mærke alles øjne på sig.
“Sandhed eller konsekvens?” spurgte Clara, hendes tone næsten drillende.
Han kunne have valgt sandhed, kunne have beskyttet sig selv. Men noget i ham var allerede brudt løs, noget der ville mere.
“Konsekvens,” sagde han, stemmen hæs.
Clara smilede. “Så vælg én… og lad hende mærke dine hænder under tøjet.”
Han frøs et øjeblik. Hans blik flakkede mellem dem – Sofie, Leila, Anna, Clara selv. Men da Anna lænede sig en anelse tilbage mod ham, hendes hoved ramte næsten hans skulder, vidste han svaret.
Hans hænder fandt vej under hendes bluse. Huden var blød, varm, levende. Hun udstødte et skarpt gisp, da hans fingre strejfede kanten af hendes bh, men hun lagde ikke afstand. Tværtimod spændte hun sig mod ham.
David kunne høre sit eget hjerteslag dundre i ørerne. Han havde været stille hele aftenen, men nu, med Anna i sine hænder, følte han, at hele rummet trak vejret med ham.
Han havde stadig Anna tæt mod sig, hendes hud varm under hans hænder, hendes bryst fyldigt mod hans greb. Hun stønnede lavt, næsten lydløst, da hans tommelfinger cirklede over hendes brystvorte. Lyden sendte en dirrende varme gennem ham, en følelse han troede, han havde mistet for længe siden.
Så snurrede flasken igen. Denne gang var det Jonas, der havde drejet. Han lænede sig frem, ivrig, som en dreng der havde fået lov at lege med ild. Glasspidsen dansede hen over gulvet, bremsede – og pegede på Clara.
“Konsekvens,” sagde hun straks, uden tøven, som om hun altid vidste, hvad hun ville vælge.
Jonas’ grin blev skævt, hans blik mørkt. “Så skal du lade mig kysse dig,” sagde han, stemmen lav men sikker. “Fra halsen og hele vejen ned. Og jeg stopper først, når jeg har smagt din lyst.”
David frøs. Det var frækkere, mere direkte, end nogen anden havde vovet at sige højt. Hans hjerte slog hårdt i brystet, mens han holdt Anna fast, og han kunne mærke, at hun også sitrede, ikke kun af hans berøringer – men af Jonas’ ord.
Clara lo lavt, men det var ingen afvisning. Hun lænede sig tilbage, trak kjolen lidt op over lårene og så udfordrende på Jonas. “Så vis mig.”
Han kastede sig nærmest ned til hende, kyssede hendes hals, hendes kraveben, videre ned over brystet. Hun greb fat i hans hår, styrede ham længere. Og David så, hvordan Jonas’ mund fortsatte ned, hvordan Clara skilte lårene og lod ham komme til.
Så hørte han det – Claras rå, hæse gisp, da Jonas’ tunge strejfede hendes klit. Kort, drilsk, men nok til at hele kredsen stivnede i chok og begær.
David mærkede Anna klynke lavt mod hans skulder, og hans egne hænder bevægede sig instinktivt. Han strøg hårdere hen over hendes bryst, pressede hende tættere mod sig, mens han så Jonas begrave ansigtet i Clara.
Han kunne næsten ikke trække vejret længere. Anna sad i hans arme, hendes ryg presset mod hans bryst, hendes varme hud mod hans hænder. Han havde hendes bryster i sit greb, hans tommelfingre legede over hendes stive brystvorter, og hver gang hun gispede, mærkede han det som en strøm gennem sin egen krop.
Flasken snurrede igen. Jonas havde givet den et skarpt ryk, som om han ville have mere, hurtigere, dybere. Spidsen dansede hen over gulvet, og da den bremsede, pegede den på Michael.
“Konsekvens,” sagde Michael, stemmen ru, uden at tøve.
Jonas smilede bredt. “Så skal du gøre det samme, som jeg gjorde ved Clara. Men med Anna.”
David stivnede. Hans hænder blev liggende, men hans hjerte hamrede. Han kunne mærke Anna spænde sig, som om hun var fanget mellem frygt og lyst – og så give efter, hendes hoved faldt tungt tilbage mod hans skulder. Hun sagde ikke nej.
Michael bevægede sig langsomt frem, knælede foran hende. Hans øjne var mørke, koncentrerede, og David kunne mærke sin egen puls banke hårdere, da han så ham lægge munden mod Annas hals.
Hun gispede øjeblikkeligt.
Michael kyssede sig nedad – hals, kraveben, den bløde hud mellem hendes bryster. Hun rystede i hans arme, og David holdt hende tæt, masserede hendes bryster hårdere, som om han ikke kunne lade hende klare det alene.
Han så Michaels læber glide videre ned, langs hendes mave, til han skilte stoffet, blottede hende mere og mere. Anna stønnede højt nu, hendes hænder greb desperat efter Davids lår, som om hun havde brug for at holde fast.
Og så – Michael skubbede hendes ben let fra hinanden, lagde sig mellem dem, og hans tunge fandt hende.
Anna skreg næsten, men David knugede hende tæt, hviskede hæst mod hendes øre: “Giv slip… bare giv slip.”
Han kunne mærke det hele: hendes krop spændte i hans arme, Michaels rytme mellem hendes ben, hendes brystvorter hårde under hans fingre. Og da hendes støn blev højere, dybere, vidste han, at hun ikke kunne holde det tilbage meget længere.
Fortsættes
Erotiske noveller skrevet af Eidothea