Regnen trommede monotont mod de store ruder i medielokalet, som om efteråret pressede sig helt ind til min plads foran skærmen. Duften af vådt træ og gammel linoleumsbelægning blandede sig med den svage, metalliske aroma af kaffe, der var blevet kold i mit krus. Lokalet var tomt for elever; kun lydene fra vejret udenfor og den sagte summen fra computeren brød stilheden. Skæret fra skærmen kastede et blegt, blåligt skær over mine hænder og oplyste bunker af elevopgaver, der lå spredt ud over bordet. Luften føltes tung i stilheden, som om alle stemmer og latter fra den første tid på efterskolen nu kun levede som et ekko i væggene.
Fra gangen hørtes en fjern banken, måske en dør, der blev lukket, men herinde i min egen lille boble herskede ro. Jeg lænede mig tilbage, lod ryggen synke ned i stolen, mærkede stoffets slidte struktur mod nakken. Udenfor tog regnen til; dråberne løb i striber, der forvred landskabet til utydelige former bag glasset. Jeg tastede videre; 14 videoer ventede på at blive gennemgået, og jeg havde kun nået de første fire.
De første afleveringer havde ikke imponeret. Kommunikationen var uskarp, optagelserne tilfældige, og ingen havde turdet skille sig ud. Jeg klikkede træt på næste fil og så navnet “Alma” dukke op. Hun havde afleveret alene. Jeg huskede hende kun svagt fra timerne. Hun var ikke typen, der råbte op eller søgte rampelyset. En lille, lav pige med det mest ildrøde, krøllede hår, jeg længe havde set. Når hun smilede, var det forsigtigt, som om hun kun delte det med sig selv og ikke med resten af rummet. I timerne sad hun ofte med sin notesbog, blikket skjult bag et slør af hår og koncentration, og hun kiggede kun op, når hun troede, jeg ikke så det.
Jeg havde undret mig over, hvad hun ville med medielinjen. Hun virkede ikke som én, der tørstede efter at stå foran et kamera. Men måske netop derfor. Eller også var det noget, hendes forældre havde bestemt. Jeg trykkede play, lænede mig frem og fulgte hendes åbningsbillede uden større forventning.
Filmen startede med et billede af et spejl, mat og dugget, som om nogen havde åndet på det. Kameraet var håndholdt, lidt usikkert, hvilket gav billedet en skrøbelig nærhed. I spejlet så jeg Almas ansigt: det rødblonde hår faldt løst omkring de blege kinder, fregnerne stod tydeligt i det bløde morgenlys. Hun så ikke direkte ind i linsen, men betragtede sig selv, næsten undersøgende. Hendes hånd nåede op, strøg krøllerne væk fra øjnene, men smilet forblev skjult. Kun mundvigene bevægede sig, som om hun overvejede, om hun skulle smile eller vente.
Klip. Nu var det hendes silhuet på væggen i sovesalen, alene og lidt fortabt, strakt op i det gule lampelys. Kameraet dvælede ved skyggen, lod den glide hen over væggen, mens stemmer og latter lød dæmpet fra gangen udenfor. Så, i næste billede, flere skygger: et par piger, der gik forbi, deres latter blandet med Almas mere tyste tilstedeværelse. Hendes skygge gled sammen med deres i et kort øjeblik, før de forsvandt ud af billedet igen.
Hun brugte ingen musik, kun rigtig lyd. Kameraet blev holdt tæt på hendes hånd, der førte en tyk blyant hen over papiret. Lyden af blyantens spids mod det grove papir fyldte rummet, blød og insisterende, som små hjerteslag. Sætningerne voksede frem: “Nogle dage ser jeg mig selv.” Blyanten standsede, vendte, begyndte på ny. “Andre dage bliver jeg væk i mængden.” Ordene stod i ujævn, mørk skrift, enkelte steder tværet lidt ud af håndryggen. Kameraet dvælede ved bevægelsen, de korte pauser, hvor hun løftede blyanten og så på de skrevne ord, som om hun først nu forstod, hvad hun havde lagt frem.
Mod slutningen af filmen ændrede stemningen sig. Kameraet fulgte hendes hånd, der åbnede døren til fællesarealet, hvor andres stemmer voksede i styrke. Hendes skygge gled ind blandt de andres, og for første gang så jeg hende smile – ikke til kameraet, men til nogen lige udenfor billedet. Det var et kort klip, men det føltes som en forløsning.
Skærmen blev sort. Jeg sad længe og stirrede på skærmen, efter filmen sluttede. Der var noget sårbart og samtidig stædigt i de billeder, hun havde valgt; en ærlig undersøgelse af at være både sig selv og en del af noget større. Hendes løsning var intelligent og hudløst ærlig. Hvilken fascinerende pige, tænkte jeg, inden skærmen pludselig skiftede fra sort igen.
Sollyset faldt ind gennem det let blafrende løv og ramte Alma, hvor hun sad alene på bænken ved skovsøen. Kjolens blågrønne mønster var levende i lyset, farverne skiftede nuancer, når hun bevægede sig svagt, som om stoffet var vævet sammen af vandplanter og forårsløv. Den lette, løse udskæring efterlod skuldrene nøgne, og de brede stropper gled ned over hendes lyse hud, der stod i fin kontrast til det farverige tekstil. Hendes store bryster tegnede sig tydeligt under kjolen, den bløde, tunge form markeret af solen og presset fra stoffet, så der dannede sig en dyb, mørk kavalergang midt på brystet. Krøllerne spredte sig over skuldrene, enkelte hårstrå glimtede kobberrødt i solen, og hendes hænder hvilede foldet i skødet, som om hun samlede sig selv i det øjeblik.
Da filmen fortsatte, sad hun først med blikket vendt væk, ud over søens blanke flade, hvor lyset dansede i små pletter på vandoverfladen. Kjolens mønster bølgede svagt, hver gang hun trak vejret dybt, og brystkassen hævede sig roligt under det løse stof. Så drejede hun ansigtet langsomt mod kameraet. Hendes øjne, blege og intense, fangede linsen uden tøven, og alt udenom forsvandt et øjeblik. Krøllerne trak sig væk fra kinden, og fregnerne blev tydeligere i det skarpe lys. Hendes læber skiltes let, og hun lod blikket hvile, insisterende og undersøgende på kameraet, mens jeg ikke kunne slippe tanken om, at det var mig hun så.
Med en lav, næsten sprød stemme sagde hun: "Nogle gange føles det, som om jeg er usynlig, selv når jeg står midt i lyset. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal vise alt det, jeg gemmer – men jeg vil gerne. Ser du mig nu?" Hver sætning faldt tungt, men med en sådan nænsomhed, at det sendte en sitrende uro gennem mig. Det var, som om hun talte direkte til noget i mig, jeg ikke havde været parat til at møde.
Det ramte mig overraskende hårdt, da hun så ind i kameraet. Solen spillede over hendes hud, trak glitrende linjer hen over de blottede skuldre og fik den blege, næsten gennemsigtige hud til at lyse. Kjolens løse stropper gled let over hendes kraveben, og den dybe udskæring trak øjet ned mod den mørke kløft mellem de tunge bryster. Alt ved hendes positur udstrålede en naturlig, ubeskyttet skønhed, der stod i skarp kontrast til det forsigtige, bløde udtryk i hendes øjne. Hver detalje – de flagrende kobberkrøller, det bløde svaj i kjolestoffet, huden der spændtes ud over de fyldige former – blev til en længsel, jeg mærkede glide gennem kroppen. Jeg trak vejret dybt og lod varmen stige op i mig, mens hendes rolige bevægelser satte mine egne sanser i brand.
Hendes stemme, næsten hviskende, rørte noget inde i mig. Ordene lå som en tyk, varm tåge, og hendes sårbarhed gjorde mit begær endnu mere intenst. Det var, som om hun rakte ud gennem skærmen og lagde sin hånd på min, bad mig om at se hende. Alt i mig blev draget mod de tydelige kurver, den bløde hud og den måde stoffet samlede sig under brysterne, hvor hendes vejrtrækning gjorde kjolen levende. Jeg mærkede varmen brede sig ned gennem maven, en sitrende, insisterende længsel, der fik blodet til at hamre i ørerne og huden til at føles ekstra levende.
Jeg havde haft så mange elever gennem årene; masser af unge piger, der kom til timerne i nedringede toppe, smilende og flirtende, og med en hurtig bemærkning for at charmere sig til tidligere fri. Jeg havde vænnet mig til at lade det prelle af, til at se forbi deres små spil og holde en professionel distance. Men der var noget helt andet med hende. Hun gjorde intet for at lokke, intet for at gøre sig til. Tværtimod sad hun der i sin mønstrede kjole, sårbar og åben, og alligevel var det hende, der borede sig ind under huden på mig. Jeg kunne ikke slippe tanken: Hvad var det, der ramte mig så voldsomt netop nu? Hvorfor var det hendes blik og hendes ord, der blev hængende, mens alt andet gled i baggrunden?
Hvad værre var, hun var en pokkers god kommunikatør – det måtte jeg indrømme, uanset om hun selv var bevidst om det eller ej. Hver sætning, hvert blik, ramte med en præcision, der skar lige igennem alle mine forsvar. Hun havde formået at fange mig, at få mig til at lytte, ikke bare som lærer, men som mand, og det gjorde mig urolig på en måde, jeg ikke havde prøvet før.
Jeg mærkede allerede hænderne åbne mine bukser, næsten som en refleks, mens tankerne kredsede om hendes intense blik. Min krop svarede hende, før jeg selv nåede at tænke, og det sendte et stød af skamfuld nydelse gennem mig. Hvad var det, hun havde gang i? Hvordan kunne en almindelig elev sætte så voldsomme reaktioner i gang i mig – uden at gøre andet end bare at være sig selv, rå og ærlig, lige dér foran kameraet?
Jeg spolede filmen tilbage til det øjeblik, hvor hun løftede ansigtet og lod lyset ramme de lyse kinder. Jeg ventede, nærmest beruset, på at hun skulle træde frem igen. Mine hænder fandt automatisk ned til mine bukser, lynlåsen gled op, og min pik lå pludselig tung og varm i hånden. Jeg lod blikket glide over billedet på skærmen, fulgte kjolens bue, de blottede skuldre, den levende kavalergang, der trak sig ned mellem de store bryster. Hver detalje blev brændstof; jeg dvælede ved hendes hænder, der lå foldet i skødet, ved den måde stoffet klyngede sig til huden, og den lette rysten i hendes vejrtrækning, der gjorde kjolen levende.
Hun sad der på bænken ved søen, badet i det skarpe sensommerlys, skuldrene nøgne, håret spredt ud over den blege hud. Kjolens grønblå mønster bølgede om kroppen, og hendes bryster tegnede en tydelig, tung kurve under stoffet. Hver detalje blev forstærket af skærmens nærhed – de flagrende krøller, fregnerne, der lå som små stjerner hen over kinderne, og den mørke, dybe kløft mellem brysterne, hvor lyset tegnede skygger. Hendes øjne søgte kameraet, men jeg kunne ikke slippe tanken om, at det var mig, hun så. Hendes stemme lød lavt, næsten forsigtigt, og alligevel skar den gennem mig – ordene om at ville ses, om at turde vise sig.
Mine fingre gled langsomt op og ned ad skaftet, huden spændt og varm, mens jeg blev ved at se på hendes ansigt, hendes blege øjne, det usikre smil, der kun lige anedes i mundvigen. Jeg mærkede min vejrtrækning blive dybere, hele kroppen spændt mellem billedet af hende og fornemmelsen i min hånd. Alt andet forsvandt; lydene i rummet, lyset fra gangen, selv regnens trommen var væk. Der var kun hende, kun det levende billede, hun havde efterladt til mig, og min egen krop, der svarede hende, næsten uden at jeg tænkte over det.
Lyset fra skærmen kastede et blåt, flimrende skær ud over skrivebordet og mine hænder. Jeg så, hvordan Alma sad der på bænken, badet i forårssol, og det levende ildrøde hår lå i tunge, rodede krøller ned over skuldrene og spredte sig over den nøgne hud. Kjolens mønster dansede svagt, hver gang hendes brystkasse hævede sig under stoffet, og den dybe udskæring lod hendes kavalergang glide i en mørk, blød linje ned mellem brysterne. Hendes skuldre var blege, næsten gennemsigtige i lyset, med fregner spredt som små stjerner ud over kraveben og overarme. Øjnene var rettet mod kameraet, intense og opspærrede, som om hun talte direkte til mig og ikke til nogen fjern beskuer. Hendes læber bevægede sig næsten lydløst, og det var, som om ordene blev blødgjort af varmen fra solen, der spillede over hendes ansigt. Jeg dvælede ved hendes hånd, der lå foldet i skødet, og de lange, slanke fingre, der så ud som om de kunne åbne eller beskytte alt, hun gemte i sig. Det var blikket, den åbne, sårbare kropsholdning, der trak en bølge af længsel op gennem min mave.
Hånden foldede sig om skaftet, mærkede den glatte, spændte hud og varmen, der steg op indefra. Jeg lod fingrene hvile et øjeblik, lyttede til min egen vejrtrækning, der blev dybere, mens hjertet hamrede i brystet. Tommelfingeren gled op over pikhovedets følsomme kant, cirklede blidt, så den første dråbe væske blev tværet ud over glansen, og huden blev fugtig og ekstra sensitiv. Jeg lod hånden blive liggende, nød den trykkende varme og den tunge fornemmelse mellem lårene, mens jeg lod blikket klistre til skærmen. Kroppen spændte under berøringen, og jeg mærkede, hvordan længslen samlede sig som en knude i underlivet, mens jeg holdt nydelsen i ave, kun bevægede huden ganske let. Jeg pressede lårene tættere sammen, så hånden blev fanget mellem dem, og lod varmen brede sig op gennem maven.
På skærmen løftede Alma blikket fra søens overflade, og hendes øjne fangede kameraet. Hendes krøller glimtede kobberrødt i sollyset, og enkelte totter dansede i brisen, lagde sig tværs over kind og pande. Den brede udskæring i kjolen lod stoffet glide tæt ind til huden under brysterne, så de tunge former blev ekstra tydelige. Jeg fulgte linjen fra hendes blottede skulder, ned over den bløde, feminine bue, indtil min opmærksomhed fangede den mørke, dybe kavalergang, hvor lyset tegnede små, levende skygger mellem brysterne. Huden over brystet var glat og sart, næsten gennemsigtig, og fregnerne lå tæt, især på hals og kraveben. Hendes læber skiltes let, mens hun trak vejret, og hele ansigtet virkede blidt og uskyldigt, men med en sitrende forventning i øjnene, som om hun ventede på at blive set – virkelig set.
Jeg begyndte at køre hånden langsomt op og ned ad skaftet, lod fingrene stramme let om huden og fulgte bevægelsen hele vejen til roden. Den fugt, der havde samlet sig på pikhovedet, gjorde bevægelserne glattere, og jeg trak forhuden frem og tilbage, så huden strammede og gled over det følsomme bånd under glansen. Med venstre hånd aede jeg forsigtigt de blottede nosser, lod fingrene lege med huden og mærkede tyngden og den bløde elasticitet, mens jeg forestillede mig hendes hånd, hendes blide berøring. Jeg holdt tempoet nede, tvang mig selv til at dvæle ved fornemmelsen, mærkede hvordan hele kroppen blev varm, og musklerne i lårene sitrede af tilbageholdt lyst.
Alma på skærmen sad stadig med hænderne foldet i skødet, men nu flyttede hun dem, så de lange, fine fingre gled op og rettede lidt på kjolens strop, der var gledet ned over skulderen. Den bløde kurve fra skulder, ned over den runde overarm og videre til brystet skabte et sammenhængende, feminint udtryk, som var umuligt at se bort fra. Jeg så, hvordan hun forsigtigt trak i stoffet, så kjolens kant gled længere ned, og et større stykke af brystet blev blottet for solen. Fregnerne på hals og overarme blev endnu tydeligere, og lyset fik hendes hud til at lyse, så blodårerne under overfladen svagt kunne anes. Hendes læber var bløde, underlæben lidt fyldigere, amorbuen klart markeret, og der var en mat, næsten fløjlsagtig glød i huden over kindbenene, hvor den naturlige rødme bredte sig.
Jeg masserede bagsiden af pikhovedet med en enkelt finger, lod neglens kant glide let hen over det følsomme bånd, mens pikken stod stiv og dunkede mod min hånd. Hver berøring sendte små, elektriske stød gennem kroppen, og jeg pressede hofterne svagt frem, så spændingen voksede. Fingrene gled op til pikhovedet, hvor jeg cirklede langsomt rundt om den følsomme åbning, forestillede mig hendes blik og hendes åndedrag, mens fornemmelsen voksede i små, trinvise ryk. Jeg lod hånden hvile længe på skaftet, kun lige akkurat bevæge huden, og holdt nydelsen i ave så længe, jeg kunne, indtil lysten truede med at løbe af med mig.
På skærmen drejede Alma hovedet, så lyset ramte hendes ansigt skråt, og de mange, markante fregner over næseryg og kinder blev næsten selvlysende i det hvide sollys. Hendes øjne var halvvejs lukkede, øjenvipperne kastede bløde skygger ned over de glatte, sarte øjenomgivelser, og kindernes runde form blev fremhævet af den let rosa farve, som antydede blufærdighed og en levende, uskyldig friskhed. Læbernes bløde kontur trak sig sammen i et svagt smil, netop som hun lod hånden glide hen over den bare hud ved kravebenet, og jeg forestillede mig, hvordan hendes egne fingre mærkede den matte, glatte overflade, de fine hår, der svagt rejste sig i sollyset. Jeg dvælede ved detaljen – den måde hun, næsten uden at tænke, rørte ved sig selv, som om hun søgte tryghed eller blot mærkede varmen fra sin egen hud.
Jeg vendte hånden, så knoerne gled hen over maven, trak pikken ind mod kroppen og forestillede mig, at det var hendes lille, varme krop, jeg holdt mod mig. Hver gang nydelsen truede med at tage over, stoppede jeg og lod blot pegefingeren cirkle over urinrørsåbningen, mærkede hvor følsom huden var, mens jeg længtes efter at blive set og rørt af hende på den anden side af skærmen. Jeg lod tommelfingeren glide fra roden, op langs undersiden af skaftet, over det følsomme bånd og helt frem til glansen, hvor jeg dvælede ved den våde fornemmelse. Tankerne kredsede om hendes bløde stemme og den åbne, ærlige måde, hun så ind i kameraet på, som om hun rakte ud gennem skærmen og bad mig om at se hende – virkelig se hende.
Mit blik gled igen over hendes krop. Jeg fulgte linjen fra den løse kjolestrop, der nu lå over den bare skulder, ned til den fyldige kavalergang, hvor lyset stadig spillede i mørke og lyse felter. Hendes brysters tyngde pressede stoffet ud, så den naturlige bue blev ekstra markeret, og jeg forestillede mig, hvordan det måtte føles at lade hånden glide hen over den glatte, svale hud, mærke de små, spredte fregner under fingerspidserne. Jeg så de løse totter af hår, der svævede i luften omkring hende, og den matte, jævne glød i huden, hvor blodårerne og den lette rødme blev synlige. Hver detalje blev til en ny bølge af begær, og jeg mærkede mit åndedrag blive tungere, hele kroppen trukket mod skærmens billede af hende.
Hånden strammede om skaftet, men jeg tvang bevægelserne til at være langsomme, næsten pinefulde, så længslen voksede i brystet og blev til en tung, insisterende smerte under huden. Jeg trak vejret dybt, holdt øjnene fast på skærmen, mens fingrene gled op og ned, lod hver eneste lille bevægelse trække nydelsen ud, gjorde fornemmelsen af varme og fugt endnu mere intens. Jeg forestillede mig hendes hånd mod min hud, hendes blide berøring, og hvordan hendes fingre ville føles, hvis hun sad her, tæt på, og så lige så intenst på mig, som hun gjorde gennem kameraet. Alt andet forsvandt. Der var kun hende og min egen krop, og den varme, insisterende bølge af lyst, der truede med at skylle over mig, hver gang jeg lod fantasien tage over.
Alma løftede blikket endnu en gang, og i det øjeblik var det, som om hendes øjne gennemborede alt, hvad jeg forsøgte at skjule. Skærmens blålige skær glimtede i hendes blege iris; lyset fangede de mange fregner, der lå tæt som små stjerner over næseryg og op ad kindbenene. Hendes læber skiltes let, den lille mund åbnede sig et øjeblik, og et åndedrag ridsede sig ind i den varme, stille luft omkring mig. Jeg strammede hånden om skaftet, mens jeg med et hæst, hviskede for mig selv: "Du er så meget bedre end de andre."
Det første stød ramte uventet hårdt – sæden skød op, varmt og tungt, og et uforbeholdent støn fyldte det tomme rum. Spermen ramte skærmen, gled ned over billedet, præcis dér hvor hendes kjole åbnede sig over de store bryster, hvor lyset dansede i den mørke kavalergang. Hver dråbe trak et blankt spor henover hendes hud, blandede sig med de grønblå mønstre i stoffet, og fik hendes ansigt til at flimre bag glasset, som om hun smeltede sammen med min længsel.
Jeg gispede, kroppen rystede ukontrollabelt, og jeg sagde igen, nu næsten råbende, stemmen hæs og overgivet: "Jeg ser dig. Jeg ser dig. Så ægte, så virkelig…" Tanken om hendes lille, unge krop sendte endnu en bølge igennem mig, og endnu et stød sprøjtede fra min pik. Sæden samlede sig i tunge striber ned over hendes bryst og hænder, blandede sig med lyset, der stadig glitrede på skærmen. Sprøjtene blev svagere, mens hånden gled op og ned i langsomme, blide bevægelser, og efterveerne af min udløsning sendte små rystelser gennem lårene. Sveden drev ned ad ryggen.
Hjertet hamrede stadig i brystet, huden brændte, og jeg blev siddende. Jeg lod øjnene hvile på billedet af hende, nu dækket af blanke, hvide striber, der løb ned over hendes bryst og ansigt, blandede sig med farverne fra kjolens mønster. Udenfor fortsatte regnen, men herinde blev jeg siddende, hvor duften af sæd og varm hud blandede sig med den tunge luft. Et elektrisk ekko af alt det, der var blevet udløst mellem os, hang stadig i stilheden – selvom vi begge sad alene, hver i vores verden, men alligevel smeltet sammen for et øjeblik.
Så lød der pludselig en banken på døren. Et øjeblik holdt jeg vejret, mens pulsen rungede i kroppen. En stemme lød udefra, dæmpet men tydelig: "Er du ok derinde?" Det var forstanderen. Jeg skyndte mig at lukke videoen ned, tørrede hurtigt skærmen af med et håndklæde og forsøgte at lyde rolig, mens jeg svarede gennem døren: "Ja, ja, det går fint. Jeg blev bare lidt længe færdig med rettelserne."
Dørhåndtaget bevægede sig en smule, og forstanderen sagde, nu en smule mere insisterende: "Er du sikker? Du var ikke til at få kontakt med." Jeg kneb øjnene sammen, forsøgte at kontrollere min stemme: "Ja, jeg er bare træt. Jeg skulle lige have det sidste med. Jeg er færdig nu."
Et øjebliks tøven, så lød forstanderens stemme igen, nu mere tilfreds: "Godt. Vi ses."
Jeg lyttede til skridtene, der fjernede sig ned ad gangen, og sank tungt tilbage i stolen, lettet over, at han gik videre uden flere spørgsmål. Jeg sad et øjeblik og lod roen falde tilbage over rummet, før jeg vendte tilbage til bedømmelsen. Jeg gav Alma karakteren. Hun fik 7, og jeg skammede mig.
Erotiske noveller skrevet af MrJay