Novelle 2: Calypso
Ogygia, en frodig ø tabt i Middelhavets uendelige bølger, var en verden af tætte skove og bløde strande, hvor duften af jasmin og vilde urter blandede sig med havets salte kys. Her var Odysseus, Ithaca’s konge, fanget i syv år efter Trojanerkrigens rædsler. Hans hjerte længtes efter Penelope, men hans krop var underlagt Calypso, nymfen med det fletværkslignende hår, hvis guddommelige skønhed og løfte om udødelighed bandt ham til øen. Grækernes sange fortalte om nymfer som væsener, der både forførte og beskyttede, og Calypso, datter af Atlas, var hersker over Ogygias afsondrede rige, hvor tiden syntes at stå stille. Øen var et sted, hvor grækernes tro på guderne som fristende og farlige levede i hver bølge og hvert blad.
En aften, hvor solnedgangen satte himlen i brand med røde og gyldne nuancer, sad Odysseus ved kysten, hans blik tabt i horisonten. Hans solbrændte hud bar arrene fra krig, hans øjne var tynget af længsel, men også af en uro, som øens herskerinde havde vakt. Calypso nærmede sig, hendes nøgne skikkelse kun dækket af et gennemsigtigt, silkeagtigt tøj, der klyngede sig til hendes kurver som dug på bløde blade. Hendes kastanjebrune hår faldt i bølger ned over hendes fyldige bryster og svungne hofter, og hendes øjne, som stjerner fanget i en nattehimmel, brændte med en sult, der tændte en ild i Odysseus’ pik.
“Ulysses,” hviskede hun, hendes stemme en blanding af bølgernes brus og en elskers bøn, “hvorfor kæmper du mod Ogygias omfavnelse? Jeg er Atlas’ datter, og her er jeg gudinde. Lad mig tage din smerte.” Uden at vente på svar gled hun tættere, hendes hånd greb hans kæbe, og hun kyssede ham – et kys så råt og krævende, at det rev hans tanker væk fra Ithaca. Hendes tunge dansede mod hans, og han mærkede en puls af begær, der steg fra hans bryst og ned gennem hans krop.
Hun trak sig tilbage, hendes øjne låste på hans, og med en selvsikker bevægelse knælede hun foran ham. Hendes hænder gled ned over hans bryst, langs hans mave, og hun løsnede hans tøj med en hurtig, men øm bevægelse. Han gispede, da hendes fingre fandt ham, hendes greb var fast og insisterende, og før han kunne sige noget, bøjede hun sig frem og tog ham i munden. Hendes læber omsluttede ham dybt, hendes tunge arbejdede med en rytme, der var både vild og præcis, og han stønnede højt, hans hænder greb hendes hår, mens bølger af nydelse skyllede gennem ham. Hun bevægede sig med en guddommelig selvsikkerhed, hendes mund varm og krævende, og han mærkede, hvordan hans kontrol smeltede væk.
Hans ånde blev hurtigere, hans hofter bevægede sig mod hende, og snart nåede han en eksplosion af ekstase, et råt støn undslap ham, mens hun tog imod ham med en triumferende glød i øjnene.
Men Calypso var ikke færdig. Hun rejste sig, hendes læber glinsende, og trak ham op med en styrke, der afslørede hendes guddommelige natur. “Du er min i nat,” hviskede hun og skubbede ham mod grottens klippevæg, hvor vinstokke hang som gardiner. Hun pressede sin krop mod hans, hendes bryster mod hans bryst, hendes lår mod hans, og han mærkede sit begær genvågne, trods det, der lige var sket. Hans hænder greb hendes hofter, og han løftede hende op, hendes ben snoede sig om hans talje, mens han pressede hende mod væggen. Hendes varme centrum mod hans hud var en invitation, han ikke kunne modstå. Han kyssede hendes hals, hans tænder nippede mod hendes hud, og hun stønnede, hendes negle gravede sig ind i hans skuldre. Med en kraft, der var født af både længsel og desperation, trængte han ind i hende, hendes varme omsluttede ham, og de bevægede sig sammen i en febrilsk rytme.
Væggen mod hendes ryg, hans hænder under hendes lår, og hendes høje, melodiske støn fyldte grotten, mens de mistede sig i hinanden, som om verden udenfor ikke eksisterede.
Da de sank sammen, åndeløse og svedige, troede Odysseus, at natten var ovre, men Calypso havde andre planer. Hun trak ham ned på grottens bløde mosbed, hvor hun fandt vinstokke, stærke som reb, og bandt hans håndled til klippen med en legende, men fast hånd. “Du er min fange,” hviskede hun, hendes stemme en blanding af drillende og befalende, “og jeg vil vise dig, hvad Ogygia kan.”
Hendes hænder udforskede ham, hendes fingre sporede hver muskel, hvert ar, og hun kyssede hans bryst, hans mave, hendes tunge drillede hans pik, indtil han stønnede af frustration og begær.
Hun satte sig overskrævs på ham, hendes øjne låste på hans, og hun begyndte at bevæge sig, langsomt først, hendes hofter rullede i en rytme, der var som bølger mod kysten. Hendes bryster bevægede sig med hver bevægelse, og han trak i vinstokkene, hans krop spændt af længsel efter at røre hende. Hun lænede sig frem, hendes læber fandt hans, og hendes bevægelser blev hurtigere, mere krævende. Hendes negle gled ned over hans bryst, efterlod svage røde streger, og hun red ham med en intensitet, der var både guddommelig og vild. Hendes støn blandede sig med hans, og grotten syntes at pulsere med deres lidenskab. Da de nåede klimaks sammen, var det som en storm, der brød mod kysten, en bølge af ekstase, der efterlod dem begge åndeløse.
Da de til sidst lå sammen, indhyllet i grottens varme og kildens bløde sang, strøg hun hans kind, hendes øjne glødende af tilfredsstillelse og vemod. “Du har smagt Ogygias hjerte, Odysseus,” hviskede hun.
“Denne ø er mit rige, hvor jeg holder dig, som grækernes guder engang holdt deres elskede. Jeg kan give dig udødelighed, men jeg ved, dit hjerte søger Ithaca. Når Hermes kommer, sendt af Zeus, må jeg slippe dig, som barderne vil synge om. Men indtil da…” Hun kyssede ham blødt, hendes læber varme mod hans, “er du min.”
Erotiske noveller skrevet af Eidothea