Der var engang (Almindelig sex)
Erotiske noveller skrevet af  Jacob og Camilla

Udgivet: 22-06-2023 00:01:00 - Gennemsnit: 5  Udskriv
Kategori(er): Almindelig sex | Analsex
Antal tegn:19769
Del 



SAMTALE VED SENGETID

Marie og Erik talte om det, da de lå sammen i deres beskedne logi. Hun spurgte:

- Hvis vi nu var blevet boende på slottet, kunne vi da ikke bare, som kongelige, have bestemt, at vi ville leve på den måde, hvor alle mennesker, der har lyst, kommer sammen og gør det rart for hinanden?

Han svarede:

- Vi kunne nok med tiden have taget os nogle elskere og elskerinder hver for sig, men kun i dølgsmål, fordi det ikke regnes for rigtigt passende, selvom alle ved, at kongelige personer gør den slags.

- Men sig mig – for du ved så meget om livet uden for slottene: hvorfor kunne jeg få alle de billeder at se og de historier at høre om guder og gudinder og helte og heltinder fra antikken, der boltrer sig med hinanden, når den slags ikke regnes for passende?

- Mennesker har altid elsket at skildre det liv, de drømmer om, men ikke tør leve selv. De laver historier og billeder. Og så betjener de sig selv, mens de læser og ser på billeder. Tidligere tænkte man anderledes. Fra det gamle Rom har jeg hørt om mere end én kejserinde, der kaldte mænd til sig og brugte sine slaver, for at de kunne være mange om at tage hende. Om en af disse kejserinder fortælles det, at hun engang besluttede at kappes med Roms mest berømte glædespige om, hvem der kunne betjene flest mænd på en nat. Det skal være ganske vist.

Fantastisk! Hvem vandt?

– Det gjorde kejserinden.

– Åh, hvor det dog er gået tilbage siden dengang.

- Du har ret. Men fra mine rejser inkognito rundt i landet ved jeg dog, at almindelige borgere har dannet hemmelige selskaber, hvor de mødes i deres egne huse for at nyde hinanden.

- Hvor dejligt. Vi må finde sammen med den slags mennesker, når vi har valgt det sted, hvor vi vil leve. Hvornår tror du, vi kan slå os ned og begynde vores rigtige liv?

- Nu må vi først tænke på, at vi skal have vores barn, når det bliver forår. Jeg tænker, at vi skal finde en herregård eller et kloster, hvor vi kan få lov at tilbringe vinteren mod at arbejde i hus og køkken og mark og stalde og selvfølgelig passe på dig samtidig. Hvis vi arbejder rigtig godt lige til efteråret, vil vi have tjent nok til at købe vores drømmes hus, når vinteren er ovre.

- Elskede, det lyder vidunderligt. Jeg er så glad for mit arbejde. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at tjene, hvad vi har brug for. Og senere hen vil jeg gerne gøre det igen, når det bliver nødvendigt, så at vi aldrig kommer til at mangle noget. Men hør engang: hvorfor arbejder du ikke som jeg? Du er dog den af os, der mestrer elskovskunsten bedst.

Han svarede:

- Det er ikke så almindeligt, at mænd arbejder på den måde. Der findes ikke huse, hvor kvinder opsøger mænd.

- Men så må du selv opsøge kvinder, der gerne vil betale for din vidunderlige manddom. Her i byen må der være en del rige skipperhustruer, som er alene, når deres mænd er til søs. Hør engang: du kunne jo begynde med at tilbyde dig gratis til deres tjenestepiger. Så skal de nok fortælle videre til deres fruer, hvad du har at byde på.

- Du er dog den klogeste kvinde, jeg endnu har kendt. Jeg vil begynde straks i morgen. Kom her og lad os give hinanden prøver på vores kunst.

OPDRAGELSE AF EN PRINS

Det var seks år siden. Prinsen var lige fyldt fjorten, da han en dag var gået ned i slottets køkken og havde befalet den smukkeste terne at følge med til hans værelse. Hun havde fortalt sin oplevelse videre, og siden da havde andre terner, bondepiger og stormandsdøtre ligget for prinsens fødder for at opleve en nat eller blot en time med hans elskovsfærdigheder.

Da han herefter, som alle unge mænd af god familie, skulle uddanne sig i våbenbrug og ridderlige idrætter, blev han del af en gruppe unge krigere, der rejste rundt i landet for at gøre tjeneste på de kongelige slotte. Sammen med sine nye kammerater fik han tillige udviklet sine færdigheder og erfaringer, idet han fik lært, hvordan rigtige krigere fører sig frem over for piger og kvinder, når de holder deres indtog i landsbyer og på herregårde.

Fra barnsben på slottet var han blevet uddannet i troubadurernes kunst, læsning af gamle skrifter, fremmede sprog, hofdanse og høvisk optræden. Med al den lærdom drog han på anonym dannelsesrejse til flere lande kun ledsaget af en erfaren kavaler, der skulle vise ham vej som mand i det gode og det mindre pæne selskab.

Overalt gjorde han lykke. Kun i mødet med nabolandets forkælede kongedatter led han nederlag, da hun ikke uden selvsyn ville stole på de frasagn, der gik om hans manddom.

Han havde ganske sikkert gjort en hel del kvinder med barn rundt omkring. Hvem og hvor og hvormange kunne han ikke vide noget om, da han – med undtagelse af ternerne hjemme på slottet – sjældent havde været sammen med nogen mere end én gang. Man havde sagt ham, at den slags behøvede en prins ikke bekymre sig om.

PRINSEN SOM MAND

Nu var det en ganske anderledes alvorlig sag. Han glædede sig usigeligt til at blive far med den kvinde, han var kommet til at elske over alt på jorden. Det var vidunderligt, at det værktøj, der havde skabt deres barn, også kunne bruges, når de nu sammen skulle tjene til en lykkelig og tryg tilværelse for deres barn.

Næste dag, mens Marie passede sine egne pligter, arbejdede Erik først nogle timer på havnen. Så gik han på markedet, hvor tjenestepiger kom for at købe ind. Han faldt i snak med forskellige og valgte en, der nævnte, at hendes frue var alene hjemme, da hendes mand var ude at sejle som kaptajn på et handelsskib. Han foreslog hende, at de satte sig ned sammen ved bækken. Her fik hun lov at se hans manddom, som hun greb ud efter med glubsk begær og førte til sine læber og forsøgte sig med at få dybere ned. Derpå fik hun løftet sit skørt og spredt sine ben for hans indtrængen. Han gjorde sig umage med al sin kunst, for at pigen så tydeligt som muligt kunne berette for sin frue, hvad hun havde oplevet. Da deres samvær måtte afsluttes, meddelte Erik, at han nu ville gå tilbage til sit arbejde på havnen.

Et par timer senere blev han opsøgt her af pigen, der sagde, at hendes frue ønskede at se ham i sit hus. Og Erik så nu, hvor klogt Marie havde rådet ham: at vejen til den rige frue skulle gå gennem hendes tjenestepiges skød.

Kaptajnens frue var en statelig, moden dame.

- Pigen har fortalt mig om, hvad du kan, sagde hun, da Erik præsenterede sig. - Jeg vil gerne erfare, om hun taler sandhed. Lad mig se, hvordan du ser ud.

Erik åbnede sin kofte og lod hende se.

- Godt.

Hun holdt en skindpose med mønter frem.

- Den er din, hvis du kan bruge, hvad du viser frem, på tilfredsstillende måde.

- Jeg skal gøre mit bedste, frue. Ingen har endnu haft grund til klage.

- Javel. Vi får se. Du kan komme med.

Hun gik i forvejen til sit sovekammer og stillede sig foran sengen.

Han tog tøjet af straks, da han kom ind i kammeret, og stod nu med let skrævende ben og en manddom, der var ved at løfte sig forventningsfuldt. Han kunne se hendes begærlige blik og hendes mund, der åbnede sig. Han gjorde sig klar til at hjælpe hende med at klare denne opgave, så at hun også kunne føle sig tilfreds med sine egne færdigheder. Han hjalp hende høfligt ned på knæ, så at hendes ansigt kom i den rette højde, og støttede hendes hoved og hjalp hende med at lægge nakken tilbage, så at han kunne sænke sig lige ned.

Hun gispede lidt, men sugede begærligt. Hun ønskede slet ikke, at han skulle trække sig tilbage. Med den ene hånd holdt han om hendes nakke. Med den anden holdt han hende oppe med et greb om en overarm og styrede hende op og ned. Han kunne mærke, hvordan hun med læber og tunge var med til at fremme hans rejsning, der truede med at få hendes kæber til at gå af led. Han måtte trække sig ud, mens han kærtegnede hendes ansigt.

Erik hjalp hende hen at ligge på sengen for at skubbe skørterne til side og blotte et stærkt, men sparsomt behåret skød. Han måtte beherske sig for ikke at jage sin manddom op med det samme. Det var ikke hans ret at tænke på sig selv lige nu. Han lagde i stedet læberne mod indgangen, der sandelig trængte til at modtage slik og kærtegn. Men også her var længslen stor. Først smagte det surt, men som det begyndte at flyde, fyldtes hans mund med liflig saft. Hun var i hans magt og gav slip på al værdighed, da han bragte hende til at kulminere lige så heftigt som en ung fadebursterne.

Fryden over dette resultat havde holdt hans rejsning ved lige, og nu kunne han endelig trænge ind. Han valgte at gå hårdt og hurtigt til værks. Han forventede ikke, at hun ønskede forskellige stillinger. Kun at han blev ved frem til sin udløsning. Og vejen dertil blev ledsaget af fruens høje fryderåb.

Om hun nu blev frugtsommelig, eller om hun var for gammel til det, måtte være hendes eget ansvar. Han skulle ikke møde hende igen, og hun ville ikke vide, hvor han skulle hen.

LYKKE PÅ REJSEN

Nu kunne Marie og Erik fortsætte deres rejse. En båd bragte dem over til den anden side, og en bondemand gav dem plads på sin vogn til den næste større by, der lå ved havnen i bunden af en fjord. Her ville der være både borgere, søfarende og bønder at betjene.

Først fandt de et tåleligt logi, hvor de kunne ligge sammen til næste morgen. Da de var kommet ind i byen, var Erik gået alene hen og havde givet sig i snak med mænd, der stod og hang inden for byporten, og han havde spurgt om, hvilket glædeshus der var byens bedste? Der var bred enighed blandt mændene om, hvilket hus man burde gå til. Nu fulgte han Marie hen til det sted, de havde foreslået. Over for kvinden, der styrede huset, præsenterede han sig som Maries herre. Og de traf de aftaler, der skulle gælde for hendes tjeneste.

Til at begynde med skulle hun sidde på en bænk udenfor, gå lidt frem og tilbage på gaden og vise sig frem i en dragt, der røbede hendes skønhed. Da middagsstunden var passeret, behøvede hun kun at blive i sit kammer, da det var rygtedes, at en ny pige med usædvanlige færdigheder og en herlig krop var kommet til byen.

De blev fire dage i denne by. Erik gjorde hver dag, som Marie havde lært ham, og kom hver dag til at betjene en rig enke eller en dame, hvis mand var på rejse.

Marie selv føjede bestandig nye erfaringer og dybere forståelse til sin kunst. Erik havde lært hende, hvordan hun med omhu og forsigtighed kunne bruge den bagerste indgang til sin krop, når mændene ønskede det. Han havde selv arbejdet med hende dér for at sikre, at hun var tilstrækkeligt åben og udvidet. Og han havde lært hende altid at have en skål hos sig med svinefedt eller andet brugbart til at smøre sig med, inden nogen skulle bruge hende på den måde. Når skålen stod fremme, kunne mændene straks se, at den mulighed var til rådighed. Det kunne ske, at gæsten kom tilbage med en anden mand, så at de to kunne bruge begge hendes indgange sammen Og hun lærte hurtigt, hvordan hun kunne gøre også denne oplevelse til noget særligt for både mændene og for hende selv.

Det frydede Marie og gjorde hende stolt. Hun følte nu for alvor, at hun rigeligt var de mønter værd, som mændene betalte for hende. Ofte ønskede hun sig, at hendes egen mand kunne være med blandt dem, der delte hende. Han lovede hende, at det nok skulle ske, når de havde fået deres nye hjem og en fortrolig vennekreds.

Rundt om på torvet og i krostuen kunne de bestandig høre rygtet gå om, at prinsen og hans prinsesse var forsvundet midt under fejringen af deres bryllup. Man talte om mulighederne for en ulykke eller trolddom. Ingen kunne forestille sig, at de selv havde valgt at forlade slottet. Ingen kunne genkende de to fattigt klædte unge.

På deres videre færd satte de over endnu et farvand og valgte derpå at drage mod nord. De arbejdede, tjente og sparede sammen, som de var begyndt.

Efter et par måneder var det ganske synligt, hvilken lykkelig begivenhed de havde i vente, når det blev forår. Hun måtte snart opgive sin sædvanlige gerning med at være til glæde for fremmede mænd. Nu søgte de oftere ind på større gårde, hvor der var brug for hjælp i stalde, have og køkken. Og hun begyndte ivrigt og lærevilligt at tilegne sig, hvad en kvinde skal vide og kunne, når hun skal føre hus, passe et stykke jord og røgte geder, får og høns.

Den sidste by, hvor hun skulle arbejde i et glædeshus, var en større by ved en å, der mundede ud i en bugt med en havn. De ville blive her i fem dage.

Den sidste dag regnede hun med at have modtaget sin sidste gæst, da kvinden, der styrede huset, sagde, at endnu en mand havde meldt sig.

Han var fint klædt, og hun tænkte – med nogen uro – at hun havde set ham før. Jo, det var den hofmand, der havde sendt hende ind i skoven til prinsen Sankt Hans Aften. Ville han mon genkende hende?

Hun besluttede at begynde sin tjeneste straks, før han gav sig til at studere hendes ansigt. Hun klædte sig af og lod ham beundre hendes krop. Så trak hun ham hen at ligge på sengen, hvor hun befriede hans manddom, der var en del større end, hvad hun var vant til hos sine gæster. Hun tog den straks mellem læberne og arbejdede omhyggeligt, også omkring de tunge kugler. Hun tog dem i munden én efter én og vendte tilbage til skaftet, som hun nu førte helt ind i sit svælg. På den måde blev hun ved lige til det øjeblik, hvor han udtømte sig i hendes mund.

Nu klædte han sig helt af og lagde sig hen over hendes krop for at nyde alle dens enkelte dele. Han kælede for brysterne og slikkede og suttede også kyndigt mellem hendes ben og fyldte hende med vellystige fornemmelser. Da hun havde givet efter med heftige udbrud og råb, sagde han pludselig:

- Du er jo ikke dansk. Jeg kan høre på din røst, at du er fra vores naboland – der, hvor vores nye prinsesse kommer fra. Har jeg ret?

- Ja, det er sandt, hviskede hun.

- Har du nogensinde set prinsessen, før du kom til vores land?

- Åh ja, jeg var der engang, da hun kom kørende i sin karet. Som hun dengang så ud: stolt, hovmodig og forkælet, var hun ikke værd at tænke tilbage på.

- Hvorfor er du selv i Danmark nu?

- Jeg fik en herre, der tog mig med hertil. Vi er på rejse. Vi elsker hinanden, og nu arbejder vi begge to på denne her måde for at få råd til at finde lykken for os selv og det barn, vi venter.

- Og hvor går rejsen hen?

- Det kan jeg ikke sige. Min herre ved det nok, når vi har fundet det rette sted.

- Du har vel hørt, at prinsessen er forsvundet sammen med prinsen?

- Ja, jeg har godt nok hørt, at folk taler om det. Hvad tror du, der er sket?

- I hovedstaden, hvor jeg kommer fra, har man flere tanker om det: hvis ikke Fanden har taget dem, kan de være bortført. Men jeg tror nu, at de selv har valgt at rejse væk. Kongen har sendt mig ud for at finde dem.

Hendes bryst hævede og sænkede sig af sindsbevægelse ved tanken om alt det, der nu stod på spil – deres drømme, deres kærlighed, deres håb om en anden tilværelse, og hun skælvede af angst for, at de skulle blive tvunget tilbage til det fængsel, de var flygtet fra. Hun hviskede:

- Hvis nu du finder dem, og de siger til dig, at de slet ikke vil findes, vil du så respektere deres ønske og lade være med at fortælle til nogen, hvor de er?

Han lagde begge hænder på hendes bryster for at dæmpe hendes stakåndede uro. Og han svarede hende med mild stemme:

- Ja, det tror jeg nok, at jeg kan love. Jeg mener, at alle – selv prinser og prinsesser – har lov at søge lykken på deres egen måde. – Jeg vil vende tilbage til min konge og meddele, at jeg ikke fandt nogen, der lignede prinsen af Danmark og hans prinsesse. For mig selv vil jeg bevare mindet om at have truffet en kvinde, der var en kongelig elskov værdig. Men så må du til gengæld også give mig en kongelig afslutning på vores møde.

Mens den ene hånd lå tungt hen over hendes bryst med et fast greb om begge spidser, flyttede den anden ned om hendes skød med fingre, som han pressede hårdt ind i begge hendes indgange – som for at give hvert af sine ord eftertryk, og særligt tryk ind i det bagerste hul, da han sluttede:

– Så vil mit løfte stå ved magt.

Hun forstod. De forstod hinanden. Der var ikke mere at sige. Han slap sit greb om hendes krop. Hun bøjede sig over ham, tog ham i munden, brugte sin kunst igen og blev ved, til han havde genvundet hele sin styrke.

Flere aftener havde Erik ligget længe med sin udspændte manddom i Maries bagerste indgang, som om han havde villet gøre hende beredt til netop dette besøg af manden, der kom fra landets hovedstad. Nu var hun også med hele sin sjæl og krop beredt, da hun så ham gribe ud efter skålen med svinefedt.

Hun lagde sig på knæ med hovedet hvilende på de udstrakte arme. Han smurte stedet, hvor han ville ind, og knælede bag hende, holdt fast om brysterne og ventede et kort øjeblik ligesom for at tage tilløb. Endelig huggede han med alle sine kræfter dybt ned i hendes krop.

Mandens stød vedblev med uformindsket styrke. Hun skreg og græd. Den smerteblandede fryd fyldte hende med varme og himmelsk vellyst ved denne fuldkomne brug af hendes krop og ved tanken om, at der nu var lyst fred over deres færd mod lykken. Intet kunne mere standse deres rejse.

Hans sæd skyllede dybt ind i hendes krop. Det var pagten, som hun hermed indgik med denne sin sidste gæst, inden deres barn skulle komme til verden.

Han lod hende ligge som et anskudt dyr i skoven og lod en venlig hånd glide hen langs hendes krop, mens han sagde:

- Held og lykke til jer alle tre.

Så klædte han sig på og forlod stedet.

*******

Første del af denne historie er blevet genfortalt som folkeeventyr i mange versioner, bl.a. Kong Drosselskæg hos Brødrene Grimm.
Holger Drachmann brugte eventyret som grundlag for sit skuespil "Der var engang" fra 1885 med musik af P. E. Lange-Müller, hvoriblandt Midsommervisen: Vi elsker vort land.

Vi har ikke følt os tilfredse med eventyrets slutning eller med, hvad der forties hos f.eks. Drachmann. Når prinsen i en landstrygers skikkelse har ført prinsessen som hustru til sit usle hjem, nægter vi at tro, at samlivet ikke er blevet fuldbyrdet med det samme, da det jo netop er meningen, at hun skal lære om det virkelige liv, inden han kan demaskere sig som prins.

Når hun dermed er blevet befriet for sine forkælede prinsessenykker, er præmisserne for deres samliv ændret. Prinsen og prinsessen har begge indset, at hele livet ved hoffet er lige så falsk og forlorent, som den forkælede natur, prinsessen har lært at tage afstand fra. Prinsens opdragelse af prinsessen har ramt ham selv i lige så høj grad. Derfor er de nødt til at forlade dette fængsel og drage sammen ud i den vide verden for, at deres kærlighed kan få lov at leve.

Vi ved ikke helt præcis, hvornår disse begivenheder udspandt sig. Der er flere uopklarede gåder i historien om det danske kongehus gennem mere end tusinde år. Men selvfølgelig kan de have fundet sted. Tænk bare på den sande historie om herremandsdatteren Marie Grubbe (1643-1718), der blev gift med en kongesøn, derefter skilt og gift igen med en adelsmand og skilt, da hun foretrak en landstryger. Jo, kærlighedens og erotikkens magt er stor og kan overvinde alt, hvis man vil det. Og sådan har det altid været.



Erotiske noveller skrevet af  Jacob og Camilla

Historien er rettet af Jacob og Camilla


Del 
123


Påskønnelse
Her kan du, også Anonyme læsere, give en lille ting til forfatteren af historien, for at vise din påskønnelse.

(3)
(4)
(0)

Læst af bruger

Stemme og kommentar

5 * = Virkelig god historie
4 * = God historie
3 * = Ok historie
2 * = Under middel historie
1 * = Dårlig historie



For at kunne stemme, skal du oprette dig som bruger.

Allerslyst(m) 04-11-2024 22:22
”Mennesker har altid elsket at skildre det liv, de drømmer om, men ikke tør leve selv. De laver historier og billeder,” siger Erik til sin Marie her i samtalen ved sengetid. Og Erik er selv en person i et eventyr om det liv vi drømmer om, det liv der er så lystfuldt, upassende og promiskuøst at vi ikke tør tale om det og slet ikke udleve det. Men så er det jo godt vi har eventyret og Jakob og Camilla til at fortælle det.

Hvilken herlig gendigtning – og sproget holder hele vejen igennem, selvom det bestemt ikke har været nogen nem opgave!




Basse70(P) 18-06-2024 13:56
det var en rigtig god historie at læse
kan godt anbefales


lektoren(m) 09-07-2023 13:17
Det var virkeligt et eventyr


Krebs 1965(m) 04-07-2023 12:27
Hej,
Må klart erkende, at den første historie var den bedste for mig.


Jacob og Camilla(p) 02-07-2023 23:41
Med denne historie har vi begivet os uden for det vante univers. Ideen til kap. 2 og 3 opstod først, da kap. 1 var udgivet som gendigtning af et kendt eventyr. Vi sad bare med en klar fornemmelse af, at de gamle eventyrfortællere (inklusive Holger Drachmann) var sluppet for let igennem med en utroværdig slutning. Så vi måtte finde ud af, hvad der mere kunne være sket. Vi var sikre på, at de to unge måtte være stukket af, ligesom Ibsens Nora forlod sit Dukkehjem.
Vi skal ikke lægge skjul på, at der er lagt temmelig meget arbejde i at finde ud af, hvor de to hovedpersoner begav sig hen og derefter få en fortælling ud af, som kunne interesse Sexwriters læsere. Derfor er det temmelig skuffende, at kun én ud af over 3.000 besøgende har haft lyst til at skrive kommentar og give de to kapitler et gennemsnit på 5. - Har vi skudt helt ved siden af ved at skrive sådan en historie i dette forum? Eller har den bare været uheldig at drukne i trængslen af håbefulde bidrag? - Så er det i det mindste aldrig for sent, hvis nogen skulle have lyst til at springe på og sige deres mening.


olfert57(m) 26-06-2023 20:08
Hvilke kongelige glæder Erik og Marie delte ud af og det burde betyde at de levede lykkeligt til deres dages ende. Dejlig tur tilbage til tiden hvor eventyret levede.






     

Her ses læsernes bedømmelse af historien
Antal stemmer4
Gennemsnits stemmer5
Antal visninger5846
Udgivet den22-06-2023 00:01:00