I Paphos’ lunde, hvor rosenblade faldt som silke mod jorden, og myrraen hang i den varme luft som en hvisken, vandrede han – Adonis. Ung og dog allerede båret af skæbnens alvor. Hans skuldre bar jægerens spænding, hans hud glimtede i det sidste lys fra en dag, der nægtede at dø. Duften af harpiks og blomster sved sig fast i hans næsebor.
Bag ham, i skyggerne, vågnede noget ældre. Mere erfarent. Og langt mere farligt.
Aphrodite, kærlighedens gudinde. Ingen pige i flor, men en kvinde med tidens styrke i sit blik. Hendes skønhed var ikke skrøbelig – den var skåret i guddommelig erfaring og smykket med nydelsens viden. Hun bar kun et slør, gyldent og næsten gennemsigtigt, som kærtegnede hendes bryster og svajede over hofterne som en ældgammel dans.
Hun betragtede ham, som man betragter vin i det rigtige lys – og hun vidste, hun ville drikke ham til bunds.
“Adonis,” sagde hun, hendes stemme lav og varm, “du har trådt ind i mit tempel.”
Han standsede. Hans øjne mødte hendes, og noget i ham bøjede sig – ikke i frygt, men i tiltrækning. Han havde hørt hendes navn i hvisken, i sange, i drømme. Nu stod hun foran ham. Kød. Blod. Guddom.
“Jeg søger ikke dig,” sagde han, og løj.
Hun smilede, og det var som om lunden rykkede lidt nærmere dem. “Nej. Men du længes.”
Hun gik frem. Hendes hænder løftede sløret, lod det falde. Hendes nøgne hud var dækket af sol og skygger, af den slags skønhed, man ikke finder i ungdom, men i erfaring – bryster, der tyngedes let af hendes åndedræt, lår der bar styrke og forførelse, hofter brede som løfter.
Hun rørte hans kind. Hendes hånd var varm, men blød, og hendes fingre gled ned langs hans hals, over hans bryst, hvor tunikaen blev åbnet uden hast – lag for lag. Ikke revet, men afsløret. Hans brystmuskler løftede sig under hendes fingre. Hans mave spændte. Hun så ham vokse under stoffet, og smilede.
“Du brænder allerede,” hviskede hun.
Han greb hendes hofter. Hans hænder var faste, men usikre – ikke vant til kvinder som hende. Hendes krop reagerede øjeblikkeligt. Hendes brystvorter blev hårde, hendes lår gled let fra hinanden.
“Vis mig,” sagde han. “Lad mig forstå, hvad du er.”
Hun førte ham til jorden. Græsset var blødt, mosset køligt mod den varme aftenluft. Hun lå over ham, hendes hår faldt som slør over hans ansigt, hendes brystvorter strejfede hans læber, og han greb hendes bryst med begge hænder, som om han havde fundet noget helligt.
Hans læber sugede sig fast omkring hendes ene brystvorte, hans tunge cirklede i rytmer, som fik hende til at stønne dybt og tungt. Hun svajede over ham, pressede sig ned mod hans lår, mærkede hans stivhed mod sin inderlår.
“Nu,” hviskede han. “Jeg vil smage dig.”
Hun lagde sig tilbage. Åbnede sig for ham. Ingen skam. Ingen tilbageholdenhed. Han knælede mellem hendes ben, hans hænder gled op langs hendes lår, hendes varme allerede fugtig og åben. Han lod tungen glide frem. En første smag, en dragning. Hendes smag var som gylden frugt og salt hud – og han drak hende, som om han aldrig havde kendt tørst før.
Hendes hofter rullede, hendes fingre greb det nærmeste græs. Hendes lyde voksede fra åndedrag til støn, til halvkvalte råb, da hans tunge fandt den rytme, der tændte hende indefra.
Hun spændte. Rystede. Og slap – med et gisp, der fik fuglene i træerne til at løfte hovederne.
Han kravlede op over hende. Hans lem, hårdt og klar, gled mod hendes skød, og hun greb ham, førte ham til sig, lod ham trænge ind – langsomt, dybt. Hver centimeter blev en bekendelse. Hver bevægelse en bøn.
Han fyldte hende.
Hun strammede om ham, lod sin krop forme sig efter ham. De fandt en rytme – langsom, tung, uendelig. Hendes negle fandt hans skuldre, hans læber fandt hendes hals, deres støn blandede sig med kildens rislen og rosernes søde duft. Hun rullede dem rundt, satte sig op, lod ham glide dybt op i sig, mens hendes hænder holdt om hans bryst, hendes hofter bevægede sig i roterende kredse, der fik ham til at bide tænderne sammen.
“Giv slip,” sagde hun. “Lad mig mærke dig komme.”
Og da han gjorde – da han fyldte hende med varme og støn, da han rystede under hende som et træ i storm – lagde hun sig over ham og hviskede:
“Du er min nu, Adonis. Ikke fordi jeg kræver det. Men fordi du ønskede det.”
De lå sammen, nøgne i det sidste lys. Og selvom natten voksede omkring dem, brændte flammen videre.
Erotiske noveller skrevet af Eidothea5 * = Virkelig god historie
4 * = God historie
3 * = Ok historie
2 * = Under middel historie
1 * = Dårlig historie
For at kunne stemme, skal du oprette dig som bruger.
jyka(m) 29-08-2025 00:25
Dejlig fortolkning af den Ggræske mytologi.
heldige mig(m) 25-08-2025 07:28
rigtig god lille novelle , fanger fra første del
Gårdsanger(M) 23-08-2025 07:53
Det er lige sådan læse-oplevelsen er, når resultatet rykker en liga op - fra sublimt håndværk til kunst - bare lækker:)
Stockholm(M) 06-08-2025 07:27
Igen, dine ord fortryller mig. Du fører mig igen ind i den græske mytologi en drømmeverden.
Dine ord flyder som en lækker sød nektar, der smager af en blanding af honning og salt vand.
Du rammer den indre sjæl og den indre varme.
Du fører mig ind i en sensuel, en erotisk verden. En verden hvor kun guderne føler, hvor kun guder kan forening i en sammensmeltning.
Du beskriver begær med en indre varme.
De græske gudekvinder, der forfører de stærke mænd, de der har kæmpet store slag. De vækker deres lidenskab og ønsket om at blive forenet.
Det gør du ikke bare med den her, men i hele serien.
Hvis det var muligt, langt højere. For du får mig, læseren, ind i en helt anden verden.
Jacob og Camilla(p) 05-08-2025 06:40
Om alle tre afsnit:
Fem stjerner for at skrive utrolig smukt og pletfrit. Det er poetiske, korte stemningsbilleder. med stor indlevelse og viden om det originale stof.
Katten01(K) 19-07-2025 19:56
Du skriver, som Ovid kunne have skrevet … Guden er en person, der elsker et menneske. Jeg har tænkt, at guden måske var et højere princip, der bliver synligt et sted i et menneske. Aphrodite er Kærligheden, princippet, der møder Adonis og forandrer ham, bliver synligt gennem ham …
😺
