De næste dage, sejlede de langsomt op mod Miami igen. De havde begge brug for, at finde lidt ro og vende sig til tanken om, at det var overstået. Thom brugte en del tid på, at overveje hvad han ville. Hans job hos KASIC havde været ualmindeligt godt betalt og med en klækkelig bonusordning for veludførte missioner, så han havde ikke behov for at tage hensyn til økonomi. Derudover havde han i den seneste tid haft mere og mere svært ved, at finde mening i sit arbejde. Før i tiden, havde han bildt sig selv ind, at det han lavede kom menneskeheden til gode og gjorde verden til et bedre sted. Det synes nu tvivlsomt. Efter knapt 14 år og snesevis af succesfulde missioner, var resultaterne til at overskue og verden var ikke en skid bedre, snarere tværtimod. Bevares, på mikroplan var mange steder og mennesker bedre stillet efter han havde ´været forbi´, men i det store hele, var verden stadig mindst ligeså korrupt og uretfærdig som den altid havde været. Desillusionen havde fået tag i ham og på et ubevidst plan var beslutningen formentligt allerede taget. Og så var der Lin. Hans følelser for hende, havde overrasket ham og han var langsomt ved at indse, at hvis han ville forfølge dem - og Lin, måtte han opgive sit job. Det ville være for farligt, at være så tæt knyttet til et andet menneske, da det ville påvirke hans ageren på missioner. I første omgang, bestemte han sig for, at meddele KASIC at han tog orlov på ubestemt tid. Så måtte han se, hvad fremtiden ville bringe.
En aften han og Lin sad i cockpittet og nød et glas kølig vin efter de havde spist, gled samtalen ind på, hvilke planer de hver især havde.
"Jeg tager ikke tilbage til Danmark" sagde Thom mens han så beslutsomt ud i mørket.
"Hvorfor ikke?" spurgte Lin. Han tænkte længe inden han svarede.
"Fordi mit arbejde..." han holdt endnu en tankefuld pause og fortsatte så "- ja måske mit liv, ikke har givet mening længe - længere end jeg har været opmærksom på og er ked af at måtte erkende". Han så over på hende. Hun smilede let, men varmere og mere afslappet end han havde set det før.
“Hvad med dig - hvad vil du?” spurgte han.
“Det ved jeg ikke. Jeg vil ikke hjem til Kina og heller ikke tilbage til mit job”. Thom havde lyst til, at spørge om ikke hun ville med ham. Bare kaste fortøjningerne og sejle gennem Panama kanalen og lade vinden bestemme kursen. Men han ville ikke presse. Lin havde været gennem voldsomme begivenheder. Begivenheder almindelige mennesker ikke hverken er, eller skal være, vandt til og hun ville ikke kunne træffe en sådan beslutning uden videre.
I det korte sekund der gik mellem han fik øje på den røde laserprik i panden på Lin og at hendes hoved blev kastet bagover af skuddet, nåede han ikke at reagere. Han kastede sig ned under cockpitbordet og trak hurtigt Lin med ned, men kuglen var gået ret igennem og havde dræbt hende på stedet. Et øjeblik følte han et raseri vælde op i sig, som en vulkan der skulle til at bryde ud. Hans kæber snærede sig sammen og hans øjne blev våde. Han knugede Lin ind til sig. Mange gange havde han på missioner været nervøs og kanaliseret den følelse over i målrettet fokus. Denne følelse var langt voldsommere og det tog ham lidt tid, at få greb om sig selv. Men så kom den - den iskolde ro, der lod ham tænke hurtigere og mere klart og gjorde ham handlekraftig og uhyggeligt kynisk.
Han skubbede Lin til siden og mavede sig ned om læ, hvor han fandt en lille vandtæt pose til sin pistol. Så stak han kniven i sin linning og tog en dykkermaske. På grund af det lys han havde tændt i cockpittet, var resten af båden helt mørk, så han løb risikoen og smuttede forsigtigt op af dækslugen i forkahytten, rullede hurtigt ud over rælingen og gled så lydløst han kunne ned i vandet på den modsatte side af, hvor skuddet var kommet fra. Det var ikke kommet fra land, hvilket betød, at det måtte være kommet fra én af de tre andre både der lå for anker i vigen. Han gjorde posen fast til sit bælte og svømmede stille over mod den nærmeste af bådene.
Det var en mellemstor motorbåd af trawler typen og han havde tidligere på dagen set nogle unge mennesker scubadykke fra den, men det kunne jo være et skalkeskjul. Da han kom nærmere, kunne han høre musik og latter fra båden, men han checkede alligevel, ved at snige sig op på bådens store badeplatform på hækken - fire dykkerturister og to instruktører.
Den næste båd var en mindre sejlbåd. Den var både for lille og for langsom til at virke... ‘rigtig’, så han begyndte at svømme ud mod den tredie båd, som lå lidt længere ude end de andre, hans egen inklusive. Det var også en motorbåd, på cirka 45 fod. Da han kom nærmere, kunne han høre dæmpede stemmer ombord. De talte spansk.
“Kan du se noget?”
“Nej”.
“Måske du ramte dem begge med samme skud?”
“Nej”.
“Jamen, for helvede - vi kan sgu da ikke sidde og vente hele natten!?”
“Nej... men vi venter lidt endnu!”
Thom svømmede lydløst rundt om båden og hævede sig langsomt op i ankerkæden for, at undersøge om der var flere ombord end de to han kunne høre. Hvis der var, måtte de være nede i båden, hvilket virkede ulogisk, omstændighederne taget i betragtning. Han lod sig stille glide ned i vandet igen og svømmede om til bådens agterende. Der synes kun at være to mænd ombord. Stille og så langsomt at hans bevægelser ikke kunne høres i vandet, mavede han sig op på bådens badeplatform. På grund af bådens design, kunne han ikke ses så længe han blev helt ude i den ene side. Han tog sin pistol op af posen og trak sin kniv. I et hurtigt spring var han oppe i cockpittet, hvor et hurtigt velplaceret skud til hovedet, dræbte snigskytten med riflen. Inden den anden mand kunne nå at reagere, var han kastet omkuld og lå med kniven, for struben og en pistol presset mod sin pande.
“Vent!” stønnede manden. Hans stemme rystede af frygt.
“Hvem er du og hvad vil du?” fik han fremstammet. Thom så længe på ham, mens han afvejede, hvorvidt mandens eventuelle oplysninger var værd at vente med at dræbe ham for. Efter nogle lang sekunders eftertanke, besluttede han, at det var de.
“I har holdt øje med os i et par dage og har åbenbart fået til opgave at dræbe både Lin og jeg. Hvem har givet ordre til det og hvorfor? Og inden du svarer, skal du vide, at hvis du lyver dør du her og nu...” Manden rystede af skræk og en stor våd plet på hans bukser afslørede, at han vidste manden der sad over ham talte sandt.
“Castello!... Castello kartellet. De har udsendt en likvideringsordre på jer begge. Alle har ret til opgaven og prisen for veludført arbejde er 100.000 dollars”. Thom tænkte sig lidt om. Alle kendte Castello kartellet, som var, hvis ikke det mest magtfulde, så ét af de mest magtfulde narkokarteller.
“Og alle I uafhængige lejemordere har taget opgaven?” spurte han stille.
“100.000 er mange penge...” svarede manden undskyldende. Thom så længe på ham.
“Hvis du sejler mod øst nu og aldrig kommer tilbage... ” begyndte Thom.
“ALDRIG! Jeg kommer aldrig tilbage!” svarede manden ivrigt. Thom rejste sig og pegede på den døde snigskytte.
“Og ham - hvad gør du med ham?” Manden så forfjamsket på sin døde makker.
“Smider ham over bord når jeg når åbent hav” svarede han med en blanding af frygt og beslutsomhed i stemmen. Thom så stadig gennemborende på ham.
“Ok". Thom stak pistolen i bæltet og vendte sig for at se båden efter for en sikkerheds skyld. Han nåede lige at se reflektionen af manden bag sig idet han kastede sig over ham. De væltede gennem glasdøren til motorbådens salon og ned på dørken. Manden havde armen om Thom´s hals og klemte alt hvad han kunne.
Thom vidste, at uden ilt til hjernen, havde han omkring 30 til 45 sekunder inden han ville mindste bevidstheden, så i stedet for at kæmpe imod, jog han sin kniv i til parrerstangen på indersiden af mandens lår og trak den ud igen. Blodet fossede ud af såret og manden slap langsomt sit greb om Thom´s hals. Thom rullede væk og satte sig op. Manden var allerede bleg og der gik ikke længe før han besvimede og døde af blodtabet. Thom hev ankeret op og lagde en kurs ind i GPS´en. Så startede båden, slog selvstyreren til og hoppede i vandet. Motorbåden forsvandt i mørket med kurs stik øst ud i Atlanterhavet. Selv med en fuld tank ville den aldrig nå land og hvis den nogensinde blev fundet, ville den være flere hundrede sømil herfra. Thom svømmede tilbage til sin båd og lettede anker.
Det tog ham et par dage at sejle tilbage til Miami, hvor han lagde båden i Crandon Marina, da der var hurtig adgang til Miami international airport. Hans sind var mørkt og koldt og desillusionen større end nogensinde. Han havde lige netop fået lov at smage en lillebitte smule af, hvad livet bør leves for og så var det revet fra ham igen. Hans sorg var ikke så meget over hvad han havde mistet, som over hvad det kunne være blevet til. Hadet svulmede i ham og hans beslutsomhed ligeså.
Han pakkede en taske med valuta og et par af sine pas og tog en taxa til lufthavnen. Her bookede han et fly til El Dorado International Airport, der ligger i Colombias hovedstad Bogotá. Han vidste, at det var ikke så langt herfra, at Castello kartellet havde base.
Bogotá var stegende hed og hans skjorte klæbede til hans krop. Fra lufthavnen tog han en taxa til hans foretrukne hotel Sofitel Bogota Victoria Regia. Ikke det fineste eller dyreste, men efter hans mening det bedste og så havde han en kontakt der. Det var godt nok et par år siden han sidst havde været der sidst, men han satsede på, at den stadig var brugbar.
Concierge’en genkendte ham straks, da han gik over til skranken i lobbyen.
“God aften hr...” han så ned på det pas Thom hurtigt havde lagt på bordet og fortsatte upåvirket
“- Norris. Dejligt at se dem igen hr. Har de en reservation?” Thom rystede på hovedet og svarede med et høfligt smil
“Nej, desværre ikke. Rejsen var lidt impulsiv”.
“Ikke noget problem hr Norris, vi har stadig to ledige suiter. Hvor længe bliver de i denne omgang?” Thom stod lidt og tænkte ‘Til jeg har dræbt hver og en af de svin’, men svarede så
“Det vides endnu ikke helt - kan vi lade den stå åben?” Han så indforstået på manden i den smagfulde og tilpas anonyme uniform bag skranken, som straks svarede med et nik
“Naturligvis hr Norris”. Concierge’en vinkede diskret en portier over.
“Vis venligst hr Norris op til hans suite”. Han rakte portieren en nøgle med et smukt messingskilt, hvorpå der var indgraveret nummeret 502.
“S’gerne. Denne vej hr Norris”. Portieren bukkede let og rakte hånden over mod elevatorerne. Oppe på værelset smed Thom sig på sengen. Han havde ikke givet sig selv lov til at tænke på Lin siden hun var blevet dræbt og med god grund. Følelserne vældede ind over ham og hans krop sitrede i en blanding af raseri og sorg. Der var gået næsten fire dage og de sidste 38 timer stort set uden søvn og langsomt overmandede følelserne og udmattelsen ham og han faldt i søvn.
Da han vågnede, ringede han ned til receptionen.
"Nigel Norris i 502. Kan jeg få noget morgenmad sendt op?... En croissant, en grapefrugt, et stort glas iskoldt mælk og en kop kaffe... Tak". Så gik han i bad.
Efter at have spist, forlod han hotellet og tog en taxa op til Parque Central de Soacha. Han var heldig. Manuel havde stadig sin autocamper stående i Parkens udkant, hvor han solgte frugt og grønt... eller foregav at sælge frugt og grønt. I virkeligheden var Manuel derudover leveringsdygtig i næsten alt, hvad hjertet kunne begære i våben. Manuel genkendte straks Thom, som han huskede som ‘Manden uden navn’ der betalte dobbelt for at forblive anonym.
"Senior hombre sin nombre! Hvad kan jeg gøre for dem?" spurgte han begejstret, i den formodning, at det ville blive en ualmindelig god forretning.
Thom bad om en Heckler og Kock P7M13 pistol, en Schultz og Larsen kaliber .270 WSM riffel med Leica PRS 5-30x56 optik, samt en Steyr AUG A3 XS assultrifle, alle tre med lyddæmper. Derudover godt med ammunition og 2 stk. M67 fragmentations-granater.
"Og det haster desværre lidt Manuel...?" Thom så spørgende på Manuel.
"Riffelen kan ta nogle dage, men resten kan du få i løbet af en time" sagde Manuel smilende.
"Jeg henter og betaler det hele samlet - skal vi sige på fredag?" Manuel tænkte sig hurtigt om og svarede bekræftende.
"Så ses vi fredag" sagde Thom og satte sig ind i sin taxa igen. På vejen tilbage til hotellet, købte han noget sort tøj og nogle sorte lette militærstøvler.
I dagene efter lejede han en gammel bil og kørte rundt i området nord for Bogotá, hvor han mente, at Castello kartellets hovedkvarter lå. De fleste lokale ville ikke tale med ham, når de fandt ud af hvad han var interesseret i, da de enten arbejde for kartellet eller var bange for dem - med god grund. En dag da han sad og drak en kold øl på en lokal taverna, kom en gammel dame hen til ham. Hun var rynket i ansigtet af alder og alt for mange bekymringer og hendes sorte kjole var slidt. Hun så længe på ham med en mine som vurderede hun ham.
"Kan jeg hjælpe dem frue?" spurgte han venligt.
"Måske" svarede hun med hæs stemme og fortsatte "Måske vi kan hjælpe hinanden..." Hendes ansigt afslørede intet. Nærmest tværtimod. Hendes øjne var tomme og stemmen hverken anspændt eller lavmælt.
"Jah... hvordan det?" svarede Thom, denne gang lidt mere stille. Den gamle kvinde så sig ligegyldigt om, men sagde så
"Kom med - væggene har øre her". Så vendte hun sig og gik ud på gaden.
Thom ventede lidt, rejste sig og lagde betaling og drikkepenge og forlod taverna´en. Udenfor så han sig om med missende øjne. Solen stod højt og han var glad for sin stråhat. Så fik han øje på den gamle kvinde lidt nede ad gaden. Hun stod under en markise ved en gadehandler. Da hun havde sikret sig, at Thom havde set hende, forsvandt hun ind i en lille smøge. Thom gik afslappet ned til gadehandleren og fuldte efter ind i smøgen. Husene var faldefærdige og stod tæt så den lille gade var i skygge. Den gamle kvinde var ikke umiddelbart at se. Han gik langsomt ned af gaden og ud for et lille hus, hørte han den gamle kvindes stemme gennem skodderne.
"Herinde. Næste dør til venstre". Thom greb i døren og gik ind.
Rummet var sparsomt oplyst, kun af dagslys ind gennem skodderne for vinduet. Der var et lille køkkenbord med en vask og en gasbrænder, et lille køleskab og et lille rundt bord med to stole. I det andet hjørne stod en seng der var pænt redt. Den gamle kvinde sad ved det lille bord og så på ham.
"Sid ned" sagde den gamle kvinde og pegede på stolen overfor hende. Thom satte sig.
"Du leder efter Castello?" spurgte hun. Der var noget ondt eller hadefuldt i den måde hun udtalte navnet på.
"Ja" svarede Thom.
"Hvorfor?" spurgte hun med en forsigtig, næsten frygtsom stemme.
"Jeg vil slå dem ihjel" svarede Thom koldt og så den gamle kvinde dybt i øjnene. Hendes reaktion kan bedst beskrives som lettelse og en tåre løb langsomt ned af hendes rynkede kind.
Det viste sig, at den gamle kvinde havde mistet både sin mand og sine fire sønner for flere år siden. Hendes mand havde trodset Castello kartellet og forsøgt at få beboerne i den lille by til, at sige fra overfor den vold og utryghed de skabte. Kartellet havde statueret et eksempel og sprunget manden i luften med en bilbombe og da sønnerne havde forsøgt at hævne deres far, var de forsvundet. Alle vidste, at det var Castello kartellet der stod bag og siden havde ingen sat sig imod dem.
Den gamle kvinde gik hen til en lille kommode og trak en skuffe ud. Her tog hun et stort gulnet stykke papir op der var foldet sammen to gange. Hun foldede det ud på bordet foran Thom. Det var et ret detaljeret kort over området omkring den lille landsby. Tre steder i junglen var der indtegnet forskellige symboler og bygninger.
"Mine sønner nåede at lave dette kort inden de forsvandt". Thom studerede kortet som var overraskende grundigt lavet. Det fremgik tydeligt, at de tre steder i junglen var en produktionsfacilitet, mandskabsbarakker, samt Castello familiens luksuriøse domicil.
Thom takkede for kortet og rejste sig. Da han skulle til at gå, greb den gamle kvinde hans hånd og sagde
"Gud må afgøre om Castello skal tilgives, men du må love mig at sørge for at de mødes!" Thom smilede overbærende og svarede
"Det lover jeg og jeg tror ikke han tilgiver!"
Fredag hævede han penge til at betale for våbnene og kørte ud til Manuel. Thom chekede at alt var som aftalt og betalte.
"Jeg får også brug for noget C4 og nogle tidsindstillige detonatorer. Kan du klare det?"
"Naturligvis! Hvor meget?" svarede Manuel.
Thom så kortet for sit indre blik og svarede så
"Fire blokke C4 og lige så mange detonatorer". Manuel løftede sine øjenbryn.
"Skal du i krig??" Thom smilede let, men svarede ikke. Det tog kun et kvarter for en af Manuel´s mænd, at hente sprængstoffet som Thom fik med uden beregning. Lørdag sov han så længe han kunne, da han ville sondere området i junglen om natten.
Månen var fuld og lyste netop så meget op som han havde brug for, for at kunne orientere sig i underskoven. Produktionsbygningen, som var en ældre træbarak, var noget større end han havde forestillet sig, men stod heldigvis stille om natten. Der cirkulerede to vagter om bygningen og der var også to vagter indenfor. På grund af den store produktion, var der masser af ultra brandbare kemikalier rundt om i hallen, som var næsten ligeså stor som en håndbold hal, dog kun ca. fire meter til loftet. De mange eksplosive kemikalier gjorde, at han kunne nøjes med én blok C4, som han skjulte og satte detonatoren til kl. 22:30, hvilket var to timer efter arbejdet var standset. Så sneg han sig gennem junglen de knapt 800 meter der var til mandskabsbarakkerne. Det tog en god time, at placere de tre sidste blokke C4, da han hele tiden måtte passe på, ikke at blive opdaget af de vagter der patruljerede omkring barakkerne. To blokke skjulte han ved de to barakker og den sidste under den lastbil der stod udenfor. Detonatorerne i barakkerne satte han til 22:30 og den under lastbilen til 22:32.
Castello domicilet lå et par kilometer længere oppe og var omgivet af en toenhalv meter høj stenmur. Der sad kameraer for hver tyvende meter, men de pegede ind i haven, da junglen var for tæt til, at man kunne se noget mere end de tre meter, der var ryddet udenfor muren. På sønnernes kort, var der indtegnet to høje vagttårne. Et inde midt i den store parklignende have og et udenfor muren, på en forhøjning syd for hele anlægget. Det var angivet, at der var to vagter i hvert tårn, som havde hver sin maskinkanon. Nedenfor tårnet udenfor anlægget, var der yderligere to vagter. Thom fandt et klippefremspring bag noget tæt bevoksning, hvor han kunne holde sig skjult indtil den næste aften. Der var en bæk nogle meter derfra, hvis rislen ville overdøve den smule støj han lavede når han ændrede siddestilling.
Timerne gik og selvom han havde prøvet at ligge på lur på denne måde mange gange, var det sværere denne gang. Billeder af Lin jog gennem hans tanker og sorg og had fyldte ham.
Da mørket endelig kom, kom det hurtigt, som det gør så tæt på ækvator. Thom checkene sine våben en sidste gang og sneg sig lydløst op til tårnet udenfor muren. De to vagter stod og talte lavmælt med hinanden mens de delte en cigaret. Deres silhuetter stod klart i den måneoplyste nat og Thoms to skud kom så hurtigt efter hinanden, at ingen af vagterne nåede at opdage hvad der foregik. Han trak ligene ind i junglen så stille han kunne og skjulte dem. Så ventede han tålmodigt. Klokken var godt otte og han var sikker på, at træstigens knirken ville afsløre ham, hvis han forsøgte at kravle op. Som han havde håbet var der efter noget tid en af vagterne oppe fra tårnet der skulle ned og forrette sin nødtørft.
Stigen knirkede under vagtens trin. Da han kom ned, så han sig om efter de to der skulle holde vagt under tårnet. Thom sprang op og stak sin kniv ind i siden på mandens hals, så hans pulsåre blev skåret over og hans luftrør blokeret. Vagten sank sammen med en sagte rallen. Så sigtede Thom op må tårnets åbning og piftede. Den anden vagt nåede lige at sige ´Hvad er der´ inden en velplaceret kugle ramte ham imellem øjnene, da han kikkede ned og han faldt sammen som en sæk kartofler. Thom listede op af stigen og trak vagten ud af åbningen, så han faldt de ca. tolv meter der var ned fra toppen af tårnet.
Med riffelkikkerten fik han dannet sig et overblik over, hvor vagterne var placeret rundt om ved huset og i parken. Så bandt han en lykke om en af tårnets hjørnestolper, lavede en enkelt snoning og stak løbet på sin riffel igennem. Han havde valgt kaliber .270 WSM, fordi den er utroligt hurtig og fladtskydende og da han ikke skulle skyde så langt, betød projektilets lave vægt mindre. Det blæste en lille smule. Ikke nok til at gøre skudene svære, men nok til at bladenes raslen ville maskere den lyd der trods alt kommer fra riflen på trods af lyddæmperen.
Han startede med de to vagter i tårnet inde i haven og herefter tog han dem udefra én efter én. På den måde ville de første ligge i mørket i parken og dermed ikke blive opdaget. Riflen har et magasin med plads til fem patroner og hertil kan der være en i kammeret, så det var kun nødvendigt at genlade en enkelt gang. Da han ikke kunne se flere vagter fra tårnet, kastede han en line ind over muren, trak den stram og gjorden fast i tårnet. Han efterlod sin riffel og firede sig ned mod muren. Afstanden gjorde at vinklen var lige stejl nok, men det gik og han landede ned på indersiden af muren i et stort bed med blomsterbuske.
Han havde haft en mistanke om, at der også var vagter der gik langs indersiden af muren og ganske rigtigt var en vagt lige gået forbi i mørket for et øjeblik siden. Tæt på, men heldet var med ham. Der lød et klik fra slagstiften og et pust fra mundingen af hans Steyr og vagten faldt til jorden. Manuel havde godt sagt, at denne lyddæmper var specielt god, men dette var nu imponerende. Thom knælede og så sig om for få et overblik. Selv sparsomt oplyst af månen og lamperne tættere på villaen, var haven utrolig smuk, fyldt med eksotiske blomster, buske og træer, smagfuldt fordelt i små og store bede. Foran den store flotte villa, var der en stor oplyst swimmingpool med sit eget lille vandfald og nede foran den, en sø også med et vandfald. Alt var perfekt oplyst af lamper og projektører som alle var placeret, så de ikke kunne ses, kun deres lyseffekt. Thom kunne ikke umiddelbart se flere vagter, men var sikker på, at der også måtte være nogle i huset. Han sneg sig tættere på terrassen og holdt sig så vidt muligt i skyggerne fra beplantningen.
Pludselig fik han øje på en kvinde der sad på en liggestol med hovedet skjult i sine hænder. Det så ud som om hun græd. Hun så op og fik øje på ham. Hendes ansigtsudtryk var skræmt, men hun sagde ikke noget. Hendes ene kind var rød og lidt hævet og hendes mascara var løbet med tårene og havde lavet striber på hendes kinder. Thom holdt en finger op foran sine læber og hviskede
"Jeg gør dig ikke noget. Kom..." Kvinden så sig uroligt omkring og rejste sig langsomt. Hun var utrolig flot. Høj, slank, solbrændt og med langt mørkebrunt hår. Hun var kun iført en lille sort bikini og en helt tynd gennemsigtig sort kåbe. Kvinden gik forsigtigt over mod ham. Han rakte hånden frem og trak hende med ned af trappen, så de ikke kunne ses fra huset.
"Hvem er du??" spurgte hun mistroisk.
"Jeg hedder Thom. Hvor mange er der inde i huset?" Kvinden tøvede lidt, men svarede så
"Carlos og hans bror Jorge". Hun tænkte sig lidt om og tilføjede
"- og Vallenzo. Hvad skal du her?" Thom svarede ikke på hendes spørgsmål, men spurgte i stedet.
"Carlos Castello? Og hvem er Vallenzo?" Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra mistro til forvirret.
"Ved du ikke hvem Carlos og Vallenzo er!? Hvem er du??" Thom lagde sin hånd over hendes mund og trak sin pistol og pegede den mod hendes tinding.
"Jeg er her for at slå Carlos og hans familie ihjel og alle dem der kommer i vejen!" hviskede han med en detamination der fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Men i stedet for frygt i hendes øjne, så han... ja, lettelse og han fjernede pistolen igen. Hun rørte forsigtigt hans hånd, for at få lov at tale og han tog den væk igen.
"Carlos behandler alle som slaver undtagen sin bror. De to styre både kartellet og hele området med grusom hård hånd. Hvis nogen siger dem imod, reagere de med vold". Hun så ned. Det var tydeligt, at hun var fange i sit eget liv og de tre ar på indersiden af hvert af hendes håndled indikerede, hvor desperat hun havde været.
"Er der flere vagter i huset?" spurgte Thom.
"Jeg tror der er to i vagtstuen ved siden af hall’en og så selvfølgelig Vallenzo - han står for det beskidte arbejde".
"OK. Bliv her og rør dig ikke før jeg kommer tilbage, uanset hvad du hører". Da han rejste sig, greb hun ham i armen og sagde
"Pas på Vallenzo! Carlos og Jorge er farlige, men Vallenzo er en helt igennem ondskabsfuld psykopat". Thom nikkede og sneg sig op til den store villa, hvor han listede ind af en åben terrassedør til et mørkt kontor. Han så på sit ur. 22:13. Sytten minutter til eksplosionerne. Han var lidt bagefter sin plan, da han ikke havde regnet med at skulle tale med nogen.
Døren til kontoret stod åben og han kunne se hall’en nede af gangen. Der lød stemmer, men længere væk. Thom listede hurtigt hen af gangen, mens han hele tiden sikrede, at der ingen var i de rum han passerede. I hall’en lå vagtstuen ganske rigtigt over i hjørnet et par trin ned. Døren stod åben og to mænd sad og kikkede på deres smartphones. Havde de i stedet kikket på de tv skærme på væggen der viste livefeeds fra alle ejendommens kameraer, ville de ha opdaget den mørke skikkelse der hurtigt var på vej mod dem tværs over gulvet i hall’en. I en glidende bevægelse, fór Thom ned af vagtstuens to trin, greb den nærmeste vagt om halsen med sin venstre hånd og skød den anden i hovedet med pistolen i sin højre. Sekundet efter var også den først vagt skudt.
Thom stod stille et par sekunder for, at høre om nogen havde opdaget ham. Det virkede ikke til at være tilfældet. Han kikkede på skærmene. Der var to vandrette rækker med hver fire skærme. De to yderste i øverste række, var opdelt i fire felter, hvor der kørte skiftende livefeed fra kameraovervågningen på muren omkring parken. De øvrige seks skærme var ikke delt op og viste livefeeds fra huset og terrassen. Alle feeds skiftede ca hvert 4. sekund. Standard overvågning i den dyre ende og hvis ellers vagterne havde passet sit arbejde, havde de sikkert opdaget ham, eller ihvertfald at der foregik noget unormalt. På den skærm der så ud til at vise en stor opholdsstue, sad tre mænd og talte roligt med hinanden. To af mændene var afslappet påklædt i lette lyse bukser og tynde skjorter der hang udenfor. Disse to drak også af hver sit store cognacglas. Den tredie mand var lidt mere formelt klædt på i et lyst jakkesæt og skjorte. Thom gættede på, at de to der drak cognac var Castello brødrene og den sidste var Vallenzo.
Pludselig hørte Thom en sagte lyd bag sig. Han snoede lynhurtigt rundt og nåede lige netop at lade være med at skyde, da han opdagede det var kvinden fra terrassen. Hun fór sammen og angsten lyste ud af hendes øjne.
“Jeg sagde du skulle blive udenfor - jeg kunne ha skudt dig!” hviskede Thom vredt.
“Undskyld. Jeg er bange...” fremstammede hun. Han så på hende.
“Hvad hedder du?” spurgte han.
“Isabella” kom det forsigtigt fra hende med skælvende stemme.
“Isabella. Nu skal du høre Isabella. Hvad er der bag den dør derovre?” Thom pegede over i hjørnet på den anden side af den store trappe i hall’en.
“Det er det lille rengøringsrum og bag det et personale toilet” svarede hun lidt mere roligt. Thom bukkede sig ned og tog den ene af de døde vagters revolver, en Ruger GP100 .357 Magnum.
“Godt. Nu tager du den her og lister over og låser dig inde på toilettet - ok? Og du kommer ikke ud før jeg henter dig!” Han rakte hende revolveren. Hun tøvede lidt inden hun tog den.
“Men jeg vil hellere følges med dig” prøvede hun, men vidste godt, at det ville være forgæves. Thom nikkede overbærende og pegede over mod døren til det lille rengøringsrum. Isabella så forsigtigt ud i hall’en. Da hun havde besluttet sig for at det var sikkert, listede hun hurtigt over til døren og lukkede den bag sig.
Thom genladede sine to våben og gik langsomt gennem hall’en mod døren til den store opholdsstue. Døren stod på klem og han kunne høre de tre mænd grine. Med sin Steyr i højre hånd og sin H&K i venstre, skubbede han langsomt døren op. De tre mænd tav og der fuldte et øjebliks stilhed, hvor Thom lynhurtigt vurderede hver mand - hans placering, reaktion, bevæbning osv, mens de tre mænd overvandt deres overraskelse og genfandt den overlegne selvsikkerhed, der følger af, at have uindskrænket magt i årevis. Et stort smil bredte sig på den ene af mændene med cognacglas og han tog sin store cigar ud af munden.
“Vi har fået uanmeldt besøg Jorge!” Det måtte være Carlos. Jorge smilede let, men ingen af mændene tog øjnene fra Thom. Hverken Carlos eller Jorge var bevæbnet, men det var Thom sikker på Vallenzo var. Brødrene sad overfor hinanden i hver sin store sofa, mens Vallenzo sad i en lænestol over ved siden af et rullebord med dyre spiritusflasker.
“Vallenzo, skænk hr... ja, hvem er de egentlig?” spurgte Carlos med falsk venlighed. Thom svarede ikke. Vallenzo rejste sig og tog et glas og skænkede en drink. Så vendte han sig og begyndte at gå over mod Thom. Thom’s blik borede sig ind i Vallenzo’s, samtidigt med at han løftede sin Steyr, så den pegede mod Vallenzo’s hoved. Vallenzo standse og smilte overlegent.
“Så tager jeg den da bare selv” sagde han og vendte sig for at gå tilbage til sin lænestol, men i samme nu slap han glasset og havde trukket sin pistol inden det ramte gulvet. Han nåede også at skyde, men aldrig at se, at han ikke ramte, for Thom var endnu hurtigere og hans kugle sad derimod perfekt i mellem øjnene på Vallenzo. Smilene på brødrenes ansigter, blev afløst af raseri.
“Det vil du fortryde!” råbte Carlos.
“Hvem i helvede er du!?” spurgte Jorge vredt. Thom svarede ikke. I stedet satte han sin pistol i skeden. En del af ham havde lyst til at torturere dem. Lade dem føle ulidelig smerte for det de havde gjort. Men han vidste, hvor farlig den vej var og, hvis blot man kom lidt ned af den, ville man aldrig kunne komme tilbage igen. Der lød et lille pop fra hans Steyr og Jorge så ned på det hul der blev farvet rødt af blod på hans bryst.
“NEEEJ!” skreg Carlos og kastede sig over bordet og holdt om sin bror, mens livet forlod ham. I et kort sekund fortrød Thom at han havde skudt Jorge før Carlos, i stedet for at skyde dem samtidigt, for han vidste, at det var for at Carlos skulle føle bare en smule af det tab han selv havde følt over tabet af Lin, men mere nåede han ikke, for Carlos vendte sig pludseligt og fremdrog en pistol fra under sofabordet og sigtede på Thom’s hoved.
Thom lod sin Steyr falde ned i remmen og rakte langsomt hænderne i vejret uden at fortrække en mine. I det samme lød der to kæmpe eksplosioner. Thom så Carlos i øjnene og smilede. Så lød der endnu en stor eksplosion.
“Dit lille ubetydelige udyr! Du er et insekt på bilruden. Et vissent blad i junglen. En lort i kloakken! Du vil dø en langsom og smertefuld død og jeg vil glemme alt om dig” hvæsede Carlos og bevægede sig langsomt hen mod Thom. Han sigtede mod Thom’s underliv og der lød et højt brag, men i stedet for at føle smerte, så Thom et forvirret og overrasket udtryk i ansigtet på Carlos. Så lød der fem skud mere og nogle klik fra en revolver, der blev affyret uden patroner. Carlos faldt livløs forover og henne i døren stod Isabella med begge hænder om den revolver Thom havde givet hende og sigtede på Carlos’ livløse krop. Thom gik hen og tog om hende. Hun rystede over hele kroppen.
“Vil du ha en drink mere?” spurgte Isabella ham. Han så op fra sin bog. Hun var ikke blevet mindre smuk af at blive lykkelig.
“Ja tak, skat” svarede han. Hun gik hen til baren på terrassen og lavede ham en Moscow Mule med knust is. Han fuldte hende med øjnene. Hendes lange flotte ben. Hendes perfekte fyldige røv. Hendes slanke talje og, da hun kom tilbage, hendes store naturlige bryster der gyngede frodigt over ham da hun bukkede sig ned og kyssede ham.
Han var blevet hos Isabella i dagene efter han havde ryddet op i Castello palæet, fordi hun havde bedt ham om ikke, at lade hende alene og fordi hun var bange for om nogen ville komme og tage huset fra hende. Det havde hun nu ikke behøvet. Både myndighederne og de øvrige karteller var bare glade for at Castello brødrene var væk, så de lod hende være i fred. Dagene var blevet til uger og ugerne til måneder og nu var der gået fire år. Isabella viste sig at være et fantastisk menneske med en hård og trist fortid - lidt som ham selv og de fandt tryghed og trøst i hinandens selvskab. Allerede efter nogle dage havde de sex første gang og det havde gjort dem begge godt.
“Kom” sagde hun og tog hans hånd. Han rejste sig og fuldte hende hen til den store smukke pool. Hun så på ham mens hun langsomt tog sin bikini af. Så sank hun langsomt på knæ og tog hans shorts med ned. Hans pik var allerede halvstiv. Hun tog fat om den inde ved roden og sugede hans pikhoved ind i munden. Han lukkede øjnene og lagde hovedet bagover. Hun var eminent god til at sutte pik og han voksede til stangstiv i løbet af sekunder. Hun suttede og gned hans pik i rolige intense bevægelser. Følelsen var fantastisk. Han åbnede øjnene og så ned. Deres blik mødtes og var fyldt af både kærlighed og liderlighed. Han greb om hendes hoved med begge hænder og pressede sin pik ind så langt han vidste hun kunne tage. Shit det var godt. Sådan mundknebbede han hende, til han kunne mærke det var ved at ske. Så trak han sig ud og hoppede ned i pool’en. Vandet gik ham til lidt op over livet.
“Kom herned skat” sagde han og hun hoppede også i.
“Ta fat i kanten” bød han. Hun lystrede og stillede sig med ryggen mod kanten og armene ud til hver side. Så løftede han hendes lange ben op og spredte dem. Langsomt kyssede han sig vej op til hendes dejlige fisse. Han spredte hendes skamlæber og begyndte at slikke hende. Hun gav sig i nydelse og roterede stille sit underliv. En gang imellem skælvede hun, når en orgasme flød gennem hende i skønne pulserende bølger.
“Kom” hviskede han igen og tog hendes hånd. De gik op af det svale vand og han tog et stort håndklæde og tørrede nænsomt hele hendes krop.
“Læg dig på solvognen” bød han hende og hun lystrede igen. Så tog han en flaske med tynd sololie og hældte noget ud over hendes bryster, mave og ben og begyndte at smøre hende ind. Han kom ekstra olie på flere gange til hun var glinsende og særligt hendes store bløde bryster fik ekstra opmærksomhed. Så bad han hende vende sig og gentog det hele, denne gang med ekstra opmærksomhed på hendes vidunderlige frodige røv. Nu kunne han ikke vente længere. Han samlede hendes ben og satte sig op på hende og lod sin stadigt stive pik glide op i hendes våde skød. Han stemte mod med hænderne i lænden på hende og hun struttede villigt med måsen så meget hun kunne. Han gled frem og tilbage. Æltede hendes baller og kærtegnede hendes røvhul med tommelfingeren. Hun kom flere gange, hvor hendes krop sitrede i ukontrollabel nydelse.
“Ta mig i røven!” sagde hun inderligt. Han trak sig langsomt ud af hendes opsvulmede røde køn og trykkede sit pikhoved på hendes anus. Olien og hendes liderlighed gjorde, at han gled næsten ubesværet ind. Hun sukkede af fryd. Så pressede han sig langsomt helt i bund og hun stønnede og knyttede hænderne.
“Åh ja!” Hendes stemme skælvede. Han begyndte langsomt at bevæge sig ind og ud af hendes stramme røv. Han klemte hendes baller som glinsende dansede i solen. Han øgede ligeså stille tempoet, til han til sidst stødte i bund med kraft og saft. Hun jamrede sig i fryd og kom flere gange, mens hun rystede på hovedet, som for at få ham til at stoppe, men råbte på mere. Til sidst kunne han ikke holde det tilbage længere.
“NU KOMMER JEG!” sagde han sammenbidt. Han trak sig hurtigt ud, greb hårdt om sit store opsvulmede lem og sprøjtede sin rigelige sæd ud over hendes solbrune ryg, med en dyb dyrisk brummen. Så sank han sammen ved siden af hende.
Året efter fandt de nogle tilmurede krypter bag vinkælderen. I hver krypt havde Carlos gemt sin ‘pensionsopsparing’. Da de fik talt pengene sammen, var der over 980 millioner dollars. De fleste af pengene gav de anonymt til godgørende formål...
Slut.
Erotiske noveller skrevet af Sue Ku-Rads and Tom SenerHistorien er rettet af iLeed