10. del - Straf
SDS officeren blev forsinket på vej til det nye møde om Mona og den blinde gæst. Som den foregående dag, skulle mødet foregå i kommandocentralen, hvorfra Vor Mor, overvågede aktiviteterne, og koordinerede medarbejdere og lokaler.
Da han kom ind mødtes han af et forfærdende syn, den unge kvinde lå på ryggen fastspændt på en gynækologisk briks, hver en muskel i hendes krop kæmpede imod de kraftige læderremme, der holdt hende fast, og sveden glinsede overalt på hendes nøgne legeme.
Hun havde bind for øjnene, og en knippel i munden, for at dæmpe de skrig, der blev fremkaldt, af en tilsyneladende vanvittig Vor Mor, der uden at ænse omgivelserne lod det ene piskeslag efter det andet falde ned over den unge kvindes blottede underliv.
Officeren kastede sig straks ind i lokalet, hvor han søgte at beskytte pigen ved at dække hendes udsatte underliv med sin ene hånd, og samtidig prøvede at få fat i pisken med den anden.
Instinktivt løftede Mona sit skælvende underliv op imod den beskyttende hånd, og fik, i det øjeblik hun mærkede berøringen af den kølige hånd imod sit læderede, brændende underliv, en rislende orgasme, der i små skælv med voksende styrke, fjernede hendes bevidsthed fra den ubehagelige situation.
Monas seksualitet var fokuseret på at være til rådighed for og tilfredsstille manden, og det var sjældent hun fik orgasme. Hun slappede helt af, trak sig ind i sig selv og ænsede knap officeren. På grund af kniplen i hendes mund og alt tumulten, var der ingen, der opdagede hendes havkvalte suk og skævende orgasme.
Kampen var hurtigt overstået. "De kan godt gå ned til Deres kahyt og pakke straks. De skal mønstre af snarest muligt, om vi så skal ha´ en helikopter ud efter Dem!" råbte officeren vredt. Og da Vor Mor med skinger stemme begyndte at svare, afskar han hende og råbte, "Ud, ud med dig!" Hvorefter Mona hørte døren smække.
Et øjeblik efter var han hos hende. Først fjernede han kniplen og øjenbindet, inden han gik i gang med stropperne, der fikserede hende på briksen og tilkaldte et serviceteam.
Hun var stadig groggy og følte stadig en svag skælven i kroppen efter straffen og orgasmen, men følte sig alligevel tryg under hans omsorg. Han havde fundet et håndklæde og tørrede noget af sveden af hendes nøgne krop, fik hende til at sidde op på briksen og dækkede hende nødtørftigt med et tæppe, som for at skåne hendes blufærdighed, inden serviceteamet ankom.
"Der er sket en ulykke her. Gør alt hvad i kan for hende. Og i kan lige så godt få det at vide med det samme, den vagthavende Vor Mor er afskediget med øjeblikkelig virkning, og jeg indkalder til et møde for hele afdelingen om to timer. Der kommer til at ske forandringer her." Sagde han. Herefter indkaldte han til et kort forberedende møde en time senere, med deltagelse af de to resterende Vor Mor, det serviceteam der havde reddet Mona fra den blinde og afdelingens teamledere, samt Mona, hvis hun var i stand til at deltage. Han sagde, at det kunne være godt for hende at konfrontere det hele så hurtigt som muligt. "I alle traumesituationer er hurtig hjælp, god hjælp." Sagde han og overlod hende til serviceteamets pleje. Den eneste tilkendegivelse han fik fra Mona, der sad og til dels bliv holdt oppe af to medarbejdere fra serviceteamet, var et fjernt blik og et meget lille mat smil.
Hele Glædesafdelingen bakkede op om Mona, der modtog den ypperste pleje og varme støtteerklæringer fra alle andre, så hun fandt styrken til at deltage i det forberedende møde.
På mødet en time senere blev handlingsforløbet klarlagt. Da Mona kom i vanskeligheder med den blinde gæst, havde Vor Mor først modsat sig, at et serviceteam skulle reagere på Monas signal. De så et videoklip, hvor man først så Monas krop skælve og vride sig let under den blindes kærtegn, for kort efter at kaste sig imod remmene, mens hunden kommer ind i billedet, søgende efter hendes drivende skød. Hun løfter underlivet og vrider hofterne til siden, i en bevægelse, der skræmmer og holder hunden på afstand, indtil serviceteamet ankommer nogle øjeblikke senere.
Teamet har, på trods af hvad, der kun med den bedste vilje kunne karakteriseres som Vor Mors tøven, grebet ind på eget initiativ.
Herefter bringer de hende til Salonen, hvor hun bliver soigneret og iført en morgenkåbe inden hun som forlangt møder i kommandocentralen. Herfra og til SDS officeren, der rutinemæssigt er blevet tilkaldt, ankommer, går der godt 10 minutter, hvor det lykkes Vor Mor at få spændt Mona fast på briksen og indlede den vandvittige afstraffelse med pisk af hendes blottede underliv.
De havde kun lidt tid inden det store møde, og officeren kunne kun gentage sine forsikringer om, at han ville gøre alt hvad der var muligt for at forhindre at noget sådant nogensinde kunne ske igen. Han roste og takkede serviceteamet for deres initiativ, og sagde til Mona, der iført en stor tyk morgenkåbe, havde fortalt sin del af historien med lav stemme og forsigtige blik til deltagerne, at han havde fuld forståelse, hvis hun skulle ønske at forlade skibet.
Alle fra Glædesafdelingen, der overhovedet kunne undværes i driften, mødtes til mødet i skibets lille auditorium. Officeren redegjorde for det passerede. Han gentog sin anerkendelse af serviceteamet, og der blev klappet energisk, af dem såvel som af Mona, inden han roligt og sagligt forklarede de værdier som var bærende for den service- og forretningsmodel som skibet skulle følge og som nu skulle gennemføres effektivt:
"Det er faktisk så simpelt, at hvis vi kan få kvinderne til at give sig hen til, og føle sig trygge ved at give sig hen til, deres naturlige trang til at tilfredsstille manden seksuelt, får vi et unikt produkt, og det vil markedet belønne. Så her i afdelingen handler det om at skabe de bedst mulige rammer, der gør det muligt for en kvinde at give sig hen til sine natulige drifter: At være til rådighed for og tilfredsstille manden så godt som hun kan.
Denne drift findes naturligvis også hos moderne kvinder. Og at følge den, gør dem naturligvis ikke til dårligere mennesker, eller til gammeldags undertrykte kvinder. Tværtimod. Det gør dem bare til virkelig frie kvinder, der udlever deres seksualitet, i stedet for at undertrykke den."
Herefter fulgte en længere drøftelse konceptet med spørgsmål, svar, meninger og eksempler, og mødet sluttede med at officeren meddelte nogle øjeblikkelige forandringer, og stillede sig til rådighed for alle der måtte ønske at tale med ham.
Bagefter bad han Mona om et personligt møde snarest muligt. Han var ivrig efter at vise, at han mente hvad han havde sagt om at være der for medarbejderne, og mente også, at den unge kvinde havde et naturligt behov for afklaring, så de aftalte at mødes samme aften på hans kontor.
De ledende officerer havde kontor øverst og forude i skibet. De kom straks godt ud af det med hinanden. Mona er igen iført den sædvanlige dragt og virker næsten som om hun allerede har kommet sig efter den voldsomme oplevelse. Officeren udtrykte igen sin forståelse, hvis hun skulle vælge at forlade skibet, men sagde også at hun var en værdsat medarbejder, som han gerne ville fastholde i virksomheden.
Det var allerede besluttet, at Mona på grund af de grimme mærker pisken havde efterladt i hendes skød, skulle have nogle dages pause fra arbejdet som glædespige, og officeren spurgte, om der var noget andet arbejde hun eventuelt havde lyst til i denne periode.
Styrket af den megen opbakning havde hun det allerede meget bedre, og hun havde faktisk på flere måder været godt tilfreds med sit arbejde, så hun var absolut villig til at diskutere mulighederne. Det oplagte ville være, at lade hende arbejde som almindelig servitrice eller stuepige, men da mange af gæsterne allerede kendte hende som glædespige, kunne det let give anledning til uønskede konflikter.
Officerens kontor lå i forbindelse med hans beboelse, der også bestod af dagrum, sovekabine og et lille badeværelse. Så da deres snak trak ud, bestilte han mad og de satte sig hyggeligt til rette i dagrummet.
De drøftede stadig Monas muligheder, og da han blev klar over at hun havde læst på universitet, spurgte han hende, om hun ikke kunne ha´ lyst til at deltage i administrationen ombord. Det fristede hende, og de diskuterede hvor i organisationen hun kunne passes ind. Hun var egentlig nysgerrig efter at lære mere om hvordan Glædesafdelingen fungerede, og inden længe forekom det at være den naturligste løsning i verden, at hun kunne fungere som hans assistent i forbindelse med den intensiverede fokus på afdelingen, der nu var aktuel.
Det blev derfor aftalt, at hun i de nærmeste dage, mens hun var suspenderet fra pligterne som glædespige, skulle sætte sig så meget ind i afdelingens administration som muligt, og at hun derefter, eventuelt kun delvist, skulle vende tilbage til sit tidligere arbejde, afhængig af hvordan det gik. Hun skulle arbejde med udgangspunkt i hans kontor.
Mona var glad og spændt ved udsigten til den nye udvikling, men da det nærmede sig midnat hvor officeren skulle på vagt blev hun pludselig tavs og eftertænksom. De havde fået kaffe i sofaarrangementet, og med en hurtig glidende bevægelse, flyttede sig over i hans ende af sofaen, og anbragte sig ved siden af ham, så hun forsigtigt kunne læne sig ind imod ham og blidt presse sit ømme underliv imod hans hofte. Hans livrem føltes dejlig kølig og tør imod hendes hedes ømme blottede skamlæber, og hun lagde hovedet mod hans skulder og sank helt ind til ham, mens hun hviskede, "Det har været en rigtig dejlig aften, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til min egen lille kabine. Må jeg ikke nok blive her og sove på sofaen mens du er på vagt?" Og efter en kort pause, hvor han ikke nåede at svare, fortsatte hun, "Jeg er naturligvis til rådighed for dig, og du kan bruge mig som du vil."
"Rolig nu Mona. Du må gerne blive her, og du må gerne ligge inde i køjen, men indtil videre er du ikke til rådighed for nogen, og det skal du slet ikke tænke på." Svarede han afværgende, mens han med et snuptag vendte hende rundt så hun sad sidelæns i skødet på ham, med nøgne baller imod hans uniformsbukser. Han løfter hende lidt, trækker forsigtigt den korte dragt bedre ned om hende og stryger hende forsigtigt over ryggen.
"Jo, det er min natur, og det er utænkeligt, at jeg ikke skulle være til rådighed for dig," svarer hun, pludselig meget søvnig. Kort efter bærer han hede ind i sovekabinen, affører hende den lille dragt, lægger hende i køjen og dækker hende med dynen. Hun sover allerede fast da han kort efter går på vagt.
Her, i den mørke nat på skibets kommandobro, får han tid til at tænke dagens mange begivenheder igennem. Der var hverken noget nyt eller odiøst i at personalet indlede forhold ombord, det var en naturlig konsekvens som det ikke tjente noget formål at forsøge at undertrykke. Og det var ganske normalt at ledende officerer skaffede sig visse fortrin, og han var da heller ikke upåvirket af den unge kvindes attraktion og generøse tilbud. De videoklip hvor han havde set af hende betjene andre mænd, efterlod ingen tvivl om at hun var som skabt til erotik. Men hele situationen omkring Mona var som det så ud nu, så kompliceret, at han umiddelbart fandt det mest fornuftigt, at holde en vis afstand.
Erotiske noveller skrevet af Alex CanyonHistorien er rettet af Canyon