Der var engang (Almindelig sex)
Erotiske noveller skrevet af  Jacob og Camilla

Udgivet: 17-05-2023 00:01:04 - Gennemsnit: 5  Udskriv
Kategori(er): Første gang | Almindelig sex
Antal tegn:28841
Del 



PRINSESSEN

Der var engang en prinsesse, som gerne ville giftes. Hun kendte ikke til andet end sin fars slot, hvor hun levede med hofdamer til selskab og terner til opvartning. De morede sig med leg og sang og dans og spil og fester. Men der gjaldt nu den regel i dette land, at en prinsesse ikke kunne have anden kæreste end den mand, hun var trolovet med. Derfor ville prinsessen giftes.

Det skulle naturligvis være med en rigtig prins. Men det skulle ikke kun være med en prins. Det skulle også være med en rigtig mand. Prinsessens hofdamer havde nemlig fortalt hende, hvad der var hemmeligheden bag den brændende længsel, der sled i hendes krop. Og de havde fortalt, hvordan kun en rigtig mand ville bære midlet på sig, der ville udgøre svaret på hendes længsel. Det var noget, som ingen andre havde lært hende om. Men hofdamerne, der selv havde prøvet alt det i livet, som prinsessen ikke kendte til, havde vist hende billeder fra den græske mytologi, hvoraf hun kunne se, hvad der var den rette størrelse

Prinsessen selv var så smuk og velskabt, som nogen mand kunne ønske sig. Og kunstnere fra mange lande kappedes om at gengive hendes skønhed på billeder, som alle unge mænd viden om havde set. Da prinsessen bekendtgjorde på sin 18 års fødselsdag, at hun ønskede at gifte sig, manglede der da heller ikke friere. Prinser fra alverdens lande stillede op uden for slottet og ventede på deres tur.

Fra hun var ganske lille, havde prinsessen været vant til at få alle sine ønsker opfyldt: legetøj, kjoler, smykker, rideheste. Når nu frierne trådte frem og lovtalte hendes skønhed, forlangte hun, at hver af dem selv skulle vise, at han var så velskabt, som hofdamerne havde lært hende, at en mand skulle være. Hver og en af dem måtte således åbne dragten og stille sin manddom til skue.

Men ingen af dem fandt nåde for prinsessens blik. Hun sammenlignede med billederne. Og var hun i tvivl, så hun hen til hofdamerne, der hver gang rystede afvisende på hovederne.

Den gamle konge, prinsessens far, rystede også på hovedet – fortørnet over sin datters urimelighed. Fandtes der overhovedet nogen mand, der kunne være hende tilpas?

Dagen var ved at være til ende, da den sidste frier meldte sig. Både kongen og hofdamerne klappede i hænderne, da de så hans ranke, frimodige skikkelse og de strålende øjne i hans skægløse ansigt. Kun prinsessen lod sig ikke imponere, da han stod frem og sagde:

- Prinsesse, ved mit bryst bærer jeg et portræt, der har betaget mine sanser og forstyrret min nattero, siden jeg først så det. Jeg er kommet i dag for at se, om prinsessen er lige så smuk, som portrættet. Og nu, prinsesse, vil jeg knuse det, thi kunstneren har dog kun formået at give en fattig anelse om din skønhed.

Og dermed tog han portrættet frem fra dragtens skjul, kastede det til jorden og trådte det itu under sin støvlehæl. Prinsessen sagde hånligt:

- Smiger og sprogblomster har jeg hørt på til overmål. Tilgode har jeg endnu at se, om de kommer fra en rigtig mand. Beviset vil jeg ikke høre af din mund, men se under din klædedragt.

Frieren svarede stolt:

- Ej vil du få min manddom at se, før vi kommer sammen, og da skal du både få den at se og mærke. Vid, at jeg er prins af Danmark. Og det burde være dig tilstrækkeligt bevis på, at jeg overgår alle andre i det, som du eftertragter.

Prinsessen svarede:

- Pralhalse har jeg truffet nok af i dag. Hellere tog jeg en simpel stodder som husbond end en prins, der ikke tør lade mig tage mål af hans manddom.

Kongen udbrød:

- Jeg har fået nok af dette hovmod. Når end ikke denne prægtige, unge mand behager min datter, vil jeg tage hende på ordet og give hende til den næste, der kommer til mit hus for at få sig en kone. Og så må hun følge ham, om han så er en simpel stodder.

Frieren bukkede og sagde:

- Og jeg vil byde dig farvel, prinsesse. Måske vi ses en anden gang.

LANDSTRYGEREN

Det var ved vintertid, at prinsessen havde modtaget friere. Nu var det blevet det skønneste forår, og midsommer nærmede sig. En dag i juni kunne man høre raske toner uden for slottet. Det var en fattig spillemand, der trakterede sin violin, så at enhver måtte synge og danse til hans spil.

- Åh, hvor dejligt; kald ham indenfor i slotsgården, at du kan give ham en belønning, sagde prinsessen til sin far.

Spillemanden var klædt som en ussel landstryger. Hans ansigt var dækket af et stort skæg, blondt som hans lange hår. Da kongen bød ham en håndfuld sølvmønter for hans spil, rystede han på hovedet.

- Behold dine sølvpenge, konge. Det eneste, jeg ønsker mig her i livet, er en kone.

- Værsågod, sagde kongen. – Du kan få min datter, på den betingelse, at du tager hende med dig lige med det samme.

- Ja, så siger jeg da mange tak, svarede spillemanden.

Det hjalp ikke prinsessen, hvormeget hun jamrede og skældte. Hun måtte lægge prinsessekronen og sine kostelige smykker. De terner, der altid havde hjulpet med garderoben, tog hendes silkekjole. Og da de derefter havde klædt hende i en simpel hvergarnskjole og givet hende et par tøfler af træ i stedet for de fine sko af safian, spottede de og pegede fingre og kaldte hende en simpel tiggertøs.

Hun græd sine modige tårer, da den fattige spillemand trak af med hende. Hun måtte følge ham over marker og gennem store skove. Hun måtte tigge om mad ved gårdene, når han spillede, og hun måtte sove på den bare jord ved hans side. Han bredte rigtignok et luvslidt tæppe over hende, men lagde sig ellers med ryggen til, da han havde ønsket hende godnat.

Næste dag kom de med et skib over vandet og fortsatte deres vandring. De standsede op i udkanten af skoven. Det var den dejligste aften. I det fjerne ringede en kirkeklokke solen ned. Et stykke derfra kunne man se en by med røde tage, hvor slottet rakte sine stolte tårne mod himlen. I skovbrynet lå et ganske lille hus med lerklinede vægge og stråtag. Hun spurgte:

- Hvem bor i dette prægtige slot?

- Dér bor prinsen af Danmark, som du måske har hørt om.

- Og hvem bor i denne usle rønne?

- Dér bor jeg. Og dér skal du bo med mig.

Der var mørkt og koldt indenfor. Hun var aldeles udmattet efter at have vandret hele dagen. Fødderne var ømme. Det værkede i hele kroppen

- Jeg er træt, og jeg fryser. Giv mig noget at spise og drikke og en seng at sove i.

- Du kan hente vand fra kilden i skoven. Og vi har vel en smule tilbage i madposen.

Da hun kom tilbage med vand i en lerkrukke, flammede et lystigt bål. Men det kunne ikke bringe lys over hendes fortvivlede tanker om den skæbne, der var blevet hende til del. Hun sad og drak begærligt af vandkrukken og prøvede at bide i en tør brødskorpe. Så spurgte hun:

- Hvorfor er jeg her? Hvad vil du med mig?

- For det første havde jeg brug for en kvinde til at passe huset og hjælpe med at skaffe os penge til føden.

Nu blev hun vred:

- Du har vist glemt, hvem du taler til.

- Næh, jeg husker da nok, at du er en person, der ikke kan bruges til ret meget nyttigt. Men nu får vi se, om der alligevel er noget, du dur til. – Men så havde jeg for det andet lyst til at se, om du virkelig er så smuk, som man påstår.

Han pegede på en dynge halm og sagde:

- Det er sengen, hvor vi skal sove sammen i nat. Klæd dig nu af og lad mig se.

De billeder, hun havde set på slottet, havde vist guder og nymfer, der legede nøgne i skoven. Hun vidste derfor ikke af, at der var noget forkert i at vise sig for hinanden uden tøj på. Hvis han nu så hende nøgen, måtte han da forstå, at hun var en virkelig prinsesse og alt for fin til ham. Og så ville han føre hende tilbage til hendes slot.

Hun var vant til, at ternerne hjalp hende med alt. Men her måtte hun hjælpe sig selv. Som hun derefter stod i skæret fra bålet, sagde han:

- Ikke ilde. Læg dig nu ned i halmen.

Når hun havde badet i marmorbadeværelset sammen med sine mest betroede terner, stillede de sig gerne nøgne sammen foran det store spejl og lod hende se, hvorledes hendes fuldendte krop overgik alle andres, selv nymferne i skoven.

Når de tørrede hende, havde hun nydt at mærke deres hænder mod sin nøgne hud. Hun havde lagt sig ned på et tæppe af bjørneskind og bedt dem fortsætte og ikke lade nogen plet være ubesøgt og ej heller nogen åbning. Med deres større erfaring havde ternerne gemt de mest følsomme steder til sidst. Og mens prinsessen strakte og krummede sig sammen i sanseløs fryd, nåede de endelig til den åbning, der var sædet for hendes brændende længsler.

Da det nu var ham, der lagde sig over hende, genkendte hun disse fornemmelser. Og alligevel var det ganske anderledes, fordi hænderne var en mands. Og det føjede en fryd til oplevelsen, som hun aldrig havde prøvet eller drømt om før. Glemt var hendes træthed; glemt var det, at manden var en fattig landstryger, ikke en fornem prins, da han med en let berøring fik spidserne af hendes bryster til at stivne og sitre. Længslen i hendes skød brændte med en styrke, som hun aldrig havde mærket før. Men hofdamerne havde jo sagt, at hendes længsel skulle stilles af en manddom af ganske særlig vælde. Og hvad kunne hun vente sig af denne simple person, der havde lagt sig over hende og blottet sig, uden at hun havde mulighed for at se, hvordan han var skabt?

Først kom han nærmere med sine læber. Hans skæg kradsede hendes lår. Men også dette gav en forunderlig og uventet nydelse, før hans tunge pressede sig indenfor som et varsel om, hvad der ventede. Hun hulkede – ikke mere af sorg over sin hårde skæbne, men af fryd over den vellyst, som hun aldrig før havde kendt til.

Tungen trak sig ud. Hun lå ganske stille. Var det alt? Hendes brændende længsel var jo slet ikke stillet? Hvor længe ville han pine hende og lade hende vente?

Da, med et, mærkede hun noget på samme tid fast og blødt og mægtig stort presse sig ind, hvor tungen lige havde været. Snart nåede det længere ind. Og længere og længere. Skønt hun så lang tid havde fantaseret om størrelsen, havde hun glemt at tænke på, om åbningen i hendes egen krop kunne tage imod noget så stort. Men netop dette pres på hendes rummelighed gjorde fryden så meget større.

Hvor hans indtrængen først havde været blid og hensynsfuld, var det nu ligesom en fornem, mægtig fyrste, der holdt sit indtog på hendes enemærker med klingende spil. I hendes sjæl og krop føltes det som kirkeklokker, der bimlede, og fyrværkeri, der eksploderede og oplyste nattehimlen.

Og en syndflod nåede frem, og det var, som om hele hendes indre skulle oversvømmes, mens han trak sig langsomt ud. Han lod hende et øjeblik ligge sanseløs. Da hun langsomt slog øjnene op, smilede hun for første gang siden den morgen, da hun havde hørt spillemanden uden for slottet. Nu rakte han sin hånd frem og hjalp hende op at sidde. Og da var det, at hun så den:

Så vældig meget større end nogen af dem, hun havde forkastet hos sine friere. Større og længere end nogen, hun havde set på billeder. Som den nu hang lige ned, glinsende af saft, ville hun række ud for at røre. Men han pakkede den væk og sagde blot,

- Nu skal vi sove. For i morgen skal vi arbejde for føden.

Han trak et tæppe af fåreskind sammen om dem begge. Hun trykkede sig ind mod den varme, hun mærkede fra hans krop og faldt straks i en dyb søvn, udmattet efter den lange vandring, overvældet over at være gjort til kvinde.

...men kun for at blive vækket ganske tidligt.

LANDSTRYGERENS KONE

- Stå op. Jeg går til byen for at se, om der er lidt at tjene. Du må feje gulvet, hente vand og sørge for, at ilden ikke går ud.

Hun stod og så ham vandre med raske skridt mod byen og mærkede undrende, at hun længtes efter, at han skulle komme tilbage. Der havde været noget ved hans favntag, da de lagde sig til at sove. Det var, som om han havde længtes efter at være den, der skulle skærme hende mod kulde og alt ondt i verden.

Da han kom hjem hen under aften, var ilden gået ud. At feje forstod hun sig ikke på. Vandkrukken havde hun tabt, og den var knust mod en sten. Hendes hænder og fødder var revet til blods i krattet, da hun havde fundet på at samle bær. Men der var jo ingen bær at plukke, for det var snart midsommer.

Han fandt hende siddende uden for hytten, grædende med ansigtet begravet i hænderne. Han hjalp hende op at stå, og hun tiggede ham om ikke at skænde for alt det, hun havde gjort galt. Men han smilede blot, lagde en arm om hende og bad hende se, at han havde en sækfuld fødevarer, som han havde fået ved at arbejde på en af gårdene uden for byen. Og han fandt en anden krukke og hentede frisk vand fra kilden i skoven.

Da de havde spist, og han havde fået ilden tændt, sagde han:

- Lad mig så se igen, hvor smuk du er.

Det var det eneste håb, hun havde haft hele dagen: at han gerne ville se hende nøgen igen og ligge med hende som aftenen før. Hun begyndte straks af klæde sig af og opdagede nu, at hun sagtens kunne trække kjolen over hovedet uden hjælp fra en terne. Imens havde han lagt sig nøgen tilbage i halmen. Og nu så hun med forundring, at han var slank, bredskuldret og muskuløs. Hans skæg og hans blonde hårpragt var af farve ganske som hendes. Og i midten var hans værktøj allerede ved at rejse sig til endnu større vælde end, hvad hun havde beundret aftenen før, da den hang ned.

Han gav tegn til, at hun skulle knæle mellem hans ben. Hun vidste ikke, hvad han forventede, at hun gjorde. Men hun følte sig draget af at komme tæt på dette vidunder, som dirrede og spændte sig ud under hendes berøring. Tanken om at at tage det i munden skræmte hende først. Hun forsøgte sig med let berøring og kærtegn. Så tog hun mod til sig og prøvede nogle slik op og ned. Nu greb han imidlertid fat om hendes hoved og styrede det direkte mod spidsen, der tvang læberne til at åbne sig.

Hun mærkede varmen og blodets dunken og fornemmede, hvorledes huden strammedes mere og mere, så at hun blev bange for, at den ville sprænges. Hun fik lyst til at lade sine læber nå længere ned, men måtte stoppe halvvejs, da spidsen pressede sig mod hendes gane.

Hun kunne nu beundre den skulptur, hun selv havde været med til at skabe. Mens hun genoptog sine slik, ledte han hende ned til krattet omkring roden og videre til de sære formationer, det skjulte: en mærkelig pose, der syntes at indeholde nogle kugler, der måtte være meget skrøbelige og følsomme, siden han reagerede med sitren og ryk i hele kroppen, når hun slikkede og berørte dem forsigtigt med sine fingre.

Hun havde været vant til dyrt legetøj. Og nu opdagede hun, hvordan hun kunne lege, forme og styre dette vidunder, indtil han med et stort smil lod hende lægge sig på ryggen i hans sted og blive målet for hans lege som aftenen før. Men herefter bød han hende at knæle og afvente hans angreb bagfra, der satte ind med stor styrke. Og hvor var det dog vidunderligt bare at ligge således og være målet for en mands lyster.

Med et holdt han inde med sine bevægelser. Hun lå stille og ventede et øjeblik, da det faldt hende ind, at hun selv kunne arbejde med og støde tilbage. Hun gjorde sit bedste, men blev hurtigt træt af den uvante anstrengelse. Da hun sank sammen, hjalp han hende med at vende sig på ryggen og gjorde sig færdig, nu med et kærligt smil, da hans væsker strømmede ud i hendes indre.

Da de skulle sove, søgte hun ind i hans favn, hvor hun følte sig mere tryg og bedre tilpas end blandt lagner af silke.

Næste dag skulle hun igen feje gulvet, passe ilden og hente vand. Hun havde fundet ud af at holde på kosten, men støvet havde hun fejet ind i ildstedet. Og atter var ilden gået ud, skønt hun havde forsøgt at fodre den med friske bregneblade, da hun ikke kunne finde brænde. Af det øvrige arbejde havde hun intet nået. Hun sad fortvivlet med ansigtet i sine hænder, ulykkelig over at skuffe ham endnu en gang, når han kom hjem.

Hun frygtede, at han ville straffe hende og lade hende ligge alene. Men han klædte sig blot af, da de havde spist, og stillede sig smilende foran hende med udbredte arme. Hun fulgte hans eksempel og trådte ind i hans favntag, hvor hun mærkede hans manddom presse sig mod hendes krop. Nu sagde hendes instinkt, at hun skulle knæle og gøre et nyt forsøg på at rumme den i sin mund. Og hun opdagede, hvordan hendes læber og tunge nu af sig selv søgte de rigtige veje, og hendes fingre rakte ud efter de sære kugler og pirkede til dem. Og til tak modtog hun hans hænders kærtegn omkring sit hoved.

Han rejste hende op, og for første gang mødte hendes læber et inderligt kys og en tunge, der ønskede at komme ind til hendes.

Han lod hende lægge sig på ryggen og knælede mellem hendes ben. Nu søgte hans manddom op mellem hendes bryster. Og hun forstod straks at lade hænderne presse dem sammen, mens spidsen nåede opad, hvor hun kunne kysse den.

Han lagde sig bag hendes ryg og forstærkede sit favntag ved at holde fast om brysterne og trænge sig ind i hende bagfra. Længe tog han hende på denne måde. Men de endte alligevel med at ligge ansigt til ansigt og kysse igen, mens han gav hende sin sæd. Og derpå lagde de sig omslyngede i en tryg og salig søvn.

Næste morgen sagde han:

- Det er nødvendigt, at du hjælper med at skaffe os føden. I dag vil jeg tage dig med til byen, hvor du skal arbejde.

- Ak, hvad kan jeg dog gøre? Jeg dur ikke til noget.

- Jovist. Jeg har jo erfaret en gerning, du virkelig mestrer; noget hvormed du kan tjene penge. Vask nu dit ansigt, tag din kjole på og følg mig.

Han tog hende fast i hånden og gik med raske skridt mod byen, så at hun næsten måtte løbe for at følge med. I et hus tæt på torvet blev de lukket ind af en grim, gammel kælling. Hun klappede tilfreds i hænderne, da hun så den smukke, unge pige. Han sagde:

- Du skal stå her uden for denne kvindes dør. Når en mand standser op på gaden og spørger om prisen, skal du sige "to daler". Så skal du tage ham med ind på det værelse, hvor kvinden har en seng opredt. Og du skal gøre med manden efter hans vilje, ligesom du gjorde det godt for mig i aftes. Så vil du være din betaling værd. Pas nu dit arbejde godt. Så passer jeg mit.

Hun havde ikke før vidst, at man kunne tjene til livets ophold på den måde. Og så var netop dette her et arbejde, han mente, hun var god til. I aften ville hun ligge med ham uden skam over, hvordan hun havde udrettet, hvad hun var blevet sat til.

Det viste sig ganske rigtigt, at mændene, der fulgte efter hende til det lille kammer, alle var overmåde tilfredse med hendes krop og hendes færdigheder. Ingen af dem tålte på nogen måde sammenligning med hendes mand, hverken når det kom til deres skønhed, deres manddom eller deres evner til at bruge, hvad de nu havde deraf. Selv lærte hun tilfredsheden ved at kunne gætte deres ønsker og for hver gang være bedre til at opfylde dem. Og hun glædede sig bestandig til det næste besøg.

Da hun hen på eftermiddagen stod på gaden og spejdede efter mænd, der kunne have lyst til at gå med hende ind, så hun to fine herrer i samtale lidt borte fra, hvor hun stod. De skottede til hende, og den ene sagde:

- Det er forunderligt, at sådan en simpel gadetøs dog kan være af en vis skønhed. Noget ved hendes skikkelse og ansigt minder endda om den fremmede prinsesse, hvis portræt har betaget vores prins så stærkt.

Den anden sagde:

- Ja, hun er ikke ganske ilde at se til. Men af hendes simple fremtoning kan enhver jo dog læse, at hun aldrig har kendt til andet end sin nuværende bestilling. Og det er min tro, at en prinsesse eller en hver anden dame af fornem byrd vil være født til at give en mand langt større glæder end en sådan kvinde, der har det som levebrød.

Det morede hende at høre, og da hun følte sig ganske sikker på sig selv, sagde hun til de to herrer:

- I snakker. Kom hellere med mig begge to. Og sig mig så bagefter, om I tror, at en prinsesse kunne gøre det bedre.

Mændene lo og gik med hende til kammeret, efter at kællingen havde taget deres betaling i forvaring. Da hun nu klædte sig af og stillede sig nøgen for deres øjne, lod hun det ske med den fornemhed, der anstår sig for en prinsesse, når hun modtager foretræde i tronsalen. Hun bad dem fremføre deres ønsker og lovede at opfylde dem, såvidt det stod i hendes magt. Mændene havde mange ønsker, og hun opfyldte dem alle. Og de kunne ikke finde noget at klage over.

Da han hentede hende ved aftenstid, kunne hun stolt fremvise en skindpose med, hvad hun havde tjent. Og da de så var sammen derhjemme i det lille hus ved skovbrynet, var deres elskov mere hed og heftig end nogen af de tidligere aftener. Da de endelig faldt til ro, havde hun lagt sig, så at hendes bryster hvilede mod hans krop. Hun legede med hans skæg mellem deres kys, da han spurgte:

- Savner du dit slot?

- Nej, slet ikke mere, svarede hun. – For nu har jeg lært, at da jeg levede på slottet savnede jeg noget, som jeg ikke vidste, hvad var. Nu ved jeg, at jeg savnede en mand så sød og kærlig som dig. En mand, der elsker og tilgiver mig trods mine mange fejl og dumheder. Og hvis jeg kom tilbage til slottet, ville jeg komme til at savne, at vi to levede sammen. Og det er nu vigtigere for mig end alt andet.

Han kyssede hende. Og de lå stille sammen et øjeblik. Så sagde han:

- Du skal vide, at jeg drømmer om, at vi skal have et større og smukkere hjem, hvor vi kan leve sammen: du og jeg og barnet.

- Barnet?

- Ja, det bliver næste forår, skulle jeg mene.

- Jamen hvorfra skulle det barn vel komme?

- Ingen har altså lært dig noget, så at du forstår, at jeg har sået spiren til vores barn i dit liv, når vi var sammen. Og det har jeg gjort, fordi jeg har elsket dig fra det øjeblik, jeg så dig allerførste gang. Ville det ikke være dejligt, hvis vi kunne bo sammen i et rigtig smukt hus, måske på et slot?

Hun slog ham for spøg i ansigtet og sagde:

- Hold dog inde med at fantasere om slotte. Lad os sammen skabe et smukt hjem, et hus, hvor vi kan lære vores børn at være lykkelige og blive mere forstandige, end jeg var, før jeg mødte dig. Andet ønsker jeg mig ikke.

PRINSEN

Næste morgen regnede hun med at skulle arbejde som dagen før, og hun sagde:

- Jeg er så taknemmelig for, at der også er noget, jeg kan bidrage med, når vi skal skaffe midlerne til et smukt hjem til vores barn. Det lærte jeg i går, og jeg glæder mig til, at jeg skal arbejde for vores fremtid igen i dag.

Men han sagde:

- Det er dejligt, hvad du siger. Men til i dag har jeg skaffet dig arbejde i slottets køkken. Jeg har hørt, at de forbereder en stor fest i morgen. De finder nok noget, du kan klare at gøre. I aften er det Sankt Hans aften. Du følges med slottets folk ud til bålet ved slotssøen. Dér ses vi.

Det var første gang, hun satte sine ben på et slot, siden hun var blevet vist bort af sin far. Men hun var holdt op med at græde over sin skæbne og ønskede sig ikke tilbage til sit tidligere liv. Køgemesteren spurgte, om hun kunne plukke en høne. Hun rystede på hovedet. Og så blev hun sat til at bære de tunge spande med vand fra brønden ind til køkkenet i slottets kælder. Og siden skulle hun bære brænde til ildstedet, hvor okser og svin blev stegt på spid.

De andre piger i køkkenet talte om prinsen, som de sagde, snart skulle giftes.

- Åh, så smuk og så stolt han fører sig frem. Og dog er hans øjne så milde og kloge. Var man dog bare den prinsesse, han valgte at gifte sig med. Og tænk at skulle forenes med hans manddom! – Du, tøs, har du nogensinde set prinsen?

- Jo, en enkelt gang. Javist er han smuk. Men en mand behøver ikke være prins og klædt i silke og fløjl for at bringe den største lykke til den kvinde, han vælger.

Den køkkenterne, der før havde spurgt, sagde:

- Hvad ved du om det, du fremmede tøs med din stoddermand? Ihvertfald kan mange danske piger bevidne, at prinsen af Danmark har det bedste middel til at gøre en kvinde lykkelig.

Og så brast hun og alle de andre terner i latter.

Om aftenen fulgtes slottets folk ud til midsommerfest og Sankt Hans bål, hvor alle fra egnen strømmede til. En skjald sang for på en vise om Danmark og det jævne, danske folk:

"...da går ungdom til dans på dit bud, Sankte Hans."

Og skjalden sang om glædesblus og om freden, der kan vindes...

"...hvor hjerterne aldrig bli´r tvivlende kolde."

- Det er så smukt og rigtigt, hvad de synger, sagde hun til sig selv. – Hvorfor har jeg aldrig lært at tænke på den måde om, hvordan livet skal leves?

- Jeg er kommet hertil fra et fremmed land. Nu vil jeg være en del af dette folk sammen med min mand og vores børn. Her vil jeg høre til.

Da sangen var forstummet, kom en hofmand hen til flokken af fadebursterner. Han sagde:

- En af jer må hjælpe os. I morgen skulle prinsen giftes. Han har længe været ude at rejse for at finde sig en brud. I aften skulle hun være kommet. Men noget må være sket. Hun er ingen steder at se. Men prinsen holder fast på, at brylluppet skal stå i morgen. Og så må en anden optræde i prinsessens sted, en der kan passe brudekjolen.

Han så sig om i kredsen, og hun skreg indvendig:

- Nej, nej, nej, lad det ikke blive mig.

Men hofmandens blik faldt straks på hende:

- Ja, du der, du har netop den rette figur.

Men hun råbte og græd:

- Åh, lad mig blive fri. Jeg vil hjem til min mand. Hvor er han dog? Vi skulle jo mødes her.

Så stod han pludselig hos hende og holdt hende i sin favn og kyssede hende:

- Vær rolig, min elskede. Gør det nu bare. For min skyld! Stol på mig.

- Jamen forstår du ikke? Jeg kan umuligt se denne prins i øjnene.

- Jeg ved det godt. Men stol på mig. Jeg lover, at der ikke sker dig noget ondt. Gå nu med. Snart skal vi være sammen igen.

Så var han væk. Hofmanden tog hendes arm og førte hende med sig. Han sagde:

- Prinsen vil først se dig alene i denne lille lund. Du skal følge stien, til du når en lysning mellem træerne. Der skal du vente.

Hun rystede af angst, da hun vaklede hen ad stien. Månen skinnede ned på den lille åbne plet. Hun stod der helt alene og hørte i det fjerne sang og latter ved bålet:

"...da går ungdom til dans på dit bud, Sankte Hans."

Hun syntes, hun havde ventet en evighed. Hun sank ned på sine rystende knæ og bad om, at ingen ville komme, så at hun kunne gå tilbage og finde sin mand. Da så hun en skikkelse træde frem fra lysningens modsatte side. Han bar den samme ridderlige dragt som dengang, da han friede til hende. Hun genkendte hans glatragede ansigt. Der var dog alligevel noget tiltalende ved hans frimodige, åbne blik. Hun holdt hænderne for øjnene af skam over sine hovmodige ord den dag og faldt frem med ansigtet mod jorden.

Med et mærkede hun en venlig hånd på sin skulder – som et beroligende kærtegn. En anden hånd løftede hendes kjole bagfra og blottede indgangen til hendes skød. En finger prøvede sig frem så sikkert og omhyggeligt, at hun mod sin vilje mærkede varmen brede sig i hendes krop og dråber pible frem omkring fingeren. Da trængte hans manddom ind med netop den vælde og styrke, hun havde lært at kende, og som kun én kunne gøre det. Hun lå ganske rolig et øjeblik. Så svarede hun ved at støde tilbage, som hun vidste, at han kunne lide det. Hun lo og græd, mens de fortsatte sammen. Og skovens dyr standsede op og så betagede til.

Endelig fyldte han hende endnu engang med sin sæd og trak sig ganske langsomt ud, som om han med hver tomme af sin manddom ville bekræfte deres kærlighed. Da rettede hun sig op, vendte sig på knæ og drak med sin mund de sidste kongelige dråber.

Og dermed kunne prinsen af Danmark for anden gang føre prinsessen til sit hus.

x-x-x-x-x-x-x-x-x

Nogle tidligere versioner af denne historie:

• Kong Drosselskæg - fra Grimms Eventyr
• Der var engang - skuespil af Holger Drachmann med musik af P. E. Lange-Müller
• Svinedrengen - eventyr af H. C. Andersen


Erotiske noveller skrevet af  Jacob og Camilla

Historien er rettet af Jacob og Camilla


Del 
123


Påskønnelse
Her kan du, også Anonyme læsere, give en lille ting til forfatteren af historien, for at vise din påskønnelse.

(10)
(3)
(0)

Læst af bruger

Stemme og kommentar

5 * = Virkelig god historie
4 * = God historie
3 * = Ok historie
2 * = Under middel historie
1 * = Dårlig historie



For at kunne stemme, skal du oprette dig som bruger.

Allerslyst(m) 03-11-2024 22:24
Her er en historie som slet ikke har fået nok stemmer - for det er jo sådan et rigtigt folkeeventyr skal fortælles!

Da Evald Tang Kristensen indsamlede folkeeventyr fra almuen sidst i 1800-tallet, blev mange af dem sorteret fra inden Svend Grundtvig udgav dem. De var simpelt hen for usømmelige til den danske befolkning. Halvdelen af de frasorterede var blevet fortalt af kvinder, og efter sigende er det netop i den halvdel man kan finde de mest usømmelige.

Gad vide om det er Camilla der har fortalt den her historie på sengekanten. I så fald har hun gjort det godt. Den er fortalt i det smukkeste, mest eventyrlige sprog, og den er samtidig så usømmelig at det er en fryd for øret (og mere end det), og jeg tænker at Jacob må have været godt underholdt. Det har jeg i hvert fald været under læsningen.





Jacob og Camilla(p) 12-06-2024 14:27
Nu er det snart midsommer. Og derfor vil vi gerne invitere jer til at læse eller genlæse denne historie, der har Sankt Hans aften som omdrejningspunkt.
God fornøjelse · og glædelig, erotisk midsommer!
Jacob og Camilla


Miss Cherry(K) 27-11-2023 11:44
Jeg kan virkeligt godt lide den. Tak for en spændende fortolkning


Jacob og Camilla(p) 19-05-2023 19:15
Tak for gode kommentarer og stemmer.
Vi kan hermed annoncere, at der kommer en fortsættelse, som endnu ikke er helt færdigskrevet.


olfert57(m) 18-05-2023 15:15
Der er noget magisk over eventyr, ikke mindst dette eventyr


Krebs 1965(m) 17-05-2023 11:15
Sød historie - og de levede lykkeligt til deres dages ende 😍






Louisa1(k) 17-05-2023 09:56
Fantastisk historie, Kemisk renset for fejl og super velformuleret, fri for kinky plat.
Tak


lektoren(m) 05-05-2023 11:04
Se, det var et rigtigt eventyr




     

Her ses læsernes bedømmelse af historien
Antal stemmer10
Gennemsnits stemmer5
Antal visninger12471
Udgivet den17-05-2023 00:01:04