Greven havde bedt mig møde ind på herreværelset lige efter frokosten. Det vedrørte grevinden. Hun var det eneste barn efter det gamle grevepar og hun havde arvet det store gods i en ung alder. Hendes mand, den nye greve, var en dygtig mand, men han manglede ofte modet til at sætte sig i gennem og træffe beslutninger. Jeg havde kun været på godset i få år, men ofte måtte jeg rådgive ham, og føre beslutningerne ud i livet. Også langt mere end hvad der egentlig passede sig, og hørte til jobbet som hushovmester.
Greven startede som sædvanligt med et par høflighedsfraser, inden han kom til emnet: Grevinden havde været ulydig. Jeg kunne jo godt regne ud, at det måtte være alvorligt, at det ikke bare kunne løses med en snak eller et alvorsord, så ville Greven ikke have diskuteret emnet med mig. Jeg havde ikke den store erfaring med kvinder, og kunne ikke lige finde på andet end, at der så nok måtte blive tale om en eller anden form for staf. Jeg sagde noget om, at en fast hånd, eller måske et spanskrør, kunne tages i anvendelse. Det nikkede han til, og tilføjede, at han ikke rigtigt formåede, at få sig selv til at lægge hånd på sin højtelskede kones sarte hud. Nu begyndte jeg at forstå formålet med samtalen, Greven ville have mig til at straffe Grevinden for hendes ulydighed. Jeg fortalte Greven, at jeg godt kunne påtage mig hvervet, hvortil han sagde, at det skulle ske samme aften, efter de havde drukket deres aftente.
Dette var den mest specielle opgave, jeg havde fået på godset hidtil. Jeg havde aldrig gjort noget lignende, udover at give en enkelt lussing til en af godsets elever i ny og næ. Her skulle der bruges pisk eller spanskrør, begge var instrumenter, jeg var helt uden erfaring med. Jeg gik ned i godsets kælder, hvor jeg havde set et rum, der så ud til, at have været brugt til afstraffelse engang i fordums tid. Rummet lå gemt lidt af vejen bag forråds- og vinkælder. Det var ret stort, vel 10 alen på hvert led. I modsætning til de andre kælderrum, var her højt til loftet, og man kunne se de bærende loftsbjælker. Væggene, var ligesom godset, bygget i rustikke røde munkesten. Rummet, der så vidt jeg ved, ikke havde været brugt i årevis, føltes rent og tørt. Der var naturligvis helt mørkt og meget koldt, så jeg tændte op i det store åbne ildsted, som også var rummets eneste belysning. I det ene hjørne stod en stor gammel egetræskiste, der viste sig at indeholde et stort antal forskellige piske. Jeg lagde piskene ud på rummets eneste møbel, et stort solidt egetræsbord. Duften af læder bredte sig i rummet. Jeg vidste ikke, at der fandtes så mange så forskellige torturinstrumenter. Nogle var ikke mere end en fod lang, andre var adskillige favne lange. Alle af forskellige former for læder, som var flettede, runde, flade, brede og smalle og nogen desuden med knuder. Nogle piske havde kun en enkelt snert, andre havde flere snese. Selv om der ikke var noget spanskrør i kisten, var der vist instrumenter nok. Havde jeg før været i tvivl om, hvordan jeg bedst muligt kunne tildele Grevinden sin straf, var jeg nu komplet i vildrede. Så jeg lagde endnu nogle stykker træ på ildstedet, og begav mig til godsets righoldige bibliotek for at skaffe mig noget viden. Biblioteket var dog påfaldende fattigt på litteratur om emnet, jeg fandt kun en ældgammel læderindbundet bog. Den tog jeg med ned i kælderen, så jeg kunne læse, mens jeg holdt øje med ilden. Jeg medbragte også et tæppe, for at kunne holde varmen, indtil ilden havde fået varmet rummet op.
Da det var på tide at servere aftensmaden for herskabet, var jeg om muligt endnu mere i vildrede med, hvordan afstraffelsen skulle foregå. Bogen var meget grundig, men også meget langsommelig i sine beskrivelser, så den havde ikke bidraget med megen afklaring. Men jeg havde nu identificeret en pisk på bordet, som jeg mente var velegnet, den var vel to fod lang, den havde et solidt skæfte og en enkelt helt rund snert. Jeg havde taget godt fat i den, svunget den, ladet den svirpe i luften og på bordet, og det gyste i mig, når jeg hørte dens hvislen og forestillede mig dens virke. Jeg kunne mærke, at situationen gjorde mig anspændt, og jeg blev tør i halsen, men jeg undertrykte fornemmelsen.
Mens jeg serverede for Greven og Grevinden, var der ingen tegn fra hende om, at hun vidste, hvad der skulle ske efterfølgende, eller at hun skulle være nervøs derved. Da jeg havde serveret deres the, gik jeg tilbage til kælderen, for at klargøre rebene, hun skulle fastgøres med og for at afvente hendes ankomst. I kisten havde der været et par manchetter. De så ud til at passe omkring håndleddet og måtte kunne bruges, så fruens sarte hud ikke tog skade af fikseringen. Pludselig gik døren op, og hun trådte ind i kælderrummet iklædt en helt enkelt halvlang ærmeløs kjole. Hun skubbede den tunge dør i efter sig, trådte et skridt ind i rummet, løsnede kjolen, og lod den falde til jorden. Nu stod hun der, helt nøgen. Jeg må tilstå, at jeg slet ikke havde haft tanke for dette aspekt, at slagene nødvendigvis måtte lægges på huden, at hun derfor måtte være nøgen. Da kjolen lå på gulvet, trådte hun et skridt frem, ud af kjolen, og strakte armene i vejret. Noget sagde mig, at hun ikke kunne være helt ukendt med rummet, hun havde stillet sig lige under krogene i loftet, havde rakt hænderne op, uden at behøve at se efter, hvor de var, og uden jeg behøvede at bede hende derom. Jeg fandt rebet, spændte manchetterne om hendes håndled, smed rebet gennem krogen i loftet, og strammede hende op. Da jeg trådte tilbage, satte hun fødderne lidt fra hinanden, og hang sig lidt prøvende i rebet, inden hun rettede sig op, klar til afstraffelsen.
En af de få ting, jeg havde forstået fra bogen var, at det var nødvendigt at forstå ofrets hud, inden man påbegyndte afretningen. Jeg indså, at jeg burde have skaffet noget lys. Det eneste, der oplyste rummet, var ilden, der stadig buldrede i ildstedet. Nu kunne jeg jo ikke se musklerne på Grevindens krop, jeg kunne ikke se, hvor huden var særlig tynd, eller hvor knoglerne lå tæt på hendes hud. Jeg blev derfor nødt til at bruge mine fingre, til at føle mig frem, som en blind. Jeg startede med skuldrene, nakken og lod fingrene vandre ned over ryggen. Huden virkede meget sart over alt. Selv om jeg syntes mine fingre var varme, virkede det som om, der gik en isning gennem hende, når jeg lod fingrene glide over hendes krop. Jeg fortsatte ned over balderne, undersøgte dem grundigt, bogen havde nævnt, at de var den vigtigste del, til modtagelsen af slag. Jeg havde gerne set, at anledningen havde været mere fornøjelig, for under de rette omstændigheder, havde jeg med glæde undersøgt Grevindens bagparti, men det var naturligvis helt utænkeligt. Visse dele af bagdelen var yderst følsomme, mest af alt den nederste del af kløften, her måtte jeg undgå, at slagene faldt. Stadig var det, som om mine berøringer havde en helt uønsket effekt på hende, hun sitrede, åndede tungt, selv om jeg langt fra havde begyndt afstraffelsen. Jeg fortsatte ned ad lårene, de virkede ikke specielt følsomme, bortset fra den aller inderste del. Men da jeg blidt lod fingrene glide over knæhaserne var hun lige ved at falde om, kun rebet holdt hende oppe. Jeg fortsatte undersøgelsen på forsiden, brysterne virkede til at være alt for følsomme, de kunne ikke komme på tale som mål for slag. Selv om jeg havde afskrevet hendes næsten perfekte runde bryster, lod jeg fingrene glide rundt om de uforklarligt rejste vorter, uden dog at berøre spidsen. Selv denne blide berøring havde en kraftfuld virkning på hendes spinkle krop, hun sitrede, og var igen ved at falde sammen, kun rebene havde holdt hende oppe. Jeg lod fingrene fortsatte ned over maven, lod dem springe over hendes skød, det kunne ikke komme på tale. Forpå var lårene meget følsomme øverst oppe, men ellers virkede de til at kunne bruges som mål for lette slag. Mens jeg sad der på knæ foran hende, indhylledes jeg i en kraftfuld, men langt fra uskøn duft fra hendes skød. Til min store overraskelse, var hendes blomst fuldt udsprunget, og der hang en dråbe i et kronblad.
Jeg tog pisken, stillede mig i den rette position og gjorde mig klar. Hun måtte være nervøs, spændt, men det var jeg også. Det var næsten uvirkeligt for mig, at skulle svinge pisken mod Grevinden, det fornemste og sartestes væsen, jeg kendte. Hvis dette gik galt for mig, kunne det koste mig mit job, og jeg kunne forvolde det stakkels pigebarn uoprettelig skade. Jeg samlede mod og svang pisken, det sang gennem luften, og slaget landede præcis, hvor jeg havde tiltænkt det, midt på Grevindens runde bag. Der kom et næsten ikke hørbart gisp fra kvinden, og hun flyttede ganske lidt på sig. Først havde jeg troet, at jeg havde slået alt for hårdt, dens hvislen i luften havde været alt for høj, men hendes reaktion havde været meget mindre, end jeg havde forventet, så jeg var i tvivl. Jeg blev nødt til at undersøge sagen nøjere, så jeg satte mig på knæ bag hende, for at undersøge, om der var mærker efter pisken. Først kunne jeg ikke se noget i halvmørket, så jeg brugte det yderste af mine fingerspidser til at undersøge huden. Da jeg fandt striben og lod fingrene glide langs den, var hendes reaktion meget stærkere, end den havde været, da lædersnoren ramte hende. Hun gispede og sitrede, hendes krop og ben rystede, og fortsatte længe efter, at jeg havde fjernet mine fingre fra hendes bag. Det lod til, at kraften i mine slag havde været tilpas, måske kunne hun tåle en anelse mere, hun skulle jo helst kunne mærke det, så ulydigheden kunne bankes ud af hendes krop. Jeg tildelte hende fire slag mere, to over og to under det første slag. Igen tog hun imod uden at klynke og uden at flytte sig. Igen måtte jeg undersøge effekten af slagene på hendes bag, lod mine fingre glide blidt hen over hendes kupler. Igen lod det til, at effekten af mine svage berøringer, var langt stærkere end dem fra pisken. Efter jeg havde lagt pisken, stod hun fuldstændig stille, men i samme nu mine fingerspidser fandt striberne på hendes bag, begyndte hun at sitre og ryste. Selv ikke blide strøg med hele håndfladen hen over hendes bag, fik hende til at falde til ro. Hendes ryg var dækket af ganske fine perler af sved, selv om der stadig ikke var varmt i lokalet. Lige inden jeg rejste mig, så jeg nogle få dråber nektar løbe fra hendes skød, ned ad hendes lår.
De næste slag havde jeg tiltænkt ryggen. Den første pisk var vist ikke egnet der, så jeg fandt en kortere pisk, med et par dusin bløde spalter. Jeg tildelte hende 10 slag fordelt på ryggen, lige efter hinanden. I starten stod hun helt stille, og sagde ikke en lyd, men lidt efter lidt øgede jeg kraften i slagene, hun begyndte at stå mere urolig, og gav lyd fra sig. Da jeg var færdig med slagene, gik jeg hen og så til hende. Hun stod stille med lukkede øjne og rystede, hun svedte kraftigt. Hendes krop virkede spændt og parat, smukkere end nogensinde før. Jeg ville give hende en pause, så jeg tænkte at hun nok gerne ville have noget vand. I kælderrummet ved siden af, havde jeg stillet en træspand med koldt vand fra brønden. Jeg hentede spanden, løftede den op til hendes læber, og hun drak begærligt. Jeg var et øjeblik uopmærksom, og kom til at tippe spanden så meget, at der løb iskoldt vand ned over hendes bryster, ned mod hendes skød. Idet vandet løb gennem krattet mellem hendes ben, gennemrystedes hendes krop voldsommere, end noget andet, der hidtil havde ramt hende den nat. Hun åndede tungt, hendes brystkasse pumpede, så de ypperlige bryster vippede fra side til side. Jeg gik bag om hende og undersøgte hendes ryg, lod fingrene løbe hen over huden. Nogle få steder virkede huden hævet, men langt de fleste steder, var den blot lettere rød. Igen blev jeg forbavset over hendes reaktion, hun jamrede højlydt, langt mere end da piskeslagene faldt, skønt jeg næsten ikke berørte hende. Hun svedte voldsomt, så jeg tog spanden med det kolde vand, og lod lidt sive forsigtigt ned over hendes ryg for at svale hende. Jeg ved ikke, om hun syntes om det, eller det var alt for meget. Jeg nåede knapt at fange hendes reaktion, inden hendes knæ forsvandt under hende, så jeg måtte gribe hende med en hånd om livet.
Pludselig var det alt for intimt. Det sømmede sig ikke, jeg blev pludselig bevidst om hendes nøgenhed. Jeg fornemmede en begyndende rejsning, som jeg ikke helt begreb. Nu risikerede jeg, at hun, Grevinden, den adelige, opdagede, at jeg, en simpel tjener fra jævne kår, reagerede på situationen. Hun kunne tro, at jeg fandt behag i vores seance, at det for mig, var andet end en pligt, jeg udførte for Greven. Heldigvis genvandt fruen støtten på sine ben, hun rejste sig langsomt op, og jeg kunne slippe hende. Min rejsning var blevet så tydelig, at jeg frygtede, at det var alt for påfaldende.
Jeg havde nu tildelt hende 15 slag, men ifølge det, jeg havde nået at læse i bogen, var det alt for lidt, så jeg måtte i gang igen. Ryggen trængte til hvile, så det måtte være hendes bag, hofter og måske i noget omfang hendes lår, der måtte holde for. Jeg fandt en ny pisk, med endnu flere snerler, de var ganske bløde, så den ville forhåbentlig ikke være for grov til hendes bag. Da det første slag faldt, indså jeg, at jeg burde have advaret hende. Hun virkede fuldstændig uforberedt, gispede højt, faldt lidt sammen og rystede. Langsomt genvandt hun fatningen, rettede sig op, virkede klar til det næste slag. Denne gang tog hun bedre imod, men alligevel kom der et lille skrig fra hende, da de to snese læderstrimler landede på hendes bag. Men hun blev stående, så nu kunne jeg lige så godt fortsætte. Jeg placerede yderligere 8 slag på hendes bag. Jeg forsøgte at fordele dem, så de ikke landede samme sted, alligevel og trods det, at jeg forsøgte at gøre det blidt, voksede hendes skrig i styrke for hver runde. Efter det sidste slag, der faldt lidt vel lavt, helt nede hvor balderne blev til lår, skreg hun højt, blev helt stiv, indtil hendes krop vidste, at der ikke kom flere, så startede den med at ryste og sitre. Det var som om hun frøs af kulde, men sveden drev ned ad hendes ryg. Hun gispede efter vejret, som havde hun været tæt på at drukne. Intet stod stille på hende, skønt hun var spændt op, så hun knapt kunne bevæge sig.
Jeg løftede spanden med vand, og holdt den til hendes læber og hun drak begærligt flere store slurke. Men selv om jeg forsøgte at holde spanden forsigtigt, for at undgå at spilde, vippede hun med hovedet, så hun fik vand ned over sine svedige bryster. Hendes brystkasse arbejdede på højtryk, for at pumpe ilt til kroppen og ned til hendes skød. Jeg så direkte ind i hendes øjne, men hun var der ikke, hun så intet, var langt borte. Alligevel var der et saligt smil på hendes røde læber. Kunne hun virkelig fryde sig over dette? Havde jeg været for mild, eller var hun ramt af vanvid? Det var slet ikke den sarte og blide Grevinde, jeg kendte, og havde hun med vilje spildt vandet?
Bogen havde sagt, at 35 slag var passende til en blid afstraffelse, for en førstegangsforseelse, så jeg manglede endnu 10 slag i at have udført mit arbejde, men hvad skulle jeg nu bruge? Jeg gik tilbage til bordet, og så på piskene. Jeg tog en lang bred pisk, den lignede mest en bred livrem med skæfte i stedet for spænde. Men den mente jeg kunne være for hård, så jeg ledte videre. Der var mange med knuder og fletninger, men dem turde jeg ikke bruge, de kunne sætte mærker eller flå hende hud op. Mit valg faldt på en lang pisk med et dusin bløde og lidt brede snerler. Den ville kunne mærkes, hvis det var det jeg ønskede, og hvis det blev for meget for hende, kunne jeg svinge den blidt. Noget sagde mig, at jeg skulle svinge den hårdt, at jeg måtte fjerne det grin, hun havde haft, hun skulle lære at lystre sin mand. Men hendes hud var så sart, hun var så blidt et menneske, det kunne ikke være rimeligt, at hun skulle slås hårdt, som var hun et trækdyr.
Denne gang ville jeg give hende tid til at vænne sig til pisken, så jeg førte den langsomt over hendes ryg og hendes balder. Atter måtte jeg sande, at jeg langt fra havde forstået, hvordan hun reagerede på berøringer. Hun havde nået at falde til ro, mens jeg udvalgte den nye pisk, men i det øjeblik, de lange lædertråde nærmede sig hendes krop, vendte uroen tilbage. Hun hev efter vejret, sitrede, og slog sig i tøjret. Så jeg kunne lige så godt komme i gang, der var ingen grund til at udsætte pinen. Med et løftede jeg pisken, og lod den falde på hendes ene balle, hvor den så snoede sig om hoften. Jeg havde fejlberegnet længden, den fortsatte ned over låret og slyngede sig omkring det også. Pludselig med et, var uroen borte, hun stod helt stille, og jeg gjorde klar til det næste slag, der faldt modsat, ned over den anden balde, ud over hoften og rundt om låret. Jeg placerede det næste slag direkte hen over hendes bag, og hun udstødte en lyd, men det kunne ikke passe, jeg måtte havde hørt forkert. Det næste slag fald lidt længere nede, og der kom en ny lyd fra hende. Det lød ikke som et skrig, men det var højere og tydeligere end før. Der var ikke længere nogen tvivl, hun skreg "Ja!". Det måtte betyde at mine slag var for svage, så jeg lagde endnu mere kraft i det næste. Igen var reaktionen et højt og klart ja. Det kom ikke fra hendes læber, det kom helt nede fra hendes mave, blev formet af struben, som på et dyr. Jeg lagde endnu mere kraft bag det næste slag, bekymrede mig ikke om, hvor på hendes balder det ramte, det skulle bare være hårdt. Denne gang bemærkede jeg noget nyt. Jeg havde forventet, at hun forsøgte at undvige piskens smerte. Tværtom, hun skød bagen tilbage når pisken nærmede sig, som for at komme den i møde, som for at byde den velkommen. Og så glemte jeg at tælle, som en besat svang jeg pisken igen og igen, mod den ypperlige og elskelige Grevinde, der for hvert slag skreg: "Ja!", højere og vildere for hvert slag, og klarere jo hårdere jeg svang lædersnørerne.
Jeg forsøgte at koncentrere mig om at ramme rigtigt, at lægge al mulig kraft bag hvert slag. Men jeg var samtidig pinagtig bevidst om, at min erektion var vendt tilbage, at den blev større og hårdere for hvert slag jeg foretog. Jeg begreb intet af, hvad der foregik; jeg stod og tæskede Grevinden, havde ondt af hende og hun råbte på mere. Jeg havde en smertefuld erektion, skønt det der skete intet havde med elskov at gøre. Men så hold jeg inde, det måtte stoppe, dette var vanvid. Jeg smed pisken, gik hen foran hende, lagde en hånd på hendes skulder, ville fortælle hende, at det var ovre. Hun stod og rystede svagt, der var ingen reaktion i hendes øjne og hendes hud var kold. Så jeg gik hen og fandt tæppet, som stadig lå på bordet, lagde det over hendes skuldre. Jeg stillede mig foran hende, for at kunne holde hende, når jeg løsnede rebet, hun hang i. Da hendes hænder var fri, slyngede hun dem om mig, for at holde sig oprejst. Med et kunne jeg tydeligt mærke hendes brandvarme skød mod mit stadig faste lem. Hun pressede sig mod mig, skønt jeg forsøgte at undvige, men jeg kunne jo ikke lade hende falde. Mine bukser var også blevet drivvåde af hendes safter. Pludseligt kastede hun hovedet bagover, og skreg et langt skrig ud, samtidig med at hele hendes krop gennemrystedes af noget, jeg ikke anede, hvad var. Hun fortsatte med at gnide sig mod mig, intet tydede på, at hun vidste hvad hun gjorde, det skete bare. Det var for meget for mig, jeg kom. Det var ganske utilgiveligt, men jeg aner ikke hvad, jeg skulle have gjort, for at undgå det. Min krop opførte sig utilgiveligt. Men mens Grevindens spasmer langsomt ebbede ud, skønt det var absurd, følte jeg et kort øjeblik noget, der godt kunne opfattes som nydelse.
Bagefter faldt hun fuldstændig sammen, som en klud. Jeg løftede hende op, og lagde hende på bordet. Hun tog min hånd, og slap den ikke igen. Jeg gav hende lidt vand, og ventede længe, mens hun lidt efter lidt vendte tilbage, fra hvor end hun måtte have været. Langt om længe rejste hun sig op på rystende ben, stadig med tæppet om sig, og jeg kunne følge hende til hendes kammer.
Næste morgen sad Greven og Grevinden som vanligt i spisesalen, hun virkede komplet upåvirket af nattens begivenheder, ænsede mig knapt, men der var måske et lille smil på hendes læber. Senere på dagen takkede Greven mig for nattens arbejde, han mente, at det havde tjent sit formål. En dag, et par uger senere, mens jeg stod og pudsede sølvtøjet, kom hun ind, gik hen til mig og hviskede forsigtigt i mit øre: "Skal man være uartig, for at få en tur i kælderen?"
Erotiske noveller skrevet af Trumpf9300