Jeg går stadig rundt og kigger efter hende. Måske vil jeg helst ikke møde hende eller tale med hende igen, bare se hende, være sikker på at hun er virkelig. Der er mange mennesker i udstillingsbygningen Arken, og der er mange kroge og rum og gange, og jeg er ikke sikker på, hvordan hun ser ud. Billedet af hendes ansigt er uklart og kan rumme mange af de kvinder, jeg ser. Det kan ikke hjælpe noget at gå tilbage for at finde hende inde i værket. Det er umuligt at genkende nogen der inde, så skal man gå lige ind i hende. Da vi skiltes gik vi i hver sin retning. Men måske er hun slet ikke gået ud.
Det er Olaffur Eliassons store værk, “Din blinde passager", som var stedet. Jeg kom til Arken i Ishøj for at se – eller opleve denne spændende, nye installation. Det er en 90 meter lang konstruktion – en lang kasse som strækker sig igennem det meste af bygningens centrale akse. Det var igen noget med lys, og lysende røg, som Eliasson beskæftiger sig intenst med og viser os flere og flere sider af.
Jeg fandt en indgang i den ene ende og havde ikke gjort mig helt klart, hvad jeg gik ind til. Det var lidt skræmmende at kigge ind i det røgfyldte lysrum, når døren gik op, men folk som kom ud så glade og opstemte ud, så jeg gik ind og blev ramt af lyset på en ejendommelig måde. Tågen lyste og lukkede mig fuldstændig inde i mig selv. Jeg kunne ikke se enden af min strakte arm. Det var umuligt at se de andre mennesker der var der, men man kunne høre dem, der var en summen af dæmpede stemmer. Og en let susen, som nok havde noget med tågen at gøre. Nogen dyser, der blæste tågen ind. Det var ikke en fugtig tåge, som man kender, men en slags behagelig røg, næsten uden lugt. Var den mon skadelig? Nej det kunne man ikke tænke sig, det ville hverken Eliasson eller Arken kunne lægge navn til. Og der var heller ingen uro at spore.
Usikkert bevægede jeg mig fremad og forsøgte at holde kontakt med væggen. Hele tiden talete eller mumlede jeg, for at advare min medmennesker om, at jeg var der. Man kom meget tæt på hinanden, før man kunne gå uden om, og alle bevægede sig i et adstadigt tempo så man kunne nå at stoppe op eller undvige før man kolliderede.
Og alligevel skete det. Det første menneske jeg stødte ind i var et barn, som ramte mig et sted under min synsgrænse. Jeg kunne kun lige ane hende og hørte et udbrud, da hun gik ind i mig. Så var hun væk igen. Det var nok hendes mor der kaldte på hende et sted til venstre. Lyset skiftede langsomt efterhånden som jeg skred frem. Et område var næsten mørkt eller gråt, men så kom man ind i et lysende område, gult, som langsomt blev grønt og igen skiftede til rosa. Det var tågen der lyste, man var ligesom inden i farverne. Øjnene kunne ikke finde fokus, man så noget, som kunne være langt væk eller det kunne være støv i tågen lige foran ens egne øjne. Man skulle helt hen til væggen, for at se detaljer som samlinger og skruer, og flere steder viste et svagt grønt lys, at der var en nødudgang - selvfølgelig.
Jeg undgik et sammenstød med en skikkelse, som viste sig lige foran mig, men i stedet ramte jeg ind i et par mennesker, som var gået i stå og stod tæt sammenslyngede. Det var lidt fornøjeligt, de klukkede veloplagte uden at slippe deres favntag. Det uventede, mødet eller kontakten var ligesom indbygget i værket. Alle vidste at det kunne ske, og var forstående.
Det var en lang vej hen til den modsatte ende, og oplevelsen af overraskelse og begejstring blandede sig med usikkerheden og uroen i forskellige doser undervejs.
Jeg var slet ikke færdig med dette værk, denne oplevelse, da jeg nåede enden, så i stedet for gå ud, vendte jeg om og bevægede mig I den modsatte retning.
Nu var jeg mere sikker på, hvordan jeg kunne bevæge mig I rummet, og forskellige følelser pulserede mere frit rundt i organismen. Der var kommet en vis spænding ind i de aktiverede følelser. Man gik omkring, anonymt, næsten usynligt. Der foregik ting omkring en, som man kun blev klar over, hvis man var helt tæt på. Og med bare to skridt var man igen usynlig.
Havde de to sammenslyngede personer måske netop mødt hinanden I tågen? Det var ikke tanker som jeg selv tænkte, men billederne kom ligesom udefra. Det var som da jeg som ung pige prøvede at gå på gaden uden trusser på under kjolen. Ingen vidste det og alligevel var det som om mændene – og kvinderne - så på mig på en anden måde, og der var meget tættere imellem kroppene.
Jeg bevægede mig langsomt igennem tågen, nu opmærksom på, hvordan mine følelser kom op til overfladen - måske fordi mine øjne fortalte så lidt om, hvad der foregik. Lyset og røgen var mere konkret og jeg mærkede også, hvad mine fødder gik på og hvordan jeg undgik at ramme nogen. Det var overraskende, hvordan det var muligt at opfange andres bevægelser og næsten danse forbi, helt tæt. Jeg fornemmede usikkerhed, eller opstemthed i mine medmennesker, mine medoplevere, måske undren eller uro. Der var også spænding, forventning, erotik omkring mig.
Jeg havde fundet en smidig måde at komme fremad på uden at støde ind i nogen, men det var også fristende og spændende ikke at undvige, at vente til man nåede at se den anden. Jeg standsede, da en skikkelse kom imod mig, lige frontalt. Pludselig var han der og standsede lige inden for synsafstand. Nej, han standsede ikke helt, men gik ganske langsomt lidt fremad. Jeg kunne bare gå til siden, men noget fik mig til at blive stående, afventende. Han kom helt tæt på og standsede først, da hans krop var helt op ad min, men uden at skubbe, bare et møde. Det var en mørk mand, lidt højere end mig, han lænede sig frem og sagde stille
“Må jeg få dine trusser?"
Der undslap mig et gisp, og jeg gik hurtigt til siden og ind i tågen. Jeg gled igennem menneskemængden. Han fulgte ikke efter, måske var det en spøg.
Han havde ikke virket farlig, men det efterlod mig i en ny tilstand. Jeg kom til at smile, jeg havde jo selv provokeret ved at blive stående og lade ham komme tæt på. Det var et rum med interessante muligheder. Pludselig var jeg ved at falde over noget på gulvet. Jeg kom helt ned på knæ og hørte en fnisen, det var et par drenge, som havde sat sig op ad væggen med benene strakt frem. Ja, selvfølgelig, det må man da prøve, og jeg kunne ikke blive ophidset over det, men helt ufarligt var det vel ikke. Vi må passe på hinanden! Det var en ny klarhed i dette tågede rum.
Der var tydeligt forskel i stemningerne i de forskellige farver. Drengene havde sat deres fælde op i et stærkt gult område. Da jeg kom ind i det grå lys blev jeg nervøs for at opleve det igen. Her tror jeg at jeg var blevet bange eller vred, hvis de havde lavet det nummer. Lyset skiftede umærkeligt til blåt og det var ligesom koldere og måske lidt mere tyst, eller var det måske bare en fornemmelse. Jeg blev i hvert fald lettet og mere fri i det næste område med rosa eller rødt lys.
Jeg gik igen langsommere fremad og følte efter, hvad der skete omkring mig. Der var et eller andet, noget som jeg næsten kunne se. Ved gulvet henne ved væggen. Jeg hørte en lyd, var det klynken, eller gråd? Der sad et menneske, en kvinde, med benene trukket helt op. Jeg trådte ind i hendes synskreds og bukkede mig ned til hende.
“Er der noget galt? Er du OK?"
Hun kiggede op på mig og jeg kunne se et smilende ansigt, indhyllet i en hvid hijab. Det var mere latter eller henrykkelse, jeg havde kunnet høre. Men hun tog mig om hovedet, og trak mig ned til sig. Jeg satte mig ved siden af hende. Hun slap ikke mit hoved, men kom helt tæt på med sit eget, og studerede mig indgående.
“Er det ikke vildt!"
Hendes ansigt lyste lige foran mit, vi var helt alene mellem alle de andre gæster i rummet, men ingen kunne se os. Jeg kunne mærke varmen fra hendes hud og jeg følte at jeg blev draget ind i hendes overstrømmende fryd. En berusende, krydret duft blev koncentreret omkring et par spillende, brune øjne, som kom så tæt at vores øjenvipper rørte hinanden Vore læber mødtes i et søsterligt, bekræftende kys. Så tog hun min hånd og førte den ind under hendes lange abaya og lagde den på hendes knæ. Hendes hud var blød og varm, og hun førte min hånd op ad låret til hendes skød. Jeg mærkede hendes behåring og op over hendes mave og ud til siden. Hun havde ingen trusser på.
“Må jeg få dine trusser?"
hviskede hun i mit øre. Så slap hun min hånd med en lille klukken. Det var nemt at løfte sædet op fra gulvet og smøge trusserne af og give hende dem. Vi rejste os og hun stak trusserne i lommen. Et rigtigt varmt smil, og så gik vi i hver sin retning og blev opslugt af den lysende tåge.
Maren Buhr Jamer
Erotiske noveller skrevet af maren buhr jamer