FORFØRT I ØSTRIG
PROLOG
Nogle grænser bliver trukket den dag, vi møder et andet menneske. Andre opdager vi først mange år senere.
Vi troede begge, at vi kendte hinanden. To venner. To vandrekammerater. Den ene homoseksuel, den anden heteroseksuel. Så enkelt var det.
Men højt oppe i Dolomitterne lærte vi, at venskab ikke altid følger de regler, vi har sat for det. Nogle rejser fører ikke kun gennem bjergene – de fører også ind i de spørgsmål, vi aldrig troede, vi ville stille os selv.
NOVELLEN
Hvis nogen havde spurgt mig for ti år siden, om jeg en dag ville forelske mig i min bedste ven, ville jeg have rystet på hovedet og grinet højt.
Lars var indbegrebet af alt det, jeg havde lært mig selv aldrig at drømme om. Heteroseksuel. Afslappet. Ukompliceret. Den slags mand, der kunne dele et hotelværelse med en homoseksuel kammerat i fjorten dage uden nogensinde at tænke over, om den anden måske lå vågen lidt længere om aftenen.
Vi havde rejst sammen gennem det halve Europa. Sovet på hårde køjesenge på vandrerhjem, delt dobbeltværelser på små pensionater og siddet skulder ved skulder i tusindvis af kilometer bag rattet. Vi havde grinet, diskuteret politik, drukket vin på italienske torve og frosset sammen i norske fjelde. Og vi havde diskuteret kærester og endda sex.
Aldrig én eneste gang havde han sendt mig et blik, der kunne misforstås.
Og alligevel…
Det var måske netop derfor.
Der var noget ved hans ubekymrede nærhed, som gjorde ham farlig. Han stolede fuldstændig på mig. Skiftede ubesværet tøj i værelset. Smed sig på sengen efter en lang vandredag med et tilfreds suk. Lod mig massere hans ømme muskler, når rygsækken havde været for tung. Alt sammen uden den mindste mistanke om, hvad der nogle gange foregik inde i mit hoved.
Jeg havde altid holdt mine tanker for mig selv.
Indtil Sydtyrol.
Måske var det bjergene.
Måske var det stilheden.
Eller måske var det bare erkendelsen af, at livet ikke varer evigt.
Vi havde planlagt turen i næsten et år. Syv dage til fods gennem Dolomitterne, over højfjeldspas, mellem grønne enge og små alpehytter, hvor tiden syntes at stå stille. Om dagen gik vi kilometer efter kilometer, og om aftenen sad vi med et glas rødvin, mens solen langsomt forsvandt bag de takkede bjergtoppe.
Der var ingen andre, vi skulle tage hensyn til. Ingen telefoner, der ringede. Intet arbejde.
Kun os.
Jeg begyndte at lægge mærke til små ting, som jeg tidligere havde overset.
Hvordan han ubevidst lagde en hånd på min skulder, når stien blev smal. Hvordan han altid ventede på mig, hvis jeg kom et par skridt bagud. Hvordan han smilede, når han opdagede, at jeg betragtede udsigten i stedet for kortet.
“Du er håbløs,” sagde han en eftermiddag med et grin.
“Hvorfor?”
“Fordi du stopper hvert femte minut for at nyde udsigten.”
“Det er jo derfor, vi er her.”
Han lo.
“Nej. Vi er her for at gå. og for at være sammen - os to.”
Jeg puffede til ham med skulderen.
“Du går. Jeg oplever.”
Han rystede på hovedet, men smilet blev hængende.
Det var de øjeblikke, der begyndte at sætte sig fast.
Ikke de store. De små. Den lette berøring. Den lange samtale. Den ubesværede tavshed. Og en tanke, som blev ved med at vende tilbage, selv om jeg forsøgte at skubbe den væk.
Hvad nu hvis… Ikke hvad nu hvis han var homoseksuel. Det troede jeg ikke et sekund.
Men hvad nu hvis der fandtes følelser, som ikke lod sig forklare med de ord, vi normalt brugte om hinanden?
Den tanke skræmte mig næsten lige så meget, som den tiltrak mig.
For hvis jeg tog fejl, kunne jeg miste det bedste venskab, jeg nogensinde havde haft.
Hvis jeg aldrig gjorde noget - ville jeg aldrig få svar.
Mørket havde lagt sig over dalen, og kun den svage lyd af vinden mod bjælkehyttens vægge brød stilheden. Lars lå i sengen ved siden af mig. Vi havde sagt godnat for længe siden, men ingen af os sov.
Der var noget særligt ved at dele et værelse efter en lang dag i bjergene. Dagens mange ord blev afløst af en tavshed, der føltes mere fortrolig end akavet. Jeg kunne høre hans rolige vejrtrækning, når han vendte sig, og jeg forestillede mig, at han sikkert kunne høre min.
Vi havde delt værelser utallige gange gennem årene. Det havde aldrig betydet noget. Men denne tur var anderledes. Måske fordi tankerne ikke længere ville adlyde mig.
Så, ud af mørket, kom hans stemme.
“Er du vågen?”
“Ja.”
Der gik et øjeblik.
“Jeg også.”
Ingen af os sagde mere. Stilheden blev hængende mellem os, næsten som en tredje person i rummet.
Så lød hans stemme igen, lavmælt.
“Vi har kendt hinanden længe.”
“Det har vi.”
“Der er ikke ret meget, vi ikke ved om hinanden.”
Jeg smilede for mig selv.
“Det tror jeg heller ikke.”
Han tøvede.
“Der er bare én ting, jeg altid har været nysgerrig efter.”
Mit hjerte slog et ekstra slag.
“Hvad er det?”
“Har det nogensinde været svært for dig… at vi har delt så mange rejser? Altså fordi du er homoseksuel, og jeg er mig.”
Spørgsmålet hang i luften.
Jeg kunne have svaret hurtigt. Jeg kunne have gjort det let.
Men for første gang i alle de år havde han åbnet en dør, som vi begge havde ladet være lukket.
“Ja,” sagde jeg ærligt. “Indimellem.”
Han sagde ingenting.
Jeg fortsatte.
“Ikke fordi jeg forventer noget. Det gør jeg aldrig. Men fordi du betyder meget for mig. Mere end de fleste mennesker.”
Mørket skjulte hans ansigt.
“Det er jeg glad for, du siger,” svarede han stille. “For du betyder også mere for mig, end jeg vist har fået sagt.”
For første gang siden vi mødtes, føltes det, som om vores venskab var ved at ændre karakter. Ikke nødvendigvis til noget romantisk. Men til noget mere ærligt, hvor ingen af os længere behøvede at lade som om de svære spørgsmål ikke fandtes.
“Har du nogensinde været sammen med en heteroseksuel?”
Spørgsmålet kom så uventet, at jeg var sikker på, jeg måtte have hørt forkert.
Jeg vendte hovedet mod ham. Mørket skjulte hans ansigt, men ikke alvoren i hans stemme.
“Hvorfor spørger du om det?”
Han trak på skuldrene, så madrassen gav et lille knirk.
“Jeg ved det ikke. Jeg kom bare til at tænke på det.”
Det var et typisk Lars-svar. Han havde en evne til at plante et spørgsmål midt i stilheden og lade mig gøre resten af arbejdet.
Mit hoved begyndte straks at lede efter skjulte betydninger.
Var han bare nysgerrig?
Forsøgte han at forstå mig bedre?
Eller var der noget, han selv gik og tumlede med?
Jeg tvang mig selv til ikke at svare for hurtigt.
“Ja,” sagde jeg til sidst. “Flere gange.”
“Hvordan endte det?”
Jeg smilede svagt.
“Ikke som en kærlighedshistorie, hvis det er det, du spørger om.”
Han lo dæmpet.
“Nej, det var nu heller ikke det.”
Der blev stille igen.
Jeg kunne mærke, hvordan tankerne begyndte at løbe af med mig. Havde jeg for få minutter siden været overbevist om, at vi bare var to gamle venner på vandretur, var jeg nu usikker på alting. Ét enkelt spørgsmål havde flyttet noget mellem os.
“Er du bange for, at jeg en dag forelsker mig i dig?” spurgte jeg halvt i spøg.
Han svarede ikke med det samme.
“Nej,” sagde han omsider. “Jeg tror mere, jeg er bange for, at vi en dag holder op med at kunne tale ærligt med hinanden.”
Det svar havde jeg ikke ventet.
Jeg mærkede, hvordan spændingen i kroppen blev afløst af noget andet. Noget dybere. Måske var det netop dét, vores venskab altid havde manglet – ikke modet til at sige de svære ting, men modet til at blive i samtalen, når det først var blevet sagt.
Udenfor susede vinden gennem granerne.
Inde i det lille værelse lå vi stadig i sengen - ganske tæt, men uden nogen form for berøring. Men afstanden mellem os føltes pludselig mindre.
Vi sov begge længe den nat.
Da vækkeuret ringede, var det, som om mørkets fortrolighed var blevet liggende under dynerne. Over morgenkaffen talte vi mest om vejret, dagens rute og om, hvorvidt vi ville nå frem til bjerghytten, før eftermiddagens tordenvejr.
Det var præcis sådan, vi plejede at være. Og alligevel ikke.
Hans spørgsmål fra aftenen før blev ved med at vende tilbage. “Har du nogensinde været sammen med en heteroseksuel?”
Hvorfor havde han spurgt?
Jeg gennemgik samtalen igen og igen, mens vi fulgte den smalle sti op gennem lærkeskoven. Han gik et par meter foran mig, som han ofte gjorde på de stejle stigninger. Rygsækken sad tæt på hans skuldre, og han vendte sig af og til for at sikre sig, at jeg fulgte med.
Der var noget trygt ved ham. Det havde der altid været. Og måske var det netop derfor, mine tanker var blevet farlige.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle være andet end venner. Det havde været nok for mig at rejse sammen, dele oplevelserne og vide, at vi altid kunne regne med hinanden. Men nu var der blevet sået et frø af tvivl.
Ikke om ham. Om mig.
Havde jeg i virkeligheden skjult mine følelser så godt, at jeg selv var begyndt at tro på dem?
Vi gik længe uden at sige ret meget. Kun lyden af støvler mod sten og de fjerne koklokker brød stilheden.
Pludselig standsede Lars ved et udsigtspunkt.
“Prøv lige at se.”
Vi stillede os ved siden af hinanden og lod blikket glide ud over dalen. Solen brød gennem skyerne og tegnede lyse felter på vinmarkerne langt under os.
“Det er derfor, jeg elsker at vandre,” sagde han.
“Fordi man bliver træt?”
Han grinede.
“Nej. Fordi man ikke kan gemme sig ret længe. Efter nogle dage er alle facader væk.”
Jeg kiggede på ham.
“Tror du det?”
Han nikkede langsomt.
“Ja. Man kommer til at sige ting, man aldrig ville have sagt derhjemme.”
Han lod ordene hænge et øjeblik.
“Og nogle gange finder man ud af noget om sig selv, som man ikke havde regnet med.”
Jeg vidste ikke, om han talte om mig. Eller om sig selv. Og måske var det netop derfor, jeg ikke turde spørge.
Da vi nåede frem til den lille bjerghytte, var vi begge trætte efter dagens mange kilometer. Landsbyen bestod af en håndfuld stenhuse, en kirke og et lille gæstgiveri, hvor værten tog imod os, som om han havde ventet på os hele dagen.
Vi smed rygsækkene på værelset uden et ord.
“Jeg tager badet først,” sagde jeg.
“God idé. Så kan jeg skylle støvet af bagefter.”
Det varme vand gjorde godt efter en lang dag på stierne. Jeg stod længe under bruseren og lod tankerne falde til ro.
Døren gik op.
“Låser du aldrig?” spurgte Lars med et skævt smil.
“Vi har delt værelser i årevis.”
“Det er selvfølgelig rigtigt.”
Han blev stående et øjeblik i døråbningen.
“Der er vist varmt vand nok til os begge.”
Han sagde det helt naturligt, som om det var den mest praktiske løsning i verden.
“Er det okay?” spurgte han.
Jeg tøvede et kort øjeblik, før jeg nikkede.
“Ja.”
Vi stod nu side om side under den varme bruser. Ingen af os sagde ret meget. Vandet trommede mod fliserne, mens dampen fyldte det lille rum.
Det mærkelige var ikke, at vi delte bruseren.
Det mærkelige var, at ingen af os virkede utilpasse.
Tværtimod.
Efter et par minutter sagde Lars lavmælt:
“Det føles egentlig underligt.”
“Hvad gør?”
“At vi har kendt hinanden så længe… og alligevel først nu tør være så afslappede.”
Jeg så på ham.
“Måske er det bjergene.”
Han smilede.
“Eller også er det bare, fordi vi er holdt op med at være bange for de forkerte spørgsmål.”
Hans blik mødte mit et øjeblik, før han rakte ud efter shampooen.
Der var stadig intet sket.
Og alligevel føltes det, som om noget mellem os langsomt var begyndt at forandre sig.
“Bliver du utilpas af, at jeg står her?” spurgte Lars stille.
Jeg lod vandet løbe et øjeblik, før jeg svarede.
“Nej.”
“Heller ikke efter det, vi talte om i går?”
Jeg rystede på hovedet.
“Du er min bedste ven. Det ændrer ikke på, at jeg også ser dig som en flot mand. Begge dele kan godt være sande.”
Han nikkede langsomt.
“Det var faktisk det, jeg håbede, du ville sige.”
Han vendte sig om og rakte mig sæben.
“Vil du tage min ryg? Jeg kan aldrig nå ordentligt.”
Jeg tog imod sæben og fordelte den langsomt over hans skuldre. Det var ikke første gang. Efter lange vandredage havde vi ofte hjulpet hinanden med ømme muskler eller plastre på vabler. Alligevel føltes øjeblikket anderledes.
Ikke på grund af berøringen.
Men fordi ingen af os længere lod, som om den var betydningsløs.
“Ved du,” sagde han efter en stund, “jeg har tænkt meget siden i går.”
“Det har jeg også.”
Han vendte sig halvt om og mødte mit blik.
“Jeg tror ikke, jeg er ved at blive en anden. Men jeg tror, jeg er blevet mindre sikker på, at mennesker altid passer ned i de kasser, vi giver dem.”
Jeg sagde ingenting.
Han fortsatte.
“Det skræmmer mig lidt.”
“Det behøver det ikke.”
“Nej,” sagde han med et lille smil. “Måske ikke.”
Da vi gik ud af badeværelset, var der stadig flere spørgsmål end svar. Men for første gang føltes det ikke som noget, der skulle løses med det samme. Det var nok, at ingen af os længere flygtede fra samtalen.
Lars smed sig tungt på sengen - stadig uden tøj, og jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham. Han er en flot mand, og han er klart en jeg ville kigge efter, hvis jeg mødte ´sådan en´ i byen.
“Hold da op,” udbrød han med et træt grin. “Den etape kunne godt mærkes.”
Jeg satte mig på sengekanten ved siden af ham.
“Det er prisen for de flotte udsigter.”
Han lo og lukkede øjnene.
“Kan du ikke massere mine skuldre lidt? De er helt spændte.”
Det havde vi ofte gjort. Efter lange vandredage var det næsten blevet en vane at hjælpe hinanden med ømme muskler. Alligevel tøvede jeg et øjeblik.
Noget var forandret.
Ikke på grund af berøringen, men på grund af alt det, vi havde sagt – og ikke sagt – de sidste par døgn.
Jeg lagde hænderne på hans skuldre og arbejdede langsomt spændingerne væk. Han sukkede dybt.
“Åh, det er godt,” mumlede han.
Vi sagde ikke mere et stykke tid.
Til sidst brød han tavsheden.
“Ved du, hvad jeg tror?”
“Nej.”
“Jeg tror, vi har været så gode venner så længe, at vi nogle gange glemmer at lære hinanden at kende igen.”
Jeg stoppede et øjeblik.
“Hvad mener du?”
“Vi tror begge to, vi ved præcis, hvem den anden er. Men mennesker ændrer sig. Måske har vi aldrig rigtig spurgt ind til de ting, der er svære.”
Jeg satte mig tilbage i stolen ved vinduet.
“Er det det, du prøver på?”
Han nikkede.
“Ja.”
“Selvom du risikerer at få svar, du ikke havde forventet?”
Han smilede.
“Det er vel sådan, rigtige venskaber bliver stærkere.”
Udenfor begyndte kirkeklokkerne at ringe over den lille bjerglandsby. De mindede dem begge om, at endnu en dag var ved at gå på hæld – og at rejsen måske var ved at føre dem et sted hen, ingen af dem havde planlagt.
Den lille restaurant summede af liv. Træbordene var slidte, væggene pyntet med gamle fotografier af landsbyen og bjergene, og duften af stegt kød, frisk brød og rødvin fyldte lokalet.
Vi faldt i snak med et ældre østrigsk ægtepar ved nabobordet og senere med et par lokale håndværkere, som nysgerrigt spurgte, hvor vi kom fra.
En bredskuldret mand med vejrbidt ansigt smilede skævt og spurgte:
„Seid ihr schwul?“
Lars kiggede kort på mig, før han svarede roligt:
„Nein. Er ist schwul, ich nicht. Wir sind seit vielen Jahren gute Freunde und wandern einfach gern zusammen.“
Manden nikkede, trak på skuldrene og løftede sit glas.
„Na dann – zum Wohl!“
Vi skålede med dem, og samtalen gled hurtigt videre til vandreruter, vejret og de høje pas, vi skulle over de næste dage.
Tilbage på værelset trak vi gardinerne fra. Mørket havde sænket sig over den lille bjerglandsby, og kun kirketårnets oplyste urskive kunne anes gennem vinduet.
Vi lagde os på ryggen på hver vores halvdel af dobbeltsengen.
Jeg kunne ikke fjerne blikket fra hans krop, flotte muskler, stram maveregion, lår, lægge og fødder der tilhørte en rigtig mand - og ikke mindst i enorm smuk pik, som jeg har beundret da vi stod under bruseren.
Vinen havde gjort os mere afslappede, men også mere ærlige.
Lars lå længe uden at sige noget.
Så brød han stilheden.
“Tænk, hvis mennesker kunne være tæt på hinanden uden, at alting skulle defineres.”
Jeg vendte hovedet mod ham.
“Hvad mener du?”
Han trak vejret dybt.
“Hold nu op - det ved du jo godt. Jeg mener… at vi altid taler om etiketter. Venner. Heteroseksuel. Homoseksuel. Kærester. Som om man først må føle noget, når man har fundet den rigtige overskrift.”
Jeg lod ordene synke ind.
“Og hvad tror du selv?”
Han smilede usikkert.
“Jeg ved det faktisk ikke længere.”
Der blev stille igen.
Jeg havde lyst til at spørge igen, hvad han mente. Om han talte om os. Om han bare filosoferede efter et par glas vin. Men jeg gjorde det ikke.
Nogle spørgsmål mister deres værdi, hvis de bliver stillet for tidligt.
I stedet lå vi begge og lyttede til stilheden, mens bjergvinden tog fat udenfor. For første gang siden turens begyndelse føltes det, som om vi stod på kanten af noget nyt – ikke nødvendigvis en kærlighedshistorie, men en ærlighed, ingen af os tidligere havde haft mod til at udforske.
Jeg stivnede.
Et kort øjeblik var jeg overbevist om, at jeg måtte have hørt forkert.
“Du må godt”, sagde han igen.
Hans stemme var rolig. Næsten hviskende.
Jeg løftede blikket og mødte hans øjne. Der var hverken udfordring eller ironi i dem. Kun en sårbarhed, jeg aldrig før havde set hos ham.
“Er du sikker?” spurgte jeg.
Han nikkede langsomt, og lagde hånden på den bule jeg ofte havde drømt om.
Vi er jo begge liderlige mænd. Vi onanerer hver især, fantaserer og drømmer om nærhed. Og når vi to ligger her - helt tæt i en dobbeltseng - hvorfor bruger vi så ikke hinanden."
Han flyttede sine hænder over på mit bryst, kælede for mig og lod hænderne glide helt ned, ned til min pik der allerede havde rejst sig. Han løftede ud i mine underbukser, og ud sprang den.
“Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg prøver at forstå. Men jeg ved, at jeg stoler på dig.”
De ord ramte mig hårdere end noget andet, han kunne have sagt.
Det handlede ikke om begær.
Det handlede om tillid.
Han tog fat om min pik. Han begyndte at gnide på den, som om det var hans egen - og jeg nød hver en berøring fra hans varme hånd.
Jeg lod forsigtigt hånden hvile på hans skulder. Ikke som en prøvelse, men som en bekræftelse af, at jeg havde hørt, hvad han sagde.
Han trak vejret dybt og lukkede øjnene et øjeblik.
“Jeg har tænkt meget de sidste par dage,” sagde han. “Ikke fordi jeg pludselig er blevet en anden. Men fordi du har været den samme hele tiden. Du har aldrig presset mig, aldrig forsøgt at ændre mig. Måske er det derfor, jeg tør stille de spørgsmål, jeg aldrig har stillet før.”
Jeg satte mig tilbage.
“Du skylder mig ikke noget, Lars.”
“Det ved jeg. Men jeg har lyst til mere af dig, og jeg håber du forstår min måde at udtrykke mig på. Vi skal stadig være venner, men det er da dejligt hvis vi også kan være sammen om hinandens kroppe, når nu vi sover ved siden af hinanden på vores ferier.”
“Og uanset hvad du finder ud af om dig selv, eller ikke finder ud af, så ændrer det ikke på, at du er min bedste ven.”
Han smilede.
“Det var faktisk det svar, jeg håbede på.”
Nu lå vi og kælede for hinandens kroppe. Vi kyssede også lidt rundt om på kroppen, uden at det blev til meget mere. Og dog - han tog fat om sin egen pik og begyndte at gnide.
"Er det ok, at jeg lige tager en spiller - i al offentlighed, eller i hvertfald foran dig?"
"Nej, kun hvis det er ok at jeg spiller med - for jeg er da blevet mere liderlig end du måske lige kan forestille dig."
Han smilede, rystede lidt på hovedet, og ganske kort tid efter sprøjtede vi begge vores sperm ud over os selv ... og hinanden.
Udenfor begyndte regnen at tromme mod taget af den lille bjerghytte. Inde på værelset sad vi længe uden at sige noget. Stilheden føltes ikke længere tung, men tryg – som om vi begge havde krydset en usynlig grænse, ikke ind i en nyt slags forhold, men ind i en ny ærlighed, hvor ingen af os længere behøvede at gemme sig bag de roller, vi havde haft i alle de mange år.
Vi forlod den lille hytte tidligt næste morgen. Solen var netop begyndt at farve bjergtoppene gyldne, og duggen lå stadig som et tyndt slør over engene.
Ingen af os sagde ret meget.
Stien snoede sig opad gennem fyrreskoven, og den sædvanlige rytme af støvler mod grus burde have gjort tankerne lettere. Men for mig var det omvendt.
Oplevelsen fra aftenen før blev ved med at vende tilbage.
Ikke berøringen. Ikke ordene alene. Men den tillid, der havde ligget bag dem.
“Du stopper slet ikke op og nyder udsigten?” lød Lars’ stemme pludselig et par meter foran mig.
Jeg smilede fraværende.
“Den har jeg allerede på nethinden.”
Han vendte sig om med et skævt grin.
“Ja… den udsigt bliver man ikke sådan lige træt af.”
Jeg nikkede.
“Nej.”
Et kort øjeblik var jeg overbevist om, at vi talte om det samme. Om aftenen før. Om den usynlige grænse, vi var kommet tæt på uden helt at overskride den.
Men så pegede han pludselig ud over dalen.
“Jeg mente nu bjergene.”
Vi begyndte begge at grine.
“Selvfølgelig gjorde du det,” sagde jeg og rystede på hovedet.
Han lagde en hånd om min skulder, mens vi stod og betragtede landskabet.
“Du tænker alt for meget.”
“Måske.”
“Det er derfor, jeg godt kan lide at rejse med dig,” sagde han. “Du får mig til at lægge mærke til ting, jeg ellers ville gå forbi.”
Jeg så på ham.
“Og du får mig til at huske, at ikke alle spørgsmål behøver et svar med det samme.”
Han smilede.
“Så lad os bare gå lidt længere.”
Vi vendte os mod stien igen. Bjergene lå stadig foran os, og ingen af os vidste, hvor samtalen – eller rejsen – ville ende. Men for første gang føltes det ikke nødvendigt at kende destinationen. Det var nok, at vi gik den samme vej.
Den næste aften – og ikke mindst nat – glemmer jeg aldrig.
Dagen havde været lang. Vi havde vandret gennem smalle bjergpas, spist vores madpakker med udsigt over Dolomitterne og sagt forbavsende lidt til hinanden. Det var, som om vi begge gik med de samme tanker, men ingen af os vidste, hvordan de skulle omsættes til ord.
Efter badet lagde vi os igen på dobbeltsengen. Jeg lukkede øjnene og lyttede til stilheden. Vinden fik de gamle skodder til at knirke, og et sted nede i dalen ringede en kirkeklokke.
Så mærkede jeg en hånd hvile let på min arm og nu gled den videre over på mit bryst. Kunne det være rigtigt? Kommer det til at ske?
Jeg åbnede øjnene.
Lars trak ikke hånden til sig.
“Undskyld,” sagde han lavmælt. “Jeg ville bare mærke, om du var vågen.”
“Det er jeg.”
Han smilede usikkert.
“Jeg tror aldrig, vi har været så stille sammen.”
“Nej.”
Der gik nogle sekunder.
“Er det mærkeligt?” spurgte han.
“Ikke så mærkeligt som det ville have været for en uge siden.”
Han lo dæmpet.
“Det er rigtigt.”
Vi blev liggende uden at sige mere. Ingen af os gjorde forsøg på at forklare, hvad der var ved at ske mellem os. Måske fordi ingen af os endnu kendte svaret. Men jeg mærkede hans hånd glide ned til min bule - og han klemte lige om den, smilede til mig og sagde: "Jeg glæder mig til vi er tilbage fra middagen - måske der falder en ekstra dessert af?"
Jeg rystede smilende på hovedet.
"Du skal få al den dessert du ønsker."
Efter aftensmaden var vi begge trætte, men vi manglede stadig noget. Vi gjorde os klar til natten og slukkede lyset.
Da jeg lagde mig til rette, opdagede jeg, at afstanden mellem os var mindre end de foregående aftener. Ikke fordi nogen havde planlagt det. Det var bare blevet sådan.
Lars lagde sig ind til mig, helt tæt og kærligt. Hans hænder var ivrige, og jeg mærkede hans stive pik.
“Har du lagt mærke til noget?” spurgte Lars ud i mørket.
“Hvad?”
"Kan du mærke den? Eller skal jeg virkelig flytte din hånd derned?"
Jeg grinede, og greb gladeligt fat om hans mega hårde pik. Og så flåede vi begge underbukserne af, og lå nu som gud har skabt os - blot mega liderlige begge to.
"Har du ligeså meget lyst til at vi skal elske, som jeg har?", kom det stille fra Lars.
Jeg nikkede i mørket og kunne ikke tro det jeg hørte. Ville han virkelig det, som jeg havde drømt om i al den tid vi havde kendt hinanden. Skulle det blive virkelighed, og bare det nu ikke ødelagde noget ved vores venskab.
Vi elskede, og han var vidunderlig. Og jeg var ikke i tvivl om, at han også nød hele seancen. Han kom oppe i mig, og han gav mig et blowjob, som jeg ikke tidligere har oplevet fra nogen anden. Hvordan kunne det ske? Men det gjorde det.
"Har du lagt mærke til noget andet?", kom det stille fra Lars.
“At vi ikke længere taler om, hvorvidt du er homoseksuel, eller jeg er heteroseksuel.”
Jeg tænkte et øjeblik.
“Nej. Men nu har du jo lige sagt det.”
“Vi taler bare om os.”
Hans ord blev hængende i mørket.
Jeg vidste ikke, hvad morgendagen ville bringe. Om vi blot var to gamle venner, der havde fået en usædvanlig fortrolig samtale i bjergene, eller om rejsen var ved at forandre noget mellem os.
Men én ting vidste jeg. Det der var sket mellem os kunne ikke skille os ad, det ville betyde at vores venskab havde nået nyt højder. Og uanset hvad der ventede forude, ville jeg aldrig glemme den tavshed, der nu føltes mere ærlig end tusind ord.
EPILOG
Nogle rejser bliver husket for bjergene. Andre for udsigten. Denne ville jeg huske for én enkelt nat.
Ikke fordi den ændrede, hvem jeg var. Jeg havde kendt mig selv i mange år. Jeg vidste, at jeg elskede mænd, og det var aldrig det, der havde været på spil.
Det, der ændrede sig, var mit syn på Lars. Eller måske rettere: mit syn på os.
Vi havde delt en oplevelse, som ingen af os havde planlagt, og som ingen af os havde talt om, før den var sket. Den var opstået af tillid, nysgerrighed og mange års venskab. Ikke af løfter. Ikke af forventninger.
Næste morgen pakkede vi rygsækkene næsten som altid. Vi drillede hinanden over, hvem der havde sovet længst, og hvem der havde glemt tandbørsten på badeværelset. Hvis nogen havde set os, ville de blot have set to gamle venner på vej hjem fra endnu en vandreferie. Og nogen ville måske stadig tænke om vi var bøsser eller blot venner.
Men vi vidste begge, at noget var blevet anderledes.
På toget gennem Østrig sad vi alene i kupeen. Landskabet gled forbi udenfor, men stilheden mellem os føltes hverken tung eller akavet. Den var blot fyldt med eftertanke.
Lars brød den først.
“Det, vi oplevede i nat, var fantastisk. Jeg håber, du nød det lige så meget, som jeg gjorde.”
Jeg vendte mig mod ham. Han så ud ad vinduet, som om ordene var lettere at sige til bjergene end direkte til mig.
Han fortsatte.
“Jeg er stadig hetero. Det har den her oplevelse ikke ændret på. Men jeg har fået øjnene op for, at vores venskab kan mere, end det vi tidligere har udfordret hinanden med.”
Jeg smilede.
“Det har aldrig handlet om at ændre dig.”
“Det ved jeg.”
“Og jeg forventer heller ikke, at det her skal gentage sig.”
Han nikkede langsomt.
“Det er måske netop derfor, det betyder så meget.”
Jeg lagde en hånd på hans underarm.
“Det vigtigste for mig er, at jeg ikke har mistet min bedste ven.”
Han så på mig og smilede på den måde, jeg havde lært at kende gennem alle vores rejser.
“Det har du ikke.”
Toget fortsatte mod nord. Bjergene blev langsomt mindre, men det, vi tog med os hjem, fyldte langt mere end rygsækkene.
Nogle oplevelser ændrer ikke nødvendigvis den vej, man går.
De ændrer blot den måde, man ser den person, der går ved siden af én. Og måske var det netop det, Sydtyrol havde givet os.
Men jo, vores efterfølgende ferier blev kun bedre.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980