UDEN TÆNDER, UDEN HÆMNINGER
PROLOG
København har altid haft en særlig evne til at samle mennesker, der ellers aldrig ville have mødt hinanden.
På en café i en af den små sidegader kan en pensioneret skolelærer falde i snak med en studerende. En turist kan få en livslang ven, fordi et kort blev foldet ud på det forkerte bord. Og nogle gange sætter en fremmed sig ganske enkelt ned og spørger, om stolen er ledig.
De fleste af os siger ja uden at tænke videre over det.
Jeg gjorde det samme den eftermiddag.
Jeg anede ikke, at manden overfor mig ville udfordre næsten alle de forestillinger, jeg havde om tiltrækning, identitet og det at turde være sig selv. Ved første øjekast var han en ganske almindelig ældre mand. Men første øjekast fortæller sjældent hele historien.
Hans navn var Egon.
Og det, der begyndte med en kop kaffe og et høfligt spørgsmål, udviklede sig til et møde, jeg stadig tænker tilbage på mange år senere.
NOVELLEN
Egon var ikke en mand, jeg normalt ville have lagt mærke til.
Han var måske midt i tresserne, og klædt meget konservativt. Hans hår var blevet tyndt, men han bar det med en naturlig værdighed, og hans ansigt bar spor af et liv, der både havde budt på smil og skuffelser. Ikke den type, der trak blikke til sig, men heller ikke en mand, man efterfølgende glemte.
Jeg sad alene på en lille café i det indre København, tæt ved vinduet. Solen faldt skråt ind over de små marmorborde, og lyden af kaffekopper og dæmpede samtaler blandede sig med trafikken udenfor. Jeg havde egentlig nydt stilheden, indtil en rolig stemme afbrød mine tanker.
“Undskyld… må jeg sidde her? Der ser ud til at være optaget ved alle de andre borde.”
Jeg kiggede op.
“Selvfølgelig.”
Han takkede med et venligt smil og satte sig forsigtigt overfor mig. Der gik et øjeblik, hvor vi begge lod som om, vi var optaget af hver vores kaffe. Jeg forventede egentlig, at det ville blive ved det.
Men få minutter senere lagde han avisen fra sig.
“Du ser ud, som om du nyder at iagttage mennesker,” sagde han med et skævt smil.
Jeg lo.
“Er det så tydeligt?”
“Ja. Og du virker som en mand, der også lægger mærke til dem, de fleste andre overser.”
Der var noget ved hans måde at tale på. Ingen påtrængenhed. Ingen skjulte dagsordener. Bare en rolig nysgerrighed, som gjorde det svært ikke at svare.
Snart gled samtalen over i rejser, bøger og København, som vi begge kendte gennem årtier. Han fortalte om sit arbejdsliv, om sin afdøde hustru og om den ensomhed, der havde sneget sig ind efter hendes død. Jeg fortalte lidt om mig selv, dog uden at afsløre for meget.
Først da tjeneren kom med endnu en kande kaffe, lænede Egon sig en smule frem.
“Jeg håber, du ikke synes, jeg er for direkte.”
“Det kommer an på spørgsmålet.”
Hans øjne mødte mine et øjeblik længere, end høfligheden egentlig tillod.
“Jeg har siddet og tænkt på, at du er en usædvanlig smuk mand.”
Jeg mærkede varmen brede sig i kinderne. Komplimentet kom så uventet, at jeg ikke straks fandt et svar.
“Tak,” sagde jeg omsider.
Han smilede.
“Og endnu mere usædvanligt… du virker til at være en mand, man har lyst til at lære bedre at kende.”
Der gav et lille sug i maven. Ikke fordi jeg var forelsket. Ikke fordi jeg forventede noget. Men fordi hans blik rummede en intensitet, som ikke handlede om flirt alene. Det var, som om han allerede havde besluttet sig for, at vores møde ikke skulle ende, når kaffekopperne var tomme.
Og på en måde tog jeg mig selv i at håbe, at han havde ret.
Han var egentlig utrolig behagelig at tale med. Samtalen flød ubesværet, og hans rolige væsen gjorde, at tiden næsten forsvandt. Alligevel var der én ting ved ham, som jeg havde svært ved ikke at lægge mærke til.
Hans smil.
Det var varmt, oprigtigt og næsten drenget. Men da han smilede, opdagede jeg, at han ikke havde en eneste tand i munden. Det var et usædvanligt syn, og selv om jeg forsøgte ikke at stirre, blev min nysgerrighed større og større.
Til sidst kunne jeg ikke lade være.
“Jeg håber, du ikke synes, det er et for barnligt spørgsmål,” sagde jeg forsigtigt. “Men… hvorfor har du ingen tænder?”
Han lo, som om han havde fået spørgsmålet mange gange før.
“Det gør jeg bestemt ikke. Folk undrer sig næsten altid.”
Han tog en slurk kaffe, før han fortsatte.
“Jeg har haft dårlige tænder, lige så længe jeg kan huske. Den ene tandbehandling efter den anden, flere kroner… og til sidst var der næsten ikke noget tilbage at redde. En dag besluttede jeg, at nu måtte det være nok. Jeg fik ryddet hele munden.”
Han trak let på skuldrene.
“Jeg fik selvfølgelig lavet et gebis. Et rigtig flot et, sagde tandlægen. Men jeg kunne aldrig vænne mig til det. Det føltes fremmed, som om jeg hele tiden havde noget i munden, der ikke hørte til. Så nu ligger det for det meste i en skuffe derhjemme.”
Han smilede igen – det karakteristiske tandløse smil, som på mærkelig vis virkede både sårbart og befriende.
“De fleste synes nok, jeg ser mærkelig ud,” sagde han med et glimt i øjet. “Men jeg har efterhånden lært, at det er bedre at være den, jeg er, end at gå rundt med et smil, der føles lånt.”
Jeg nikkede. Min første overraskelse var allerede ved at blive afløst af noget andet. For bag det usædvanlige ydre sad et menneske med en sjælden ærlighed, og den gjorde et større indtryk på mig, end jeg havde forventet.
Der blev stille mellem os et øjeblik. Jeg nåede at tænke, om jeg alligevel havde fornærmet ham med mit spørgsmål.
Så smilede han.
“Men jeg har faktisk fundet ud af, at det at være tandløs kan virke overraskende tiltrækkende og føre til oplevelser, man næsten ikke kan forestille sig.”
Jeg så undrende på ham.
“Hvordan det?”
Han lænede sig en smule frem over bordet og sænkede stemmen.
“Nu sidder vi jo på en bøssecafé, så du kan måske selv regne resten ud.”
Han lod ordene hænge et øjeblik, mens et drillende smil bredte sig over hans ansigt.
Jeg mærkede varmen stige op i kinderne. Jeg havde ikke forventet, at samtalen skulle tage den drejning, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare.
Han lo lavmælt.
“Det er utroligt, hvor hurtigt mennesker danner sig et billede af én. Nogle bliver forskrækkede, andre bliver nysgerrige. Jeg har efterhånden lært, at det er bedst bare at være ærlig.”
Jeg rystede let på hovedet og kunne ikke lade være med at smile tilbage.
“Du overrasker mig, Egon.”
“Det har jeg også fået at vide før,” svarede han med et glimt i øjet. “Og hvis et menneske kan overraske, så er samtalen som regel værd at fortsætte.”
Jeg tog endnu en slurk af kaffen. Da vi mødtes en halv time tidligere, havde jeg aldrig forestillet mig, at en tilfældig plads ved et cafébord skulle føre til en samtale, der både udfordrede mine fordomme og vækkede min nysgerrighed på den mand, der sad overfor mig.
“Ja, men tilbuddet gælder også dig,” sagde han med et skævt smil. “Jeg tror, du vil fået en oplevelse, du sjældent har fået før.”
Han sagde det med et glimt i øjet, så jeg kunne ikke afgøre, hvor meget der var alvor, og hvor meget der var drilleri.
Da vi lidt stadig sad på caféen med hver vores kop kaffe, lænede jeg mig tilbage og smilede.
“Du har ret i én ting,” sagde jeg. “Du er ikke som andre mennesker. Men hvordan kom du overhovedet på den idé at være så åben om dig selv?”
Egon trak på skuldrene.
“Jeg har aldrig været god til at leve efter andres forventninger. Jeg har været gift, forelsket mig, tvivlet på mig selv og opdaget sider af livet, som jeg aldrig havde forestillet mig. Jeg fandt ud af, at der findes mennesker, som ikke interesserer sig for de samme etiketter, som resten af verden går så meget op i. De er mere optaget af nærvær, humor og ærlighed.”
Han tog en slurk kaffe.
“Det overraskede mig, hvor mange venskaber det førte med sig.”
Vi kom til at grine over de mest mærkværdige episoder, han havde oplevet gennem årene. Han fortalte med en selvironi, der gjorde det umuligt ikke at holde af ham, og flere gange måtte vi tørre lattertårerne væk.
Mens vi sad der, kom flere forbi bordet.
“Hej, Egon! Det er længe siden.”
“Godt at se dig igen.”
“Vi må snart få tid til en kop kaffe - med fløde.”
Han hilste på dem alle med samme varme og oprigtige interesse. Da den sidste var gået videre, vendte jeg mig mod ham.
“Du virker til at kende halvdelen af caféen.”
Han lo.
“Det er nok nærmere caféen, der kender mig.”
Jeg kunne mærke, at min første overraskelse over hans usædvanlige fremtoning var forsvundet. Tilbage sad et menneske, der hvilede så meget i sig selv, at andre helt naturligt blev draget mod ham. Måske var det netop derfor, han aldrig sad alene ret længe ad gangen.
“Er du egentlig godt udstyret?” spurgte Egon pludselig med et skævt smil. “Jeg har altid haft en svaghed for mænd, der hviler i sig selv. Og den bule du render rundt med, den ville nok ikke blive mindre hvis jeg pakkede den ud.”
Jeg lo overrasket over hans ligefremhed. Men vidste igen ikke lige hvordan jeg skulle tackle hans direkte facon.
“Det er ikke et spørgsmål, jeg får hver dag.”
“Nej,” svarede han. “Men livet er blevet for kort til kun at føre høflige samtaler.”
Jeg trak let på skuldrene.
“Jeg har aldrig fået nogen klager.”
Han lo hjerteligt.
“Det var også omtrent det svar, jeg havde regnet med.”
Jeg lagde mærke til, at han blev mere rastløs. Han trommede let med fingrene mod bordpladen, tog sig selv i skridtet og kastede et blik ud mod gaden, som om han overvejede, om han skulle sige det næste.
Til sidst tog han en dyb indånding.
“Har du lyst til at vi går en tur?”
“Hvorhen?”
“Ørstedsparken. Jeg holder af at gå der, når jeg har mødt et menneske, jeg gerne vil lære lidt bedre at kende.”
Han sagde det stille, næsten genert, og for første gang siden vi havde mødt hinanden, virkede han en smule usikker.
Jeg lod blikket hvile på ham et øjeblik. Det, der var begyndt som et tilfældigt møde over en kop kaffe, havde udviklet sig til en samtale, jeg ikke havde lyst til skulle slutte endnu.
Jeg rejste mig.
“Så lad os gå en tur.”
Beskriv oplevelsen i Ørstedsparken.
Vi sludrede fortsat på vej op til Ørstedsparken. Han fortalte flere anekdoter fra hans liv, og ingen af os nævnte noget om hvad der muligvis ventede lige om hjørnet.
Da vi kom ind i parken, så førte Egon an. Han kendte hver en sti, som hullet i hans lomme. “Vi skal lige herhen, for jeg ved der kan vi være os selv.
Vi satte os først på en bænk, og han begyndte nu at spørge hvad jeg godt kunne lide - altså hvad han skulle lægge vægt på når han snart tog min pik i munden, og gav det blowjob, som hele eftermiddagen havde ligget og ventet, som en tandløs oplevelse.
Han tog mig i hånden og nærmest trak mig ind i et buskads. Så satte han sig på hug, lynede mine bukser ned, og fandt min pik der allerede var mere en halvfed.
“Nåh, der er da liv i den midaldrende elskovsstang”, kom det smilende fra hans tandløse mund. Jeg vidste ikke om jeg skulle takke nej, eller om jeg skulle blive stående. Men inden jeg nåede længere i min tankerække, så klemte hans læber om min pik, og i samme øjeblik mærkede jeg hvordan stivheden fremkom hurtige end hurtigt.
Gummerne fra hans tandløse mund, klemte nu om min pik, imens han lod min pik glide ud og ind.
Fuck, det var vildt lækkert, blødt og hårdt på samme tid. En meget underlig oplevelse, men samtidig meget liderlig, for hans evner til at gribe situationen og samtidig lade sin hånd omslutte mine nosser - så gispede jeg højere end jeg huske at jeg havde gjort før.
Hans læber samarbejdede med hans gummer, og når han pressede min pik helt i bund, og jeg fornemmede hvordan han slugte mig pik - så var jeg lige ved at komme.
Han kiggede op på mig, trak min pik ud af munden, og hviskede: “Det var vist godt med en lille pause, eller havde du vist ikke kunne holde meget længere.”
Jeg kunne kun smile og nikke, samtidig med at mine gisp blev til stønnen. For nu mærkede jeg hans ‘kysselæber’ for ende af mit blottede pikhoved, og så sugede han min pik ind i munden, og igen helt ned i halsen, mens jeg mærkede hans meget bløde og brede tunge glide langs met min hårde pikskaft.
Jeg forsøgte at skabe en pause i min hjerne, men Egon tryllede videre, og da han klemte blidt med bestemt om mine lange nosser, lod spyttet og prespermen lege, så kunne jeg ikke holde mig længere.
Jeg krampede næsten sammen, udstødte de kendte støn og samtidig mærkede jeg hvordan min sperm fyldte Egons mund.
Men han fortsatte seancen, suttede ivrigt videre, selvom jeg nærmest ikke kunne være i min krop. Og så mærkede jeg han sank en portion, og lidt af spermen løb langsomt ud af hans mundvig.
Han smilede. “Godt?”, kom det fra ham, og jeg kunne kun nikke, og smile tilbage. “Ja, det her går over i historien.”
Han suttede mig helt ren, rensede alt hvad renses kan, og jeg trak bukserne op, og forsøgte at se ud som om alt var som det plejede at være. Men det var det ikke.
Egon smilede. Det tandløse smil, som først havde overrasket mig, virkede nu blot som endnu et karaktertræk hos en mand, der havde valgt at leve ærligt – også når det gjorde ham anderledes end de fleste.
Og jeg forstod nu hvorfor han var så efterspurgt. Det tandløse smil var afløst af en tandløs oplevelse, som jeg slet ikke havde forestillet mig, og som endvidere er mere svær at beskrive.
Men Egon var tilfreds og jeg var mere end tilfreds - og mon ikke jeg håber på endnu en kop kaffe ‘med fløde’ igen en anden dag.
EPILOG
Der findes mennesker, som kun passerer gennem vores liv et kort øjeblik. Et tilfældigt møde, en samtale over en kop kaffe eller et smil på det rigtige tidspunkt. De fleste glemmer vi igen.
Egon glemte jeg aldrig.
Det var ikke hans tandløse smil, der blev hos mig. Heller ikke hans ligefremhed eller hans evne til at sige ting, som de færreste ville turde sige højt. Det var hans kompromisløse ærlighed. Han skjulte ikke, hvem han var, eller hvilke valg han havde truffet. Han havde opdaget, at livet blev lettere, da han holdt op med at leve op til andres forestillinger om, hvordan et menneske burde være.
Jeg havde sat mig på caféen med mine egne forestillinger om mennesker. Egon rejste sig fra bordet og efterlod mig med færre.
Vi mødtes flere gange siden. Nogle gange til kaffe, andre gange blot til en lang gåtur gennem Indre By, hvor han fortalte historier, som kun Egon kunne fortælle dem – med selvironi, varme og et smittende grin. Hver eneste gang lærte jeg noget nyt, ikke bare om ham, men også om mig selv.
Jeg fandt ud af, at det mest interessante ved et menneske sjældent er det, man ser først.
Det gemmer sig i historien bag smilet.
Og når jeg i dag går forbi den lille café, kigger jeg stadig automatisk hen mod hjørnebordet ved vinduet. Ikke fordi jeg forventer at se Egon sidde der.
Men fordi nogle møder – selv de tilfældige – sætter spor, der varer langt længere end den eftermiddag, de begyndte.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980