21. maj 2026
Kære Dagbog.
Jeg har nu for anden gang haft den mest intense oplevelse på Swingergaarden. Du ved, med Bowie, der startede med at kommentere et af mine billeder og derefter landede i min indbakke – hvor han forresten stadig fylder det hele.
Det var fuldstændig berusende. Der var andre omkring mig i halvmørket – måske otte mænd, måske slet ikke så mange, for jeg mistede fuldstændig fornemmelsen for tal og tid. Men det, der gjorde det helt elektrisk, var, at det var Bowie, der styrede det hele. Han dirigerede de andre, nærmest som om de var brikker i hans eget spil. Med et enkelt blik eller en subtil bevægelse bestemte han, hvem der måtte nærme sig, og hvornår. Han havde den fulde kontrol over rummet og over mig.
Bowie har det med at tirre mig med pauser. Lige når spændingen er højest, og jeg bare mærker, at jeg ER umættelig, trækker han bevidst tempoet ud og stopper op – især hvis jeg vover at slippe øjenkontakten. Det tvinger mig til at fastholde blikket og overgive mig totalt til hans spilleregler.
Han er 100 % opmærksom på mig hele tiden. Den måde, Bowie formår at gøre mig til midtpunktet på – med de andre mænd kredsende omkring os som skygger under hans kommando – er overvældende. Jeg nyder hvert et blik, den tunge magtbalance og hver eneste kompliment, han hvisker til mig midt i det hele.
Nu lakker dagen mod enden, og mens jeg sidder her og prøver at lande i mig selv igen, kan jeg stadig mærke suset. Jeg er slet ikke færdig med den her leg. Tværtimod er det eneste, der fylder i mit hoved lige nu, den dirrende forventning. Jeg glæder mig allerede helt vanvittigt til det næste setup.
Hej så længe!
25. maj 2026
Kære Dagbog.
Bowie skrev til mig i dag. Der er kun gået et par dage, men spillet er allerede i fuld gang. Han spurgte, om jeg er okay med at tage til København, for han vil arrangere et helt særligt setup til os på XX-Dark.
Det bliver i en helt anden liga denne gang. Bowie vil lave det i samarbejde med Party Uartig, som har fuldstændig styr på logistikken og er vant til at håndtere de store, koordinerede GB-setups og produktioner. Tyrene er slet ikke udvalgt endnu, men det er underordnet. Party Uartig har åbenbart en hel "fold" af mænd, der udelukkende står klar til netop disse setups, og de ved præcis, hvilke tråde der skal trækkes i for at skaffe dem med den helt rette udholdenhed. Bowie skrev det med sin sædvanlige, faste selvsikkerhed: Han er helt sikker på, at de kan mætte mig.
Bowie kender mig efterhånden også godt nok til at vide, at jeg reelt er mere bekymret for kvindens rolle i det hele, end jeg er for selve tyrene. Det er min overgivelse og hans ubetingede kontrol, der er det egentlige tyngdepunkt. Det giver mig det vildeste sug i maven.
Jeg tøvede ikke et sekund med at sige ja. Nu venter jeg bare på, at det hele går i gang. Han vil vende tilbage med nogle forslag til datoer, hvor det kan lade sig gøre. Jeg er afsindigt spændt på at høre, hvad han tænker – og om jeg overhovedet får lov til at vide noget på forhånd, eller om det hele bare bliver styret fra kulissen, indtil jeg står midt i det.
Knus herfra.
28. maj 2026
Kære Dagbog.
I dag fik jeg endelig datoerne at vælge imellem. Reelt var det ligegyldigt for mig – jeg var klar og kunne alle de foreslåede dage – men det passer Bowie og Party Uartig bedst, at det bliver torsdag den 11. juni.
Den 11. juni... Der er virkelig længe til. Ventetiden føles allerede som sin egen form for tortur, men jeg ved jo godt, at det er en del af Bowies spil. Han vil ikke give mig det hele på én gang han har skrevet, at han vil vende tilbage med yderligere informationer løbende, så jeg holdes på pinebænken.
Forberedelserne er allerede i gang, og Bowie har givet mig min første konkrete opgave. Han skal bruge to billeder af mig. På det ene skal jeg holde et stykke papir foran mig med teksten: "Hjælp til Gangbang for Fantasy Hunter og Bowie". På det andet skal teksten være: "Party Uartig GangBang 11. juni".
Bare det at skrive de skilte gør det hele absurd virkeligt. Setuppet bliver ikke engang holdt lukket i kulissen det vil blive delt åbent på XX-Darks side og på Fetlife for at samle præcis det rigtige hold af tyre. At vide, at invitationen bliver vist frem derinde, styret hundrede procent af Bowie, giver et enormt sug af både nervøsitet og forventning.
Da jeg stod der for at tage billederne, ramte virkeligheden mig for alvor. Det føltes som det hele på præcis samme tid. Det var enormt grænseoverskridende overhovedet at skrive ordene ned, dybt pirrende at posere med skiltene, og samtidig en fuldstændig, betingelsesløs overgivelse til Bowies spil.
Bare det at kigge ind i kameralinsen og vide, præcis hvad de billeder skal bruges til... det gav mig et intenst sug i maven. Varmen bredte sig i hele kroppen, og jeg kunne mærke liderligheden pulse tungt. Det er så uhæmmet lækkert at tænke på, at de billeder snart ligger ude på XX-Dark og Fetlife, og at Bowie i dette øjeblik har kontrollen over, hvem der kigger på dem, og hvem der bliver udvalgt til at indgå i hans leg med mig.
Jeg mærker allerede nu den dirrende spænding og kådhed i kroppen, og tanken om, at han trækker i alle trådene og orkestrerer min overgivelse, gør mig bare endnu mere tændt. Spillet er i den grad i gang. Nu gælder det bare om at forsøge at overleve ventetiden indtil den 11. juni.
Vi skrives ved!
2. juni 2026
Kære Dagbog.
I dag kom de næste instruktioner. Spillet skrider frem, og Bowie begynder for alvor at styre detaljerne. Jeg har fået besked på, at jeg skal have den sorte dragt på, og at mit brune hår – som efterhånden har fået lidt spil af gråt – skal samles i en stram fletning.
Bowie havde også et andet ønske til mit udseende. Han så meget gerne, at jeg skiftede mine piercingsmykker i brysterne til ringe. Men der trak jeg en grænse. Jeg bryder mig simpelthen ikke om at have ringe i, så det fik han et klart nej til. På en måde er det meget pirrende lige at sætte den grænse og give ham det lille modspil midt i min totale overgivelse til hans plan.
Lige nu er min største udfordring dog af mere praktisk karakter. Jeg er pludselig kommet i tanke om, at jeg slet ikke ved med sikkerhed, om jeg stadig har den sorte dragt. Jeg må hellere få endevendt skabene i morgen. Jeg har en nagende mistanke om, at jeg måske endte med at smide den ud efter det sidste fotoshoot, fordi den havde fået et hul omme bagpå. Hvis den er væk, håber jeg, Bowie har et alternativ i tankerne, for det er ham, der bestemmer, hvordan jeg skal se ud.
Jeg glæder mig virkelig meget. Den sitrende forventning sidder konstant i kroppen på mig, og lige nu synes jeg bare, at der er uendeligt længe til den 11. juni.
Mange knus.
5. juni 2026
Kære Dagbog.
Det var heldigt! Dragten lå i skabet. Ganske rigtigt, der er et hul i ryggen, præcis som jeg huskede det. Men da jeg nævnte det for Bowie, fejede han det bare af med den der rolige selvsikkerhed. Han sagde, at der alligevel er mørkt derinde, og at dragten jo alligevel skal pilles af. Bare den sætning... at vide, at han allerede har tænkt over, hvordan og hvornår jeg skal klædes af.
Hele den snak fik mig til at overveje – for millionte gang, tror jeg – om jeg burde tage mig sammen og lære at gå i høje hæle. Kvinder får bare de mest fantastiske, frække ben i hæle, og jeg er sikker på, at mine ben også ville se virkeligt sexede ud i et par stiletter. Det bliver nok ikke aktuelt til den 11. juni, det når jeg simpelthen ikke at lære, men måske burde jeg alligevel springe ud i det og begynde at øve mig. Til næste gang.
Bowie skrev også senere i dag. Han spurgte, om jeg stadig havde manchetterne og kæden fra et af de billeder, han havde fået af mig til at "reklamere" for vores setup. Jeg kunne slet ikke lade være med at give ham lidt modspil og drille ham. Jeg spurgte, om Bowie nu var helt sikker på, at det kun var manchetterne og kæden, han var interesseret i. Der gik lige et par beskeder frem og tilbage, hvor han famlede lidt, før tiøren faldt, og han indså, at han helt havde glemt at nævne halsbåndet.
Nu sidder jeg bare og smiler for mig selv. Jeg er afsindigt spændt på at finde ud af, hvad Bowies tanke egentlig er med halsbåndet, kæden og manchetterne i vores setup. Han har en plan med det, det er tydeligt, og uvisheden om, hvordan han vil bruge det mod mig, gør bare ventetiden endnu mere intens.
Hej så længe.
8. juni 2026
Kære Dagbog.
Nu forstår jeg endelig til fulde Bowies tanke med halsbåndet, manchetterne og snoren. Det handler ikke bare om at klæde mig ud – det er for klart at signalere hans ejerskab over mig. Det er et synligt bevis på, at jeg tilhører Bowie i det rum, og at han har den absolutte kontrol. Han bestemmer, hvem der får lov, og han kan til enhver tid trække i snoren og stoppe legen, hvis han vil. Den ubestridte magt, han har over mig der, er så utroligt tændende.
Jeg kan simpelthen ikke lade være med at følge med inde på XX-Dark for at se, hvem og hvor mange der tilmelder sig. Lige nu er der 18 på listen. Det er vildt spændende, selvom det selvfølgelig ikke er til at vide, om alle tilmeldte overhovedet er der til vores gangbang, eller om nogle af dem bare har andre planer den aften.
Men i dag opdagede jeg noget, der gav mig et decideret stik. Der var en kvinde tilmeldt, tilsyneladende med det formål at ´inspicere´ og gøre tyrene klar. Det skrev jeg straks til Bowie om. Jeg vil have hele oplevelsen, og for mig er netop dét – selv at bruge min mund til at pirre dem og gøre dem helt stive og klar – en afgørende del af spillet. Jeg har absolut ingen intentioner om at overlade den del af fornøjelsen til en anden.
Bowie forsøgte at berolige mig med, at jeg ikke kommer til at gå glip af noget som helst. Han har sikkert ret, han plejer at have styr på det, men jeg kunne bare mærke, at det rørte noget i mig. Heldigvis lovede han mig blankt, at der ikke vil være nogen anden kvinde med i vores leg. Det gav mig den ro, jeg havde brug for. Hvis jeg skal lege med kvinder, så vil jeg selv have lov til at vælge det og styre det – det er ikke et valg, der skal træffes hen over hovedet på mig. Min overgivelse gælder udelukkende Bowie og de mænd, han vælger at bringe ind i vores rum.
Vi ses!
10. juni 2026
Kære Dagbog.
Så er det i morgen, det sker. Tasken er pakket, og jeg gennemgår den mentalt igen og igen og håber, jeg har husket det hele – dragten, manchetterne, halsbåndet og alt det andet.
Bowie har booket et hotelværelse til os bagefter. Det er en utrolig rar tanke, og det viser bare en helt anden side af hans kontrol. Han vil ikke kun styre spillet og min overgivelse inde i mørket han vil også sikre sig, at jeg bliver samlet op og taget ordentligt af, når det hele er slut. Den form for aftercare fra Bowies side er guld værd, når man har været helt ude på kanten. Jeg skrev faktisk lidt med min kammerat Kristian om aftercare i dag, og han skrev ret omsorgsfuldt, at han var lige her, hvis jeg fik brug for at vende oplevelsen. Han er nu meget sød. Men han er også alt for travl og passer virkelig meget på sig selv, hvilket jeg egentlig godt forstår. Og lige nu er det alligevel kun hotelværelset, mørket og Bowie, der for alvor fylder i mit hoved.
Det er næsten surrealistisk at stå i al den dirrende, liderlige spænding og så samtidig skulle forholde sig til den almindelige verden. Jeg skal lige have pakket det allersidste til Haslev Festdage, så det bare står helt klar til, at pigerne kan smide det i bilen i morgen. Den kontrast – at pakke til noget så hyggeligt og lokalt, mens min krop allerede er halvvejs inde på XX-Dark og tænker på dæmpet belysning og total afmagt under Bowies kontrol – er helt speciel.
Sommerfuglene i maven er vokset til en hel sværm. Jeg kan næsten ikke rumme, at ventetiden endelig er forbi.
I morgen går det løs!
11. juni 2026
Kære Dagbog.
Hold nu kæft, så er det i dag.
Sidder i toget lige nu og kan næsten ikke være i min egen krop af bar spænding. Jeg drillede Bowie lidt her til formiddag med den der fletning, han har bestilt. Den holder jo ikke en skid bedre end min sædvanlige knold, men fred være med det – han vil have en fletning, så får han en fletning. Det er jo det, det hele handler om.
Fik Britt til at flette det stramt, inden jeg tog afsted. Det var totalt surrealistisk at sidde der på jobbet med hende, fuldstændig som om det var en helt normal torsdag, mens hun ordnede mit hår – og hun anede intet om, hvad den fletning reelt skal bruges til i aften, eller hvem der har bestemt, at jeg skal se sådan ud.
Mit hoved kører bare i ring. Tasken står lige ved siden af mig med dragten, manchetterne og halsbåndet. Lige om lidt er det ikke bare ting i en taske mere. Lige om lidt sætter Bowie det på mig, og så ejer han mig fuldstændigt.
Og mændene... fuck. Jeg bliver helt varm bare af at tænke på det. At Bowie og Party Uartig har samlet dem kun til mig. Hvor mange er de? Hvem er de? Jeg håber dæleme, de er klar og udholdende. Jeg glæder mig så vanvittigt meget til at træde ind i det mørke, mærke stemningen og endelig møde dem.
Kom nu bare i gang. Kryds fingre for mig!
12. juni 2026
Kære Dagbog.
Det var så lækkert.
Vi mødtes ved S-toget og gik på en café og fik lidt at drikke. Vi talte lidt om, hvad der skulle ske, hvem der styrede tyrene, og hvor erfaren Bowie egentlig var.
Så gik vi op til XX-Dark. Jeg havde sommerfugle flagrende i maven og var fuldstændig spændt til bristepunktet. Party Uartig og Bowie havde en klar forventning om, at de havde samlet mange og udholdende tyre, og at jeg med garanti ville gå mæt derfra.
Omklædningen. Dragten på, halsbåndet og kæden. Manchetterne blev i skabet.
Jeg blev ledt ind og sat ned. Bowie var der for mig med det samme. Kælede for mig, kyssede mig og gav mig lov til at rette min fulde opmærksomhed mod ham, alt imens der stod en hel rand af mænd i mørket og ventede på os. Da Bowie kaldte en anden mand hen, trådte styretyren fra Party Uartig frem. Han fortalte, hvem han var, og hvad hans opgave gik ud på, hentede en flaske vand til mig, og så blev jeg ellers guidet ind i det mørke rum.
Styretyren bad mig se på en film, der kørte på en skærm. Det var en film, han havde lavet af et andet gangbang, så jeg kunne se, hvad der skulle ske. Han kunne jo ikke vide, at jeg overhovedet ikke finder billeder og videoer af andre interessante – det rører mig bare ikke.
Jeg blev beordret på knæ på en pude, og kæden blev taget af halsbåndet.
Og så startede det ellers bare. En massiv, endeløs og intens strøm af overgivelse og nydelse.
Midt i det hele passede Bowie på mig. Han sørgede for, at jeg hele tiden kunne se, høre eller mærke ham. Han tjekkede ind og mærkede, at jeg var våd, villig og helt med på legen.
Jeg aner simpelthen ikke, hvor mange mænd der var igennem, før jeg blev bedt om at flytte mig over på madrassen. Der bad jeg om at få halsbåndet af – det generede min bevægelsesfrihed i halsen for meget, og det fik jeg lov til. Og så eskalerede det. Jeg blev omringet, taget og brugt fuldstændig, præcis som jeg havde drømt om. At blive fyldt ud og presset til grænsen fra alle vinkler. Jeg kunne høre, hvordan styretyren hele tiden sørgede for at skifte mændene ud og dirigere dem, så jeg konstant havde en ny, der var klar til mig. Der var ikke ét sekunds pause.
Til sidst blev jeg bedt om at flytte over på en runddel på alle fire, så jeg kunne blive taget bagfra, mens jeg begærligt forsynede mig med dem, der stod inden for rækkevidde foran mig. Det var helt fantastisk og vanvittigt intenst at mærke pulsen i rummet og vide, at der konstant stod en ny klar, udelukkende for min skyld.
Knus.
12. juni 2026 (Fortsat)
Kære Dagbog – så er jeg tilbage.
Undskyld, jeg blev lige afbrudt af aftensmaden. Men jeg er nødt til at få det hele skrevet ned.
Jeg blev beordret over på en briks, og pludselig var der opmærksomhed, hænder og lyst alle vegne. Det var den totale overgivelse. Men det vigtigste skete lige der: Bowie holdt mig i hånden. Selv når han var ude af min synsvinkel, fungerede hans greb som mit anker. Midt i det intense kaos af mænd, der på skift brugte mig fuldstændigt, kunne jeg hele tiden mærke Bowies tilstedeværelse og kontrol.
Jeg kunne høre styretyren sige, at det var tid til at gøre mig klar til næste niveau. Jeg blev forberedt, gjort smidig og klar til at tage imod mere, før jeg blev beordret tilbage til madrassen. Og så eskalerede det for alvor. At blive presset helt ud til grænsen, fyldt ud på alle tænkelige måder på én gang – dobbelt op på alting. Det var en fuldstændig vanvittig og lækker følelse af at blive brugt så massivt. Blev bedt om at vende mig, skifte position, hele tiden tage imod mere og bare lade mig opsluge af det. Det var så intenst lækkert.
Da flere af tyrene begyndte at nå deres grænse og kulminere omkring mig, var jeg stadig på knæ, stadig i gang, mens jeg modtog det hele over mig – i ansigtet, på brysterne, i håret. Fuldstændig badet i overgivelsen.
Det begyndte efterhånden at tynde ud i tyrene, og jeg hørte styretyren sige, at han var nødt til at gå. Inden da hørte jeg ham og Bowie snakke sammen. De lød nærmest ærefrygtige over, at jeg stadig bare kunne blive ved med at bede om mere, alt imens jeg forsøgte at fange hver eneste dråbe af oplevelsen.
Selvom styretyren gik, overtog Bowie bare glidende kontrollen med de tilbageværende tyre, der stadig forsøgte at mætte mig. Især én af dem ramte bare noget helt perfekt – intensiteten var så spot on, at jeg ligefrem sagde til ham, at jeg ville have ham med hjem. Det ville han i øvrigt gerne.
Gennem hele dette massive forløb bevarede Bowie den konstante, tætte kontakt med mig. Flere gange hev han mig decideret ud af den ´trance´, jeg var sunket ind i, bare for at tjekke ind og sikre sig, at jeg var okay og hundrede procent med. Den form for styring og nærvær midt i vildskaben er utrolig.
Men der skete også noget andet, som jeg tænker meget over nu. På et tidspunkt lå der et par ved siden af os, og jeg mærkede, at jeg blev distraheret af kvindens lyde. Det var en reaktion, jeg ikke helt kunne kontrollere, og det fik mig pr. refleks til at holde ekstra fast i Bowie. Jeg er utroligt nysgerrig på det – hvorfor er det, at lige netop lyden af en anden kvinde i det rum får mig til at reagere sådan? Det er jo sket før. Hvad er det for en mekanisme eller grænse i mig, der pludselig bliver aktiveret der?
Vi skrives ved i morgen.
15. juni 2026
Kære Dagbog.
Jeg havde lige brug for et par dages pause, efter jeg havde skrevet det ned med kvinden og min reaktion. Jeg er ærlig talt ikke blevet ret meget klogere på det endnu, men det fylder i mig. Senere opdagede jeg faktisk en anden kvinde i et andet lokale, som også triggede mig lidt – dog slet ikke lige så voldsomt som hende fra parret ved madrassen. Der er bare et eller andet territorialt i mig, der vågner. En grænse, jeg ikke helt forstår endnu, men som jeg mærker tydeligt.
Men tilbage til afslutningen. Til sidst vurderede Bowie, at vi skulle stoppe. Jeg lå der på madrassen med et kæmpe, træt smil og var fuldstændig brugt. Gulvet var decideret drivvådt efter mig – et meget synligt bevis på min overgivelse og min våde fisse. Men én ting er stensikker: Jeg var i hvert fald IKKE mæt. Selv efter alt det, alle de mænd og den massive intensitet, er sulten der bare stadig. Min umættelighed fornægter sig ikke.
En af tyrene tilbød simpelthen at rydde op efter os. Han fik et stort kram som tak for en helt igennem fed oplevelse, og han fik også lige ros med på vejen for en virkelig lækker pik, som bare havde ramt plet.
Derefter tog Bowie over. Jeg blev guidet ind i et helt privat rum og fik besked på bare at lægge mig på madrassen og slappe af. Skiftet fra mørket og vildskaben til det her var magisk. Han kærtegnede min krop, trak tempoet helt, helt ned med bløde, kærlige bevægelser. Indimellem gled hans fingre intenst ind i min fisse, og han fingrekneppede mig, indtil jeg sprøjtede... og så gentog han det. Om og om igen.
Til sidst kneppede han mig. Det var så intenst og lækkert. Efter al det kaos var det helt utroligt skønt at mærke, at det også bare er fuldstændig fantastisk at være én-til-én med Bowie. Efter han var kommet, lykkedes det mig faktisk at gøre ham stiv nok til, at han tog mig en gang mere bagfra.
Det var totalt lækker aftercare. Fuldstændig nærværende og lige præcis det, jeg havde brug for til at lande blødt og trygt i mig selv igen efter den vildeste aften – også selvom jeg inderst inde ved, at jeg aldrig bliver helt mæt.
Masser af kys og knus herfra!
Erotiske noveller skrevet af FantasyHunter