Søndag. Stilheden i kontoret var tung, og nærmest rungede i de mennesketomme lokaler på 8. sal, som en restlyd efter alt det, der plejede at være der: stemmer, tastetryk, telefoner, hurtige skridt hen over gulvet. Nu var der kun hans egne fodskridt på gulvtæppet og lyden af hans kamera, hver gang han skød et foto. Kameraets høje, karakteristiske klik-lyd gav nærmest et ekko ved hvert skud. Han satte sin taske fra sig, og lod blikket glide erfarent over lokalet, som skulle fotograferes til en kommende reklamebrochure for firmaet, der boede her. Glas, stål, rene linjer. Et klinisk rum for forretninger og powerpoints. Ikke smukt, men effektivt. Han var nødt til at tænke i udsnit og kameravinkler, for at få det bedste ud af lokalerne og firmaet til at syne indbydende og venligt. Det var jo trods alt det, de havde hyret en reklamefotograf for.
Han gik metodisk til opgaven. Søgte de rette linjer, balancerede lysets fald og måden, rummets rytme brød den sterile orden i glasvæggene. Hver vinkel skulle indfange en illusion af dynamik i et rum, hvor intet nogensinde rigtig forandrede sig, og hvor hver dag lignede den næste.
Han gik over til vinduet og stillede sit kamera op på sit medbragte stativ. Han ville afslutte opgaven med et mere kreativt billede, skudt med lang lukketid på stativ for at fange et særligt skær af lyset og den visuelle stilhed i lokalet. Hans blik strejfede automatisk bygninger overfor. Et anonymt og upersonligt hotelbyggeri i samme stil som kontorlokalerne, han fotograferede. Effektivt og uden personlighed.
Et af de mange identitetsløse steder, hvor forretningsrejsende parkerede deres kroppe mellem møder. Præcist som man kunne forvente havde alle værelser den samme indretning: hvide vægge, en beige stol, en sofa i hvidt stof, et lavt bord, og intet unødvendigt. Det gjorde det kun endnu mere upersonligt, at mange så ud til at være tomme for weekenden. Han lod øjnene fange værelset på sjette sal, to etager længere nede end derfra, hvor han stod. Et sjal, terracottafarvet, hang uengageret over sofaens ryg, og en kaffekop stod efterladt på bordet, som om ejeren var midt i noget og ville vende tilbage om lidt. Fra hans position var det ikke detaljerne, der trådte frem, men de overordnede spor - den menneskelige tilstedeværelse i ét blandt ellers døde rum. Det var sikkert en gæst, der var ankommet tidligt for at være klar til arbejdsugens start i morgen, når mandagen igen tog over efter weekendens stilhed, tænkte han.
Pludselig kom værelsets beboer gående ind i hans synsvinkel fra en anden ende af hotelværelset. Han lod øjnene fastholde hende. Hendes bevægelser - rolige, bevidste - bar samme disciplin som kontorlokalerne, samme stringens som regnearkene i computerne på bordene bag ham i kontoret. Da hun tog blazeren af, virkede det som en professionel bevægelse. Ikke noget dramatisk, bare en del af en rutine. Hun passede ind. Ikke fordi hun prøvede, men fordi det var sådan, hun var. Hun hørte til der.
Han stivnede et kort øjeblik. Der var noget ved hende, der fangede hans opmærksomhed på en måde, han ikke først kunne placere. Hun lignede hende. Kvinden, han havde møde med i morgen, mandag. Klienten. Hende, der havde hyret ham til opgaven. Det kunne ikke passe. Og alligevel var der ingen tvivl. Hendes profil, hendes holdning, den elegante, professionelle fremtoning, der spejlede rummets hvide farve, som om hun og dets formål var uløseligt forbundne. Hans puls steg, men hans hænder forblev sikre, som han langsomt monterede telelinsen og lod kameraets forlængede øje glide tættere på hende. Som om det var det mest naturlige i verden.
Han tog billeder. Først diskret, som om han kunne bilde sig selv ind, at det var en tilfældighed. Men snart med en professionels vurdering af motiv og vinkler. Han fotograferede hendes udstråling, detaljerne i hendes mimik, hendes positur, det hele. Alt sammen uden hendes vidende. Han havde altid foretrukket de portrætfotografier, hvor modellen ikke selv vidste, at de var i søgeren og derfor ikke overtænkte deres egen fremtoning. Hun trak blusen over hovedet, og hans finger klikkede på udløseren i en hastighed, der fangede hver lille bevægelse i processen. Hendes brystholder sad som skræddersyet - mørk og enkel, som resten af hendes stil. Hun var et perfekt motiv, særligt når hun ikke selv vidste, hun var blevet model.
Hun lod hænderne glide om bag ryggen og åbnede låsen på sin brystholder med en rutineret, rolig bevægelse. Hendes bryster var ikke store, men heller ikke små, de var perfekte i deres proportioner. Faste og med lidt mørkere brystvorter, end han havde forestillet sig, tydeligt spændte. Hendes ansigtsudtryk med lukkede øjne, da hun lod sine hænder strejfe brysterne og de spændte brystvorter. Hun stod nu iført stramme, lyse leggings, der krammede hendes velformede ben i tæt, smidig spænding.
Han fotograferede hende, mens hun elegant åbnede lynlåsen på bagsiden og trak sine leggings ned over hofterne og benene. Tilbage stod hun iført intet andet end en lille, næsten gennemsigtig, hvid blonde g-streng, der syntes at eksistere mere som et symbol end som tøj. Kameraet indfangede, hvordan blonden strammede sig mod hendes hofter, hvordan den let forsvandt mellem hendes balder.
Han fangede flere billeder af hende, hvor hun stod med hænderne i håret og lukkede øjnene et øjeblik, som om hun lige lod sin professionelle facade falde.
Han fulgte hende. Hun trak den lille, hvide blonde g-streng ned over hofterne med samme rolige, bevidste bevægelse, som om det blot var endnu et lag, der skulle af, en del af hendes systematiske afklædning. Hun lod den falde ved fødderne og trådte ud af den med en ynde, som var det en kalkuleret forestilling for sig selv, og han fangede det hele. De smalle hofter, de faste former, hendes glatte mis, hvordan hun strejfede sin egen hud, mens hendes blik vandrede mod vinduet, uden at se ham. Eller gjorde hun? Tanken tændte ham. Han blev våd i håndfladerne. Ville han kunne se hende i øjnene i morgen, efter at have set hende sådan uden hendes viden?
Hun lagde sig på sofaen uden tøven, som om det ikke faldt hende ind, at hun kunne være synlig for nogen. Hun lænede sig bekvemt tilbage, lod det ene ben hvile på gulvet, mens det andet ben gled op over sofaens armlæn med tæerne let bøjede.
Han forbandede sin egen lyst, men kunne ikke holde op. Han fortsatte med kameraet. Hendes hånd gled over maven, hendes lår skiltes, og hendes fingre forsvandt mellem dem. Kameraet havde klikket rytmisk, mens hun med rolig vejrtrækning havde spredt sin glatte mis for hans nysgerrige objektiv. Hun lod sine fingre glide ind og ud af den, uden tanke for, om hun blev set. Hun var alene. Fuldstændig alene, og han var den usynlige undtagelse, der alligevel så det hele.
Han fangede, hvordan hendes fingre, med kontrollerede, langsomme bevægelser, cirklede i hendes skød, hvordan hun lagde hovedet let tilbage og lod sit åndedræt undslippe sine bløde læber om den halvt åbne mund.
Han zoomede ind, trak motivet tættere på og fangede, hvordan hendes fingre blev fugtige, og hendes lår spændte sig i rytmiske trækninger. Han så, hvordan hendes pande trak sig sammen, hvordan hendes mund var blevet lukket i stædig kontrol og derefter åbnede sig i et stille, ukontrolleret suk. Hans blik skiftede mellem kameraets skærm og det levende billede foran ham, som var han bange for at miste et afgørende øjeblik.
Han skabte billeder, hun næppe ville have tilladt. Hendes ryg, svagt buet over sofahynderne, med fingrene stadig dybt begravet i sig selv. Billeder af hendes ansigtsprofil, hvor en lok af hendes hår faldt frem og skabte en perfekt skygge over hendes kindben. Hendes øjne, der åbnede sig mod vinduet, måske mod ham. Et blik, han ikke kunne afkode, og som brændte sig fast i ham. Og et billede, han vidste, ville kunne tænde enhver mand: som hun lå der, med spredte ben foran hans kamera, hendes blik rettet mod linsen, som om hun anerkendte den usynlige tilskuers lyst til at se hendes begær.
Billeder af hendes ansigt i nydelse, øjne lukkede, læber delte. Dagslyset ramte netop hendes kraveben, og han skabte et billede, som var næsten uvirkeligt i sin skønhed. Han arbejdede koncentreret, professionelt, som var det et hvilket som helst motiv. Men reaktionen i hans pik fortalte, at det var det ikke. Han stjal hendes nøgenhed og gjorde hende til sin egen fantasi, og det var dét, som hans pik reagerede på ved at rejse sig i hans bukser.
Han fantaserede om at vise hende billederne. Om at møde hende mandag. Lægge et udvalgt billede foran hende. I tavshed betragte hendes reaktion. Ville hun blive oprørt? Ville hun være fascineret? Ville hun kende sig selv i det øjeblik, han havde fanget? Han lod fantasien male scenarier. Han vidste godt, det kun kunne være en fantasi.
Kameraets objektiv slugte hende. Hvert billede var et lag, et vidnesbyrd. Han kunne mærke sin egen ophidselse vokse, sin krop reagere, men han holdt fokus. Han så, hvordan hendes fingre skiftevis pressede, gled og kredsede. Hendes åndedrag blev stødvise. Hun drejede hovedet mod puden og klemte læberne sammen, som om hun holdt et sidste skrig tilbage, da forløsningen endelig ramte hende.
Han så for sig, hvordan han ville bearbejde billederne senere, alene, i stilhed. Nyde dem, mens han ville spille pik til billederne af hendes liderlighed. Og når han lod sin sæd sprøjte, ville han forestille sig, hvordan hun ville tage imod ham, åben, våd og sulten, og hvordan hun ville nyde følelsen af at blive fyldt med hans varme sperm. I aften ville han tage hende igen og igen i sine tanker, men i morgen, på mødet, ville han give hende hånd - samme hånd, som havde tilfredsstillet hans stive pik til tankerne om hende - og tale om opgaven, som om intet var sket.
Han forestillede sig, hvordan hun ville stå foran ham, håret sat, med skarpe linjer og perfekt udvalgt tøj, og hvordan han ville huske hendes nøgenhed, hendes liderlighed, hendes opløsning i orgasmen på hotelværelset. Ville han mon overhovedet kunne se hende i øjnene, uden at hans egne øjne røbede, hvad de havde set? Eller ville hans pik mon blive stiv igen, af at skulle sidde over for hende?
Hun lå på sofaen nu, roligt, brystet bevægede sig i takt med hendes åndedrag, og han tog det sidste billede, inden han begyndte at pakke kamera og stativ sammen. Det havde været en god dag. De endeløse, kedsommelige billeder af kontorlandskaber havde fået en uventet modvægt i kontorchefens rå og ufiltrerede liderlighed.
Han så over på hendes vindue. En kulde gled gennem ham, skarp og uventet. Hun stod der, med det terracottafarvede sjal om sig, og hendes blik ramte ham, uden at afsløre, om det var overrasket eller anklagende. Han nåede ikke at afgøre det, før hun hurtigt trak gardinerne for.
Det havde været en særlig søndag, en han næppe ville glemme. Men mandagen ventede - faretruende og uundgåelig.
Erotiske noveller skrevet af Anonym