Hammam i Malaga
INTRODUKTION
La casa del mediodía – et skjult sted for begær. Langt oppe i bjergene bag Málaga, hvor vejene bliver smalle og stilheden tæt, ligger et lille hus ingen taler om. Hvidt og lavt, gemt bag vinstokke og cypresser. Ingen skilte. Ingen naboer. Kun solen, der falder ind gennem tunge skodder midt på dagen – la hora del mediodía (middagens time) – når alt ånder, og alt kan ske.
Det er her, vi mødes. Tre mænd med hver vores liv, vores masker, vores pligter. Men her… her tager vi tøjet af. Også det usynlige. Her elsker vi uden ur, uden roller, uden ord der forpligter. Vi kender hinandens kroppe som sange, der kan spilles i mørke. Vi tænder bål om aftenen og lys i hinanden. Her er vi hemmelige. Og ægte.
Men det hele startede i en hammam i Malaga.
NOVELLEN – HAMMAM I MALAGA
Det var min første aften alene i Málaga. Solen var netop gået ned over de gyldne tage, og varmen fra dagen lå stadig som en sagte rislen over brostenene i den gamle bydel. Jeg havde booket tid i Hammam Al Andalus – både for oplevelsens skyld, men også, fordi jeg havde hørt… rygter.
At mænd med sans for mænd godt kunne finde på at søge herhen. At stemningen og dampen kunne åbne mere end porerne. Og hvis man var heldig – meget heldig – kunne man blive masseret af stærke, tavse hænder, der forstod mere end bare kroppen.
Jeg blev mødt i receptionen af en mørkøjet kvinde med et diskret smil og en rolig stemme, der ledte mig gennem et svalt rum, hvor duften af jasmin og appelsinblomst hang som et løfte. Jeg skiftede til badetøj i et lille rum med dæmpet lys og tykke, bløde håndklæder. Min hud summede allerede af forventning.
Da jeg trådte ind i selve badet, slog varmen imod mig som en kærtegn. Alt var dæmpet – lyset, lydene, bevægelserne. En mand sad alene i det varme bassin. Hans blik mødte mit i et kort sekund, intenst og uforstyrret, før han vendte tilbage til stilheden, med øjnene halvt lukkede og kroppen hvilende, som om han ejede rummet. Jeg lagde mærke til hans skuldre. Og måden vandet gled over hans bryst.
Jeg satte mig i et andet bassin, lod kroppen synke ned i varmen, lod blikket vandre. Der var flere mænd her, og kvinder, men intet føltes opdelt – det hele var fælles, dog alligevel intimt. Som om enhver berøring, selv med øjnene, bar betydning.
Efter lidt tid blev mit navn kaldt lavt. Jeg rejste mig, lidt svimmel af varme og begær, og blev ført til massageområdet. Der stod han.
Min massør. Mørkt hår. Et tæt, stærkt skæg. Hænder, der allerede så ud som om de vidste, hvordan man læste en krop. Han sagde ikke noget i starten. Pegede bare mod briksen og rakte mig et håndklæde. Hans blik gled over min overkrop, nøgternt, men alligevel med en tyngde, som fik min puls til at stige.
Jeg lagde mig ned, maven mod det varme læder. Og så begyndte han.
Hans hænder var faste, rolige. Bevægelserne præcise, men med noget andet under overfladen. Noget undersøgende. Han trykkede mine skuldre ned, trak mine arme let ud til siderne, og hans hofter stod tæt på mit hoved. Hans duft var diskret – cedertræ og citron. Jeg kunne høre hans vejrtrækning, langsom, kontrolleret.
Da han kom til lænden, tøvede han et sekund. Hans fingre gled ned langs rygraden, til kanten af håndklædet. Han trak det en anelse ned. Kun en anelse. Nok til, at mine baller fik luft, men ikke nok til, at noget kunne beskyldes for at være “forkert”.
Mit åndedræt blev tungere. Hans fingre bevægede sig i cirkler. Jeg mærkede det. Ikke bare massage. Noget mere. Noget, der langsomt byggede sig op.
Og så, mens han stod der, bøjede han sig ned. Hans læber tæt ved mit øre.
“¿Estás cómodo? (Kan du lide det)” spurgte han, hans stemme dyb, tæt, varm som dampen omkring os.
Jeg nikkede langsomt.
“Sí… muy cómodo.” (Ja… jeg nyder det)
Han blev tavs. Hans hånd gled over min hofte, hans tommelfinger strejfede indersiden af mit lår. En berøring der slet ikke burde være del af programmet. Men som jeg ikke gjorde noget for at stoppe.
Og der – under kuplen, i duften af varme olier og fugtig marmor – begyndte noget, jeg aldrig havde regnet med at opleve. Ikke sådan. Ikke her.
Hans hånd hvilede et øjeblik på min hofte. Tiden stod stille. Kun lyden af vanddråber, der dryppede fra det buede loft, fyldte rummet – som en puls i stilheden.
Så trak han sig lidt tilbage. Jeg hørte et lavt klik, og døren til massageområdet blev lukket. Ikke låst, bare lukket – men lyden lød alligevel som en bekræftelse. Noget var skiftet. Grænsen mellem gæst og behandler, mellem tilladt og forbudt, var blevet sløret. Jeg mærkede det hele i huden.
Han trak håndklædet af mig. Langsomt. Hans hænder gled op ad mine ben, uden hastværk, og standsede lige der – hvor mit begær var tydeligt, varmt og uimodståeligt.
“Det er sidste behandling i dag,” sagde han sagte. Hans dansk var gebrokkent, men klart nok.
“Så er du alene tilbage?”
“Ja. Og hvis du vil… vil jeg vise dig det andet sted.”
Jeg vendte mig halvt om, løftede mig op på albuen og så på ham. Han stod nu tæt ved, med sine hænder stadig dækket af olie. Hans blik var roligt, men udfordrende.
“Det private hammam,” tilføjede han, og smilede skævt. “Det er ikke på hjemmesiden.”
Jeg nikkede.
Han rakte mig en morgenkåbe og førte mig gennem en smal korridor bag massageområdet, hvor gæster normalt ikke kommer. Vi gik forbi et lille lager, en trappe ned – og pludselig åbnede han en dør med en særlig nøgle.
Bag den: et lille, mørkt rum, oplyst kun af stearinlys og varme gløder bag matteret glas. Der var ét kar – marmor – fyldt med næsten stille vand, og en lav bænk, dækket med tæpper og puder. Duften her var tungere. Ambra, sandeltræ, noget mere… dyrisk.
“Her bader vi,” sagde han, “når stedet er lukket. Nogle gange… med gæster, vi vælger.”
Han stillede sig bag mig og begyndte at tage min kåbe af. Mine skuldre var stadig glinsende af olie. Jeg vendte mig mod ham, og uden at sige noget, begyndte jeg at løsne hans skjorte. Hans hud var varm, hans brystkasse dækket af mørke hår, hans vejrtrækning tydeligt dybere.
Vi trådte ned i karret sammen. Vandet var varmt, men ikke overvældende. Vores kroppe gled tættere på hinanden, og nu var der ingen tvivl længere. Hans hånd fandt min, vores hud gled mod hinanden, og under vandets overflade begyndte alt at smelte.
Han trak mig tættere. Vores pander mødtes, vådt og intenst. Og da hans læber ramte mine – først forsigtigt, så med en varme, der slog gnister i hele min krop – var det, som om Málaga udenfor ophørte med at eksistere.
Han tog mig i hånden og førte mig op på bænken, hvor han tørrede mig langsomt, som et ritual. Ikke hastigt. Ikke dyrisk. Men med en intensitet, der gjorde hver berøring til en begivenhed. Og da han lagde mig ned, og selv lagde sig over mig, med sin varme vægt, var det ikke længere massage. Det var tilbedelse.
Vi bevægede os langsomt, rytmisk, vådt og sanseligt. Ordløst. Kun krop, åndedræt, varme og vilje. Og jeg lod ham tage mig, som han ville. Som han havde ønsket, siden første gang vores blikke mødtes i det varme bassin.
Han lagde sig halvt over mig, halvt ved siden af mig. Hans ene arm gled ind under min nakke, og den anden hvilede over mit bryst, hans hånd flad mod min hud, som om han ville mærke mit hjerte slå. Jeg var helt nøgen. Glinsende af olie og damp. Han var det samme. Vores kroppe gled let mod hinanden, som dækket af et usynligt lag begær.
Hans læber fandt min hals. Ikke hurtigt. Ikke famlende. Han vidste, hvad han ville. Hans tunge tegnede langsomt en streg fra mit øre og ned mod kravebenet, før hans mund åbnede sig, og han sugede forsigtigt på mig – som for at mærke, hvor langt han kunne gå. Jeg udstødte et lavt suk. Han smilede mod min hud.
“Du smager af te og varme,” sagde han lavt.
Han vendte mig langsomt om på maven. Jeg mærkede hans hænder glide ned langs min ryg, først med håndfladerne, så med fingerspidserne. Hver berøring blev som en trykbølge under huden. Han bøjede sig over mig igen, og hans lem gled op langs min balde, glat og varm, uden at trænge ind. Endnu. Han gned sig mod mig, en langsom friktion der byggede spændingen op som damp under låg.
Hans hænder greb mine hofter. Han løftede mig lidt op, lod mig støtte mig mod de bløde puder. Jeg kunne mærke, hvordan han stillede sig bag mig, og hvordan han, med det ene knæ mellem mine, åbnede mig. En finger gled mellem mine balder, glinsende af olie. Den kredsede omkring mit mørkeste sted, drilsk, insisterende, men aldrig forceret. Han kendte rytmen. Kendte ventetidens magt.
Da han endelig trængte ind – langsomt, ubønhørligt – udstødte jeg et støn, der gav genlyd i stenene. Han holdt mig fast med én hånd, og den anden gled op over min ryg, op i nakken, hvor han greb let om mit hår. Ikke for at kontrollere – men for at mærke. Vores bevægelser blev som bølger. Lange, tunge stød, hvor hver eneste fik mig til at tabe orienteringen. Han trak sig næsten helt ud, kun for at glide ind igen, dybt og fuldt, mens hans bryst pressede mod min ryg.
Han kyssede min skulder, mine skulderblade, mine ører. Hele tiden i bevægelse. Og til sidst, da han mærkede, hvordan jeg spændte op og rystede under ham, satte han tempoet op. Vi knurrede begge lavt, som dyr, dampende og glatte og forbundne. Og da jeg kom, var det uden hænder, uden noget andet end hans bevægelser i mig og hans varme åndedræt mod mit øre.
Han fulgte mig tæt efter, med et dybt, rystende suk og en dirrende krop, der hvilede mod min, længe, som om han ikke ville give slip.
TO DAGE SENERE
Jeg havde ikke set ham siden. Ikke siden vi sagde farvel i hammam’ens baggård, hvor han havde givet mig et kys – blødt og alvorligt – og hvisket sit navn: Ismael.
Men på min seng i hotellet lå en lille konvolut, da jeg kom tilbage fra stranden.
Indeni: en kort håndskrevet seddel.
“I aften. Efter solnedgang. Min lejlighed. Calle San Telmo 17, 3. sal. Ingen spørgsmål. Bare kom. – I.”
Mit hjerte bankede. Jeg kunne næsten dufte ham i blækket.
Jeg kom til tiden. Gik op ad trapperne i den gamle bygning, og da jeg bankede på døren, blev den åbnet uden et ord.
Han stod der – barfodet, i en løs skjorte, der kun akkurat dækkede det nødvendige. Lejligheden var mørk, men varm. Og denne gang var det ikke et hammam. Det var hans. Hans rum. Hans regler.
Og han ville mig. Igen.
Han lod døren stå åben, og trådte tilbage uden et ord. Hans blik var roligt, men med et glimt af noget dyrisk i mørket. Jeg trådte ind.
Lejligheden var som ham: varm, lavmælt, intens. Stenvægge blandet med mørke træpaneler. Gulvtæpper i dybe røde og ravgyldne toner. En lav seng dækket med puder, tykke tekstiler og et tæppe i mørkeblå silke. Stearinlys kastede flakkende skygger over væggene, og der duftede svagt af oud og appelsinblade.
Et enkelt billede hang over sengen – et fotografi af en mandlig danser i sort og hvid. Muskler spændt, men kroppen i ro. Det kunne have været Ismael selv.
Han stod der stadig. Bare fødder mod det kolde trægulv. Den hvide skjorte halvt åben, og jeg så ham i dæmpet lys. Brystet tæt og bredt, dækket af mørke, bløde hår, der fortsatte som en linje ned over maven. Hans skuldre kraftige og smalle hofter næsten skjult af skjortens fald.
Hans ansigt var ikke perfekt – men det gjorde ham kun smukkere. Høje kindben. En lille skævhed i næsen, som om den engang var blevet brækket. Mørke øjne med lange vipper og en mund, der syntes skabt til kys – eller til at kommandere, hvis det var det, han ville. Hans hud var dyb, gylden, og jeg vidste, hvordan den smagte. Jeg længtes allerede efter det igen.
Han lukkede døren bag mig, og gik hen til mig. Hans hænder fandt mine hofter, trak mig ind til ham. Vi kyssede – langsomt, vådt, fyldigt. Som om alt, hvad vi havde gjort før, blot var begyndelsen.
“Du er kommet,” sagde han lavt.
“Selvfølgelig.”
Han smilede og begyndte at tage mit tøj af. T-shirt, bukser, underbukser. Alt røg af, stykke for stykke. Hans hænder var faste, men aldrig forhastede. Han ville mærke mig. Smage mig. Og jeg ville give mig hen.
Vi lå i hans seng få minutter senere. Vores kroppe gled sammen, glinsende af den varme olie, han havde hentet fra et lille skrin på kommoden. Denne gang tog han sig god tid. Han lå på siden og kærtegnede min ryg, mine balder, mit inderlår, før han kyssede mig der, hvor min længsel var tydeligst. Hans mund var som ild. Hans tunge langsom, men målrettet. Han sugede, slikkede, indtil jeg gispede og vred mig under ham.
Han vendte mig om. Så på mig. Trak mig op i skødet og satte sig selv bag mig. Hans hænder på mine hofter, hans pande mod min nakke. Og han gled ind. Hele vejen. Dyb og glat og fyldig. Jeg stønnede højt. Han stønnede med. Han bevægede sig med små, kontrollerede stød, indtil vi fandt rytmen. Jeg lænede mig bagud, mod ham, og han greb mine brystvorter, vred dem forsigtigt. Mit begær eksploderede igen.
Da jeg var på kanten, trak han sig ud.
“Min tur,” sagde han, og vendte sig om.
Han lagde sig på ryggen, spredte benene let, og så på mig. Helt åben. Hans krop under mig var uimodståelig – gylden, spændt, dragende. Hans lem hvilende mod hans mave, stadig våd, stadig hård. Og under den – hans åbne vilje til at modtage.
Jeg kyssede mig ned ad hans krop. Smagte ham. Slikkede ham. Hans støn blev dybere, hans hænder fandt mit hår. Jeg lod fingrene lege med hans åbning, olieret og varm, og da han var klar, gled jeg ind i ham – langsomt, dybt, fuldt.
Han tog imod mig med en lyd, jeg aldrig glemmer. En blanding af overgivelse og lyst. Jeg stødte i ham, mens vi så hinanden i øjnene. Det var ikke bare sex. Det var en handling, et møde, noget der ændrede os.
“Sí… así…” hviskede han. “Más…”
Og jeg gav ham mere. Jeg gav ham alt.
SENERE, I MØRKET
Vi lå viklet ind i hinanden. Svedige, varme, udmattede. Hans ben over mine, min arm om hans talje. Han strøg mig over brystet med langsomme, dovne fingre.
“Du må ikke tage af sted for hurtigt,” sagde han.
“Jeg har først fly hjem om tre dage.”
Han smilede mod min skulder. “Så har vi tid.”
Lyset sivede ind gennem skodderne. Blødt, gyldent, som silke over huden. Jeg lå på maven, stadig døsende, mens jeg mærkede Ismaels fingre cirkle blidt over min lænd og hofte. Han havde været vågen længe, kunne jeg mærke. Hans ro og hans koncentration gjorde rummet næsten helligt.
“Du sover smukt,” sagde han sagte og lod sin hånd glide længere ned, til den hvilede over min ene balde.
“Og du rører ved mig, som om jeg tilhører dig,” svarede jeg søvnigt.
Han lo lavt. “Måske gør du.”
Så satte han sig op. Jeg mærkede, at han flyttede sig i sengen, og pludselig tog han fat i min fod. Først bare med sine hænder. Han begyndte at massere mig, som en terapeut, der kendte hver muskel, men hans berøring var mere end faglig. Hans tommelfingre trykkede ind under min svang, og hans andre fingre klemte blidt om tæerne.
Så skete det, jeg ikke havde ventet.
Han bøjede sig ned… og kyssede min fod.
Først som en gestus. Så blev det dybere. Han trak min storetå ind i munden, lukkede sine læber omkring den og begyndte at suge. Langsomt. Ømt. Med varme og vådhed, som gjorde det umuligt at ligge stille.
“Du har de smukkeste fødder, jeg har set på en mand,” sagde han hæst. “Ingen hårde negle. Ingen sprækker. De er… kysbare.”
Han tog sig tid. Hans tunge kredsede mellem mine tæer, slikkede blidt over huden, som om hver centimeter var en delikatesse. Jeg stønnede. Det føltes næsten for intenst, fordi det var så uventet. En tilbedelse, der kom fra ingenmandsland mellem erotik og hengivenhed.
Da han var færdig med den ene fod, løftede han den anden op og begyndte forfra. Jeg lå der, helt åben, helt modtagelig, mens han elskede mine fødder med sin mund. Det var overvældende. Han gjorde det ikke for at tænde mig. Han gjorde det, fordi han ville. Fordi det sagde noget om, hvordan han så mig.
Han kravlede op over mig. Jeg vendte mig om på ryggen, og han satte sig mellem mine ben. Tog min hånd. Kyssede min håndflade. Så begyndte han at slikke på mine fingre, én for én, som om hver finger var et løfte. Da han tog min pegefinger ind i munden, og langsomt lod den glide ud igen, var det, som om han gav mig en forsmag på noget helt andet. Han sugede min langfinger ind og holdt øjenkontakten med mig hele tiden. Hans øjne blev mørkere.
“Din krop er så følsom,” sagde han. “Men dine hænder… dine hænder er kraftige. Mandige. Jeg vil have dem på mig.”
Han førte min hånd ned mod sit bryst. Jeg lod fingrene glide gennem hans brysthår, og videre ned over hans mave. Han stønnede svagt og tog fat om min hånd, pressede den mod sig.
“Men ikke endnu,” sagde han og smilede skævt. “Jeg vil forkæle dig først.”
Han gled ned. Hans krop mellem mine ben. Hans hænder på mine hofter, fast og bestemt. Og så… hans mund.
Blid, varm, våd. Først et kys på låret. Så længere ind. Og endelig – hans tunge. Et suk gled ud af mig, da han omsluttede mig. Det var som en bølge, der skyllede hele vejen gennem mig.
Han sugede mig ind, lod sin tunge lege, mens han holdt mig fast. Hans øjne kiggede op på mig, sultne og intense. Det var ikke mekanisk. Det var ikke service. Det var en handling af lyst. Han elskede at smage mig. At mærke mig vokse i hans mund. Og da han lod mig glide helt ned i hans hals, greb jeg fat i lagenet og stødte uvilkårligt op mod ham.
Han tog imod det. Alt. Og da jeg kom, holdt han mig helt inde, slikkede hver eneste dråbe af, som om han aldrig ville give slip.
EFTERSPIL – STILHEDEN
Han lå med hovedet på mit lår bagefter, med et tilfreds smil og lukkede øjne. Jeg aede hans hår. Stilheden mellem os var tryg. Ikke tom.
“Du har gjort mig afhængig,” sagde jeg lavt.
Han svarede ikke. Han kyssede blot mit inderlår og lod fingrene tegne små mønstre over min mave.
Vi sov længe. Ikke tungt, men roligt. Som to mænd der havde fået stilnet én tørst, men vidste, at der var mere. Da jeg vågnede, stod Ismael i køkkenet og lavede kaffe, stadig nøgen, kun iført det tynde tæppe han havde viklet om hofterne. Lyset fra vinduet fik hans hud til at gløde – gylden, glat, dækket af skygger fra skoddernes sprækker.
Han vendte sig og smilede. “Kom. Vi skal ud i solen. Men du må ikke røre mig for meget. Jeg er stadig øm efter dig.”
Han blinkede. Jeg svarede med et smil og rejste mig langsomt, mens jeg lod ham se hele mig.
Vi gik ud sammen senere, gennem byens smalle gader, ind og ud af duftene: nybagt brød, stærk kaffe, havluft og varme mursten. Ismael havde iført sig en løstsiddende skjorte og sandfarvede bukser, men jeg kunne stadig se de stærke linjer under stoffet. Folk så efter ham. Og nogle så efter os.
Ved stranden satte vi os i skyggen. Han bestilte tinto de verano og oliven. Vores lår rørte hinanden under bordet. Jeg mærkede hans hånd mod mit knæ. Et hurtigt tryk, en cirkel med tommelfingeren. Intet, som nogen ville opdage. Men det brændte.
“Jeg kan stadig smage dig,” hviskede han på et tidspunkt.
“Og jeg kan stadig mærke dig i mig,” svarede jeg.
Han smilede, og i hans blik lå noget, der ikke kun var liderligt. Noget der bevægede sig. Noget dybere.
Hen på eftermiddagen gik vi hjem langs havnen, i tavshed. Varmen gjorde os dovne, men ikke matte. Og allerede inden vi nåede døren, vidste jeg, at natten ville blive noget andet. Noget… vendt om.
TREDJE NAT – OVERGIVELSE
Han stod nøgen foran mig i stuen. Øjnene mættede, men ivrige. Hans hænder i siderne. Han vidste, det var min tur nu. Han ville have mig til at tage over.
“Vis mig, hvad du vil,” sagde han sagte.
Jeg gik hen til ham, lagde mine hænder om hans kæbe, pressede hans hoved let bagud og kyssede ham – hårdt, styrende, dybt. Så vendte jeg ham om. Skubbede ham op mod væggen. Min krop mod hans ryg. Han stønnede.
“Stil dig op på tæer,” beordrede jeg. “Og spred dine ben mere.”
Han adlød uden tøven.
Jeg tog olie fra skabet. Lod den glide ud over mine fingre. Og så begyndte jeg at massere ham – men ikke blidt. Med kraft, med kontrol. Jeg lod mine hænder udforske ham, holde ham, åbne ham. Hans støn blev mørkere, dybere. Han hvilede panden mod væggen.
Jeg tog mig tid. Kyssede hans ryg, bed hans skulder. Mine fingre gled ned mellem hans balder, udforskede, trængte lidt ind. Han rystede svagt. Jeg pressede min krop mod ham, hviskede i hans øre:
“Nu er det dig, der skal mærke alt.”
Og så tog jeg ham.
Langsomt først. Stød, der satte rytme i hans vejrtrækning. Jeg holdt ham fast mod væggen, min hånd over hans hjerte, som slog hurtigt. Hans krop gav sig til mig uden modstand. Han ville det. Han ville mig.
“Harder,” stønnede han pludselig. “Please… harder.”
Jeg tog fat om hans hofter og satte tempoet op. Mine stød blev dybere, vildere, fastere. Lydene af vores kroppe mod hinanden, hans støn, mine hæse suk – det hele blandede sig med byens fjerne nattelyde udenfor.
Da han kom, gjorde han det stående, med min hånd om hans lem, hans hoved mod min skulder, hans krop sitrende. Og jeg fulgte ham kort efter, dybt inde i ham, med et brøl og en kraft, der fik os begge til at falde sammen på gulvet bagefter – svedige, trætte, og vanvittigt forbundne.
EFTERGLØD
Vi lå på tæppet. Hans hoved mod mit bryst. Vores ben viklede ind i hinanden. Min hånd strøg over hans bryst.
“Jeg troede ikke, jeg kunne give slip sådan,” sagde han.
“Og jeg troede ikke, jeg ville blive… hængende.”
Han så op på mig. Hans øjne mørke og bløde.
“Men du bliver i morgen også… ikke?”
Vandet fra bruseren dryppede stadig fra vores kroppe, da vi trådte ind i soveværelset. Lyset var dæmpet, som det havde været den første nat – kun stearinlys og byen udenfor, der glimtede i skyggerne. Madrassen var dækket af tæpper og puder. Klar. Ventende.
Ismael tog min hånd og førte mig derhen. Elías kom bag os, og jeg kunne mærke hans blik glide over mig, som hænder. Vi var alle tre nøgne. Fugtige. Klar.
“Læg dig ned,” sagde Ismael lavt.
Jeg gjorde som han sagde. På ryggen. Udstrakt. Åben.
Elías satte sig ved mine fødder. Ismael satte sig ved mit hoved. De så på hinanden over min krop – og smilede.
Så begyndte det.
Elías tog fat om min ene fod. Kys. Et lille sug. Og så den velkendte varme fornemmelse af hans mund, der omsluttede min storetå. Hans blik mødte mit, mens han suttede langsomt. Hans tunge gled mellem tæerne, og hans hænder masserede min svang, min ankel, mit læg. Han nød det. Helt og ægte. Som noget han havde længtes efter.
Ismael kyssede min hals, mens hans hænder holdt om mit hoved. Hans læber fandt mit øre, min kæbe, og han hviskede på spansk:
“Du er så smuk, når du tager imod.”
Jeg var allerede svimmel.
Elías kyssede sig op ad mine ben. Helt op til inderlåret. Og derfra – uden varsel – gled hans tunge helt tæt på mit mest følsomme sted. Ikke på, men omkring. Drilsk. Våd. Han ventede ikke på tilladelse. Han tog.
Og Ismael… han løftede min ene arm og begyndte at slikke på mine fingre. En ad gangen. Som natten før. Men nu dybere. Vådere. Hans mund tog min pegefinger helt ind, som en lille påmindelse om, hvad han havde gjort med min krop. Jeg gispede, da han suttede min langfinger, lod den glide ind og ud af sine læber, mens hans øjne ikke slap mine.
Så byttede de.
Elías kom op til mit hoved, hans mørke hår stadig vådt, hans øjne sultne. Han kyssede mig. Dyb, blød tunge. Hans hånd om min kind. Ismael gled ned og begyndte at slikke mig op ad låret, op mod mit centrum, og da hans mund omsluttede mig, stønnede jeg højt. Han tog det hele ind. Hans tunge flad og stærk, hans bevægelser langsomme og beslutsomme.
Jeg var fanget mellem dem. Elías kyssede min mund. Ismael elskede mig med sin. Jeg kunne ikke røre ved nogen af dem – de holdt mig. Styrede mig. Lod mig svæve.
“Nu vil vi tage dig sammen,” sagde Elías mod mit øre. “Ikke groft. Ikke voldsomt. Bare… dybt. Fuldstændigt.”
De hjalp mig op. Ismael satte sig bag mig i sengen. Hans ben spredt. Jeg sad mellem dem, min ryg mod hans bryst. Hans arme om mig. Elías knælede foran os. Hans lem stiv og smuk, hans blik som flammer.
“Er du klar?” spurgte Ismael mod mit øre.
“Ja,” svarede jeg – hæst, forpustet, men helt, helt klar.
Elías gled ind i mig, mens Ismael holdt mig fast. Hans arme omkring mit bryst. Hans læber mod min skulder. Jeg var åben. Strakt. Elías bevægede sig langsomt, dybt, og Ismaels hænder fandt min hals, mit bryst, min mave.
Jeg tog imod alt.
Deres hænder. Deres kroppe. Deres rytme. Deres blik, der mødtes over mig.
Og da jeg kom – eksplosivt, voldsomt, uden hænder – var det med Elías dybt inde i mig og Ismaels stemme i mit øre:
“Así, mi amor… así…”
(Sådan, min elskede… sådan)
Vi lå sammen, de to på hver sin side af mig. Elías med sin arm hen over min brystkasse, og Ismael bag mig, hans hånd hvilende tungt over min hofte. Der var en svedglinsende ro i rummet. Kun lyden af byens tidlige morgen – måger, en fjern knallert, en kvinde der råbte et navn nede fra gaden.
Jeg var mæt i kroppen. Helt og aldeles. Men mit hjerte begyndte at mærke noget andet nu.
Noget mere.
Jeg drejede hovedet og så på Ismael. Hans blik var åbent, men tankefuldt. Som om han allerede var et andet sted. Jeg lagde hånden på hans kind.
“Hvad sker der inde i dig?”
Han tav længe. Så trak han vejret dybt og lod panden hvile mod min.
“Elías og jeg… vi skal giftes,” sagde han.
Ordene faldt tungt, ikke som en bekendelse, men som en realitet. Jeg frøs. Elías løftede hovedet.
“Med kvinder,” tilføjede han stille. “Kvinder vi elsker. Virkelig. Ikke bare for synets skyld. Vi har kendt dem længe. De kender os. Men de ved ikke alt. Ikke det her.”
“De ved ikke noget om os?” spurgte jeg. Min stemme var lav. Skarp.
Ismael rystede på hovedet.
“De ved, vi har en særlig forbindelse. De ved, vi har oplevet ting. Men det her… det med dig… det føles anderledes.”
Elías satte sig op i sengen, lagde sin hånd på mit ben.
“Det var aldrig meningen, vi skulle åbne det her rum igen. Vi havde lagt det bag os. Barndommen. Ungdommen. Men da Ismael mødte dig, begyndte noget at vågne i ham. Han fortalte mig om det. Din krop. Din måde at tage imod. Og din styrke. Din varme.”
Jeg satte mig op. De to mænd sad nu på hver sin side af mig. Ismaels hånd fandt min.
“Vi troede, vi havde lagt den del af os selv i mørke. Men du har tændt noget igen. Og nu… nu ved vi ikke, hvordan vi skal slukke det.”
Der var et øjebliks tavshed. Tre nøgne mænd. Ingen af os helt fri.
“Hvornår skal I giftes?” spurgte jeg.
“Om fire uger,” sagde Elías. “I samme weekend. I samme kirke. Vi har planlagt det hele. Alt er klart.”
Jeg mærkede et sug. Ikke jalousi. Ikke vrede. Men et stik af… noget andet. En følelse af at have fundet noget ægte – bare lidt for sent.
Men så sagde Ismael:
“Det skal ikke slutte. Ikke nødvendigvis.”
Elías nikkede.
“Vi vil ikke give slip på dig. Vi ved ikke hvordan. Vi talte om det i nat, mens du sov. Vi lå og så på dig. Mellem os. Du var… helt rigtig. Som en nøgle vi ikke vidste, vi manglede.”
Jeg så på dem begge. To mænd, som elskede hinanden, men ikke som elskere. To mænd, som skulle bindes til to kvinder, men som i mig havde fundet en anden form for hjem.
“Og hvad vil I så?” spurgte jeg.
Elías smilede. “Vi vil være kloge. Forsigtige. Ærlige, men ikke ødelæggende. Og vi vil ses med dig. Når det kan lade sig gøre. I Málaga. I hemmelighed måske. Eller måske… måske finder vi en måde, hvor det ikke skal være en hemmelighed.”
Ismael lagde hånden på mit bryst.
“Kun hvis du vil. Kun hvis du kan. Men vi håber du vil. Vi håber du har lyst til mere. Ikke bare sex. Men… dét vi havde i nat. Det vi har nu.”
Jeg lænede mig tilbage, lukkede øjnene og mærkede deres hænder på mig. Stadig varme. Stadig ægte.
Og jeg vidste allerede, at jeg ikke kunne sige nej.
EPILOG – LA CASA DEL MEDIODIA
Det blev aldrig offentligt.
Vi tog ikke billeder. Skrev ikke beskeder der kunne opfanges. Vi var mænd af blikke, af hænder, af tavse aftaler. Vi sås, når det kunne lade sig gøre – ikke ofte, men nok til at holde længslen levende. Og begæret? Det voksede. Blev dybere, ikke mindre.
Ismael og Elías giftede sig, som de skulle. To bryllupper, én fest, én kirke. De sendte mig billeder – uden at være på dem selv. Jeg gemte dem. Ikke fordi jeg elskede deres brude, men fordi jeg elskede dem. Fordi jeg kendte deres kroppe under de hvide skjorter, kendte deres hemmelighed bag smilene.
Og fordi jeg vidste, de ville komme tilbage til mig.
Og det gjorde de.
Først i Sevilla. Et enkelt døgn. De havde sagt, de var på forretningsrejse. Vi mødtes i et gammelt pensionat, hvor væggene var tykke og morgenmaden dårlig. Men madrassen var blød, og vores kroppe fandt straks hinanden igen. Vi kyssede som mænd, der havde været tørstige længe. Elías tog mig først den nat, med Ismael bag mig, hans hænder over mit hjerte, hans læber mod min hals. Og bagefter byttede vi. Og til sidst lå jeg mellem dem, brugt, elsket, forbundet.
Så i Almería. Tre nætter. Et lejet hus blandt oliventræer. Vi lavede mad sammen, svømmede nøgne om natten, drak vin uden at tale for højt. Og på madrassen i gården lod de mig tage dem begge. Ikke samtidig. Men med samme varme. Samme tillid. Ismael med benene over mine skuldre, Elías kyskende min nakke bagfra, hviskende spansk, som en bøn.
Og til sidst… La casa del mediodía.
Et lille hus, købt af Ismaels firma. Skjult i bjergene nord for Málaga. Ingen ved, det findes – kun vi tre. Det er dér, vi ses nu. Måske tre gange om året. Måske fem. Men hver gang bliver vi os selv igen. Mere os, end vi kan være andre steder.
Vi bager brød. Vi tænder ild i pejsen. Vi elsker, som mænd der ikke må, men ikke kan lade være. Der er ikke roller mere. Ikke skemaer. Nogle gange sover jeg med Ismael alene. Andre gange med Elías. Oftest mellem dem. De elsker hinanden, men ikke som de elsker mig. Det er mig, de deler. Det er mig, der får dem til at miste kontrollen. Og det er dem, der gør mig til mere end én mand.
Vi siger aldrig: “Vi elsker dig.”
Vi viser det. Når Ismael presser sin pande mod min, efter at have været dybt inde i mig og hvisker “Du er hjem.”
Når Elías kysser mine tæer, selvom han lige har ladet mig komme i hans mund.
Når vi falder i søvn med arme over kors og ben flettet sammen, mens vinden strejfer over tagene.
Det er hemmeligt. Men det er ikke løgn. Og jeg har aldrig været lykkeligere.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980