Der er noget ved mørket, jeg holder af. Ikke fordi det er romantisk eller fredfyldt, som folk ofte siger. Det er bare... stille. Alt omkring mig går i stå, og det giver mig plads til at sætte tempoet op.
Mine sko flår rytmisk i asfalten, og pulsen banker tungt i ørerne. Jeg trækker vejret kontrolleret gennem næsen og mærker den kolde luft skære sig ned i lungerne. Det føles rent. Skarpt.
Jeg har sorte tights på, tætsiddende, med en lille lynlåslomme bagpå til min nøgle. Sports-BH’en er ny og sidder perfekt. Over den har jeg en løs, hvid crop top, der flagrer let i vinden uden at genere. Alt sidder, som det skal. Jeg hader, når det ikke sidder rigtigt.
Jeg tager svinget uden at sænke farten. Tæerne lander rigtigt, hofterne er i balance, og mit venstre baglår strækker sig præcis, som det skal. Jeg er ikke ude for at race, men alligevel kan jeg ikke lade være med at presse mig selv. Kroppen higer efter det.
Bag mig lyder Josef som en blanding af et overophedet lokomotiv og en træt harmonika. Hans skridt bliver tungere for hver meter. Det er som at trække en traktor i elastiksnor.
"Kom nu, Josef!" råber jeg over skulderen uden at sætte farten ned. "Du dør ikke – du er bare en fed kujon med lunger af candyfloss."
"Jeg... host–pust... jeg hader dig," svarer han, men stemmen er svag. Han er færdig. Det ved jeg. Og vi har ikke engang rundet fem kilometer endnu.
Jeg ruller med øjnene og sænker farten en smule. Ikke fordi jeg har ondt af ham – jeg gider bare ikke løbe alene. Ikke om aftenen.
Josef halser op ved siden af mig, brystet pumper, og brillerne er dugget til. Han er stor. Ikke høj, bare bred – skuldre, mave, lår. Flæsket. En fed bamse, proppet med så meget vat, at syningerne er ved at sprække. Da vi begyndte at løbe sammen for et år siden, jamrede han konstant og ville give op efter hver kilometer. Nu... nu er han stadig tung og rød i hovedet, men han nægter at stoppe. Kroppen skriger, men han bliver ved.
Han har de samme slidte Nike-sko på som altid, og den der gamle, grå T-shirt med mørke svedpletter under armene. Håret er klistret til panden, og skægstubben stritter i alle retninger, som om han har kæmpet med sin barbermaskine og tabt.
"Du må gerne hade mig," siger jeg, mens han trækker efter vejret som en syg hund. "Men du skal presse dig selv. Ellers spilder du både min tid og din."
Han grynter. Det er hans måde at sige ja på. Josef taler ikke meget, når vi løber - hvilket passer mig fint. Han har sjældent noget vigtigt at sige alligevel. Jeg har ikke brug for ord. Bare fremdrift.
Vi passerer en 7-Eleven, og jeg fanger mit spejlbillede i ruden. Jeg ser hurtig ud. Det er det første, jeg lægger mærke til. Håret er lyst, trukket stramt tilbage i en lang fletning, der svinger bag mig som en pisk. Driver mig fremad. Mine skuldre er faste, lårmusklerne stramme og parate til at eksplodere, mavemusklerne tegner sig skarpt under toppen. Der er noget smukt i at være bygget til fart. Jeg er en skarp kniv, der skærer gennem natten med lethed.
Josef hoster igen, men siger ikke noget. Han kæmper. Jeg kan se det. Og det er det eneste, der tæller.
"Når vi når lyskrydset," siger jeg, "så sprinter vi. Hele vejen ned til broen."
"Er du syg i hovedet?"
"Nej. Jeg er bare ikke en fed hval."
Han svarer ikke. Måske overvejer han at kaste op.
Jeg griner lidt.
Det er en god aften. En hurtig aften.
Nogle aftener føles bare rigtige. Luften er tung og lun, sådan lidt klam på en rar måde, og gaderne er næsten tomme. Der er stadig lidt lys i himlen, sådan en blågrå rest, og bilerne glider dovent forbi, som om de også er på vej i seng.
"Du dør ikke endnu, vel?" råber jeg bagud uden at sænke farten.
"Ikke hvis du stopper med at løbe som en sindssyg!"
"Det er bogstaveligt talt pointen!"
Han siger noget, jeg ikke opfatter, og jeg sætter farten en anelse ned. Bare så han ikke helt falder fra. Ikke fordi jeg har brug for ham til noget - altså, udover at være den store klods bag mig, der gør, at jeg slipper for at tænke på mørke gyder og random idioter på knallerter.
Han sagde engang, at jeg løber, som om jorden er varm lava - og det er faktisk ikke helt forkert. Jeg rører aldrig jorden længere end nødvendigt. Alt handler om fremdrift.
Josef er min nabo. Han læser datalogi eller noget andet nørdet. Spiller computerspil og maler små, mærkelige miniaturefigurer. Han har aldrig dyrket sport, og før han begyndte at løbe med mig, var det vildeste, han bevægede sig, når han nåede fjernbetjeningen uden at rejse sig.
"Vi har ikke engang ramt fem, Josef," siger jeg, da han når op på siden af mig, trøjen helt klistret af sved. "Du lyder, som om vi bestiger Himalaya."
"Det føles sådan," pruster han. "Du løber som en vred gazelle."
Jeg fniser. Ikke fordi det var sjovt, men fordi det er rart at høre ham stadig kæmpe sig frem. Han giver ikke op, og det respekterer jeg - selvom jeg aldrig kunne finde på at sige det højt.
"Okay, hør," siger jeg og peger fremad. "Ser du lyskrydset dér? Når vi rammer det, så sprinter vi. Hele vejen op til broen."
Han stopper op i to sekunder bare for at stirre på mig.
"Freja. Jeg dør."
"Så dø i det mindste med lidt stil."
Han sukker tungt, men jeg ser det lille smil i mundvigen. Han synes, jeg er en pest. Alligevel møder han op hver gang. Og det er nok. Mere end nok, faktisk.
Vi løber videre. Gaderne er vores, og for en stund føles alting let.
Det starter i læggene. Det gør det altid.
En spænding, som om musklerne ved noget, resten af kroppen endnu ikke har fattet. Som en flok hunde i snor, der tripper for at blive sluppet fri.
Vi når lyskrydset, og jeg tæller ned.
"Tre... to... ét—”
Hvert skridt er en eksplosion. Jeg mærker intet. Tænker intet.
Jorden forsvinder under mig. Jeg tænker ikke på skridtene, ikke på rytmen, ikke på hvor Josef er. Alt smelter sammen i én lang bevægelse. Som at glide gennem mørket med kroppen som motor. Det her er mit element. Andre har hobbyer. Jeg har det her.
Der er et øjeblik, lige i starten, hvor det føles som at flyve. Som om kroppen kobler sig på en motor, og alt bare klikker. Jeg ved, jeg kan holde farten i 200 meter. Måske mere, hvis jeg glemmer alt andet. Hvis jeg lukker verden ude og bare løber.
Det her er ikke træning. Ikke måltider eller restitutionsplaner. Ikke OL, ikke guld, ikke rekorder.
Det er bare mig. Min krop. Min kraft.
Josef er selvfølgelig langt bagude. Det ved jeg godt. Og det er fint. Det her er ikke for ham.
Det er for mig.
For Freja Storm, 22 år. Hurtigste kvinde i Danmark efter jeg tog guldet til DM i 200 meter sprint sidste måned.
Snart måske den hurtigste i verden.
Jeg kan mærke det i blodet - som strøm. Som ren elektricitet.
Folk siger nogle gange, at jeg er for meget. For intens, for selvsikker, for fokuseret. At jeg burde slappe lidt af. Men de fatter det ikke. Hvis man vil være den bedste, så slapper man ikke af. Man gør det, man er skabt til. Og jeg er skabt til at løbe.
Det er ikke fordi jeg hader andre mennesker. Jeg er bare ligeglad. Jeg har ikke lyst til at høre på deres kærestesorger og kollektiver og fredagsbarer. Det interesserer mig ikke. Jeg er interesseret i tider. I sekunder. I skarpe sving og perfekte afsæt og i, hvordan mine hamstrings føles en onsdag aften efter 4x400m tempoløb.
Det handler ikke om ego.
Det handler om fokus.
Jeg når broen. Stopper ikke. Sænker tempoet og lader farten glide ud. Går et par skridt, trækker vejret dybt ind gennem næsen. Brystet arbejder, benene sitrer. Perfekt.
Så hører jeg Josef pruste bag mig.
"Jeg hader dig!" siger han - smilende, drivvåd og knaldrød i ansigtet. Han ser elendig ud. Og helt høj.
"Du overlevede," siger jeg og klapper ham let på skulderen. "Det er faktisk næsten imponerende."
Han læner sig forover med hænderne på knæene og puster.
"Du er en psykopat."
"Du sagde det samme sidste uge."
Han kigger op på mig.
"Det gør det ikke mindre sandt."
Jeg griner. Rigtigt. Ikke bare inde i hovedet.
"Du er blevet hurtigere," siger jeg, som om det bare lige faldt mig ind. Men jeg har lagt mærke til det længe.
"Du er stadig et monster," siger han.
"Et hurtigt monster," retter jeg.
Han nikker. "Et virkelig hurtigt monster."
Vi står lidt i stilhed. Kun vores åndedrag fylder. Og broen under os. Byen omkring os.
Alt det, der ikke betyder noget lige nu.
"Vil du gå resten af vejen?" spørger jeg.
Han nikker, stadig forpustet. Jeg har allerede lyst til at løbe videre. Men jeg bliver. Lader kroppen køle af. Det er fint.
Vi går gennem byen. Han har hænderne oppe på hovedet, som om det kan hjælpe luften ned i lungerne hurtigere. Han sveder helt sindssygt - T-shirten klistrer til ryggen, og håret er så vådt, det ligner, han har været i bad med tøjet på.
Pulsen er allerede ved at falde til ro. Benene føles stadig levende, men på den der tilfredse måde, hvor man ved, at kroppen har gjort noget rigtigt. Jeg kunne løbe igen. Nu, faktisk. Hvis Josef ikke var her.
Han pruster stadig som en overophedet brødrister, men smiler lidt for sig selv. Det er faktisk ret nuttet. Han ved godt, han gjorde det godt i dag. Ikke at jeg siger det til ham særlig tit.
Vi passerer et pizzasted. Det lugter af salt og olie, og min mave giver et lille protestbrum. Jeg ignorerer det. Jeg spiser ikke junk. Ikke med den form, jeg har lige nu.
Han siger ikke noget, bare går. Skridtene slæber, men han stopper ikke. Det respekterer jeg også.
Efter et par minutters stilhed siger jeg, helt afslappet:
"Okay. Hvis du løber resten af vejen hjem, så kan vi have sex, når vi kommer op.”
Han stopper ikke, men jeg ser det i øjenkrogen - en lille frysning midt i bevægelsen. Et splitsekund.
Så trækker han vejret dybt. Og begynder at løbe.
Ikke hurtigt. Ikke elegant.
Men målrettet.
Jeg smiler for mig selv. Ikke fordi det er sjovt. Ikke fordi det er et spil.
Bare fordi jeg vidste, han ville gøre det.
Det gør han altid, når jeg siger det.
Vi har haft sex før. Det begyndte for et par måneder siden. Første gang var en aften, hvor han havde løbet seks kilometer uden at stoppe, og jeg – lidt i sjov, troede jeg – sagde, at hvis han nåede op på ti, måtte han kneppe mig.
Og det gjorde han.
Jeg havde været... imponeret. På en måde. Og nysgerrig. Ikke sentimental. Bare... jeg ved ikke. Tændt.
Det var min første gang. Jeg sagde det ikke til ham. Selvfølgelig ikke. Jeh ville ikke gøre en ting ud af det, og han skulle ikke tro, at han var noget særligt. Han troede sikkert, jeg har gjort det med en håndfuld andre. Det er fint. Han må gerne tro det. Det holder balancen i vores forhold. Eller hvad det her nu er.
Jeg tilbyder det ikke tit. Kun når jeg kan mærke, at han har mere i sig, men har brug for et skub. En gulerod.
Det er ikke romantisk. Det er bare... effektivt. Min krop er et fremragende redskab.
Han løber stadig. Jeg sætter farten op og følger efter. Ikke helt op på siden af ham - bare lige bagved. Jeg kan høre hans vejrtrækning. Tung, men rytmisk.
Så indhenter jeg ham. Løber op ved siden af.
Han er allerede ved at tabe pusten igen, selvom der kun er gået et minut. Skridtene er tunge, en smule skæve. Han kæmper.
Og jeg nyder at se det.
"Kom nu, Josef," siger jeg og kaster et blik over på ham. "Det her tempo får dig ikke hjem. Det får dig måske til bageren. På en god dag."
Han puster - et langt, opgivende støn. "Jeg løber jo..."
"Det gør du ikke. Du bevæger dig hurtigt-ish med dødsangst i blikket."
Han ruller med øjnene men svarer ikke.
Det er også lige meget. Jeg læner mig tættere på, helt ind til hans øre.
"Vil du mærke min fisse igen, Josef?" siger jeg lavt.
Han snubler næsten. Jeg ser det. Og jeg ser, hvordan han snapper efter vejret og bliver knaldrød i kinderne.
"Så skal du nå busstoppestedet på Nørreport," siger jeg og peger frem. "Inden for to minutter. Klokken er 21:46. Du har til 21:48. Ellers" - jeg trækker på skuldrene - "så må du bare drømme om det."
Han siger stadig ikke noget. Han kan ikke sige noget.
Men jeg ser det i ham. Det klikker.
Og så sætter han farten op.
Ikke meget. Ikke nok til at jeg ville kalde det hurtigt.
Men han tager sig sammen.
Benene går fra “jeg overlever med nød og næppe” til “jeg prøver faktisk".
Og jeg kan ikke lade være - jeg griner.
Ikke hånligt. Bare ren fryd.
Jeg elsker det her.
Elsker, hvordan han ligner en mand i krig med sig selv, bare for at komme lidt tættere på mig.
Elsker, hvor let han er at styre.
Ikke på den onde måde - bare fordi han vil.
Og fordi jeg kan få ham til det.
Jeg løber ved siden af ham uden at blive forpustet. Det føles som at cykle ned ad bakke med vinden i ryggen. Alt glider.
Kroppen er varm, musklerne arbejder uden modstand, præcist og roligt.
Jeg kunne løbe i timevis, hvis jeg ville.
Men det er ikke det, det handler om i aften.
Jeg kan godt lide de her ture. Ikke bare for benene, pulsen og mørkets skyld - eller den der følelse af at være en skygge, der danser gennem byen.
Men fordi Josef er med.
Han gør det sjovere.
Ikke fordi vi snakker. Ikke fordi der er noget mellem os.
Men fordi jeg kan drille ham.
Fordi han kan tage det.
Og fordi han stadig prøver.
Han nærmer sig stoppestedet nu. Jeg tjekker klokken. 21:47:23. Han har lige over 30 sekunder.
Jeg lægger hovedet lidt på skrå. "Du har travlt nu," siger jeg med en ondskabsfuldt sukkersød stemme.
Han svarer med en lang, klagende lyd og lægger en spurt ind. Hans ben ser ud som om de skriger på at stoppe, men han kører dem videre. Jeg elsker det. Jeg elsker ham ikke, men jeg elsker det.
Og jeg kan ikke lade være med at smile.
Josef løber og løber og løber.
Han ser forfærdelig ud. Helt svedig, rød i ansigtet, skuldrene oppe om ørerne og benene som to stykker overkogt pasta, men han gør det.
Jeg løber grinende efter ham. Let. Lidt til venstre, lige nok til at se ham kæmpe - uden at han ser, hvor ubesværet jeg har det.
"Kom så, Josef!" råber jeg. "Du stopper ikke nu! Du er ikke så svag, vel? Pres dig selv!"
Han gisper som en mand på randen af kollaps. Jeg ser det i øjnene - desperation, koncentration, en snert af smerte. Og jeg mærker det i min egen krop. Den varme sitren. Noget i underlivet, der har sin egen mening.
Jeg bliver tændt. Ikke fordi han er lækker. Overhovedet ikke. Men fordi han prøver. Fordi jeg har magten.
Han når stoppestedet med fem sekunder tilbage. Fem. Han stopper brat, læner sig op ad skiltet, hænger med hovedet og hiver luft ind som om han har været under vand i flere minutter. Hele hans t-shirt klistrer til ham. Benene dirrer.
Jeg jogger afslappet op ved siden af ham, stadig med overskud i hvert skridt.
"Du gjorde det sgu," griner jeg. "Hold kæft, hvor er du nem."
Han siger stadig ikke noget. Han kan ikke. Han er én stor svedpøl, og brystkassen hopper op og ned som en overgearet hoppebold.
Jeg læner mig lidt ind mod ham, stadig grinende.
"Er du virkelig så liderlig, Josef?" driller jeg.
Hans hoved falder tilbage, øjnene lukkede - som om han lige er vågnet fra et mareridt og bare er lettet over, det er ovre.
Jeg fniser. "Det tolker jeg som et ja."
Han siger stadig ikke noget. Forsøger bare at trække vejret.
Jeg sætter hænderne i siden og kigger op mod nattehimlen. Sveden køler af på min ryg, men varmen mellem benene hænger ved. Jeg vil i aften.
Det er en belønning. Ikke for hans charme - men for indsatsen.
"Hjemad?" spørger jeg og ser på ham. "Eller skal du lige dø først?"
Han løfter en finger. Den betyder giv mig et øjeblik.
Jeg griner og begynder at gå.
Han halter efter.
Det her bliver en god aften.
****
Vi når op til lejligheden. Trapperne føles som ingenting. Bag mig trækker Josef stadig vejret tungt, men han er ikke ved at dø længere. Bare stille. Den dér særlige stilhed, hvor han både er færdig og fuld af håb. Det er næsten sødt.
Han låser døren op, og vi træder ind. Den velkendte, halvt indelukkede lugt rammer mig - blandingen af kaffegrums, gamle bøger og et eller andet krydderi, han aldrig bruger, men som stadig bor i krydderihylden. Jeg sparker skoene af og ruller skuldrene. Strækker lænden.
Stuen er lille og lidt klaustrofobisk. Overfyldt med bøger og figurer i plastik og metal, linet op i sirlige formationer på hylderne, som om de venter på et angreb, ingen har inviteret til. Han prøvede engang at forklare mig, hvad det gik ud på - noget med elvere og terninger og krig, man spiller med målebånd. Jeg kunne ikke lade være med at grine. På sofabordet ligger der en tom Red Bull, en pensel med indtørret maling og et par gamle terninger, der ser ud som noget, man ville finde i et penalhus i 4. klasse.
Jeg har mødt hans forældre et par gange. Små. Tykke. Sådan nogle, der insisterer på at blive hængende og kalder hinanden “skat” uden skam. Hans mor har ikke kunnet lide mig siden den dag, jeg takkede nej til tarteletter. Hun sagde det ikke højt, men jeg kunne se det i blikket - som om jeg havde fornærmet dem personligt. Deres hund, Molly, er en tyk, lille pølse med ben. Hele konstellationen gør mig fysisk utilpas.
Er det her en af de aftener, hvor du kommer efter ti sekunder?" spørger jeg over skulderen. "Skal jeg allerede nu gøre mig klar til at blive skuffet?"
Han siger ikke noget. Jeg venter et grin. Et suk. Måske et mumlende “det ved du godt.” Men i stedet lægger han hånden på min skulder. Fast. Og vender mig om.
Det overrumpler mig. Pludselig står jeg med ryggen mod døren, og han er meget tættere på end før. Han er stor – det har han altid været, men det føles anderledes, når han står så tæt og fylder rummet med sin tilstedeværelse. Ikke nervøst, ikke tøvende. Bare... fast besluttet.
Jeg ser op på ham, og i et øjeblik er jeg sikker på, at han vil gøre noget. Noget impulsivt. Noget, jeg ikke havde regnet med. Mit hjerte slår et ekstra slag – ikke fordi jeg er bange. Jeg er aldrig bange. Men jeg er... overrasket. Nysgerrig. Måske lidt ophidset.
Og så kommer det. Den lille usikkerhed i hans blik. Tvivlen. Som om han spørger mig, uden at sige et ord. ’Er det her okay?’
Jeg ruller bare med øjnene.
Jeg slår hans hånd væk. Ikke voldsomt, bare nok til at markere det. Jeg ryster mig fri.
"Slap nu af, dramaqueen," siger jeg med en kølig tone. "Jeg tager et bad. Du kan stå her og fundere over dit liv så længe."
Jeg vender mig bort og går direkte mod badeværelset. Han siger ikke noget, men jeg ved præcis, hvad han tænker. Det er så åbenlyst. Han er forelsket. Føler alt for meget. Og det irriterer mig. Ikke fordi jeg ikke kan se det, men fordi han stadig ikke fatter, at jeg ikke er interesseret.
Vi har haft sex et par gange. Det var... okay. Hurtigt. Klodset. Hans idé om intimitet virker stadig præget af de pornofilm, han sikkert voksede op med, og de timer foran skærmen, hvor kvinder bare er der for at tilfredsstille. Jeg sagde det til ham første gang. Ikke vredt, bare direkte. Fordi jeg kunne se, hvor flov han blev, og fordi han kan gøre det bedre. Han skal gøre det bedre. Som med alt andet i hans liv - løb, sex, uddannelse, whatever - han skal bare tage det seriøst. Øve sig. Vokse op.
Jeg lukker døren bag mig og tænder bruseren. Koldt vand rammer fliserne med et skarpt plask.
Jeg trækker toppen af og mærker den kolde vandstråle mod min hud. Det er som om, alting bliver renset væk.
Josef får lov at vente.
Jeg lukker døren bag mig og tænder bruseren. Varmt vand rammer fliserne med en blød plasken.
Jeg trækker toppen af og træder ind under strålen. Varmen løber ned ad ryggen, glider over skuldrene og samler sig ved kravebenene, før det drypper videre mod gulvet. Jeg står stille i strålen, lader varmen løsne op for kroppen, løsne musklerne. Lægene summer stadig, men det føles rart. Som om kroppen siger, den har gjort sit arbejde.
Jeg tænker, lidt for sjovt, hvis Josef trådte ind nu. Som om han pludselig havde fået mod nok til at presse døren op og knalde mig op ad de kolde vægge. Jeg ville nok råbe ad ham. Sige han skulle skride. Måske smide shampoo efter ham. Men inderst inde… det ville også være lidt sjovt. Han ville sikkert stå der med røde ører og undskylde, klodset som altid. Josef er sådan en, der næsten tør. Der tror, han er mere end han er. Det er sødt på en måde – men mest bare pinligt.
Jeg lukker vandet, rækker ud efter et af hans håndklæder - det blå med Marvel-logoet. Tørrer mig hurtigt, ikke grundigt, bare nok til ikke at dryppe. Jeg samler mit løbetøj sammen i armene. Det lugter af asfalt og sved og fart. Jeg skal vaske det senere. Ikke nu.
Jeg går nøgen gennem lejligheden. Mine skuldre er faste, og mine lår er kraftfulde, som om de altid er klar til afsæt. Mavemusklerne tegner sig skarpt, helt ned til hoftekammen. Ryggen er rank, hver bevægelse præcis. Alting ved mig er slebet til perfektion for at kunne præstere på højeste niveau.
Så ser jeg ham.
Han sidder der på sengen. Nøgen. Fed. Pelset. Som om han har ventet. Som om han har bygget sig op til det her øjeblik.
Jeg standser i døren, med mit våde løbetøj i hænderne.
"Du stinker," siger jeg fladt. "Jeg knepper dig ikke, før du har været i bad."
Han løfter hovedet. Smiler en smule. "Og alligevel står du der."
"Det er ikke ligefrem fordi, jeg nyder synet."
"Nej, det gør du vel aldrig."
Der er ikke noget trods i stemmen. Bare konstatering. Det irriterer mig mere, end hvis han havde sagt noget flabet.
Han rejser sig. Træder hen mod mig. Hånden lægger sig om min – blød, men med tryk bag. Og jeg følger med. Fordi jeg vil. Ikke fordi han skal tro, at han har vundet noget.
Han stopper tæt på. Tæt nok til at jeg kan mærke varmen fra hans hud mod min fugtige arm. Jeg ser op. Hans øjne er rolige, men de beder stadig. En lille bitte smule. Og jeg hader det. Og jeg elsker det.
Jeg ser på hans krop. Den er ikke flot. Ikke som på billeder. Men den er anderledes nu. Fast. Tung på en mere balanceret måde. Ikke længere den bløde, uformelige masse, der engang fik mig til at kigge væk i afsky. Jeg har givet ham en ny kostplan, og jeg træner med ham flere gange om ugen. Selvfølgelig er det hovedsageligt hans egen indsats. Men jeg kan ikke lade være med at føle, at det er mig, der har modelleret ham. Som en skulptur, formet af stædighed og sved. Han er mit værk.
"Du ligner ikke helt dig selv længere," siger jeg.
Han hæver et bryn. "Er det... godt?"
"Det er bedre end før." Jeg lader blikket glide hen over ham, helt åbent. "Du er ikke så fed længere."
Han griner. Ryster på hovedet. "Romantisk som altid."
"Jeg er bare ærlig."
Og jeg mener det. Der er stadig noget kantet og ufærdigt over ham, noget ujævnt. Men det er holdbart nu. Hans krop har fået struktur. De bløde folder omkring maven er trukket ind til muskler, der ikke nødvendigvis er veltrænede - men de virker. Han fylder stadig rummet, stadig stor, men nu på en måde der næsten... klæder ham. Ikke sexet. Ikke endnu. Men på grænsen til noget, jeg godt gider se på.
Jeg siger ikke mere. Lægger mig bare ned på ryggen i hans seng. Kigger op i loftet, trækker vejret roligt. Kroppen er stadig varm efter badet. Håret ligger fugtigt og spredt over puden, køligt mod nakken. Jeg er afslappet. Tæt på ligeglad.
Josef står der stadig. Ubevægelig. Som om han venter på en kommando, han ikke tør bede om.
"Skal jeg..." siger han lavt. Han tøver. "Skal jeg slikke dig?"
Jeg drejer hovedet og ser op på ham. Mine øjenbryn løfter sig en smule. "What?"
Han trækker vejret ind, nervøst, men tvinger ordene frem. "Jeg har aldrig gjort det før. Men jeg... jeg vil gerne prøve. Du får aldrig noget ud af det, når vi knalder. Jeg ved det godt. Jeg tænkte bare, måske... jeg kunne gøre noget for dig."
Et lille, ufrivilligt fnys undslipper mig. Ikke fordi det er sjovt - bare fordi det er så klassisk Josef.
"Du tror, det handler om det?" spørger jeg og ser køligt på ham. "Er du idiot?"
Han ser væk, men bliver stående. Hans skuldre er trukket en smule op, som om han prøver at beskytte sig mod noget, jeg endnu ikke har sagt.
Han ser væk, men bliver stående. "Nej. Jeg ved godt, det ikke er det, det handler om. Jeg ved det godt. Men... jeg vil bare gerne gøre noget for dig. Fordi jeg godt kan lide dig."
Selvfølgelig kan han det. Han er forelsket i mig, og hans følelser hænger på ham som en lugt, han ikke kan vaske af. Det er både patetisk og... lidt rørende. På den måde, som en hund der bliver ved med at komme, selv når man ikke kalder.
Jeg vender blikket mod loftet igen.
"Jeg løb ikke engang hurtigt i dag," siger jeg ligegyldigt. "Jeg har ikke gjort mig fortjent til en belønning."
Han ser på mig, forvirret. "Det er ikke en præmie..."
Jeg trækker på skuldrene. "Fint. Whatever. Gør hvad du vil."
Så spreder jeg benene. Ikke dramatisk. Ikke inviterende. Bare... praktisk.. Hvis han vil - så lad ham. Det gør mig ikke noget.
Han sætter sig ned på kanten af sengen. Tøvende. Som om han stadig ikke ved, om han må. Jeg siger ikke noget. Ser bare op i loftet. Venter.
Så er han der. Mellem mine ben. Hans hoved tæt på, hans ånde varm mod huden. Og så mærker jeg det - hans mund, forsigtig, prøvende. Blød mod mine skamlæber. Som om han frygter at gøre noget forkert. Som om jeg er noget, der kan gå i stykker.
Jeg ligger helt stille.
Kroppen ved ikke, hvordan den skal reagere. Der er ingen lyst. Ingen modvilje. Bare en underlig tomhed. Som at sidde i et afgangsområde uden boardingkort. Alt er klar - men intet sker.
Mine øjne hænger fast i loftet. Jeg prøver at trække vejret roligt, men det er, som om noget indeni holder vejret. Musklerne spændte. Ikke i forventning. Bare i... forvirring. Et vakuum, hvor følelser burde være.
Jeg ved ikke, hvad jeg kan lide. Jeg har aldrig tænkt over det. Jeg onanerer næsten aldrig - kun når jeg har vundet noget vigtigt. Guld. Noget, der gør det værd. Og jeg har ikke været sammen med andre end før Josef, så hvad skulle jeg egentlig sammenligne med?
Jeg overvejer at sige noget. Instruere ham. Fortælle ham, hvad han skal gøre. Men jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Der er ikke noget kort i hånden. Jeg ser lidt ned på ham i stedet.
Han har lukkede øjne, som om han tror, det gør det bedre. Han prøver at smage sig frem, som om det er vin, han ikke helt kan placere. Jeg ryster opgivende på hovedet.
Det her er så typisk Josef. Klodset, men stædig. Søgende, men uden kompas. Det burde være fjollet. Og på en måde er det også det. Men der er noget mærkeligt blottet over det. Noget... intimt.
Og så - uden varsel - rammer han noget.
Et sted.
En bevægelse.
Min krop reagerer. Et lille spjæt. En skælven, som om nogen har slået en stemmegaffel mod indersiden af mit bækken. Ikke stort. Bare en ubuden impuls, lynhurtig og virkelig.
Jeg gisper. En kort lyd, næsten uhørlig. Men den slipper ud, før jeg når at standse den. Min hånd flyver op foran munden, som om jeg kan fange lyden og presse den tilbage ind, hvor den kom fra.
Han kigger op.
Smiler.
Det smil - det værste. Selvtilfredst. Som en tiårig, der har vundet et kinderæg og tror, det beviser noget vigtigt om ham som menneske.
Min hud brænder. Ikke af begær. Af noget andet. Jeg mærker farven stige i kinderne og hader det. Hader ham lidt. Ikke for det, han gjorde - men for at det virkede. Jeg skammer mig.
"Føles det godt?" spørger han. Hans stemme er lav og blød, fuld af håb, han ikke burde have.
Jeg tvinger ordene ud, kølige som glas. "Det er... fint. Bare... fortsæt. Eller... til du ikke gider mere."
Min stemme lyder forkert. For flad. For kontrolleret. Jeg ved, han hører det. Jeg ved, han ved, det ikke er ægte. Men han nikker alligevel og bøjer hovedet igen, som om det er nok.
Måske er det nok. Jeg ved det ikke.
Min hud brænder. Ikke af varme. Ikke af sved. Bare... noget andet. Noget, jeg ikke har et navn for endnu. Noget, der føles for tæt på.
Hans bevægelser er rolige. Bløde. Men ikke usikre. Der er en vedholdenhed i ham, jeg ikke er vant til. Tungen arbejder i cirkler, målrettet, og igen - rammer han det rigtige sted. Ikke tilfældigt denne gang. Bevidst.
Og noget i mig begynder at give efter. Ikke voldsomt. Bare lidt. Som en lås, der ikke længere sidder helt fast i karmen.
Jeg ligger stille. Lår og mave spændt. Holder igen. Holder sammen. Jeg kan kontrollere min krop. Det har jeg altid kunnet. Det er dét, jeg er bygget til.
Men han bliver ved. Og noget i mig begynder at... vibrere. Ikke af lyst. Ikke kun. Men af noget, der ligner overgivelse. Mod min vilje.
Så glider en finger forsigtigt ind.
Det burde være for meget. Det burde få mig til at trække mig væk. Det burde føles forkert.
Men det gør det ikke.
Det føles... rigtigt. På den irriterende måde, hvor kroppen siger ja, selvom hovedet stadig prøver at lade være.
Mit hjerte banker hurtigt. Ikke som efter en spurt. Ikke det der vilde adrenalinsus. Det her er dybere. Varmere.Det føles, som om hjertet banker indad i stedet for ud.
Men jeg nægter at vise det. Ikke en lyd. Ikke en bevægelse. Han skal ikke se noget. Ikke høre noget. Jeg er bedre end ham. Hurtigere. Skarpere. Stærkere. Han skal ikke tro, han har fået magt her. Ikke her. Ikke over mig.
Og så - uden varsel - kommer det.
Et øjeblik, som ikke kan standses. Som en strøm, der trækker sig sammen i midten af mig. Jeg lukker øjnene hårdt i, som om det kan holde det nede. Men orgasmen passerer gennem mig alligevel. Roligt. Varmt. Uundgåeligt.
Da det er overstået, trækker jeg vejret ind. Langsomt. Kontrolleret. Som om intet er sket.
Han lægger ikke mærke til det. Selvfølgelig ikke. Josef har stadig ingen idé om, hvad han laver. Men alligevel - for første gang... virkede det.
Og han bliver ved.
Som om han er faret vild i noget, han ikke forstår, men ikke vil opgive. Som om hans krop bare følger impulsen, uanset hvor den fører ham hen.
Og det sker igen.
Og igen.
Jeg siger ingenting. Bider det i mig. Lader det skylle gennem mig uden lyd. Holder kroppen i ro med vilje alene. Stirrer op i loftet uden at blinke. Som om jeg er et sted helt andet.
Efter et stykke tid stopper han. Jeg kan mærke det i måden hans bevægelser ændrer sig - trætheden, usikkerheden. Skuldrene, der falder en anelse. Hovedet, der løftes langsomt.
"Var det... rart?" spørger han.
Jeg vender blikket mod ham. Trækker på skuldrene, som om spørgsmålet ikke vedkommer mig.
"Det var fint."
Tre orgasmer. Og alt, han får, er ét ord. Fint.
Han nikker. Langsomt. Blikket falder kort, som om han havde ventet på noget mere, men ikke helt turde håbe. Og jeg lader stilheden blive hængende. Ikke fordi jeg skammer mig. Ikke helt. Men fordi han ikke må vide, hvad det gjorde ved mig. Det ville fuldstændig ødelægge vores dynamik, hvis han gjorde.
Jeg ruller om på maven. Løfter hofterne en anelse. En mekanisk bevægelse, jeg ikke tænker over længere. Det er sådan, vi gør det.
Altid sådan.
Aldrig andet.
Han kender reglerne. Han ved, at han ikke må kysse mig. Ikke se mig i øjnene. Ikke tale.
Han trænger ind i mig. Jeg ligger stille. Benene spredt. Ryggen flad mod lagenet. Blikket vendt væk. Min nakke føles rank, stram, som om den holder resten af mig i ro.
Jeg mærker ham. Varmen. Tyngden. Pikken, der glider ind i mig med en langsom, næsten forsigtig bevægelse. Han begynder, som han altid gør - tøvende. Måske stadig bange for at gøre noget forkert. Som om der stadig er en måde at fejle på, selv nu.
Men i dag er der noget, der er anderledes.
Der er mere kraft i ham. Mere vægt i bevægelserne. Jeg mærker det, da han skubber sig helt i bund - et stød, tungt og kontant, der får mine muskler til at spænde. Ikke af lyst. Bare... refleks. En ren, fysisk reaktion.
Han holder rytmen. Støder igen. Hårdere. Og hans hænder glider op og finder mine hofter, ikke spørgende, ikke forsigtige. Han griber fat. Fingrene trykker sig ind i huden, og jeg mærker dem, som mærker man ejerskab. Mit greb om lagnet strammes automatisk, da han trækker mig tilbage mod sig, igen og igen.
Varmen breder sig. Min hud klistrer mod lagnet. Min krop følger med - ikke frivilligt, ikke modvilligt. Bare fordi den bliver ført.
Han rejser sig op på knæ, trækker mig med. Løfter mig op fra sengen, som om det intet vejer. Hans greb under mine baller er fast, ubesværet. Et øjeblik glider han ud - og så skubber han sig ind igen. Dybt. Pludseligt. Hårdt.
Jeg stønner.
Ikke med vilje.
Lyden undslipper mig, før jeg når at tænke. Og han hører det. Mærker det. Og det tænder ham.
Han bevæger sig tungere nu.
Som om han ved, han har fundet noget. Og ikke længere behøver spørge om lov.
Han lægger mig ned igen, men ikke som før. Denne gang med mine ben over sine skuldre. Kroppen foldet sammen, åbnet op. Og han går i bund. Hele vejen. Ét stød, dybt og præcist, rammer et sted, der sender et stramt gisp ud mellem mine tænder. Jeg prøver at ignorere det. Lade som ingenting. Som om det ikke skete.
Men han fortsætter.
Stødende er tunge. Våde. Vedholdende. Hans hofter rammer mine lår med en rytme, der giver genlyd i sengen under os. Klap, klap, klap, siger det. Hud glider mod hud.
Min krop reagerer. Det starter som en snurren dybt i mit bækken, spreder sig til lårene, til brystkassen, der hæver sig i korte, hurtige ryk. Jeg spænder omkring ham - strammer mig om hans pik, hårdt, vådt, uden at kunne kontrollere det. Min krop trækker ham længere ind, som om den ikke vil give slip.
Han tager fat i mine bryster. Hårdt. Fingrene ælter dem, klemmer, hiver i brystvorterne, som om han vil mærke dem reagere. Jeg spænder igen, men han bliver ved. Støder dybere nu, hårdere, pikken glider helt op i mig, rammer det inderste. Det sted, hvor det bliver farligt.
Og så rammer det.
Det starter som en sitren og vælter op gennem mig som en eksplosion. En bølge, voldsom og varm, der får mine hofter til at løfte sig, ryste. Jeg kommer. Hele min fisse kramper omkring ham, safterne skyller ud af mig, løber ned ad lårene, klistrer mellem os.
Jeg prøver at holde det inde. Bider mig i læben. Kæmper for at holde øjnene lukkede. Men det er for sent. Det er over mig, i mig, gennem mig.
Og han ved det.
Han mærker, hvor våd jeg er. Hvordan jeg pulser omkring ham. Hans pik glider ind og ud i en slubrende rytme, dynget i mine safter. Og i et sekund - måske to - møder jeg hans blik.
Og jeg ved, han ser det.
Jeg hader det.
Det blik. Det øjeblik. Som om han tror, det betyder noget. Som om han tror, han har noget på mig nu. Noget, han kan gemme. Holde fast i. Trække frem og bruge imod mig senere. Jeg må ødelægge det, før det sætter sig fast, så jeg tyr til det eneste våben, jeg har.
"Du er så latterligt ringe til sex, Josef," hvæser jeg. Stemmen lav, men giftig. "Jeg lukker øjnene, så jeg kan lade som om, det ikke er dig."
Han ser ned på mig. Roligt. Ikke fornærmet. Ikke vred. Bare... uhyggeligt tålmodig.
"Du har aldrig tilfredsstillet mig," fortsætter jeg. "Ikke én eneste gang. Jeg faker, Josef. Hver. Gang."
Jeg venter på, at han krymper. Bliver lille. Men det gør han ikke.
Han læner sig ned. Lægger hånden om min hals. Ikke stramt. Bare fast. Som en påmindelse.
"Så må jeg hellere starte nu," siger han.
Hans pik glider ind i mig med en våd, dyb lyd. Han støder helt op, helt i bund, til han fylder mig ud. Han trækker sig næsten helt ud - kun spidsen tilbage - og skubber sig så op i mig med et stød, der får mine bryster til at ryste, hofterne til at skubbes mod madrassen.
Hans hofter rammer mig i faste, gentagne slag. Hans krop slår mod min. Min fisse er så våd, det sprøjter med hvert stød. En blanding af safter og sved, der klistrer mellem os, løber ned over mine balder, samler sig i folderne.
Han finder min klit med tommelfingeren. Glider direkte hen over den. Blød, glat, opsvulmet. Først langsomt, cirklende. Så hurtigere. Præcist. Som om han endelig forstår, hvordan jeg virker. Vi har knaldet nok gange til, at han burde have lært noget. Måske har han faktisk lyttet. Måske har han bare endelig ramt rigtigt.
Jeg spænder. Min mave trækker sig sammen. Mine lår vibrerer. Jeg vil ikke give ham det. Jeg vil ikke give ham noget.
Men det kommer.
Min krop lukker sig om ham. Strammer hårdt, rytmisk. Min fisse kramper omkring hans pik, pulserende, insisterende. Jeg klynker - ikke højt, men skarpt. Som om lyden bliver trukket ud af mig.
Jeg kommer. Hårdt. Voldt. Min krop flår sig op fra madrassen, ryggen buer, hofterne løfter sig mod ham, krævende. Mine safter strømmer ud, smører sig omkring hans pik, gør alt glat, varm, klistret.
Og jeg hader det.
Hader at det ikke kan skjules. Hader at han fik det.
Hader at jeg ved, han vil huske det her.
Hver eneste detalje.
Men det er for sent.
Min krop har allerede skreget ja - og han hørte det.
****
Jeg har været i bad igen. Varmt. Langt. Men ikke langt nok.
Min krop sitrer stadig, som om den forsøger at afkode, hvad der lige er sket. Jeg burde være rolig nu. Afspændt. Tilfreds. Jeg har fået flere orgasmer i aften, end jeg har haft i resten af mit liv tilsammen. Det burde føles fantastisk.
Men det gør det ikke.
Jeg står foran spejlet og ser på mig selv. Vandet drypper fra mit hår. Lyset er skarpt, og det føles, som om det afslører for meget. Mit blik er hårdt. Munden en stram linje.
Jeg hader det.
Synet. Stilheden. Følelsen.
Ikke min krop - den fejler intet. Den er skabt til fart, til styrke. Perfekt. Det ved jeg. Det er ikke det.
Det er mig, der er problemet.
Det, der sker, når kontrollen slipper. Når jeg kommer, og lydene undslipper mig, og kroppen bøjer sig, som om den tilhører nogen anden
At han så det.
Josef.
Jeg er tæt på at græde, og det skræmmer mig mere end noget andet. Jeg suger vejret ind gennem næsen, hårdt, og tørrer mig hurtigt - som om jeg kan gnide fornemmelsen af mig. Tørre skammen af huden som sved.
Jeg klæder mig på i hast. Løbetights. Sports-top. Bevægelserne er mekaniske, indlærte. Lynlåsen glider op, og i samme sekund banker det på døren.
Selvfølgelig gør det det.
Jeg åbner. Og der står han.
Han smiler først, men det falmer, da han ser, jeg er klædt på igen. Han siger ikke noget med det samme. Stirrer bare et øjeblik, som om han stadig leder efter en åbning.
Så:
“Vil du ikke... have sex igen? Eller... måske bare blive og sove her?”
Jeg stirrer på ham. Irritationen prikker straks under huden. Jeg har lige samlet mig, lige lukket alt ned - og han prøver allerede at åbne det igen med sit følelsespis.
“Fatter du det ikke?” siger jeg. “Det er bare sex, Josef. Jeg giver dig det, fordi det får dig til at løbe hurtigere. Det handler om præstation. Ikke om dig. Ikke om os. Der er ikke noget ‘os’.”
Han siger ikke noget i et øjeblik. Står bare der. Og så kommer det - det blik. Det bløde. Det åbne. Det forbandede følsomme blik, som om han stadig håber, der er noget bag min facade.
“Det føltes bare... anderledes i aften,” siger han lavt. “Som om det betød noget. Ikke bare... du ved...”
Jeg ser væk. Jeg lyver uden tøven.
“Jeg kunne ikke mærke forskel.”
Og det er løgn. Hele min krop ved det. Hver eneste nerve, der stadig sitrer, ved det. Men jeg nægter at ydmyge mig selv mere i aften.
Jeg samler mine ting op fra gulvet – skoene, mobilen – og gør mig klar til at smutte. Men der er noget i brystet, der ikke vil falde til ro. En uro, en mærkelig tyngde. Som om noget strammer under huden.
Det burde være simpelt. Jeg burde bare gå. Men i stedet siger jeg, næsten uden at tænke:
“Vil du med til Athen?”
Han løfter blikket. Forvirret. “Hvad?”
“EM,” siger jeg. Tvinger stemmen til at lyde afslappet. “Det er om en måned. Jeg skal løbe. Du kan tage med, hvis du vil.”
Han tøver. Stirrer på mig, som om han prøver at aflæse noget, jeg ikke engang selv forstår. “Mener du det? Altså... vil du have, jeg tager med?”
Jeg vender mig mod døren. Hånden på håndtaget. Jeg siger ikke ja. Jeg siger ikke nej. Jeg kigger bare på ham i et halvt sekund.
“Hvis du vil,” siger jeg.
Så åbner jeg døren og går ud.
Nede på gaden er luften skarp og tør. Den bider i kinderne. Jeg mærker det med det samme - spændingen i brystet, knuden i maven, noget der truer med at briste. Jeg er ved at gå i spåner.
Men heldigvis har jeg mit løbetøj på.
Og der er kun én ting, der hjælper, når nerverne sidder helt uden på tøjet.
Jeg begynder at løbe.
****
Marmor overalt. Kroppe hugget i sten med en præcision, der får dem til at se ud, som om de bare holder vejret et øjeblik – før de bevæger sig videre. Muskler, sener, strakte lemmer, balanceret vægt. Jeg stopper op. Ikke bare for at kigge. For at føle. Det er umuligt ikke at blive ramt. De her figurer er ikke pynt – de er en hyldest til kroppen, ikke som noget kønt, men som noget skarpt. Funktionelt. Perfekt i sin bevægelse.
Jeg ser på dem og tænker, at de, der formede dem, må have følt det samme som jeg gør, når jeg løber. At form ikke er noget, man ser – det er noget, man forstår. De har fanget noget i marmor, jeg knap kan formulere med ord. Og det gør mig rørt, som om nogen for to tusind år siden har kigget på en krop som min og sagt: det her er værd at gemme.
“Freja!” råber Janni, min træner, længere foran mig. “Det er ikke et museum. Videre!”
Jeg tager ét sidste blik – lægger billedet af en springende marmoratlet ind et sted bag øjnene – og går så videre. Josef halter et par skridt bag mig med sin rygsæk og det der blik, som altid prøver at afkode mig. Det skal han ikke.
På hotellet samles vi på mit værelse. Det er lille, neutralt og lugter allerede af liniment og energibarer. Janni sætter sig på sengen og åbner sin mappe. Jonas, holdets fys, lægger isposer og elastikbånd frem på skrivebordet. Nadja, min diætist, sidder i hjørnet med sit notatark og det der blik, som altid ligner, hun vurderer, om jeg har fået nok magnesium og for lidt søvn.
De snakker. Jeg lytter. Det er mest gentagelser. Ting jeg har hørt før. Men det er en del af ritualet. Fokus. Struktur. Jeg svarer med nik og korte sætninger. Jeg ved godt, hvad jeg skal.
Josef spurgte, om jeg ville med ud og se byen. Om vi skulle finde en is eller et eller andet ligegyldigt. Jeg sagde nej. Jeg skal være klar. Han kan gå ud og hygge sig alene.
Jeg kunne have sagt det pænere. Jeg kunne også have løjet. Men jeg sagde det, som det var: "Jeg er her for at løbe. Du er her for... at være med. Gå en tur. Brug benene."
Sandheden er, at jeg ikke har lyst til at være sammen med ham lige nu. Ikke fordi jeg er sur. Bare fordi jeg ikke længere ved, hvordan jeg skal være omkring ham.
Josef har altid været en mærkelig blanding: en slags cheerleader, lidt bodyguard, og mest af alt et projekt. Et jeg selv har formet, skubbet frem, belønnet når han gjorde det godt. Med sex. Ja, jeg ved godt, det er sygt. Jeg vil ikke tænke over det. Jeg nægter at tænke over det.
Men så skete det. Og jeg fik orgasmer. Rigtige. Flere. Og han så mig - ikke bare kroppen. Mig. Den del, jeg aldrig havde tænkt, han skulle se. Og nu... nu ved jeg ikke, hvad han er længere.
Holdet aner intet. De tror bare, han er min ven. En af dem spurgte ved morgenmaden - det var Janni. Hun kiggede skævt på mig og sagde:
“Er Josef din kæreste?”
Jeg fnøs og svarede nej, mens jeg rullede en proteinbar ud af papiret.
“Godt,” sagde hun. Ikke for at være led. Bare fordi hun ikke ville have været imponeret.
De ved ingenting. Selvfølgelig gør de ikke det. De tror, han er den nørdede nabo, der hepper og bærer tasker og går ture, mens jeg restituerer. De ved ikke, at jeg bruger min egen krop som belønning. At jeg har gjort sex til en gulerod, han kan jagte.
De skal heller ikke vide det. Det er mit. Vores. Eller... mit, mest af alt.
Jeg strækker benene. Hofterne er spændte, men det er godt. Alt sidder, som det skal. Jeg fokuserer. Lukker alting ude.
Josef findes ikke lige nu. Kun tiden. Startpistolen. Mit løb. Alt andet må vente.
Det er i dag.
Solen hænger højt over Athen, og varmen lægger sig over stadion som et slør. Luften sitrer. Jeg er ikke nervøs - bare tændt. Klar.
Jeg hører ingenting. Ikke publikum. Ikke speakeren. Ikke musikken i baggrunden. Alt er lukket inde bag en dør, jeg først åbner igen, når det er slut.
Jeg står i blokken. 100 meter. Øvelsen jeg er bygget til.
Mit hjerte banker roligt.
Klar.
Sæt.
Bang.
Og jeg flyver.
De første skridt er ikke løb – det er frigørelse. Som om kroppen slipper sit eget greb og bare kaster sig frem. Lår, lægge, arme – alt trækker, skubber, driver. Fremad. Hurtigt. Et rent knivsnit.
Jeg ved, jeg vinder, før jeg når målstregen. Jeg mærker det i hvert skridt. Intet går galt. Ingen fejl. Ingen glip. Jeg vinder, fordi jeg er hurtigere. Fordi jeg har bygget mig til det.
Målstregen. Et stræk, en rus, et sug helt inde bag ribbenene. Jeg slipper op, kaster armene ud, mens adrenalinen slår i mig som en dundrende klokke.
Jeg hører dem råbe. Ser Janni grine og slå Jonas så hårdt på ryggen, at han vakler. Nadja nikker med det der "hvad-sagde-jeg"-blik. Josef står lidt bagved. Smilende. Rød i kinderne. Stolt som en idiot.
Jeg smiler lidt. Ikke stort. Bare nok.
Der er medaljeoverrækkelse. Musik. Flaget hæves. Kameraer blinker. Jeg står øverst på podiet, solen brænder mod mit ansigt. Jeg ser lige frem. Ikke op. Ikke ned. Bare frem.
Bagefter bliver jeg sendt fra interview til interview som en pakke uden ejerskab. En fotograf beder mig smile “lidt mere naturligt”. En anden vil have mig til at se “stolt, men ydmyg” ud. Jeg gør, hvad de siger.
De spørger, hvordan det føles. Jeg svarer noget med, at det er fedt. At jeg er glad. At jeg er taknemmelig for mit team. At jeg har arbejdet hårdt. At man skal tro på sig selv.
Det er altid det samme. Jeg husker aldrig helt, hvad jeg siger. Det er bare sætninger, jeg har lært. Noget, der lyder rigtigt.
Men jeg mener det, når jeg siger, jeg er glad for mit team. De har båret mig. De har ikke stået i vejen. Det er det vigtigste.
Jeg ser Josef i baggrunden. Han prøver ikke at komme tæt på. Det sætter jeg faktisk pris på. Men han er der. Og det lægger jeg mærke til.
Vandet fra badet sidder stadig som varme i huden. Jeg ligger på sengen, badet i hvidt stof. Badekåben er blød. Ren. Natbrillerne lukker lyset ude, og Mozart fylder mine ører. Langsomt, præcist, struktureret. Han forstår rytme. Han forstår perfektion.
Omkring mig fejrer de. De har rykket de få stole tæt sammen og sidder på sengekanten, på kanten af skrivebordet, med plastikkrus i hænderne og lun champagne fra minibaren. Jonas snakker højlydt med munden fuld af nødder. Janni siger “Skål, europamesteren!” og nogen gentager det, højere, som et slags kampråb. Nadja fniser. Der bliver råbt navne og gentaget split-tider. Nogen har sat musik på – et eller andet popnummer, der klamrer sig til beatet som en dårlig opvarmningsplaylist.
Det er til ære for mig, det hele. Men jeg deltager ikke. Jeg har nare gjort, hvad jeg skulle. Jeg er færdig nu. Jeg er europamester.
Det burde føles som noget.
Men alt, jeg kan tænke på, er OL. Verdensmesterskaberne. Tider, der skal slås. Navne, der skal overgås.
Hvad hvis det her var toppen?
Hvad hvis det ikke er nok?
Hvad hvis jeg ikke er nok?
Mozart hjælper lidt. Han holder tankerne i mønstre. Lader dem flyde i struktur i stedet for kaos.
Nogen rører ved min skulder. Blidt.
Ikke en hånd fra holdet - de tør ikke. De ved bedre. Det her kan kun være én person.
Jeg trækker masken væk fra øjnene. Mozart forsvinder, og i stedet ser jeg Josefs ansigt.
Han smiler. Ikke skævt, ikke flirtende. Bare... oprigtigt.
“Vil du med ud og spise?” spørger han. “Jeg fandt en lille restaurant i en sidegade. Det så hyggeligt. Virkelig som ”
“Jeg spiser ikke mad med olie i,” afbryder jeg fladt, og trækker masken tilbage over øjnene.
Ti sekunder. Måske lidt mere. Så prikker det. Ikke skyld, ikke rigtigt. Mere som et grus i skoen. En uro. En modvilje mod at lade det slutte dér.
Jeg fjerner masken igen.
Josef er allerede på vej mod døren.
“Vent,” siger jeg. “Giv mig to minutter. Jeg skal bare tage noget normalt tøj på.”
Han vender sig. Og lyser op. Ikke overdrevet. Ikke teatralsk. En stille glæde. Men den er ægte.
“Okay,” siger han. Hans stemme har den der ro, jeg aldrig helt selv kan finde.
Jeg rejser mig. Strammer bæltet på badekåben. Mozart spiller stadig i mit hoved.
Men nu spiller han langsommere.
****
Jeg møder ham udenfor hotellet. Aftenen er lun, og lyset over Athen har den slags gyldne tone, der får selv affaldscontainere og slidte altaner til at ligne noget fra en kunstfilm. Byen gløder. Alt ser vigtigere ud, end det egentlig er.
Jeg har skiftet til noget let og tætsiddende: sort tanktop, mørkegrå shorts med lynlåse i siderne. Alt sidder perfekt. Intet gnubber, intet forstyrrer. Klar til bevægelse. Klar til... hvad end.
Sneakers på fødderne. Solbriller på. Ikke fordi nogen nødvendigvis ville genkende mig. Kvinder, der løber 200 meter, ender ikke på forsider. Selv ikke som europamester.
Vi går gennem byen. Luften er tung af varm asfalt, grillkul og parfume. Et barn græder et sted, nogen griner højt bag os, og der dufter af citrus og støv. Josef snakker. Engageret. Noget med ruiner, bronzehjelme, og en papegøje, der stjal en is fra en gadesælger. Han snakker videre, men ordene preller af. De når mig ikke rigtigt. Jeg prøver at lytte, men mit hoved er fyldt. Presset. Tankerne vælter rundt og skifter retning uden varsel.
Jeg burde være lettet. Glæde mig. Nyde solen, byen, ham. Men det er som om, det hele ligger oven på mig i stedet.
Hver bil, der kører forbi, lyder for højt. Hver duft for stærk. Selv den varme asfalt føles som et pres mod brystet.
Jeg går ved siden af ham og tænker kun på én ting:
Hvad nu, hvis det her var toppen?
Hvad hvis jeg allerede har ramt det bedste, jeg kan?
Hvad hvis jeg ikke bliver bedre?
Hvad hvis...
Jeg prøver at holde kroppen afslappet, som om jeg bare nyder aftenen. Men alt i mig er anspændt. Jeg mærker det i kæben. I skuldrene. I mine skridt.
Jeg er Europas hurtigste kvinde. Og jeg er bange. Ikke for mine konkurrenter eller for at tabe. Jeg er bange for at stå stille.
“Hey,” siger han og skubber blidt til mig med sin albue. “Hører du overhovedet efter?”
“Nej,” svarer jeg fladt.
Han trækker på skuldrene, ikke fornærmet. “Det er okay. Vi er her nu.”
Vi er stoppet foran restauranten. Den er lille og hyggelig på den postkortagtige måde - blåmalede borde, veranda, lyskæder snoet mellem citrontræer. En duft af brød og noget grillet et-eller-andet hænger i luften.
Jeg stirrer på det og siger automatisk: “Jeg spiser ikke mad med olie i.”
“De har sikkert også noget sundt,” siger han forsigtigt, som om han ved, at jeg er lige ved at vende om. “Måske en salat. Jeg er sikker på -”
“Jeg har en kostplan,” afbryder jeg. “Jeg skal til verdensmesterskaberne. Jeg kan ikke bare... spise alt muligt.”
Noget i mig vrider sig. Jeg vender mig om og går. Hurtigt. Benene styrer. Jeg kan ikke være her. Alt andet føles pludseligt for meget. For tæt. For blødt.
Så mærker jeg en hånd på skulderen.
Jeg vender mig. Skarpt. Instinktivt. Klar til at afvise hvad som helst.
Josef står der. Hans blik er roligt. For roligt. Det koger i mig, og han står bare der.
“Du er anspændt,” siger han forsigtigt. “Vi burde gøre noget ved det.”
Jeg stirrer. “Hvad fanden mener du?”
“Vil du ha’, at jeg knepper dig igen?”
Min hånd rammer hans kind med et smæld. Hans hoved drejer let, men han rokker ikke. Hans kind bliver rød, men hans øjne forbliver på mine. Urokkelige.
“Er du helt væk?” hvæser jeg. “Hvad fanden tror du, det her er?”
“Du var bare meget mere... afslappet sidst, jeg gav dig en orgasme,” siger han. “Som om du faktisk kunne trække vejret i nogle minutter.”
Mit bryst hæver sig. Alt i mig stritter. Raseri. Skam. Noget andet. Noget langt værre. Noget, jeg ikke har ord for.
Jeg burde gå. Skrige. Slå ham igen.
Men jeg siger ingenting. I stedet griber jeg hans hånd og trækker ham med mig, væk fra lyskæder og stemmer, ned ad en smal gyde. Det er ikke planlagt. Det er bare det eneste, der giver mening lige nu.
Gyden er mørk og stille. Høje mure, brosten under fødderne, duften af varm sten og nat.
Jeg standser. Vender mig mod ham. Ser ham an. Møder hans blik. Venter et sekund.
Så tager jeg fat i linningen. Trækker shortsene ned i én glidende bevægelse. Sparker dem af. Rykker trusserne til siden og blotter mig for ham. Min fisse – fugtig, varm, let opsvulmet, læberne åbne og glinsende i skyggen, som om den har ventet på ham hele dagen uden at indrømme det.
Hans blik flakker. En sammentrækning i kæben. “Jeg... jeg mente tilbage på hotellet,” siger han nervøst.
Jeg smiler - skævt, køligt. “Du var så modig lige før, Josef. Er det nu, du bliver bange?”
Han siger ingenting. Hans blik glider fra mit ansigt ned mellem mine ben.
Så knæler han.
Jeg læner mig mod muren, håndfladerne fladt mod den rå sten. Benene let spredte. Vægten på hælene. Klar. Åben.
Jeg mærker først hans varme ånde mod mig - fugtig, tøvende. Så den første berøring: hans tunge mod mine skamlæber. Blød, flad, langsom.
Et gisp river sig løs. Ikke dramatisk. Bare rent. Kontrolleret lyst, der sender et stød op gennem kroppen.
Jeg lukker øjnene. Løfter hagen. Min hånd glider ned i hans hår og griber fat - fast, styrende. Jeg holder ham dér.
Han begynder at slikke mig. Først langsomt, prøvende. Hans næsetip strejfer mit inderlår, mens tungen glider op gennem mit skød og finder min klit. Han bliver dér. Cirkler med spidsen. Slubrende. Vådt. Hver bevægelse er uforskammet, lydene klæbrige og ærlige. Det lyder beskidt - og det tænder mig. Mere, end jeg har lyst til at indrømme.
Jeg mærker mig selv åbne. Alt bliver glattere. Varmere. Han slikker bredt, insisterende. Tungen flakker, laver små, præcise stød. Jeg ruller bækkenet frem mod hans mund, rytmisk. Hofterne arbejder, helt af sig selv. Min fisse pulserer mod hans ansigt, og hver gang han rammer rigtigt, trækker min mave sig sammen.
Så begynder han at sutte. Først blidt. Så hårdere. Dybere. Jeg stønner - højere nu. Min ryg løfter sig fra muren. Jeg bider mig i hånden for ikke at skrige.
Og så rammer det - som et stød af ren elektricitet. Orgasmen flår gennem mig, voldsom og glødende, en bølge der rejser sig dybt indefra og vælter kroppen med sig. Mine ben ryster, mine fingre sitrer. Åndedrættet hakker frem i stød, som efter en spurt. Som efter målstregen. Som efter sejr.
Min fisse kramper, strammer sig i rytmiske bølger, våd og følsom helt ud i kanten. Hans mund bliver dér. Han slikker mig gennem efterdønningerne, langsomt, hengivent - som om hver dråbe er noget helligt, han nægter at lade gå til spilde.
Men jeg er ikke færdig.
Jeg griber fat i ham. Hiver ham op. Vender mig om. Bukker mig frem mod muren, håndfladerne mod de ru sten, åndedrættet hæst og ujævnt. Mine shorts ligger stadig i gyden bag os. Jeg står nøgen. Åben. Klar.
Han træder tættere på. Hans hænder finder mine hofter. Grebet er fast. Tyngde i fingrene.
Så trænger han ind. Ét langt, glidende stød.
Jeg gisper. Min fisse lukker sig om ham, varm, våd, stadig sitrende efter hans tunge. Han fylder mig ud til kanten, helt op, helt ind. Jeg mærker ham støde mod bunden, mod den hårde følsomhed ved livmoderen, og det sender en sitren gennem hele min ryg.
Hans hofter banker mod mine baller. Smæld for smæld. Voldsomme, kontrollerede stød. Lyden af hud mod hud giver ekko mod murene. Vores kroppe i takt.
Jeg skubber bagud mod ham, automatisk, ivrigt, instinktivt. Jeg spænder om ham, griber ham med mine skedemuskler, som om min krop vil holde ham inde, fastholde ham, opsluge ham.
Han stønner lavt, dybt i halsen, griber mit ene bryst under tanktoppen og klemmer det, mens hans anden hånd vikler sig ind i mit hår. Han trækker mit hoved bagud, blotter min hals, og hans mund rammer den - tung, åndende, våd.
Han stønner - lavt, råt, dybt nede fra nederst i halsen. Hans hånd glider op under min top, finder mit bryst. Klemmer hårdt og grådigt sine fingre om min ene pat. Den anden hånd vikler sig ind i mit hår, trækker mit hoved tilbage, blotter min hals.
Hans mund rammer mig dér - læberne presser mod min hud, fugtige, tunge. Han kysser mig. Varmt. Vådt. Hans ånde brænder mod min hals, og tungen glider hen over huden, grådigt, som om han vil mærke mig med hver fiber af sin mund.
Min fisse pulserer. Orgasmen rammer uden advarsel - voldsom, dyb, ubønhørlig. Den river op gennem mig som et stød, vælter ud som et støn, hæst og råt. Mine ben ryster. Knæene giver næsten efter, men han holder mig oppe. Han knalder mig gennem det. Bruger min krop, fører mig med i sin rytme, sin kraft.
Så løfter han mig.
Et greb under mine lår, stærkt og sikkert. Han vender mig rundt, og pludselig er vi ansigt til ansigt. Mine fødder forlader jorden. Jeg hænger i ham. Benene viklet stramt om hans hofter. Hans pik glider op i mig igen - dybt, glat, direkte. Jeg kan mærke ham hele vejen ind.
Hans arme holder mig oppe, stærke og spændte under mig. Mine hænder griber om hans skuldre, neglene borer sig ind i hans hud.
Vi ser på hinanden.
Så kysser han mig. Og jeg kysser igen.
Ikke fordi jeg har lyst til at overtage. Ikke for at kontrollere. Bare for at mærke ham. Blødere. Dybere. Varmere.
Han støder op i mig igen. Mine safter løber ned ad hans lår. Jeg mærker mig selv glide om ham, stramme igen, tættere end før. Jeg bider hans læbe. Han stønner mod min mund.
Og så kommer han.
Et dybt stød. Hans pik pulserer inde i mig, og jeg mærker det hele - varmen, trykket, udløsningen, spændingen i hans krop, som om han holder vejret indvendigt, og først nu giver slip. Han brummer lavt, dyrisk, og jeg presser mig tættere på. Rider ham, holder ham fast, helt inde.
Han sænker mig langsomt ned. Mine ben er svage, fedtet ind i hans sæd og mine egne safter. Mine lår skælver. Muren støtter mig. Muren bag mig holder mig oprejst. Hans hånd hviler stadig på min hofte. Vi siger ikke noget.
Luften føles lettere.
Som om noget er blevet løftet af mig.
Det er en mærkelig følelse - som om nogen har skrællet et lag af mig, og under det er der bare... ro.
Ikke eufori. Ikke adrenalinsuset fra et løb. Ikke sejrsrus.
Bare stilhed.
For en gang skyld tænker jeg ikke på OL. Ikke på verdensmesterskaberne. Ikke på tider, formtop, restitution, splitsekunder eller madplaner. Jeg tænker faktisk slet ikke.
Det føles... rart.
Jeg opdager, at jeg har et smil på læben. Et lille ét. Afslappet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har smilet sådan her. Ikke på den måde, hvor kæberne spændes eller hvor det er en reaktion på noget. Bare fordi... jeg har lyst.
Josef går ved siden af mig. Han siger ikke noget i starten. Men jeg ved, det ulmer i ham. Han er typen, der gerne vil snakke. Sætte ord på. Så selvfølgelig:
“Freja... hvad, øh, hvad betyder det her egentlig?”
Jeg ryster på hovedet. Ikke vredt. Bare... træt af spørgsmålet. Jeg gider ikke. Men jeg giver ham min hånd.
Vi går videre, hånd i hånd gennem Athens gader. Lyskæderne svæver over os, der er græsk musik i det fjerne og stemmer fra caféer og åbne døråbninger. Luften dufter af grill og citrus.
Normalt ville jeg aldrig gøre det her. Holde ham i hånden. Ikke i offentligheden. Josef er ikke ligefrem... skulpturel. Han er ikke ligefrem én, man ville hugge i marmor og stille på en sokkel. Og jeg ved, hvordan vi ser ud sammen.
Og normalt ville det genere mig. Skamme mig, måske.
Men i aften?
Jeg orker ikke at tænke over det.
For engangs skyld lever jeg ikke oppe i mit hoved.
Men da vi når hotellet, og porten glider op foran os, slipper jeg hans hånd. Trækker den til mig.
Ikke fordi jeg fortryder. Ikke fordi jeg er vred.
Bare fordi... det skal ikke med indenfor.
Det er mørkt nu. Stille i receptionen. Min mave knurrer, men jeg er vant til det. Jeg er næsten altid lidt sulten. Det er en del af det, som ingen rigtig forstår. Konstant underskud. Konstant fokus.
Vi standser foran elevatorerne. Josef ser på mig.
“Vil du… sove hos mig i nat?” spørger han forsigtigt. Håbefuldt.
Min krop er klar til at svare skarpt. Et stik. Noget kynisk. Noget med hunde, der tror, de hører til i sofaen, bare fordi de har fået en bid fra bordet. Men det siger jeg ikke.
I stedet ser jeg bare på ham. Helt neutralt. “Nej tak,” siger jeg så.
Høfligt. Ikke hårdt. Ikke koldt.
Han ser kort på mig igen - ikke med bebrejdelse, ikke med forventning. Bare med ro. Som om han giver mig plads, uden at trække sig væk.
Så ser han væk. Og det er det.
Vi går hver til sit.
Jeg mærker det lige idet han forsvinder rundt om hjørnet - savnet efter hans hånd i min. Ikke stort. Bare nok til, at jeg registrerer det.
Tilbage på værelset smider jeg tøjet. Sneakers. Tanktop. Shorts. Ét stykke ad gangen. De lander på gulvet som spor, jeg ikke har tænkt mig at samle op.
Jeg går direkte i bad. Skruer op for det varme. Vandet er skoldhelt, næsten brutalt, men jeg bliver stående. Lader det slå mod brystet, halsen, panden. Mine fingre glider ned mellem benene - stadig våd. Hans sæd sidder stadig i mig. Jeg skyller det ud. Ikke i afsky. Ikke i vrede. Bare... fordi jeg vil have min egen krop tilbage.
Det er ikke en straf. Ikke skam. Det er bare en nulstilling.
Da jeg træder ud, er spejlet dugget til. Jeg tørrer det halvt af med håndklædet og ser mig selv i det, for første gang i aften.
Mine øjne er røde. Ikke af gråd. Bare slidte. Som om de har set for meget.
Jeg ligner mig selv. Men det føles anderledes. Som om noget har ændret sig uden min tilladelse.
Jeg pakker kroppen ind i en hvid badekåbe. Sætter mig på sengen. Lyset er slukket. Kun gadelygterne udenfor skærer gennem gardinet og farver rummet i en gyldengrå tone.
Jeg burde strække ud. Rulle benene. Tjekke fødderne for vabler. Skrive i træningsdagbogen. Måle puls. Måle noget.
Men jeg gør det ikke.
Jeg sidder bare.
Trækker vejret.
Venter på et eller andet, uden at vide hvad.
Min telefon blinker. Josef har skrevet: “Er du okay?”
Efterfulgt af et hjerte.
Jeg læser beskeden tre gange. Så låser jeg skærmen igen. Lader den falde ned i dynen.
Jeg er ikke okay. Jeg er heller ikke ikke-okay. Jeg er bare et sted midt imellem.
Min krop er tung og varm og træt. Ikke som efter en finale. Mere som... efter noget, man ikke helt har forstået endnu.
Måske får jeg snart min menstruation. Måske det bare er det. Jeg håber det næsten. Det ville være nemmere. Hormoner. Biologi. En forklaring.
Alt er lettere, når det kan måles.
Jeg lægger mig ned. Armene over hovedet. Benene spredt. Varmen fra madrassen trykker mod bagsiden af min krop.
Jeg prøver at tænke på OL. Visualisere løbet. Mig på blokken. De andre bag mig. Hører startskuddet. Eksplosionen fremad.
Men Josef bliver ved med at trænge ind i billedet. Ikke med ord. Ikke med berøring. Ikke hans pik.
Bare hans blik.
Det, da han så på mig, som om jeg var noget andet. Ikke bare Europas hurtigste kvinde. Bare... Freja Storm. Og det er problemet.
Jeg vender mig om. Ansigtet mod væggen. Trækker dynen op over skulderen som en barriere. Som en puppe. Jeg håber, jeg kan vågne i morgen og være noget andet. Noget lettere. Renere. Hurtigere. En sommerfugl. Ikke den klamme, kravlende larve, jeg føler mig som lige nu.
Bare noget der kan flyve.
****
Vi står i lufthavnen klokken syv om morgenen, alle iført de samme røde tracksuits med DENMARK prangende hen over ryggen. Ingen siger noget. Jeg har været igennem dopingkontrollen, givet håndtryk, taget selfies med et par græske frivillige. Det burde føles som røg, der forsvinder i vinden—noget der allerede er væk. Men det hænger stadig i mig. Jeg holder medaljen i hånden som en sten, jeg ikke ved, hvor jeg skal lægge fra mig.
Janni holder boardingkortene som en vifte i hånden og begynder at uddele dem med militær præcision. Hun placerer mig ved vinduet på række nitten og Josef tre rækker bagud, klemt ind i midten. Som om hun instinktivt har opfanget det radioaktive spændingsfelt mellem os.
Jeg sætter mig først og spænder bæltet stramt, mens folk bakser med kufferter og skubber til hinanden med trætte skuldre. Josef går forbi og prøver at fange mit blik, men jeg har solbriller på, selvom kabinelyset er svagt og gråt. Han mumler noget—jeg opfatter ikke ordene, bare tonen. Blød, tøvende. Jeg nikker kort. Ikke som svar. Bare som et signal om, at jeg har hørt ham.
Hele opstigningen stirrer jeg ud i ingenting, mens vingen ryster, kaffe skvulper i kopholderne bag mig, et spædbarn skriger, stewarden taber en plastikbakke med et skarpt klask, en hoste brager op bagfra, og flyet bumper hårdt, som om noget rammer os nedefra. Verden larmer, men inde i mit hoved kører kun ét loop: Josef på knæ mellem mine ben, hans tunge mod min fisse, hans hænder, der greb om mine hofter, hans pik, der gled dybt op i mig mod den kolde mur, mine negle, der borede sig ind i hans skuldre, hans mund mod min hals, vores kys - råt, vådt, ubeskyttet - hans hånd, der holdt min under lyskæderne bagefter, og lyden af min egen stemme, da jeg sagde nej til at sove hos ham. Jeg sagde nej. Var det styrke? Var det frygt? Jeg aner det ikke. Og det pisser mig af.
Tre timer senere sætter hjulene sig tungt mod asfalten i København, og mine hænder er iskolde, som om blodet har trukket sig tilbage dybt ind i kroppen. Jeg rejser mig, før lampen for sikkerhedsbæltet overhovedet slukkes, griber min rygsæk og træder ud i midtergangen. Lader de andre passere. Josef står to rækker bagud, presset op mod sædet af en kabinekuffert, men han prøver stadig at fange mit blik.
Paskontrol, bagagebånd, et par lykønskninger fra fremmede passagerer. Jeg nikker, siger tak med den neutrale stemme, der ikke føles som min egen, men som lyder rigtigt i aviscitater. Josef holder sig et par meter bag mig hele vejen gennem terminalen. Han ved, jeg kan mærke ham, men jeg nægter at dreje hovedet.
På Østerbro er regnen ikke begyndt endnu, men luften er så tung af fugt, at man næsten bliver våd bare af at trække vejret. Vi krydser gaden og passerer den vietnamesiske take-away, der altid lugter af stegte forårsruller og olie. Josef halter en smule; hans hæl har drillet siden Athen. Normalt ville jeg minde ham om at strække ud, men jeg siger ingenting. Fortovet er glat af støvregn og nedfaldne kastanjeblomster. Jeg kunne løbe hjem på halvdelen af tiden, men jeg holder hans tempo. Det er nemmere end at forklare, hvorfor jeg har travlt.
Vi når opgangen. Trappen snor sig opad som en mavekrampe hele vejen til tredje sal. Jeg tæller ikke trinene; jeg kender dem på mærkerne i væggen, dér hvor cykelstyr har skrabet malingen væk. Ved reposen foran vores to døre sætter Josef tasken fra sig. Han tørrer håndfladerne mod lårene, som en løber, der venter på et startskud.
"Freja," siger han lavt. Han står tættere på, end jeg bryder mig om. "Kan vi ikke—bare et minut—snakke om... det, der skete?"
Jeg stikker nøglen i låsen. Vridder. Klik. "Der er ikke noget at snakke om."
"Det betød noget."
“For dig måske.”
Jeg griber om dørhåndtaget, klar til at forsvinde ind, men han lægger fingerspidserne mod min hånd. De er varme. Bløde. Instinktivt flår jeg hånden til mig, som om han var en kloakrotte, der havde kravlet op ad armen på mig.
"Rør mig ikke. Stop med at mase mig ind i dit lille kæreste-fantasiprojekt," siger jeg, koldt nu. Hårdt. Stemmen er sprød, ru af søvnmangel og undertrykt adrenalin. "Jeg er europamester. Du er en fed nørd, jeg har kneppet, når jeg kedede mig. Det er det alt, du er. Jeg kunne have valgt hvem som helst."
Ordene smager som blod. De giver ingen mening, selv ikke for mig, men de flyver ud, fordi de er de hårdeste, jeg kan finde på ét sekund. Han er vant til mine små stik, men denne gang driver jeg stålet ind og sprætter ham op. Det sidste får ham til at falde sammen. Ikke dramatisk. Bare som om der slukkes for noget bag øjnene.
Jeg mærker noget varmt brænde bag øjnene. Det går ikke. Jeg vrider døren op, smider mig selv gennem åbningen og smækker med al den kraft, jeg normalt gemmer til sidste 20 meter af et løb. Ekkoet runger i trapperummet.
Inde i mørket dufter her af vaskepulver og gammel træ. Jeg glider ned ad døren, medaljen klirrer mod brystbenet, og gulvbrædderne er kolde mod tightsene. Mine lunger gisper, som om jeg har løbet hele vejen fra Athen, men jeg har ikke rykket mig mere end to skridt.
Jeg lægger panden i hænderne. Raseri, skam, sorg - det hele blandet sammen i én knude, der ikke vil løsne sig. Jeg prøver at gribe efter noget konkret: klokken, næste interval, mængden af protein jeg mangler. Men der findes ingen tal, der kan redde det her.
Jeg sidder længe nok til, at mine ben begynder at sove. Til sidst trækker jeg vejret dybt, lader guldmedaljen falde på gulvet uden at tænke over det, før jeg rejser mig og går ud i køkkenet efter vand. Hænderne ryster, men jeg får glasset fyldt. Først der lægger jeg mærke til, hvor tomt her er. Jeg har aldrig savnet hans tilstedeværelse før. Nu fylder stilheden alt.
Jeg har brug for at løbe en tur.
****
Mørket er tykt som blæk, men gadelygterne hakker sig vej gennem det som ujævne firkanter. Jeg løber i mellemrummene, dér hvor asfalten er sortest. Pulsen er lav og stabil, men tankerne stikker af i alle retninger—til medaljen, der nu hænger på et søm i entréen som et gammelt stykke legetøj, til Josef, der har været meget stille de sidste uger, til den ulæselige stilhed på den anden side af min væg, når jeg ligger vågen og tæller sekundslag i radiatoren.
Jeg løber mine aftenture alene nu. Ingen musik. Kun rytmen af sko mod vejbanen, den lille hvislen af refleksvesten, hver gang den stryger over mine ribben. Vesten skinner, hver gang en bil passerer—jeg har endda sat et ekstra LED-armbånd rundt om venstre ankel. Ingen skal kunne sige, at jeg var usynlig.
Luften er skarp nok til at bide i kinderne, men ikke kold nok til at lægge låg på tankerne. De fortærer mig som ild. Jeg tager den lange rute ud langs havnen, fordi jeg vil have vandet på min højre side som et spejl, og byen på venstre som en puls. Mine sko bider i asfalten. Hvert skridt er et bevis på, at kroppen stadig er min, stadig fungerer, stadig kan noget, de andre ikke forstår.
Alt føles rigtigt. Indtil det sekund, hvor noget blænder mig bagfra.
Lyset fra en bil kaster min skygge ti meter frem, og jeg når kun at dreje hovedet halvt, før et metallisk skrig fylder ørerne. Dækkene hyler mod den våde belægning, og jeg ser mit eget refleksbånd eksplodere i hvidt lys, før kroppen slynges sidelæns.
Der er en lyd - som et baseballbat mod kød. Et klask. Et tungt dunk. Og så forsvinder jorden under mig.
Jeg hænger i luften.
Tænker - absurd klart - på længdespringstræning. På hofteekstension. På landingsvinkel.
Og så rammer verden mig.
Asfalten er våd og ru. Den sætter sig i huden som glasskår, hver nerve spidset og levende. Et skarpt jag flår op gennem højre ben, og i hoften sidder en hul fornemmelse, som om noget er blevet vredet ud af led. Jeg prøver at trække vejret, men luften nægter at komme. Det er som om brystet er låst.
Øjnene flakker. Månen ligner en slidt mønt, klistret op på himlen.
Bilens baglygter blinker tre meter væk. Røde og rytmiske - som om bilen skammer sig.
En stemme trænger igennem mørket - høj, panisk: "Jeg så hende ikke! Jeg sværger!"
Skridt nærmer sig. Et ansigt bøjer sig ned - ung nok til glat hud, gammel nok til at være bleg af rædsel. Jeg vil sige, at det er okay. At han ikke skal være bange. At han skal ringe efter en ambulance. Men alt forsvinder i et kvalt gisp. Blodet smager varmt og metallisk. Det blander sig med regnvandet på mine læber, som rust opløst i vand.
Lyset fra gadelygten flimrer. Bilen dytter svagt, som om nogen læner sig på hornet, uden at tænke over det. Jeg kan ikke mærke mit højre ben. Venstre banker som en tromme. Jeg vender hovedet og ser, at skoen sidder skævt, antager jeg naivt, for vinklen på anklen giver ingen mening—underbenet ligger i en retning, foden i en anden. Hjernen registrerer det nøgternt: brud.
Sirener er altid højere, når de kommer for én selv. Blå blink danser på min hud, og nogen lægger en tæppefolie over mig, som rasler som slikpapir. Spørgsmål hæver sig over mig: “Kan du høre mig?” Jeg prøver at nikke. Får kun vredet hovedet en millimeter. Brystet spænder i en mærkelig, ujævn rytme.
Båren er kold, dårlig affjedring. Himlen snurrer. Jeg tæller åndedrag ind gennem næsen, ud gennem munden, som altid: kontroller pulsen, kontroller smerten. Men smerten har sin egen mening. Hver gang ambulancen drejer, føles det som et elektrisk stød, der flår gennem hoften. En stemme over mig - rolig, professionel - siger noget om “muligt bækkenbrud”. Jeg tager sætningen, folder den sammen og gemmer den i et mørkt kammer bagerst i hovedet. Låser døren. Smider nøglen væk.
Hospitalets loft er gult af neonrør. Lugten af håndsprit og plastikgardiner. Jeg spørger efter tiden, men stemmen er væk; det kommerbare ud som en fugtig udånding. De klipper mine tights op. Synet af det brækkede ben er surrealistisk: et sted, hvor ben ikke skal bøje.
Røntgen. CT-scanner. Sygeplejersker stikker kanyler i albuebøjningen. En epiduralblokade dulmer kroppen, men ikke tankerne. En læge med mundbind og øjne så rolige, at jeg instinktivt hader ham. Han taler venligt om skruer, om nerver, der heldigvis ser intakte ud. Men også om en stressfraktur i hoften. Et rent brud i skinnebenet. En kraftig forstuvning.
Jeg hører kun halvdelen. Ordene drukner i et indre sus. Ét sætter sig fast: genoptræning. Det lyder ikke som håb. Det lyder som en dom.
De ruller mig ud fra traumestuen. Den hvide korridor glider baglæns, mens jeg kører frem.
Lyset bliver blødt. Lydene dæmpes. Bedøvelsen glider ind over mig som tåge.
Jeg tænker, at jeg aldrig har ligget så stille før. Hele mit liv har været bevægelse - eksplosiv, målrettet, fremad. Nu er der kun dette: At ligge på ryggen, mens andre har kontrollen. Jeg vil skrige, men munden adlyder ikke.
En hånd lægges over min. Jeg ved ikke hvis. Trykket er let, bestemt, varmt nok til at skære igennem kulden.
Jeg lukker øjnene.
For første gang løber jeg ingen steder.
Det sidste, jeg hører, er narkosesygeplejerskens optælling.
Jeg når til fire. Måske fem.
*****
Det lugter af plastik. Alt gør. Sengetøjet. Bakkerne med mad. Spritten. Min egen hud. Fire døgn uden dagslys. Mit højre ben ligner noget, der er sat sammen af gamle cykeldele. Skinner, støtte, slanger der går ind og ud af huden.
Janni var her i går. Hun stod længe i døren. Sagde kun det der standard-pjat:
“Vi må tage en snak med DIF. Se, hvad der er af muligheder.”
Muligheder.
For hvem? For hvad?
Jeg er ikke en mulighed længere. Jeg er en fodnote. En skade, man skriver ind i en pressemeddelelse, og så haster man videre.
Mit løb er slut.
Det er ikke dramatisk. Det er bare sådan, det er. Brud på hoften. Operationen gik "fint nok", men sådan en skade? Det kommer man ikke tilbage fra. Ikke hvis man vil være med helt oppe.
Jeg ligger og stirrer op i loftet. Mit hoved tæller nye ting nu: hvor mange panodiler jeg har fået, hvor hurtigt min puls falder, hvor længe der går mellem hver gang de kommer med mad, hvor mange forskellige sygeplejersker der allerede har været her. Jeg savner ikke nogen. Jeg savner at løbe. Ikke engang at være hurtig—bare at løbe. At høre verden forsvinde bag mig. At bestemme farten selv.
Nu bestemmer alle andre. Jeg er ikke med mere. Jeg er bare kulisse.
Klokken er 14:07, da det banker på døren. Jeg hører det, selvom jeg ikke gider. Jeg ved allerede, hvem det er, før han siger noget.
Døren går op.
“Hey,” siger han.
Josef.
Hans stemme er lav. Usikker. Den samme som dengang, han spurgte, om vi skulle løbe sammen første gang, og jeg sagde: “Kun hvis du kan følge med.”
Jeg vender ikke engang hovedet i hans retning.
“Jeg troede, du måske… jeg ved ikke. Måske du havde brug for noget,” siger han.
En grim buket i gule og lyserøde farver, pakket ind i knitrende cellofan, med et lille kort stukket ned midt i det hele som en slags kniv. Han stiller dem i vindueskarmen.
"Du behøvede ikke komme," siger jeg uden at se på ham.
"Det ved jeg godt."
"Du burde tage hjem."
"Det gør jeg også snart."
"Godt."
Han bliver stående. Jeg kan høre hans åndedræt. Det er lidt hurtigere end normalt. Måske har han løbet op ad trapperne, eller måske håber jeg bare, at han er lige så urolig, som jeg selv er. Ikke fordi jeg savner ham. Ikke fordi jeg har brug for ham. Bare fordi han ikke har ret til at være rolig, når alt inde i mig er kaos.
Jeg ser stadig ikke på ham. Stirrer op i loftet. Loftet stirrer tilbage.
Han sætter sig i stolen ved siden af sengen. Trækker den tættere på. Den skraber mod gulvet med en lyd, der kunne flå maling af mit kranie.
Han sætter sig ned i stolen ved siden af sengen. Trækker den lidt tættere på med en skurrende lyd, der går direkte ind i mit hoved som en nål.
"Skal jeg hente noget til dig?" spørger han. "Vand? En avis? Jeg købte nogle nødder i kiosken - de gode med havsalt."
“Jeg kan ikke engang skide selv,” siger jeg. "Hvad fanden tror du, jeg skal bruge nødder til?"
Han trækker vejret ind. For længe. Jeg håber, han rejser sig og går. Men han bliver.
"Du ser stærk ud," siger han stille.
"Hold din kæft."
Han bliver tavs. Så stille, at jeg kunne tro, han var gået, hvis ikke jeg stadig kunne mærke ham sidde dér ved siden af.
Jeg vender hovedet og ser på ham. Han smiler en lille smule. Usikkert. Hans hår er rodet, som om han lige har været ude i blæsten, eller bare ikke har set sig i spejlet. Han har stadig den samme jakke på, som dengang vi gik under lyskæderne i Athen. Jeg hader, at jeg kan huske det.
“Jeg kan ikke mere,” siger jeg lavt. Stemmen er næsten væk. “Det er slut.”
Han nikker langsomt. Ikke fordi han er enig, men fordi han har hørt det før. Måske fra sig selv.
“Det er ikke slut, Freja. Det er bare noget andet nu.”
Jeg vender hovedet væk igen og stirrer mod vinduet. De dumme blomster flimrer i øjenkrogen. Jeg ville ønske, de ville visne hurtigere. Ligesom alt det andet.
Han bliver siddende.
Jeg siger ikke noget.
Der går en time. Måske to.
Han rejser sig ikke. Siger ikke mere.
Han er der bare.
Og jeg hader, hvor meget det betyder.
Det er blevet mørkt udenfor. Lyset fra gadelamperne falder ind gennem gardinet i skarpe firkanter, som om natten ikke orker at være blød i dag. Jeg ligger stadig på ryggen, kroppen støbt i gips, metal, tape og forventninger, der ikke længere giver mening. Jeg burde sove. Jeg burde restituere. Gøre alt det, man gør, når man er skadet, men stadig tror, man skal være elite.
Men jeg er vågen. Og Josef er her stadig.
Han har ikke sagt et ord i næsten to timer. Ikke siden jeg sagde, at det var slut. Nu sidder han bare og bladrer i en folder om knogleopbygning, som om han skal til eksamen i mit brud. Jeg ved godt, at han kun gør det, så han ikke behøver at se på mig. Og jeg har ikke set på ham, siden jeg bad ham gå hjem.
Men han gik ikke.
Og det æder sig ind under huden på mig. Det brænder uroligt i kroppen, lige under overfladen. Det er ikke smerte. Det er noget andet. Noget, jeg ikke længere kan sprinte væk fra.
Normalt ville jeg bare løbe. Ud. Væk. Lade tankerne drukne i skridt, i puls, i asfalt, indtil alt var tomt igen. Det har altid været min metode: væk fra alt, der kradser. Men nu ligger jeg her. Fastspændt til en seng. Ingen flugt. Ingen undskyldninger. Og jeg kan mærke, hvordan alt det, jeg plejer at slippe væk fra, samler sig i kroppen, som om det har stået på spring i årevis og endelig har fået hul igennem. Der er ikke mere fart at gemme sig bag. Kun mig. Mig og alt det, jeg helst ville ignorere.
“Jeg var ti år, da jeg fik mine første pigsko,” siger jeg pludselig.
Han kigger op. Tror måske, jeg vil fortælle noget om sprint eller teknik. Men jeg kigger stadig i loftet.
“Min mor sagde, at de var for dyre. At det ikke gav mening at købe den slags sko, når jeg alligevel ville vokse ud af dem. Min far sagde, det var fair – hvis jeg kunne slå rekord på 60 meter. I haven. I bare tæer.”
Ordene kommer ud, men det føles ikke som mig, der siger dem. Mere som at læse højt fra en dagbog, jeg ikke længere kan huske, jeg har skrevet. Jeg har aldrig fortalt ham noget om min familie før.
“Så jeg løb. Uden sko. Jeg flænsede fodsålerne op på grene og småsten, men jeg slog rekorden. Og jeg fik skoene.”
Jeg holder en pause. Trækker vejret.
“Men jeg turde ikke bruge dem. Ikke rigtigt. De føltes for dyre. Som om jeg skulle være en anden for at gøre mig fortjent til dem.”
Josef siger ikke noget. Han sidder bare dér. Blikket er mildt, men han rører sig ikke.
“Du tror, jeg løber, fordi jeg elsker det,” siger jeg. “Det gør jeg ikke.”
Stilhed.
“Jeg løber, fordi jeg ikke aner, hvad fanden jeg ellers skal gøre, hvis jeg stopper.”
Mine øjne begynder at svie.
Jeg prøver at blinke det væk. Hurtigt.
For sent.
“Min mor skred, da jeg var tolv. Hun tog til Malaga med en mand, der ejede en sushikæde og havde hvidt tæppe i stuen. Jeg har ikke set hende siden. Min far blev bitter. Han begyndte at træne mig. Eller… han kaldte det træning, men det var mere som en test. Hvis jeg kom hjem uden ny PR, tændte han ikke for varmen den nat.”
Jeg griner lidt. Tørt.
“Det er derfor, jeg er så fucking god til kulde.”
Jeg ryster lidt. Ikke af kulde. Af noget andet. Noget, der sidder dybere. Ord, der har ligget i mig som rust og nu skraber sig vej ud.
“Han sagde altid, at jeg skulle være skarpere end mine følelser. ‘Du må ikke græde, Freja, for så mister du tid.’ Jeg troede på ham. Så jeg stoppede med at græde. Jeg blev hurtigere, ja, men jeg blev også… noget andet.”
Min stemme knækker et sted mellem brystet og halsen. Jeg mærker tårerne samle sig i øjnene som en forsinket bivirkning. Som en blodprop, der endelig giver slip.
“Og så kom du. Og du var… blød. Så latterligt blød. Du kaldte mig sjov. Du kaldte mig stærk. Du løb bag mig, og du døde næsten af det, men du blev ved. Og jeg… jeg kunne ikke holde det ud.”
Nu triller de.
“Jeg begyndte at kneppe dig, fordi det var nemmere end at tale. Hvis jeg havde sagt noget sødt, ville jeg have brækket mig i munden på mig selv. Jeg kunne ikke holde ud, at du så mig på den måde – ikke med dét blik. Jeg ville rive dine øjne ud. Jeg ville rive mig selv ud af dit blik.”
Jeg græder nu. Ikke dramatisk. Bare tårer. Lydløse. Våde. Tunge.
Josef rejser sig op. Han rører ikke ved mig. Han henter et glas vand, stiller det på natbordet, og sætter sig igen.
Jeg hulker ikke. Jeg smuldrer indefra.
“Jeg ved ikke engang, om jeg fortjener, at du sidder her lige nu. Det tror jeg faktisk ikke. Men jeg ved, at jeg ikke har en chance, hvis jeg skal tilbage og være det menneske, jeg var før alt det her.”
Jeg trækker vejret dybt ind. Det ryster i mig.
“Jeg har gjort mig selv hård hele livet. Skarp. Fokuseret. Og nu er det hele bare... væk. Jeg aner ikke, hvem jeg er, når jeg ikke kan løbe. Ikke kan vinde.”
Jeg ser direkte på ham nu.
“Og det gør mig bange, Josef. Det gør mig så fucking bange.”
Han ser på mig, som om han allerede vidste det. Som om han altid har vidst, at der boblede noget under overfladen.
Han læner sig lidt frem. Ikke tæt på. Bare nok til, at jeg kan høre ham tydeligt.
“Det er okay, Freja,” siger han stille. “Du behøver ikke være den stærkeste hele tiden.”
Jeg begynder at græde igen.
Men det føles ikke som et nederlag.
Det føles mere som at få luft. Som en slags lettelse.
For første gang i mit liv har jeg sagt det højt.
Og han bliver siddende.
****
Det starter med, at jeg skal rejse mig op.
Bare det.
Ikke løbe. Ikke hoppe. Ikke sætte af. Ikke måle tid. Bare… rejse mig op fra en stol.
Og det føles som at blive født igen – kun uden nogen garanti for, at man faktisk overlever fødslen.
Jeg har været her i tretten dage nu. Men jeg tæller nærmest ikke dagene. Jeg tæller afstandene:
Fra sengen til døren: 4,2 meter.
Fra døren til fysrummet: 19,7 meter.
Fra mig selv til den person, jeg var før: ukendelig.
Jeg havde troet, at det ville gøre ondt. Selvfølgelig ville det gøre ondt. Men ikke den her slags smerte. Ikke den, der starter længe før kroppen overhovedet bevæger sig. Ikke den, der river i selvrespekten, før den rammer knoglerne. Det er som om, kroppen husker alt, jeg har presset den til – og nu straffer den mig for det.
Mine hænder ryster, før jeg har nået at skubbe fra.
Josef står der.
Selvfølgelig gør han det.
Han holder armene halvt løftet, sådan en akavet mellemposition – som om han gerne vil hjælpe, men godt ved, at han ikke må, ikke endnu. Han er vant til at læse mig. Har lært det på den hårde måde. Ved, at jeg bider, hvis nogen rækker ud uden invitation.
Jeg skyder et blik op på ham. Et af de der blikke, jeg plejer at bruge til at holde folk på afstand. Skarpt nok til at skræmme de fleste væk. Men han flytter sig ikke. Han gør heller ikke noget. Han bliver bare stående. Venter.
Og jeg hader, at det faktisk hjælper.
Jeg tager fat i gangstativet. Løfter mig. Sveden springer på tre sekunder, selvom rummet er køligt. Hoften knirker – ikke som smerte, mere som om den prøver at finde ud af, om den stadig hører til i min krop.
“Pas på,” hvisker Josef stille.
Jeg gisper. Ikke af smerte. Af stolthed, der kæmper for ikke at gå til grunde.
Men jeg bliver stående.
“Du gør det fint,” opmuntrer han.
Jeg nikker. Kort. Hårdt. Så lidt som muligt. Og det er det hele.
Vi går.
Skridt for skridt. Millimeter for millimeter. Jeg hader hvert sekund.
Ikke på grund af smerten. Ikke rigtigt.
Det er fordi jeg har brug for ham.
Det er dét, der er ulideligt.
Jeg vil være den, der sætter tempoet. Altid. Men nu står jeg her. Hænger i et stativ. Har Josef ved min side som støtte.
Og det... det skriger inde i mig.
Da vi sidder i fysrummet bagefter – mig med en ispose på hoften, ham med en proteinbar, som han har brækket over og lagt den ene halvdel foran mig – spørger jeg endelig:
“Josef?”
Han ser op. Der sidder et stykke chokolade på hans læbe. Normalt ville jeg sige noget spydigt. Men jeg er for træt.
“Hvorfor gør du det her?” spørger jeg.
“Det her?”
“Alt det her. Hjælper mig. Venter. Binder mine snørebånd, når jeg ikke kan bukke mig. Henter ting, når jeg ikke kan rejse mig. Holder styr på mit liv, når jeg ikke engang kan holde styr på min egen krop.” Jeg trækker vejret ind, mærker hvordan ordene smager bittert. “Jeg har været et røvhul mod dig. Længe. Altid, faktisk.”
Han holder blikket på mig. Trækker lidt på skuldrene.
Og siger det, som om det er det mest enkle i verden:
“Fordi jeg elsker dig, Freja.”
Det rammer mig ikke blødt. Ikke som blomster.
Det rammer som mursten.
Mine ører ringer.
Ikke fordi det kommer bag på mig. Jeg har vidst det hele tiden.
Jeg har bare gjort alt, hvad jeg kunne, for ikke at høre det. For ikke at lade det blive virkeligt. Men ingen kan leve et helt liv som en kniv uden at skære sig selv til blods.
Jeg ser væk. Stirrer ned på min ankel. Den er stadig hævet. Fremmed. Hele min krop føles som en andens.
“Hvorfor?” spørger jeg.
Han smiler. Det der lille skæve smil, han ikke engang selv lægger mærke til. Hans øjne trækker sig lidt sammen.
“Du løb mig i smadder, den første gang vi løb sammen,” griner han stille. "Du råbte, at jeg var en fed kujon og løb som en syg gris, der burde aflives omme bag laden, fordi det var pinligt at se på. Og jeg tænkte bare: Holy shit! Hun er en fucking psycho! Men jeg kunne ikke få dig ud af hovedet bagefter."
Jeg ryster på hovedet. “Det giver ingen mening.”
“Det behøver det ikke,” siger han. “Det er bare sådan, det er.”
Jeg stirrer på ham. Længe.
“Jeg forstår det ikke.”
Han trækker vejret ind. Roligt. Møder mit blik uden at rykke sig en millimeter.
“Det er okay.”
Han læner sig tilbage og tager endnu en bid af sin proteinbar. Som om vi lige har snakket om vejrudsigten. Som om intet er forandret.
Men noget knækker inde i mig.
Ikke som et brud. Mere som et klik. Et gear, der glider på plads. Noget, jeg har nægtet at forstå, men som ikke længere kan skubbes væk.
Jeg læner mig også tilbage. Stirrer ned på mine hænder, der ligger i skødet, helt stille – de samme hænder, der plejer at knytte sig, spænde, skubbe verden væk.
Jeg synker en klump. Stemmen er ru nu, men jeg tvinger ordene ud:
“Jeg har været... så hård mod dig.”
Han ser på mig, men siger ikke noget. Venter bare.
“Og ikke kun mod dig,” fortsætter jeg, stemmen knækker. “Alle. Alt. Fordi... jeg troede, det var det eneste, der gjorde mig stærk.”
Tårerne kommer nu. Jeg kan ikke holde dem tilbage. De falder lydløst, men jeg mærker dem, varme og tunge.
“Jeg skar alting væk,” hvisker jeg. “Alt, hvad der var blødt. Alt sårbart. Alt... menneskeligt. Fordi jeg ville være den bedste. Fordi jeg ville vinde. Og det virkede.” Jeg synker. “På banen.”
Jeg ser på ham. Øjne blanke, vejrtrækningen tung.
“Men udenfor... jeg tror, jeg har ødelagt alt. Også dig.”
Han rører sig ikke. Ser bare på mig, det blik, der altid holder. Så lægger han forsigtigt hånden på min skulder. Det er alt, det kræver. Jeg knækker. Falder ind mod ham. Mine hænder griber fat i hans trøje som en druknende.
“Undskyld,” hvisker jeg. “Undskyld for... alt. For at være... sådan her.”
Han siger ikke noget først. Trækker mig bare ind til sig. Armene omkring mig, bløde, stærke. Jeg bliver dér. Hulker mod hans bryst. Lader det hele komme ud, uden filter, uden skam.
“Du skal passe på,” får jeg endelig fremstammet mod hans skulder. “Jeg... jeg skærer. Jeg gør ondt. Hele min krop er et farligt våben, man ikke kan røre ved.”
Han stryger en hånd ned over mit hår. Presser mig tættere ind til sig.
“Det ved jeg godt,” siger han stille. “Men jeg er ikke bange.”
Jeg lukker øjnene, lader ham holde om mig. Og for første gang føles det ikke som et nederlag at overgive sig.
****
Det er ikke, fordi jeg aldrig har drømt om det.
Solen. Asfalten. Mine ben, der finder rytmen igen. Åndedrættet, der falder ind i tråd med skridtene, som en sang kroppen aldrig helt har glemt. Og følelsen: roen i at være tilbage, som om intet var sket.
Men lige så ofte har jeg drømt om det modsatte.
At hoften giver efter. At benet svigter. At jeg styrter midt i et sving og bliver liggende - ikke kun som et personligt nederlag, men også som en advarsel til alle andre ambitiøse kvinder: Tag jer i agt, I der vover at jagte jeres drømme!
Så da jeg står ude på Dag Hammersköljds Allé, skoene strammet til, tightsene trukket hårdt op i skridtet, og jeg mærker den efterhånden velkendte ømhed nive bag venstre balle, er tanken klar:
Hvis det her går galt, må han ikke se det.
Josef står nemlig ved siden af mig.
Det samme gamle løbegear: en lidt for løs T-shirt, de slidte Nike-sko, og den der måde at stå på, som om han venter på en hotdog nede ved den lokale pølsevogn.
“Skal vi varme op?” spørger han.
Jeg trækker på skuldrene. “Jeg har været varm siden klokken syv.”
Han griner. “Perfekt. Jeg gider alligevel ikke strække ud.”
“Dine haser skriger sikkert allerede.”
“De skriger konstant. Det er bare blevet baggrundsstøj.”
Vi begynder at gå. Jeg mærker benene tage fat.
Josef sætter i gang i et roligt tempo. Jeg følger efter, lunter ved siden af.
Det føles mærkeligt. Ikke smertefuldt. Ikke farligt. Måske lidt langsomt.
Mit ego råber op. Hun vil derudad. Men kroppen? Den brokker sig ikke. Ikke endnu.
Vi løber langs Søerne. Vandet spejler sig til venstre, byen breder sig ud til højre. Folk går forbi med barnevogne, hunde, cykler. En mand kigger lidt for længe. Måske genkender han mig. Måske glor han bare, fordi jeg stadig halter en smule, når vi øger farten.
Josef siger ikke noget. Han løber bare videre. Som altid.
“Det føles forkert,” siger jeg. “Som om nogen har skruet mine ben på i mørke og glemt at spænde dem ordentligt fast.”
“Men det gør ikke ondt?”
“Nej.”
“Så er det da en start.”
Jeg nikker. Små bevægelser. Små sejre.
Vi når broen ved Dronning Louises. Det plejer at være her, jeg sætter spurten ind. Ikke i dag. I dag går vi nærmest i stå.
Så siger han:
“Hey Freja?”
“Ja?”
“Hvis du sprinter hele vejen til Nørreport,” siger han, næsten uden at se på mig, “så knalder jeg dig, når vi kommer hjem.”
“Hvad fuck?”
Han trækker bare på skuldrene. “Ikke noget. Glem det.”
“Nej nej,” siger jeg og træder tættere på ham. “Du sagde noget. Sig det igen.”
“Det var bare en tanke.” Han smiler lidt for sig selv, uden at møde mit blik. “Du kan jo selv bestemme.”
Jeg stirrer på ham. “Du skal ikke bruge det trick imod mig. Det er mit trick, som jeg bruger imod dig.”
“Tja,” svarede han med et skuldertræk. “Tiderne skifter, ik’?”
Det er den måde, han siger det på. Roligt. Ikke som en, der tester noget. Mere som en, der allerede har afklaret det med sig selv.
Og det pisser mig lidt af.
Ikke fordi han siger noget forkert. Men fordi det virker. Fordi han ikke presser. Fordi han ikke bliver hængende og venter med store hundeøjne, som han ville have gjort engang. Fordi han bare løber videre - uden mig.
Så jeg sætter i gang. Ruller skuldrene, lader benene finde rytmen. Ikke en spurt. Ikke endnu. Bare et løb. Bare os.
“Det tæller ikke, hvis du holder pauser undervejs,” siger jeg, da jeg når op på siden af ham.
Han smiler kort. “Nej, nej, chef.”
Jeg sætter i sprint.
Hurtigere end jeg havde turdet håbe.
Vinden river i mig. Mine ben skriger, men jeg svarer ikke. Jeg løber bare.
Og i ét sekund—bare ét—føles det, som om jeg er mig selv igen.
Jeg når stationen med pulsen oppe i halsen og et smil, jeg ikke kan ryste af mig. Jeg har ikke været så lykkelig i lang tid.
Josef kommer luntende ti sekunder efter. Brillerne dugger, og han hiver efter vejret.
“Du tabte,” griner jeg.
Han bukker sig frem, hænderne på knæene. “Du... løber som om det er liv eller død.”
“Du er den eneste her, der ser ud som om, de er ved at dø.”
Han ryster på hovedet. Retter sig op. Trækker vejret dybt.
“Du ved, hvad det betyder,” siger jeg.
Han ser op på mig. Ansigtet er rødt, men blikket klart.
“Ja.”
Så tørrer han panden med ærmet. Trækker på smilebåndet.
“Det betyder, jeg stadig elsker dig.”
Jeg ser på ham et øjeblik. Hele vejen ind.
Så nikker jeg.
“Det ved jeg godt.”
Han smiler bredere, men siger ikke mere.
Og jeg vender mig om. Sætter i gang. Går.
Han følger efter.
Som altid.
Og jeg tænker:
Måske skal jeg ikke løbe fra det her.
Måske er jeg allerede nået i mål.
****
Vi står i opgangen, og mine lår ryster allerede. Ikke af smerte. Bare udmattelse. Et ekko fra løbet, der stadig niver i hoften.
Josef ser det. Selvfølgelig gør han.
Han siger ikke noget. Stirrer bare på mig med det der blik, som om han ved, jeg hellere vil kravle end bede om hjælp.
Men i dag orker jeg ikke at spille sej.
“Jeg kan ikke selv komme op,” siger jeg. “Du må bære mig.”
Han svarer ikke. Reagerer bare.
To sekunder senere har han armen under mine knæ, den anden om min ryg, og jeg er oppe, før jeg når at trække vejret ind.
“Højre hofte,” siger han roligt. “Jeg ved det.”
“Du lyder, som om du har øvet dig.”
“Det har jeg,” svarer han. "Men jeg har båret min egen selvforagt i tyve år, så du er faktisk det letteste, jeg har haft i armene."
Jeg fniser. Et rigtigt fnis. Og jeg hader, hvor meget jeg ikke hader det.
Trinene knirker under os.
Jeg burde føle mig ydmyget. Burde hade, at han bærer mig.
Men jeg gør det ikke.
Jeg hviler hovedet mod hans skulder. Mærker varmen fra hans krop mod mit bryst. Hans duft – shampoo, hud, og det der svage strejf af vind og asfalt – føles som noget velkendt, jeg havde glemt at savne.
Vi når tredje. Josef står foran min dør.
“Vil du ind?” spørger han.
“Ja. Læg mig på sengen,” siger jeg.
Han tøver et sekund. Ikke længe, bare nok til at jeg mærker det – den lille rystelse i hans greb, spændingen i skuldrene.
Han prøver at skjule det, men jeg mærker det alligevel. Og han mærker, at jeg mærker det.
“Er du sikker?” spørger han.
“Ja,” siger jeg. “Gør det.”
Han går frem. Bærer mig ind. Jeg hører døren glide i bag os, mærker hans hånd under mit lår, hans bryst presset mod mit ribben. Min hud klistrer af sved. Hoften brænder – ikke af smerte, bare af noget, der ligner længsel.
Han når sengen og sænker mig ned, langsomt, som om jeg kunne gå i stykker.
Men jeg er træt af nænsomhed.
“Kom herop,” siger jeg. Det lyder ikke som en forespørgsel. Ikke som en invitation. Det er en kommando.
Han står et øjeblik – tøver. Så løfter han T-shirten over hovedet.
Hans krop er ikke perfekt. Ikke hugget i sten. Men den er virkelig. Hud i dæmpede nuancer, en mave uden markerede muskler, hofter jeg kender – dem, min krop husker bedre end mit hoved, som et mønster indlejret under huden.
Han lyner ned. Boxershorts. Hans pik stritter op - stenhård, tyk, klar. Mine øjne følger den, og det føles, som om min fisse åbner sig bare ved synet. Det snører sig sammen i mig, dybt og lavt, som en tørst, der endelig genkender kilden.
Jeg trækker tightsene af i én bevægelse. Hurtigt, skævt, ligeglad. Hoften brokker sig, men jeg ignorerer det. Trusserne følger med, våde og varme mod lårene, før de glider ned til anklerne. Jeg vil være nøgen. Jeg vil have ham til at se det hele.
“Kom,” siger jeg.
Han lægger sig over mig. Varmen fra ham breder sig over min mave. Hånden glider ned. Fingrene finder min fisse – og han ved med det samme, hvad jeg vil.
“Jesus,” hvisker han, mens han presser en finger ind. “Du er allerede gennemblødt.”
“Så gør noget ved det,” siger jeg. Min stemme er lav. Ingen fnidder.
Hans blik flakker kort, som om han overvejer et svar. Men han siger ingenting. Bare glider ned mellem mine ben. Hans mund er varm og grådig. Han rammer rigtigt med det samme - som om han har ventet hele ugen på det. Jeg stønner modvilligt.
“Ja. Der,” hvisker jeg. “Lige dér. Bliv ved.”
Han adlyder uden et ord. Tungen arbejder i faste, cirklende bevægelser. Jeg mærker det samle sig dybt i kroppen. Mine fingre griber i lagnet. Pulsen hamrer bag kæben. Lårene spænder omkring hans hoved.
Jeg gisper. Mærker det i hele kroppen. Jeg forsøger at vride mig væk, men hans hænder ligger tungt om mine hofter. Han holder mig der. Holder mig fast, som om han ved, at jeg prøver at flygte fra det, der rammer.
“Freja,” siger han lavt, mod min hud. “Bare lad det ske.”
“Hold kæft,” hvisker jeg tilbage, stemmen hakket. “Bliv hvor du er.”
Og så rammer det.
Min krop strammer til omkring hans mund, som om hver muskel ved, hvad der er ved at ske. Min fisse sitrer, pulserer - først svagt, så voldsomt. Et stød af lyst skyller igennem mig, som noget der har ligget og ventet alt for længe. Jeg stønner, højt nu. En ren lyd, uden filter.
Mine hofter løfter sig mod ham, søger mere, selvom alt allerede brænder. Jeg mærker ham holde mig nede, hans hænder faste om mine hofter. Jeg kommer. Rigtigt. Med hele kroppen. Som om noget bliver vristet fri inde i mig, endelig.
"Kom," siger jeg lavt.
Han trækker boxershortsene ned. Hans pik prikker allerede hårdt frem - tyk, rød, svulmende, som om han har været klar i timevis. Han træder ind mellem mine ben, løfter mig op, så mine hofter balancerer på sengekanten, og mine lår falder ud til siden med et vådt smæld. Jeg er åben for ham. Alt i mig er fugtigt, glinsende, og parat.
Han kigger ned. Hans blik er stift. Ikke af tøven. Bare ren koncentration. Som om han prøver at huske, hvordan man trækker vejret.
"Sig noget," siger jeg.
"Vidste du, at hajer kan få op til 30.000 tænder i løbet af deres liv?"
Jeg blinker. "...hvad?"
"Du sagde, jeg skulle sige noget."
"Jeg mente ikke et fucking fun fact."
Han smiler skævt. "Du har bare en virkelig overvældende fisse. Min hjerne prøver bare at finde en sikker udvej."
"Du prøver at undslippe med marinbiologi?"
"Virker det ikke?"
"Det er det dummeste og sødeste, du nogensinde har sagt."
"Jeg kender min niche."
Han glider ind. Ikke hurtigt. Men hele vejen. Jeg mærker ham sprede mig ud indefra, fylde mig op så dybt, at jeg må knuge lagnet mellem mine finger for ikke at stønne for højt. Han skubber sig helt i bund, pikken presser sig mod livmoderen, og jeg lukker øjnene, bider mig i læben.
Han bliver dér, stiv som en jernstang. Trækker vejret hårdt ind gennem næsen. Hænderne ryster lidt, selvom grebet om mine hofter er fast.
"Blæksprutter har tre hjerter," hvisker han.
"Josef."
"Jeg prøver… bare… at overleve."
Jeg vipper hoften. En millimeter. Bare nok til at han bevæger sig.
Han stønner. Et dyb, voldsom lyd, der river gennem ham. Så trækker han sig lidt ud - kun til spidsen - og skubber sig så op ind i mig igen med ét kontant stød. Det slår luften ud af mig.
"Du fucking strammer om mig som et vakuum," hvisker han, stemmen rå.
"Så knep mig hårdere."
Og det gør han. Rytmen bygger sig op - først kontrolleret, så voldsom. Hans hofter smækker mod mine baller. Lyden af kød mod kød fylder rummet, våde klask, stød for stød. Min fisse er drivende våd. Hver bevægelse trækker safter ud af mig, ned ad mine lår, op ad hans pik.
Han støder dybt. Hårdt. Varmt. Fingrene graver sig ind i min hud, og hans pik rammer det sted i mig, der får mig til at spænde som et buestreng.
"Fuck," hvæser han. "Jeg kan mærke dig ryste. Du... du er ved at komme, er du ikke?"
Jeg nikker. Øjnene halvt lukkede. Munden åben. Mine hofter møder hans i stød. Min fisse suger ham ind. Hele kroppen trækker sammen.
Så sker det. Orgasmen eksploderer i mig. En bølge, en brand, en krampe. Jeg stønner - højere end før. Helt åben. Hele kroppen rykker sig i stød. Jeg flår i lagnet, i ham. Min fisse kramper om hans pik, igen og igen, og han mærker det.
"Du gør det så fucking svært ikke at komme i dig," knurrer han, og jeg glor op på ham.
"Så gør det."
Hans blik møder mit. Og han giver slip.
Ét dybt stød - så stivner han, og jeg mærker det: hans pik, der pulserer, udløsningen der sprøjter ind i mig i varme, tykke strømme. Han holder mig fast, helt nede på sig, mens han tømmes.
Vi ånder. Vi ryster. Vores hud klistrer.
"Blæksprutter," siger han til sidst, forpustet, "har også blå blod."
Jeg fniser.
"Du er virkelig en idiot."
"Men en idiot, der netop kom i sin drømmepige."
"Du er så heldig, at jeg ikke kan rejse mig lige nu."
Han kysser mit knæ. Stadig inde i mig. Stadig varm.
"Mmm, det ved jeg."
Vores kroppe damper stadig af det. Hans sæd føles varmt inde i mig..
Stilheden mellem os er ikke akavet. Den er mættet. Som efter et uvejr.
Jeg ligger med benene let spredte, brystkassen langsomt ned i takt med hans. Jeg mærker hans hud mod min hofte, hans hånd, der stadig hviler løst ved min side.
Jeg vender hovedet. Stirrer ikke på ham - bare mod loftet.
"Josef?" siger jeg, blødt.
Han drejer sig lidt, ser på mig med det samme.
Jeg synker kort. "Vil du blive og sove her i nat?"
Min stemme er ikke hård. Ikke kontrolleret. Den er bar.
Han nikker. Rækker ud og lader sin hånd finde min. Fletter fingrene langsomt ind i mine.
"Selvfølgelig," siger han.
Og vi bliver bare liggende. Sammen. I mørket, hvor alt endelig er stille.
****
Luften i Paris føles tungere end andre steder.
Den hænger over stadion som noget tæt, sitrende og levende, og selvom 60.000 mennesker larmer omkring mig, hører jeg ingen af dem.
Alt inde i mig står helt stille. Jeg er fokuseret.
Som om hele verden er pakket væk.
Jeg mærker kun underlaget under mine pigge.
Startblokken bag mig.
Min vejrtrækning – dyb, rolig, rytmisk.
Kroppen er ikke i kamp. Ikke mere.
Den er bare klar.
Bane fem.
100 meter.
OL.
Fra Danmark - Freja Storm.
Europamester på 100 meter.
Tilbage på banen efter en alvorlig skade.
Nu klar til sin OL-debut.
Jeg står i bane fem og ser til siderne.
Til venstre: Amara Toure fra Frankrig - hurtigste start i feltet.
Til højre: Camille Brooks fra USA - verdensrekordindehaver på 60 meter indendørs.
Længere ude: Nia Okafor, Kenya - afrikansk mester og lynhurtig på de sidste 30.
De er allesammen de bedste, hvor de kommer fra. Og jeg står midt iblandt dem.
Det her er ikke bare et løb. Det er kulminationen.
Nu sker det.
Min hofte siger ikke længere nej. Det er det vigtigste.
Jeg lægger hænderne mod banen. De ryster lidt. Ikke af nervøsitet. Bare fordi kroppen ved, at nu er det nu.
Jeg har gjort alt, jeg kunne. Træningen. Smerten. Ensomheden. Stilheden. Alt det, der skulle til.
Nu skal jeg bare løbe.
Jeg løfter hovedet og scanner tribunen.
Jeg ved, hvor han sidder.
Josef.
Han har ikke den rigtige akkreditering. Han sidder højt oppe, bag presse, VIP’er og alt det, der tæller officielt.
Men jeg finder ham.
Han har rejst sig op.
Arme over hovedet.
Han råber noget - jeg kan ikke høre det, men jeg kan læse hans mund:
“Kom så, Freja!”
Han hopper op og ned.
Vifter med begge hænder som en idiot.
Han er ikke til at overse.
“På plads,” siger starteren.
Jeg læner mig frem.
Knæ. Hofte. Hænder.
Klar.
Puls: cirka 91.
“Parat.”
Mine ben spænder.
Mine øjne lukker halvt.
Bang.
Jeg eksploderer.
Starten er skarp - ren ild.
Venstre ben svarer igen. Hoften bider.
Min krop ved præcis, hvad den skal.
40 meter – det plejer at være her, jeg falder en anelse bagud.
Men ikke i dag.
I dag bærer jorden mig.
60 meter – banen flyder under mig som en strøm, og jeg flyder med.
Intet knirker. Intet tøver.
80 meter – jeg er dér. I feltet.
Men de andre?
De findes ikke.
Kun min rytme. Min puls. Min vilje.
90 meter – jeg hiver luften ned i lungerne, som om mit liv først begynder nu.
100 meter.
Målstregen.
Jeg kaster brystet frem.
Et suk.
Et sæt.
Et vakuum i brystet.
Så eksploderer verden.
Stadion skriger.
Jeg vender mig.
Ser op.
Øjnene finder skærmen.
Freja Storm – Danmark – 10.83
Personlig rekord.
Bronze.
Jeg falder ned på knæ.
Ikke i smerte.
Ikke i chok.
Bare... det hele.
Mit hjerte banker i halsen.
Mine ben er damp.
Jeg griner.
Så græder jeg.
Ikke fordi jeg kom på tredjepladsen.
Men fordi jeg er færdig.
Det er slut.
Josef er der.
Jeg ser ham ikke komme, men pludselig er han der – bag hegnet, bag vagterne, råber mit navn med armene over hovedet som en idiot.
Jeg løber ikke hen til ham.
Jeg går.
For første gang i mit liv – jeg går.
Og jeg når ham.
Han griber om mig.
Og jeg lader ham.
Han siger, “du gjorde det,” og kysser mig på munden.
Lige der. Midt i stadion.
Det føles rigtigt.
Jeg mærker hans mund mod min.
Og jeg tænker:
Det her, det kan ikke måles.
Og det alligevel er det smukkeste i verden.
————–
Tak fordi du ville læse med! Jeg øver mig stadig på at skrive, så jeg vil være meget taknemmelig, hvis du vil fortælle mig i kommentarsporet, hvad du synes om historien og min skrivestil. Det er den eneste måde, jeg kan forbedre mig på!
Jeg tager også imod ønsker til historier. Hvis du har et ønske til noget specifikt, er du velkommen til at skrive til mig på jeriko1992@hotmail.com. Du kan også række ud til mig via hjemmesiden!
Erotiske noveller skrevet af Jeriko