Jeg havde aldrig haft en tatovering. Ikke fordi jeg var bange for smerten, eller fordi jeg ikke havde haft muligheden. Tværtimod – jeg havde gået forbi studierne i årevis, mærket suget i maven, men aldrig trådt ind. Det var som om jeg ventede på noget, eller nogen. På den rette til at tegne mit liv.
Han hedder Leo. Jeg havde opdaget ham på Instagram – en blanding af fine linjer og vovet kraft, skygger der gled som fingre over huden. Han var ikke bare tatovør. Han var kunstner. Hans modeller var hans lærreder, og de bar deres historier som levende, vibrerende vægmalerier.
Da jeg trådte ind i studiet, var det med et sitrende håb i kroppen. Det lugtede af sprit og blæk, og der var noget trygt over det sterile, næsten sakrale rum. Leo vendte sig mod mig med et lille smil. Han var højere end jeg havde forestillet mig, mørkt hår samlet i en løs knude i nakken, tatoveringer op ad begge arme – og de øjne, som om han allerede havde set igennem mig.
“Din første?” spurgte han, og jeg nikkede.
“Jeg vil have hele mit liv tegnet. Ikke datoer og navne. Ikke symboler. Bare… mit liv. Som menneske. Noget, der starter her—” jeg lagde hånden på brystet, “ og bevæger sig nedad. Hele vejen ned.”
Hans blik blev stille. Ikke chokeret. Bare fokuseret.
“Du vil have det, så det ikke kan skjules?”
“Præcis. Det skal kunne mærkes, hver gang jeg trækker vejret. Det skal være ærligt.”
Han nikkede.
“Så lad os begynde med at finde ud af, hvem du er.”
Leo bad mig tage skjorten af. Jeg gjorde det roligt. Jeg ville ikke skjule noget – ikke min krop, ikke det liv, jeg bad ham male. Jeg satte mig på briksen, mens han begyndte at tegne med en sort tusch direkte på huden. Linjerne var lette først, føltes som fjer, og jeg mærkede varmen fra hans fingre, hver gang han rettede på vinklen af min overkrop.
“Din historie starter ved hjertet,” sagde han, mere for sig selv end til mig. “Og så bevæger den sig… både opad og ned i noget dybere.”
Hans hånd var rolig, men jeg fornemmede en ubeslutsomhed, som om han var uvant med at tegne så tæt på noget, han ikke helt forstod. Han tegnede op til skuldrene, hen over mit brystben, ned mod navlen, og jeg kunne se, hvordan han koncentrerede sig – ikke kun om kunsten, men om ikke at blive distraheret.
“Du virker rolig,” sagde han.
“Er det ikke meningen?”
Han så op, øjnene mødte mine. “De fleste bliver nervøse. Eller generte.”
“Jeg har ventet på det her længe. Måske hele mit liv. Og jeg er vant til, at mænd studerer mig.”
Et øjeblik var der stilhed. Kun lyden af tuschens strøg mod huden. Så trak han hånden lidt tilbage og betragtede mig. Ikke som en kunde, men som noget andet – som om han prøvede at finde ud af, hvor meget der egentlig lå bag mine ord. Og måske også, hvorfor hans egen krop begyndte at reagere.
“Jeg har altid tegnet på kvinder,” sagde han langsomt. “De… forstår kroppen på en måde, der giver mening for mig.”
“Og mig?” spurgte jeg.
“Du forvirrer mig lidt.”
“Godt,” sagde jeg og smilede.
Vi mødtes hver fredag eftermiddag. Det var blevet en slags ritual – mig med min bare overkrop og åbne fortælling, ham med tusch og blæk og den voksende uro i blikket. Første gang tegnede han livet, som jeg havde fortalt det: barndommen i fine linjer hen over brystet, ungdommen som slyngede stier langs ribbenene, de første forelskelser i mænd, diskret antydet i skygger og mønstre. Men noget ændrede sig allerede anden gang.
“Jeg har tænkt over noget,” sagde han og lod blikket glide hen over det, han allerede havde tegnet. “Det er… vildt personligt. Jeg har aldrig arbejdet på den måde før. Som om din hud tvinger mig til at tænke anderledes.”
“Det er ikke huden, Leo,” sagde jeg stille. “Det er dig.”
Han svarede ikke. Tog i stedet tuschen og begyndte at tegne videre – men denne gang var linjerne løsere, mere levende. Der dukkede former op, han ikke havde forklaret: noget, der lignede vinger under brystbenet, en strøm af organiske mønstre ned over maven, som om hans egen indre uro sivede ind i værket.
Og jeg så det. Hvordan han begyndte at stå tættere, hvordan hans hånd blev længere tid ved huden. Hvordan han holdt vejret, når han tegnede tæt på min pik. Der var en glød i hans kinder, han ikke selv registrerede. Men jeg gjorde.
“Det her værk… det forandrer ikke kun mig,” sagde jeg.
Han nikkede, men så væk.
“Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg har altid været til kvinder. Altid. Og nu…”
“Nu mærker du noget, du ikke kan forklare.”
“Ja.”
Jeg lagde hånden over hans.
“Det skal du ikke forklare. Du skal bare mærke det. Du er ikke alene i det her.”
Det var som om noget havde skiftet i ham. Ikke pludseligt, men snigende. Jeg mærkede det i hans stilhed, når han tegnede, i de små pauser, hvor han så længe på min hud uden at bevæge sig. Der kom detaljer til, jeg ikke helt kunne gennemskue – linjer og skygger, der ikke var mine, former som ikke hang sammen med de historier, jeg havde fortalt.
“Det er blevet mere… abstrakt,” sagde jeg en eftermiddag og betragtede skitsen i spejlet, mens han tørrede overskydende tusch væk.
“Ja,” svarede han. “Det er, som om værket vil noget andet nu. Som om det kræver… mig.”
Jeg vendte mig mod ham. “Dig?”
Han så op. Et kort blik, næsten flakkende.
“Ikke på den måde. Jeg mener bare… jeg tror ikke, jeg kan holde mig udenfor længere. Jeg kan ikke tegne dit liv uden at mærke det selv.”
Jeg forstod ikke helt, hvad han mente – ikke dengang. Men ugen efter, da jeg kom tilbage, var der ændringer i hans blik. En ny spænding i luften.
Han tegnede langsomt den dag, og jeg kunne mærke hans hænder ryste en anelse. Han lod tuschen glide ned over min mave, og så videre – længere end før, dybere. Hans hånd lå pludselig lige ved min pik. Ikke tilfældigt, men heller ikke beslutsomt. Noget i ham vaklede. Ikke modvilligt – men med den forvirring, der følger, når man mærker noget, man troede var forbeholdt andre.
Senere, mens jeg klædte mig på, sagde han næsten hviskende:
“Jeg har… tegnet noget nyt. Ikke på dig. På mig.”
Jeg så op.
“Hvad mener du?”
Han rystede på hovedet, smilte lidt.
“Det er ikke vigtigt. Endnu.”
Men jeg forstod. Eller anede i hvert fald. Han havde brug for at være med – ikke kun som kunstner, men som deltager. Ikke kun høre mine historier, men selv leve dem. På sin krop. I sine fantasier. Måske endda i virkeligheden.
Der var noget i hans åndedræt, der ændrede sig, når han nåede ned mod pikken. En lille tøven i hånden. En rytme, der brød. Først troede jeg, det var koncentration – men så mærkede jeg det: varmen, den let dirrende energi, og hvordan hans blik flakkede, som om han forsøgte at tvinge sig selv til ikke at føle noget, han ikke måtte.
Jeg sagde ingenting. Jeg nød det bare. Ikke for at provokere, men fordi det var ægte. Et menneske i opløsning og opdagelse. Jeg kunne mærke, hvordan han hver gang kæmpede med sin lyst – og alligevel kom lidt tættere på.
En sen eftermiddag, hvor jeg havde ventet i studiet mens han hentede kaffe, var jeg nysgerrig. Der lå en sort notesbog på hans bord – ikke den, han plejede at vise mig. Den her var tykkere, mere personlig. Jeg bladrede forsigtigt, og der midt imellem skitser af tatoveringer og vilde, abstrakte former, så jeg det: mit bryst, min pik, gengivet med en præcision, der ikke kun var kunstnerisk. Og dér – som en skygge bag mine linjer – hans egen krop. Flettet ind. Overlap, spejling, hud mod hud i blæk og kul.
Jeg lod bogen ligge åben.
Da han kom ind, så han det straks og stivnede. Hans blik mødte mit.
“Du skulle ikke have set det,” mumlede han.
“Men det gjorde jeg.” Jeg rejste mig og gik roligt hen til ham. “Er det dig?”
Han nikkede. Hans vejrtrækning var hurtig nu.
“Jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Jeg… bliver opstemt, når jeg er tæt på dig. Når jeg tegner. Jeg troede, det ville gå over. Men det gør det ikke.”
Jeg tog blidt fat i hans hånd og lagde den på mit bryst, lige dér, hvor tatoveringen begyndte.
“Det skal ikke gå over, Leo. Det skal udleves. Du er ikke alene i det her. Du mærker det, fordi du tør. Og jeg er her, hvis du vil finde ud af, hvad det egentlig er, du længes efter.”
Han sagde ikke noget. Men hans blik blev i mit. Og i det blik var der ikke længere kun forvirring – der var også håb.
Det var som om rummet ændrede sig. Luften blev tungere, nærmest varm og fugtig, og lyset fra vinduet føltes dæmpet, selv om solen stadig hang over byen. Leo stod foran mig, stadig med hånden mod mit bryst, som om han ikke turde trække den til sig – og ikke vidste, hvad det ville betyde, hvis han lod den blive.
“Du kan bare sige stop,” sagde jeg roligt og trådte et halvt skridt tættere på.
“Jeg har sagt stop så mange gange… inde i mig selv,” svarede han lavt. “Men det virker ikke længere.”
Jeg lod mine hænder glide langsomt ned ad hans arme, mærkede styrken i dem, hvordan han holdt sig tilbage. Han duftede af blæk og kaffe, sved og læder – en ren, rå maskulinitet, der strømmede fra ham uden filter. Og jeg elskede det. Elskede hans krop, som var bygget til arbejde, ikke til udstilling. Hår på brystet. En bredhed over skuldrene, der gjorde mig svimmel.
“Du er smuk,” sagde jeg.
Han rystede på hovedet, lidt som om han ville grine, men ikke kunne.
“Det har jeg aldrig hørt fra en mand før.”
“Det gør det ikke mindre sandt.”
Jeg lod mine læber strejfe hans hals, mærkede hvordan han spændte i hele kroppen. Men han blev stående. Jeg kyssede ham der, ved kravebenet, og hans hænder søgte instinktivt ned mod min bule. Så trak han mig ind til sig – først tøvende, så med en kraft, der overraskede os begge.
Vi kyssede. Hans skæg mod min hud, læberne lidt grove, lidt uerfarne – men fulde af begær. Det var ikke blidt, det var ikke poleret. Det var behov. Hud mod hud. Hænder der greb, famlede, fandt vej. Jeg mærkede hans rejsning, og han trak vejret hårdt ind, da jeg lod mine fingre glide ned over hans mave og åbnede knappen i hans bukser.
“Jeg har aldrig… gjort det her før,” hviskede han.
“Det er okay. Bare mærk.”
Vi rørte ved hinanden langsomt, indtil langsomt blev til hurtigt, og usikkerhed blev til overgivelse. Han gav slip – ikke på sin maskulinitet, men på frygten for, hvad den kunne rumme. Han rystede under mine hænder, og jeg holdt ham fast, som om jeg kunne samle alle de dele af ham, han ikke selv vidste, hvor han havde lagt.
Vi lagde os, og jeg kælede for hans dejlige krop. En mand som lige passer til mig. Den meget maskuline type, der også ind imellem kan være usikker, men som gerne vil opleve. Han gispede da jeg rørte ved ham, og da min hånd kælede for hans stive pik, hørte jeg den stønnen der udtalte at jeg var på rette vej. Han kiggede på mig – ”hvordan kan det føles så meget anderledes?”, kom det stille fra ham. Og da han kom lukkede han øjnene, og tømte sig i min mund.
Da vi lå der bagefter, hans hoved mod min skulder, sagde han:
“Du gjorde noget ved mig, jeg ikke forstår endnu.”
“Så lad os finde ud af det sammen.”
Vi sås oftere nu. Det var ikke længere kun tatoveringsaftaler – det var samtaler, aftener, blikke, berøringer. Det var det, der skete imellem, mens nålen hvilede og kroppen var nøgen på en anden måde. Jeg begyndte at lære rytmen i hans stemme, hvordan han bevægede sig, når han ikke skulle spille kunstner. Og han begyndte at slippe noget – et panser, han havde båret med sig så længe, at han næsten havde glemt, det fandtes.
En aften, efter vi havde elsket i hans lille atelier, lå vi på gulvet mellem puder og et halvt færdigt lærred, og han vendte sig halvt mod mig, svedig og rødmende.
“Jeg har ikke været sådan her før,” sagde han. “Normalt… er jeg ikke forsigtig. Jeg tager. Jeg styrer. Jeg er… meget.”
Han lo kort, men uden at se på mig. “Der er mange kvinder, der ikke kan lide det. Medmindre de… kan lide det ekstra store.”
Jeg så på ham, og mit smil voksede, uden at jeg behøvede at spille.
“Det er præcis det, jeg elsker,” sagde jeg. “Din kraft. Din størrelse. Dit begær. Du behøver ikke holde dig tilbage, Leo. Ikke med mig.”
Han vendte hovedet og mødte mit blik – og der, i hans øjne, var noget nyt. Noget vildt. Noget han havde holdt tilbage, men som nu blev kaldt frem.
“Så vil du have det hele?” hviskede han.
“Alt.”
Han satte sig op, tog fat i mine skuldre og vendte mig med en styrke, der gjorde mig hård på et sekund. Hans krop oven på min – tung, varm, insisterende. Hans hænder på min ryg, hans vejrtrækning i mit øre. Og der – lige dér – slap han kontrollen. Ikke ved at miste sig selv, men ved endelig at være sig selv.
Han pressede sig mod mig, bevægede sig som en mand, der havde holdt sig tilbage hele livet. Hvert stød, hver bevægelse var en bekendelse. En ny linje i det maleri, vi var ved at blive sammen.
Da han endelig faldt sammen over mig, stødvis i åndedrættet, sagde han hæst:
“Du gør noget ved mig, jeg ikke kan kontrollere.”
“Det skal du heller ikke,” svarede jeg. “Du skal bare være dig selv. Hele dig.”
“Nu er det din tur.”
Jeg så på ham, da jeg sagde det. Stemmen var rolig, men fast – en klar besked i rummet, der stadig duftede af sved, hud og varm blæk. Han stod klar med maskinen, og jeg lå på briksen, nøgen, pikken halvhård af både begær og det elektriske bånd mellem os. Han skulle til at tegne omkring mit skridt – selve centrum for den del af mit liv, jeg havde bedt ham gøre levende.
“Jeg vil have dig nøgen nu, Leo,” sagde jeg. “Det giver ikke mening længere, at du sidder med tøj på, når vi er dér, hvor vi er.”
Han tøvede. Men kun et sekund. Og så begyndte han at tage tøjet af – trøjen, bukserne, undertøjet. Hans krop var præcis, som jeg huskede den: bred, hård, ægte. Og da han stod nøgen foran mig, mødte jeg hans blik. Han rystede lidt, men ikke af kulde.
“Vi er begge påvirkede,” sagde han lavt. “Af lyst. Af det her… ting, vi ikke forstår.”
“Præcis,” svarede jeg. “Det er meningen. Værket skal virke nu. Ikke bagefter. Ikke i teorien. Det skal leve mens vi gør det.”
Han knælede foran mig, tæt på. Jeg spredte benene langsomt, inviterende. Hans blik søgte mit, før han lod nålen begynde sit arbejde. Jeg kunne mærke ham. Ikke kun fysisk – men som en strøm, en puls. Hans hårde pik svajede tungt mellem benene, han prøvede ikke længere at skjule noget. Vi var i det.
Han tegnede omhyggeligt, præcist – men hans hånd gled også langsomt hen over huden. Ikke kun som tatovør, men som mand. Fingrene var varme. Indimellem stoppede han og trak vejret hårdt ind, som om han blev overvældet af synet, af det, vi gjorde. Af hvad han var blevet en del af.
“Det her,” sagde han pludselig og lagde maskinen fra sig. “Det er det vildeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg… elsker det.”
Jeg tog hans hånd og førte den op til min mund, kyssede hans fingre.
“Det er fordi du tør. Fordi du endelig giver dig hen. Og fordi du har magiske fingre.”
Og da han lænede sig ind og kyssede mig – nøgen, stolt, stadig med blæk på hænderne – mærkede jeg, at han ikke længere flygtede. Han var i det. Fuldt og helt.
Leo var ikke længere bare min tatovør. Ikke længere bare den lidt forvirrede, maskuline mand med blæk på hænderne og tvivl i hjertet. Han var min nu. Mit værk. Min virkelighed.
Han så på mig den aften med en varme, jeg ikke før havde set i hans øjne – ikke den sultne, jagende lyst, men noget dybere. Forelskelse. Overgivelse. Han var klar. Ikke bare til at være med, men til at blive.
“Jeg tænker på dig hele tiden,” sagde han. “Når jeg vågner. Når jeg tegner. Når jeg er alene. Jeg har aldrig følt det her før – ikke engang med kvinder. Det… føles så ægte.”
“Det er det også,” sagde jeg. “Du er også blevet en del af mit liv. Og nu skal du fuldende det.”
Han rynkede brynene, nysgerrig.
“Hvordan?”
Jeg rejste mig og stillede mig foran ham. Nøgen. Åben. Klar.
“Du skal gøre det færdigt,” sagde jeg. “Hele værket. Det sidste stykke. Mens du er oppe i mig.”
Hans øjne blev mørke, et gisp forlod hans læber – af begær, af chok, af noget, der føltes forbudt og uendeligt rigtigt.
“Det… det er sindssygt.”
“Ja,” sagde jeg med et smil. “Og det er det smukkeste, du nogensinde kommer til at gøre.”
Han knælede. Lagde hænderne på mine hofter. Hans krop var tung, hård, varm mod min. Jeg mærkede ham glide op i mig – langsomt, dybt. Hans store pik gled langsomt på plads. Begge stødte vi et åndedrag ud, da han var helt inde. Værket var næsten færdigt. Linjerne strakte sig nu helt ned, og kun det sidste stykke – det mest intime, det mest sårbare – manglede.
Han løftede maskinen med den ene hånd, mens han holdt fast om min krop med den anden. Og så begyndte han.
Blækket summede, mens han bevægede sig i mig. Hver bevægelse – rytmisk, rå, ægte – blandede sig med de sorte streger, han lagde på min hud. Hans åndedræt blev tungere, han stønnede, dirrede. Han elskede mig og tegnede mig færdig på samme tid. Kærlighed og kunst i én og samme strøm.
Da han kom, kom jeg også – i samme øjeblik. Hans krop rystede over mig, maskinen faldt på gulvet, og vi sank sammen – forenede, mærkede, mærkede.
Han hviskede i mit øre:
“Jeg er din. Helt og fuldt. Du er mit hjem nu.”
Og jeg vidste, at værket var færdigt. Ikke bare på min krop – men også i ham.
Jeg havde troet, at værket ville slutte dér – at det sidste blæk ville være enden. Men jeg tog fejl.
Leo havde ikke bare tatoveret mit ydre. Han havde mærket, at kunst ikke kun lever på huden – den skal mærkes. Dybt. Og det gjorde han. Med sin krop. Med sin styrke. Med den ‘nål’, han bar mellem benene – sit begær, sit behov, sin mandighed. Den måde, han trængte ind i mig på, var ikke længere kun sex. Det var en videreførelse af værket. En dybere linje. En tatovering under huden, i mørket, i varmen.
Han brugte sin ‘nål’ med al sin kraft og præcision. Jeg mærkede hvert stød som en tykkere streg. Hver bevægelse åbnede mig – gjorde mig sårbar og stærk på samme tid. Det gjorde ondt. Og det var smukt. For smerte er ikke kun ødelæggelse – det er også forvandling.
“Jeg elsker, hvordan du tager imod mig,” stønnede han mod min hals, mens han tog mig bagfra, hårdt, rytmisk, som om han ville forme mig om med sin pik.
“Det er fordi jeg elsker dig,” hviskede jeg. “Hver dråbe. Også dine dyreste.”
Og da han kom – da jeg mærkede ham fylde mig op med sin varme, vilde sperm – vidste jeg, at det var det, jeg havde længtes efter hele livet. Ikke bare blækket. Ikke bare kroppen. Men det her: at være elsket så voldsomt, så ærligt, at intet kunne skjules. Ikke hans sperm. Ikke min hengivelse. Ikke vores kærlighed.
Han blev liggende i mig, lænet ind over min ryg, åndedrættet tungt.
“Jeg forstår nu,” sagde han hæst. “Jeg forstår, hvad det vil sige at være din. At være en del af noget større.”
“Du er ikke bare en del af det, Leo,” sagde jeg stille. “Du er det.”
Tiden gik. Ikke som et øjeblik, men som et evigt øjeblik. Vi var blevet én, og den grænse, der engang havde været mellem os – tatovør og kunde, mand og mand – var nu udslettet. Vi var ikke længere defineret af etiketter. Vi var kun det, vi skabte sammen.
Leo og jeg begyndte at arbejde på vores egen kunst. Det var ikke længere kun hans blæk, der skulle fylde min hud. Det var vores liv, der skulle udfylde lærrederne, væggene, værelset – og hver en del af vores kroppe. Vi fandt et fælles atelier. Vægge, der var blevet renset for alle de ubehagelige stempler og forventninger, der havde været før. Det var vores sted, vores rum, og hver eneste dag var en forvandling.
Vi malede hinanden. Ikke bare med pensler og maling, men med hud og lys, med lyster og begær. Leo begyndte at bruge sine hænder mere end sine kunstneriske værktøjer. Han fandt nydelse i at forme mig, at lade sin krop fylde min, som han havde gjort første gang i det lille, svedige studio. Og jeg gjorde det samme. Jeg fyldte ham med det, jeg havde i mig. Kærlighed, smerte, begær – de dyreste dråber, vi kunne give hinanden.
Men det var ikke kun i vores fysiske møder, vi opdagede hinanden. Det var i vores samtaler om kunst, om frihed, om hvad det virkelig betød at være levende. Leo var ikke længere usikker på sin seksualitet – han havde fundet hjem i mig, i vores fælles væren. Jeg hjalp ham med at forstå, at det ikke var nødvendigt at skjule noget af sig selv. At det ikke kun var hans maskulinitet, der var stærk – men hans vilje til at være sårbar og åben, både som mand og som kunstner.
Vores værk voksede. Ikke kun på min krop, men i verden omkring os. Vi udstillede, vi delte vores historie. Og gennem det begyndte vi at forandre ikke kun os selv, men også dem, der så på os. For vi var ægte. Vi var de første, der turde vise noget så rent og vildt. Vores kærlighed var ikke en skam – det var kunst. Og kunsten er aldrig skamfuld.
Der var stadig udfordringer. Der var stadig de, der ikke forstod, hvad vi lavede. Men for os var det ikke vigtigt. Det var os – Leo og mig. Det var vores liv, vores rejse, vores værk.
Jeg havde nået mit mål – ikke ved at forandre Leo, men ved at lade ham forvandle mig. Og sammen skabte vi noget, ingen andre kunne forstå, men som kun vi kunne leve.
For kærlighed, når den er ægte, er også kunst. Og vi havde lavet det perfekte mesterværk.
“Livslinjen” - tatoveringens komposition
Øverste del – skuldrene og ned over brystet:
Designet begynder som en solopgang over hjertet – fine, bløde linjer i gyldne og varme nuancer. Her finder man symboler på opvågning og selvopdagelse: et åbent øje i midten af brystet, omgivet af abstrakte, maskuline silhuetter, der smelter sammen og brydes op igen. Små fugle flyver ud fra ribbenene – frihed, længsel, mod.
Midtersektion – maven:
Her bliver linjerne mere intense, næsten som pulserende årer. En række mandlige figurer – ikke direkte afbildet, men antydet med skygger, hænder, læber, hofter – væves ind i en dans, der bevæger sig nedad. Hver bevægelse symboliserer begær og tilknytning. Farverne bliver dybere, fra varme nuancer til mørkere rød, blækblå og sort – som længsler, der går i kød og sjæl.
Mellem navle og skridt:
En bred, snoet linje – som en slange eller en strøm af energi – bevæger sig gennem det hele. Den gløder let, og inde i den skimtes en stiliseret hånd, en åben mund, og et hjerte omgivet af ild. Det er her, identiteten bliver kropslig. Det er her, kunsten bliver begær. Det er her, Leo har tegnet med både nål og nærvær.
Nederste del – over skridtet:
En mandlig figur – halvt abstrakt, halvt virkelighedstro – sidder knælende med hovedet lænet mod en andens mave. Omkring dem: blomster i opbrud, stjerner der falder, og små dryp af guld, som hvisker: intet er mere helligt end det, vi giver hinanden. Det afsluttende symbol er et sammenflettet hjerte og anker – kærlighed og ro. Tatoveringen slutter i skygger, som for at sige: historien fortsætter.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980