Den rejsende - En aften ved vandet
Jeg glider ind på parkeringspladsen ved hotellet i København, Bentleyens motor summer næsten lydløst, mens regnen lægger sig i fine dråber på ruden, og lyset fra havnefronten glimter i kromkanterne som små, flygtige stjerner. Det er en af de aftener, hvor verden er en scene, jeg kan træde ind på og forlade, når det passer mig. Jeg har tilbragt ugen i Tokyo, derefter New York – møder med bestyrelser, aftener med kunder, og en endeløs række af håndtryk, der smelter sammen i en strøm af accenter og jetlag. Jeg er virksomhedens ambassadør, en mand, der krydser kontinenter og får folk til at sige ja til ting, de ikke vidste, de ønskede. Lønnen er absurd – mere, end jeg nogensinde kunne brænde igennem, men jeg er god til det her. Dette er min kunstform. I morgen er det Oslo, men i nat er jeg her, i et mellemrum, hvor jeg kan vælge at kalde det ferie eller bare en pause, alt sammen på firmaets regning.
Jeg tjekker ind, får nøglekortet til en suite på tiende etage, og står et øjeblik i lobbyen med min håndbagage – en slank, sort lædertaske fra Gucci – hængende over skulderen. En piccolo tilbyder at tage den, men jeg vinker ham væk med et smil, der siger »jeg klarer mig«. Jeg kunne gå op, lade det varme vand fra regnskovsbruseren skylle dagens flyvetid væk, men der er en rastløshed i mig, en sult, der banker i brystet. Jeg ser mod baren – en lille oase af dæmpet lys, hvor en jazzmelodi slynger sig ud fra højtalere, og stemmerne fra gæsterne flyder sammen i en blød, pulserende rytme. Jeg sætter tasken fra mig ved receptionen, beder dem passe på den, og går derind, skridtene sikre mod marmorgulvet.
Jeg læner mig mod bardisken, bestiller en Lagavulin 16, neat, og lader blikket feje over rummet, mens bartenderen skænker op med en hånd, der har gjort det tusind gange. Først ser jeg hende ved baren – en kvinde i trediverne, klædt i en rød kjole, der klamrer sig til hendes kurver som en åben dør. Hendes læber er malede, øjnene sultne: »Tag mig.« For let, for åbenlyst. Jeg nikker høfligt og ser væk. Ved et hjørnebord sidder to unge piger, måske lige fyldt tyve, med rejsetasker og paraplydrinks. Turister, fnisende og lette i hovedet. De vinker, men det er som at skyde fisk i en tønde – ingen modstand. Jeg smiler flygtigt og vender mig.
Så ser jeg hende. Hun står ved vinduet, med en gin og tonic i hånden og en tablet lænet mod bordkanten, hvor en kalender lyser svagt op – i morgen er pakket, en mur af møder. Hun er ikke på vej hjem, har været væk for længe. Hun har en kort, sort nederdel, der sidder som støbt om hofterne, og en hvid silkeskjorte, hvor en knap mangler, så kanten af en sort blonde-bh blinker frem som en stille provokation. Hendes selvsiddende strømper glimter i lyset, og de høje hæle – røde såler – står plantet mod gulvet med en selvsikkerhed, der næsten udfordrer tyngdekraften. Hendes hår falder i bløde bølger ned ad ryggen, og hun sukker, en lyd så lav, at den næsten drukner i barens summen.
Hun er en højtflyver, en, der styrer rum fyldt med mænd som mig – stærk, kontrolleret, en kvinde, der ved, hvad hun vil, og hvem hun vil have det fra. Hendes venstre hånd bevæger sig, og jeg ser ringen – et tyndt guldbånd, der glimter i lyset. Gift. Men der er en sprække i hende, en træthed, en sult, der gør hende farlig – en dans, hvor kontrollen kan tippe begge veje. De andre var for nemme; hende her kan jeg brænde mig på. Én fejl, og hun afviser mig fladt eller vender det hele og dominerer mig. Det er det, der tænder mig – og ringen gør det endnu bedre, en lille, forbudt detalje, der lover flere minder end hvad en nat kan opfylde. Jeg møder hendes blik over kanten af mit glas, og hun løfter et øjenbryn, et skarpt, selvsikkert smil på læberne. Jeg smiler tilbage, et lille, skarpt smil, der siger »jeg ser dig«.
Jeg går hen mod hende, skridtene rolige, lader glasset hvile i hånden. »Flot udsigt,« siger jeg, stemmen lav og varm, og nikker mod vandet, hvor dokkernes lys glimter i regnen. Hun kigger op, møder mit blik, og der er en pause, før hun smiler – et smil, der ikke giver noget væk. »Jeg har set bedre,« siger hun, hæs og selvsikker. Jeg griner, sætter mig uden at spørge, trækker stolen tættere på. »Dine skuldre, og måden du drejer din venstre hofte væk,« siger jeg og tager en slurk af whiskyen, lader den brænde mod tungen, »det er ikke en krop, der har fri. Endnu en arbejdsdag venter i morgen?«
Hun læner sig tilbage, krydser armene så skjorten strammer, og ser på mig med et blik, der kunne skære stål. »Og du ser ud som en, der tror, han kan læse folk som en åben bog,« svarer hun, men der er en gnist i hendes øjne, en udfordring. »Måske kan jeg,« siger jeg og læner mig frem, lader albuen hvile på bordet og mit blik låse sig i hendes. »Jeg hedder Martin. Jeg er her, fordi jeg kan være det. Og du?« Hun tøver, tager en slurk af sin drink, lader isterningerne rasle. »Sara,« siger hun til sidst. »Jeg er her, fordi jeg ikke kunne blive hjemme. Men jeg tager ikke imod tilbud fra fremmede, der tror, de har mig i lommen.«
Jeg smiler bredere, læner mig tilbage. »Jeg vil ikke putte dig i nogen lomme,« siger jeg og nikker mod hendes glas. »Men du ser ud som en, der kunne bruge noget stærkere til at tage brodden af dagen.« Hun fnyser, men der er et lille smil i mundvigen. »Og du har svaret, formoder jeg?« Jeg løfter mit glas, lader det fange lyset. »Jeg har en suite ovenpå og en flaske, der er bedre end det her. Hvis du tør.«
Hun ser på mig, længe, og jeg kan mærke hendes vurdering – en dans, hvor én fejl, og jeg er ude. »Glem det,« siger hun til sidst, men i hendes øjne, dybe og mørke, glimter et andet svar – en sult, en tøven, der modsiger hendes afvisning, som om hun allerede ser sig selv følge mig. Jeg trækker et ekstra nøglekort op af lommen, rækker det til hende. »Suite 1004. Vi ses om en halv time,« siger jeg, rejser mig og går mod elevatoren uden at se mig tilbage. Jeg kan mærke hendes blik bore sig ind i min ryg, og jeg ved, det er fifty-fifty – hun kunne lige så nemt smide kortet og gå. Men tanken om hendes mand derhjemme, uvidende og tryg, gør chancen sødere.
Oppe i suiten smider jeg jakken over en lænestol, løsner skjorten og går ind i badeværelset. Regnskovsbruseren rammer mig som en varm mur, dampen fylder rummet, og jeg lader vandet løbe ned ad nakken, mærker dagens støv skylle væk. Jeg tænker på hende – på ringen, på hendes skarpe »Glem det«, på hvordan hendes øjne røbede hende. Én fejl, og hun ville have vendt det hele, fået mig til at tigge.
Men hun er gift, og det gør hende til noget, jeg kan tage, noget forbudt, der brænder varmere end de nemme piger i baren. Jeg træder ud, tørrer mig med et håndklæde, trækker i en ren skjorte og bukser, lader skjorten hænge åben. Klokken tikker mod en halv time, og jeg hælder et glas whisky op, sætter mig i sofaen og venter. Næsten på sekundet – præcis 29 minutter senere – banker det på døren. Jeg smiler, et selvsikkert, djævelsk grin, og rejser mig.
Jeg åbner, og der står hun, nøglekortet i hånden, hendes hår lidt mere løst nu, hendes øjne skarpe og feberagtige. »Jeg kom bare for at aflevere dit kort,« siger hun og rækker det frem, men hendes stemme røber hende – en lille tøven, et knæk. Jeg tager kortet, smider det på bordet og trækker hende ind med en hånd om hendes talje, smækker døren bag os. Hun ånder skarpt ind, og jeg presser hende op mod døren, lader mine læber finde hendes, hårdt og sultent.
Hun modstår et sekund, hænderne mod mit bryst, men jeg griber hendes håndled, holder dem fast og trækker mig tilbage, ser hende i øjnene – de er mørke, tågede af lyst, og de fortæller mig alt, hvad hendes mund ikke vil. »Vi ved begge, du trænger til det her,« siger jeg, stemmen mørk som nat. »Det er derfor, du står her.«
Hun fnyser, men hendes kinder blusser, og hendes blik flakker. »Du er ret sikker på dig selv,« mumler hun, hendes modstand tynd som papir. Jeg løfter hende op, hænderne under hendes lår, og hun vikler benene om mig, hendes hæle graver ind i mine hofter som små dolke. »Du har ingen anelse,« siger jeg mod hendes øre, og hun gisper svagt, »Måske har jeg.« Jeg bærer hende til sengen, smider hende ned på det hvide lagen, og hun lander med et lille gisp, hendes hår spredt ud som en mørk sky mod puden.
Jeg træder tilbage, løsner mit bælte med rolige bevægelser, lader bukserne falde, og hun sætter sig op, hendes øjne – brændende, næsten vilde – låser sig på mig. »Du får ikke det hele serveret,« siger hun, stemmen ryster, og jeg smiler, træder tættere på, griber hendes ankler og trækker hende mod kanten med et ryk. »Jeg tager, hvad jeg vil,« siger jeg, og hun fnyser, »Prøv bare.«
Jeg river hendes nederdel op om livet, og der er ingen trusser – hendes fisse ligger åben, glinsende, allerede våd, som en invitation, hun ikke kan nægte. »Mmh, ingen trusser?« siger jeg, stemmen lav og spottende. »Hvad ville han sige, hvis han så dig nu, drivvåd for en fremmed?« Hun bider sig i læben, hendes øjne – feberhede, sultne – møder mine. »Han ser mig aldrig sådan her,« mumler hun, hæs og trodsig, og jeg griner, mørkt. »Så får jeg dig først.« Jeg lader mine hænder glide op ad hendes lår, mærker varmen fra hendes hud og kanten af strømperne, der bider mod mine fingre, og river hendes skjorte op, knapperne springer som små projektiler, afslører hendes bryster – fyldige, fanget i sort blonde, vorterne stritter gennem stoffet, hårde og røde som modne bær.
Jeg bøjer mig ned, bider i hendes kraveben, lader tænderne synke ind, trækker en tynd, rød streg over hendes hud – et mærke, der vil sidde der i dage, umuligt at forklare væk. Hun stønner, en rå, næsten dyrisk lyd, der rammer mig som et slag i maven. Jeg griber fat i hendes bh, river den ned, så hendes bryster springer fri, og tager en vorte i munden, sutter hårdt, bider blødt, mens min hånd klemmer den anden, mærker dens vægt og varme mod min håndflade. »Du kan lide det, hva’?« siger jeg mod hendes hud, og hun gisper, hendes negle graver ind i mine skuldre, efterlader små, røde halvmåner, der vil skinne mod min hud i morgen. »Hold kæft og fortsæt,« mumler hun, stemmen ru og sulten.
Lugten af hendes parfume, dyr og overvældende, blander sig med sveden, der perler på hendes hals, hendes åndedræt skarpt og uregelmæssigt som en storm, der bygger sig op. Hun er en andens, men i nat er hun min, og tanken om manden derhjemme, der ikke aner, hvad hun lader mig gøre, brænder i mig som whisky i maven.
Jeg presser hendes lår fra hinanden, sænker mig ned mellem dem og lader min tunge glide over hendes fisse, smager hendes varme, salt og sød, en smag, der brænder sig fast på tungen og sender en sitren gennem mig. »Du er allerede drivvåd,« siger jeg, stemmen mørk, »har han nogensinde fået dig sådan her?« Hun gisper højt, hendes hænder griber fat i mit hår, trækker hårdt, som om hun vil rive mig væk. »Bare gør det,« hvisker hun, næsten vred. Jeg holder hendes hofter nede med et jerngreb, lader tungen bore sig ind i hende, langsomt først, dybt, så hurtigere, cirkler om hendes klit med små, hårde stød. Hendes lår spænder, hendes negle graver røde striber i min hovedbund, og jeg kan mærke hendes safter, varme og klistrede, løbe ned ad mit hage, dryppe mod mit bryst – spor, der ville afsløre hende, hvis nogen så hende nu.
Jeg suger hårdere, lader tænderne strejfe hendes klit, og hun vrider sig under mig, hendes ryg bøjer sig som en bue, hendes bryster hæver sig i takt med hendes desperate åndedræt. »Fuck,« hvisker hun, og jeg smiler mod hendes hud. »Sig det igen,« siger jeg, presser tungen fladt mod hende, mærker hendes puls under mig. »Fuck dig,« stønner hun, og jeg lader en hånd glide op, klemmer hendes bryst, ruller vorten mellem fingrene, mens min tunge arbejder hende op, hurtigere, hårdere, indtil hun eksploderer – hendes fisse trækker sig sammen i hårde, pulserende bølger, hendes safter sprøjter mod min mund, varme og voldsomme, mens hendes skrig skærer gennem rummet som knust glas, højt og råt. »Åh gud, ja!« råber hun, hendes lår ryster ukontrollabelt mod mine skuldre, hendes øjne ruller tilbage, tårede og feberhede, hendes krop en bølge af spasmer, der næsten vælter mig.
Jeg rejser mig langsomt, tørrer munden med bagsiden af hånden, smagen af hende stadig på mine læber, og trækker hende op på knæ, vender hende om, så hun griber fat i sengegærdet, hendes røv stritter i vejret, stadig i de høje hæle, der klikker mod gulvet som små udfordringer. »Du er ikke færdig,« siger jeg, og hun fnyser, hendes hår falder ned over skuldrene som en mørk flod. »Tror du, du kan styre mig?« siger hun, stemmen hæs og udfordrende.
»Jeg ved, jeg kan,« svarer jeg, »tror du, han nogensinde har kneppet dig sådan her?« Hun gisper svagt, intet svar. Jeg griber fat i hendes hofter, lader hænderne glide over hendes røv, klemmer hårdt, efterlader røde aftryk, før jeg presser mig ind i hendes fisse med et dybt, hårdt stød. Hun skriger svagt, hendes varme klemmer om mig som en knytnæve, drivvåd og sulten, og jeg mærker hende stramme omkring mig, hver muskel i hende vibrerer af modstand og lyst. »For helvede, Martin,« gisper hun, og jeg griner, mørkt.
»Sig mit navn igen.« Jeg griber fat i hendes hår, trækker hendes hoved tilbage, og hun gisper højere, hendes ryg bøjer sig i en perfekt kurve, hendes bryster svinger frit, vorterne hårde og røde mod den blege hud. »Martin, dit svin,« stønner hun, og jeg lader en hånd glide frem, klemmer hendes bryst, ruller vorten mellem fingrene, mens jeg tager hende hårdt, rytmisk, dybere for hvert stød, mærker hendes fisse ånde om mig, pulserende og våd. Lyden af vores kroppe, der mødes, er våd og brutal – et klask af hud mod hud, der ekkoer i rummet – og sveden løber ned ad hendes ryg i tynde striber, glimter i det svage lys fra lampen som små floder.
Hendes støn bliver til små, desperate lyde, der fylder luften, og hun presser sig mod mig, hendes hofter møder mine i en sulten dans. Jeg slår hendes røv, hårdt, lyden skarp som et piskesmæld, og hendes hud blusser rødt under min hånd, striberne vokser – mærker, der vil sidde der i dage, umulige at skjule under en kjole derhjemme. »Lad være med det,« klynker hun, men hendes hofter siger noget andet. »Du lyver,« siger jeg, slår igen, og hun kommer, hendes fisse klemmer om mig som en bølge, hendes safter løber ned ad hendes lår, hendes skrig hæst og vildt. »Ja, fuck, ja!« råber hun, hendes øjne ruller tilbage i ekstase, hendes krop ryster under mig, hendes bryster svinger vildt, hendes negle graver ind i sengegærdet, efterlader små mærker i træet. Jeg tænker på ham, der venter derude, og hvordan han aldrig vil gætte, hvad hun lader mig gøre, og det driver mig hårdere.
Hun vrider sig fri med en pludselig styrke, skubber mig ned på ryggen og sætter sig overskrævs, hendes negle graver røde streger ned ad mit bryst, efterlader brændende spor, der svider mod min hud – spor, jeg vil bære som trofæer i morgen. »Min tur,« siger hun, stemmen ru og triumferende, og hendes hår falder ned i ansigtet som en mørk gardin, mens hun tager mig ind i sig igen, sænker sig langsomt først, lader mig mærke hver centimeter af hendes varme, før hun rider mig med en vildskab, der næsten tager luften fra mig. »Du kan ikke følge med,« hvisker hun, og jeg griber fat i hendes bryster, klemmer hårdt.
»Gør han det her bedre?« spørger jeg, trækker i hendes vorter, indtil hun kaster hovedet tilbage, hendes øjne ruller opad i et glimt af hvidt. »Han rører mig knap,« gisper hun, og jeg griner, »Så er det min gevinst.« Hun stønner, en dyb, guttural lyd, der rammer mig i maven, sætter tempoet op, hendes hofter smælder mod mine, hendes safter drypper ned ad mig, varme og klistrede, mens hendes negle river dybere, hendes åndedræt bliver til små skrig, skarpe og desperate som knive i luften. Hendes fisse klemmer om mig, pulserende og våd, og jeg lader en hånd glide ned, finder hendes klit, gnider den i hårde, hurtige cirkler, og hun eksploderer – hendes fisse trækker sig sammen i voldsomme spasmer, hendes safter sprøjter mod mit underliv, hendes skrig bliver til et råb, hæst og brudt.
»Åh gud, jeg kan ikke stoppe!« skriger hun, mens hendes krop ryster oven på mig, hendes bryster svinger vildt, hendes øjne tågede og feberhede, fanget i en bølge af nydelse, der næsten knækker hende, hendes hud glinser af sved som en våd, levende lærred. Jeg tænker på manden, der venter et sted derude, uvidende om, hvordan hun skriger under en fremmed, og det gør hendes overgivelse endnu mere tilfredsstillende.
Jeg griber fat i hendes hofter, vælter hende om på maven og løfter hendes røv op igen. »Ikke så hurtigt,« siger jeg, stemmen ru som grus, »har han nogensinde mærket dig sådan her?« Hun klynker, »Du er sindssyg,« og jeg presser mig ind i hendes fisse, dybt og brutalt, mærker hendes varme omslutte mig som en storm. »For meget!« gisper hun, hendes stemme knækker, »han gør det aldrig.« Jeg tager hende hårdt, hver bevægelse et vådt, hårdt klask, der fylder rummet med lyd. Hendes røv ryster under mine hænder, og jeg slår den, hårdt, efterlader røde striber – aftryk, der vil vare, synlige beviser på hendes svigt.
Hun gisper, hendes hud blusser op som en flamme. »Sig, du vil have det,« siger jeg, og hun hulker, »Jeg vil have det, fuck, jeg vil!« Jeg griber fat i hendes bryster, klemmer dem hårdt, mærker hendes vorter mod mine håndflader, trækker i dem, mens jeg banker mig ind i hende, dybere, hårdere, mærker hendes fisse pulsere, hendes safter løbe ned ad hendes lår i tynde, varme strømme. Hendes øjne ånder, tårede og lukkede, tårer løber ned ad hendes kinder, og jeg lader en hånd glide ned, gnider hendes klit, først langsomt, så hurtigere, indtil hun kommer igen, hendes fisse trækker sig sammen i en voldsom bølge, hendes safter sprøjter mod mig, hendes skrig bliver til et brudt hulk. »Martin, ja!« råber hun, hendes krop spænder og knækker under mig, hendes bryster presser mod lagnet, hendes røv bærer mine mærker som et kort over hendes overgivelse.
Jeg trækker mig ud, vender hende om på ryggen, løfter hendes ben over mine skuldre og presser mig ind i hendes fisse igen, dybt og brutalt, mærker hendes varme omslutte mig som en bølge. »Du er min nu,« siger jeg, »ikke hans, ikk’ i nat.« Hun skriger, »Åh gud, ja!« Hendes negle river ned ad mine arme, efterlader blodige spor, der svider mod min hud, og jeg tager hende hårdt, hver bevægelse et vådt, hårdt klask, der ekkoer i rummet. Hendes lår ryster mod mine skuldre, hendes bryster hopper vildt, vorterne røde og opsvulmede, og jeg griber fat i dem, klemmer hårdt, trækker i dem, mens jeg banker mig ind i hende, dybere, hårdere, mærker hendes fisse klemme om mig i takt med hendes desperate åndedræt. »Sig det igen,« siger jeg, og hun gisper,
»Jeg er din, fuck, jeg er din!« Jeg lader en hånd glide ned, gnider hendes klit, og hun kommer igen, hendes fisse trækker sig sammen i voldsomme spasmer, hendes safter sprøjter mod mit underliv, varme og voldsomme, hendes skrig bliver til et »Åh gud, Martin!« der knækker i luften, hendes øjne ruller tilbage, tårede og feberhede, mens hendes krop spænder som en bue under mig, hendes bryster hæver sig som bølger, hendes lår bærer røde aftryk fra mit greb – små hemmeligheder, der vil skrige til hendes mand næste gang han rører hende. Hun er hans på papiret, men her, mærket og knækket, er hun min, og det gør hvert stød til en sejr.
Hendes hud brænder under mine hænder, hendes bryster svinger med hvert stød, hendes fisse drypper mod lagnet, en varm, klistret strøm, der pletter det hvide stof. Jeg lader en hånd glide ned, gnider hendes klit i hårde, hurtige cirkler, og hun eksploderer igen – hendes fisse trækker sig sammen i voldsomme spasmer, hendes safter sprøjter mod min hånd, hendes skrig bliver til et halvkvalt råb, »Jeg kan ikke mere!« Hendes krop ryster voldsomt, sveden løber i strømme ned ad hendes bryster, der hæver sig som bølger, hendes øjne ruller tilbage, fanget i en bølge af nydelse, der næsten knækker hendes ryg i to.
Jeg trækker mig ud, vender hende om på knæ mod sengegærdet igen, hendes røv stritter i vejret, stadig i de høje hæle, der klikker mod gulvet. »Du er ikke færdig endnu,« siger jeg, stemmen ru og mørk, »det her får du ikke derhjemme, vel?« Jeg spytter på hendes røv, lader to fingre glide ind i hendes stramme hul, mærker modstanden, mens hun protesterer, »Nej, ikke der.« Jeg ignorerer det, tilføjer en tredje finger, strækker hende langsomt, arbejder hende op, mens hun jamrer,
»Du vinder, okay?« Hendes krop spænder i smerte og nydelse, hendes øjne tårede, men sultne, når de møder mine i spejlet på væggen. »Aldrig,« hulker hun, »han tør ikke.« Jeg lader fingrene glide ind og ud, mærker hendes varme lukke sig om dem, og spytter igen, gør hende klar, før jeg presser mit pikhoved mod hendes røv, bryder kransen med et langsomt, kontrolleret stød. Hun skriger, højt og skarpt, »For helvede, Martin!« Hendes hænder knuger sengegærdet så hårdt, at knoerne bliver hvide, og jeg mærker hende stramme om mig, en varme og tæthed, der næsten er uudholdelig. Jeg begynder at ride hende, først langsomt, lader hende mærke hver bevægelse, hver tomme af mig, før jeg sætter tempoet op, tager hende hårdere, dybere, mærker hendes røv klemme om mig som et jerngreb. Jeg slår hendes balder, hårdt og rytmisk, lyden fylder rummet som piskesmæld, og hendes hud blusser rødt, striberne vokser til et netværk af mærker – et kort over hendes fald, der vil blinke under lyset, når hun står nøgen derhjemme.
»Sig, du elsker det,« siger jeg, og hun hulker, »Jeg elsker det, fuck, jeg elsker at have din pik op i min røv!« Jeg griber fat i hendes hår, trækker hendes hoved tilbage, og hun gisper, hendes bryster hænger tungt, svinger med hvert stød, og jeg lader en hånd glide frem, klemmer hendes vorte, ruller den mellem fingrene, mens jeg banker mig ind i hende. Hun presser sig mod mig, hendes hofter møder mine i en desperat rytme, og jeg mærker hendes røv pulsere, hendes krop ryster under mig, hendes øjne ruller tilbage.
Jeg lader en hånd glide ned, gnider hendes klit i hårde, hurtige cirkler, og hun eksploderer – hendes skrig bliver til et halvkvalt råb, »Ja, ja, ja!« Hendes fisse drypper mod lagnet, selv uden mig i den, hendes safter løber ned ad hendes lår, mens sveden strømmer ned ad hendes ryg som en flod, hendes krop spænder og knækker, hendes bryster presser mod sengegærdet. Jeg mærker hendes røv klemme om mig, en tæthed, der næsten knækker mig, og det sender mig over kanten – jeg brøler, sprøjter dybt i hende, varme bølger fylder hendes røv, og jeg trækker mig ud, lader det sidste ramme hendes røde, stribede balder, dryppe ned ad hendes lår som et mærke. Hun er mærket nu, indefra og ud, og tanken om, at hun tager mine aftryk med hjem til en seng, der ikke er min, rammer mig som en bølge af mørk tilfredsstillelse.
Jeg lader hende falde ned på sengen, åndeløs og knækket, og sætter mig ved siden af, tager en slurk whisky fra bordet, mærker brændet i halsen som en sejr. Hun vender sig om, hendes hår klistrer til panden, hendes brystkasse hæver sig hurtigt, hendes bryster røde fra mine hænder, hendes fisse glinsende og åben, hendes røv et netværk af røde striber, hendes øjne slørede af tårer og udmattelse. Hun rækker ud efter sin skjorte, begynder at trække den på med hænder, der ryster som blade i vinden. Jeg læner mig tilbage, ser på hende og smiler, et mørkt, selvsikkert smil. »Hvor skal du hen?« siger jeg, stemmen lav og ru.
»Du er min resten af natten. Når jeg er færdig med dig, kommer det til at gøre ondt at sidde, gå eller stå i morgen, uden at tænke på mig – og din mand vil se striberne på din røv og vide, hvad du har ladet mig gøre.« Hun fryser, ser på mig med et blik, der er halvt trods, halvt udmattelse, hendes øjne stadig mørke, men nu slørede af noget nyt – skam, måske, eller tilfredshed. »Du er et svin,« mumler hun, men hendes stemme er svag, næsten kærlig. Jeg griner, en hæs, brudt lyd. »Og du elskede hvert sekund.«
Hun lader skjorten falde, lægger sig tilbage på sengen, hendes krop stadig varm mod min. »Lad ham gætte,« siger hun, og jeg rækker ud, trækker hende ind til mig, mens regnen banker mod vinduet. I morgen rejser jeg videre, og hun vender tilbage til sit liv – til en mand, der venter et sted derude, uvidende om de mærker, jeg har sat på hende. Men i nat er hun her, og jeg slipper hende ikke.
Erotiske noveller skrevet af ChildofMalkavHistorien er rettet af ChildofMalkav