Adam lå dybt begravet i sin sovepose. Hans blik var rettet mod teltets loft. Hans arme hvilede mod soveposens stof, mens lydene fra skoven udenfor trængte ind. Udenfor snakkede Sabrina og Maria sammen, og deres stemmer var højere og mere tydelige, end de nok selv havde regnet med.
"Selvfølgelig deler jeg ikke telt med ham."
Maria kiggede på hende og svarede, "Seriøst, Sabber, hvorfor ikke?"
"Laver du sjov? Jeg troede, det var dig, mig, Friks, Emma, ham og Simon?"
"Oh my, god, hvorfor flipper du ud? Er du sur eller hvad?"
"Øh, ja! Det burde være rimelig fucking åbenlyst. Jeg ville ikke være kommet, hvis jeg vidste, at jeg skulle dele telt med min eks. Det var allerede mega akavet, da vi spiste skumfiduser sammen, og nu skal jeg sove i samme telt som ham? Kan du ikke se, hvor weird det er?"
Maria prøvede at berolige hende, "Men seriøst, Sabs, jeg deler jo telt med Simon. Det er jo ligesom derfor, at vi overhovedet er ude i den her lorteskov! Du sagde, du ville hjælpe mig med at score ham!"
Efter Frederikke og Emma var sprunget fra i sidste øjeblik, stod de tilbage som de sidste fire.
"Okay, whatever," sukkede Sabrina og gnubbede sine trætte øjne. "Hyg dig med Simon, så. Måske sover jeg bare herude. Hvis jeg er heldig, bliver jeg spist af en bjørn."
Adam betragtede sin ekskærestes silhuet gennem teltdugen. Månelyset oplyste svagt hendes figur. Hun knælede ned ved lynlåsen og åbnede langsomt teltdøren. Hendes bevægelser var overdrevet teatralske, som om hun var i gang med at udspille en scene. Hun kravlede ind i teltet og lukkede lynlåsen bag sig, som om han ikke eksisterede.
Adam sagde ingenting. Han var vant til hendes dramatiske optræden. Han fulgte hende blot med øjnene, mens han ventede tålmodigt på, at hun afsluttede sit lille skuespil.
Til sidst vendte hun sig dramatisk mod ham. Hendes fyldige chokoladekrøller var forsøgt gemt væk under en beige GANNI-bøllehat. Hun bar en løs tanktop, der afslørede kanten af en Nike sports-bh, og et par Nike ACG-vandreshorts, der ikke så ud til at have været på en længere tur end ud af prøverummet i Magasin. De store vandrestøvler fra North Face sad tungt og klodset på hendes fødder som to cementblokke. Hendes omhyggeligt lagte make-up, komplet med highlighter og fejlfri bryn, fik hende nærmere til at ligne en influencer i et Instagram-opslag end en pige på campingtur i skoven.
Hun så ham hårdt i øjnene. "Vidste du, at det her ville ske?"
"Hvad?" sukkede Adam.
"At vi ville ende med at dele et telt?"
"Hvad tror du selv?"
Det var snart fire år siden, at de efter en dramatisk gallaaften, hvor de begge var blevet dumpet af deres udkårne, at de havde fundet hinanden. Et hedt skænderi havde ført til et endnu hedere stævnemøde i idrætshallens omklædningsrum, og efter det var de blevet kærester.
Adam havde forandret sig markant, siden de havde afsluttet gymnasiet. På uni havde han anlagt sig et nyt, pænt og velplejet skæg. Træningen var blevet en fast bestanddel af hans rutine, hvilket tydeligt afspejledes i hans veldefinerede krop. Han havde en grå tanktop på og underbukser, fordi han lå i sin sovepose og skulle til at sove.
“Okay,” sukkede Sabrina. “Maria og Simon dater nu, åbenbart, og de vil sevfølgelig dele et telt af… åbenlyse årsager, så… gider du at fjerne dit lort, så jeg kan lægge mig til at sove.”
“Hvad snakker du om?”
“Jeg sover i teltet, og du sover på træstammen udenfor.”
Adam rystede grinende på hovedet. Han var næsten imponeret.
Sabrina sukkede. “Har du ikke engang tænkt dig at forsøge at være gentleman?”
“Jeg er bange for, at det må blive et nej herfra.”
Hun himlede med øjnene. “Ved du hvad? Fint. Hvis du ikke vil sove udenfor, så gør jeg det.”
“Oh, my god, er du for real?” udbrød Adam. “Du dør sgu da af kulde.”
“Ååårrrrh, nej!” jamrede Sabrina halvhjertet og slog hænderne op for sine kinder. “Som om du overhovedet går op i, om jeg dør! Du ville ligge og gnide dig i dine små, fedtede hænder af skadefryd, hvis jeg stillede træskoene.”
“Seriøst, kan du ikke -”
“Tak for din bekymring,” afbrød Sabrina med en overdrevet høflighed. “Men jeg tror, jeg tager chancen.”
Adam trak opgivende på skuldrene. “Fint.”
“Fint.”
Hun samlede sin sovepose og liggeunderlag sammen, inden hun åbnede teltåbningen og forsvandt udenfor igen. “Godnat,” sagde hun vredt, da hun var kommet ud, inden hun lynede døren i.
Adam kunne høre lyden af sin ekskæreste famle rundt udenfor. Hendes tøvende fodtrin i de visne blade indikerede, at hun ikke anede, hvad hun havde gang i.
Sabrina anede ikke, hvad hun havde gang i. Hendes lommelygte lå stadig inde i Adams telt, og tanken om at gå tilbage for at hente den var udelukket - det ville være alt for pinligt. Telefonen, der lå i baglommen på hendes shorts, var død for flrre timer siden. Hendes outfit, som hun ellers havde syntes var perfekt foran spejlet i prøverummet, føltes nu som en total katastrofe. Tanktoppen og de korte shorts gjorde hendes arme og ben til en buffet for myggene, der sværmede om hende som en uendelig hær. Hendes perfekte make-up, der ellers plejede at give hende selvtillid, var blevet en irriterende påmindelse om, hvor lidt hun passede ind i den her forfærdelige skov.
Hun forsøgte at rulle sit liggeunderlag ud over en træstamme men opgav hurtigt. Overfladen var alt for ujævn, og tanken om at vågne med en rygsøjle i tre brud føltes pludselig meget realistisk. I stedet lagde hun det ned på jorden mellem de tørre, visne blade og overbeviste sig selv om, at de nok ville give lidt isolering mod nattens kølighed. Men skuffelsen ramte som et slag i maven, da hun opdagede, at hendes "liggeunderlag" ikke var et liggeunderlag, men bare en yogamåtte, hun havde fundet i Føtex. Den var alt for kort til hendes sovepose og lige så ubrugelig som hendes nyindkøbte vandrestøvler, der allerede gnavede ved anklerne.
Sabrina mærkede tårerne presse sig frem. Hele turen havde været et mareridt fra det øjeblik, de var ankommet. Maria og Simon lå i deres telt på den anden side af bålpladsen og bollede, som om det her var en romantisk getaway og ikke en skov fyldt med myg og ulækre dyr. Det kunne umuligt blive værre. Men så frøs hun. Ud af øjenkrogen så hun et par lysende øjne glimte mellem buskene. Lyden af blade, der blev raslede, skar igennem stilheden. Der var noget derude. Noget, der iagttog hende.
Med rystende hænder begyndte Sabrina at samle sine ting sammen. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet, og hvert lille vindpust fik hende til at spjætte. Hun sank en klump og tvang sig til at bide i det sure æble. Hun måtte sove inde hos Adam. Tanken var som et søm, der borede sig ind i hendes opblæste stolthed, der hastigt tabte luft, men der var ingen vej udenom. Adam var trods alt en… fin fyr… som hun vidste ville holde nallerne for sig selv hele natten, og at hun ikke skulle bekymre sig om, hvorvidt han var et creep eller ej.
Sabrina trak lynlåsen op til teltet og stak hovedet ind, men i sin klodsethed snublede hun over teltdugen. Før hun nåede at genvinde balancen, væltede hun forover og landede med et bump. Et par teltpløkke rykkede sig løs og efterlod teltet i en skæv vinkel, men det opdagede hun slet ikke. Det eneste, hun registrerede, var, at hun nu lå oven på Adam.
"Aargh!" stønnede Adam, da Sabrina landede tungt på ham og plantede sin albue i hans mave. "For helvede, kan du ikke se, hvor du går?"
"Kan du ikke se, hvor du sover?" skød Sabrina surt tilbage. "Hvorfor skal dine ben fylde hele teltet?"
"Seriøst? Nu er det min skyld? Du faldt i teltdugen."
"Ja, og hvis du ikke optog 90% af pladsen herinde, var jeg måske ikke landet på dig."
"Ah, selvfølgelig, det giver mening. Det er min skyld."
"Jeg beklager dybt, at jeg forstyrrede dig midt i din dyrebare skønhedssøvn," svarede hun med falsk højtidelighed og samlede hænderne foran sig som i en teatralsk bøn om tilgivelse.
Teltet var dog ekstremt klaustrofobisk. De sad næsten oven på hinanden, og Adams krop udfyldte ganske rigtigt det meste af enkeltmandsteltet. Selvom hun sad i sin egen side nu, var hun stadig ekstremt tæt på, tættere på end hun havde været, siden de slog op. Han kunne mærke varmen fra hendes krop og dufte den søde, velkendte blanding af hendes sved og dyre parfume i sine næsebor. De sad så tæt, at de sagtens kunne hviske sammen.
“Jeg kom kun tilbage, fordi… det var noget ude i skoven.”
“Oh my god, ja, selvfølgelig er der noget ude i skoven. Det er en skov for helvede.”
“No shit, det er ikke det, jeg mener. Jeg glemte min lommelygte herinde, og jeg tror, noget stak mig – måske et insekt eller noget. Så… kan jeg sove her?”
Hun kiggede på ham med et næsten bedende blik.
Adam trak på skuldrene, og hans blik flakkede kort væk, før han svarede, “I don´t know. Hvad er de magiske ord?”
“Ved du hvad? Glem det. Fuck dig. Jeg vil hellere bygge en lille hytte af grene, hvor jeg kan være alene resten af den her lorte-campingtur, end jeg vil sove herinde sammen med dig.”
Sabrina samlede sine ting sammen for tredje gang og åbnede teltet. Hun trådte ud i den kølige aftenluft og lynede teltåbningen omhyggeligt efter sig. Hun bredte sin yogamåtte og sovepose ud på et leje af nedfaldne blade, glattede dem med hænderne, og gik i gang med at åbne sin taske. Så frøs hun midt i bevægelsen. Lommelygten. Den lå stadig inde i teltet. Hun sukkede dybt og lagde hånden mod panden. Frustrationen voksede i takt med nattens skygger omkring hende.
Adam løftede blikket, da teltåbningen endnu en gang blev lynet op, og Sabrina stak hovedet ind. Var det tredje gang nu? Hendes ansigt bar tydelige spor af træthed, som om aftenen havde tæret på hende. Makeuppen, der sikkert havde virket som en god idé tidligere, var et mareridt nu. Den tørrede mascara sad som mørke klumper på hendes vipper og gav hendes øjne et udmattet, næsten sørgeligt udtryk.
"Jeg glemte min lommelygte," sagde Sabrina. Hendes stemme lød mat, som om hun ikke engang orkede at skjule, hvor dum hun følte sig.
"Du har ikke en lommelygte," svarede Adam uden at se op. "Det snakkede vi om tidligere. Du vidste godt, du skulle have én med, da Simon og Maria gik deres åndssvage aftentur."
"Fint, så lad mig låne din."
"Min? Jeg har kun én."
"Perfekt, så giv mig den."
"Det kommer ikke til at ske."
"Åh, hvor er du barnlig! Hvad skal du overhovedet bruge den til herinde? Vil du lave skyggebilleder på teltdugen eller hvad?"
"Faktisk ja," svarede Adam tørt. "Jeg har arbejdet på min skyggehund."
"Fantastisk. Du kan også lave en lille skyggeorm, hvis du tager din diller frem.”
“Fuck af helvede til.”
“Jeg ville ærligt talt hellere være i helvede end at dele telt med dig,” svarede Sabrina tørt tilbage. Hun tog en dyb indånding. Det her nyttede ikke noget. “Okay, okay. Må jeg, please, be’ om, vær nu sød, med sukker oven på, ikke nok sove herinde?”
Adam drejede hovedet en anelse, skævede til hende med et opgivende blik og trak på skuldrene. "Whatever."
"Du er så evigt sød og generøs," svarede hun sarkastisk, mens hun kravlede ind.
Sabrina kom ind i teltet og bredte sin yogamåtte ud. Kanten nåede næsten over på Adams oppustelige liggeunderlag. Hun foldede sin krøllede, lyserøde sovepose ud ovenpå. Adam, der stadig lå med ryggen til, lyttede til lydene af hendes bevægelser. Stof raslede, da hun begyndte at tage sit tøj af og skiftede til sit nattøj. Han kunne nemt have vendt sig og ladet blikket glide over hendes nøgne krop, men han blev liggende. De var trods alt ikke kærester længere, og selvom han havde set hende nøgen hundredvis af gange før, ville det føles forkert, hvis han kiggede nu. Alligevel trængte minderne sig på - hendes bløde kurver, hendes bryster, og den lille skønhedsplet lige over hendes lyske. Detaljerne sad fast, som om det havde brændt sig ind på nethinden. Måske fordi han ikke havde været sammen med nogen andre siden hende. Tanken lå som en tung skygge over ham, en lille påmindelse om, hvor tomt det hele føltes uden Sabrina, og han hadede sig selv for at dvæle ved det.
Sabrina iførte sig en løs t-shirt og et par tynde pyjamasbukser. Kulden stak som nåle mod hendes hud, og hun kunne ikke fatte, hvorfor nogen fandt det her sjovt. Hele konceptet med at campere virkede som en syg joke. Det vars så typisk Maria, tænkte hun, at lade sig rive med af en eller anden Pinterest-idé eller en romantisk film, uden at tænke over, om det overhovedet var en god idé. Sabrina kunne allerede mærke, hvordan hendes krop protesterede, og tanken om blærebetændelse og forkølelse virkede som en uundgåelig realitet.
"Nyder du showet eller hvad?" spurgte hun skarpt, efter hun havde fået nattøjet på. Hun drejede sig mod Adam, men opdagede, at han ikke engang så på hende. Han lå med ryggen til, uanfægtet. "Glem det," mumlede hun og slog opgivende ud med hånden. "Bare fordi vi deler telt, betyder det ikke, at vi behøver at snakke sammen." Hendes stemme var hård, men der lå en snert af noget andet bag: træthed, måske endda en lille flig af sårbarhed.
"Du er den eneste her, der bliver ved med at snakke," sukkede Adam. Han lyttede til lyden af hendes sovepose, der knitrede, da hun kravlede ned i den og lagde sig til rette. Først da han var sikker på, at hun lå stille, rullede han om på ryggen og stirrede op i teltets loft. Rummet mellem dem var næsten ikke-eksisterende. Deres skuldre stødte sammen i det trange telt.
"Lad os bare lade som om, den anden ikke eksisterer," foreslog Sabrina og lukkede øjnene.
“God idé,” svarede Adam og gjorde det samme.
“Tak, jeg tænkte, at du ville synes om den. Du er så god til det i forvejen,” mumlede hun og trak soveposen tættere om sig.
“Hvad mener du med det?" spurgte han roligt, selvom irritationen sneg sig ind i hans stemme.
"Du ved præcis, hvad jeg mener."
"Nej, det gør jeg ikke. Hvad prøver du at sige?"
Hun svarede ikke. I stedet sukkede hun dybt, åbnede øjnene og stirrede op på teltets halvt sammenfaldne væg over hende.
"Er du sikker på, at du har sat det her telt rigtigt op?" spurgte hun til sidst.
"Hvad er problemet nu?" spurgte han, allerede træt af samtalen.
“Det er jo pilskævt for helvede. Jeg vil bare vide, om det kollapser oven på mig i løbet af natten."
“Det falder ikke sammen. Jeg slog selv pløkkerne i jorden.”
"Wow, okay, Hr. Spejderleder. Vil du også vise mig duelighedsmærkerne på din uniform?”
"Jeg gad da godt se dig gøre det bedre," svarede han med en opgivende tone. "Du stod bare og gloede."
"Det gjorde jeg da ikke! Jeg hjalp!" bed hun igen. "Jeg holdt den der sten, så du kunne snøre… den der snor… rundt om… den der dims eller hvad fanden det var."
"Imponerende indsats," svarede han tørt.
"Det er en indsats! Jeg bidrog! Og desuden var det mig, der tog øl og snacks med, så vi begge overlever den her røvtur. Så måske har jeg allerede trukket min del af læsset, tak!"
De lå begge stille, indhyllet i mørket, uden at sige et ord. Skovens nattelyde – den konstante summen af små, irriterende insekter – fyldte den larmende stilhed mellem dem. Adam lå med lukkede øjne og tiggede nærmest om at falde hurtigt i søvn, men han vidste, at det var umuligt. Hendes varme krop var alt, alt for tæt på hans. Hendes duft fyldte luften, og han kunne mærke det mod i sin hud, hver gang hun bevægede sig. Det mindede ham om alle de nætter, de havde delt. Han kunne næsten føle hende i sine arme igen, smerten og ømheden i de øjeblikke, især hvordan hendes krop havde bølget mod hans i ekstase, når de havde sex. Han huskede hendes blik og den måde hun plejede at smile døsigt op til ham, efter han havde givet hende orgasme, som tak for den nydelse, han havde givet hende. Og så mærkede han den gamle, velkendte smerte – som om nogen stak en kniv i hans bryst og vred den rundt.
Stilheden blev brudt, da Sabrina hviskede: “Jeg er tørstig.”
Adam rakte hende sin vandflaske uden at sige et ord.
“Hvad er det?” spurgte hun.
“Vand,” svarede han kort.
“Hvorfor giver du mig dit vand? Er det giftigt eller sådan noget?”
“Whatever,” svarede han og lagde flasken tilbage.
Sabrina tøvede et øjeblik, før hun spurgte: “Vent… Bare fordi det er giftigt, betyder det ikke, at jeg ikke vil have det…”
Adam rakte hende flasken igen, og hun tog den hurtigt, som om hun frygtede, at han ville skifte mening. Hun skruede låget af og løftede flasken mod himlen, som om hun ville udbringe en skål. “Hvis jeg falder død om nu, slipper jeg i det mindste for den her tortur.”
“Godnat,” mumlede Adam, rystede på hovedet og vendte sig væk fra hende.
“Ja, ja, whatever, gå i seng med dig for helvede."
Adam lukkede sine øjne hårdt i og forsøgte at lade være med at tænke på hende. Hun var simpelthen for meget. Han kunne høre hende drikke, lyden af hendes små, stille slurke. Det var en så ubetydelig ting, noget han aldrig havde lagt mærke til før, men nu – nu føltes den som noget helt unikt, en lyd så genkendeligt hendes, at han uden tvivl ville have kunne udpege den blandt tusind andre lyde.
Men så var der en anden lyd. Lyden at et dyr, der knurrede udenfor.
“Psst,” hviskede Sabrina.
Adam åbnede sine øjne og mødte hendes. Hendes ansigt var blegt, øjnene vidt åbne af frygt.
“Hørte du det?” hviskede hun med en rystende stemme. “Der er noget derude.”
Dyret knurrede igen, højere denne gang, og Sabrina trak sig forskrækket sammen. “Det var det, jeg hørte,” hviskede hun.
“Slap af,” hviskede han.
“Jeg SLAPPER af,” svarede hun fuldkommen uafslappet. Dyret knurrede igen, og Sabrina trak vejret hurtigt. “Oh, my god, det kommer tættere på.”
"Det er bare en grævling eller sådan noget," sagde Adam og rullede med øjnene. "Luk nu øjnene og sov videre."
"Jeg er ikke skør, Adam," svarede Sabrina irriteret. "Jeg har bare ikke lyst til at blive spist levende."
“Spist levende?” svarede Adam skeptisk.
“Du kan ikke bare lægge dig til at sove, okay? For så kan jeg ikke bare lægge mig til at sove. Kan du ikke gå ud og skræmme dyret væk?”
"Slap af, det er ikke farligt," sagde han med et suk. "Gå nu i seng."
“Hvordan ved du, at det ikke er farligt?”
"Jeg ved det bare," svarede Adam kort.
“Du har da også bare et svar på alting. Hvis du har ret, sker der ingenting. Men hvis jeg har ret, ender vi med at få vores telt revet itu og vores ansigter bliver spist. Så… 50/50 chance, Adam. Er du virkelig villig til at satse dit liv på den chance?"
“What? Det giver ingen mening!”
Sabrina rynkede panden. "Du skal ikke spille dum lige nu. Hvis det ikke er noget, hvorfor går vi så ikke bare derud og tjekker det? Jeg går ikke derud alene, og du er den, der har taget ansvar for vores overlevelse."
“Jeg sover for helvede.”
“Buhu, tør dine øjne. Du kan sove, når du er død. Kom så, lad os tjekke det ud.”
Hun trak sig hurtigt ud af soveposen, viklede et tæppe omkring sig og fik hurtigt støvlerne på. Med et vredt suk lynede hun teltåbningen op og trådte ud i natten.
Adam kiggede efter hende, velvidende at hvis han ikke fulgte efter, kunne Sabrina meget vel ende med at falde over en træstub og brække halsen. Han rullede øjnene men vidste, at han havde et ansvar. Han greb sin lommelygte og fulgte modvilligt efter.
De stod nu ved bålpladsen, hvor Sabrina kiggede rundt med nervøse øjne, mens Adam prøvede at berolige hende. “Du kan se, at der ikke er noget, vel?” hviskede han. “Så du behøver ikke at være bange.”
"Det giver ingen mening, hvad du siger, Adam," svarede hun irriteret. "Selvfølgelig kan jeg ikke se noget, hvis jeg ikke kan se det. Men det betyder ikke, at det ikke er der. Tror du virkelig, at ting stopper med at eksistere, bare fordi du ikke kan se dem? Jeg kan ikke sove, før jeg ved, at Bigfoot ikke ligger på lur derude et sted og gokker den af.”
“Så beder jeg ham pænt om at skride.”
"Åh, sikke en helt du er," svarede Sabrina sarkastisk. "Jeg har ikke brug for, at du beskytter mig. Jeg har brug for én, jeg kan ofre, så jeg selv kan slippe væk. Hvis jeg går ud i skoven alene og dør, vil Maria og Simon undre sig over, hvorfor jeg aldrig kom tilbage til teltet, og du vil blive den hovedmistænkte i min drabssag. Det er altid ekskæresten. Kom så, afsted.”
Hun vendte sig og begyndte at gå, og Adam rullede modvilligt med øjnene men fulgte alligevel efter hende.
"Hvad hvis jeg bare lægger mig tilbage i min sovepose? Så er jeg vel ikke længere den hovedmistænkte, hvis du dør?"
“Nej, men jeg tror ikke, at Maria ville tro på dig, hvis du sagde, at du bare lå i din sovepose.”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi hun ikke kan lide dig.”
“Hvorfor kan hun ikke lide mig?”
“Fordi jeg ikke kan lide dig.”
“Men jeg er venner med Simon.”
"Ja, men det hjælper dig ikke. Tro mig, hun kan stadig ikke lide dig. Det er en solidaritetsting."
“Hvorfor inviterede hun mig så med herud?”
“Fordi du er den eneste, vi kender, der kan finde ud af at slå et telt op,” forklarede Sabrina. “Og hun fik mig til at tage med, fordi Simon insisterede på, at det ville være weird, hvis det bare var jer tre alene. Men det, de ikke tænkte på, er, at det er lige så fucking weird at have to ekskærester sovende i samme telt. Alt det her er seriøst weird. Er det ikke?"
“Jo,” svarede Adam kort.
De hørte noget rasle i skovbunden, og Sabrina greb hurtigt fat i Adams arm. "Oh my god, hvad var det? Er der noget derude? Kan du se det?"
“Slap af. Der er ikke noget.”
“Hvad hvis det er en bjørn?!”
“Der er ikke bjørne i Danmark.”
“Oh, my god, en ulv så? Who cares hvis vi bliver spist?!”
"Det er ikke en " Adam stoppede sig selv. "Okay, fair nok, det kunne måske godt være en ulv. Men ulve er ikke farlige for-”
Han indså for sent sin fejl.
“En ULV?!” skreg Sabrina panisk. "Oh my god! Jeg skal ikke SPISES af et fucking eventyrvæsen!"
“Ulve er ikke eventyrvæsner.”
"Ulve er i eventyr, for helvede! Adam! En af dem spiste Rødhættes bedstemor! Er du dum eller hvad?!"
Adam tog en dyb indånding, prøvede at holde sig rolig. "Okay. Det er ikke en ulv. Hvis det er noget, er det nok en ræv eller en grævling. Men pointen er, der er ikke noget her, vi skal være bange for."
"Hallo, Adam, du ved godt, at jeg er seriøst bange for edderkopper."
Adam rettede sig selv. “Dyr som kan gøre os ondt.”
“Mus og rotter er faktisk også pisseklamme,” fortsatte Sabrina og mærkede sin krop trække sig sammen i afsky. “Og slanger! Ad! Ad! Ad!”
“Når jeg er sammen med dig, har jeg det som om, at jeg er sammen med en 5-årig.”
“Hmm, virkelig?” Sabrina sendte ham et uinteresseret blik og gik videre. “Havde du det også sådan, når vi bollede? For så er du faktisk lidt af en freaky fyr, Adam. Lidt af en ulækker stodder faktisk. Hmm.”
"Du ved godt, det ikke var det, jeg mente. Er du stadig bange?"
Sabrina tøvede, som om hun overvejede det. "I don´t know. Måske lidt."
"Okay, hvad siger du til, at vi langsomt bakker tilbage og lyser foran os? Så kan vi være sikre på, at ulven ikke kommer op bagfra og spiser os."
"Bakker langsomt tilbage? Øh, okay..."
Sabrina holdt stadig fast i hans arm, mens de med musseskridt bakkede tilbage ad den samme sti, de var kommet fra. Adam sørgede for at lyse ud i luften foran dem, mens de gik baglæns. Han kunne mærke på Sabrinas skælvende krop, at hun virkelig var en smule bange og ikke bare skabte sig.
"Av for helvede!" udbrød Sabrina pludselig.
Adam spjættede og kiggede forskrækket på hende.
"Jeg bakkede ind i en gren. Fuck, det gør virkelig naller!"
"Er du... hvad? Er du okay?"
“Nej, det gør seriøst ondt. Kan vi stoppe med at bakke og bare gå tilbage til teltet?"
Den var Adam med på.
Da de nåede teltet, og Sabrina havde lynet sin døren op, lagde hun sig på sin sovepose. Adam trådte ind efter hende, og lynede åbningen bag sig med et hurtigt ryk.
“Jeg fatter ikke, at vi lige havde en nærdødsoplevelse,” sukkede Sabrina. “Det var seriøst crazy.”
“Crazy er helt sikkert én måde at beskrive det på.”
“Ulven kommer ikke tilbage, vel?”
“Nej, jeg tror, du skræmte den væk.”
Sabrina nikkede langsomt men løftede så sin t-shirt en smule og vendte ryggen mod Adam.
“Jeg tror seriøst, at jeg stak min ryg på den der skarp gren lige før. Kan du se, hvor slemt det er?”
“Lad være med at tage din t-shirt af.”
“Jeg tager den ikke af, jeg løfter bare i den, så du bedre kan se. Bløder det?”
“Det kan jeg ikke se.”
“Så brug lommelygten, din spasser.”
Adam tændte lommelygten og rettede lyset mod hendes bare ryg. Hun havde helt ret. Et blodigt mærke prydede hendes t-shirt, og et tydeligt sår strakte sig langs hendes hud.
“Det er ikke så slemt,” sagde Adam og rørte forsigtigt ved kanten af såret for at få et bedre billede af skaden.
“Av, lad være med at røre ved det,” jamrede Sabrina. “Er du sikker på, at det ikke er så slemt? Det gør virkelig ondt.”
“Det er bare en skramme,” løj Adam og forsøgte at berolige hende, selvom han kunne se, at såret var dybere, end han oprindeligt havde troet.
“Det er ikke bare en skramme. Du skal ikke negligere min smerte. Det gør fucking ondt. Har du ikke en eller anden førstehjælpstaske med?”
Adam havde heldigvis en. Han tog hurtigt en vådserviet frem og tørrede blodet væk, inden han satte et stort plaster på såret.
“Med mindre du har tænkt dig at kysse min ryg, indtil det bliver bedre, kan du godt trække min t-shirt ned igen,” mumlede Sabrina med et sarkastisk blik.
Adam reagerede straks og trak hurtigt hendes t-shirt ned, uden at sige et ord.
“Den her tur bliver seriøst min død,” sukkede hun.
“Du overreagerer.”
“Det er så typisk dig. Du siger altid, at jeg overreagerer.”
“Har du et eksempel?”
“Et eksempel? Øh, ja, her er et eksempel. Anna – eller hvad fanden hedder hun? – Anna, ja. Da hun lagde totalt an på dig, og du sagde, at jeg ikke havde noget at bekymre mig om.”
“Oh my god, ikke det igen. Du havde seriøst ikke noget at bekymre dig om.”
“Se, nu gør du det igen. Jeg gider ikke høre på dit pis, Adam. Jeg er kommet videre. Vi er ikke kærester længere. Du kan date, hvem du vil.”
“Jeg dater ikke Anna!”
“Hvis jeg gik op i, om du og Anna datede, ville jeg have spurgt dig. Men lad mig gætte: hun kom til fornuft og dumpede dig?”
Adam og Sabrina sad foran hinanden i det lille enmandstelt. Det havde aldrig føltes så trængt, som det gjorde nu.
“Hun kunne ikke dumpe mig, fordi vi var aldrig sammen,” sagde Adam.
“Du lyver, du lyver, så bukserne flyver.”
“Jeg mener det,” insisterede Adam.
“Jeg var i Mexico med mine forældre i to fucking måneder, og så snart jeg er hjemme, ser jeg dig sidde inde på Flanigan’s med hende og lade som om, jeg aldrig har eksisteret.” Sabrina kunne mærke den gamle vrede boble op.
“Du ignorerede mig,” svarede Adam uden at undvige hendes blik.
“Fordi du ignorerede mig!” Sabrina hævede stemmen. “Du ringede ikke en eneste gang, mens jeg var væk!”
“Jeg troede ikke, du ville høre fra mig,” svarede Adam lavt, men fast.
“Fordi jeg var sur på dig!” Sabrina nærmest røg op i det. “Og jeg ventede på, at du skulle sige undskyld!”
“Hvad skulle jeg undskylde for?” Adam kiggede på hende med et blik, der var både forvirret og frustreret.
“For at du ikke troede på mig, da jeg sagde, at hun var totalt vild med dig. Du opførte dig som om, at jeg var fuldstændig latterlig. Og hvad sker der? Første gang jeg ser dig, da jeg kommer hjem, hænger du ud med hende der, hvor vi plejede at hænge ud.”
“Hun arbejder på Flanagan’s."
“Og hvad så? Det var vores sted med vores venner. Hvordan tror du, jeg havde det, da jeg kom hjem og så, at jeg var blevet fuldstændig erstattet? Intet af det her ville være sket, hvis du bare ringede og sagde undskyld.”
“Du skulle have sagt undskyld til mig!”
“Var jeg jaloux? Ja. Var jeg paranoid? Ja. Men havde jeg ret?” Sabrina så direkte på ham. “Ja, det havde jeg.”
“Nej,” svarede Adam, “jeg har aldrig været sammen med Anna.”
“Det var så obvious. Tror du, jeg er dum?” Sabrina rystede på hovedet, som om hun stadig ikke kunne forstå det.
“Hun er til piger.”
“Hvad?”
“Hun er ikke til fyre.”
“Hvad? Mener du det?”
“Hun har en kæreste, der hedder Jasmine.”
“Bullshit.”
“Jeg kan vise dig, at de er i et forhold på Facebook lige nu, hvis du vil se det,” sagde Adam og begyndte at finde sin telefon frem.
“Nej, nej, okay. Jeg tror på dig... Men hvorfor sagde du ikke bare, at hun ikke var til fyre?” svarede Sabrina og rynkede brynene.
“Fordi det i princippet er hendes egen ting at sige til folk,” svarede Adam.
“Jeg ville ikke have sagt det til nogen.”
“Hun bad mig om at love hende, at jeg ikke sagde det til nogen. Men da hun endelig var sprunget ud, havde vi to allerede slået op. Der var det for sent. Du var allerede kommet videre.”
"Selvfølgelig var det ikke for sent! Jeg var ikke kommet videre! Jeg er aldrig kommet videre! Jeg tænker på dig hele tiden!”
Adam sank en klump i halsen, da han mødte Sabrinas blik. Hendes øjne afslørede en sjælden sårbarhed, og for første gang i lang tid kunne han mærke, at der var mere mellem dem end blot fortiden – et svagt hint af noget, de begge måske stadig følte.
"Jeg ved, at det ikke er en undskyldning, men jeg troede virkelig ikke, det ville betyde noget for dig," sagde Adam forsigtigt.
Sabrina sukkede og rystede på hovedet. "Jeg ville bare ønske, du havde fortalt mig hele historien dengang. Det ville have sparet os begge for meget drama."
De sad i stilhed i et øjeblik, indtil Sabrina brød tavsheden. "Jeg har virkelig savnet dig."
"Jeg har også savnet dig," indrømmede Adam.
Der var et øjebliks tøven, før Sabrina rakte hånden ud mod Adam. Han tog imod den, og deres fingre flettede sig sammen.
"Vi er nok ret dumme begge to," indrømmede Sabrina og smilede svagt.
"Ja, det er vi nok," svarede Adam og smilede tilbage.
En stille ro sænkede sig over teltet. De to ekskærester, der engang havde delt alt, sad nu sammen og prøvede at forstå, hvordan de kunne bevæge sig fremad. Sabrina brød stilheden.
"Skal vi ikke bare glemme alt det her og starte forfra?" foreslog hun.
Adam mødte hendes blik, og noget ændrede sig. Der var en stille forståelse mellem dem, en accept, som langsomt voksede. Uden et ord nærmede de sig hinanden, og i det dæmpede lys fra lommelygten, der lå på teltgulvet, mødtes deres læber i et blidt, forsigtigt kys.
Tiden syntes at stå stille. De kyssede hinanden desperat, og efterhånden lå de halvvejs ned. Deres tunger snoede sig om hinanden.
Hendes hænder gled ned over hans skuldre og videre over hans bryst. Hans hænder bevægede sig ned ad hendes ryg, inden de greb om hendes numse, og trak hende tættere ind mod sig. Hun gispede mod hans hals, da hans fingre pressede sig ind i hendes hud. Deres kroppe blev klemt mod hinanden, hendes hofter bevægede sig mod hans, og hans greb blev kun strammere.
De flåede ivrigt tøjet af hinanden. Han løftede hendes t-shirt over hovedet, og hendes bløde, fyldige bryster kom til syne. Han betragtede dem et kort øjeblik, før han lod hænderne glide op og forsigtigt kærtegne dem. Hendes vejrtrækning blev øjeblikkeligt mere urolig. Hun løsnede hans bukser op og trak dem ned, og snart var de begge helt nøgne.
Sabrina lå på ryggen med benene spredt i vejret, hendes krop spændt af forventning. Adam lagde sig ned mellem hendes lår. Hans hænder greb om hendes hofter, inden hans tunge gled over hendes skamlæber.
“Bliv ved,” stønnede hun. Hendes stemme var lav og krævende. Hendes fingre gled ned over hans underarm, kærtegnede hans håndled, før hun greb fat i hans hånd som for at holde fast i øjeblikket. Deres fingre flettedes Hendes krop bevægede sig mod hans mund, og hendes suk blev højere, mens han fortsatte med samme målrettede rytme. "Adam," hviskede hun, før hendes stemme knækkede over, "det føles så godt.”
Sabrina så ned på ham med et blik fyldt af begær og utålmodighed. "Adam, knep mig," sagde hun desperat.
Han tøvede kun et øjeblik, før han rejste sig op på sine knæ og fumlede med sine underbukser, der hurtigt blev trukket ned omkring lårene. Han placerede blidt sit pikhoved mod indgangen til hendes skede, og hans hænder strammede sig hendes lår, før han omsider førte sig selv ind i hendes stramme hul med en langsom, fast bevægelse. Hun gispede højlydt, viklede instinktivt sine ben omkring hans hofter og trak ham dybere ind i sig, mens hendes fingre blidt strøg ned ad hans ryg. Deres bevægelser blev hurtigt mere rytmiske og intense, og deres åndedrag blandede sig med lydene af deres kroppe, der roligt stødte sammen.
Sabrina lå stille under ham, hendes ben spredt omkring hans hofter, mens hun tog imod hvert af hans stød. Hun gispede svagt, hendes vejrtrækning var uregelmæssig, og hendes negle gled frem og tilbage over hans ryg, hvor kærtegnende hans svedige hud. Adam bevægede sig med en langsom, dyb rytme, tog sig tid til virkelig at lade hende nyde det, før han skiftede tempo. Hans stød blev lidt hurtigere, lidt mere intense, og lydene fra deres kroppe blandede sig med hendes små, ufrivillige støn.
Sabrina så op på ham med et sløret blik. "Kom her," hviskede hun. "Jeg vil kysse dig."
Adam lænede sig ind over Sabrina, så hans brystkasse maste hendes bryster flade. Han kyssede hende blidt, mens han stødte ind i hende. Med en kontrolleret bevægelse lukkede han sine fingre om hendes hals, og med et kærligt men fast greb kvalte han hende blidt. Han klemte om hendes strube, så hendes åndedræt blev dybere og tungere. Samtidig fandt den anden hånd vej ned mellem hendes ben og begyndte blidt at massere hendes klitoris. Hans læber kyssede hendes stive brystvorter, inden de igen fandt hendes mund. Sabrinas vred sig og klynkede blidt under den intense nydelse.
Adam vendte hende derefter om, så hun lå på maven på soveposen med benene let spredte. Han satte sig på knæ mellem hendes ben, og med et enkelt, dybt stød trængte han ind i hende. Hver gang han trængte ind, skabte det små, rytmiske bølger, der spredte sig over hendes balder. Han greb fast om hendes hofter og lod sin hånd smælde mod hendes fyldige bagparti, indtil hendes hud blussede op med en varm, rødlig farve. Han klemte hendes baller sammen om sin pik for at gøre hendes kusse strammere og lyttede med fryd til hendes nydelsesfulde klynk
Da Sabrina blev lidt for højlydt, strammede han sit greb om hendes chokoladekrøller og tvang hendes ansigt ned i soveposen, mens hans anden hånd dækkede hendes mund. "Shh," hviskede han med en fast stemme, idet hans rytme blev hårdere og mere intens, som om han ville straffe hende for at være så sexet. Sabrina vred sig under ham, hendes krop spændtes, og snart kom hun med et lille hvin. Adam kunne mærke hendes rystende vejrtrækning mod sin hånd, mens Sabrinas krop gav efter for bølgerne af nydelse. De rillede indersider i hendes fisse klemte sig hårdt sammen omkring hans skaft, som fortsat flåede sig ind og ud af hende.
I sexlystens rus greb Adam fat i hendes arme og trak dem bagud, så hendes overkrop løftede sig fra soveposestoffet. Hendes bryster svajede frem og tilbage luften, mens hun stønnede højlydt, uden skam eller nogen tøven, blot en forelsket kludedukke, der lod sin krop bedække. Han lænede sig frem, hans bryst mod hendes ryg, og indrammede hendes ansigt med sine fingre. Hans stød blev hårdere og mere ubarmhjertige, og hver bevægelse trak endnu et støn ud af Sabrina, der fuldstændig hengav sig til øjeblikket.
Hendes krop begyndte snart at ryste, og hvinende hun kom igen. Hendes skedemuskler strammede sig omkring hans pik, og det føltes som om, at hendes fisse bevidst forsøgte at kvæle sæden ud af ham. Et dybt suk undslap Adam, og hans hænder knugede hendes lille, stramme krop tæt ind til sin egen, kneppede hende så hårdt han kunne, indtil han til sidst selv måtte give efter for sin egen orgasme.
Adam stønnede dybt, da sæden fossede ud af hans nosser og strømmede ind i Sabrinas klæbrige indre. Med et lydløst gisp fyldte han hendes stramme fisse op til randen med flere ladninger varm, skvulpende sæd. Hans hænder strammede sig om hendes hofter, mens han nød hende i øjeblikket.
Efter et øjeblik trak han sig forsigtigt tilbage, og Sabrina faldt forover, hvorefter hun kollapsede ovenpå sin sovepose. Hun kunne mærke, hvordan hans sæd dryppede ud af hendes ømme, gennemkneppede fisse i tykke klumper. Adam lagde sig blidt ved siden af hende, og de smilede til hinanden. Sabrina havde våde øjne, men hun følte sig også virkelig glad.
"Det her... det har jeg virkelig trængt til," sagde hun med et lille grin og en let rødmende glød i kinderne. “Vil du… Vil du være kærester igen?”
Adam nikkede og lod sin hånd glide gennem hendes krøller. "Selvfølgelig vil jeg det," svarede han kærligt, inden han trak hende tættere ind til sig.
De lå der sammen, omgivet af mørket og stilheden, kun afbrudt af deres langsomme åndedrag. Inden Sabrina faldt i søvn i Adams arme, tænkte hun på, at hun i morgen tidligt ironisk nok var nødt til at takke Maria for hendes ualmindeligt dårlige beslutning om at lade dem dele telt.
————–
Tak fordi du ville læse med! Jeg øver mig stadig på at skrive, så jeg vil være meget taknemmelig, hvis du vil fortælle mig i kommentarsporet, hvad du synes om historien og min skrivestil. Det er den eneste måde, jeg kan forbedre mig på!
Jeg tager også imod ønsker til historier. Hvis du har et ønske til noget specifikt, er du velkommen til at skrive til mig på jeriko1992@hotmail.com. Du kan også række ud til mig via hjemmesiden!
Erotiske noveller skrevet af Jeriko