Jeg havde altid forestillet mig, at jobbet som hjemmehjælper ville være fuld af rutiner. Men det viste sig hurtigt at være noget helt andet. Bag hver dør var der en ny historie, og bag én af disse døre ventede Erik, en gammel mand i begyndelsen af 80’erne, der boede alene i en lille, hyggelig lejlighed fyldt med bøger og billeder fra et langt liv.
Erik var anderledes end de andre borgere, jeg besøgte. Der var noget særligt ved hans blik – et glimt af livsglæde og måske en anelse melankoli. Han var altid velsoigneret og bar ofte en skjorte, selvom han sjældent forlod sin lejlighed. På bordet lå bøger om kunst og rejser, og væggene var prydet med fotografier fra en svunden tid.
“Så, hvad har vi på programmet i dag?” spurgte han ofte med et skævt smil, når jeg trådte ind af døren.
Vi fandt hurtigt en rytme. Mens jeg gjorde rent eller hjalp ham med små praktiske opgaver, fortalte han om sit liv. Han havde været ung i en tid, hvor mænd som os måtte skjule, hvem de var. Han fortalte om mørke barer, kodede blikke, og de sjældne øjeblikke af frihed, hvor han havde fundet nogen, der forstod ham.
“Man bliver træt af hemmeligheder,” sagde han en dag og så ud af vinduet. “Men man lærer også at værdsætte det, man får.”
Jeg lyttede. Ikke fordi det var min opgave, men fordi jeg forstod. Jeg så noget af mig selv i ham. Hans historier mindede mig om, hvor meget verden havde ændret sig, men også om, hvor meget der stadig var det samme.
En dag, da jeg hjalp ham med at finde et fotoalbum fra reolen, åbnede han for alvor op. Albummet var fyldt med billeder af en mand, der dukkede op igen og igen. En yngre Erik, hånd i hånd med en anden og ganske flot fyr.
“Det var Peter,” sagde han stille. “Mit livs kærlighed.”
De havde mødtes i 50’erne, da det at være sammen var en risiko. De havde delt 20 år, før Peter blev syg og døde. Erik havde aldrig fundet nogen som ham igen, fortalte han. “Men det er okay,” sagde han og smilede. “Nogle gange er én stor kærlighed nok.”
Jeg sad stille og så på de mange billeder. Jeg kunne næsten mærke deres kærlighed gennem de falmede fotos. Det var sjældent, jeg følte en så stærk forbindelse til nogen, jeg mødte i mit arbejde, men Erik var anderledes.
Over tid blev vores samtaler mere personlige. Jeg fortalte ham, at jeg også er bøsse. Det var ikke noget, jeg normalt delte med borgerne, men med Erik føltes det rigtigt. Hans ansigt lyste op, og han nikkede.
“Det glæder mig, at du ikke behøver skjule det, som vi gjorde,” sagde han. “Du er heldig, min dreng. Men husk at værdsætte det. At leve ærligt er en gave.”
Erik var ikke som de fleste ældre, jeg plejede. Hans ærlighed om savnet af nærhed og kærlighed rørte mig dybt. Han var ikke bange for at sige, hvad han følte, og han bar sin længsel med en værdighed, som kun et langt liv kan give.
En dag, mens jeg vaskede ham, tog han forsigtigt min hånd og holdt den fast. Hans hud var tynd og bleg, hans greb svagt men insisterende. Han så op på mig med et blik, der var både taknemmeligt og sørgmodigt.
“Ved du hvad?” sagde han med en stille stemme. “Det, jeg savner mest, er ikke de store ting. Det er ikke rejserne eller festerne, men det at vågne op ved siden af nogen. At mærke en anden persons varme. Det, tror jeg, holder én i live, mere end noget andet.”
Jeg nikkede og fortsatte med at vaske hans hænder. Jeg kunne mærke hans blik på mig, som om han vejede, om han kunne tillade sig at sige mere.
“Berøring,” fortsatte han. “Det er sådan en lille ting, men det betyder alt. At nogen rører ved dig, holder din hånd, bare fordi de vil. Ikke fordi de skal.”
Han sukkede dybt og lukkede øjnene. “Peter plejede at stryge min kind, når vi lå i sengen. Jeg savner det stadig, selvom det er så mange år siden. Man bliver aldrig for gammel til det, ved du det?”
Jeg standsede et øjeblik og kiggede på ham. “Nej,” sagde jeg blidt. “Det gør man ikke.”
Efter den dag begyndte jeg at lægge mærke til, hvordan han søgte min nærhed. Det var små ting – en hånd på min arm, når vi talte, eller et blik, der blev fastholdt lidt længere end nødvendigt. Han var ikke krævende, men han sugede til sig af den opmærksomhed, han fik, som en tør plante, der endelig fik vand.
En eftermiddag, da jeg hjalp ham med at lægge rent sengetøj på, sagde han pludselig: “Ved du, jeg var bange for, at jeg ville dø uden nogensinde at mærke et andet menneskes varme igen. Men når du er her, føles det lidt, som om den frygt forsvinder.”
Jeg blev rørt, men også lidt usikker på, hvad jeg skulle sige. “Det betyder meget for mig, Erik,” sagde jeg til sidst. “At jeg kan være her for dig.”
Han smilede skævt og satte sig tungt i sin stol. “Du er en god ung mand. Måske bedre, end du selv ved. Og du har stadig så meget tid foran dig til at finde dét, jeg mistede. Spild den ikke.”
Jeg forstod, hvad han mente. Erik var ikke bare en gammel mand, jeg plejede. Han var en påmindelse om, hvor vigtig nærhed og kærlighed er, uanset alder. Og måske havde han også ret i, at jeg havde været for tilbageholdende med at søge den selv.
Hver gang jeg forlod hans lille lejlighed, følte jeg, at han havde givet mig noget, jeg ikke helt kunne sætte ord på. Måske var det håb. Måske var det en form for kærlighed.
Mit arbejde hos Erik blev med tiden meget mere end blot en del af min daglige rutine. Der var noget ved ham, noget ved hans åbenhed og sårbarhed, der fik mig til at blive lidt længere end nødvendigt hver gang. Jeg nød at lytte til hans historier, hjælpe ham med de små ting og se, hvordan hans øjne lyste op, når vi talte om livet og kærligheden.
Men i takt med at jeg lærte ham bedre at kende, begyndte jeg at mærke noget, som jeg ikke kunne ignorere. En form for energi mellem os. Ikke kun fra hans side, men også fra min. Der var en varme i hans berøringer, en længsel i de ord, han valgte, når vi talte om savn og kærlighed. Og jeg begyndte at spekulere på, om der lå mere bag de små øjeblikke, vi delte.
Kunne jeg tillade mig at spørge? Det var jo et professionelt forhold, vi havde. Men samtidig var det også så meget mere. Jeg holdt mig tilbage, bange for at overskride en grænse, der måske ikke burde overskrides.
Men en dag tog Erik selv hul på emnet.
Jeg sad på kanten af hans seng og hjalp ham med at tage støttestrømperne af. Solen skinnede gennem vinduet, og fuglene sang udenfor. Det var én af de dage, hvor alting føltes stille og roligt. Erik kiggede længe på mig, mens jeg arbejdede, og så sagde han pludselig:
“Jeg ved godt, at det her måske er upassende, men jeg har tænkt meget på noget.”
Jeg stoppede op og kiggede på ham, mit hjerte slog lidt hurtigere. “Hvad mener du?” spurgte jeg forsigtigt.
Han så ned på sine hænder og tog en dyb indånding. “Jeg kan mærke, at du forstår mig. På en måde, som jeg ikke har oplevet længe. Og det gør mig glad, men det gør mig også bange.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Så jeg ventede.
Han fortsatte, hans stemme var lav, næsten som en hvisken. “Jeg har tænkt på, om du nogensinde føler det samme som mig. At længes efter noget, der måske ikke burde være der. At ønske noget, man ikke kan få lov til at sige højt.”
Mine hænder frøs et øjeblik, men så fortsatte jeg med at hjælpe ham. Jeg kunne mærke mit ansigt blive varmt, mens jeg overvejede, hvad han præcist tænkte og hvordan jeg skulle svare.
“Jeg tror, jeg ved, hvad du mener,” sagde jeg til sidst. “Men jeg vil gerne høre, hvad det er, du tænker.”
Han løftede blikket og så mig direkte i øjnene. Der var noget sårbart, næsten ydmygt over ham i det øjeblik. “Jeg tænker på, om du nogensinde har følt, at en berøring kan være mere end bare… praktisk.”
Jeg sank en klump. “Ja,” sagde jeg stille. “Det har jeg.”
Erik nikkede langsomt.
Efter den dag, hvor Erik forsigtigt åbnede op for sine tanker og følelser, ændrede noget sig mellem os. Det var stadig mit job at hjælpe ham, men vores forhold havde fået en ny dimension – en intimitet, der ikke kun var fysisk, men også følelsesmæssig. Han havde tillid til mig på en måde, som jeg ikke havde oplevet før, og jeg begyndte at se, hvor meget selv de mindste øjeblikke af nærhed betød for ham.
Den første gang, jeg hjalp Erik med mere end blot det praktiske, var både underligt og grænseoverskridende. Jeg vidste, at det måske ikke var det rigtige at gøre i forhold til mit arbejde, men samtidig kunne jeg ikke ignorere det lys, der tændtes i hans øjne. Da jeg holdt ham tæt og lod mine hænder hvile i hans skridt, begyndte han at græde stille. Jeg tog om hans pik, og kælede for den. Lod hånden glide ned om nosserne, mens jeg vaskede ham med den bløde sæbe. Jeg gjorde mig umage, og mærkede at der stadig var lidt liv gemt i pikken, og han nød hver en berøring. Og da han kom, så løb tårerne ned ad hans kinder, men hans smil var varmt og ægte.
“Jeg troede aldrig, jeg ville mærke det her igen,” hviskede han. “Tænk, at noget så simpelt kan betyde så meget. Det er som om Peter er kommet forbi.”
Jeg blev ved hans side, holdt hans hånd og lod ham finde ro. Det var ikke en pligt længere – det var en gave, vi gav hinanden.
Et par uger senere, da jeg hjalp ham med at klæde sig på, bemærkede jeg, hvordan hans blik dvælede lidt længere end sædvanligt. Jeg stod foran ham, da han pludselig sagde, næsten som en hvisken: “Din bule er flot. Du må være godt udstyret.”
Jeg fulgte hans blik og så, at han kiggede direkte på bulen i mine bukser. Et øjeblik tøvede jeg, men hans udtryk var ikke krævende – det var fyldt med undren og respekt. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere, men jeg vidste, at jeg kunne stole på ham. Så jeg nikkede stille og trådte lidt tættere på.
Han rakte forsigtigt en hånd ud og lod sine fingre hvile på mig, som om han var bange for at gøre noget forkert. Hans berøring var blid, næsten ærefrygtig, og jeg kunne se glæden i hans ansigt vokse, mens han mærkede på mig.
Jeg knappede op, og trak min pik ud. Han fortsatte med at studere den. Jeg begyndte at gnide på den, og den voksede hurtigt. ”Du må gerne”, kom det fra mig, og jeg mærkede straks hans hånd om min pik. Han gned blidt, og førte den stille over mod sin mund.
”Peter elskede når jeg suttede pik på ham, og han elskede at knalde mig ’godt og grundigt’, som han altid kaldte det.
Han suttede videre, og han var faktisk ret god til det. Jeg nød det, og min pik var stadig ret stiv. Jeg lod mig rive med, og nu kom den anden hånd ned om mine nosser, mens hans erfarne tunge fortsatte arbejdet, der gerne skulle ende med en dejlig udløsning – det var min plan, og det var vist også Eriks.
Og da jeg kom i hans mund, slugte han det hele, og suttede blot videre som om intet var hændt.
“Det her,” sagde han med en stemme, der rystede af følelser, “er mere, end jeg nogensinde kunne have drømt om.”
Jeg smilede og lagde en hånd på hans skulder. “Du fortjener også at føle dig elsket, Erik.”
Han nikkede og så op på mig med øjne, der skinnede af tårer. “Det gør du også.”
Efter den dag føltes vores tid sammen endnu mere intens. Erik virkede mere levende, som om han havde fået en ny energi. Han fortalte mig, at han vågnede op med et smil hver dag, fordi han vidste, at jeg ville komme. Han fortalte, at han nu igen kunne vågne op og savne Peters pik, men at vores oplevelse havde betydet rigtig meget for ham.
Jeg vidste, at det, vi delte, var unikt, og selvom det måske ikke var noget, andre ville forstå, var det ægte for os.
Vores samvær udviklede sig langsomt men sikkert. Det, der startede som små øjeblikke af nærhed, blev til noget mere intenst og grænseoverskridende. Jeg vidste godt, at det, vi gjorde, kunne få alvorlige konsekvenser, hvis det blev opdaget. Men hver gang jeg så glæden i Eriks ansigt, når jeg trådte ind ad døren, eller mærkede hans taknemmelighed efter de små berøringer, vidste jeg, at jeg ikke kunne stoppe.
En dag, hvor jeg gjorde mig klar til at besøge ham, besluttede jeg at tage chancen. Jeg tog et par løse joggingbukser på og lod undertøjet blive i skuffen. Jeg kunne mærke spændingen bygge sig op i mig, mens jeg kørte mod hans lejlighed. Hvad ville han tænke? Hvordan ville han reagere?
Min pik hører ikke til de største, men til gengæld står den altid lidt ud fra kroppen. Og i joggingbukser kan det se ud som om jeg har en halvfed på. Det er både dejligt for mig selv, og jeg er sikker på at Erik vil bemærke det straks.
Da jeg ankom, var Erik allerede i godt humør. Han sad i sin stol og smilede til mig, da jeg kom ind. “Jeg har ventet på dig,” sagde han og blinkede kækt.
Han så det straks, og efter lidt småsnak nævnte han, at han trængte til et bad. Det var en af de ting, jeg normalt hjalp ham med, men denne gang var der noget anderledes i hans stemme. Da vi stod sammen på badeværelset, og jeg havde tændt for bruseren, kiggede han på mig med et glimt i øjet.
“Jeg tror, du skal hjælpe mig i badet,” sagde han, og før jeg kunne nå at svare, rakte han ud efter mig. Hans ene hånd fandt bulen og den anden hånd fandt kanten af mine joggingbukser, og med en overraskende fasthed trak han dem ned, og ud sprang min pik, der nu var begyndt at tage form.
Jeg stod et øjeblik stille, kun iført ingenting, mens han betragtede mig. Hans blik var ikke kun nysgerrigt, men også fuldt af en slags ærbødighed, som om han ikke helt kunne tro, hvad han så.
“Du er smuk, og den der er mere end smuk” sagde han lavmælt, næsten hviskende.
Jeg rakte ud og hjalp ham af med tøjet, mens hans øjne stadig var rettet mod min pik. Bruseren kørte allerede, og dampen fyldte rummet, da jeg støttede ham ind under vandet. Jeg kunne mærke hans hænder på mine arme, hans fingre, der kort gled over min hud, som om han ville sikre sig, at jeg virkelig var der. Og snart var hænderne nede om min nu helt stive pik.
Vi stod tæt sammen, og jeg vaskede ham fra top til tå, og da jeg sad foran ham, kiggede jeg lige ind i skridtet på ham. Uden at tænke videre over det, tog jeg hans pik i munden, og suttede ivrigt. Han stønnede, og holdt mig om hovedet. Det var dejligt, også selvom han ikke rigtig blev stiv – men jeg er sikker på at han nød det fuldt ud.
Da han stod under det varme vand, lagde han en hånd på min kind. “Det her,” sagde han, “er noget, jeg aldrig troede, jeg ville opleve igen. Tak.”
Jeg smilede og vaskede ham færdigt – og skyllede pikken grundigt, mens han nød hvert sekund. Det her var lidt mere end bare en praktisk opgave – det var en handling af nærhed, af intimitet, som vi begge havde længtes efter.
Da jeg senere hjalp ham tilbage til hans stol, så han op på mig og smilede. “Jeg ved godt, at du tager en risiko for min skyld,” sagde han. “Men jeg er så taknemmelig for, at du gør det.”
Jeg lagde en hånd på hans skulder og klemte blidt. “Du er det hele værd, Erik.”
Erik havde talt længe om, at han gerne ville besøge sin afdøde kærestes gravsted. Det var tydeligt, at det betød meget for ham, og selvom det krævede lidt planlægning og overtalelse fra kommunen, lykkedes det at få en tur arrangeret. Jeg fik lov til at tage med som en del af hans hjælp, og det gjorde mig glad. Jeg vidste, hvor vigtigt det var for ham, og jeg følte mig beæret over, at han ville dele noget så personligt med mig.
Den dag var vejret mildt, og solen skinnede svagt gennem de tynde skyer. Jeg hentede Erik i en kørestol venlig bil, og vi satte kurs mod kirkegården. Undervejs fortalte han om sin kæreste, Peter, hvordan de mødtes, og hvor meget han betød for ham. Der var en dyb sorg i hans stemme, men samtidig også en varme, når han talte om de gode minder.
Da vi nåede frem, hjalp jeg ham hen til gravstedet. Erik sad stille i sin kørestol i flere minutter, med hænderne foldet i sit skød, mens han så på stenen med Peters navn. “Han var min eneste rigtige kærlighed,” sagde han pludselig. “Men på en måde føler jeg, at jeg har fået lidt af det tilbage… med dig,” og så hviskede han til Peter, ”du skulle lige vide hvad jeg laver med ham her”, og så pegede han i retning af mig, ”men det ved du måske allerede.”
Jeg lagde en hånd på hans skulder og lod ham have sit øjeblik.
Efter besøget havde Erik en overraskelse i ærmet. Han bad mig køre til et nærliggende strandhotel. Jeg vidste ikke, hvad han havde planlagt, men han virkede spændt. Da vi ankom, blev vi mødt af en venlig tjener, der havde gjort et bord klar med kaffe og kage. Erik smilede bredt. “Jeg tænkte, vi skulle forkæle os selv lidt,” sagde han.
Efter kaffen viste det sig, at han havde arrangeret mere. “Jeg har lejet et værelse,” sagde han stille, som om han var lidt nervøs for min reaktion. “Ikke noget fancy, bare et sted, hvor vi kan hvile os lidt.”
Jeg fulgte ham op på værelset, hvor en stor, blød seng stod midt i rummet. Solen strømmede ind gennem vinduet og kastede et varmt skær over det hele. Erik kiggede på mig, da jeg hjalp ham over til sengen.
“Du skal ikke tage det her den forkerte vej,” sagde han med et smil. “Men jeg har drømt om at dele en seng med dig. Ikke kun for det fysiske, men for at mærke den nærhed, jeg har savnet så meget.”
Jeg tøvede et øjeblik, men hans ærlighed og det blide udtryk i hans øjne fik mig til at slappe af. Jeg satte mig ned ved siden af ham, og uden rigtig at tænke over det, lagde jeg mig ved hans side.
Erik vendte sig mod mig, og vi lå der sammen, tæt og stille. Hans hånd gled langsomt over min arm, og jeg kunne mærke, hvordan hans åndedræt blev roligere. “Det her,” sagde han med en stemme fyldt af følelser, “er mere, end jeg nogensinde kunne bede om.”
Jeg smilede og lagde en hånd på hans bryst, mærkede hans hjerteslag under mine fingre. Det var en simpel handling, men den bar så meget vægt. Vi lå der sammen i, hvad der føltes som timer, indhyllet i roen fra det store værelse og lydene af bølgerne i det fjerne. Det var en dag, jeg aldrig ville glemme, og jeg kunne se på Erik, at det samme gjaldt for ham.
Erik havde smidt alle hæmninger den dag på strandhotellet. Efter vi havde ligget lidt sammen, vendte han sig mod mig med et skælmsk smil og sagde: “Vi skal ikke have tøj på. Så mærker man hinanden bedre.”
Hans ord kom som en blanding af en erklæring og en invitation. Jeg tøvede kort, men hans blik var varmt og opmuntrende. Der var ingen usikkerhed hos ham – kun en tydelig længsel efter nærhed, som han ikke længere havde i sinde at holde tilbage.
“Så lad os da gøre det,” svarede jeg med et smil og begyndte at tage mit tøj af. Han fulgte hurtigt trop, og snart lå vi der, hud mod hud, i den store seng.
Erik tog føringen, og jeg kunne mærke en side af ham, jeg ikke havde oplevet før. Hans hænder udforskede mig med en beslutsomhed, der afslørede både erfaring og en dyb længsel. Han bevægede sig med en rolig selvsikkerhed, og det var tydeligt, at han nød at tage kontrol.
“Det her,” sagde han lavmælt, mens han kærtegnede min krop, “er noget, jeg har drømt om. At mærke en anden så tæt på igen. At mærke din stive pik gør mig liderlig igen, selvom jeg godt ved, at jeg ikke er til så meget – men følelserne kan ingen tage fra én.”
Hans berøringer var både blide og intense. Han var ihærdig, som om han ville indhente alt det, han havde savnet gennem årene. Hans hænder gled over min hud, hans læber søgte mine, og hans varme åndedrag mod min nakke sendte kuldegysninger gennem mig.
Jeg lod ham tage føringen, nød at give mig hen til ham. Hans energi var smittende, og hans ihærdighed fik mig til at glemme alt andet. Det var som om, vi var i vores egen verden, hvor tid og bekymringer ikke eksisterede.
Efterhånden som vi blev mere fortrolige med hinanden, kunne jeg mærke, hvor meget det betød for ham. Det var ikke kun fysisk – det var en form for genfødsel. Erik levede i de øjeblikke med en intensitet, der gjorde det klart, at han ikke tog noget for givet.
”Jeg tror ikke jeg kan tage din pik, men hvis du vil komme ud over mig, så er det næsten som i gamle dage. Peter elskede at tage mig bagfra, og lige inden han kom satte han sig hen over mig, og sprøjtede ud over mig. Det var vidunderligt, og han kunne flere gange, så der var altid sperm over det hele.”
Nu gned Erik på min pik, og jeg var nok ikke lige så tændt, som når jeg elskede med andre på min egen alder, og alligevel kunne han noget der tændte gnisten i mig. Og da jeg kom, så styrede jeg spermkanonen, så det fløj ud over Eriks bryst og helt op i hans ansigt.
Da vi endelig lå udmattede ved siden af hinanden, trak han mig tæt ind til sig. Hans hænder lå stadig på min hud, og hans blik var fyldt med taknemmelighed.
“Du aner ikke, hvad det her betyder for mig,” sagde han med en stemme, der næsten knækkede af følelser. “Du har givet mig så meget, jeg troede, jeg aldrig ville opleve igen.”
Jeg smilede og kyssede ham blidt på panden. “Du har også givet mig meget, Erik. Noget, jeg ikke havde forventet at finde.”
Vi lå der i sengen resten af eftermiddagen, helt nøgne og fuldstændig afslappede. Erik var ikke længere en ældre mand i mine øjne – han var bare Erik, en mand fuld af liv og lyst, som havde fundet en måde at udtrykke sin kærlighed på igen.
Efter vores tid på strandhotellet var der en ny forståelse mellem Erik og mig. Vi delte noget, som ikke kunne forklares, og som var mere end blot mine opgaver som hjemmehjælper. Det var en forbindelse, der føltes lige så naturlig som den var usædvanlig.
På hjemturen fra hotellet var vi begge stille. Jeg tror, vi begge reflekterede over, hvad der var sket, og hvad det betød for os. Da jeg satte ham af ved hans lejlighed, takkede han mig med et fast greb om min hånd og et blik, der sagde mere end ord nogensinde kunne. Jeg smilede og ønskede ham en god nat, inden jeg kørte hjem med en mærkelig blanding af glæde og en svag uro.
I de følgende uger fortsatte vores særlige bånd. Erik virkede mere levende, som om vores tid sammen havde givet ham nyt liv. Vi talte, vi lo, og vi delte mere end blot praktiske hverdagsting. Intimiteten voksede mellem os, både fysisk og følelsesmæssigt. Han var ikke bare en borger, jeg passede – han var blevet en del af mit liv.
Men en aften, da jeg sad hjemme og slappede af, ringede telefonen. En stemme i den anden ende fortalte mig, at Erik var sovet ind tidligere på aftenen. Jeg blev helt stille, som om verden gik i stå et øjeblik. Tårerne kom hurtigt, og jeg lod dem trille. Selvom jeg vidste, at denne dag ville komme, ramte det mig hårdere, end jeg havde forestillet mig.
Efter begravelsen blev jeg kontaktet af en advokat, der havde noget til mig fra Erik. Jeg mødte op på hans kontor med en blanding af nysgerrighed og sorg. Advokaten rakte mig en konvolut og et nøglebundt.
“Erik nævnte dig ofte,” sagde han med et venligt smil. “Han havde en særlig hilsen til dig.”
Inde i konvolutten lå et brev, skrevet med Eriks fine, gamle håndskrift.
“Til min kære ven,
Du kom ind i mit liv, da jeg troede, alt var forbi. Du gav mig glæde, nærhed og en grund til at smile igen. Jeg kan aldrig takke dig nok for de stunder, vi delte. Derfor vil jeg give dig noget, der kan give dig glæde i mange år. Nøglerne, du har fået, er til mit sommerhus ved kysten. Det var her, Peter og jeg havde vores lykkeligste øjeblikke, det var her vi elskede vildt og inderligt og jeg ønsker, at du skal skabe dine egne minder der. Pas godt på det – og tak for alt.
Din Erik.”
Jeg sad tilbage med brevet i hånden og følte både sorg og taknemmelighed skylle ind over mig. Erik havde givet mig en gave, der var så meget mere end et hus – han havde givet mig en del af sit liv og sin kærlighed.
Da jeg første gang besøgte sommerhuset, kunne jeg mærke hans ånd overalt. Der var billeder af ham og Peter, hylder fyldt med bøger, og en lille terrasse med udsigt over havet. Jeg kunne næsten høre ham grine, når bølgerne slog mod kysten.
Som tiden gik, blev sommerhuset et fristed for mig. Det var der, jeg mindedes Erik, men også der, jeg fandt ro og glæde. Hans hilsen var mere end blot en arv – det var en påmindelse om, at kærlighed kan findes i de mest uventede øjeblikke, og at vi alle fortjener at blive set og elsket, uanset hvor vi er i livet.
Efterskrift:
Efter et par år mødte jeg en vidunderlig mand, der i øvrigt også hed Erik. Skæbnen ville, at vi fandt sammen, og i dag bor vi under samme tag. Sommerhuset, som min gamle ven Erik gav mig, er blevet vores fristed, hvor vi tilbringer utallige lykkelige stunder – og hvor vi elsker vildt meget.
Hver gang vi sidder på terrassen og ser ud over havet, tænker jeg på min gamle ven. Jeg kan næsten mærke hans nærvær – som om han stadig er med os, som en stille og kærlig ånd i huset. Hans gave har givet os et liv fyldt med kærlighed og ro, og for det vil jeg altid være ham taknemmelig.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980