Gårdsanger(24-09-2021 22:28)


Mission completet, som man siger.

Jeg har det sidste stykke tid knoklet på et projekt i Fakse Ladeplads - fik som opgave, af et par, at designe og lave deres badeværelse. Det blev en større opgave og blev ikke mindre af, at den undervejs har ændret karakter.
Der skete nemlig det tragiske, at manden, i en alt for tidlig alder, pludselig gik bort.

Det var manden, der var den styrende i det parforhold og dermed i planlægningen af byggeriet. Han var en af de mange, der falder for de rene linjer og ikke mindst praktikalitet i alle henseender. At resultatet bliver kønsløst og upersonligt betyder mindre i den sammenhæng.
Og det første udkast til et badeværelse blev derefter.

Efter mandens bortgang erklærede enken en dag, at hun faktisk ikke kunne genkende sig i projektet og bad mig om at komme med et nyt udkast.

Det er dette udkast, der er blevet til virkelighed og skal afleveres om lidt.

Filosofien bag det nye projekt er nostalgi, hygge og romantik. At det, i modsætning til det oprindelige, skal være et rum, der åbner sanserne for det smukke og klargør til livet, istedet for at afvaske fortid og skjule det grimme.

Den mest arbejdskrævende ændring var at åbne rummet ud mod den smukke have. Det lille vindue, der skulle holde uvedkommende blikke væk, er erstattet af en dobbelt terrassedør, der byder lys, lyde og dufte velkommen.
Gulvet er støbt i gammeldags svagt gylden terazzo. De indvendige vægge er pudset op med finpuds i en farve, der kaldes okker creme. Det eneste område med fliser er brusenichen. Fliserne er klassiske og tidløse - blanke og hvide spejler de lyset fra haven, spækket med genskæret fra blomster og løv.

Jeg har gjort lidt ekstra ud af detaljerne til indvielsen, der skal være om lidt - har fyldt badekaret, der der er ved at flyde over i boblende skum og pyntet rummet med små ting, der gør rummet ekstra sanseligt - blandt andet ligger der en klassisk pears Amber sæbe i sæbeskålen og gør sig til overfor messing armaturerne under det gamle ovale spejl. Det er enkelt og smukt.

Jeg kalder på hende.

Selv om hun er enke, er hun er ikke så aldrende som det lyder - 60 år for at være helt nøjagtig.

Nu kommer hun, på bare tæer og klædt i en lys slå om kjole.

Hun smiler over hele kroppen. Da hun ser badekaret, løsner hun kjolen som det naturligste i verden og lader den falde på gulvet.

Selv om sindet er ældet og melankolsk, er hendes krop rank og forbavsende frisk og jomfrunalsk. Hendes dusk er lys og tynd. Brysterne er små og velformede. Mave og baller er naturligt muskuløse. Det sidste hun smider er brillerne, der sidder, selv om de er lette og lyse, tungt og myndigt på hendes snorlige næseryg. Nu er hun nøgen, åben og yndig.

Med lyset og duften af blomster fra haven, der vælter ind gennem den åbne terrassedør akkompagneret af solsortens sang, fyldt med løfter og håb, sænker hun sin smukke krop ned i det hvide skum.

Udover at nyde hendes nøgne glæde blev arkitektens trøst at høre hende udbryde "nu føler jeg mig klar til at elske på ny!"

Jo, livet er livet værd...selv om det nogengange skal hjælpes lidt på vej:)
.