RockhardHomewood(15-08-2021 13:08)

Da jeg var en stor knægt, havde jeg et gedigent crush på landbetjentens datter.
Det var lidt kompliceret, - ikke fordi jeg var kriminel eller en bølle, men fordi landbetjenten var en kæmpestor, brysk type, der var kendt for bl.a. at stoppe unge knægte uden lys på cyklen med et: “Skal vi ordne det her, eller have fat i dine forældre?”
De fleste valgte at modtage en syngende kindhest fra hans stegepande af en hånd, hvorefter man kunne trække hjem med susen for ørerne og såret stolthed.
Men som bierne, der trodser alskens torne og besværligheder for at komme til blomsternes nektar, var der også noget ved landbetjentens datter, der trak mere end frygten/respekten for faderen, og da jeg jævnligt så hende i skolen og ungdomsklubben, kurtiserede jeg hende, det bedste jeg havde lært.
Hun virkede heldigvis ikke helt uinteresseret, og det blev til et par stjålne møder med hede kys og to par nysgerrige hænder, der lovede mere, når tiden var rigtig.
En aften i klubben tog jeg mod til mig og spurgte hende, om hun kunne tænke sig en tur på stangen.
Hun sendte mig et meget sigende blik, tog min hånd og vi fortrak diskret fra stedet.
Det var en for årstiden mild aften med den smukkeste stjernehimmel, kan jeg huske.
Et forløb, der startede med modvind og op ad bakke, men nu kunne jeg mærke varmen fra hendes krop mod min brystkasse, mens duften af hendes hår kildrede mig i næsen.
Det var lidt besværligt, men snart fandt jeg en passende rytme.
Pulsen steg langsomt, og jeg mærkede en lille svedperle løbe ned af min ryg.
Jeg kunne fornemme, at mit åndedræt blev tungt og mere stødvist.
Berusende lykkelig var jeg, indtil en dyb velkendt stemme pludselig gjaldede gennem mørket.
“Stop! Det er landbetjent Pedersen! Kan I så se at komme af den cykel”…