Forumindlæg fra
SuzyQ - Forårsfornemmelser
SuzyQ(13-03-2021 11:49)
Udenfor er det stadig koldt,
vådt og med lejlighedsvise snefald.
Men jeg ved at det er forår.
Hvert år afslører min krop og tanker
forårets kommen,
som en gammel mand,
der mærker regnen er på vej,
i sine slidte knogler,
bliver der lagt æg i min mave,
der langsomt forvandler sig,
forpupper,
indtil sommerfuglene trænger gennem deres skal,
og fylder mig med flagrende vinger.
Vingernes flagren sætter alt i bevægelse.
En stille, men insisterende kilden,
vækker mit skød til live,
sætter drømme og længsler i gang.
Jeg vågner af min dvale,
og forelsker mig atter i livet.
Forelsker mig i de sympatiske mænd,
der krydser min vej.
Jeg overvejer,
hvordan jeg kan forføre dem,
så den insisterende kilden kan blive tilfredsstillet.
Hjemme bag skærmen,
hvor alt er drømme,
der ikke kan blive virkelighed.
Endnu.