Salt og peber - storhed og fald

Jeg sidder, i skrivende stund, på en café i en større by på Møn. Bordet foran mig er dækket med rødternet dug, vi nærmer os jo julen. På bordet står der en kop kaffe og og en lille tallerken med et stykke sandkage. Det før så uundværlige askebæger er erstattet af en julestjerne og endelig står der det uadskillelige par, salt- og peberbøssen.

I nat har jeg sovet under åben himmel. Oplevet "Dark Sky" på Høje Møn og nydt den skyfri himmel og ikke mindst Supermånen.

Derude , under Guds store, kulsorte himmel, sad jeg til højbords med Supermånen - følte mig mægtig og i kontakt med hele universet.

Nu sidder jeg her og udstiller ensomheden og ubetydeligheden, siddende mutters alene ved et firemandsbord, alt imens mennesker passerer forbi ude på gaden.

Det er så mærkeligt, at jeg mærker ensomheden som noget ubehageligt og uønsket her. Jeg har jo lige søgt den og nydt den i fulde drag.

Og hvordan bærer jeg den så - følelsen af ensomhed?

Ikke særligt værdigt må jeg desværre indrømme.

Jeg magter desværre, hverken at nyde min kaffe eller at glædes over de unge par, der smilende og nyforelskede passerer vinduet - tager mig selv i at fjerne saltbøssen fra sin elskede peberbøsse - bare for ikke at være den eneste ensomme i lokalet....

Men i aften er der Månering eller halo - nyd den i tosomhed - livet er smukkest når man er sammen:)