Tox(28-09-2019 04:09)

Jeg er ellers ikke til efterår. For meget blæst og for meget mørke. For meget lave temperaturer og for meget tøj. For få eller slet Ingen strandture med leg og sjov. Det er den tid på året, der på mig virker endeløs, og hvor energien mestendels kommer fra drømmen om forår og sommer på den anden side af kalenderbladet.

Der er dog undtagelser. I hvert fald én.

Min bolig er tilfældigvis placeret i lidt mere end øjenhøjde med udsigt over byens tage. Der er imidlertid også en lidt mere direkte udsigt. Sådan direkte til gavlen på en bygning overfor. Den ligger godt nok med siden til og er mildest talt ikke det store sus. Når det regner, ligner den en øjebæ, en depression, en svipser, et fejlskud.

To gavlvinduer er det absolut eneste, der bryder kedsomheden på den røvsyge og deprimerende gavl. Ved første øjekast er det så dét.

Nu er det så, at efteråret, mørket og gavlvinduerne på rædslen alligevel giver glæde.

I de forholdsvis tidlige og endnu mørke morgentimer bliver lyset tændt og gardinet trukket fra. En kvinde klæder sig af og gør absolut intet for at skjule sin smukke, nøgne krop. Morgen efter morgen. Samme ritual. Samme vane. Fuldstændig som jeg selv, der morgen efter morgen står på altanen og nyder dagens første kaffe og dagens første smøg. Heller ikke jeg gør nogen anstrengelser for at skjule min tilstedeværelse på altanen.

Vendt mod vinduet stryger hun sig op af kroppen med begge hænder. Løfter brysterne og gør en bevægelse, der lige som fjerner nattens varme.

Efter nogle minutter er hun tilbage. Denne gang for at finde lige netop det rigtige tøj til dagen. Igen er vinduet midtpunktet, og som oftest har jeg – med kaffekrus nummer to i hånden - udsigt til noget, der minder om et prøverum med en smuk kvinde, der vender og drejer sig foran vinduet. Men nu nok (?) fordi der er et spejl i rummet.

Efteråret er alligevel ikke det værste man har. Hvis det her fortsætter, så er det meget nemmere at være i øjenhøjde med denne årstid, der ellers vender alt om på vrangen.