Forumindlæg fra Gårdsanger - Skovens vise
Gårdsanger(09-04-2019 14:54)

Jeg er på flugt fra den stressende hverdag og sidder, i skrivende stund, på en sten dybt inde i de svenske skove.
Har besluttet mig for at overnatte her i nat. Temperatur er lige over frysepunktet. Det er diset og vådt. Hver eneste nål på de utallige træer er pyntet med dråber på vej mod jorden.
Stille smelter den sidste sne og blotlægger grønne tuer i den dyngvåde skovbund.

Jeg lukker øjnene og lader duften af våd skovbund indtage mine sanser. Hører, hvordan vandet siver nærmest lydløst ud fra hver fritlagt tue. Nyder denne salige, klukkende lyd af rindende vand i denne øredøvende stilhed.

Jeg kommer til at filosofere over, hvor kontrastfuldt her er i forhold til den hektiske og overfladiske hverdag. Herude værdsætter jeg, med største selvfølgelighed, de mindste og ubetydeligeste ting.
Jeg beslutter mig for at tage lidt af skovens dybe visdom med hjem - lader skovbundens musik blødgøre mit hjerte. Åbne det og giver plads til nye muligheder.

Jeg må øve mig i at værdsætte øjeblikket - uanset dets beskaffenhed.
Alt bliver jo lettere og smukkere når målet er at værdsætte, tilgive og elske.
Det hjælper at elske at være mig, også når jeg ved, at både jeg og tiden er utilstrækkelig. Det hjælper at elske morgenen når ungerne ikke gider, alt imens konen og tiden bare skrider. Det hjælper at elske den resterende dag, selv om den ikke byder på andet end jag og jeg næppe når at sidde på min bag.

For hvad hjælper det at være hård og slynge salt i såret fra i går? Eller at være stejl, finde fejl og agere ubarmhjertigt nøjeregnende som et spejl?

Det er trods alt bedre at balsamere med lindrende urter, hvor det smerter - lindre med et lille glemsomt plaster, fyldt med kærlige og tilgivende hjerter.

Kærlig og tilgivende hverdag til dejlige dig:)
.


Kommentarer

Gårdsanger(m)(14-04-2019 18:13)

Se, nu har admin allerede ordnet det - smukt:)



Gårdsanger(m)(13-04-2019 16:48)

Tak for samtlige kommentarer - de varmer og giver appetit på mere:)

Så til noget helt andet. Det generer mit øje, at der ikke er mulighed for at lave afsnit og for den sags skyld linjeskift - æstetikken er jo en væsentlig del af oplevelsen!

Mere arbejde til kære admin:)



Tre(k)(13-04-2019 08:14)

Kloge hverdagsbetragtninger. Hvor er det sandt. Man skal huske ikke at være så hård ved sig selv - eller sine medmennesker.



Tox(m)(11-04-2019 21:12)

Elegant! Og så med kant.



Doctor(k)(10-04-2019 04:27)

Dejligt at høre skovens fugle pippe igen ;)



Gårdsanger(m)(09-04-2019 22:01)

Tak og lige over til jer:)



FlotteLotte(K)(09-04-2019 18:36)

Så godt skrevet og formuleret. Tak for dig :-)



Centaurea(k)(09-04-2019 15:48)

Tak, i guder hvor har jeg savnet dig😘



Gårdsanger(m)(09-04-2019 14:58)

Blev lige nødt til at teste om bloggen fungerer igen:)