Centaurea(17-02-2024 00:12)

Sådan her går det, når man bliver inspireret af andre opslag her på Forum.


Det er et underligt rum. Et uisoleret tag, som blot virker til at være bygget over de to nabohuse, hvor noget af tegltaget stadig står synligt. På taget står nu en gammel dukkevogn og en gammel kælk til skue. Til højre for hende er der en væg af vinduer, så man i lysere tider ville kunne kigge ud i gården. Hun holder dog øjnene rettet mod venstre hvor indgangen er.
Han havde foreslået at de skulle mødes her hos Slagteren. Her spiser man godt, sagde han, eller rettere skrev han, de har skrevet sammen i mange år, på en anonym novelle side. Han vil gerne give middag og bagefter vil de begge uden at skulle begrunde det, kunne gå hvert til sit. Men hvis hun går med ham, vil hun være hans. Hun er nervøs nu, hun kender endda stadig ikke hans rigtige navn og hun er i tvivl om han mon dukker op.

Hun sidder ganske stille på den vakkelvorne stol. Sædet er bulet efter utallige bagdele gennem årene har gjort fjedrene bløde og mørnet det grønne betræk. På den ene væg hænger der platter, på en anden hænger gamle køkkenting i den velkendte lyseblå farve. Alt omkring hende synes gammelt, selv skiltet over hende, hvor der står skrevet “antik” synes antikt i sig selv.
Hun kigger på menneskene der er her, de sidder alle flere sammen ved bordene og taler og spiser, ingen andre er alene. Ved et af bordene er det tydeligvis 3 generationer der fejrer noget. Hun kan ikke helt finde ud af hvad. De har rødvin i glassene. Deres tallerkner bugner af mad fra buffeten. De yngste med masser af pomfritter, de ældre med skønne salater, og nu kommer fadet med kødet de har valgt fra slagterdisken og som bliver tilberedt på de store stegeplader lige ved siden af salatbaren. De griner. Skåler.

Hun selv mærker nervøsiteten stige, hun kigger på klokken, han burde være her nu. Han har fortalt hende om hvordan han tilfældigvis fandt de gamle planker og bare måtte lave et kors og selv om han egentligt aldrig har tænkt på sig selv som en dominerende mand, havde en trang bare vældet op i ham. Og hendes lyst til at lægge både sin krop og sin hjerne fuldt over til hans vilje og lyst er grunden til, at hun nu sidder her.

Hun er uvant med ikke at have trusser på, og er bange for at fugten fra hendes skød vil lave synlige pletter på den kropsnære kjole. Den er mørkegrøn og strækstoffet er behageligt mod hendes hud. Og hun forestiller sig hvordan han vil løfte hendes store bryster ovenud af den dybe udskæring, og måske slå dem lidt så de er hyperfølsomme inden han vil lade sin mund omslutte den stivnede vorte.

“Hej”
Hun bliver revet voldsomt ud af sin fantasi og kigger op hvor den mørke stemme kommer fra.
“Velkommen til Møn C” siger han.
Endeligt møder hun “sin” Gårdsanger. Hun er mundlam.