Vi stod på række i den bidende kulde, støvlerne plantet solidt i gruset foran barakkerne. Sergenten marcherede frem og tilbage foran os, øjnene knebne som en rovfugl på jagt efter den svageste i flokken.
”I er ikke drenge mere,” råbte han. ”I er rekrutter. Snart soldater. I skal lære at stole på hinanden. I er brødre nu.”
Brødre. Jeg vidste ikke, om det var sandt. Ikke endnu. Jeg var anderledes end de andre, men ingen vidste det. Jeg havde ikke tænkt mig at fortælle det.
Det var ikke fordi, jeg skammede mig. Jeg vidste bare, hvordan det ville blive modtaget. De sædvanlige vittigheder. Rygterne. Drillerierne, når vi var i baderummet. Jeg havde hørt historier.
Men hemmeligheder har det med at slippe ud, selv når man vogter dem nøje.
Det skete en aften i opholdsstuen. Vi sad og pudsede støvler, mens snakken gik. En af drengene, Mads, fortalte om sin kæreste, hvor meget han savnede hende, og hvordan han nærmest ikke kunne vente med at komme hjem på weekend.
”Hvad med dig?” spurgte han pludseligt og kiggede på mig. ”Har du en kæreste?”
Der var et sekunds stilhed. Jeg overvejede at lyve, men i stedet trak jeg bare på skuldrene og sagde det, som det var: ”Ikke nogen pige, i hvert fald.”
Der gik et par sekunder, hvor de lige skulle registrere det. Så kom den første latter.
”Pas på i badet, drenge,” sagde en af dem, og de andre grinede.
Det var ikke ondt ment. Jeg kunne høre det på deres stemmer. Alligevel rødmede jeg og kiggede ned på mine støvler.
”Du kunne da i det mindste tage mig med på date først,” sagde Mads med et grin.
Jeg rystede på hovedet, smilede lidt. ”Du er ikke min type.”
Der var mere latter. Og så var det ligesom ovre.
Men noget ændrede sig efter det. De drillede lidt, jovist, men der var ikke noget ondsindet i det. Og efterhånden begyndte nogle af dem at komme til mig med andre ting.
”Hvordan håndterer du det?” spurgte en af dem en aften, mens vi lå på hver vores seng og stirrede op i loftet.
”Hvad mener du?”
”At være væk fra dem, du vil være sammen med.”
Det var ikke, fordi jeg havde nogen derhjemme at savne. Men jeg vidste, hvad han mente. Og måske var det derfor, at flere af dem begyndte at spørge. Om hvordan man håndterede savnet. Om hvordan man holdt længslen ud.
Nogle gange hjalp jeg dem på andre måder. Når lyset var slukket, og soveposerne knitrede i mørket, og ingen andre lyttede.
For vi var jo brødre. Ikke?
Det var umuligt at skjule, når nogen hjalp sig selv i sovesalen. Vi lå så tæt, at hver lille bevægelse kunne mærkes i køjerne omkring. Nogle var diskrete—et dæmpet åndedræt, en smule hurtigere bevægelser under tæppet—mens andre ikke bekymrede sig synderligt om stilheden.
Og så var der dem, der virkelig gav sig hen. En aften lå vi og lyttede til én, der næsten fik hele sovesalen til at ryste med sine bevægelser. Da han endelig var færdig, udbrød en af drengene grinende: “Så sover han da godt!”
Vi lo alle sammen. Det var ikke noget, vi talte direkte om, men det var en del af livet her. Man var væk hjemmefra, savnede berøring, og vi fandt måder at klare os på.
Men en aften blev det anderledes.
Vi lå i vores senge efter en hård dag med øvelse i terrænet. Sovesalen var mørk, men jeg var stadig vågen, da jeg hørte en, der kravlede tættere på min seng. Jeg vidste, hvem det var. Vi snakkede godt sammen, han var en af dem, jeg stolede på.
”Hey,” hviskede han. ”Må jeg spørge dig om noget?”
”Selvfølgelig,” svarede jeg lavt.
Han tøvede. ”Du ved… du er sikkert ret god til det der. Et blowjob.”
Jeg drejede hovedet mod ham i mørket. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men jeg vidste, at han mente det alvorligt.
”Måske, jeg har da prøvet det mere end én gang,” svarede jeg roligt. ”Hvorfor spørger du?”
”Jeg har aldrig fået et,” indrømmede han. ”Men jeg har ofte tænkt på det. Og… jeg ved ikke. Måske er det nemmere med dig.”
Jeg lod stilheden hænge et øjeblik.
”Måske,” sagde jeg til sidst. ”Synes du, det lyder som en god idé?”
Han trak vejret dybt. ”Jeg synes, du ser godt ud. Og jeg stoler på dig.”
Vi aftalte, at det kunne ske. Ikke her i sovesalen, selvfølgelig. Men et sted, hvor vi kunne være i fred.
Jeg vidste ikke, hvad det ville føre til. Kun at vi begge havde brug for det, så vi fandt en løsning på problemet.
Kasernen havde et gammelt depot, som ikke længere blev brugt til noget fornuftigt. En af de ældre rekrutter havde vist mig stedet engang—en lille bygning bagerst på området, hvor ingen gik hen efter mørkets frembrud. Perfekt til en hemmelighed.
Han nævnte flere gange, at det skulle forblive mellem os. ”Jeg er jo ikke til mænd. Altså… sådan rigtig, du ved …” sagde han igen, da vi listede derud en aften.
Jeg nikkede bare. ”Selvfølgelig.”
Det var ikke noget, der skulle diskuteres. Jeg vidste godt, hvad det betød. Han savnede sin kæreste derhjemme. Han havde brug for en udløsning – ligesom alle de andre. Og jeg havde ikke noget imod at hjælpe ham.
Allerede da jeg lynede op, og mærkede hans pik, begyndte han at stønne liderligt. ”Åh, fuck, jeg trænger bare så meget, og jeg kan bare ikke onanere, når der er andre i nærheden”, kom det forklarende fra ham.
Han pik var stiv som beton, og egentlig ganske flot. Jeg tog den ind i munden, fandt hans store nosser frem, og legede lidt med dem, som jeg altid gør, når jeg givet er blowjob. Han trak sig pludselig ud af min mund.
”Undskyld, men jeg er allerede ved at komme”, forklarede han undskyldende.
”Nå, ja, men det er vel også derfor vi er her”, smilede jeg til ham, og vidste godt at han gerne ville have lidt mere fornøjelse end bare en kort afrivning.
Han trak lige vejret, og sagde at det var en meget lækker følelse når jeg suttede på hans pik. Og så stak han den igen ind i min mund.
Jeg slikkede det bedste jeg havde lært, og trak lidt i hans dejlige hængenosser, som havde en tyngde jeg rigtig godt kan lide. Og så kom han i en gevaldig orgasme, og stønnede og nærmest peb.
Han ville trække sig ud, men jeg nåede at hviske at jeg selvfølgelig ville tage hele ladningen, også for ikke at svine mere end højst nødvendigt. Og han nød ’rengøringen’.
Det hele gik fint. Han var mere end tilfreds. Bagefter lænede han sig op ad væggen, trak vejret dybt og lo lavt. Stod nærmest totalt lammet, og med åben mund.
”Hold kæft,” mumlede han. ”Det burde jeg have gjort for længe siden. Hold kæft du er god.”
Jeg smilede. ”Godt at høre.”
Vi talte ikke mere om det lige bagefter. Ikke direkte. Men han så anderledes på mig i sovesalen. Ikke akavet, ikke ubehageligt. Bare som en, der vidste noget, de andre ikke gjorde.
Men af en eller anden grund begyndte flere at henvende sig. Først var det en enkelt fyr, en af dem der sad tættest på mig i opholdsstuen.
”Hey,” sagde han en aften, mens vi børstede støvler. ”Må jeg spørge dig om noget?”
Jeg vidste allerede, hvad det var.
Så kom en anden. Og en til.
De sagde det samme som den første: ”Det skal blive mellem os - jeg er jo ikke til mænd. Det er bare, fordi jeg savner hende derhjemme.”
Jeg nikkede altid. Sagde aldrig andet end ”Selvfølgelig.”
Og sådan blev depotet vores lille hemmelighed, og der fik jeg malket adskillige rekrutter.
Efterhånden blev jeg en ret eftertragtet soldaterkammerat.
Det var ikke noget, vi talte åbent om, men de fleste vidste det nok alligevel. Hvis man havde brug for lidt ekstra, hvis savnet blev for stort, eller hvis nætterne føltes for lange, så var jeg den, man kunne gå til.
Til gengæld fik jeg også noget ud af det. Små tjenester, hjælp til tunge løft, nogen der dækkede over mig, hvis jeg snød mig til et par minutter ekstra på madrassen om morgenen. Vi var alle sammen afhængige af hinanden på kasernen, og det var godt at have folk, der så lidt mildere på én. Og jeg fik også en masse gode ’soldateroplevelser’.
Men så kom den dag med Mads.
Vi havde allerede gjort det flere gange, og han var en af dem, jeg faktisk holdt af at være sammen med. Han var ikke nervøs længere, ikke akavet. Han nød det. Og han vidste, at jeg også gjorde.
Denne gang blev det anderledes.
Vi var allerede i depotet, som vi plejede, og jeg var i gang, da han pludselig lagde en hånd på min skulder.
”Hey,” mumlede han. ”Gør du også… du ved nok… det andet?”
Jeg stoppede og kiggede op på ham.
”Hvad mener du?” spurgte jeg, selvom jeg allerede kendte svaret.
Han sank en klump. ”Altså… tager den i røven.”
Der blev stille et øjeblik.
”Hvis du gerne vil,” sagde jeg.
Han nikkede langsomt. ”Tror du, vi kan… eller at jeg kan finde ud af det?”
Jeg kunne mærke, at han var nervøs. Ikke fordi han ikke ville, men fordi det var nyt. Ukendt område. Men jeg vidste, hvad jeg lavede, og jeg tog mig af ham, lod ham vænne sig til det, lod ham opdage, at det føltes godt.
Han var meget ivrig, kunne næsten ikke få kondomet på, og jeg sikrede rigeligt med glidecreme. Og så vendte jeg mig om, og lod ham styre slagets gang. Han var hurtigt inde. Hans pik hørte heller ikke til de største, men han vidste godt hvad der skulle ske.
Han kneppede mig hurtigt og dybt og jeg mærkede hvordan han skubbede sig dybt op i mig, mens han stønnede frækt og liderligt mens han hviskede frække ord i mine ører.
”Du er så fræk, jeg elsker din røv. Den er så lækker stram, og det gør rigtig godt når jeg knepper dig dybt.” Han trak sig ud, trak vejret, og skubbede sig så helt i bund igen, og så mærkede jeg kondomet blev fyldt, mens han gav mig de sidste kræfter og malkede dråberne ud af pikken.
Bagefter stod han stille et øjeblik, trak vejret tungt og stirrede op i loftet.
”Hold nu kæft,” mumlede han.
”Fortryder du det?” spurgte jeg roligt.
Han rystede på hovedet.
”Det var sindssygt, sindssygt godt,” sagde han. ”Men… det er jo slet ikke mig, det her. Jeg forstår ikke lige hvad der sker.”
Jeg smilede. ”Selvfølgelig ikke. Men du er jo bare en liderlig mand, der trænger til det her.”
Vi grinede lidt, trak tøjet på igen og listede tilbage.
Næste dag var han præcis, som han plejede at være. Samme grin, samme drillerier, samme Mads. Men jeg kunne se det i hans øjne, når han kiggede på mig. Han ville have mere fra mig. Han var klar. Og han vidste nu, hvad vi begge vidste.
Han var heller ikke den sidste, der spurgte, men så skete det noget uventet.
Det skete under en øvelse. Vi var ude i terrænet, trætte, sultne, kolde. Scenariet var simpelt: Vores gruppe var blevet taget til fange af en fjendtlig enhed, og nu skulle vi afhøres. Vi vidste, det bare var en del af træningen, men det føltes ægte, når man stod der, bundet på hænderne med strips og med en officer, der skældte en ud som var det alvor.
Vi blev ført ind én ad gangen.
Min tur kom, og jeg blev skubbet ind i et lille telt, hvor en officer stod klar. Han var høj, bredskuldret, med et stramt blik, der borede sig ind i mig. Han så for så vidt godt ud. Jeg genkendte ham fra øvelserne - en hård hund, kendt for ikke at tage pis på noget.
Han cirklede omkring mig, mens jeg stod der, svedig og støvet.
”Nå, hvad skal jeg så gøre med dig?” spurgte han køligt.
Jeg svarede ikke. Jeg vidste, det var en del af legen, at vi skulle modstå afhøring.
Han trådte tættere på. Meget tættere. Helt op i ansigtet, og så slikkede han sig om munden.
”Giv mig så et blowjob,” sagde han pludselig.
Jeg stivnede. Stirrede på ham, overbevist om, at jeg havde hørt forkert.
”Hvad?” fik jeg endelig fremstammet.
Han smilede skævt. ”Hørte du mig ikke, din lille bøssekarl?”
Jeg kunne mærke blodet suse i ørerne. Det var, som om alting stod stille et øjeblik.
Så lynede han sine bukser ned. Hans pik var pludselig lige foran mit ansigt.
Mit hjerte hamrede, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Var det stadig en del af øvelsen? Var det en test? Var det en straf?
Han lagde en hånd på mit hoved.
”Kom så i gang,” sagde han lavt. ”Lad mig se, hvad du kan, og hvad du så godt kan lide.”
Jeg gjorde det.
Mine hænder var stadig bundet, så jeg måtte bruge munden alene. Han sagde ikke meget, kun et par korte suk, en skarp indånding, en lille latter, da han mærkede, at jeg vidste, hvad jeg lavede. Han pumpede løs, og hans pik røg ind og ud af min mund. Jeg turde ikke gøre vrøvl.
Jeg suttede ham til han sprøjtede, og han fyldte min mund. Han holdt om mit hoved, og hans pik blev i min mund indtil jeg havde suttet ham helt ren.
Da han var færdig, trak han sig tilbage, lynede roligt op og kiggede på mig.
”Det skulle du aldrig have gjort,” sagde han, ”vidste du ikke at man ikke må have seksuel omgang med hinanden her på militærområdet?”
Mit hjerte sank. Og så tilføjede han med et skævt smil: ”Men jeg nød det sgu, din lille luder.”
Han sendte mig ud af teltet igen uden at sige mere.
De andre spurgte, hvad der var sket derinde, men jeg rystede bare på hovedet.
Den øvelse glemte jeg aldrig, og jeg kunne heller ikke holde det for mig selv.
En aften, da vi var i sovesalen, trak jeg Mads til side og fortalte ham, hvad der var sket under øvelsen. Han lyttede i stilhed, men jeg kunne se, hvordan hans hænder knyttede sig, og hans kæbe blev strammere for hvert ord.
”Det er for groft,” sagde han til sidst. Hans stemme var lav, men fyldt med vrede.
Før jeg nåede at sige mere, rejste han sig brat og forsvandt ud i mørket.
Jeg vidste ikke, hvad han skulle. Men jeg vidste, at han var vred på mine vegne.
Jeg sagde ikke noget til nogen andre. Men efter et par uger gik rygterne. Om natten var en gruppe rekrutter, Mads’ venner, gået sammen og havde opsøgt officeren. De havde fundet ham alene, og de havde givet ham præcis det, soldater giver en, der overskrider en grænse.
Han fik tæsk. Ikke brutale, ikke så han måtte på hospitalet, men præcis nok til at han forstod, at han havde trådt langt over stregen.
De sagde kun én ting til ham, da de var færdige: ”Du melder dig selv. Du fortæller, hvad du gjorde. Og så skrider du.”
Og det gjorde han.
Han forsvandt fra kasernen kort efter. Vi fik aldrig noget officielt at vide, men han var væk, og ingen savnede ham.
Mads sagde aldrig, at det var hans værk. Men jeg vidste det godt.
En aften, da vi sad ude bagved og røg en cigaret, kiggede han på mig og sagde roligt:
”Ingen behøver at vide det. Bare du ved, at vi passer på hinanden.”
Jeg nikkede.
Han tog et sidste sug af sin cigaret, smed den i gruset og smilede skævt.
”Du skylder mig et blowjob for det der.”
Jeg lo af Mads’ kommentar, men jeg vidste godt, at der lå mere bag.
Han havde gjort noget for mig. Noget, han ikke behøvede, men som han alligevel gjorde. Ikke bare fordi vi var soldaterkammerater, men fordi vi var blevet noget mere end det.
Jeg rakte ud efter cigaretpakken mellem os, men Mads tog den først, fiskede en ud og rakte den til mig. Vores fingre strejfede hinanden et kort øjeblik.
”Du ved godt, du betyder noget for os, ikke?” sagde han pludselig.
Jeg så op på ham. ”Hvad mener du?”
Han trak på skuldrene. ”Altså… du ved. Vi griner af det. Vi driller. Men vi ved også godt, at du altid stiller op, når nogen har brug for noget helt specielt.” Han smilede skævt.
”Og det er altså ikke alle, der ville gøre det.”
Jeg tog et hiv af cigaretten og lod røgskyen hænge i luften mellem os.
”Nogle gange tror jeg, I bare udnytter mig,” sagde jeg med et grin.
Mads grinede også. ”Måske lidt. Men vi passer også på dig.”
Vi sad der et øjeblik i stilhed. De andre var inde i sovesalen, latteren lød dæmpet gennem de tynde vægge. Der var ikke mange uger tilbage af vores tid her. Snart ville vi blive sendt videre. Nogle ud i civillivet, andre videre i forsvaret.
Mads knipsede sin cigaretstump væk, rejste sig og strakte sig. ”Nå,” sagde han. ”Skal vi finde et sted, eller hvad?”
Jeg smilede. ”Ja, lad os det.” Vi vidste begge, at vi ville savne det her. Ikke bare vores sex, men kammeratskabet. Fællesskabet. Og måske, bare måske, også lidt hinanden.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980