Del 1.
Dette er en lille, uanstændig beretning, taget ud af historien.
Lidt forskønnet, ganske vist, men stimulerende for sanserne.
Beretningen om Ann, en henrivende kvinde, hvis kropform ikke overlod noget til fantasien.
Hun havde store, fyldige bryster og en lille fast røv.
Hendes seksuelle lyster gik fra det almindelige til det mere dyriske.
Hun havde et fysisk handicap, men det stoppede hende ikke i at udleve sine perverse fantasier.
På det handicapcenter hvor hun boede, var der kun en anden bruger, som kunne forstå hendes perversiteter. Ikke at de havde noget seksuelt forhold, men han kunne også tænke abstrakt, når det gjaldt det seksuelle.
Det var også kun de to, som levede et normalt liv.
Han havde fundet kærligheden i Jylland og tog tit derover i weekenderne.
For Ann var kærlighedsforhold en by i Rusland.
Hun var ikke til romantiske middage, hvor man sad og flettede fingre.
Hun ville hellere være en underdanig tøs, der tjente en mand, en dominerende Herre.
Ann havde i nogle år haft en profil på en BDSM-portal på nettet, hvor hun søgte en Herre til et D/s (Dominant/submissiv) forhold.
I profilteksten havde hun gjort meget ud af at forklare om hendes fysiske skavanger, men hun havde også pointeret, at hun var intelligent og forstod BDSM fuld ud.
Hun fik mange henvendelser fra mænd, som godt ville være hendes Herre, men de fleste af dem var ikke seriøse nok.
Nogle af dem skrev, at de ville kneppe hende, enten fordi de syntes, at hun var en lækker tøs, eller fordi det tændte dem, at hun havde et fysisk handicap,
Den sidstnævnte grund var hun ikke så vild med, da hun syntes, at det var at udnytte hende på en forkert måde.
En dag modtog hun en mail på hendes profil.
Det var fra en mand, som kaldte sig Per58/D.
Ann vidste straks, hvad det D stod for, og hun smilede for sig selv.
Hun tjekkede hans profil ud, og da hun så billedet, blev hun glad.
Han var ikke køn, hvilket hun foretrak for så kunne hun ikke blive forelsket i ham.
Det var udelukkende et fysisk forhold, hun søgte.
Et forhold hvor der var respekt for hinanden, men hvor alt det sukkersøde og hjertevarme var pillet væk.
Per58/D søgte en kvinde, der ville være hans tøs, hans slavetæve.
Længere nede i profilteksten stod der, at han boede på et nedlagt landbrug ved Odder i Østjylland.
Ann blev virkelig tændt af det, hun læste, og hun kunne mærke safterne løbe ud af hendes fisse.
Hun skrev en mail tilbage til ham, hvor hun fortalte lidt mere om sig selv end det, der stod i hendes profiltekst.
Hun fortalte blandt andet, at hun var kørestolsbruger, men at hun kunne støtte på benene med lidt hjælp.
Denne information gav hun de mænd, som eventuelt kunne blive hendes Herre.
I de næste uger skrev Ann med Per58/D i mange timer hver dag.
De skrev om mange ting men mest om det seksuelle.
Hvis de skrev sammen sent om aftenen, kunne Ann godt finde på at lege med sig selv.
Enten brugte hun fingrene, eller også tog hun den store, hudfarvet dildo, der lå i skabet.
Trods de mange ufrivillige bevægelser, som hun havde, kunne hun kneppe sig selv og få nogle orgasmer, der sagde spar 2.
En dag skrev Per58/D til Ann, at han ville møde hende, og om det var muligt for hende at komme til Odder.
Ann havde virkelig lyst til at tage derover, men hun vidste også, at der kunne blive en helvedes ballade, hvis hun fortalte, at hun skulle besøge en mand i Jylland.
Nogle af medarbejderne havde den overbevisning, at de kunne manipulere med hende som de gjorde med nogle af de andre beboere.
Desværre var hun ikke altid stærk nok til at sige fra og lod dem køre rundt med hende som en dresseret hest i cirkus Benneweis.
De ville bruge deres talegaver og manipulationsevnen til at få tanken om at tage over til en mand i Jylland ud af hendes hoved.
Hun vidste godt, at det var fordi, at de var bekymret for hende, men for helvede!
Kunne de ikke lade hende leve sit eget liv? Bundede deres problem i virkeligheden i, at hun var blevet så selvstændig?
Hun var udover ham, der havde en kæreste i Jylland den eneste på bostedet, som selv kunne tage toget til København.
Det havde de førnævnte medarbejdere fået så ondt i røven over, at de ville have, at hun brugte Flextrafik noget mere, når hun skulle ud. Det der S-togs halløj kunne hun ikke blive ved med, da hendes krop hurtigere blev ældre end ikke-handicappedes.
Hun små lo for sig selv, når de satte den plade på deres verbale pladespiller, for hold nu op, hvor var det komisk.
I de år hvor hendes psykiske lidelse havde taget magten over hende, havde de brokket sig over, at hun aldrig foretog sig noget og bare lå på sofaen og så ”Taxa” eller ”Anna Pihl”.
Nu havde hun fået det så godt, at hun gjorde mange ting selv, men nu var deres problem, at de ikke længere kunne løbe om hjørner med hende, da hun var blevet så selvstændig.
Per58/D begyndte tit at spørge Ann, hvornår hun kunne besøge ham.
Ann måtte gentagne gange forklare ham, at tingene ikke altid var ligetil, når man havde et fysisk handicap og boede på et bosted.
Hun kunne ikke bare tage til Jylland uden at medarbejderne på bostedet skulle vide det.
De ville undre sig over, hvem hun skulle besøge, da de vidste, at hun ikke kendte nogen i Jylland.
”Kan du ikke bare fortælle det som det er? Du har ret til at leve dit liv, som du vil, og for mig lyder du til at være en ret selvstændig kvinde” skrev Per58/D i en mail.
Han havde ret, og hun ville fortælle medarbejderne sandheden, når turen til Jylland blev en realitet.
I det næste stykke tid begyndte Ann og Per58/D at planlægge hendes besøg hos ham.
De havde aftalt, at hun skulle komme i en weekend, så de havde god tid til at lære hinanden at kende og se om kemien var til noget leg.
Medarbejderne på bostedet blev ikke begejstreret, da hun fortalte, at hun skulle besøge en mand i Jylland.
”Er det nu også en god idé at gøre det?” havde en af hendes kontaktperson spurgt i en meget nedladende tone.
Selvom Ann godt vidste, at det var til sit eget bedste, kunne hun ikke lade være med at blive vred over medarbejderens tonefald.
Hun rettede sig op i den manuelle kørestol og rømmede sig.
”Jeg tror godt, at jeg ved, hvad det grundlæggende problem er i det her. Problemet er, at nogle af jer medarbejdere har svært ved at respektere, at Ricco og jeg lever vores eget liv, selvom vi bor her. I kan måske ikke klare, at vi ikke længere er så stor en del af bostedet. Jeg har bestemt mig for at tage over til den mand for jeg trænger til at være kvinde og glemme alt om bostedet og dem, der bor her.”
Medarbejderen kiggede vredt på hende. Så gik hun.
Ann loggede ind på sin profil på BDSM-portalen for at se om Per havde skrevet.
Han havde sendt nogle forslag til, hvornår hun kunne komme over til ham.
Et af forslagene var allerede den kommende weekend.
Hun tænkte sig om. Skulle hun gøre det?
Der stod ganske vist i mailen, at hun selv skulle sørge for transport derover og hjem.
Han havde vedhæftet et link til Midttraffiks webside, hvor hun kunne bestille en handicapkørsel fra Skanderborg station og ud til Odder.
Udgifterne til transport skulle hun selv betale, men han ville stå for kost og logi, imens hun var hos ham.
Turen derover og hjem ville koste 390,- kr, så hun satte 900 kr ind på sit rejsekort.
Hun havde 400 kr stående på i forvejen, så det kunne godt dække både ud – og hjemrejsen.
Det tog, hun skulle med, afgik fra Hovedbanegården klokken 9.25.
Toget fra Skanderborg station ville afgå klokken 16.50 om søndagen.
Derefter ringede hun til Flextraffik for at bestille turen ind til Hovedbanegården om fredagen og hjemturen til Jyllinge om søndagen.
Da hun havde ordnet alt vedrørende transporten, skrev hun til Per for at fortælle ham, hvornår hun ca. var på hans bopæl om fredagen.
I den mail hun modtog som svar, stod der:
”Hej slavinde.
Tak for informationerne om tidspunkterne for din ankomst og afrejse.
Jeg ser helst, at du har halsbånd, hånd – og fodmanchetter på, når du ankommer til mit hjem på fredag.
Du skal være opmærksom på, at du vil blive behandlet som en rigtig slavinde, selvfølgelig med forbehold for dine fysiske udfordringer.
- Din Herre.”
Ann blev nødt til at tage til København dagen efter for at købe halsbåndet og manchetterne.
Hun trykkede på sit kald for at snakke med en af medarbejderne.
Medarbejderen, der kom ind til hende, blev småsur, da hun fortalte, at hun skulle til København dagen efter.
”Tror du ikke, at du skulle spare lidt på dine penge? Du skal jo købe den kædedyne” sagde medarbejderen.
Nu var Ann ved at eksplodere af vrede, men hun vidste godt, at medarbejderen ville være ligeglad, så længe hun fik det som hun ville have det.
”Jeg skal til København i morgen. Derfor vil jeg gerne hjælpes op klokken 8.00” sagde Ann.
Medarbejderen grinede og sagde, at Ann ikke kunne stå op klokken 8.00, så glad som hun var for at sove.
Ann rystede på hovedet ad medarbejderen, da hun gik ud af lejligheden.
Næste dag kom hun op til aftalt tid.
Efter hun havde været i bad og havde fået morgenmad, begav hun sig afsted mod Ølstykke station i den elektriske kørestol.
Det var vinter, men solen skinnede fra en skyfri himmel.
Der lå rim i græsset, hvilket betød, at der havde været nattefrost den foregående nat.
Ann elskede vinter.
Hun brød sig ikke specielt meget om sommeren, da det både var alt for varmt, og hun havde desuden svært ved det megen lys, der var om sommeren.
På Ølstykke station chekkede hun ind med sit rejsekort.
Lidt efter kom toget.
Togføreren lagde en rampe ud, så Ann kunne køre ind i toget.
”Jeg skal af på Hovedbanegården” sagde hun til togføreren.
Turen til Hovedbanegården tog ca. 40 minutter.
Ann kørte af toget, chekkede ud med rejsekortet og tog elevatoren ned til Reventlowsgade.
Så kørte hun over det lille lyskryds og fortsatte ned ad Istedgade.
Der var et stykke vej ned til den forretning, hvor hun skulle købe tingene.
Hun kørte rundt i forretningen for at finde tingene, men hun måtte have hjælp.
Ekspedienten kiggede underligt på hende, da hun henvendte sig til ham.
”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte han.
Ann fortalte, at hun skulle bruge et halsbånd og nogle hånd – og fodmanchetter.
Ekspedienten viste hende ned til BDSM-legetøjet.
Han tog nogle forskellige halsbånd og manchetter frem, så hun kunne vælge, hvilke hun ville have.
Hun valgte det, der så mest Classic ud.
”Det bliver 2.500 kroner. Betaler du med kort eller kontant?” spurgte han.
Ann fik fortalt, at hun skulle betale med kort.
Han tog hendes Visa kort i pungen og kørte det igennem kort terminalen.
Den sagde bip, og betalingen var godkendt.
Hun fik varerne i nettet bagpå kørestolen og pungen i tasken.
”Tak for hjælpen” sagde hun på vej ud ad forretningen.
På vej hjem i toget havde hun en god følelse i kroppen.
Nu skulle hun bare have pakket til weekenden.
Torsdag aften pakkede hun en weekendtaske med noget tøj.
Hun fandt det tøj, hun skulle have på til afrejsen og lagde hendes nyindkøbte ting ved siden af, så den medarbejder, der hjalp hende op fredag morgen, kunne se, at hun skulle have det på.
Det var ikke alle medarbejdere, som kunne forstå hendes seksualitet, og de ville grine, hvis de skulle give hende halsbånd på.
Fredag morgen blev hun vækket af en medarbejder.
Efter hun havde været i bad og skulle have tøj på, begyndte medarbejderen at grine, da hun så manchetterne og halsbåndet.
”Skal du have det dér på?” spurgte hun flabet.
Ann kiggede direkte på hende.
”Ja, det skal jeg faktisk. Hvis du ikke kan klare opgaven med respekt for mig, må du bede en af dine kolleger om at gøre det.”
Medarbejderen gik ud for at finde en kollega.
Kollegaen var helt rolig, imens hun gav Ann tingene på.
Så blev Ann liftet over i den manuelle kørestol.
Hun spurgte den medarbejder, der havde taget hende op, om hun måtte spise morgenmad i lejligheden.
”Nej, jeg vil godt have, at du kommer ud i fællesrummet” sagde medarbejderen.
Ann vidste, at det var fordi, at medarbejderen ville se ”Go´ morgen Danmark”, imens hun hjalp Ann med morgenmaden.
Ann fik altid cheasy vanilje yoghurt og kaffe.
Medarbejderen var meget optaget af det, der skete på tv´et, så da hun skulle give Ann kaffe, kom der noget på Anns bluse.
”Hey, gider du ikke godt koncentrere dig om at hjælpe mig, i stedet for at se på det forpulet TV? Jeg skal faktisk noget, hvor jeg skal se godt ud” sagde Ann.
Efter tandbørstningen, der ikke blev gjort særlig grundig som det aldrig gjorde, når det var den medarbejder, fik Ann en ny bluse på.
Medarbejderen hjalp hende med at pakke hendes toiletsager.
Flextrafik skulle komme om 15 minutter, så Ann satte sig ud på parkeringspladsen for at vente.
Lidt efter kørte en hvid caddy ind på parkeringspladsen.
Det var en af de nye biler, som Flextrafik havde fået.
Ann kunne godt lide at køre i de biler, da de ikke var ligeså store som busserne.
”Er du Ann Dinesen?” spurgte chaufføren på gebrokkent dansk.
Ann nikkede.
Han hjalp hende ind i bilen og spændte hende fast.
Da de kørte ud på vejen og væk fra bostedet, begyndte hun at føle sig fri på en måde, som hun ikke havde gjort længe.
I de næste to dage ville livet på bostedet ikke eksistere i hendes hoved.
Inde ved Hovedbanegården satte chaufføren hende af.
Hun tog elevatoren ned til perronen.
En mand i en orange vest kom hen til hende.
”Skal du med IC 403 mod Aalborg?” spurgte han.
Det bekræftede Ann.
Han hjalp hende ind i toget.
En speaker begyndte at fortælle, hvad man kunne købe af sandwichs og drikkevarer i toget.
Ann var ked af, at hun ikke kunne få vådt eller tørt i de næste timer, og hun vidste heller ikke, hvor meget mad hun reelt ville få i den kommende weekend.
Toget begyndte at køre.
Hun prøvede at sove, men det var svært i kørestolen.
En steward kom hen til hende.
”Vi har altså et tomt sæde, hvis du vil derover at sidde” sagde han.
Ann smilede og sagde, at hun kunne stå på benene, hvis de støttede hende under armene.
Uden nogle problemer fik de hende over på sædet.
De kom med et tæppe, som hun fik over sig.
Lidt efter sov hun.
Hun vågnede igen ved at nogen ruskede i hende.
”Du skal af” sagde en steward.
Han hjalp hende over i kørestolen.
På perronen stod en chauffør og ventede på hende.
”Er det dig, der skal til Gartnervænget ved Odder?” spurgte han.
Ann sagde, at det var hende.
Chaufføren tog hendes bagage og kørte hende over til en minibus, der holdt et stykke væk fra stationen.
Han satte tasken på sædet og fastspændte kørestolen til gulvet.
”Det tager 25 minutter at køre til adressen” sagde han.
Imens de kørte, blev han ved med at spørge Ann, hvorfor hun havde halsbånd og manchetter på.
Hun gad ikke svare ham, da det ikke kom ham ved.
De kørte ud ad Houvej, og lidt efter var de på Gartnervænget.
Chaufføren kørte ind på en stor, firlænget gård.
En mand i blå overalls kom gående hen over gårdspladsen.
Chaufføren kørte Ann ud af minibussen.
”Hej Ann, og velkommen til Odder” sagde manden.
Chaufføren stod og ventede på, at Ann skulle betale for turen.
”Det bliver 350 kroner. Du kan godt betale med Mobilepay” sagde han.
Hun tog sin telefon op af tasken og trykkede beløbet ind.
Så trykkede hun på ”Send”, og lidt efter bippede chaufførens telefon.
”Tak, kan I have en god weekend” sagde han og kørte.
Manden gav hende et lille forsigtig knus.
”Jeg hedder Per, men jeg vil godt have, at du tiltaler mig ”Min Herre”. Jeg viser dig lige, hvor du skal sove” sagde han.
Han tog fat i kørestolen og kørte hende over i en lade.
Bagerst i laden var der et lille rum, hvor der stod en seng.
”Her sover mine slavinder. Jeg sætter selvfølgelig varme på, så her ikke er så koldt” sagde han.
Han kørte hende over i stuehuset, hvor han ville have hende i bad.
”Jamen, Min Herre. Jeg var jo i bad i morges” sagde hun med rystende stemme.
En lussing ramte hendes kind.
”Hvis jeg vil have dig i bad, kommer du i bad. Er det forstået?” spurgte han i en hård tone.
Ann sad og var i chok over den måde, som Herren snakkede til hende på, selvom det var det, som hun havde drømt om, da de skrev sammen på portalen.
Han tog en havestol ude i sit skur og satte den ind i brusekabinen,
Så klædte han Ann af.
Han kælede for hendes bryster. Hev og nev i brystvorterne.
Ann ømmede sig over behandlingen af brysterne.
Hans hænder gled ned ad hendes mave, indtil han ramte knappen i hendes cowboybukser.
Han åbnede dem og trak dem af hende.
Nu fik han øje på de grå Calvin Klein trusser, som hun havde på.
”Man er nok et mærkedyr. Det troede jeg ikke, at slavetæver var” grinede han.
Med en hurtig bevægelse rev han trusserne i stykker, så hendes venusbjerg kom til syne.
”Hvorfor er du ikke barberet på kussen?” spurgte Herren.
Hun forklarede ham, at det ikke var alle medarbejdere på bostedet, der ville intimbarbere hende.
Han gik hen til sit toiletskab og tog en skraber og noget barberskum.
”Så må jeg jo gøre det. Spred benene.”
Barberskummet var koldt, og hun gispede, da det ramte den nøgne hud.
”Lig stille” sagde han.
Hun spredte benene, så han kunne komme til.
Da han havde barberet hendes kusse, barberede han hende under armene.
Han foretrak kvinder, der var glatbarberet under armene og i skridtet.
Han hjalp Ann over på havestolen og tændte for vandet.
Vandet var varmt.
Herren sæbede hende ind i en velduftende bodyshampoo.
Han gjorde sig umage de intime steder.
Så skyllede han hende og tog et håndklæde til at tørre hende med.
Han lagde derefter håndklædet i kørestolen og satte hende på det.
Hun fik halsbåndet og manchetterne på igen.
Udover det var hun helt nøgen.
Han kørte hende ind i den store stue.
Den var lys med hvide møbler.
”Har du selv indrettet stuen?” spurgte hun.
Han stillede sig foran hende og smed bukserne.
”Jeg gider ikke snakke om indretningen af min stue. Nu skal du vise mig, at du kan finde ud af at sutte pik” sagde han og stak sin pik ind i munden på hende.
Hun begyndte at sutte, men den var stor, og det var svært for hende at have den i munden.
Hun var ved at kløjes i hendes mundvand.
Efter nogle minutter trak han pikken ud af hendes mund.
Han gav hende en lussing.
”Det var du sgu ikke ret god til. Som straf for din ringe indsats får du ti slag med ridepisken.”
Han tog hende ud af kørestolen og lagde hende på en lænestol, så hendes hoved og overkrop hvilede på stolens sæde.
Hendes bagdel strittede ud i luften.
Han gik ud af stuen for at hente nogle ting.
”Åbn munden” sagde han, da han kom tilbage.
En gag blev presset ind i hendes mund.
”Nu kan du ikke klynke, imens jeg giver dig pisk.”
Han tog pisken i hånden og svingede den i luften.
Den ramte hende på den en ene balde, og hun fór sammen i en blanding af smerte og forskrækkelse.
De første fem slag kom i rap.
Så holdt han en pause, inden han gav hende de sidste fem slag.
Hans pik stod lige ud i luften, og hun vidste, at han med høj sandsynlighed ville kneppe hende.
Han bar hende hen til sofaen, hvor han lagde hende på ryggen.
”Spred benene” kommanderede han.
Hun gjorde som han befalede og kunne mærke, at hans pik gled op i hende.
Han kneppede hende hårdt og længe.
Inden han fik udløsning, tog han gaggen ud af hendes mund, så hun kunne slikke hans pik af for sine egne safter.
Erotiske noveller skrevet af Stine F