Løb var min flugt. Ikke sådan en dyb, filosofisk flugt, hvor jeg følte, jeg fandt mig selv eller sådan noget pis. Mere sådan en praktisk flugt. En måde at komme væk fra mine åndssvage forældre på. Jeg fløj hen over stien, der snoede sig gennem skoven. Solen bagte ned på mig, og jeg kunne mærke sveden pible fra min pande, men det var ligegyldigt. Det var det, jeg ville have. Følelsen af at brænde igennem.
Mine fødder ramte jorden i en fast rytme, og jeg kunne mærke mine mavemuskler stramme sig under mit løbetøj. Mit lyserøde hår – ja, selvfølgelig neonpink – var samlet i en løs hestehale, der svingede bag mig som et latterligt signalflag, men det var sådan, jeg havde det bedst. Helt synlig og alligevel på flugt. Solen havde gjort mig solbrun efter flere ugers udendørs træning. Det var sommerferie, hvilket teknisk set burde betyde afslapning. For andre måske. For mig betød det, at jeg var tvunget til at tilbringe de næste uger i min families sommerhus. Og værre endnu, at jeg skulle være en del af min families årlige "magi" – middelaldermarkedet.
Ja, du hørte rigtigt. Mens andre familier tog på solferier til Middelhavet, havde min familie en forlystelsespark med boder, grillmad, folk i kostumer og alt for mange turister, der kom for at leve sig ind i "fortiden". En eller anden åndssvag blanding af tivoli og live-rollespil. Det hele var en stor skuespilsfest med betalte skuespillere, hvor min tvillingebror Daniel var hovedattraktionen. Ridder Daniel, den modige, kampklar kriger, der deltog i turneringer og slog sine modstandere med sin perfekte rustning og glimtende sværd. Alle elskede ham. Han var en af de der typer, der levede for rampelyset. Den store kanon, som børnene beundrede, og kvinderne kastede sig over. Jeg syntes bare, det var underligt og fjollet. Som om vi ikke allerede havde et par hundrede år bag os, og vi nu skulle genskabe den tid, hvor folk sked i grøfter og døde af pest.
Jeg satte farten ned, da jeg nåede stien, der førte ned til vores sommerhus. Eller, rettere sagt, vores palæ af et sommerhus. Det lå lige ud til vandet, med store panoramavinduer, der fangede hver eneste solnedgang, som om vi havde betalt for dem. Og lad os være ærlige, det havde vi sikkert. Mine forældre var velhavende på den der diskrete måde, hvor man aldrig snakkede om penge, men de havde altid nok til den nyeste Tesla eller et eller andet køkkenrenoveringsprojekt, der ikke rigtig er nødvendigt. Sommerhuset var en del af deres "investeringer" – et monument over deres succes og vores perfekte lille familie. Helt sikkert.
Jeg traskede op ad indkørslen, stadig svedig og gennemblødt, mens jeg forsøgte at ignorere den ulidelige varme fra solen, der bagte mod min hud. Da jeg kom tættere på huset, bemærkede jeg noget. En seddel, der var klistret fast til hoveddøren, flappede lidt i vinden, og lige ved siden af stod en sæk. Daniels vasketøj.
"Perfekt," mumlede jeg for mig selv, mens jeg hev sedlen af døren.
‘Celina, vær en skat og tag Daniels vasketøj med ud til ham i dag. Han har brug for det til i morgen. Knus, mor.’
Jeg stirrede på sedlen i et par sekunder, før jeg gav et dybt, dramatisk suk. Selvfølgelig. Fordi Daniel åbenbart ikke selv kunne tage sit eget tøj med sig. Nej, det var naturligvis mit ansvar at være den pligtopfyldende søster, der gjorde, hvad hun fik besked på. Ikke fordi jeg havde andet at lave med min sommer end at være Daniels personlige budbringer.
Jeg kastede sedlen fra mig og kiggede på plastikposen foran døren. Jeg havde knap nok fået vejret igen efter løbeturen, og nu skulle jeg tage den lange tur ud til Daniels campingvogn ude på herrens mark? Ja, for det var selvfølgelig ikke nok, at vi havde et kæmpe sommerhus ved vandet – nej, Daniel havde brug for sin helt egen personlige middelalderlejr, komplet med campingvogn og hele molevitten. Jeg rullede med øjnene ved tanken.
"Okay, fint. Men først skal jeg have et bad."
Jeg smed mine løbesko og traskede indenfor. Sommerhuset var lige så overdådigt indeni som udenpå – store lyse rum med højt til loftet, moderne møbler og alt for meget plads til en lille familie, der kun var her nogle måneder af året. Jeg skyndte mig op på badeværelset og hoppede under bruseren. Koldt vand skyllede sveden af mig, og et øjeblik forsøgte jeg at lade som om, at jeg ikke havde en kæmpe sæk vasketøj, der ventede på at blive fragtet til Daniels campingvogn.
Da jeg var færdig, trak jeg en let, lyseblå sommerkjole på og kiggede ud af vinduet. Det ville blive en lang tur, men hvad fanden. Hvis jeg var heldig, kunne jeg måske få det overstået hurtigt og stadig have noget af dagen tilbage.
-
Jeg cyklede ud mod Daniels campingvogn, og jo længere jeg kom væk fra sommerhuset, jo mere øde blev det. Det her sted var virkelig i midten af ingenting – kun marker og åbne vidder så langt øjet rakte. Der boede ikke nogen herude på bøhlandet. Solen bagte ubarmhjertigt ned over det hele, og jeg kunne allerede mærke, hvordan sveden igen begyndte at pible frem under mine arme. Typisk.
Da jeg nærmede mig campingvognen, kunne jeg allerede spotte kaosset. Øldåser var strøet overalt i græsset, sammen med en usund mængde smøger og udbrændte joints. Det lignede mere en losseplads end et sted, hvor nogen rent faktisk boede. Og selvfølgelig var der et par unge mennesker, der stadig lå og sov på græsset – sikkert Daniels venner fra gårsdagens fest. De lå spredt ud som døde fisk i solen, fuldstændig uvidende om verdenen omkring dem. Klassisk Daniel.
Og der, ikke langt fra campingvognen, gik familiens hest, Felix, og gumlede på noget græs. Han stod med sit karakteristiske, umælende blik og gjorde præcis ingenting, hvilket egentlig passede meget godt til hele stemningen herude. Felix var Daniels stolte ganger – eller det, han i hvert fald påstod, når han trak ham rundt på markedet iført rustning og banner. Men lige nu lignede Felix mere et dyr, der bare gerne ville pensioneres.
Jeg sprang af cyklen, slæbte den tunge sæk med vasketøj hen mod døren og bankede hårdt på. Intet svar. Jeg prøvede igen, lidt hårdere denne gang. Stadig ingen reaktion.
"Åh, for helvede..." mumlede jeg og besluttede mig for at gå ind. Jeg skubbede døren op og blev mødt af et syn, der nok ville få enhver til at tvivle på, om de nogensinde ville bo i en campingvogn frivilligt.
Der, midt i rummet på en oppustelig vandseng, lå Daniel. Eller, rettere sagt, spredt ud som en søløve, kun iført sine Bart Simpson-underbukser, lå Daniel. Hans gyldne hår lå rodet hen over puden, og selvom han sov, kunne man stadig se, hvor muskuløs han var. Han lignede præcis den slags helt, der pryder forsiden af en plat kærlighedsroman – en af dem, som midaldrende kvinder gemmer under sofapuderne. Tatoveringer dækkede hans højre arm, og hans velholdte skæg fik ham til at ligne en vikingeprins. Men i virkeligheden var han bare… ja, Daniel.
Jeg satte vasketøjssækken fra mig og kiggede rundt i det rodede campingvogns-interiør. Hvordan han overhovedet overlevede her, forstod jeg ikke. Jeg gik hen til sengen og prikkede til ham med min finger. Intet skete.
"Daniel, vågn op," sagde jeg, men han rørte sig ikke. Jeg sukkede og forsøgte igen, denne gang hårdere.
"Daniel, for helvede, vågn op!"
Stadig ingenting. Han var helt væk.
Okay, fint. To kunne lege den leg.
Jeg tog en af de tomme plastikkrus, der lå på gulvet, gik hen til Felix’ trug udenfor og fyldte det med vand. Da jeg kom tilbage, stillede jeg mig over ham og hældte vandet direkte i hans ansigt.
"HVAD FANDEN!" Daniel fór op, spruttede og blinkede i ren chok. Han tørrede desperat sit ansigt med sine hænder, mens han stadig var halvvejs i søvne.
"Godmorgen, Tornerose," sagde jeg og krydsede armene over brystet. "Mor bad mig tage dit vasketøj med. Men nu tænker jeg, at du nok kunne bruge et bad først."
"Åh, selvfølgelig," sagde Daniel, mens han gned sit ansigt. "Tak for den kæmpe morgenoverraskelse, Celina. Hvem har brug for en alarm, når man har en irriterende lillesøster, der hælder vand i hovedet på en?" Han strakte sig og rystede på hovedet. "Og hey, er det ikke en del af vores hellige tvillingepagt, at vi hjælper hinanden? Eller gælder det kun, når det ikke involverer at blive vandet som en plante?"
Jeg gad ikke hans mærkelige anekdoter, så jeg skiftede emne. "Burde du ikke være på arbejde? Du har vel en turnering i dag eller noget?"
"Jeg har tømmermænd," brummede han og dækkede ansigtet med sin hånd. Det var klassisk Daniel: altid useriøs, altid så sikker på sig selv, at han troede, verden drejede sig om ham. Han var typen, der kunne sove gennem et jordskælv, fordi, ja... det var bare sådan han var.
"Du har altid tømmermænd," svarede jeg. "Men folk betaler penge for at se dig lege ridder, så du burde nok tage dig sammen."
Han løftede hovedet en smule fra puden og kiggede på mig med et træt smil. "Hør, jeg har en idé. Hvorfor tager du ikke min rustning og Felix med ned til markedet? Så kan Oliver gøre det. I kan sige, at han er mig. Ingen opdager det. Bare for i dag..."
"Seriøst?" Jeg stirrede på ham som om, han var vanvittig. "Som om jeg gider være din pakæsel. Jeg har allerede slæbt dit lortevasketøj med herud."
Daniel rullede med øjnene og kastede sig tilbage i vandsengen. "Jeg betaler dig."
"Du betaler mig?"
"Ja, ja... hvad vil du have? To hundrede? Tre hundrede?"
Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Du ved, det er fuldstændig vanvittigt, at jeg skal have penge for at tage din rustning med, men fuck det. Tre hundrede. Kontant."
Daniel rodede rundt på sin natbordshylde, fandt sin pung og trak nogle krøllede sedler frem. "Værsgo. Det er en aftale."
Jeg rev pengene ud af hans hånd og sukkede dybt. Selvfølgelig endte jeg altid med at gøre det beskidte arbejde. Jeg pakkede hans rustning sammen i en stor sportstaske – hjelmen med det latterlige familieemblem, som vores forældre havde valgt (en eller anden hjort, der sikkert skulle symbolisere styrke eller et eller andet lort). Tabarden med det samme symbol. Det hele var lige så cringe, som jeg huskede det. Det føltes bare... forkert. Som om jeg pakkede Daniels ego ned i en taske.
Og så var der Felix. Den stakkels hest, der sikkert også hellere ville være hvor som helst, bare ikke her.
Jeg gik hen til Felix og trak let i hans tøjler. "Kom så, gamle dreng. Vi må hellere tage på den her tur."
Ridning var en anden af de ting, mine forældre havde insisteret på, jeg skulle lære som barn, fordi det ville hjælpe dem på middelaldermarkedet. De havde også fået mig igennem skuespiltræning, så jeg kunne optræde på markedet som en fin skønjomfru. Som om det nogensinde var noget, jeg havde haft lyst til. Det var først, da jeg farvede mit hår pink, at mine forældre lod mig stoppe med at være med, fordi det “ødelagde indlevelsesevnen" for gæsterne. De havde været stiktossede.
Jeg red ind på den mudrede parkeringsplads foran middelaldermarkedet, hvor der allerede var en lille flok mennesker, der stimlede sammen med deres familievenlige entusiasme. Felix fnøs, da jeg steg af og trak ham hen mod hegnet. Det her var virkelig ikke hans dag. Eller min.
Jeg hev mobilen frem og skød en besked afsted til Oliver.
Celina: ‘Hey bitch, Daniel er syg i dag, jeg har hans rustning og Felix med. Kom og hent det lort.’
Oliver: ‘Okay! Kommer om lidt!’
Det var så typisk Oliver—altid lige “om lidt.” Han var Daniels tro væbner. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det kun var en rolle, han spillede på markedet, men sandheden var, at han også virkede som Daniels væbner i virkeligheden. Oliver havde altid fulgt efter min tvillingebror som en loyal skygge, hans trofaste lakaj. Jeg kunne forestille mig, at han inderst inde længtes efter chancen for at være helten, bare én gang. Og i dag så det ud til at være hans heldige dag.
Jeg stod og rodede lidt med Felix’ tøjler, mens jeg ventede, og efter nogle minutters forsinkelse dukkede Oliver endelig op. Han slentrede hen mod mig, fuldt udklædt i sin væbner-rolle. Som sædvanligt var han pakket ind i en tung læderdragt, der så ud til at være lige lovligt stor og klodset på hans spinkle ramme. Over skuldrene og brystet havde han en halskrave af små, larmende metalringe, som han bar med en vis stolthed, selvom de så både ubehagelige og klamme ud i den trykkende sommervarme. Hans briller sad en smule skævt på næsen, og det uglede, mørke hår strittede, som om det aldrig helt havde vænnet sig til nogen form for frisure.
"Hej, Celina!" udbrød han med sin vanlige overdrevne entusiasme. Jeg nikkede kort til ham. "Hvor er Daniel?"
"Han ligger og sover rusen ud i sin campingvogn. Surprise," sagde jeg tørt.
Oliver rynkede panden. "Så... hvad er planen? Skal du bare smide rustningen til mig?"
Jeg rystede på hovedet og kiggede på Felix. "Mere end det. Du skal tage rustningen på og spille ridder for ham. Ud og leg helt."
Hans øjne blev store, som om jeg lige havde foreslået, at han skulle krydse Atlanten på Felix’ ryg. "Mig? Nej, nej, nej. Jeg er væbner, ikke ridder!"
"Wow, Oliver. Fantastisk. Kæmpe forskel. Jeg er sikker på, at ingen ville kunne se det," svarede jeg sarkastisk. "Du går rundt og pudser Daniels sværd hele dagen, men når du endelig kan lege med de store drenge, så bakker du ud?"
Han stirrede ned i jorden og rodede lidt med et par af ringene på sin halskrave. "Det… det er bare anderledes for ham. Han har gjort det her i årevis. Han er vant til det. Det er farligt, Celina."
"Årevis? So what? At sidde på en hest og lade som om, han er en eller anden Prins Charming? Kom nu, Oliver. Det er ikke fordi, der er nogen ægte drager her."
Han åbnede munden for at protestere, men tøvede. "Men… hvad nu hvis jeg dummer mig? Alle vil kigge. Jeg… jeg ved ikke, hvordan man gør det ordentligt."
Mens Oliver og jeg diskuterede, skar en velkendt, skarp stemme igennem luften: "CELINA!"
Åh nej. Min mor.
Hun kom marcherende hen mod os, skuldrene spændte, øjnene lynende. Jeg kunne straks se på hendes ansigt, at jeg var i problemer.
"Hvorfor i alverden har Daniel ikke sin rustning på endnu?" spurgte hun, stemmen dirrende af irritation. "Har du glemt, at han skal i turneringen om en halv time? Hvordan kunne du være så... uansvarlig?"
Jeg åbnede munden for at forklare, men hun løftede hånden og afbrød mig, før jeg overhovedet fik en lyd frem. "Du kan ikke bare rende rundt og være ligeglad, Celina. Din bror arbejder hårdt for at holde denne park i gang, og det mindste, du kunne gøre, er at hjælpe ham i stedet for at surmule og opføre dig egoistisk hele tiden!"
Irritationen voksede i mig, men jeg forsøgte igen at få et ord indført. "Mor, jeg—"
Hun rullede med øjnene og himlede højlydt. "Nej, Celina. Det er altid en undskyldning med dig. Hver gang Daniel har brug for dig, trækker du dig bare tilbage, som om du ikke har nogen forpligtelse her. Hvornår lærer du at tage ansvar?"
Jeg mærkede vreden koge op, men jeg trak vejret dybt og prøvede at bevare roen. "Oh my god, mor, slap nu af, okay? Der er styr på det. Vi har aftalt, at Oliver vikarierer for Daniel i dag.”
Min mor fnyste, men skar mig et skeptisk blik, før hun opgivende lod blikket glide over mig. "Så håber jeg, du holder ord denne gang." Men noget i mit svar havde tydeligvis overbevist hende nok til, at hun lod mig være og gik sin vej.
Jeg ventede, til hun var uden for synsvidde, og drejede så om mod Oliver med et glimt i øjnene, der fik ham til at se forvirret og en smule bange ud.
"Okay," sagde jeg med et lumskt smil. "Nu hvor vi har lidt ro, lad mig fortælle dig min plan. Jeg tager rustningen og spiller ridder i dag."
Han stirrede på mig med et blik af chok og vantro. "Du? Ridder?"
"Ja, mig. Siden du åbenbart ikke tør. Vi har begge set Daniel gøre det tusind gange. Hvor svært kan det være?"
"Men… men du har aldrig gjort det før, Celina! Det er en turnering—du risikerer at blive smidt af hesten! Eller værre!"
Jeg trak på skuldrene og sendte ham et roligt smil. "Og? Hvem siger, at piger ikke kan være riddere? Det skal bare gøres. Og i dag er det mig, der gør det."
Han rystede på hovedet, men der var noget i hans blik – en slags ærefrygt, som jeg ikke var vant til at se. "Okay... men jeg hjælper dig med at få rustningen på."
"Fantastisk," sagde jeg og gav Oliver et klap på skulderen. "Du er jo Daniels væbner, så selvfølgelig skal du hjælpe."
Vi trak os væk fra parkeringspladsen, et sted hvor folk ikke gloede så meget, og jeg trak hurtigt min sommerkjole over hovedet. Nedenunder havde jeg shorts og en sports-bh på – det var lidt mere praktisk, når man skulle skifte til rustning, tænkte jeg. Oliver rødmede let og lod blikket glide væk, men for mig var det ikke noget særligt. Vi havde jo kendt hinanden, siden vi var børn.
"Kom så, væbner," drillede jeg, da han tøvende rakte mig det første stykke udstyr.
Først trak jeg den knælange kofte på, som dækkede huden mod metalpladerne, og derefter kom brynjen. Rustningen var imponerende, måtte jeg indrømme, med sin skinnende sølv og detaljerede udskæringer på skuldrene. På brystet prangede familiens symbol – en springende hjort – og det samme symbol var også broderet på tabarden af tykt, mørkeblåt stof.
Til sidst kom hjelmen, fuldt prangende med en lille sølvfigur af hjorten på toppen. Jeg så på Oliver og rullede med øjnene. "Seriøst, Oliver," mumlede jeg inde fra hjelmen, som han havde spændt fast. "Jeg ligner en actionfigur."
Oliver lo nervøst og strammede en af læderremmene om mit håndled. "Ja, men en farlig én."
"Farlig?" Jeg rystede på hovedet. "Jeg føler mig som et fjols."
Han klappede mig på skulderen. "Det er nok, sådan det skal føles. Men hvis nogen kan bære det, så er det dig."
Jeg kastede et blik på mit spejlbillede i en af bilruderne. Jeg lignede overhovedet ikke mig selv. Jeg lignede en jernklump med et prangende hjortesymbol, en ansigtsløs figur, som kunne være hvem som helst. Jeg følte mig fanget, som om jeg var blevet opslugt af Daniels verden. Det her var hans identitet. Ikke min.
Oliver betragtede mig lidt, før han spurgte: "Savner du det ikke? Bare en lille smule? Du ved, hele middelaldermarkedet og alt det der."
Jeg fnøs, mens jeg betragtede mig selv i bilruden. "Savner jeg det? Nej, Oliver, jeg savner sgu ikke at spille den hjælpeløse skønjomfru, som står og smiler, mens mændene slås om mig som om jeg er en eller anden præmie." Jeg tog en dyb indånding, prøvede at holde vreden tilbage. Men de gamle minder væltede frem.
"Ved du, hvad det værste var? Nogle af de der klamme riddere gik rundt og pralede med, at vinderen af næste turnering ville få retten til min mødom, når jeg fyldte 15. Som om jeg bare var en præmie, de kunne få fingrene i, hvis de bare slog hinanden hårdt nok med deres sværd. Det var så fucking ulækkert. Jeg var kun et barn."
Oliver så væk, lidt nervøs. Han rodede lidt med sin handske. Jeg kunne se, han ikke anede, hvad han skulle sige. Så jeg fortsatte. "Det værste var, at folk omkring mig bare syntes, det var en joke. Selv mine forældre. De sagde, jeg bare skulle ignorere det.”
Jeg kunne mærke min vejrtrækning blive tungere under hjelmen. "Så nej, Oliver. Jeg savner det ikke."
Oliver sagde ikke et ord. Han forstod sikkert godt, at der ikke var noget rigtigt at sige lige nu. I stedet arbejdede han bare koncentreret videre, spændte de sidste stykker af rustningen fast og sørgede for, at alt sad præcist, som det skulle. Metalpladerne klirrede svagt, mens han justerede læderremmene omhyggeligt, indtil de sad stramt. Rustningens skuldre glimtede i solen, og hver eneste detalje – fra de fint udskårne mønstre til den springende hjort på brystet – afslørede den omhyggelige håndværk af en eller anden perfektionist, der sikkert havde brugt hele sit liv på at skabe dette middelalderlige råb om opmærksomhed. Og nu stod jeg her, pakket ind i det hele, igen en del af det her cirkus.
Hjelmen klikkede på plads, og jeg tog en dyb indånding, mens jeg betragtede mig selv igen. Det var Daniels rustning, Daniels liv. Jeg følte mig som en fremmed i min egen krop. Familien hjort sprang stolt på mit bryst, men der var intet ved den her rustning, der føltes som mig. Jeg var blot en udskiftelig rolle i det store teaterstykke.
"Du ser godt ud," sagde Oliver og forsøgte at lyde opmuntrende, da han satte mit sværd fast i bæltet. Jeg så ned på det. Det var smukt og detaljeret, lige så prangende som resten af rustningen. Men det føltes tungt, fremmed.
"Er du sikker på, at det her er en god idé?" spurgte Oliver, da han var færdig med at spænde skjoldet fast på min ryg.
Jeg trak på skuldrene, selvom de knap nok kunne bevæge sig under al metallet. "Nej," svarede jeg med et skævt grin. "Men hvis Daniel kan klare det, så kan jeg også."
Jeg trak vejret dybt og kiggede på Felix, der ventede tålmodigt. Hesten så ud som om, den var vant til al den her middelalder-pomp og pragt. Jeg følte stadig ikke, at jeg passede ind, men jeg vidste, at mor ville give mig den største skideballe, hvis showet kørte af sporet.
"Så lad os få det overstået," sagde jeg og begyndte at gå over til Felix. Oh my god, rustningen var tungere, end jeg havde forestillet mig. Hvert skridt føltes som om, jeg bar to fulde rygsække, én foran og én bagpå, begge proppet med mursten. Det var et mirakel, at jeg ikke var faldet om på stedet.
“Hjælp mig,” bad jeg ynkeligt, og Oliver skyndte sig hen for at holde mig oprejst. Hans hænder greb fat under mine arme, og han forsøgte at balancere mig, som om jeg var ved at styrte i gruset.
"Tror du... kan du komme op på Felix?" spurgte han og kastede et blik på hesten, der ventede roligt ved siden af os.
Jeg fulgte hans blik og stirrede op på det store dyr. Det kunne jeg jo umuligt.
"Har du en stige?" spurgte jeg, halvt i alvor, halvt i håb.
"En hvad?"
"En lille stige... så jeg kan kravle op?" Jeg kunne allerede høre, hvor latterligt det lød, men lige nu ville jeg have taget imod hvad som helst, der kunne hjælpe.
"Øh… nej. Ikke lige i lommen," svarede han med et akavet grin.
Jeg forstod virkelig ikke, hvordan Daniel bar sig ad med det her. Han fik det altid til at se så let ud, som om han var skabt til rollen. Men bare tanken om at skulle ride rundt i denne tunge rustning gjorde mig næsten udmattet.
"Jeg kan give dig en hestesko," foreslog Oliver pludseligt og satte sig ned på jorden, så jeg kunne bruge ham som en slags menneskelig skammel. Det var ydmygende, men lige nu havde jeg ingen bedre idéer.
Med al den kraft, jeg kunne mønstre, svingede jeg mit højre ben op over Felix, og med noget, der mindede om en akrobatisk præstation, landede jeg i sadlen, svajende som et træ i stormvejr. Jeg kæmpede desperat for at holde balancen.
"Undskyld, jeg trådte på dig," sagde jeg, da jeg endelig sad nogenlunde stabilt.
Oliver rejste sig og børstede støvet af sine knæ. "Ingen grund til at undskylde. Det er mit job som væbner. Jeg kan faktisk godt lide det."
"Okay, weirdo," mumlede jeg, mens han greb tøjlerne og begyndte at lede Felix hen mod turneringspladsen. Mit hjerte hamrede højere for hvert skridt. Jeg kunne mærke sveden pible frem under hjelmen, og mit syn føltes indsnævret, som om hele verden var krympet omkring mig.
"Når vi kommer derned, skal du bare ride en runde på banen, ligesom Daniel plejer at gøre. Det ser godt ud og varmer Felix op. Når du er færdig, kommer du tilbage til mig, og så får du din lanse," forklarede Oliver, mens han holdt blikket fremad.
Hans stemme lød rolig, som om det her var rutine for ham, men mit hoved var en malstrøm af frygt og panik. Alligevel nikkede jeg, selvom han nok ikke kunne se det bag mit visir.
Mit syn var stadig lidt sløret, da vi nåede turneringspladsen. Der var flere tilskuere, end jeg havde forventet. Folk stimlede sammen langs barrieren, og jeg kunne høre summen af stemmer blande sig med bragen fra trommer og trompeter. Det virkede, som om hele markedet havde samlet sig for at se dagens ridderturnering—og åbenbart for at se mig. Eller, mere præcist, for at se Daniel, for ingen anede, at jeg var gemt bag hans rustning.
Jeg forsøgte at holde min ryg rank, selvom rustningen var ved at kvæle mig. Felix travede roligt fremad, og jeg prøvede at efterligne Daniels selvsikre stil. Vinkede til publikum, udviste tapperhed. For helvede, hvordan gjorde han det her uden at se ud som en beruset sømand?
Min far stod naturligvis i centrum af det hele, klar til at indtage sin rolle som opråber. Han havde altid haft en forkærlighed for opmærksomhed, og middelaldermarkedet var hans gyldne chance. Klædt i en simpel, men farverig middelalderdragt, der mindede om en bondes fra en svunden tid, havde han en rustik charme over sig. Da han bragte horntragtens mund til læberne, hævede han stemmen og talte til det forventningsfulde publikum.
"Mine damer og herrer, ædle herrer og skønjomfruer! Velkommen til dagens store turnering!" Hans stemme bragede ud over pladsen. "I dag udfordres vores uforlignelige helt—den tapre, den modige, den altid uovervindelige Ridder Daniel!" Han kastede en arm ud mod mig, og jeg prøvede at løfte hånden i en hilsen, selvom min arm føltes som beton.
Publikum jublede af begejstring, og de glade turister klappede høfligt, som om de var vidner til et ægte eventyr. Så meget for at være den ukendte helt; det var jo for deres skyld, vi stod her. Det var tydeligt, at de ikke vidste, at den “modige ridder” i rustningen blot var en stand-in for deres ægte helt. Men hey, så længe de nød showet, kunne jeg da ligeså godt spille rollen.
"Og på den anden side," fortsatte min far med samme dramatik, "har vi dagens udfordrer, Sir Edmund af Dyreskoven!"
Jeg kastede et blik over på min modstander. Sir Edmund, der i virkeligheden bare hed Erik, var en kæmpe mand. Hans rustning var sort med elegante gulddetaljer, og han sad på sin hest som en konge på sin trone. Helt ærligt, han lignede én, der havde ædt to hele høns til morgenmad. Jeg kunne mærke min mave slå en knude. Det her ville blive… udfordrende, mildt sagt.
Vi red begge en runde på banen, mens tilskuerne hujede og vinkede. Jeg prøvede at holde mig rank, selvom det føltes, som om mine knæ ville give efter. Felix, heldigvis, tog det hele med ro, som om han vidste, at jeg ikke anede, hvad fanden jeg lavede.
Da vi vendte tilbage til vores væbnere, var det tid til at få lanserne. Oliver stod klar med Daniels lanse og gav mig et kort nik. Jeg tog den, og min arm rystede lidt under vægten, men jeg forsøgte at skjule det. Selvom jeg trænede og dyrkede kickboxing i min fritid, havde jeg fuldstændig undervurderet, hvor hårdt det her var.
Så trådte de frem – skuespillerinderne, middelaldermarkedets udklædte adelsdamer, der prydede sig med blomster og farverige bånd. Hver ridder skulle vælge en af dem, som ville binde et bånd om lansen og ønske dem held. Selvom det hele blot var en del af showet, kunne jeg ikke ignorere den forventning, der hvilede på mine skuldre. Jeg havde selv stået der mange gange før, dengang jeg spillede den skønjomfru, der gav en tapper ridder sin gunst.
Mit blik blev draget hen på Marie, der stod midt i gruppen af piger. Hun var iført en overdådig middelalderkjole, der strålede i dybblå nuancer, og hendes lange, lyse hår faldt smukt ned over skuldrene – naturligvis en paryk. Kjolen havde en fantastisk detaljeret krave og var prydet med en kæde af kunstfærdigt syede blomster, der strakte sig hele vejen ned langs skørtet.
Selvom hun spillede sin rolle til perfektion med et smil, der kunne have smeltet selv de hårdeste hjerter, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor absurd situationen var. Marie og jeg var ikke ligefrem veninder; hun var bare en del af det skøre cirkus, som jeg helst ville holde mig væk fra. Men selvfølgelig måtte jeg vælge hende – hvem ellers kunne jeg tage? Daniel ville aldrig tilgive mig, hvis jeg valgte nogen anden end hans kæreste.
Jeg nikkede mod hende, og hun trådte elegant frem, som om det var den mest naturlige ting i verden. Hun tog et silketørklæde og bandt det om min lanse, mens hun sendte mig et frækt smil. Der var noget underligt seksuelt over den måde, hun bandt tørklædet om mit overdimensionerede fallossymbol. Det gjorde mig mildest talt ukomfortabel.
"Held og lykke, min ædle ridder," sagde hun med en sødmefuld dramatik. Jeg kunne næsten høre publikum sukke.
Hold kæft, hvor er det her fjollet, tænkte jeg.
Med tørklædet på plads og alle formaliteterne afsluttet, vendte jeg Felix mod midten af banen. Sir Edmund—eller Erik, eller whatever—gjorde det samme. Vi var klar til at tordne mod hinanden med lanserne i strakt arm.
Jeg kunne høre trommehvirvlerne, da jeg tog en dyb indånding. Det var nu eller aldrig. Eller rettere, nu eller døden i en sky af splintret træ.
"Fuck it," mumlede jeg til mig selv. "Rock’n’roll."
Så satte vi i galop.
Felix satte i galop, og det føltes, som om jorden under mig forsvandt. Alt bevægede sig så hurtigt, at jeg knap kunne følge med. Rustningen raslede og skramlede, og lansen rystede i mine hænder. Sir Edmund tordnede imod mig fra den anden ende af banen, og jeg kunne se den tunge lanse sænke sig, klar til at ramme. Mit hjerte hamrede i brystet, men jeg kunne ikke fokusere. Jeg havde aldrig prøvet noget så vildt før, og ærligt talt, jeg var ved at skide grønne grise af frygt.
Og så skete det.
Sir Edmunds lanse ramte mig med en kraft, jeg slet ikke var forberedt på. Det føltes, som om jeg blev ramt af et tog. Smerten eksploderede i min skulder, og pludselig blev hele verden vendt på hovedet. Jeg fløj bagover som en kludedukke, kastet ud af sadlen og direkte ned i den hårde jord. Lyden af mit panser, der ramte jorden, rungede i mine ører. Alt snurrede, og smerten skar som knive gennem min krop.
Jeg lå der og forsøgte at få vejret, mens publikums gisp og hvisken voksede i intensitet. Forvirringen rasede gennem mængden—det her skulle jo ikke ske. Daniel var den bedste ridder på hele markedet, den uovervindelige. Men her lå jeg, smadret på jorden, som om jeg aldrig havde set en hest før.
Min far kom hurtigt med sin opråberstemme, men selv han kunne ikke skjule sin skuffelse. “Og... og det ser ud til, at Sir Edmund er dagens sejrherre! En overraskende sejr!” Hans stemme var høj, men der var en knurrende undertone. Det her passede ham tydeligvis ikke. Han havde forventet, at Daniel ville vinde, ligesom han altid gjorde, og nu stod han der og måtte udråbe en anden ridder som vinder.
Sir Edmund, den store klods, hævede triumferende sin lanse, mens folk hujede og klappede. Jeg kunne ikke engang få mig selv til at kigge på ham. Ikke fordi jeg var flov—jeg var ligeglad med hele det her ridderpis. Jeg var bare sur. Sur over, hvor fucking ondt det gjorde.
Jeg kæmpede mig op på knæene, min krop gjorde ondt over det hele, og rustningen føltes som en rusten fælde, der klemte livet ud af mig. Oliver kom løbende hen imod mig, tydeligt bekymret, og forsøgte at hjælpe mig op.
“Daniel?! Er du okay?!” spurgte han og prøvede at få fat under mine arme for at hjælpe mig på benene.
"Rør mig ikke!" hvæsede jeg, og skubbede ham væk med en kraft, jeg ikke vidste, jeg stadig havde. Jeg var for sur og for såret til at lade nogen hjælpe mig. Alt, jeg ville, var at komme væk fra det her shitshow.
Oliver så et øjeblik forbløffet ud, men han sagde ikke noget. Han vidste sikkert, at jeg ikke var i humør til nogen form for sympati.
Jeg haltede væk fra turneringspladsen, mens folk stadig stod og måbede. Jeg kunne høre min fars stemme i baggrunden, men jeg ignorerede det. Hele min krop brændte, og hver eneste bevægelse sendte en ny bølge af smerte gennem mig. Min stolthed var blevet smadret lige så hårdt som mit panser.
Jeg fandt en lysning lidt væk fra markedet, langt nok væk til, at jeg kunne være alene, men stadig tæt nok til at høre de fjerne lyde af markedet bag mig. Jeg satte mig tungt ned på en træstub og hev hjelmen af, kastede den på jorden med et frustreret grynt. Sveden drev af mig, og jeg trak vejret dybt for at få styr på min puls.
Jeg begravede ansigtet i stålhandskerne og forsøgte at ignorere smerten i min krop, men mest af alt prøvede jeg at ryste frustrationen af mig.
Jeg sad stadig på stubben og prøvede at ignorere smerten, både den fysiske og den, der havde ramt min stolthed. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på det, så jeg sad bare der i min egen verden og prøvede at få vejret, da jeg pludselig hørte en stemme bag mig.
"Daniel? Er du okay?"
Jeg stivnede. Det var Marie. Fuck, fuck, fuck! Mit hjerte begyndte at hamre, og jeg greb hurtigt hjelmen fra jorden og smækkede den på igen, lige inden hun nåede hen til mig. Mit syn var begrænset bag visiret, men jeg kunne stadig se hendes slanke skikkelse nærme sig.
"Daniel?" Hun lød bekymret, og jeg vidste, at jeg ikke kunne nå at stikke af. Jeg måtte spille rollen nu. Jeg forsøgte at tage mig sammen og holde stemmen dyb, så jeg ikke lød for meget som mig selv.
"Øhm, ja… jeg er okay," sagde jeg, mens jeg stirrede ned i jorden. "Undskyld… jeg, øh, tabte turneringen."
Marie satte sig på hug foran mig og lagde forsigtigt en hånd på min metalliske skulderplade. "Du har aldrig tabt før. Det overraskede mig virkelig. Er du sikker på, du er okay?"
Jeg nikkede stift, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvordan jeg skulle komme ud af den her situation. Men så sagde hun noget, der fik mig til at stivne.
"Jeg blev faktisk overrasket, da du bad om min gunst," sagde hun med et forsigtigt smil, som om hun var usikker på, hvordan jeg ville reagere. "Efter det, du sagde i går…"
Mit hjerte sprang et slag over. Hvad mente hun? Hvad fanden har Daniel sagt? Jeg anede ikke, hvad hun snakkede om, men jeg kunne ikke spørge, uden at afsløre mig selv. Så jeg forsøgte bare at mumle noget vagt.
"Øhm… ja, altså… det var bare… jeg tænkte bare, det var passende."
Marie så lidt forvirret ud, men hendes blik blødte hurtigt op. "Jeg troede, du var så sur på mig, og at du aldrig ville bede om mit tørklæde igen. Jeg har været så ked af det siden sidst…" Hendes stemme knækkede, og inden jeg vidste af det, strømmede tårerne ned ad hendes kinder.
Jeg sad der, frosset fast i min rustning, da Marie pludselig omfavnede mig. Hendes hænder greb om mit pansrede bryst, og jeg kunne mærke, hvordan hun rystede, mens hun græd mod mig. Uden at tænke nærmere over det, lagde jeg en arm om hende, og gav hende et blidt klem. "Det er okay, Marie. Jeg er her," hviskede jeg, og jeg kunne mærke, hvordan hendes vejrtrækning begyndte at stabilisere sig.
"Daniel… er vi… er vi stadig kærester?" spurgte hun med en skælvende stemme.
Jeg blinkede forvirret bag visiret. Stadig kærester? Hvad hun og Daniel slået op eller hvad? Hvad fanden foregik der? Jeg havde ingen anelse, men hvad kunne jeg sige? Hvis jeg sagde nej, ville det hele eksplodere. Jeg kunne ikke gøre det her værre, end det allerede var.
"J-ja… selvfølgelig," svarede jeg med en dyb stemme og håbede, det lød nogenlunde overbevisende.
Marie trak sig tilbage og så op på mig med et strålende, lettet smil gennem tårerne. "Åh, Daniel, jeg var så bange for, at du ikke ville have mig længere!" Hun snøftede og tørrede sine øjne, som om hele hendes verden netop var blevet reddet.
Før jeg nåede at reagere, løftede hun mit visir op. Mit hjerte sprang et slag over, men før jeg kunne protestere, lænede hun sig frem og pressede sine læber mod mine i et lidenskabeligt kys. Kysset var intenst og fyldt med følelser, som om hele verden omkring os forsvandt. Jeg blev opslugt af det, og i et kort øjeblik glemte jeg alt om rustningen, om min bror, og om skuespillet.
Jeg sad der stiv som et bræt, fanget i min brors rustning, men i det øjeblik var det, som om hele verden forsvandt, og kun hendes bløde berøring eksisterede. Jeg kunne mærke hendes ånde mod min hud, og jeg indså, at hun ikke kunne se mit ansigt, kun det skjulte mig bag visiret. Panikken steg i mig, men jeg kunne ikke trække mig væk. Jeg var lammet.
Men pludselig ramte virkeligheden mig som en kold spand vand. Uden at tænke mig om smækkede jeg visiret ned igen, inden hun kunne opfange det kaos, der rullede rundt indeni mig. "Øhm… jeg… jeg er bare glad for, at vi stadig er sammen," fremstammede jeg bag den kolde metalmaske, mens min stemme skælvede af både nervøsitet.
Marie lo lidt, tydeligvis stadig helt opslugt af øjeblikket. Hun var helt tæt på mig, og hver gang hendes arm strejfede min, føltes det som om, at jeg kunne mærke det gennem rustningen. Jeg kæmpede for at bevare roen, men mit hoved var ved at eksplodere.
Da vi nåede tilbage til pladsen, og folk begyndte at vende opmærksomheden mod os, var jeg desperat efter at slippe væk. Men før vi skiltes, lænede Marie sig tættere på mig, hendes øjne glimtede frækt.
"Vi ses senere," hviskede hun og blinkede, inden hun drejede rundt og gik væk med et smil.
Jeg stod tilbage, rød i hovedet, selvom ingen kunne se det bag visiret. Sveden drev ned ad min pande, og jeg kunne ikke få ordene ud. Hvad fanden havde jeg rodet mig ud i?
Felix’ hove slog mod den ujævne jord, mens jeg langsomt red gennem den begyndende skumring. Den tunge rustning, der før havde klemt og kvalt mig, lå nu i sadeltasken, og jeg kunne endelig trække vejret frit igen. Eller, så frit som jeg nu kunne efter at have været ved at blive slået halvt ihjel i en ridderturnering, kysset af min brors kæreste og... ja, basically fucked det hele op.
Jeg trak Felix’ tøjler lidt tættere til mig og kiggede ud over markedspladsen i det fjerne, hvor fakler langsomt begyndte at lyse op. Hele dagen havde været én lang, absurd oplevelse, og nu var jeg på vej tilbage til Daniels campingvogn for at aflevere hans skinnende, forbandede rustning. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig selv at være til stede til den idiotiske turnering, så selvfølgelig måtte jeg være stunt-double. Tak, brormand.
Men mine tanker kredsede hele tiden om det, der var sket tidligere. Kysset. Med Marie.
Jeg måtte tage en dyb indånding, men selv det hjalp ikke. Jeg var ikke til piger og havde aldrig været det. Så hvorfor havde det føltes så... wow? Marie havde bare kysset mig, og før jeg vidste af det, havde jeg kysset hende tilbage. Og det var ikke bare et lille, forvirret kys. Nej, det var hedt. Lidenskabeligt. Et af de slags kys, hvor man glemmer, hvem man er, og hvad man laver.
Jeg sukkede dybt. Det var bare ikke mig. Jeg var ikke typen, der kyssede piger. Ikke engang piger som Marie, der med sin naturlige elegance altid lignede en prinsesse. Faktisk var hun ofte prinsessen – især på middelaldermarkedet, hvor hun uden tvivl var the shit. Hendes forældre ejede den anden halvdel af markedet, hvilket gav hende en status, de fleste andre kun kunne drømme om. Hun blev altid tildelt de bedste roller – skønjomfru, adelsdame, prinsesse – mens alle andre måtte nøjes med at spille bønder eller tjenestefolk. Hvis du var heldig nok til at være på hendes gode side, kunne du måske få lov at være hendes hofdame. Alle ville stå ved siden af prinsessen, når hele markedet så på.
Men det var ikke kun rollerne, der gjorde Marie speciel. Hun havde en magt over folk, og de andre kvindelige skuespillere kredsede om hende som planeter omkring solen. Alle ville være tæt på hendes glans, men uden for markedet, uden for kostumerne, var hun bare... Marie. En helt almindelig pige fra min parallelklasse, som ingen lod til at lægge særligt meget mærke til. Når hun var hjemme hos os sammen med min bror, var det tydeligt, hvordan hun mistede noget af sin stjernestatus. Der var hun ikke længere adelsdame eller prinsesse – bare en lidt kikset pige uden krone eller falsk tiara.
Og netop derfor var det hele så fucked up. Hun troede, hun havde kysset Daniel. Hun anede ikke, at det var mig bag visiret, da hun smed sig i mine arme og kyssede mig. Jeg burde have stoppet det, men det skete så hurtigt. Nu var jeg fanget i en storm af følelser – den varme forvirring fra kysset og den tunge skyld over at have løjet. Det var ikke fair overfor hende. Hun troede stadig, at Daniel var hendes kæreste. Jeg kunne ikke lade hende blive ved med at leve i den løgn, men hvad skulle jeg sige? Jeg ville ligne en fucking weirdo.
Felix vrinskede blidt, som om han forstod min uro. Jeg klappede ham på halsen og mumlede: "Ja, jeg ved det godt, makker. Det hele er noget værre rod."
Da jeg red det sidste stykke op mod Daniels campingvogn, stod han udenfor i en slidt, hvid morgenkåbe, som han havde ladet stå åben over sine underbukser. Han tissede roligt på jorden, jointen hang afslappet i hans hånd, mens han tog et langt hiv. Jeg himlede med øjnene og sukkede. Selvfølgelig. Som prikken over i’et rystede han sig færdig, smed jointen på jorden og trådte den ud. Miljøsvineri og totalt ligegyldighed i én pakke.
"Du er så klam, Daniel," sagde jeg, mens jeg gjorde mig klar til at stige ned fra Felix.
Han drejede sig mod mig, et kækt grin på læberne. "Det siger du bare, fordi du er jaloux på min... you know." Han slog en dramatisk håndbevægelse mod skridtet, og jeg skar ansigt i afsky. Hvorfor var han sådan her?
"Jesus, nej tak." Jeg gled endelig ned fra Felix og kæmpede for ikke at vakle for meget, mens jeg nærmede mig ham. "Så, hvordan gik det?" spurgte han, mens han lænede sig afslappet op ad campingvognen og pustede røgringe ud.
Jeg gav ham et blik, der kunne dræbe. "Hvordan tror du, det gik? Jeg klædte mig ud som dig og blev næsten slået til plukfisk i den der latterlige turnering."
"Hvad gjorde du!?" Hans øjne lyste op, og et stort grin bredte sig over hans ansigt. "Du klædte dig ud som mig? What the fuck?! Det er fandme sjovt. Kreativt, Celina! Godt gået."
"Ja, ja, tak," mumlede jeg, mens jeg strakte min ryg, der stadig gjorde naller efter alt det her ridderpis. "Men jeg tabte. Til Erik."
Daniel stoppede pludselig med at grine. "Vent. Hvad?" Hans ansigt blev stift, som om jeg lige havde fortalt ham, at nogen havde rørt hans yndlingssværd med en sløv slibesten. "Tabte du? Til Erik?"
Jeg nikkede. "Ja. Jeg blev slynget af Felix som en kludedukke. Publikum var nok ret imponeret." Jeg gjorde mit bedste for at lyde nonchalant, men det var ret svært, når man havde ondt overalt.
"Fuck..." Daniel kørte en hånd gennem sit hår og så oprigtigt irriteret ud. "Nu tror folk, at jeg tabte til Erik. Han er fucking elendig."
"Åh, jeg beklager virkelig," snerrede jeg og satte hænderne i siden. "Men hey, bare rolig, det var kun din tvillingesøster, der er blevet smadret. Men lige meget med mig, ik’?"
Han skulede til mig. "Det er seriøst, Celina. Mit rygte..."
"Ja, dit rygte." Jeg himlede med øjnene igen. "Men ved du, hvad der også er seriøst? Marie."
Daniel rynkede panden, mens han tændte en cigaret. "Hvad med Marie?"
"Marie kyssede mig," sagde jeg og kiggede direkte på ham, mens jeg lod ordene hænge i luften. Jeg havde tænkt mig at gå lige til sagen.
Hans øjne blev store, og han sagde ikke et ord. Faktisk blev han så stille, at jeg et øjeblik troede, jeg havde ramt ham lige i hjertet.
Jeg tog en dyb indånding og fortsatte: "Hun troede, jeg var dig. Selvfølgelig. Så hun kyssede mig. Som i, virkelig kyssede mig." Jeg kunne stadig mærke varmen fra hendes læber, selvom jeg ikke havde lyst til at indrømme det.
Daniel åbnede munden, men sagde ingenting. Han stod bare der, som om han forsøgte at fordøje det. Jeg troede faktisk et sekund, at han tænkte over, hvor meget han havde såret Marie ved at slå op med hende uden at fortælle hende det ordentligt. Måske kom han til fornuft. Måske ville han faktisk tage noget ansvar for en gangs skyld.
Men så åbnede han munden igen. "Så folk tror, jeg tabte til Erik?"
Jeg stirrede på ham i vantro. "Er det seriøst det, du er bekymret for?" Jeg kunne ikke fatte, at jeg havde delt det her med ham, og hans første tanke var stadig den dumme turnering og hans ego.
"Ja, altså... det er fandme skidt for mit image." Han fnøs og tog endnu et hiv af sin cigaret. "Men hey, ja ja, det er ret vildt, at hun kyssede dig. Så... hvordan var det?"
Jeg smed næsten rustningen i hovedet på ham. "Det er jo det, der er problemet, din idiot. Hun troede, jeg var dig! Det er totalt fucked up. Hvad fanden havde du gang i, at du ikke lige fortalte hende, at I ikke var sammen længere?"
"Jeg slog op med hende i går," sagde han med et skuldertræk, som om det var det mest naturlige i verden. "Jeg sendte hende ret lang besked på Messenger, hvor jeg sagde undskyld og alt det der."
"Du er seriøst verdens største idiot."
Han trak på skuldrene igen, som om jeg lige havde givet ham et kompliment. "Måske. Men du kyssede hende jo tilbage, gjorde du ikke?" Han sendte mig et skævt smil.
"Det er slet ikke pointen, Daniel! Pointen er, at vi har et problem her. Marie tror, I stadig er sammen. Og jeg har kysset min brors kæreste." Jeg kørte frustreret hænderne gennem mit lyserøde hår.
Han grinede lidt, som om hele situationen bare var en dårlig joke. "Slap af, søs. Det er jo ikke verdens undergang."
Jeg sukkede dybt. "Fint. Bare glem det. Men vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi får styr på det her, okay? Glem din skideturnering og dit fucking image. Marie er vigtigere lige nu."
Han kiggede på mig og trak lidt på skuldrene. "Sure. Men seriøst, du klædte dig selv ud som mig. Det var din egen idé. Så det er dit rod nu."
Daniel var stadig midt i sin "det er jo ikke verdens undergang"-attitude, da døren til campingvognen pludselig knirkede åben bag ham. Ud stak hovedet på en pige – og ikke en hvilken som helst pige, men Anja, som barpige på markedet. Det eneste, hun havde på, var et lagen, der var viklet tilfældigt omkring hende, som om hun lige havde hevet det ned fra sengen i al hast.
"Daniel, hvad sker der?" Hendes stemme var sløret og en smule irriteret.
"Hvad fuck, Daniel?" udbrød jeg og stirrede på Anja, som så en smule forvirret ud, som om hun først nu opdagede mig.
Daniel vendte sig om med et grin, som om hele situationen bare var en kæmpe joke for ham. "Slap af, Celina. Jeg er jo single. Og ready to mingle." Han trak igen på skuldrene og sendte mig et afslappet smil, som om han ikke lige havde sprængt hele mit hoved med hans... uforstyrrede livsstil.
"Ja, fedt for dig," snerrede jeg. "Men seriøst, kunne du ikke lige holde det lidt diskret? Hun er en af de faste skuespillere på markedet!" Jeg pegede på hende, og hun trak sig hurtigt tilbage ind i campingvognen, tydeligvis flov over hele scenariet.
Daniel lo bare. "Kom nu, Celina, det er jo ikke min skyld, at jeg har charme."
"Charme?" Jeg skar ansigt. "Det er ikke charme, når du samler tilfældige piger op, som om de er souvenirs fra et eller andet skodmarked."
Han rystede på hovedet og løftede hænderne i en uskyldig gestus. "Hey, vi er alle voksne her. Der er ingen problemer. Plus, du ved... jeg er jo fri som en fugl nu." Han trak lidt på smilebåndet, og jeg havde lyst til at kaste noget tungt i hovedet på ham.
"Du er for klam," sagde jeg og skar ansigt. "Har du tænkt dig at være sammen med hele markedet?"
"Kun dem, der vil have mig," svarede han med et blink. "Hvilket minder mig om..." sagde han og vinkede mig hen, "nu hvor du alligevel har leget ridder hele dagen, kunne du ikke lige fortsætte? Det ville virkelig hjælpe mig, og du ved jo, at folk elsker mig dernede."
Jeg gloede på ham. "Du vil have, at jeg fortsætter med at udgive mig for at være dig? Du er ikke rigtig klog. Jeg gider ikke flere turneringer. Jeg blev næsten slået ihjel!"
Daniel trak på skuldrene igen. "Næh, ingen flere turneringer, det lover jeg. Mit ego kan ikke klare, at folk tror, at “jeg” taber til Erik igen." Han lavede citationstegn med fingrene og rullede med øjnene. "Men der er så mange andre ting, du kan lave. Du ved, tage billeder med gæsterne, drille væbnerne, måske flirte lidt med skønjomfruerne – folk elsker det."
“Du er virkelig en nederen person."
"Tak," sagde han og smilede bredt, som om det var en ære. "Kom nu, Celina. Hjælp din tvillingebror. Jeg mener, du kunne jo måske endda nyde det. Hvem ved?"
Jeg rystede på hovedet. "Og hvad gør jeg, hvis jeg løber ind i Marie igen? Hvad så, kloge åge?"
Han trak på skuldrene, som om det var verdens mindste problem. "Det er simpelt. Du slår op med hende. Ordentligt denne gang. Hun fortjener det vel, right?" Han kastede sin cigaretstump på jorden og trådte den ud med et dovent smil.
Jeg stirrede på ham. "Du kan simpelthen ikke være seriøs lige nu."
"Jo, jeg er seriøs." Han klappede mig på skulderen, som om han var ved at overbevise mig om at låne ham min cykel, ikke om at afslutte hans elendige forhold for ham. "Få styr på det. Slå op med hende ordentligt. Det bliver godt. Du kan klare det."
Jeg sukkede tungt og kiggede på Felix, som om hesten kunne give mig et svar. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade det her hænge. Jeg kunne ikke bare lade Marie tro, at Daniel stadig var hendes kæreste, når han tydeligvis var mere interesseret i... alle andre end hende.
"Du strækker virkelig grænserne for vores hellige tvillingepagt," sukkede jeg til sidst og kiggede opgivende på Daniel. "Okay. Men kun fordi Marie fortjener bedre end dig."
Han lo og klappede mig på ryggen. "Hvad kan jeg sige? Jeg er heldig at have en søster som dig."
-
Da jeg endelig kom hjem til sommerhuset, var det som om, alle dagens bizarre begivenheder skyllede ind over mig på én gang. Jeg havde stadig lidt ondt efter den maveplasker, jeg havde fået under turneringen. Seriøst, at blive smadret af en anden ridder føltes ikke lige som at falde i trampolinen, når man er otte år. Nej, det her var mere som at blive kørt over af en bus…
Men det var ikke smerten fra turneringen, der fyldte mest i mit hoved. Det var Marie. Marie og hendes kys. Et kys, der stadig sad fast på mine læber, som om jeg ikke kunne vaske det af. Og hvorfor fanden havde det føltes så godt? Jeg er ikke til piger, jeg er ikke til piger, jeg er ikke til piger, gentog jeg inde i mit hoved som et mantra, og nu var jeg fanget i et eller andet mærkeligt Twilight-agtigt trekantsdrama, som jeg overhovedet ikke havde bedt om.
Døren gik op, og mine forældre trådte ind, stadig i deres pinlige udklædning. Jeg håbede ikke at nogen, jeg kendte, så dem. De var tydeligvis hjemme efter en lang dag, og min mor vinkede hen mod mig. "Hej skat, hvordan har din dag været?"
"Åh, du ved," sagde jeg og trak på skuldrene, som om jeg ikke lige havde haft den mest forvirrende dag i mit liv. "Det sædvanlige…"
Jeg overvejede kort at fortælle dem det hele – at jeg havde klædt mig ud som Daniel og leget ridder, og at jeg planlagde at gøre det igen de næste par dage. Måske ville de synes, det var sjovt. Måske ville de flippe ud. Men så tænkte jeg på, hvor meget de havde investeret i den her middelalderlort, og jeg besluttede at holde kæft. Jeg havde ikke lyst til at blive hevet igennem endnu en lang snak om, hvor vigtigt det var at "realisere sin rolle."
Jeg smækkede døren til mit værelse og åbnede skabet. Der hang de stadig – mine gamle middelalderkjoler fra dengang, jeg blev tvunget til at lege prinsesse på markedet. Det var skønjomfrueventyret, alle piger åbenbart skulle igennem. Hvor heldig kan man være? Jeg hadede hvert eneste øjeblik. At stå i en tung, svedig kjole midt i juli, mens turister råber på selfies, var ikke bare pinligt – det føltes som en særlig form for ydmygelse. Jeg var fanget i en rolle, jeg aldrig havde bedt om. Jeg var i krig med mit eget køn.
Og nu stod jeg her, overvejede at iklæde mig rustningen i stedet. Ikke bare som en joke eller for at hjælpe Daniel, men for at tage det tilbage. For at få hævn over alt det, de tvang mig til at være. Hvorfor skulle piger altid spille prinsessen? Hvem sagde, at jeg ikke kunne være ridderen? Jeg skyldte mit yngre jeg, og alle de piger, der nogensinde er blevet presset ned i en lyserød prinsessekjole med tylskørt, at vise dem, at man kan være lige så frygtløs, lige så stærk, som drengene. Det her handlede ikke bare om en turnering længere – det her var min chance for at "reclaime" min fortid. At tage noget, der blev påtvunget mig, og vende det til noget, jeg selv valgte.
Jeg måtte gøre det i skjul, og ingen måtte vide, at det var mig. Men det var det værd. Det her var ikke bare en rollespilshandling – det var min personlige hævn mod alt det, jeg blev tvunget til at være.
Min telefon vibrerede, og jeg så, at mine veninder havde skrevet i gruppen. De planlagde en tur i byen i aften. Helt ærligt, en del af mig ville gerne med – drikke lidt, glemme hele kaosset, flirte med nogle søde drenge, og vågne op med en hovedpine, der kunne overdøve alle dagens tanker. Men det kunne jeg ikke tillade mig. Jeg havde brug for at være klar i morgen. Ingen tømmermænd, ingen undskyldninger. Jeg skulle spille ridder.
Så jeg skyndte mig at skrive, at jeg ikke kunne komme med. "Har ondt i røven efter at have ridderet," tænkte jeg, men jeg nøjedes med noget vagt om at være forkølet.
Da jeg satte mig på sengen og stirrede på rustningen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hele det her ridder-halløj var blevet noget andet, end jeg havde forventet. Det var ikke kun for sjov længere. Det føltes pludselig… personligt.
Formiddagen på middelaldermarkedet var i fuld gang, og jeg var stadig iklædt Daniels rustning, mens jeg gik rundt blandt folk. Alle troede selvfølgelig, at jeg var ham. Det var både sjovt og lidt foruroligende, hvor hurtigt folk købte den løgn. Men hey, så længe jeg kunne tage æren uden at skulle få smadret flere knogler, kunne jeg sagtens leve med det.
Oliver gik ved min side som den perfekte væbner, og selvom han selvfølgelig vidste, at det var mig bag hjelmen, spillede han rollen til perfektion. “Jamen, sir Daniel, det var en imponerende sejr sidste år! Skal vi tage et billede?” spurgte en af de mange gæster, der strømmede til. Jeg kiggede på Oliver med et løftet øjenbryn inde bag visiret, og han nikkede opmuntrende.
“Selvfølgelig!” sagde jeg med en dyb stemme, som jeg håbede lød maskulin nok. Det var åbenbart sådan, min bror skulle lyde.
Jeg lod nogle små piger holde mit sværd, mens deres forældre knipsede billeder. De små pigers øjne lyste op, da de poserede ved siden af mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile (heldigvis skjult af visiret). Måske er det her ridder-show slet ikke så slemt alligevel, tænkte jeg, mens de begejstrede børn drønede væk for at vise deres billeder frem.
Mens Oliver og jeg gik rundt, puffede han sin skulder imod min. “Du burde træne lidt, så du kan give dem baghjul næste gang.”
“Træne? Så jeg kan få tæsk igen? Nej tak,” mumlede jeg, og før han kunne argumentere, drejede jeg om på hælen og gik væk. Jeg var ret sikker på, at jeg stadig havde blå mærker fra dagen før, og jeg havde absolut ingen interesse i at tilføje flere til samlingen.
I stedet kastede jeg et hurtigt blik rundt på markedet. Jeg havde forsøgt at undgå Marie hele dagen, men nu, da jeg endelig spottede hende et sted nær de andre skuespillere, virkede det som et meget bedre alternativ til riddertræning. Jeg skyndte mig over til hende, selvom jeg godt vidste, at det potentielt kunne ende i endnu en akavet situation. Men hey, at slå op med en pige var bedre end at svinge en lanse og blive smadret.
Jeg trak vejret dybt og gik med faste skridt over mod Marie, stadig iført Daniels rustning. Hjertet hamrede i brystet på mig, mens jeg prøvede at samle mine tanker. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle håndtere det her.
Da jeg nærmede mig hende, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til, hvor godt hun så ud i sin middelalderkjole. Kjolens dybe udskæring fremhævede hendes kavalergang, og det gik først op for mig, hvor svært det var ikke at stirre. Var det rustningen, der gjorde mig svedig, eller... var det hende?
Nej, stop, Celina! Det her var forkert på så mange niveauer. Jeg er ikke til piger, jeg er ikke til piger, jeg er ikke til piger. Jeg rødmede under hjelmen og skyndte mig at trække visiret ned, så hun ikke kunne se mit ansigt. Det var tid til at få styr på mig selv og få det her overstået.
"Marie!" kaldte jeg lavt, men bestemt, og trådte tættere på hende. Hendes øjne lyste op, da hun genkendte stemmen – eller i hvert fald troede, at hun gjorde. Jeg tog fat i hendes hånd og trak hende lidt til side, væk fra de andre skuespillere og markedets summen.
“Hvad laver du, Daniel?” spurgte hun med et smil, mens hun kiggede rundt, som om vi var ved at begive os ud i noget farligt og spændende. Det her blev mere akavet for hver eneste sekund, der gik.
“Vi skal… snakke,” sagde jeg og prøvede at lyde autoritær, som jeg forestillede mig, Daniel ville. “Kan vi finde et mere privat sted at snakke? Et telt eller sådan noget?”
Hendes øjne glimtede, og jeg kunne allerede fornemme, at hun havde misforstået alt. “Et telt? Det lyder sjovt,” hviskede hun tilbage og bed sig i læben. Jeg kunne mærke rødmen brede sig igen, men jeg forsøgte at holde fokus.
“Ja, ja, helt sikkert,” mumlede jeg hurtigt og kastede et blik rundt for at finde et passende sted. "Bare… et sted, hvor vi kan være i fred." Jeg forsøgte at lyde rolig og kontrolleret, selvom mit hjerte hamrede løs. Jeg måtte holde hovedet koldt og sørge for, at det her ikke løb af sporet.
Vi bevægede os gennem den travle lejr, indtil vi fandt et afsides telt, lidt væk fra de nysgerrige blikke. Marie smuttede først ind i teltet og sendte mig et sigende blik, der fik mit mod til at vakle. Jeg tøvede et øjeblik, men fulgte så efter og lukkede forsigtigt teltdøren bag mig.
Da jeg vendte mig om, blev al lyd omkring os utydelig, og det føltes, som om tiden gik i stå.
Der stod Marie, blottet fra taljen og op, med sin overkrop og bryster fremhævet af de svage stråler af sollys, der sneg sig ind gennem de snævre mellemrum i teltets stofvægge. Hendes mælkehvide hud glimtede som perlemor i det svage lys, mens det bløde stof kærkomment smøg sig om hendes kurver. Hendes bryster, perfekte og formfuldendte, fremhævede den bløde kontur af hendes overkrop. Brystvorterne strittende frem som små, lyserøde knopper, der tiggede om opmærksomhed.
Hver gang hun bevægede sig, blev lyset fanget i hendes hud, hvilket gav den et næsten drømmeagtigt udtryk. Hun var slank og yndefuld, og hendes hofter rundede sig smukt ned mod hendes ben. Hendes krop - perfekt og lige dér - slog fuldstændig luften ud af mig. Mine tanker gik i stå, som en computer der crasher.
Okay, det her var ikke, hvad jeg havde planlagt. Jeg skulle bare slå op med Marie på vegne af min idiotiske bror, og nu stod jeg og gloede på hendes smukke, perfekte bryster som en savlende idiot.
“Æh… øh…” fremstammede jeg, totalt blank for ord. Skete det her virkelig? Jeg er ikke til ... oh my god. Jeg var fanget i den mest fucked-up situation i hele mit liv. Hvordan håndterer man overhovedet sådan noget?
Marie smilede langsomt, som om hun vidste præcis, hvad jeg tænkte. “Kan du ikke tage rustningen af og skifte til noget lidt mere… behageligt?” spurgte hun og lod sine fingre glide ned over mit brystpanser.
“Jeg har det mest behageligt, når jeg er usårlig overfor de fleste former for fysiske angreb,” mumlede jeg, mens jeg desperat forsøgte at genvinde en eller anden form for kontrol over situationen. Jeg var nødt til at få styr på mig selv i en fart - men her stod jeg, totalt lammet af en kombination af hendes lækre krop og min egen åbenbart nyopdagede biseksualitet. Det var virkelig det værste tidspunkt at få en identitetskrise på.
Marie fniste lavt, tydeligvis underholdt. “Helt i orden. Du ved, jeg elsker det, når vi gør det med vores kostumer på.” Hun blinkede til mig, og jeg kunne mærke en sveddråbe trille ned af min tindingen inde under hjelmen.
Vent. Vent lige et sekund. Havde hun og Daniel… gjort det… i rustningen? Det tog en hurtigere drejning, end jeg kunne sige “ridderturnering”. De var nogle freaks. Tanken om min tvillingebror, halvnøgen, svedig, i gang med… det de havde gang i, mens han bar denne jernkiste, jeg havde på, var både afskyelig og på en sært foruroligende måde også lidt imponerende. Hvordan fanden kunne han bevæge sig så meget inde i den her ting?
Marie lod fingrene glide langs mit brystpanser igen. Hendes øjne skinnede med det der klassiske “kom og tag mig”-blik. “Du er så sexet i din rustning,” hviskede hun og sendte mig endnu et forførende smil. “Ligesom Jon Snow, Jaime Lannister… eller Aragorn.”
Marie trak sig tættere på, og jeg kunne mærke hendes varme ånde mod mit visir, som hun langsomt løftede op med fingerspidserne - dog kun så min mund var synlig. Alt i mig skreg, at det her var forkert - helt, totalt og håbløst forkert - men mine arme føltes pludselig tunge, som om de var lavet af det samme jern som rustningen. Jeg kunne ikke stoppe hende. Mit hjerte hamrede, og tankerne fløj forvirret rundt, men så snart hendes læber mødte mine, blev det helt stille.
Fuck.
Det var det bedste kys i hele mit liv. Seriøst, det var så godt, at jeg fuldstændig glemte, hvem jeg var, hvem hun troede, jeg var, og hvad jeg overhovedet havde planlagt at gøre i det her telt. Jeg burde trække mig væk. Jeg burde sige noget. Jeg burde fortælle hende, at jeg ikke var Daniel. Men hendes læber, åh hendes læber, var så uendeligt bløde, og hendes tunge… oh my god, hendes tunge. Den dansede mod min, og jeg var fanget, opslugt, fortabt.
Marie grinede lavt mellem kyssene, som om hele situationen bare var en leg for hende. "Du virker meget mere... følsom, end du plejer," hviskede hun med et drilsk smil. "Normalt ville du bare skynde dig direkte til “det sjove”." Hun kyssede mig igen, og jeg forsøgte desperat at få min hjerne til at følge med. Jeg vidste præcis, hvad jeg burde gøre – og hvad jeg absolut ikke burde gøre – men lige nu var der tilsyneladende kortslutning i begge retninger.
Jeg kyssede hende tilbage. Igen. Hendes lipgloss smagte af kunstig jordbær, hvilket normalt ville få mig til at krumme tæer. Men lige nu? Lige nu var det den bedste smag i verden. Min mave snoede sig som en knude, og jeg kunne mærke varmen sprede sig som et langsomt bål gennem hele min krop. Hun greb fat om mine hænder, tunge og klodsede i metalhandskerne, som om hun ikke kunne vente længere. Marie trak dem op til sine bryster, og jeg tror, min hjerne smeltede på stedet.
Jeg burde virkelig stoppe det her. Seriøst. Nu.
Men mine hænder landede på hendes bløde hud, og følelsen af det kølige metal mod hendes varme kød fik mit indre moralske kompas til at køre helt i spåner. Det her var forkert på så mange niveauer – men jeg var også fanget. Fængslet i øjeblikket og af Maries aggressive charme.
Hun lod sin tunge glide ind i min mund igen, og jeg var så overvældet, at jeg knap kunne trække vejret. Hendes hænder fandt vej hen over mit brystpanser, mens hun hviskede frække, forførende ting, der fik mig til at rødme inde under hjelmen. Jeg forsøgte at holde styr på noget – hvad som helst – men varmen og forvirringen skyllede ind over mig som en bølge.
Og så gled mit blik ned. Ned til hendes hånd, der gled faretruende op og ned ad mit sværdskæfte, og det var ikke ligefrem en subtil gestus. "Kan du huske, hvad vi plejer at gøre efter turneringerne, Daniel?" Hendes stemme var lav, næsten hypnotisk, og hendes hånd strammede grebet om skæftet, som om hun var klar til kamp. Ja, bare ikke den slags kamp, jeg var trænet i.
Jeg sank en klump. "Øh… nej… det, jeg mener… det er måske ikke... sådan, du ved… en super idé," fik jeg presset frem, selvom det lød som en sølle undskyldning. Marie grinede igen, en lille fnisende lyd, der sendte gys ned ad min ryg – ikke at det hjalp.
"Tag din benrustning af, skat, så skal jeg nok give dig et lækkert blowjob," hviskede hun, og hendes ånde kildrede mit øre med en alt for tillokkende varme.
Jeg mærkede varmen stige op i mig ved hendes ord. Forslaget hang tungt mellem os. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Hvis jeg tog min pladeskørt og lårpanser af nu, ville hun kunne se mine små, lyserøde trusser, og endnu vigtigere, at jeg manglede en ret væsentlig kropsdel.
Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at samle mit mod, før jeg svarede: "Jeg vil hellere gøre det rart for dig." Min stemme var lav og fyldt med noget, der mindede om selvsikkerhed – selvom min krop var i total kaos. Med en langsom og målrettet bevægelse lod jeg mine hænder glide op under hendes kjole, fingrene skælvede let, men jeg lod det ikke standse mig. Synet af hendes blondetrusser sendte et sus gennem mig. Mit hoved skreg, at jeg skulle stoppe – men mine hænder havde helt andre planer.
Jeg overvejede kort at tage handsken af. Den kolde stål mod hendes varme hud måtte føles mærkelig, men tanken om, at hun ville se min neglelak og indse sandheden, fik mig til at holde fast i illusionen. I stedet trak jeg forsigtigt hendes trusser til side, og varmen fra hendes hud mødte mine kolde metalhandsker. Med en overlagt langsomhed gled en af ??mine stålbeklædte fingre ind i hende, og jeg kunne mærke, hvordan hendes krop straks strammede sig om mig. Hendes små gisp og lyde af overraskelse var ren musik for mine ører.
"Det er koldt," hviskede Marie med en halvkvalt stemme. Hendes åndedræt var hurtigere nu, fyldt med et pludseligt begær, der skar igennem luften som elektricitet. Jeg smilede under hjelmen, vidste godt, hvor langt vi var fra det, hun forventede, men alligevel kunne jeg ikke stoppe. Jeg lod min finger glide ind og ud af hende, langsomt i starten, næsten grufuldt langsomt, som om jeg ville se, hvor meget jeg kunne pirre hende, før hun tiggede mig om mere.
Hendes krop rystede let, og jeg kunne se, hvordan hendes knæ vaklede under vægten af nydelsen. Hendes hænder søgte støtte på mine skuldre, og hendes negle skrabede mod det hårde metal, mens hun forsøgte at holde sig oprejst. Jeg bøjede mig ned og begyndte at kysse hende langs halsen, lod mine læber pirre hendes følsomme hud, mens min tunge bevægede sig i små cirkler. Jeg arbejdede mig langsomt nedad, hele vejen til hendes brystvorter, som jeg nappede let i, før jeg svirpede dem med min tunge. Hendes støn steg i intensitet, og hendes klynken var som benzin på bålet af mit eget brændende begær.
Marie kunne knap nok holde sig oprejst længere. Hendes ben rystede, hendes åndedrag kom ud i korte, desperate gisp, og jeg vidste, at hun var tæt på. Jeg fortsatte med at trænge min finger dybere ind i hende, følte hendes varme, våde skede stramme sig om mig, og jeg vidste, at hun ikke kunne holde meget længere. Hendes krop spændte sig pludseligt, og hun hvinede i et skingert klynk, der fyldte teltet, mens hendes orgasme rullede gennem hende. Hendes krop bøjede sig mod mig, og hendes skede pulserede omkring min stålfinger, som om hun ikke kunne få nok af mig, og af det vi gjorde.
Hendes orgasme var næsten hypnotisk at være vidne til, som om verden stod stille et øjeblik, og alt, der eksisterede, var hendes intense nydelse. Da hendes klimaks endelig stilnede af, lænede hun sig ind mod mig og kyssede mig igen – blide, langsomme kys, som små forsigtige snefnug, der landede på mine læber. Hun var tilfreds, kunne jeg mærke. Hendes hænder gled over min rustning, som om hun ville udforske hver eneste centimeter af det kolde metal, som skilte os ad.
"Du er så anderledes i dag," hviskede hun med et lille grin. Hendes stemme var stadig ujævn og skælvende efter orgasmen. "J-jeg ved ikke, hvad det er, men jeg elsker det."
Jeg kunne næsten ikke få mit visir ned hurtigt nok. Panikken bredte sig i mig, og jeg havde brug for at komme væk, hurtigt. Jeg vendte mig om og skyndte mig ud af teltet – okay, "skyndte mig" er måske ikke den rette beskrivelse, når man er iført en fuld rustning, men jeg gjorde mit bedste.
Hvad fanden havde jeg lige gjort?
Mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst, mens jeg gik over markedspladsen. Skyld, skam, og – ja, også en fucking god portion liderlighed, hvis jeg skulle være ærlig – kæmpede om pladsen i mit hoved. Jeg kunne knap nok tænke klart, da jeg marcherede hen over markedspladsen, stadig iført den tunge rustning.
Jeg vandrede rundt på markedet i et forsøg på at samle mig selv, men intet gav mening længere. Marie var en del af det hele, men samtidig ikke. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være flov over det, der var sket, eller taknemmelig for den "oplevelse", der stadig sad dybt i min krop.
Da jeg havde fået nok af den middelalderlige tilværelse, trak jeg mig tilbage til sommerhuset. Ideen om at ringe eller skrive til Marie hvirvlede gennem mit hoved. Men hvad i alverden skulle jeg sige? “Hej, pige, som jeg ikke har snakket med i årevis, undskyld at jeg udgav mig for at være din kæreste og udnyttede dig seksuelt.” Ja, for det ville helt sikkert gå godt. Jeg var slet ikke klar til den samtale.
Desuden gjorde smerten i ryggen det umuligt at tænke klart. At blive slynget rundt som et menneskeligt piñata i en rustning, der vejede mere end mine dårlige beslutninger, var bestemt ikke det, jeg havde set for mig. Og som prikken over i’et skulle jeg deltage i endnu en turnering næste dag. Fantastisk. Der var simpelthen ingen tid til at svælge i selvhad eller rulle rundt på gulvet i ren skam.
Jeg tyede til min velkendte flugtvej: YouTube. Resten af natten blev brugt på at se videoer om ridderturneringer, som om de kunne redde mig fra det komplette kaos, jeg lige havde rodet mig ud i. “Hvordan bliver man en ridder uden at ligne en total klods?” Lige præcis dét niveau havde jeg brug for. Og ja, de videoer fandtes. Kiksede gutter med alt for meget fritid, som omhyggeligt forklarede, hvordan middelalderens riddere kæmpede i turneringer. Engang ville jeg have grinet af den type, men i nat var de - i modsætning til mig - de virkelige helte.
Og ved du hvad? Der var faktisk en hel videnskab bag det her. Jeg havde troet, det bare handlede om at kaste sig hovedkulds ind i kampene og håbe på det bedste, men åbenbart ikke. Der var teknikker, åndedrætskontrol, og endda strategier. Strategier! Jeg stirrede på skærmen, mens jeg prøvede at ignorere den dunkende smerte, der skød gennem både min krop og min samvittighed. Hvordan skulle jeg forklare det hele til Marie, når sandheden kom frem? At det bare var én stor misforståelse? Eller at jeg, i hendes øjne, var endt som den klammeste idiot på planeten? Det virkede faktisk nemmere at fokusere på at undgå endnu en omgang tæsk i morgen end at tage hånd om dagens egentlige fiasko.
-
Da jeg galopperede ud på turneringspladsen den næste dag, kunne jeg ikke ryste følelsen af, at jeg uundgåeligt ville ligne en komplet idiot – uanset hvor godt jeg spillede rollen som min bror. Jeg sad stolt på hesten, men der var en ubehagelig fornemmelse i maven, som om universet allerede havde besluttet, at det var min tur til at tabe.
Og tabte, det gjorde jeg. Da den anden ridder, en høj fyr med muskuløse arme og en dristig, rødfjeret hjelm, knuste sin lanse mod mit skjold, følte jeg mit hjerte synke. Han var en ægte fan af Daniel, og hans jubel over at besejre mig var som salt i såret. Mit skjold rystede ved sammenstødet, og i det øjeblik, hvor jeg indså, at jeg ikke kun var en skuffet ridder, men også en rasende en af slagsen, var det som om al min frustration boblede op indeni.
Jeg kunne næsten have kastet mit skjold som en frisbee, så sur var jeg over at have givet mit bedste og stadig tabe. Jeg hadede at tabe.
Efter kampen gik jeg forbi det triumferende fjols, der begyndte at takke mig. “Tusind tak, Daniel!” sagde han entusiastisk. “Jeg vidste, du lod mig vinde med vilje. Du er en rigtig god fyr!”
Jeg stirrede på ham, som om han havde sagt, han kunne flyve. “Ja, selvfølgelig,” mumlede jeg med et halvslukket smil. “Bare… vær glad for, at du har vundet. Se det som en… gave.”
Hvad jeg egentlig ønskede at sige var, at han kunne tage sin lanse og stikke den langt op et vist sted. Men i stedet spillede jeg med, som om jeg havde noget at gøre med hans triumf.
Da jeg gik væk, greb Oliver fat i mig. “Vi skal tale sammen,” sagde han, og det lød som om det var noget, jeg burde lytte til. “Vi skal rent faktisk træne. Du ser ud til at have brug for det.”
Jeg kiggede på ham med et skeptisk blik. “Træne? Som i at stå herude og blive smadret igen?”
“Nej, nej. Hør nu her,” sagde Oliver alvorligt. “Vi mødes på en afsides turneringsplads i morgen. Jeg vil lære dig nogle teknikker, så du ikke ender med at se ud som en skramlet robot næste gang.”
De næste par dage blev en vild blanding af riddertræning, mild forvirring og… ja, Marie. For hver time, jeg brugte på at forsøge at overleve Olivers ridder-lektioner, brugte jeg dobbelt så lang tid sammen med hende. Hun var som et lyspunkt i alt det her rod. Jeg følte mig mere som Celina, når jeg var sammen med Marie, end jeg gjorde i nogen anden sammenhæng – ironisk nok, når jeg stadig lod, som om jeg var Daniel.
Vi tilbragte tid sammen, hvor vi fjollede rundt på markedet, og jeg prøvede virkelig at påtage mig rollen som ridder – eller i det mindste en ridder, der ikke konstant skvattede over sine egne fødder. Og hver gang vi var sammen, var det som om hele den tunge facade, jeg havde bygget op, langsomt smeltede væk.
En dag endte vi foran en bod med karameliserede æbler, som jeg selvfølgelig ikke kunne undgå at kommentere med min sædvanlige sarkasme. “Du ved, jeg kunne slå dig ihjel med det her æble,” sagde jeg og rakte hende et med et overdrevent alvorligt ansigtsudtryk. “Bare et hurtigt kast, og bam, du er ude.”
Marie lo, hendes latter var varm og smittende, og jeg kunne ikke lade være med at grine med. “Er det sådan, du bejler til dine damer? Med trusler om drab?” Hun tog æblet fra mig, og vi satte os på en bænk ved en af de små, pyntede telte. “Meget ædelt, ridder Daniel,” sagde hun med et drilsk smil.
Jeg sank lidt sammen, følte mig lidt mindre ´ridderlig´, end jeg nok burde. Men så trak jeg på skuldrene og satte tænderne i mit æble, mens jeg kiggede på hende med et skævt smil. “Tja, det virker vel bedre end at prøve at lade, som om jeg er en eller anden perfekt ridder, ikke?”
Vi blev siddende sådan et stykke tid og nød de karameldryppende æbler, mens vi lo og talte om alt og ingenting. Der var noget ved hende, der gjorde det umuligt for mig at holde facaden oppe hele tiden. Hun fik mig til at føle mig... ægte. Ikke som Daniel. Bare som mig selv.
“Du er ikke så slem en fyr, som de fleste påstår, ved du godt det?” sagde hun pludselig og sendte mig et varmt blik.
Jeg kunne mærke mit hjerte slå et ekstra slag, og for en sjælden gangs skyld vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle svare. Mit blik flakkede kort, men jeg samlede mig og kastede en flabet kommentar efter hende: “Hvis du bliver ved med at sige sådan noget, ender det med, at jeg går hen og bliver helt ridderlig.”
Marie grinede, men jeg kunne mærke noget dybere i luften mellem os. Som om hver gang hun lo, blev vægten af hele den løgn, jeg spandt, tungere. Her var hun, lige foran mig, og jeg kunne ikke bare sige det. Jeg kunne ikke bare indrømme, at jeg ikke var Daniel. For hvordan skulle hun tage det? Ville hun nogensinde tilgive mig?
Hver gang jeg var tæt på Marie, gjorde det ondt. Når vi talte, når vi grinede – alt føltes rigtigt, men den nagende skyld voksede i maven. Jeg kunne ikke nyde hendes selskab uden at føle, at jeg narrede hende. Hun fortjente ikke løgnen. Hun fortjente sandheden.
Efter en lang dag på markedet gik vi tilbage til teltet. Jeg havde stadig rustningen på, men for første gang følte jeg mig mere sårbar end beskyttet af den. Jeg havde kysset hende og holdt hende tæt, men imellem os var der stadig en usynlig mur bygget af løgne og falske identiteter.
Marie kiggede på mig, hendes øjne glimtede i det dæmpede skær fra faklerne. "Du virker så fjern. Er der noget, der tynger dig?" spurgte hun blidt.
Jeg stirrede ned på mine hænder, stadig dækket af stålhandsker. "Det er bare... det her ridderliv. Det er ikke helt så nemt, som jeg havde regnet med."
Hun rykkede tættere på, så jeg kunne mærke hendes krop mod den kolde rustning. "Du skal ikke være så hård ved dig selv," sagde hun med en blød og betryggende stemme. "Du klarer det fint."
Hendes ord varmede mig, men jeg vidste, at jeg ikke kunne lade mig rive med. Pludselig begyndte hun at tage sit tøj af, som om hun forventede, at vi skulle tage skridtet videre. Jeg følte panikken stige indeni. "Marie, jeg... Jeg tror, det er en dårlig idé," mumlede jeg og forsøgte at trække mig lidt væk.
Marie greb min hånd og så mig i øjnene, dybt og alvorligt. "Hvorfor ikke? Du er min kæreste, og jeg elsker dig."
Klumpen i min hals voksede. Jeg ønskede desperat at fortælle hende sandheden, men frygten for, hvad der kunne ske, holdt mig tilbage. "Jeg... Jeg ved bare ikke, om jeg er den rette for dig," hviskede jeg, min stemme svag og tvivlende.
Marie lo lavmælt og fortsatte langsomt at trække sin middelalderkjole af, som om hun ønskede at tage sig tid til at nyde hvert eneste øjeblik. For første gang stod hun der helt nøgen foran mig, og det ramte mig som et lyn – hun var helt utrolig smuk. Hendes hud glødede i det bløde lys fra faklerne, og jeg fandt mig selv ude af stand til at trække vejret. Hendes skikkelse, så naturlig og fri, fik tiden til at stå stille omkring os.
Hendes krop var en kunstnerisk skabelse – bløde kurver, der fangede lyset, og glat, silkeblød hud, som jeg længtes efter at røre ved.
Jeg kunne ikke lade være med at stirre, som en sommerfugl fanget i et net mellem ønsket om at berøre hende og min egen frygt. Hun var så uimodståelig – hendes bryster var runde og fyldige, hendes hud så glat, at det næsten virkede uvirkeligt. Den brændende trang til at lade mine hænder glide over hendes krop voksede i mig, men frygten for at tage det skridt holdt mig tilbage. Hun greb fat om min hånd, før hun forsigtigt førte den ned til sit varme skød. “Du kan godt, Daniel,” sagde hun blidt, hendes stemme var fyldt med længsel. “Jeg vil have dig.”
En bølge af varme skyllede over mig, og før jeg vidste af det, bøjede jeg mig frem og lod mine læber finde hendes. Kysset var blidt til at starte med, men hendes krop reagerede øjeblikkeligt. Da jeg begyndte at kysse og slikke hende forsigtigt, kunne jeg mærke, hvordan hun bevægede sig imod mig, som om hendes krop søgte mere.
Hendes fingre greb fat i mine skuldre, og hendes hofter begyndte at bevæge sig i takt med mine bevægelser. Det var, som om hun ikke kunne få nok, og jeg kunne mærke, hvor meget hun nød hvert eneste øjeblik. Jeg fortsatte, min tunge legede over hende med øget intensitet, mens hendes stønnen blev hurtigere og dybere, som om hun blev trukket ind i en hypnotisk dans.
Marie kom tættere på nu, og hendes krop spændte sig under mig, pressede sig hårdere mod mine læber. Hendes støn fyldte teltet med en musik af begær, og i det øjeblik, hvor hun nåede sit klimaks, krummede hendes krop sig sammen i en bølge af ekstase. Jeg holdt fat om hendes hofter, fortsatte blidt og kærligt, mens hendes støn langsomt ebbede ud. Jeg kunne mærke, hvordan hun sank tilbage i sengen, udmattet, men tilfreds, et saligt smil prydede hendes ansigt.
Vi lå sammen, tæt omslynget, mens vores vejrtrækninger langsomt fandt deres rytme. I det stille øjeblik, der fulgte, kunne jeg mærke tyngden af min hemmelighed hænge over mig som en skygge. Jeg ønskede så inderligt at være ærlig over for hende, at vise hende den ægte mig – ikke den løgn, jeg havde gemt mig bag. Men hvordan kunne jeg afsløre sandheden uden at ødelægge alt?
Lige nu var det nok at nyde øjeblikket, at ligge tæt op ad hende og mærke varmen fra hendes krop mod min. Hendes bløde åndedrag mod mit bryst gav mig ro, men i mit indre vidste jeg, at jeg snart måtte finde en måde at fortælle Marie, hvem jeg virkelig var. En del af mig ønskede at forblive i denne magiske boble.
Efter lidt stilhed rakte Marie ud og greb min hånd, hendes fingre flettede sig ind i mine. “Ved du, hvad der var virkelig rart i dag?” sagde hun stille, mens hun stirrede op mod teltets loft. “At vi bare kunne være os. Altså... bare snakke og grine uden at føle, at jeg skal bevise noget for dig.”
Jeg kiggede på hende og forsøgte at undertrykke den kvalmende følelse af skyld. Jeg vidste, at det her ville blive kompliceret, men alligevel var jeg fanget i øjeblikket med hende. "Ja," sagde jeg stille, "jeg har også haft det... godt i dag."
Hun smilede, og det føltes som om verden stoppede et øjeblik, mens hun så på mig. "Der er et eller andet ved dig, Daniel. Du føles mere nærværende, end du plejer... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det."
"Marie..." begyndte jeg, men ordene satte sig fast i halsen. Jeg ville fortælle hende, hvem jeg var. At det var mig, Celina, der havde lyttet til hende hele dagen, og ikke hendes dumme kæreste, som ikke fortjente hende. Men hun afbrød mig, før jeg overhovedet fik chancen.
"Tak," sagde hun bare og lænede sig lidt tættere på. "For at lytte."
Jeg stirrede på hende et øjeblik, helt stille. Så nikkede jeg. "Selvfølgelig," svarede jeg, og min stemme var mere feminin, end jeg havde planlagt, men hun bemærkede det ikke.
Jeg kunne stadig mærke hendes ben mod mit, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på smagen af hendes fisse. Det, der burde have været forkert, men som havde føltes alt for rigtigt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sidde ligge og ønske, at jeg var min bror.
Uden rigtigt at tænke mig om, stillede jeg spørgsmålet. "Hvad synes du egentlig om min søster?"
Marie kiggede op på mig, overrasket over spørgsmålet. Hendes ansigt var fyldt med undren, som om hun forsøgte at finde meningen med min pludselige interesse. "Hvorfor spørger du om det?" spurgte hun og kiggede væk, som om hun ledte efter de rigtige ord. "Jeg troede aldrig, du var særlig interesseret i, hvad Celina lavede."
Jeg trak på skuldrene og forsøgte at lyde ligeglad, selvom mit hjerte bankede hurtigt. "Bare nysgerrig," svarede jeg og håbede, at jeg stadig lød som Daniel.
Marie sukkede, og hendes blik gled nedad, som om hun ledte efter de rigtige ord. "Celina... hun er svær at læse nogle gange, ikke? Jeg har altid haft en fornemmelse af, at hun føler sig... for god til det hele. Du ved, middelaldermarkedet og os andre. Hun ser os lidt som nogle weirdos, tror jeg."
Hendes ord stak som en kniv, fordi hun havde ret. Jeg havde hadet dette cirkus i årevis, siden jeg blev tvunget til at spille en rolle, der ikke passede til mig. Men det var anderledes at høre det fra Marie, især nu hvor vi lå her sammen.
"Tror du virkelig, hun ser sådan på det?" spurgte jeg, mens jeg forsøgte at skjule min usikkerhed.
Marie nikkede langsomt. "Måske har hun ret. Måske er jeg underlig. Hvem vælger frivilligt at spille prinsesse hver sommer?"
Det ramte mig dybt. Troede hun, at jeg syntes, hun var mærkelig? Altså, det havde jeg ganske vist også syntes, men det var før, jeg blev forelsket i hende. Nu havde jeg det dårligt med mig selv over at have været så fordomsfuld.
"Men..." Marie tøvede, som om hun overvejede, om hun skulle sige det næste. "Jeg savner hende lidt. Dengang vi var yngre, og vi begge spillede skønjomfruer, var faktisk sjovt. Hun var anderledes dengang."
Mine tanker svirrede. Det, hun sagde, ramte noget indeni mig. Det var som om hun mindede mig om, hvem jeg engang var, før jeg begyndte at bygge murene op omkring mig. Jeg kunne se det i hendes øjne; hun savnede mig, eller måske den, jeg plejede at være.
"Og hvad sker der for det der pink hår?" tilføjede Marie med et smil. "Jeg mener, det er lidt mærkeligt, ikke? Som om hun prøver at skræmme fyre væk med det.”
Jeg kunne ikke lade være med at grine.
Marie grinede også, og det lettede lidt på stemningen. "Men hey, jeg må også sige, det er lidt sejt. Det klæder hende. Hun tør at være anderledes."
"Ja..." mumlede jeg, og jeg forsøgte at finde noget at sige, der kunne lette den pludselige skyld, jeg følte. "Hun er... i hvert fald anderledes nu."
Stilheden lagde sig over os igen, men denne gang var det ikke ubehageligt. Det føltes som om, vi begge reflekterede over, hvad der var blevet sagt. Jeg kunne mærke, hvordan båndet mellem os blev stærkere, selvom det var indviklet og skrøbeligt.
Jeg sad i sofaen i sommerhuset og stirrede på min telefon, mens vores gruppechat glødede med planer for aftenen. Mine veninder, Emma og Sofie, var allerede klar til en tur i byen, og snakken gik livligt om, hvor vi skulle starte. Der var en forventning i luften – det var en af de aftener, hvor alting kunne ske, men jeg var distraheret. Min tanke kredsede om Marie.
Uden at tænke alt for meget over det, skrev jeg hurtigt: "Hvad med at invitere Marie med?"
Emma var den første, der svarede. "Marie? Altså, din brors kæreste?" Hendes skepsis skinnede tydeligt igennem skærmen. Jeg kunne næsten se hendes løftede øjenbryn.
"Ekskæreste," rettede jeg hende.
Sofie var lidt mere diplomatisk: "Er du sikker på, hun vil med? Hun plejer ikke lige at være vores type til bytur."
Jeg trak på skuldrene for mig selv, mens jeg skrev tilbage: "Det er jo kun en aften. Hun kan vel godt løsne lidt op."
Der gik lidt tid, før de begge svarede samtidig: "Okay, hvorfor ikke."
Jeg tog en dyb indånding og trykkede på Maries kontakt i min telefon. Det føltes mærkeligt at ringe til hende som mig selv. Jeg havde vænnet mig til den rolle, jeg havde spillet som Daniel, og nu føltes det som om jeg skulle rive en slags maske af.
Telefonen ringede længe, og lige som jeg var ved at lægge på, svarede hun.
"Hej, det er Marie," lød hendes stemme. Den var rolig og en smule reserveret.
"Hey, det er Celina," sagde jeg hurtigt, og det var som om, jeg allerede kunne høre hendes tøven i stilheden, der fulgte.
"Øh... hej," sagde hun endelig. Ingen varme. Bare kølig overraskelse.
Jeg bed mig i læben og gik direkte til sagen. "Vi tager i byen i aften. Du ved, Emma, Sofie og jeg... og vi tænkte, om du havde lyst til at komme med?"
Der var en pause. Lidt for lang.
"Øhm..." Hun tøvede, som om hun prøvede at finde en undskyldning. "Jeg ved ikke rigtig... Det er nok ikke lige noget for mig."
"Kom nu, det bliver sjovt," forsøgte jeg. Jeg vidste, at Marie ikke ligefrem elskede mig. Det var tydeligt, at hun altid havde følt, jeg dømte hende lidt – og måske havde hun ret. Men noget ved at få hende med i aften føltes som det rigtige at gøre. "Jeg mener, det er jo ikke middelaldermarkedet. Vi drikker bare lidt, danser, hygger os... Det er bare en chill aften."
Der blev stille igen i et par sekunder, før hun sukkede. "Okay, jeg kommer... Men kun fordi du insisterer så meget."
Jeg smilede lidt for mig selv. "Perfekt! Vi holder en forfest her hos mig. Kom omkring klokken ni."
Vi sagde hurtigt farvel, og da jeg lagde på, kunne jeg ikke lade være med at føle en vis lettelse. Jeg havde ikke forventet, at det ville være så let at overtale hende, men jeg var glad for, at hun kom.
Tiden gik hurtigt, mens Emma og Sofie ankom, og vi satte musikken på og fandt flaskerne frem. Latteren fyldte hurtigt sommerhuset, og vi faldt ind i den velkendte rytme af tøsesnak og drikkelege.
Men jeg holdt hele tiden et halvt øje på døren, ventede på Marie. Det føltes som om der var noget andet på spil i aften, noget mere end bare en almindelig bytur.
Lidt over ni bankede det endelig på døren. Jeg rejste mig hurtigt og gik hen for at åbne. Da jeg trak døren op, stod Marie der i en smuk, mørkeblå kjole, der faldt elegant ned over hendes knæ. Kjolen havde flæser ved halsen og en let, bølgende silhuet, som fremhævede hendes figur på en sofistikeret måde. Men det var ikke kun kjolen, der fangede min opmærksomhed.
Marie havde ikke sin sædvanlige blonde prinsesse-paryk på, som hun plejede at gå med på middelaldermarkedet. I stedet havde hun sit naturlige, rødbrune hår hængende løst og let bølget omkring skuldrene. Det gav hende et mere autentisk, afslappet udseende, og jeg måtte indrømme, at jeg foretrak hende sådan.
"Hej," sagde hun lidt tøvende.
"Hej, kom indenfor," svarede jeg og trådte til side. Jeg forsøgte at skjule, hvor meget jeg blev betaget af hende.
Da hun trådte ind, kunne jeg mærke varmen fra hende, og en duften af hendes parfume ramte mine næsebor. Jeg lukkede døren bag hende, og mens jeg betragtede hende bevæge sig ind i stuen, kunne jeg ikke lade være med at føle, at noget var anderledes i aften. Marie var her – og det føltes som mere end bare en sjov aften i byen.
Marie smilte kort, før hun satte sig ved siden af Sofie og Emma, og jeg kunne ikke undgå at tænke på, hvor perfekt den lille kjole sad på hendes krop. Hvad fanden var det, der skete med mig?
Aftenen gik næsten for godt, hvis jeg selv skulle sige det. Marie virkede til at slappe mere af, end jeg nogensinde havde set hende, og mine veninder... ja, de opførte sig pænere, end jeg havde forventet. Emma og Sofie var tydeligvis skeptiske til at starte med – det var ret åbenlyst, at de stadig så Marie som "hende den mærkelige fra parallelklassen, der klædte sig ud som en prinsesse i sin sommerferie" – men da vi havde drukket et par glas vin og skudt i gang med de sædvanlige druklege, begyndte isen at smelte. De lo endda af hendes historier om nogle af de mærkelige, indviklede ritualer på markedet, hvilket var en slags mirakel.
Jeg derimod… ja, jeg havde lidt travlt med at holde øje med Marie. Ikke fordi jeg var tvunget til det eller noget, men fordi jeg bare… gjorde det. Uden at tænke. Hvis hun manglede vin, rakte jeg hende flasken før nogen anden. Hvis hun grinede og lænede sig lidt for meget tilbage, var jeg instinktivt den, der greb hende, så hun ikke væltede. Og så var der det øjeblik, hvor Emma drillede Marie med hendes pæne kjole, og jeg uden at blinke sagde noget i stil med: "Lad hende være, hun ser godt ud," som om det var min opgave at forsvare hendes ære.
Ridderlig. Galant. Jesus, hvad fanden skete der med mig?
"Du er virkelig sød i aften, Celina," bemærkede Marie på et tidspunkt, da jeg forsigtigt hjalp hende med at få hældt noget mere vin op uden at spilde. Hun smilede til mig, og mit hjerte gjorde det der latterlige hop, som jeg havde prøvet at ignorere hele aftenen.
Jeg lo akavet og forsøgte at ryste den klaustrofobiske skyldfølelse af min krop. Men hun fortsatte med at smile på den der måde, som jeg ikke kunne ignorere.
Da klokken begyndte at nærme sig midnat, besluttede vi at tage en taxa videre ind til byen. Fordi hvad er en aften uden at skulle til den mest skodagtige provinsnatklub, der nogensinde har eksisteret?
Vi stod i kø udenfor stedet, der allerede så halvmugent ud, og ventede på at komme ind. Det var begyndt at blive koldt, og Marie trak sine bare arme om sig. Instinktivt trak jeg min læderjakke af og lagde den omkring hendes skuldre.
"Tak," sagde hun overrasket og smilede lidt genert.
"Intet problem," mumlede jeg, som om det ikke var noget særligt, selvom mit hjerte bankede lidt hårdere, end det burde.
Køen var fuld af de mest klassiske provinstyper, du kunne forestille dig – fyre i forvaskede T-shirts med lidt for stramme jeans, piger med alt for meget make-up, og så selvfølgelig en flok af de typer, der tror, at et blink er det samme som en god flirt. Da vi nærmede os indgangen, var der en eller anden fyr, der lænede sig lidt for tæt på Marie og sagde noget alt for kækt om hendes kjole. Hun rynkede panden og trak sig væk, men jeg var hurtigt henne og gav ham et blik, der sagde alt det, jeg ikke gad sige højt.
Han forstod beskeden. Trak sig hurtigt tilbage. Ikke fordi jeg var skræmmende eller noget – men jeg var åbenbart blevet den beskyttende ridder overfor Marie, også selvom vi ikke var på middelaldermarkedet.
Da vi endelig kom indenfor, blev det ikke meget bedre. Det var det klassiske mørke, klamme dansegulv med høj bas og alt for mange folk, der forsøgte at spille cool, mens de i virkeligheden bare svajede til musikken som zombier. Emma og Sofie var allerede på vej mod floor, men jeg blev hængende i garderoben tæt ved Marie. Bare for at... sørge for, at hun havde det godt, selvfølgelig.
Marie smilede til mig, som om hun bemærkede, hvordan jeg hele tiden sørgede for, at der ikke var nogen klamme fyre, der kom for tæt på hende. Hun trak lidt i jakken, jeg havde givet hende, og jeg kunne se på hendes ansigt, at hun satte pris på det.
"Du er virkelig på i aften, hva´?" sagde hun med et smil, mens vi stod lidt væk fra dansegulvet.
"Jeg er bare mig," sagde jeg med et træk på skuldrene.
Men sandheden var, at jeg ikke rigtig vidste, hvad fanden der skete med mig. Jeg kunne ikke engang finde ud af, hvorfor jeg var så beskyttende overfor hende. Det var bare instinktivt, som om min rolle som hendes falske ridder havde smittet af på det virkelige liv.
Vi havde ikke været på floor i særlig lang tid, før mændene begyndte at flokkes. De var som fluer omkring to glas sodavand – totalt insisterende, ligeglade med, at vi åbenlyst var midt i vores egen lille boble. Normalt ville jeg måske have nydt opmærksomheden. Måske endda flirtet lidt tilbage, givet dem et smil og leget med. Men i aften? I aften var det eneste, jeg kunne tænke på, at de bare skulle holde sig væk fra Marie.
"Du har været virkelig sød i aften," sagde hun med et glimt i øjet, mens vi dansede tættere, som om det var det mest naturlige i verden.
"Kan du bebrejde mig?" svarede jeg lavmælt og sendte hende et skævt smil, mens jeg lænede mig ind – næsten tæt nok til, at vores læber kunne mødes. Mit hjerte hamrede, og jeg ventede bare på, at hun ville reagere.
Men Marie lod ikke til at bemærke det. Hendes blik flakkede videre ud over dansegulvet, og hun lo, som om alt stadig var en leg. Jeg mærkede skuffelsen skylle ind over mig og trak mig forsigtigt tilbage, prøvede at gemme mine følelser bag et roligt smil.
Efter en halv times dans stoppede vi og bevægede os mod baren. Marie så helt forpustet ud, med små svedperler på panden, mens vi satte os på de høje stole og bestilte noget at drikke. Mine ben var også lidt trætte, men det var ligegyldigt. Lige nu handlede det om at være ved hendes side.
"Det var sjovt, hva´?" spurgte hun med et grin og tog en stor slurk af sin drink.
"Mere sjovt, end jeg havde forventet," indrømmede jeg, mens jeg kiggede på hende. Der var noget ved hendes smil – noget ved hele hendes væsen i aften – som gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at se på hende.
Vi snakkede om det sædvanlige i starten – gamle fælles venner, skolen, hvad vi havde lavet i ferierne. Men snart gled samtalen naturligt over til vores gamle venskab. Til dengang, vi var yngre, og vi begge spillede skønjomfruer på markedet. Før jeg bare skred fra markedet uden at sige farvel. Jeg sukkede og kiggede ned i min drink.
"Jeg har ikke været en særlig god veninde," indrømmede jeg lavmælt. "Jeg smuttede bare fra hele det der middelaldercirkus uden at tænke over, hvad det betød for dig. Det var ikke fair. Undskyld."
Marie kiggede overrasket på mig, som om hun ikke helt havde forventet den undskyldning, men hendes ansigt blødte op. "Jeg savnede dig faktisk dengang. Det var ikke lige så sjovt uden dig."
Jeg rystede på hovedet og følte mig pludselig skyldig på et helt nyt niveau. "Jeg var bare for stædig og træt af det hele. Jeg følte nok, at jeg bare var for god til det. Eller i hvert fald, det var det, jeg bildte mig selv ind."
Marie lo blidt, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage. "Men uden dig kunne vi ikke lave de bedste skuespil. Du har altid haft det der talent for at gøre det sjovt," sagde hun og kiggede mig dybt i øjnene.
Der var noget let og flirtende ved vores samtale nu, og jeg begyndte langsomt at lade min hånd glide over hendes underarm, som om det var det mest naturlige i verden. Hendes hud føltes varm og glat under min finger, og hun så ikke ud til at trække sig væk. Tværtimod.
"Du ved, du kunne have været en ret cool skønjomfru," sagde Marie med et drilsk smil.
"Skønjomfru? Nej tak. Det er ikke rigtig min stil. Jeg er mere til..." Jeg holdt en pause, og inden jeg kunne stoppe mig selv, tilføjede jeg: "At være ridderen."
Hun lo, men hendes smil forsvandt hurtigt, og jeg kunne se, at hun pludselig kiggede alvorligt på mig. "Hvad mener du med det?"
Fuck. Fuck, fuck, fuck. Jeg havde sagt for meget. Al min ridderlighed, hele mit idiotiske lille spil som Daniel, og nu havde jeg rodet mig selv ind i en situation, jeg ikke kunne redde mig ud af.
Marie trak sig lidt væk og stirrede på mig, som om hun lige havde regnet noget ud. "Vent... hvad mener du med ´ridderen´? Hvad... har du lavet, Celina?"
Jeg kunne mærke, hvordan hele min krop frøs til is. Det var som om hele klubben omkring os var blevet stille, og alt hvad jeg kunne høre, var lyden af mit eget hjerte, der slog alt for hurtigt.
"Marie, jeg kan forklare," forsøgte jeg, men det var for sent. Hun havde allerede regnet det ud.
"Har du... har du udgivet dig for at være Daniel? Hele tiden?" Hendes stemme dirrede, og jeg kunne se, hvordan hendes øjne fyldtes med chok og afsky. "Alt det, vi har gjort... Du har kysset mig, Celina!"
"Marie, jeg—"
Men hun ventede ikke på mit svar. Hun sprang op fra barstolen og stormede mod udgangen. Jeg sad lamslået tilbage et øjeblik, indtil min krop endelig reagerede, og jeg skubbede min stol bagud og løb efter hende.
"Marie!" råbte jeg og trængte mig gennem menneskemængden, som knap nok ænsede os. "Vent, lad mig forklare!"
Hun skyndte sig ud af klubben, og jeg var lige i hælene på hende, da hun stormede ned ad gaden. Min jakke lå stadig over hendes skuldre, men hun kastede den fra sig uden at tænke, og jeg vidste, at jeg havde begået en kæmpe, kæmpe fejl.
Jeg indhentede Marie uden problemer. Det var svært at misse hende i det skarpe lys fra gadelamperne. Jeg greb fat i hendes skulder og vendte hende om imod mig.
“Marie, vent, lad mig forklare—”
“Lad være med at røre mig!” Hun skubbede mig væk, og jeg kunne se, hvordan hendes ansigt var fyldt med vrede og forvirring. “Hvordan kunne du gøre det? Jeg stolede på dig!”
Hendes øjne var fyldt med både chok og tåre. Jeg åbnede munden for at sige noget, men ordene ville ikke komme ud. Jeg havde virkelig overskredet hendes grænser, og jeg vidste skulle kunne gøre det godt igen.
“Undskyld. Okay? Jeg… jeg ved det ser dårligt ud,” sagde jeg endelig. “Jeg er virkelig, virkelig ked af det. Det var ikke meningen, at det skulle gå så vidt.”
“Ikke meningen? Du har fucking løjet for mig, Celina!” råbte hun med en skælvende stemme. “Vi kyssede og alt muligt, fordi jeg troede du var din bror. Oh my god, du er ulækker!”
Jeg kunne ikke finde på noget at sige, der kunne rette op på, hvad jeg havde gjort. Jeg vidste, at uanset hvad jeg sagde, ville det ikke kunne rette op på det faktum, at jeg havde handlet frygteligt. Jeg begyndte også selv at få tåre i øjnene. “Marie, du må forstå —”
“Hvad skal jeg forstå? At du var så desperat, at du er nødt til at klæde dig ud som din bror for at score?” Hendes stemme var forvrænget af gråd nu. “Jeg troede, du var Daniel, da du… da du…”
Jeg så hendes ansigt falme med rædsel, da hun indså, hvor langt vi rent faktisk gået sammen. Det var som om, at hendes krop begyndte at ryste med ubehag. “Oh my god,” hviskede hun med afsky. “Det var dig, som… som slikkede mig. What the fuck?”
Marie trak vejret hurtigt, som om hun kæmpede med en bølge af panik. “Jeg… Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige lige nu. Jeg… Vi havde sex sammen, mens jeg troede, du var Daniel. What the fuck, Celina? Hvad er der galt med dig?”
“Jeg ved godt, at det var forkert,” sagde jeg. Mit ansigt var varmt og fyldt med skam. “Undskyld. Jeg mener det, undskyld. Jeg ville tage det tilbage, hvis jeg kunne.”
“Bare… hold dig fra mig.” Hun vendte sig om og begyndte at gå ned ad gaden. Jeg blev stående tilbage, helt alene i den kolde nat, mens jeg så Marie forsvinde i mørket.
-
Jeg lå i min seng, stirrede op i loftet og forsøgte at lade være med at tænke. Det gik selvfølgelig af helvede til. Jeg havde grædt i timevis. Mine tanker havde gang i et helt maraton oppe i mit hoved, og jeg kunne ikke stoppe dem, uanset hvor meget jeg prøvede. Jeg havde troet, at jeg kunne gøre noget godt ved at klæde mig ud som en ridder. En slags feministisk hævnaktion mod al det sexistiske lort, der forventes af små piger, der bare skal spille smukke, tavse skønjomfruer. Jeg havde virkelig troet, at jeg kunne vise, at kvinder kan være lige så hårdføre riddere som mænd. Men i stedet... ja, i stedet havde jeg udnyttet en anden pige. Jeg havde misbrugt hendes tillid til mig. Hvordan kunne jeg overhovedet påstå at være en sej, rebelsk, feministisk heltinde, når jeg var blevet til alt det, jeg hadede?
Jeg havde ladet Marie tro, at jeg var min bror, og det havde ført til... ja, til alt det, der var sket. Jeg havde kysset hende, rørt ved hende – og det værste var, at hun ikke vidste, det var mig. Hun troede, det var ham. Det fik mig til at ville kaste op bare ved tanken.
Hvordan fanden kunne jeg have gjort det? Jeg følte mig som det laveste menneske på planeten. Alt, jeg havde ønsket, var at gøre noget godt, men i stedet havde jeg forrådt hende. Det hele virkede så meningsløst nu. Jeg havde ikke engang lyst til at se den forbistrede middelalderplads igen. Hvem skulle jeg egentlig snyde? Jeg var ikke en ridder. Jeg var en forbandet kujon.
Men næste morgen, da jeg trak dynen over hovedet for at gemme mig fra virkeligheden, besluttede jeg alligevel at tage tilbage. Måske fordi jeg er en idiot. Eller fordi jeg ikke kunne bære at lade Daniel få alt æren, når det var min idé. Jeg ved det ikke. Men jeg trak i min ridderrustning igen, satte hjelmen fast, og traskede mod markedet.
Men denne dag føltes det hele anderledes. Jeg plejede at gå rundt som en gal showman, svinge med sværdet og lave sjov med væbnerne, flirte lidt med skønjomfruerne, og alt det der. Men nu? Nu kunne jeg knap nok få mig selv til at smile bag hjelmen. Jeg havde en kæmpe klump i maven, og den voksede for hvert minut, der gik.
Jeg stod bare der i solen og stirrede tomt ud i luften, mens folk gik forbi. Det føltes som om, nogen havde slukket for alt lyset indeni mig.
“Hey, hvad fanden er der galt med dig?” Olivers stemme skar igennem mine tanker. Han stod foran mig med det sædvanlige smørrede grin, men det falmede hurtigt, da han så mit ansigt. “Du plejer at være den, der svinger sværdet og råber af alle. Nu ligner du én, der lige er blevet slået ned af en drage.”
Jeg trak på skuldrene, men kunne ikke finde noget smart at sige. “Jeg har bare... ikke lyst i dag.”
“Det ligner dig ikke at være så stille.” Han rynkede panden og trådte tættere på. “Har der været noget ballade med Daniel eller hvad?”
Jeg rystede på hovedet og undgik hans blik. Jeg kunne ikke engang få mig selv til at joke med ham, og det sagde alt. Normalt kunne jeg ikke lade være med at komme med en flabet bemærkning, men lige nu havde jeg intet. Absolut intet.
“Det er ikke noget,” mumlede jeg til sidst. “Jeg har bare... fucked op. Okay? Stort.”
Oliver trak vejret ind som om, han skulle til at sige noget mere, men jeg skar ham af. “Lad det ligge, okay? Jeg gider ikke snakke om det.”
Han stirrede på mig i et øjeblik, som om han prøvede at gennemskue mig, men til sidst nikkede han bare. “Fair nok. Men hey, hvis du vil snakke senere, så ved du, hvor jeg er. Vi kunne altid smadre et par væbnere sammen og få det lidt ud.”
Jeg trak lidt på smilebåndet, selvom det føltes tungt. “Tak, men jeg har ikke brug for flere kampe lige nu.”
Og med det lod jeg ham gå, mens jeg blev stående alene på pladsen. Klar til endnu en dag, hvor jeg lod som om jeg var noget, jeg ikke længere følte, jeg kunne være.
Turneringen var i gang, og jeg sad på Felix, klar til at blive smadret i lansekamp. Min krop var stadig øm efter gårsdagens drama, og jeg havde egentlig svoret, at jeg ikke gad det her mere. Men hey, her var jeg. Det var, som om jeg ikke kunne lade være med at kaste mig ud i det – selvom alt i mig skreg, at jeg skulle gå hjem og glemme det hele.
Felix prustede utålmodigt under mig, og jeg strammede tøjlerne lidt. Modsat mig, så elskede han den her slags. Larmen fra publikum blandede sig med lyden af hestehove mod jorden, og min modstander, Erik, sad klar i den anden ende af banen. Min rustning føltes tungere end nogensinde.
Men lige nu måtte jeg fokusere. Jeg trak hjelmen ned over hovedet og greb lansen, som var latterligt tung. Tanken om at lade den dumme turnering gå, strejfede mig igen. Men på den anden side… måske var det her mit sidste “fuck you” til hele det middelaldercirkus.
Trommehvirvlen lød, og vi red mod hinanden. Lansen rystede i min hånd, men Felix var stærk og hurtig. Jeg kunne mærke adrenalinen suse gennem kroppen, da jeg mødte min modstanders blik gennem de smalle sprækker i hans hjelm.
Okay, kom an!
Et kraftigt bump, og Erik blev sendt direkte ud af sadlen. Det føltes som et mirakel, at jeg stadig sad oprejst. Publikum gispede, og jeg indså, at jeg havde vundet den første runde.
Og sådan fortsatte det. Runde efter runde. Det var som om, noget i mig bare vågnede op, og jeg fik banket den ene efter den anden ud af spillet. Måske var det al den indestængte skyldfølelse, der gav mig styrke – eller også havde jeg bare en absurd god dag.
Før jeg vidste det, stod jeg der som vinder. Ja, du hørte rigtigt. Mig. Celina. Pigen, der for to dage siden var ved at blive smadret af en lanse og tænkte på at gemme sig under en sten resten af livet. Nu stod jeg her som vinder af hele lortet.
Min far kaldte mig frem for at modtage hæderen, og folkemængden var vilde. De troede stadig, at jeg var Daniel, selvfølgelig. For det var jo den maske, jeg havde båret hele turneringen.
Men jeg kunne ikke lade det stå sådan. Ikke længere.
Jeg trak hjelmen af.
Der var et øjebliks stilhed, som om hele pladsen holdt vejret. Folk gispede, da de så mit ansigt. Ikke Daniels. Ikke nogen mand. Bare mig. En pige i rustning. Og så, langsomt, kom reaktionerne. Hviskene bredte sig som en bølge gennem mængden. Nogle var overraskede. Nogle chokerede. Jeg spottede min mor i mængden – og hun så rasende ud. Fedt. Den samtale glædede jeg mig til.
Men der var kun én person, jeg skulle tale med lige nu.
Jeg hoppede af Felix og gik direkte hen mod Marie. Hun stod blandt publikum, stadig med det samme forvirrede blik. Jeg kunne næsten ikke få vejret, men jeg vidste, at det her skulle siges. "Marie…" min stemme var hæs efter at have råbt under kampen. "Undskyld. For alt."
Hun blinkede flere gange og rynkede panden. "For hvad?" spurgte hun, selvom jeg vidste, hun godt vidste det.
"Jeg ved godt, at jeg har været en kæmpe idiot. Jeg lod dig tro, jeg var Daniel. Jeg gemte mig bag ham, fordi jeg var for bange for at stå frem. For at være den, jeg virkelig er. Og... det var forkert." Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. "Jeg burde have været ærlig fra starten af."
Marie stirrede på mig, hendes ansigt forvandlet til et miks af vrede, forvirring og... noget andet. Noget jeg ikke helt kunne læse. "Celina…"
"Ja?" Jeg holdt vejret. Det var nu eller aldrig.
Hun tøvede et øjeblik, og så – som om hele situationen endelig gav mening for hende – smilede hun. Et lille, men ægte smil. "Du er virkelig en idiot." Og så, uden advarsel, lænede hun sig ned og kyssede mig. Lige dér, foran hele markedet.
Jeg kunne høre publikum bryde ud i klapsalver omkring os, men alt forsvandt. For lige dér, i det øjeblik, var der kun Marie og mig. To idioter i en verden af lanser og løgne, men lige nu føltes det som det eneste, der betød noget.
Og måske, bare måske, kunne det være nok.
-
Jeg blev trukket ind i teltet, væk fra de nysgerrige blikke, og så snart døren lukkede sig bag os, var hun over mig. Hendes læber fandt mine, bløde og insisterende, som om vi havde ventet hele livet på dette øjeblik. Jeg kunne smage sødmen af hendes læber, blandet med en anelse nervøsitet, hvilket kun gjorde mig mere opslugt af hende.
"Men… hvorfor tilgiver du mig?" spurgte jeg, min stemme skælvende af usikkerhed. "Jeg har været en idiot."
Marie rystede på hovedet, hendes øjne mødte mine med en intensitet, der fik mit hjerte til at banke. "Fordi…" Hun trak vejret dybt, "jeg indså noget meget vigtigt. Jeg har aldrig været behandlet så godt af en fyr, som jeg er blevet de sidste par dage. Altså, selvom du teknisk set slet ikke er en fyr."
Hendes ord satte sig fast i mig. Jeg havde faktisk opført mig som en ridder – hvem skulle have troet det? Uden at tænke over det havde jeg givet Marie noget, som hverken Daniel eller nogen af de andre fyre nogensinde havde givet hende.
Hun lo, og så lænede hun sig ind igen, denne gang med et mere insisterende udtryk i øjnene. "Heller ikke Daniel har nogensinde behandlet mig så godt… på nogen måde." Hendes tone var næsten uskyldig, men der var en gnist i hendes blik, som fik mig til at rødme.
Jeg fumlede med ordene. "Øhm… okay… altså, jeg havde… aldrig været sammen med en pige før dig. Jeg gjorde bare… ja, hvad jeg selv tænkte ville være rart." Mine ord føltes klodsede, men jeg kunne ikke lade være med at føle, at der var mere på spil her.
Marie smilede skævt og hævede et øjenbryn, hendes øjne funklede selv i det dæmpede lys i teltet. "Tja… det virkede."
Mine læber mødte hendes. At kysse pigen, jeg var forelsket i uden at skulle gemme mig bag en tung hjelm, var befriende. Vi brød væk, begge smilede stadig. Jeg vidste, at jeg var nødt til at få dette øjeblik til at vare. Vi omfavnede hinanden stramt, vores hjerter bankede i kor.
På samme måde som jeg fjernede mine egne bukser, løftede hun sin kjole op og sænkede sine trusser. Vi viste begge vores skeder frem. Hun lå på bordet. Jeg trak mig væk for at se på hende, hendes pupiller udvidede sig og hendes kinder rødmede. Jeg smilede, mit hjerte bankede, og jeg vidste, at dette øjeblik aldrig ville blive glemt. Hendes ben var spredt. Vores fisser var lige foran hinanden. Jeg stod og kiggede ned på hende. Jeg gned grebet af mit sværd op og ned af hendes skamlæber, mens jeg pressede det mod hendes klit. Jeg gned min skede mod hendes lår, mens jeg nulrede min egen klitoris med min frie hånd.
Hun stønnede og krummede ryggen. Jeg begyndte at bruge mine fingre til at stimulere hende. Jeg førte forsigtigt enden af ??mit sværd ind i hende, som om det var en pik eller en en meget farlig dildo, mens jeg masserede hendes klit. Ud af ingenting lænede hun sig op og kyssede mine læber.
"Metallet," gispede hun efter kysset, "det er så koldt."
"Så varm den op med din fisse," svarede jeg kærligt, mens jeg skubbede hende tilbage ned på bordet. Jeg famlede om hendes bryster imens. Jeg børstede en lyserød hårlok om bag mit øre.
Min hånd fortsatte sin nedstigning og førte forsigtigt mit sværd dybere ind i hendes skede. Hun var stram, men den våde ophidselse gjorde rejsen lettere. Hun greb desperat om mine hænder, mens jeg stak hende med mit sværd, som om hun ville holde min hånd, men jeg fortsatte.
Da jeg lagde min hånd oven på hendes Venus-bjerg, brugte jeg min tommelfinger til let at stimulere hende. Hurtigt og rytmisk kørte jeg mit sværdfæste ind i hende. Jeg mærkede, at hun rystede af nydelse, mens hendes krop bevægede sig i takt med mine stød. Hendes vejrtrækning blev ujævn, da hendes krop begyndte at spænde op. Til sidst slappede hendes krop af, da hun udstødte et støn af glæde.
Sværdet faldt til jorden. Jeg lænede mig ned og lagde mine læber om hendes fisse. Jeg holdt fast i hendes ben, mens jeg slikkede og slubrede. Jeg trængte ind i hende med tommelfingeren, mens hun sukkede og stønnede.
Til sidst udstødte hun et lydløst hvin. Hendes krop forvred sig i spasmer, og hun rakte desperat ud efter mit pink hår. Jeg tog i stedet hendes hånd i min og så på hende med et tilfreds smil, da hun kom. Vi flettede vores fingrene.
Vi lå der et øjeblik, trak vejret og hyggede os i eftergløden. Jeg trak hende så tæt på, vores kroppe dirrede stadig af resterne af vores fælles fornøjelse. "Lad os rydde op og tage et brusebad sammen," hviskede jeg sagte og kyssede hendes forsigtige pande.
-
Efter den vilde aften, hvor vi endelig gav efter for vores følelser, føltes det som om verden omkring os havde ændret sig. Marie og jeg blev ikke bare tættere, vi blev kærester—og ja, jeg, Celina, den uheldige ridder i rustning, havde fundet mig en dejlig prinsesse. Hvem skulle have troet, at det var muligt?
Dagene gik, og jeg kunne ikke lade være med at grine ved tanken om, hvordan Daniel havde reageret, hvis han vidste, at hans tvillingesøster nu var i et forhold med sin ekskæreste. Men, som enhver god bror ville gøre, accepterede han det—efter et par små bemærkninger om, at jeg måtte holde mig væk fra hans tidligere ´bejlere´. "Bare fordi du er en ridder, betyder ikke, at du skal redde alle mine ekskæresters hjerter," sagde han sarkastisk med et grin.
Selvfølgelig, efter et par uger med forandringer, blev det tydeligt, at Daniel havde andre drømme. I stedet for at vende tilbage til ridderlivet og dets endeløse pligter, besluttede han at følge sin passion for jazzmusik. Han blev grebet af musikken og indså, at det var der, hans hjerte virkelig lå. "Jeg vil hellere spille saxofon i små klubber end at ride rundt i rustning," sagde han med et smil, der viste, at han var sikker på sin beslutning.
Og mig? Fuck nej! At være ridder var pissehårdt! Min stakkels krop kunne slet ikke holde til det. Jeg havde vundet en turnering og reddet prinsessen, og det var alt, hvad jeg havde håbet på. Oliver derimod, der altid havde været i skyggen, trådte ind i rampelyset. Han påtog sig ansvaret som ridder, og jeg kunne ikke lade være med at grine, når jeg så ham iført rustningen, der ikke helt passede, og hvordan han forsøgte at finde sin egen stil. Han nød det, og han var glad, hvilket gjorde mig glad.
Som sommeren foldede sig ud, tilbragte Marie og jeg vores dage sammen, udforskede de mange facetter af vores forhold. Vi lavede picnic i parken, delte hemmeligheder og grinede af småting. Og ja, sjældent klædte vi os ud som ridder og prinsesse og genlevede den frække nat, hvor alt var begyndt.
I et øjebliks stille eftertænksomhed kiggede jeg på Marie, som sad i solen, smilende med det bløde lys, der legede med hendes hår. Jeg indså, at livet ikke altid gik, som man havde planlagt, men nogle gange kunne man finde sin egen vej og skabe en historie, der var endnu mere vidunderlig, end man nogensinde havde forestillet sig.
Tak fordi du ville læse med. Jeg øver mig stadig på at skrive, så jeg vil være meget taknemmelig, hvis du vil fortælle mig i kommentarsporet, hvad du synes om historien og min skrivestil. Det er den eneste måde, jeg kan forbedre mig på!
Erotiske noveller skrevet af Jeriko