Del 1
Ane stod i sit køkken sent om aftenen, efter at have været sammen med sin mand, præsten. Hun sagde til sig selv, at hun var gået ud i køkkenet for at få et krus vand, hendes krus stod da også foran hende, men hun havde ikke brugt det. Den egentlige grund var hånden oppe under natkjolen. De havde været gift i 3 år nu, han var en rar mand, betænksom, og blid når de var sammen i sengen. Nogle gange formåede han at vække lysten i hende, men aldrig at mætte lysten, han gjorde heller ikke meget for det. Så nu var hun gået ud i køkkenet for at ordne det selv. Det var ikke altid hun gjorde det, når hun havde lagt med sin mand, kun når det havde været godt og hun ikke var for træt. Åh, det var dejligt, hun nød virkelig disse stjålne øjeblikket alene i køkkenet, gav sig tid, tillod sig selv nydelsen og tilfredsstillelsen, selv om noget i hende godt vidste, at det ikke var helt rigtigt.
At blive præstefrue var langt mere end Ane nogensinde havde drømt om. Som fjerde datter fra en lille gård var det et trin op. Præstegården var veldrevet, præsten god og rar, så hun nød livet her. Dog var det et lille skår i glæden at deres samvær i sengen endnu ikke havde båret frugt. De blev begge skuffede hver gang hun fik sine sager, selv om de aldrig snakkede rigtigt om det.
Forløsningen nærmede sig, det begyndte at sitre i kroppen, en dråbe af Anes safter blandet med præstens sæd løb ned ad hendes lår. Men så hørte hun en lyd og stoppede. Der var lyden igen, fra tjenestepigens værelse. De havde for en måneds tid siden fået en ny tjenestepige, som boede i pigeværelset, lige op ad køkkenet. Hende de havde før havde boet hjemme, så Ane havde næsten glemt at pigen lå derinde. Skøn pige, tænke Ane, arbejdsivrig, dygtig, mild, let at snakke med, og vist også køn. Nogen helt ung pige var hun ikke, hun var fyldt 18 i vinters. Der var lyden igen, som en klagen fra pigen, et støn. Det blev rytmisk, ahh, ahh. Nej, det var ikke en klagen, kunne Ane nu høre, det var nydelse. Ane forestillede sig at pigen lå derinde og foretog sig det samme som hende selv. Det varmede Ane, det glædede hende, at hun ikke var den eneste, så Ane fortsatte med hånden under natkjolen, mere hed end længe.
Men så kom pigen, i en serie halvkvalte støn. Anes hånd i skødet standsede igen, hun var tæt på selv at komme. Der var stille lidt derinde, Ane tænkte, at nu var pigen færdig og ville nok lægge sig til at sove, så Ane startede op på ny. Men så rumsterede det derinde, og Ane hørte en sagte rytmisk knagen fra sengen. Hun er ikke alene, tænkte Ane, og listede hen for at kikke ind gennem det lille knastehul hun vidste var i døren. Det første hun så var pigens smukke bryster, nøgne, hoppende op og ned i takt med pigen, der sad på knæ, hen over noget. Nogen. Ane flyttede sig, så hun kunne se pigens hofter bevæge sig frem og tilbage, op og ned, glidende. Pigens smukke runde balder spændes og løsnes, mens hun gled frem og tilbage. Anes blik gled hen over manden, en behåret og muskuløs brystkasse. Hun kunne netop se hans ansigt i silhuet. Det var karlen, der ellers havde værelse oven på stalden. Han smilede, pigen lænede sig fremover, kyssede ham. Anes blik søgte tilbage, til pigens hofter. Ane kunne nu se karlens lem mellem de to. Det borede sig rytmisk ind i pigen, når han løftede hofterne. Pigen satte sig op igen, begyndte igen at glide frem og tilbage på karlen. Hans hænder kærtegnede pigens smukke bryster. Pigen satte tempoet op, til hun kom igen. I det samme løftede hun sig, så karlens lem gled ud af hende, det glinsede at væde, hun greb om det, gned lidt på det, til der sprøjtede 2 – 3 lange stråler af sæd ud af lemmet, ud af karlen.
I det samme kom Ane, præstefruen. Ubevidst havde hånden fundet op under natkjolen, og givet Ane forløsning, bedre og smukkere end nogensinde. Ør, forvirret og en anelse skamfuld listede Ane tilbage til ægtesengen, hvor præsten sov med en let rytmisk snorken.
Næste dag gik alle rundt og opførte sig som om intet var hændt, som om alting var som altid. Men for Ane var alting forandret, hun havde set hvor smukt samvær mellem mand og kvinde kunne være. Hun havde set karlen og pigen nøgne og gøre det. Hun tænkte et øjeblik, at hun måske burde fortælle det til præsten, hendes mand, det gik vist ikke an at pigen og karlen lå og horede i præstegården. Men dels vidste Ane ikke hvordan hun skulle få det sagt, og hvordan hun skulle forklare at hun vidste det, og dels ville hun ikke ødelægge den glæde de to havde fundet ved hinanden. Men Ane tænkte også at hun burde stoppe de natlige ture til køkkenet, de to kunne afsløre hende. Hun kunne jo heller ikke tillade sig selv at blive tændt ved at lure på de to.
Et par uger senere, efter en ny periode, der viste at samværet med manden ikke havde båret frugt, lå Ane igen i sengen efter at have været sammen med præsten. Hun havde sådan en lyst til at gå ud i køkkenet. Der var en uro i kroppen, der gjorde at hun ikke kunne falde i søvn. Hun overvejede at liste en hånd ned under natkjolen og gøre det der. Men det kunne hun ikke, nok sov manden ved siden af dybt. Men hun kunne ikke få sig til det, og ikke kun fordi hun var bange for at vække ham. Ane tænkte på den aften, hvor hun havde kikket ind i pigeværelset, mens de havde gjort det derinde. Det var det der gjorde, at hun ikke kunne gå i køkkenet, men det var også det der satte hendes krop i brand, så det trak i hende for at gå derud.
Til slut stod Ane op, hun var nødt til det, hun fandt ikke ro i ægtesengen. Ane fortalte sig selv at hun bare skulle have et krus vand, så hun kunne falde til ro. Intet andet. Ane greb ud efter kruset på køkkenbordet skulle til at pumpe vand op, men hørte sengen derinde knirke. Rytmisk, ikke som sidst, mere fast. Ane var ikke i tvivl om hvad der skete, selv om hun ikke kunne vide hvilken stilling kroppene havde. Ane førte sin hånd op under natkjolen, fandt læberne, tappen, åbningen, fandt sig selv klar, våd, følsom, varm. Ja, sagde hun, du er nødt til det, du må godt, du kan ikke gå uforløst tilbage til sengen.
Hun hørte karlen komme, tænkte over hvor mon hans sæd ville lande. Alene det var næsten nok til at Ane selv kom. Men hun standsede. Der var lidt uro derinde, derpå stilhed. Så Ane begyndte igen vejen mod forløsning. Men så gik døren op, Anes hånd fløj fra skødet op til kruset, nu galt det om at have forklaringen på plads. Ane hørte pigen lette fodtrin hen over køkkengulvet bag sig, pigen stillede sig lige bag Ane, så Ane kunne dufte hende, mærke varmen fra hende, og mærke pigens bryster let mod sin ryg. Ingen af dem sagde noget. Ane tænkte på at forklare sig, sige noget og gå. Men ordene ville ikke komme, hvordan forklare dette. Benene ville ikke. Det var lettere at tie. Pigen lagde en hånd på Anes hofte, den anden hånd gled hen mod Anes hånd på kruset. Pigen trak Anes hånd til sig, mens pigens hånd fra hoften gled ind over maven, ned og lagde sig på skambenet, lige over stedet. Pigen førte Anes hånd op til sin næse, snusede til den, kyssede fingerspidserne, mens pigens anden hånd lagde sig på Anes skød.
Hun kan lugte det, smage det, tænkte Ane, min tjenestepige ved hvad jeg har lavet. Tanken kunne have skræmt Ane, men den gjorde hende lettet, skønt at dele det med pigen. ”Lad mig hjælpe dig”, hviskede pigen, og løftede Anes natkjole op, pigens hånd fandt Anes skød. Ane vidste at hun burde standse det, det måtte være syndigt, det der ville ske, men intet i Ane formåede at stoppe det, kroppen ville det, længtes efter det, selv om den ikke kunne vide hvad der ventede. Åh, hvor var tjenestepigens fingre dog skønne lige der, så blide og lette, så let de dog fandt vej. Ingen anden end Ane havde nogensinde haft sine fingre der, så det føltes fremmed, men åh, så vidunderligt.
Pigen førte Anes hånd ned, bagud, lagde den på sin hofte, der var nøgen, varm, svedig, glat. Af sig selv fandt Anes hånd ned mod pigens skød, hun vidste, at det var det de begge ønskede. Aldrig havde Anes hånd været i en kvindes skød før, så hun måtte føle sig frem. For nok var pigen indrettet som hende selv, men var dog også ganske anderledes. Langsomt fandt Ane, præstefruen, måden at gøre det på, langemand mod pigens tap, med spidsen lige ved åbningen, og en finger på hver side af tappen, inderst under læberne, og lette bevægelser, tryk, vip, side til side, op ned. Deres åndedrag blev tungere, hurtigere, synkrone. Der løb tunger af flammer gennem Anes krop, fra skødet og ud i hver krog af kroppen, ned ad ryggen, op ad lårene, det lynede for hendes øjne. Anes krop var ude af kontrol. Hun ville det skulle stoppe, det var for meget, og hun ville det skulle fortsætte for evigt, for aldrig havde Ane vidst at sådan vidunder kunne ske.
Så kom pigen. Hun borede sine tænder ned i Anes skulder. Så kom Ane. Eller hun eksploderede i et lys af velvære og rystelser gennem hele kroppen. Pigen holdt om Ane, ellers var hun dejset om på gulvet, mens det, Ane ikke vidste kaldes en orgasme, skyllede gennem hende, rytmisk og gentagende. De to kvinder holdt om hinanden, mens det langsomt stilnede af. De sagde ikke noget, der var ingen ord. Pigen løsnede sit tag og gik tilbage til sit værelse, til karlen. Ane listede tilbage til sin mand. Næste morgen, da Ane så pigen, smilte de indforstået til hinanden.
Del 2
En formiddag et par dage senere gik Ane ad markvejen ned mod skoven, hun håbede at finde ramsløg. Hun fik øje på karlen, der kom trækkende med en hingst. Ved morgenbordet havde hun hørt sin mand og karlen snakke om, at de skulle låne naboens hingst til deres hoppe. Hoppen havde gået med en anden hingst, men det var ikke blevet til noget føl, så nu ville de prøve med naboens hingst. Hingsten fik øje på hoppen der gik på marken ved siden af vejen hvor Ane gik. Hingsten vrinskede og hoppen opdagede hingsten. De to heste blev urolige, vrinskede, hoppen kom løbende med halen løftet. Hingstens lem voksede, dinglede tykt og sort under den. Ane standsede ved lågen, åbnede den, da karlen og hingsten nåede frem. Hoppen vendte bagen til, løftede halen. Karlen slap hingsten, der snusede til hoppens bag, inden den sprang op, og i samme bevægelse gled den ind i hoppen. Efter få bevægelser var det hele slut. Hingsten stod igen på jorden, lemmet gled ud, en håndfuld hvid klistret sæd fulgte med. Begge så sæden, karlen sagde: ”Den skulle jo blive derinde for at gøre sin gerning, men mon ikke der blev nok derinde.”
Med ét vidste Ane hvorfor pigen havde løftet sig den aften, så karlens sæd ikke blev sprøjtet ind i hende. De skulle jo ikke have barn. De havde gjort det for glæden. Ane vidste ikke hvad hun skulle sige, karlen fortsatte: ”Men nu lader vi dem gå lidt sammen, så kan de også have lidt fornøjelse af hinanden.” ”Ja”, svarede Ane uden at tænke over det, ”det er nok bedst”. Mens Ane gik og ledte efter ramsløg, tænkte hun på at det er anderledes men dyr og mennesker, hvis der ikke kommer unger ved dyrene med den ene han, prøver man bare med en anden. Men det er ikke så enkelt med mennesker.
Dagen efter gik pigen, karlen og Ane ned i engen for at stakke hø. Det var varmt, så selv om de kun har det mest nødvendige tøj på, svedte de alle meget. Da de skulle havde deres mellemmadder, gik de ned mellem træerne, for at være i skygge. Pigen spurgte om ikke de skulle hoppe i åen for at blive kølet af. De lagde alt tøjet, som man dengang gjorde, når man skulle bade, intet unormalt der. Alligevel følte Ane en vis spænding ved at være nøgne sammen med dem. Måske fordi hun havde set dem sammen, måske fordi hun havde været sammen med pigen. De satte sig nøgne i græsset efter badet, og spiste deres medbragte mad, drak saften. Karlen var kommet til at sidde lige over for Ane, pigen sad ved siden af karlen. Ane kunne næsten ikke få øjnene fra de to, karlens lem, pigens bryster og skød, hans muskler under huden. Men de snakkede og lo, frit og utvungent. Pigen lo ad noget karlen havde sagt, lænede sig ind over ham og kyssede ham. Imens lagde hun en hånd på hans lem, der ellers havde lagt hen over hans lår. Lemmet rejste sig, pigen tog om det, så lemmet blev stort og tykt, og det violette hoved kikkede frem fra sit skjul.
Pigen vendte sig mod præstefruen, smilede, hun vidste at Anes øjne var på hendes fingre på karlens lem. ”Er den ikke dejlig?” Spurgte pigen. Ane vidste ikke hvad hun skulle sige. Kunne kun tænke på pigens fingre der den aften havde været i Anes skød og nu er om dette smukke lem. Ane vidste ikke om hun tænkte mest på fingrene eller lemmet, men mærkede uroen i sit skød, varme spredte sig derfra til hendes krop. ”Jo”, fik Ane endelig svaret. Kikkede op på karlen, der smilede indbydende til hende, som om han inviterede Ane til at tage fast om hans lem. Pigen bøjede sig ned over karlens lem, kyssede det på spidsen, kikkede over på Ane, sagde: ”Hvis ikke du vil bruge ham, så vil jeg.” Ane så pigen sætte sig hen over karlen, ansigt til ansigt, de kyssede, pigen greb fast om lemmet, styrede det på plads, lod sig glide ned over karlen. Ane var nødt til at rejse sig, det var for meget. Ikke fordi det ikke var smukt og dejligt det hun så. Men fordi hun var bange for hvad hun ville gøre, dersom hun blev.
Lørdag aften var Ane og Præsten inviteret til en gilde på en af sognets større gårde. Efter maden gik man en tur i gårdens imponerende have. Ane gik lidt for sig selv, ud i æblehaven. Hun hørte to af egnens sladdertanter snakke på den anden side af hækken. ”Det er nu pudsigt som præstens karl ligner præsten.” sagde den ene. Ane havde selv tænkt det, ikke kun deres ansigt, specielt øjnene, men også deres gang og bevægelser. ”Du har det ikke fra mig”, sagde den anden, ”men det er der nok en grund til”. ”Ja”, siger den anden, ”karlens mor hjalp vist til i præstegården, da han blev undfanget.” Nej, det er for meget, tænkte Ane, går de der og påstår at min salige svigerfar, den gamle præst, skulle have syndet og lagt med en tjenestepige. Ane ville ikke høre mere, skulle lige til at gå, da hun hørte: ”Den gamle præst havde i hvert fald ikke svært ved at få børn”. ”Nej” ler den anden, ”han skulle efter sigende have flere uægte rundet om.” Ane var forfærdet, og nysgerrig, blev stående, og hørte: ”Det er nu synd for den unge kønne præstefrue, at den nye præst ikke kan lave et barn på hende.” Der kom flere gæster om i haven og hun hørte ikke mere.
Dagen efter var det søndag, hvor de plejede at holde fri om eftermiddagen, når de havde klaret det i stalden. Karlen var gået hjem for at besøge sin mormor der var svagelig, og præsten var til møde med de andre præster i nabosognet, noget der oftest trak ud til om aftenen. Da Ane og pigen havde hjulpet hinanden med at rydde op efter maden, og Ane egentlig havde tænkt sig at sidde med en af de opbyggelige, men også kedelige, bøger hendes mand præsten synes hun skulle læse, kom pigen hen til Ane, stillede sig foran hende, lagde sine hænder på Anes hofter og kyssede hende. Ane blev overrasket, trak sig lidt tilbage, men pigen holdt fast i Anes hofter. Ane kikkede spørgende på pigen, men hun svarede ved at kysse Ane igen. Pigens læber var bløde mod Anes, blide og varme. Ane lod det ske, kyssede tilbage. Pigen trak Ane ind til sig, så Ane kunne mærke hendes krop, hendes skamben mod sit, hendes bryster mod sine. Pigen læber gled fra hinanden, tungen kom frem. Ane åbnede munden og lod sin tunge møde pigens. Sådan var Ane aldrig blevet kysset. Så stille og nænsomt, så givende og så intenst.
Pigen trak Ane med sig ind på sit værelse, hvor de igen begyndte at kysse, dybt, inderligt, så Anes krop ville mere, mere, nu. Langsomt begyndte pigen at klæde Ane af. Ane vidste ikke hvad der skete med hende eller hvad der skulle ske, men hun havde overgivet sig selv helt til sin tjenestepige, til lysten. Da Ane stod nøgen, tændt og klar, trak pigen hende hen til sengen, fik Ane til at sætte sig på kanten. Pigen satte sig på knæ foran hende, kyssede hende igen, kærtegnede Anes bryster. Det virkede som om de aldrig var blevet berørt før, som om pigens kærtegn vækkede noget i Ane. Pigen trak Ane ud, så hun sad helt ude på kanten. Pigen kyssede og aede Anes lår. Ane lænede sig bagover mod dynen og væggen, mens pigens hænder, læber og tunge fandt vej op ad Anes lår. Pigens læber og tunge gik på opdagelse dernede. Pigens mund lukkede sig om Anes nedre læber, og flammer og ild og lyst skyllede gennem præstefruen Ane. Ane tabte fornemmelsen af hvad der skete dernede, mærkede kun velbehaget, vellysten, begæret efter mere. Ane nåde lige at tænke, at det gik for langsomt, inden hun kom. I rytmiske bølger løb orgasmen igennem Anes krop. Igen og igen. Det var for meget, Ane ville skubbe pigen væk, men hun holdt fast i Anes hofter, tungen dansede på det allermest vidunderlige sted på Anes krop, og Ane faldt ind i endnu en bølge.
Bagefter satte pigen sig op i sengen og kyssede Ane. Men Ane satte sig ned på gulvet foran pigen, hun ville også prøve, give igen på alt det hun lige havde modtaget. Tjenestepigen skubbede sig ud til kanten, og så var der fri bane for Ane til at gå på opdagelse. Kyssede pigens lår, kærtegnede dem, gik længere og længere op, til skødet der stod som en blomst mit i det blonde hår. Ane smagte og duftede til pigens køn, kun godt kom hende i møde. Anes tunge fandt vej mellem læberne, op til tappen, det lange skaft oppe fra og ned til selve spidsen, åbningen, fugtig, dyb. Langsomt fandt Ane en rytme en måde, pigens åndedrag blev tungt, Ane fornemmede at det var tæt på. Men så vippede pigen i hofterne, og Ane mistede taget og forløsningen udeblev. Ane gav ikke op, lagde en hånd lige over, så hun kunne styre pigen, og begyndte igen. Igen nærmede pigen sig, hun greb fat om Anes hoved, pressede Ane ind mod sit skød, så Ane ikke kunne andet end slikke, suge, sutte. Pigen kom, voldsomt, gav ikke slip, så Ane fortsatte, mens hele pigens krop sitrede og rystede og hendes ben blev presset sammen om Anes hoved.
Bagefter lå de tæt sammenrullede i pigens seng. Nussede og kælede, kærtegnede og kyssede. De småsnakkede, pigen sagde: ”En skam du og præsten ikke får børn.” Ane kunne kun være enig, sagde at de gjorde hvad de kunne. ”Det ved jeg”, sagde pigen, ”du var fuld af hans sæd den aften.” Det kom de til at grine over, så kyssede Ane pigen, lod sin hånd glide ned i hendes skød, og så måtte de have en runde mere, tæt omslynget, kyssende. Da de bagefter lå sammen, Ane med pigens hoved på sin skulder, sagde pigen: ”Du kunne jo prøve med en anden.” Det var jo venligt ment, og Ane havde såmænd selv tænkt tanken, specielt den dag med hoppen og hingsten. ”Det kan jeg da ikke” sagde Ane. Hun skulle lige til at sige, at hun ikke kunne ligge med en anden mand. Men her lå hun, med pigens nøgne skød mod sin nøgne hofte, mens pigen kærtegnede hendes bryst, efter det de lige havde gjort. Så det var en dårlig begrundelse. I stedet sagde hun ”Det ville man da kunne se på barnet, at det ikke er præstens”. ”Ikke hvis det er karlens”, replicerede pigen, ”han ligner præsten så meget, at alle ville tro at barnet var præstens.” Ane vidste at pigen havde ret, kunne ikke lige der finde nogen god grund til ikke at gøre det, sagde blot: ”Jeg ved ikke, måske.” ”Præsten vil blive så glad og stolt hvis du giver ham en arving”, pigen gav ikke op. Ane måtte igen give pigen ret, præsten og hun selv ønskede et barn så inderligt. ”Men tror du karlen vil?”, forsøgte Ane sig. ”Jeg skal nok få ham overtalt”, svarede pigen.
Del 3
Et par dage efter var de tre oppe og rydde op på høloftet, så der kunne være plads og rent til det nye hø. De gik og smådrillede hinanden, mens de arbejdede. Skubbede og maste, kastede hø efter hinanden. Den slags ung kåd leg der skal virke som undskyldning for at røre, på knapt så uskyldige måder. Pigen lod som om hun var ved at falde og fik ved et ”uheld” fast i Anes bryst, Ane forsøgte sig, stod pludselig med pigens skønne balder i sine hænder, mens karlen så på. Karlen fangede pigen, kyssede hende, mens hun på skrømt forsøgte at slippe fri. Bagefter kunne Ane se at karlens lem var vokset i de løse hørbukser. Ane ville skubbe karlen væk med sin hofte, men hun ramte forbi hans hofte og ramte i stedet hans halvhårde lem. Det var jo blot et lem som hendes mands. Men det her var helt anderledes, en sitrende fornemmede løb gennem Ane ved mødet, en sitren hun aldrig, de mange gange hun havde lagt med sin mand, havde følt, selv om hendes mand trængte op i hende.
Men karlen to fat om Ane, trak hende ind til sig, Ane forsøgte halvhjertet at slippe fri, men det resulterede blot i at han trak hende hårdere ind til sig, så hun stod med ryggen til ham, med hans lem presset mod sin bag. ”Hør, hvad er det i to laver”, spurgte pigen på skrømt og kom hen til dem. Hverken Ane eller karlen kunne finde på svar, i stedet kyssede karlen pigen hen over Anes skulder. Længe, med tungen, og mens lemmet mod Anes bag blev endnu hårdere. ”Jeg tror også præstefruen vil kysses”, sagde pigen, da hun var stoppet med at kysse karlen. Så kyssede hun Ane, dybt, inderligt og så Ane glemte sine manerer. Karlens hånd gled ind over Anes hofte, ind til skødet, lagde sig hen over Anes køn uden på den tynde kjole. Pigens hånd mødte karlens i Anes skød, overtog pladsen, i stedet begyndte karlen at åbne Anes kjole, blottede brysterne og skødet. Pigen bøjede sig ned, kyssede Anes bryster, mens karlen drejede Anes hoved, indtil deres læber mødtes.
Pigens hånd fandt ned i Anes skød, fandt det skønne sted, og al Anes modstandskraft forsvandt. Imens kyssede hun karlen. Åh, at en mand kunne kysse sådan, blidt og blødt, varmt og lækkert, intenst og krævende. Ane begyndte, med karlens hjælp, at trække pigens kjole op, Ane ville mærke hende, give igen. En stund stod de tre der, karlens lem mod Anes bag, hans hænder på hendes og pigens bryster, og i Anes skød, hvor den mødte med pigens hånd, og Anes hånd i pigens skød. De skiftedes til at kysse hinanden alle tre. Ane lod sig lægge ned i høet, karlen kravlede ned til hendes skød, kyssede og kærtegnede hendes køn. Pigen satte sig på Anes ansigt, så Ane kunne bruge sin mund og tunge på hende. De to kvinder kom næsten samtidig. Pigen kravlede ned og overtog karlens plads i Anes skød, stående på alle fire. Karlen satte sig på bag pigen, og så vidste Ane at karlen trængte op i pigen. Pigens tunge og læber i Anes skød fik hende til at komme 2 – 3 gange, inden pigen måtte overgive sig i ekstase af karlens lem.
Pigen lagde sig ved siden af Ane. Karlen stillede sig på knæ mellem Anes lår, lagde det, af pigens safter, glinsende lem på Anes mave, så pungen lå tungt hen over Anes nedre læber. Han trak sig lidt tilbage, så hans glatte spændte hoved gled ned over Anes tap, så lysten igen skyllede gennem hende, Ane, præstefruen. Pigen spurgte. ”Vil du mærke ham?” ”Jeg ved ikke …” svarede Ane usikker, ville gerne men. ”Han skal bare lige ind, så du kan mærke ham, sæden kommer ikke ind i dig, så der sker ikke noget.” forsikrede pigen. Imens lod pigen fingrene kærtegne Anes bryster. Ane ville det, måtte mærke ham, så præstefruen nikkede ja til karlens lem. Pigen tog fat om karlens lem, lod det gnide nogle gange på Anes tap, inden hun førte det længere ned. Karlen skød hofterne frem, så lemmet blev presset mod åbningen. Ane åbnede sig for ham, lod ham glide ind, ville det, ønskede det, mere end Ane kunne modstå. Han gled langsomt ind, til han var helt inde. Han begyndte at bevæge sig i Ane, frem og tilbage, ud og ind, op og ned, igen og igen. Ane kyssede pigen, greb ud efter hendes skød, hvor hun uden videre tanke fandt hendes tap, mens karlens lem bankede ind i hende.
Ane kom igen, karlen trak sig ud, og Ane greb om hans lem, han stødte et par gange mod hendes hånd, som var hånden et skød. Så kom han, Ane så sæden springe og lande på sin mave og bryster, og i det samme kom pigen i Anes hånd.
Samme aften lå Ane med sin mand, præsten, i ægtesengen. Han gjorde som han plejede, men Ane mærkede en ny glæde ved det. Ved ham, nærheden, det kendte, at det var de to for altid. Da han var trængt ind i hende, forsøgte hun at støde imod ham, sagte bevægelser, men nok til at han bemærkede en forskel, gjorde sig ekstra umage, inden han fyldte hende med sæd. Næste morgen blødte hun igen, som hun gjorde hver fjerde uge, havde gjort det siden konfirmationen. Skuffelsen hos dem begge var massiv, ingen bebrejdelse, blot trist.
Del 4
En lille uge senere mens de spiste til aften, spurgte Ane om ikke de skulle køre ned i engen og hente det sidste læs hø når de havde spist. Præsten skyndte sig at sige at han desværre skulle til menighedsrådsmøde. Ane sagde, at det ikke var mere end de tre kunne klare, men at det ville være rart at få det ind, hvis det nu skulle begynde at regne. Pigen og karlen så på hinanden, der var ingen udsigt til regn, og Ane plejede ikke at blande sig i hvornår høet skulle ind. Men de fornemmede begge at der måtte ligge noget andet bag. Så karlen gik ud og spændte hesten for igen, mens Ane og pigen ryddede op i køkkenet.
Da høet var læsset på vognen, foreslog Ane at de gik ned til den lille birkelund en tur. Hun tog Ane i den ene hånd og så tog karlen den anden. De vidste nu alle tre hvad det handlede om. Da de var nede mellem træerne begyndte de at kysse, tække hinanden af tøjet. Ane satte sig på knæ foran karlen, tog ham i munden, ville smage ham, mærke ham med tungen. Hun havde lagt med sin mand mange gange, men havde knapt mærket hans lem med hånden. Nu ville hun mærke et lem rigtigt. Hun glædede sig over de bankende blodårer lige under huden, den glatte hud på spidsen, det forunderlige bløde og hårde i lemmet, mærkede pungen med stenene. Men pigen lagde Ane ned, spredte hendes ben, og begravede sit ansigt i Anes skød. Så gik karlen om bag pigen, lagde sig under hende, så pigen kunne sænke sit skød ned over hans ansigt. Ane kom først, men pigen fortsatte. Da pigen kom, satte karlen sig op og trængte ind i hende. Derpå kom Ane og pigen igen, næsten samtidig, i en skøn skøn forløsning, så vidunderligt som Ane for kort tid siden ikke vidste var muligt, som endnu var ny for Ane.
Ane så at pigen satte sig op på knæ, karlen gled ud af hende, hun holdt om hans lem, mens de kyssede. Det er nu, sagde Ane til sig selv, nu det skal ske. Præstefruen fik karlen til at lægge sig på ryggen, hun satte sig over skrævs på ham, som hun havde set pigen den aften gennem knastehullet. Ane greb fast om karlens lem, sænkede sig ned så hun kunne mærke ham presse på. Hun styrede ham på plads, mens hun langsomt lod sig glide ned over ham, til han fyldte hende helt.
”Jeg vil godt” sagde Ane, men gik i stå. Hendes tjenestepige så op på hende. ”Hvad vil du godt?” Spurgte hun. ”Have hans sæd”, Ane tøvede, men de smilede begge opmuntrende til hende, så hun fortsatte: ”Ja, have hans, karlens, sæd op i mig.” ”Er du sikker”, spurgte pigen, men hun så glad ud. ”Ja, altså hvis det er i orden med jer?” Svarede Ane. ”Selvfølgelig er det i orden med os!” udbrød pigen, kikkede på karlen og spurgte: ”Ikke også?” Karlen nikke og sagde ”Selvfølgelig”. ”Det bliver så godt”, sagde pigen, ”din mand bliver så lykkelig når du fortæller ham at han skal have en arving.” Ane nikkede, hun selv havde samme brændende ønske om et barn, og gav sig til at ride karlen.
Ane fandt snart ud af, at hun kunne gnide sig, tappen, mod ham, hvis hun vippede lidt i hoften, mens hun red ham, lod sig gnide frem og tilbage, mens han var inde i hende. Samtidig op og ned. Hun så ham i øjnene, forsøgte at læse ham. Spændingen steg i Ane, sitren som elektricitet, som endnu ikke var opfundet, løb gennem Anes krop, fra skødet ud i fingrene, fra nakken ned i kønnet der omsluttede karlens lem. Hun forsøgte at styre det, men kroppen, begærret, liderligheden, lysten tog over, styrede hendes krop, mens hun gled frem og tilbage på karlens lem, til hun eksploderede i et lyn, så hende skød trak sig rytmisk sammen om hans lem, så han måtte overgive sig, sende sin sæd ud og op i hende, i sin ekstase.
Bagefter lå de tre i græsset, de to kvinder med hovedet på hver sin af karlens skuldre. ”I ved godt, at det ikke er sikkert at det virker første gang?”, spurgte pigen. Ane og karlen bekræftede, ingen af dem lod til at have noget imod at gentage den følgende tid. Næste dag efter frokost, skulle præsten ud til en ældre gårdmand, der lå syg, og som havde en del at lette sit hjerte for, inden han skulle herfra. Karlen blev mod sædvane siddende og snakkede, mens kvinderne ryddede af bordet. Da de var færdige, gik de over og satte sig på hver sit af karlens knæ. Ane kyssede pigen og derpå karlen, pigens hånd gled op under Anes kjole, Anes førte sin hånd op under pigens kjole, men der var karlens hånd allerede, så Ane pakkede i stedet karlens lem ud, kælede for det, til det stod tykt og stift. Det varede ikke længe inden pigen kom. Pigen rejste sig, fik Ane til at rejse sig og lægge sig ind over bordet. Så gled karlen op i hende, og forlod hende ikke, før hun var kommet og han kom med en ny portion sæd i Anes, præstefruens skød.
Del 5
Sådan fortsatte de, næsten dagligt var de sammen, Ane og karlen, som regel var tjenestepigen også med, nogle gange var det kun Ane og pigen, og pigen og karlen lagde sig som regel i samme seng om aftenen. En eftermiddag var de i færd med at køre de første neg ind, da lysten overvældede dem. Pigen lå nederst, Ane ovenpå, modsat hinanden, de to kvinders munde i gang med at kærtegne den andens skød, i gang med at skabe den lykkelige og vidunderlige rus, som Ane var kommet til at holde så meget af, som hun knapt kunne forstå at hun en gang ikke kendte til, kunne leve uden. Karlen stod på knæ bag Ane, med lemmet oppe i Ane, når han da ikke trak det ud, lod det forsvinde i pigens hals, eller glide hen over Anes tap. Karlen syntes vist stillingen var besværlig, men det gjorde at de kunne holde den kørende længe, at kvinderne kunne opnå serier af ekstase, og karlens spænding blev løftet til det højeste. Tiden hen over sommeren havde givet det rige muligheder til at forfine elskoven. Ane kom, pigen havde karlens pung i munden, lemmet var så langt oppe i præstefruen det kunne komme, og så kom karlen, pigen kunne mærke stenene i pungen blive tømt, og Ane kunne fornemme sæden blive skudt op i hende.
Bagefter sad de lidt og slappede af. Pigen sad lige over for Ane, kunne se lidt hvid sæd dryppe ud af hendes skød. Pigen tænkte sig om, spurgte: ”Hvor længe er det siden du første gang to imod karlens sæd?” ”Det er vist et par måneder siden”, svarede Ane, ”lidt mere end to måneder.” ”Har du ikke haft dine sager i den tid?” Spurgte pigen tilbage. Ane rystede på hovedet, smilede. ”Du ved godt hvad det betyder, ikke?” spurgte pigen. Ane nikkede glad. Lidt efter kom det vantro fra karlen, der endelig havde forstået hvad kvinderne snakkede om: ”Du er gravid?” Så lo de alle, krammede og var lykkelige. Deres skønne leg havde båret frugt, som de ville det. Efter en pause kikkede pigen på Ane og sagde: ”Men det betyder altså, at du ikke får lov til at få hans sæd hver gang.” Karlen kikkede på pigen med et skælmsk blik. Pigen kastede en tot halm i hovedet på ham og sagde: ”Kik ikke sådan på mig, du ved godt at du skal have mig med til alters, inden du får lov til at komme oppe i mig.”
Om aftenen, da de var på vej i seng, sagde præstefruen Ane det til sin mand, præsten. Fortalte at hun var gravid, at de skulle have et barn. Han blev glad, lykkelig, krammede og kyssede hende. Da de lå i sengen, sagde Ane at han gerne måtte, selv om de ikke længere behøvede. Naturligvis gjorde de det.
Dagen efter ved morgenmaden fortale præsten den glade nyhed til karlen og pigen, de lod begge overrasket, glæden var dog ægte, de skyndte sig og lykønske de to forældre. Præsten benyttede lejligheden til at takke tjenestepigen og karlen for alt det arbejde de gjorde for at alt på gården kunne trives. Ved barnedåben sommeren efter, var alle enige om at barnet lignede både præsten og den gamle præst.
Erotiske noveller skrevet af AxelB