Nogle uger efter det med Børge og mig, var Børge helt rask. Mor kaldte det et mirakel og mente, at det var fordi, vi havde været så vedholdende med, at han skulle spise. Vores ordning stoppede, så snart Børge igen var klar til at begynde på arbejde. Jeg havde derfor ikke længere min faste gang inde hos ham. Jeg savnede ham meget og sad altid i vinduet, når han kom hjem klokken 17.00. Han vinkede, når han så mig, og sendte mig et fingerkys. Jeg kvittede med ét tilbage og løb ned ad trappen for at tage imod ham.
Somme tider, når der var stille i opgangen, så kyssede vi. Han løftede mig op, lagde sin hånd under min numse, og kyssede mig inderligt og længe. Når han satte mig ned igen, kunne jeg finde på at hægte mig fast om hans store krop og gnide mig op ad han skidt. “Du gør mig vanvittig,” sagde han og klappede mig bagi. “Men det går altså ikke, min pige,” tilføjede han derefter bedrøvet.
En lørdag morgen mødte jeg Børge på vej ud fra Bager Frandsen. “Godmorgen, min pige!” sagde han glad og frejdig. Han ventede på mig, mens jeg var inde og købe fire rundstykker og to spandauere, som jeg plejede om lørdagen. Der var mange mennesker på gaden, så vi undgik at gå alt for tæt og sagde heller ikke ret meget til hinanden. “Astrid,” sagde han, da vi nåede porten, hvor vi boede. “Ja, Børge?” Vi stoppede et kort øjeblik op og så på hinanden. “Vil du med ud og køre en tur her til formiddag?” spurgte han. “Køre?” gentog jeg, “Du har da ikke bil?” Børge lo og klappede mig på skulderen, “Men jeg har én til rådighed, hvis du vil med ud i skoven?” I ren lykke omfavnede jeg ham midt i porten. “Så, så, min pige, nogen kunne jo se os,” udbrød han med begge arme lukket om mig.
Vi havde aftalt at mødes ved det parkeringshus, hvor bilen ventede. Vores tur var hemmeligt og strengt fortrolig! havde han sagt formanende. Jeg stod og ventede i min pæne grønne andendags-kjole, da en lille hvid boble kom ud fra parkeringshuset. “Astrid!” kaldte han med nedrullet vindue, mørke solbriller og hat. “Skynd dig ind i bilen!” Vi susede afsted ud af byen, og Børge tog først hat og briller af, da vi var ude blandt marker og enge.
“Hvad sagde du til din mor?” spurgte han og tændte en pibe. “At jeg skulle mødes med nogle klassekammerater og lave lektier.” Han klappede mig på kinden og rullede vinduet ned. Røgen pustede han ud ad vinduet. Han lagde en hånd på mit lår, “Du er smuk i den kjole, min pige.” Jeg havde længes efter denne hånd, og nød hvordan han kælede for mig. “Jeg kender et sted, hvor vi er helt alene,” sagde han og sendte mig et blik, “helt alene.”
Vi kørte ind i et skovområde, hvor jeg ikke før havde været. Det var en ret dyb skov, og vi så ikke andre biler på vejen. Han drejede fra ad en lille ujævn skovvej. “Så er vi rigtigt kommet ud i naturen, hva?” Han parkerede for enden af stien på et lidt smattet terræn. “Jeg løfter dig!” sagde han og skyndte sig om til passagersædet, hvor jeg sad. Så åbnede han døren og løftede mig op i sine arme. “Så slipper du for al den mudder på dine fine hvide sko,” sagde han og begyndte at gå. Ved en åbning bag nogle buske satte han mig ned.
“Her er vi alene,” sagde han og smed sin frakke i skovbunden. “Ingen ser os her,” fortsatte han og satte sig på den. “Her kan vi gøre, lige hvad vi har lyst til, min pige.” Jeg lagde mig tæt ind hos ham og mærkede varmen fra hans krop. “Hvad har du lyst til?” spurgte han. Jeg gned demonstrativt min numse mod hans underliv. Han begyndte at kysse mine skuldre, og jeg mærkede hans hænder på mine bryster.
“Jeg har ikke tænkt på andet siden sidst,” sagde han og lød meget oprevet. “Du gør mig helt vild!” Han vendte mig om og kyssede mig på munden. “Helt vanvittig!” han lagde en hånd ind mellem mine ben, mens vores tunger legede med hinanden. “Oh…” begyndte jeg straks, da han førte en finger op i mig. Han satte sig på knæ og åbnede sin livrem. “Nu skal du fame få, din dejlige tøs!” Han rev bukser og underbukser ned og kastede sig over mig.
Han var meget mere brutal end sidst. Spredte mine ben og tog mig i et snuptag. Hans tissemand føltes stadig overvældende, men fornemmelsen var ikke længere ukendt. Han tog mig hårdt mod den bløde skovbund. Min krop gled i det bløde stof fra frakken og skubbede mig fremad. Børge tog derfor fat om min talje og løftede mit underliv lidt op, så han kunne tage mig, mens han sad på knæ.
Al vores afkald fra hinanden blev nu kompenseret, og tanken om, hvor sjældent et øjeblik dette her var, gjorde det kun endnu mere dejligt. Jeg nød virkelig at mærke, hvordan han bare tog mig uden det mindste spor af at være sødladen. At blive vendt om på maven og taget bagfra, som de kaniner, jeg så ofte havde set parre sig, da jeg var en lille pige, var ekstra dejligt. Han var uden grænser i den måde, han bare tog mig på. Og jeg elskede det.
Jeg vidste, at han på et tidspunkt ville trække sig tilbage. Det gjorde mig en smule irriteret. Til sidst ventede jeg lige frem på det, for jeg vidste, at det ville ske. Før eller siden, tænkte jeg, ville han trække den ud og lade sin sæd sprøjte ud af den. Så var det igen slut, og vi måtte måske vente i ugevis på igen at kunne gøre det. Jeg tillod mig selv at nyde de sidste tag ind og ud, hvordan han gang på gang borede sig vej op i min grotte for så igen at trække den ud.
Han stønnede mere og mere intenst, og jo mere intenst desto bedre føltes det for mig. Jeg tror ikke, at nogen af os var forberedt på det, for så havde vi naturligvis stoppet med det samme. For pludselig mærkede jeg noget varm sive op i mig. Børge stoppede med at stønne og udbrød i stedet et højt og skingert: “For pokker da!” og skyndte sig at trække den tilbage. Men for sent. Børges hvide sæd løb ud af mig og ned på jakken.
Jeg vidste, at dette her ikke var godt. Fru Jacobsen havde i en biologitime fortalt os om graviditet. “Når to mennesker, der elsker hinanden, vælger at få et barn…” Men det her var ikke noget, vi havde valgt. Det var bare sket, fordi vi havde lyst til at blive ved - lidt for længe. Børge så forskrækket på mig med hånden for panden. Han var bleg og havde store pupiller. “Så… så tager vi hjem, Astrid,” stammede han og gav mig en hånd med at komme op fra skovbunden.
Ugerne gik, og jeg ventede stadig på et tegn. En morgen kom kvalmen og koldsveden. Jeg blev hjemme fra skole nogle dage, men da det ikke gik over, overvandt jeg skrækken og fortalte mor det hele. “Mit barn! Hvad er det dog, du siger?” Da hun igen havde fattet ro, gentog jeg: “Jeg er gravid, mor.” Igen for hun op: “Men… men… du har jo ikke?” Jeg så skamfuldt ned i gulvet. “Jamen hvornår… med hvem?”
Der gik ikke fem sekunder, fra at jeg havde fortalt mor, hvem der havde gjort mig gravid, og til at hun stod ude foran Børges hoveddør: “Hr. Jensen! Luk op! Dit svin!” Al den råben og banken havde vækket samtlige damer i ejendommens opmærksomhed. Inden længe stod de alle omkring hende. Hun opgav at få Børge til at åbne og smækkede vores hoveddør i ansigtet på samtlige af husets kvinder. “Vi to,” sagde hun vredt, da hun igen stod ved siden af mig. “Vi skal til lægen.”
Vores læge hed doktor Møller, men ham mente mor ikke, at vi behøves at blande ind i denne sag. I stedet fandt hun en læge i nabobyen, der hed doktor Eriksen. Vi tog bussen ud til doktoren, der boede i et lille gult hus. I hans lægekonsultation sad der et par stykker foruden mor og mig. Det så meget mere fattigt og beskidt ud end hos vores doktor Møller. Der var støv på panelerne og kun gamle aviser og dameblade. Hver gang, han var ude og hente de patienter, der kom før mig, så han over på mor og mig og smilede.
Doktor Eriksen var omtrent lige så gammel som doktor Møller, men havde ikke nær så meget hår på hovedet, og så bar han små lette briller. “Astrid,” kaldte han, og vi rejste os både mor og jeg. “Næ, kun den unge dame,” sagde han og stoppede mor ved at sætte en hånd på hendes skulder. Jeg nikkede til hende for at vise, at det var i orden med mig, og hun satte sig derefter tilbage på sin stol. Doktor Eriksen lagde en hånd på min skulder og førte mig ind i hans konsultation.
Jeg satte mig overfor doktor Eriksen ved hans skrivebord. Doktoren hviler sit hoved i hænderne og så smilende hen på mig. “Nå, så den unge frøken har været ude og føjte, hva?” han lo lidt for sig selv. Han ville undersøge mig lidt nærmede og bad mig tage plads i hans gynækologstol. “Hvor gammel var det, din mor sagde, du var… 15 år?” Jeg lå med spredte ben og kunne se, hvordan han sad på sin stol og så direkte op i mig. Kunne han mon lide det? Var det måske bare derfor, at jeg skulle op og ligge?
“Ikke at jeg synes,” sagde han stadig med blikket rettet mellem mine ben, “at en lille honningkage som dig har noget at skamme sig over.” Han lod sine hænder hvile på mine knæ. “Det er jo naturens orden.” Jeg forsøgte at kigge tilbage, men stolen gjorde det svært. Jeg fornemmede igen at hans blik var rettet mod mit underliv. “Før eller siden skulle kælderruden jo slås ind, som man siger… bare ærgerligt at den herre ikke kunne trække den ud i tide.” Da doktoren var færdig med at snakke, sad han et stykke tid og studerede mig.
Tanken om at han sad og nød synet af mig, gjorde mig kåd. Det var lidt spændende at ligge i sådan en stol, mens en fin og dygtig mand som doktor Eriksen sad og så på. “Skal jeg lige mærke, om det hele er som det skal være deroppe?” spurgte han og førte en finger op i mig. Han skubbede den ind og ud nogle gange, mens han med den anden hånd omfavnede mit lår. “Du ser lige præcis ud, som det skal, min pige!” “...helt perfekt.” Det sidste hviskede han for sig selv. Han klappede mig på låret: Kom du bare ned og tag dine trusser på igen.”
Ude i venteværelset sad mor nervøst og ventede. Hun rejste sig, da jeg kom ud. “Hvad så, Astrid… Hvad skete der?” “Han undersøgte mig bare lidt og sagde, at alt er, som det skal være.” Mor så helt nervøs ud og kyssede mig for første gang på panden efter alt det, der var sket. Hun tog mig i hånden og slap den ikke, før vi sad i bussen på vej hjem. “Ham doktoren kunne jeg ikke lide,” hviskede hun til mig i bussen, så de andre passagerer ikke kunne høre det. “Jeg synes nu, at han var meget sød,” hviskede jeg tilbage.
Som månederne gik, blev det svære og svære at skjule min mave. Mor havde aftalt med sin kusine Juliane i Vestjylland, at jeg kunne komme op til dem på gården og føde barnet. Hende og hendes mand, Andreas’ børn var for længst fløjet fra reden, så det ville glæde dem begge med lidt ungdom i huset. Jeg stoppede i skolen uden varsel. Fru Jacobsen havde sagt til de andre i klassen, at jeg skulle ud og tjene, og det var næsten også rigtigt. Jeg skulle holde hus sammen med mors kusine, når barnet end gang var født, og jeg igen var kommet på benene.
Erotiske noveller skrevet af Miss Lollipop