Taxaen svingede ind foran hovedindgangen til SkyTower Inc. Lærke lænede sig elegant frem med en tohundredkroneseddel i sin ene udstrakte hånd, åbnede døren halvt med den anden og satte en fod ud. ”Tak for turen, den skal bare skrives på konto 4734, og du kan notere ’Bestyrelsesmøde september’ som reference… og den her er til dig… er alt ok sådan?”
Chaufføren fumlede lidt med sine taster, tog imod sedlen med et smil og svarede: ”Det er ok og noteret, tusinde tak og rigtig godt møde!”
Med jakken over armen og sin clutch i hånden, trippede hun hastigt på sine høje stiletter mod karruseldøren, for at komme ind i varmen så hurtigt som muligt. De selvsiddende strømper, hvor kanten kun knapt dækkedes af den stramme korte nederdel og den løse skjorte, der hang ned om hendes ene nøgne skulder, beskyttede ikke meget mod den kølige efterårsvind.
På vej ind nåede hun lige at vinke til Lasse fra Gartnerservice, der kom rullende forbi på sin lille traktor, i færd med at slå plænen foran det store kontordomicil. Lærke undrede sig lidt over, at det var ham selv og ikke én af hans ansatte der gjorde arbejdet i dag. Måske var det hans måde at fejre, at græsslåningssæsonen snart var ovre?
Da hun kom ind i receptionens baglokale, eller ’Office 01 – Internal Services’, som der så flot stod på skiltet, sad Bjarne Pedel, receptionisten Mathilde og vampyren Sylvias personlige assistent, Isabel, og drak kaffe. I virkeligheden lignede lokalet mest af alt et depot for kontorudstyr, kun med kaffebordet i midten og Bjarnes computerbord i det ene hjørne som alibi for at have status af kontor.
De tre havde, hvad der lignede, en munter samtale, som de straks afbrød ved at hilse venligt på Lærke da hun kom ind.
”Hej med jer, godt at se jer!”, svarede hun med et strålende smil og gik hen i hjørnet for at hænge sin jakke på stumtjeneren. Isabel samlede skyndsomt en række papirer og det der lignede et lille usb-stik sammen fra bordet og puttede det hele i en lukket dokumentmappe foran sig.
Bjarne kunne uden at rejse sig lige nå det lille køleskab, som han havde passet ind i den ene reol langs væggen. Her fandt han en energidrik frem, satte den på bordet ved siden af sig, klappede med hånden på den ledige stol og med et blink til Lærke sagde han: ”Her er din kaffe min pige, kom og hyg lidt med os inden du skal til møde… du har jo nok en lang aften foran dig…”
Han tog ellers kun sjældent initiativ til samtaler og sociale invitationer af nogen art, men Lærke var noget andet og de to havde en særlig forståelse. Hun var heller ikke i tvivl om, at hun også nød de to andres sympati, som altid mødte hende med varme og respekt, selvom de alle tre med garanti godt kunne regne ud, hvordan det hele hang sammen. Pedellen, Receptionisten og direktørens højre hånd måtte jo om nogen være dem, der også vidste alt om, hvad der foregik ude i krogene og hvad der lød på vandrørene, i et hus som dette.
Det krævede jo heller ikke en raketingeniør at kunne regne ud, at en sygeplejerskestuderende på 22 år og et enkelt studiejob som piccoline, hvor hun kun blev kaldt ind som hjælp til særlige firmaarrangementer og det månedlige bestyrelsesmøde som i dag, ikke kunne finansiere den livsstil hun havde.
En treværelses lejlighed på én af de eksklusive adresser i centrum, altid nyt mærketøj og accessoires, ferierejser flere gange om året, dyre restaurantbesøg og byture med veninderne - det hele kostede jo mere til sammen, end hvad en normal gennemsnitsløn for en fuldtidsansat kunne bære.
Sat godt til rette med stolen trukket lidt ud fra bordet og knæene lagt over kors spurgte Lærke: ”Nå, det er jo lidt tid siden jeg var her sidst, noget nyt eller nogen skandaler jeg er nødt til at høre om?”
De tre smilede over spørgsmålet og Mathilde var den første der tog tilløb til et svar: ”Næ, det tror jeg da ikke, altså ikke ud over de sædvanlige… Vi skovler selvfølgelig stadig penge ind, det fik vi i hvert fald at vide til morgenmødet i fredags…”. ”PIK!” råbte de alle fire spontant i kor, som om nogen havde trykket på en knap, og et mindre grineflip fyldte straks rummet.
Mathilde snøftede efter at de havde sundet sig og tilføjede: ”Sylvia ligner selvfølgelig sig selv og skaber frygt på gangene som altid… så det hele er som det plejer kan du trygt stole på!”. Isabel lignede én der skulle lige til at sige noget, men tog sig i det.
Efter at havde fået tørret øjnene og klukket færdig, tilføjede Bjarne på sin egen stilfærdige, tørre og ironiske måde: ”Altså jeg ser jo stadig de samme forskellige turtelduer i kælderen og rundt omkring, som tror ingen ved noget, men ellers tænker jeg heller ikke der er noget nyt… Men altså, der har jo heller ikke været nogen fester siden du var her sidst, så de store dramaer og skandaler skal nok komme når det er…”
Mathilde rødmede straks og Isabels generte og stilfærdige korrekthed bød hende endnu en gang at holde en kommentar tilbage.
”Nå, men hvor er Vampyren så nu, render hun rundt og forbereder sig til sin statustale, eller?”
Isabel fnøs og nikkede: ”Ja, altså den del hun vælger at fortælle bestyrelsen om…”
”Ja ja, de høje herrer er ikke bedre selv… banditter i habitter!”, udbrød Lærke og de kom alle fire at grine endnu en gang og ryste på hovederne, helt uden behov for at uddybe meningen og morskaben i den.
Der gik ikke lang tid, før de første to bestyrelsesmedlemmer kom ind ad karruseldøren. De småsludrede og grinede, imens de fulgtes ad igennem hallen, over til elevatorerne.
Lærke bundede det sidste af sin energidrik, tog et par dybe indåndinger og sagde beslutsomt: ”Nå, nu begynder de at komme… man kan jo næsten sætte sit ur efter dem… men det var dejligt lige at grine med jer, før det går løs!”
Hun rejste sig, fik fat i sin jakke og gav hurtige krammere til dem alle tre. ”Jeg smutter lige ud og tisser og så går jeg derop!”. De kiggede tavst på hende, i en blanding af respekt og medfølelse. ”Lov mig at passe på dig selv!”, kunne Bjarne ikke lade være med at formane i en faderlig tone. Han fik kun en kyssetrutmund og en hånd på hjertet som svar, inden Lærke forsvandt ud ad døren.
Ude på toilettet fik hun hurtigt tisset af. Energidrik og sodavand løb altid lige igennem hende. Trusserne kom i jakkelommen, makeup og hår blev gået efter ved spejlet og som det sidste slukkede hun sin mobiltelefon nede i sin clutch. Inden hun gik ud, klemte hun sine bryster sammen, grinede til sit eget spejlbillede og sagde højt: ”Så Lærkepigen, nu skal vi arbejde for det gode liv!”
Ude i hallen stod bestyrelsesformanden klar og ventede. ”De sagde at du lige var ude at pudre næsen, så jeg ville da lige give mig tid til at eskortere den smukke unge dame op til bestyrelseslokalet… Det ville jo være en skam, hvis hun skulle gå alene”, sagde han i sin altid korrekte tone og med et særligt glimt i øjet.
Alle de andre måtte være ankommet og kørt op, når han stod og ventede sådan her. De fleste sikkert i taxaer og andre i deres dyre biler med chauffør, for der var sjældent nogen medlemmer, der var i stand til selv at køre efter et møde.
Han var ingen ringere end Arild Lyngsaa, en offentligt kendt mand fra dansk erhvervslivs elite. Med flere tv portrætprogrammer i bagagen, var han meget folkekær for sin charme, tørre humor og humane indstilling til mennesker, samtidig med at han kunne køre hård og succesfuld forretning naturligvis.
Han var kendt for at være et ægte familiemenneske, gift med den samme kone i over 50 år. Ægteskabet havde resulteret i to sønner og adskillige børnebørn. Han var en stilfuld og flot moden mand, som stadig blev kaldt ’enhver svigermors drøm’, på trods af, at han måtte være godt oppe i 70’erne.
Første gang Lærke mødte ham, var hun blevet helt kendis-forlegen, men nu var rollerne næsten byttet om og Hr. Lyngsaa var tydeligt bjergtaget af hende. Så snart hun var i nærheden, opslugte hun alt hans opmærksomhed, og det uanset hvor alvorlige emner, der ellers var i gang med at blive behandlet omkring dem.
Hun kunne næsten mærke på forhånd, at det var ham der ville vinde i dag, for hans beslutsomhed lyste ud af ham. Det var også ved at være lang tid siden sidst, så det kom på ingen måde bag på hende, tvært imod.
Som Lærke modtog hans inviterende arm med sin hånd, kunne hun ikke lade være med at drille: ”Jeg har på fornemmelsen, at Herrens elegante følgeskab til de hellige haller kun er begyndelsen i dag?”
Han klemte bare hendes hånd under sin arm og grinede, uden videre kommentarer.
Efter elevatorturen op på øverste etage, hvor Arilds hånd ikke kunne lade være med at føle Lærkes stramme strutrøv, gik dørene op med deres direkte adgang til bestyrelseslokalet. Det krævede en speciel nøglechip at få adgang til rummet, som kun meget få i virksomheden fik lov til at besøge.
Lokalet var indrettet på en måde, der gav kraftige associationer til en klassisk herreloge, måske med småokkulte tendenser, hvis man absolut ville se dem.
For enden, på den fjerneste væg hængte et stort firmalogo med lys bagved. Foran det, på et ophøjet podie stod et bord med en stol, der næsten lignede en trone. Det var hr. Lyngsaas plads.
I et lidt lavere podieniveau, strakte der sig et langbord vinkelret på det ophøjede, med seks pladser på hver side. Det var de 12 bestyrelsesmedlemmers pladser. En konstellation, som en konspirationsteoretiker hurtigt ville forbinde med Jesus og de 12 disciple, især med logoet på bagvæggen, som også kunne tolkes som en kors.
For enden af langbordet på tværs, stod endnu et bord nede i gulvniveau med en, ganske vist bekvem, men noget mere beskeden stol end alle de andre. Det var direktricen Sylvia Silversteins plads, med den tydelige rangorden og symbolik, at hun ikke havde meget at skulle have sagt i dette lokale. Herinde var hun alt andet, end i sit daglige virke og ingen menige ansatte ville kunne genkende hende under et bestyrelsesmøde!
Til den ene side udvidede rummet sig i et stort barområde, med et par runde ståborde og adgang til to toiletter.
Udover den afdæmpede belysning, køleskabet og ismaskinen i baren, var her fuldstændig el- og teknikfrit. Lige når man kom ud af elevatoren, var der en reolanordning hvor alle, uden undtagelse, lagde deres slukkede mobiltelefoner og andet grej ind. Lærke havde også en hylde, hvor hun lagde sin clutch i forbifarten.
Vampyren fik straks øje på de to, da elevatoren åbnede sig. Hun ilede hen for først at hilse ærbødigt på formanden og herefter leflende på Lærke, som om de var gamle hjerteveninder. En søgende munter bemærkning om søstersolidaritet, som de eneste to tilstedeværende kvinder, prellede af. Lærke gengældte bare modtagelsen køligt og gik i stedet i gang med at hilse indladende på alle bestyrelsesmedlemmerne.
De 12 stod samlede rundt om de runde borde ved baren og blærede sig til hinanden med deres nyligt overståede safarier, lystyachter, palæer i Sydfrankrig og hvad de ellers kunne overgå hinanden med. Lærke blev undervejs mødt af en del befamlende hænder fra alle sider, men det var en del af spillet og rørte hende ikke. I virkeligheden var hun måske den mest magtfulde der var til stede, for hun kendte alle deres særheder og fetiches, hver og én!
Efter at have hilst på alle, indtog hun baren og begyndte at lave drinks og servicere, som var hendes officielle og primære opgave under selve møderne. Hun åbnede også straks en cola light til sig selv, hældte den op i et glas og tog et par store slurke. Det observerede Arild Lyngsaa straks og blinkede til hende med et tilfreds smil, hvorefter han gik op til sin plads. Et par minutter senere ringede han til samling med klokken på hans bord.
”Ja, velkommen til bestyrelsesmødet for september”, indledte formanden og rømmede sig.
”På vejen herhen tjekkede jeg som sædvanligt vores dagskurs, og man må jo sige, at den som altid – fristes jeg jo til at sige – ikke er mindre end imponerende!”, anerkendende nik og smil blev til latter, da han tilføjede: ”Det er jo utroligt hvor mange penge vi kan blive ved med at tjene ved at sælge varm luft!”
Sylvia vred sig i sin stol og grinede anstrengt med, for her i lokalet blev tingene kaldt hvad de var.
”Vores agenda for mødet i dag, eller aften, ligner jo sig selv. Vi får en status og de tørre tal fra direktøren om lidt, så vender vi lige hvad der rører sig i markedet og hvor vi gerne vil have ledelsen og driften til at skærpe fokus og til sidst…”, hans og alle de andres miner ændrede sig straks. ”Ja, I ved hvad jeg vil sige nu, ikke?”, de grinede alle sammen og var klar. ”Jamen til sidst skal vi naturligvis have Præmiespillet!”
Hele lokalet hujede og piftede straks, som om de var en flok fodboldfans på en bar, hvis hold lige havde scoret. Lærke viftede med raflebægeret og vinkede storsmilende fra baren, imens Sylvia prøvede at ligne én, der også var fornøjet af stemningen.
Arild lod dem juble lidt, inden han ringede med sin klokke igen og manede til ro.
”Nå… hver ting til sin tid…”, han slog ud med hånden mod den fjerneste ende af bordene og fortsatte: ”Frøken Silverstein, vil de give bestyrelsen deres statusopdatering?”
”Naturligvis Hr. formand…” svarede Sylvia og rejste sig med sine papirer i hånden og sank et par gange.
Så snart hun begyndte at gennemgå tal og statistikker, fik Lærke travlt. Medlemmerne prajede drinks fra baren i ét væk og forsøgte ikke at lade deres kedsomhed være alt for tydelig. De behøvede bare at vinke, for hun kendte dem alle og vidste præcis, hvad de ville have hver især. Imellem sin pendlen frem og tilbage, sørgede hun selv for at blive ved med at drikke rigeligt med cola light og måtte også en tur på toilettet undervejs, til Hr. Lyngsaas’ stille fornøjelse.
”Det var tallene og den økonomiske status…”, kom Sylvia langt om længe frem til og tænkte sig lidt om.
”Ja, så har vi haft tre sager med medarbejdere og fagforbund, men der er indgået forlig med dem alle som selvfølgelig også er opsagte og fritstillede…”
Hun ville runde af, men kom i tanke om endnu et par tilføjelser: ”Nå jo, altså alle kontrakter med de faste leverandører for næste år er stort set underskrevne, optimeret med minimum 5% i gennemsnit… RengøringsXperten, Gartnerservice og et par andre har jeg selv håndteret… Og nå ja, så har vi ansat Charlotte som ny chef for controllerne… Hun er en smuk selvsikker og erfaren dame, som jo bidrager positivt til vores politisk korrekte statistik for kvindelige ledere, med udseendet med sig som sagt, som bestyrelsen jo også ønsker… Ja, det var vist det hele Hr. Formand?”. Hun blev stående og afventede.
”Tak skal du have Sylvia og tak for indsatsen… Er der nogen der har spørgsmål til direktøren?”, det var der ikke. Så længe de gode tal talte for dem selv og Sylvia ikke røg i vælten offentligt, blandede bestyrelsen sig ikke i noget der vedrørte den daglige drift. Det var en usagte forståelse mellem dem og direktricen.
”Jamen så må de gerne sætte dem igen Frøken Silverstein og vi går videre til næste punkt…”
De fortsatte dialoger og drøftelser rundt om bordet blev svævende og ukonkrete, og handlede vel mere om at få mødet til at virke seriøst og få tiden til at gå, end at drage konklusioner og træffe beslutninger, der egentlig ikke var nødvendige. Den fortsatte strøm af drinks satte også tydelige spor hos en del af de 12, der var ved at blive godt muntre og mødestrukturen blev efterhånden brudt af individuelle små samtaler på kryds og tværs, med temaer der stak i øst og vest.
Til sidst ringede Arild Lyngsaa med klokken. ”Nå, skulle vi ikke sige at vi har fået behandlet det vi skulle i aften og gå i gang med det, vi alle sammen har ventet på?”
Alle begyndte at klappe og stemningen fra før var tilbage med fornyet styrke, især da han tilføjede: ”Jamen så skal vi da spille og finde ud af, hvem der vinder ’Lærkesangen’ i aften!”
Jublende rejste de sig alle og samlede sig ivrigt omkring bordene henne ved baren, hvor Lærke allerede havde sat det forgyldte raflebæger frem.
Det her var én af de få gange Hr. Lyngsaa måtte hæve stemmen for at få ørenlyd: ”Mine Herrer… Mine Herrer…! Godt, vi kender alle sammen reglerne, men lad mig alligevel gentage: Det koster 5.000 kr. at være med, så hvem vil være med?”, der blev straks grebet til inderlommerne og på få sekunder lå der en stak sedler med 65.000 kr. kontant ved siden af raflebægeret. ”Jeg kan se at næsten alle er med… Direktricen kan stadig ikke fristes til at deltage?”, Sylvia rystede febrilsk på hovedet og formanden sluttede: ”Nuvel, men så kan du jo kollekte indsatsen Lærke!”
Med et bredt smil samlede hun pengene sammen i en enkelt kuvert. De nu var hendes.
”Godt, jamen så drejer det sig jo om at slå dobbelt seksere, de første tre der får det, går videre til direkte dyst mod hinanden, indtil der kun er én vinder tilbage… Og hvis der er flere end tre der efter første runde har slået dobbelt seks, går de naturligvis også med videre til finalen, men det er jo ikke sket endnu… I kender reglerne mine Herrer og jeg lægger for!”
Flere sukkede opgivende, da formanden lagde ud med at ramme plet og var den første finalist. Ved siden af en meget tavs og ydmyg Sylvia, stod Lærke i baren og grinede for sig selv. Hun havde nemlig luret, at bestyrelsesformanden som sædvanligt snød så det drev, når han var opsat på at vinde spillet. Behændigt byttede han terningerne rundt med dem, han havde i lommen, når det var hans tur.
Udfaldet var givet og snart kunne Arild Lyngsaa gribe Lærkes hånd og triumferende indkassere sin gevinst, som vinder af det månedlige præmiespil.
Hun kyssede ham på kinden og han råbte ud i forsamlingen: ”Jamen så vil vi tage af sted, så jeg kan nyde min sejr, I andre kan jo fortsætte her så længe I har lyst… Sylvia du passer baren og lukker af ikke?”. Det sidste var ikke en forespørgsel og direktricen kunne ikke gøre andet end at nikke med et påtaget smil og se langt efter de to gå ind i elevatoren.
Da de kom ud i mørket ad karruseldøren, holdt Bentleyen allerede klar og bagdøren blev galant åbnet for dem. Som de begyndte at rulle afsted, spurgte chaufføren: ”Jeg formoder at vi skal ind til lejligheden med den unge dame, skal vi hente fruen på vejen?”
Hr Lyngså så Lærke dybt i øjnene med tydelig tænding og hans hånd var godt på vej op ad hendes inderlår imens han svarede: ”Nej nej, Fruen er allerede derinde og har forberedt sig, så vi kører bare direkte”. Bilen satte herefter fart, med retning mod centrum.
Lejligheden var der hvor Lærke boede. Den tilhørte SkyTower Ink. og havde officielt status som gæstelejlighed til forretningsforbindelser, der kom langvejs fra. I praksis var det hende, der boede der og hun havde aldrig set en huslejeopkrævning.
”Jeg har jo med fornøjelse observeret, hvordan du har sørget for at tage rigeligt med væske til dig i aften”, sagde Arild undervejs, imens et par fingerspidser cirklede rundt helt oppe under Lærkes kjole, velfornøjet med hendes nøgne skød. ”Jeg håber du kan holde dig?”
Hun så på ham med et drilsk smil og svarede: ”Ja, væskebalancen er meget vigtigt, siger du jo - jeg lytter og gør som du ønsker så… men jeg er godt nok fyldt op nu og skal snart på det lille hus!”
”Vi sætter fart på!” svarede han med let dirrende stemme og bilen gassede op uden videre instrukser. Efter ti minutter nåede de deres mål og skyndte sig op i lejligheden.
Der var tændt dæmpet belysning i stuen, med sin panoramaudsigt over byens lys. Døren til gæsteværelset stod åben og et flakkende skær vidnede om levende belysning derinde.
Fruen havde selv låst sig ind og forberedt scenen, hvis akt de alle tre nøjagtigt vidste hvordan skulle udspille sig. Arild gik målrettet ind til sin kone, imens Lærke klædte sig af i stuen og afventede, kun iført stiletterne.
Smaskelyde fra intime kys, små grynt og suk kunne snart høres fra værelset, inden fruen kaldte: ”Kom ind smukke Lærke, vi er klar til dig, kom og få et glas champagne med os…”
Arild lå halvt op ad den polstrede sengegavl, med armen om sin kone der lå op ad hans bryst, begge nøgne. Hun var en smuk kvinde, der i sine unge år havde været fotomodel. Velsignet med en krop, der var ældet med ynde, var hun bestemt ikke en uattraktiv moden kvinde at se på.
Lærke kravlede op på knæ i sengen, som var betrukket med et sort latexlagen, hvor hun modtog champagneglasset, som fru Lyngsaa rakte frem.
De skålede, men Lærke sippede kun, for ikke at provokere sin fyldte blære mere end højest nødvendigt. Efter et par slurke og indladende smil til hinanden, satte de alle tre deres glas fra sig på natbordene og Lærke kravlede helt frem mod ægteparret, hvor fruen skulle serviceres som den første.
Indledt med dyb og våd tungeleg, assisteret af blide æltende hænder på brysterne, var Lærke snart i fuld gang med at indfri forventningerne til hende.
Små kys og slik begyndte efter en stund at vandre langsomt ned over halsen og brystbenet, indtil læberne fandt brystvorterne og suttede dem på skift. Fruen lå med hovedet hvilende på sin mands bryst og lukkede øjne, imens små suk afslørede den salige og nydende tilstand der overtog hende under den unge kvindes kyndige arbejde.
Lærke anså hverken sig selv som lesbisk eller synderligt biseksuel, medmindre hun var meget fuld, men havde alligevel over tid fundet både fornøjelse og pirring ved ydelsen, hun skulle levere til fruen. Det galt i øvrigt dem begge, uanset hvor bizart det måtte have syntes i starten.
Hun fortsatte roligt sin munds vandring ned over maven og det glatte venusbjerg, til hendes tungespids kunne finde vej ind mellem den øverste del af kønslæberne og cirkle om fru Lyngsaas hårde klitoris. De små udbrud intensiveredes med det samme og i refleks spredte hun villigt benene alt hvad hun kunne. Arilds brændende blik fulgte minutiøst med i handlingen og han huskede kun lige knapt selv at trække vejret.
Uden at flytte ansigtet og afbryde sin tunges arbejde, rakte Lærke ud og fik fat i tuben med glidecreme, der var sat klar på natbordet som sædvanligt.
”Ja min pige, du ved hvad du skal… Det føles som længe siden sidst og jeg trænger så meget!”, stønnede fruen, så snart hun hørte det lille klik af tuben, der blev åbnet.
Fem velsmurte fingre formet i en spids fandt ned i dybet og fulgte uden tøven deres fælles indforståede drejebog og timing. Lærkes slanke hånd og fru Lyngsaas rutinerede kontrol af sit køn gjorde, at det ikke krævede den store indsats for nogen af dem. Med små vrid kunne hånden frit forcere indgangen og undervejs ændre form til en knytnæve. Hele skedens hulrum var nu fyldt ud, imens åbningen omsluttede Lærkes håndled i et stramt greb. Fruen kvitterede straks med højlydte støn og vred sit underliv utålmodigt, imens knytnæven indledte en cirklende masserende bevægelse i den rigelige smørelse.
Lærke sugede som den sidste forberedelse klitoris helt op i munden og holdt den nænsomt fast ved roden med tænderne. Med tungen dansende på spidsen, fortsatte hun håndens rotationer i et langsomt og stødt tempo.
Arild slog samtidig begge arme omkring sin kone og holdt hende fast i et tæt bjørnegreb.
I takt med at hver en nervespids i fruens køn blev stimuleret på én gang, satte hendes uhæmmede bevægelser og spasmer også ind. Støn og suk blev hurtigt til klagende jamren og orgasmen kom galoperende uden at lade vente på sig. Lærke fortsatte uden ophold i samme tempo og klog af skade, kneb hun øjnene i.
Der gik ikke mange sekunder, før fruen bare skreg i vilden sky og Hr. Lyngsaa måtte lægge alle kræfter i for at holde hende fast. Lærke mærkede musklernes greb om hånden ændre sig, lige inden den hårde stråle skød ud over hendes hage og hals.
Hun blev uanfægtet ved med at stimulere, indtil strålen ebbede ud i små strint og fru Lyngsaa til sidst bare lå og gispede, med glædestårer trillende ned ad kinderne.
Først da de små spjæt og udbrud i efterorgasmer stilnede af, slap Arild favntaget om sin kone. Lærke trak forsigtigt sin hånd til sig og kravlede op for at kyssede fruens saligt smilende læber.
Som den inkarnerede gentleman han var, gav Arild god tid til damerne, inden han selv lænede sig hen, så hans tunge kunne komme med i fælles kys. Hans ene hånd rakte ud og begyndte at stryge Lærke blidt ned over ryggen og lænden. Sådan lå de tålmodigt, indtil fru Lyngså begyndte at åbne øjnene og havde fundet tilbage i sig selv. Med et par dybe åndedrag som tilløb, og ved Lærkes hjælpende hænder, kom hun op på knæ og gjorde plads, for nu var det Hr. Lyngsaas tur.
Det krævede naturligvis heller ingen ord eller koordinering, at gennemføre den næste del af akten. Han møvede sig bare ivrigt ned at ligge fladt midt på sengen, og så op på Lærke med en både forventningsfuld og bedende mine.
Det var også virkelig ved at værre oppe over nu, så det krævede en del selvbeherskelse for hende at blive ved med at bevæge sig langsomt og sensuelt. Efter bedste evne satte hun sig til rette på knæ og skrævende over hans ansigt med lidt afstand.
Imens lagde fru Lyngsaa sig til rette i omvendt position i den brede seng, lidt diagonalt, så hun kunne bearbejde hans pik med både en hånd og munden på én gang, hvilket hun ivrigt gik i gang med.
Hun havde en gang hvisket til Lærke, at det her efterhånden var det eneste der virkeligt stadig gjorde Arild hård og i stand til at levere en god portion sæd, som hun elskede at smage og slubre i sig.
Der gik heller ikke længe, før det nu var hans nydende grynt og suk der dominerede lydbilledet.
Lærke begyndte at onanere sig selv med et par fingre, imens hun så intenst ned i Arilds øjne og med stor pirring sansede, hvordan hele hans krop sitrede af spænding under hende.
Det havde krævet øvelse at blive god til det her, men så snart hun havde lært at mestre det, havde hun også fundet en helt ny og særlige nydelse i det.
Så snart hendes øvede fingre satte suset i gang, ændrede hun skyndsomt stilling til at stå som ’edderkoppen’, med stiletterne plantet solidt på madrassen under hans armhuler og venusbjerget højt løftet og klar som sigtekorn. Med den ene arm strakt bagud, støttende på hånden, intensiverede hun onanien med den anden. Med få sidste anstrengelser var hun så vidt og bruset begyndte at sende sine impulser ud i hele hendes system. Så snart orgasmen tog fart, støttede hun bagud på begge hænder, tog sigte og lod sin blære tømme i en tyk stråle ud over Hr. Lyngsaas ansigt.
Han stønnede højlydt, vred hovedet rundt i syndfloden og lod sin mund fylde flere gange. Han drak begærligt det han kunne fange i sin uhæmmede vildskab. Fruen klynkede ivrigt med bag dem, imens hun intensivt arbejdede udløsningen ud af ham, synkront med Lærkes heftige vejrtrækning højfrekvente klagesang. Orgasmen kombineret med den spændte blære, der langt om længe kunne tømmes og slappe af, gav hende en helt speciel dyb forløsning og et klimaks, som hun var blevet helt afhængig af, nu hvor kendte den.
Med et afsluttende jubeludbrud, strintede Lærke en sidste gang og rullede rundt fra sin anspændte stilling til at lade sig falde fladt til den anden side end fruen, der var i færd med at suge de sidste dråber ud af Arilds pik. Forløst brød Lærke ud i en inderlig latter og ægteparret kunne ikke andet, end at stemme i.
De lå alle tre afslappede i lang tid og pustede ud, uden at sige noget. De behøvede faktisk slet ikke sige noget, når de mødtes sådan her. Det sejlende våde lagen generede ingen af dem i efterspillet, tvært imod. Sødestoffet i sodavanden og de forudgående tømninger af blæren gjorde urinen klar og nærmest velduftende. Lærke kunne sagtens følge, at Arild kunne lide at drikke det, for det generede jo heller ikke hende at få fruens stråler i ansigtet og i munden.
Hr. Lyngsaa var den første, der tog initiativ og rejste sig lettere besværet, hvorefter han hjalp sin kone på benene. De fangede et par håndklæder og hjalp fornøjet hinanden med at tørre sig og få tøj på. Da de var klar til at gå, kom Lærke også op og fulgte dem til dørs.
I entreen greb fru Lyngsaa en eksklusiv pose, som Lærke ikke havde bemærket da de ankom.
”Her min skat, den er til dig og tak for endnu en vidunderlig oplevelse!”
”Ja, tak for en skøn aften, vi glæder os allerede til næste gang!”, billigede Arild, imens han med et grin viste sine snydeterninger frem fra lommen. De kindkyssede farvel og Lærke gik ind i stuen for at se hvad der var i posen, inden hun skulle rydde op og gøre rent.
En ny Gucci håndtaske kom til syne. Hun havde allerede denne model, men det kunne Fru Lyngsaa jo ikke vide, så den måtte glæde én af veninderne.
Lærke fandt sin clutch og tog kuverten frem med aftenens gevinst og gik ud i køkkenet for at finde kagedåsen bagest i det ene skab. Lige meget hvor rundhåndet hun var på by- og shoppingture. Hvor mange ’Hus Forbi’ hun købte og hvad man ellers kunne bruge kontanter til, kunne hun ikke nå at bruge dem. Dåsen var stuvende fuld med pengesedler og hun prøvede igen at vride sin hjerne med, hvordan de kunne investeres fornuftigt, uden at vække opsigt.
Der ville nok gå noget tid inden ægteparret Lyngsaa snød sig til hendes opvartning igen, for det ville være for opsigtsvækkende overfor de andre bestyrelsesmedlemmer, hvis han vandt for tit.
Lærke smågrinede lidt imens hun funderede over, hvad der mon skulle ske om en måned.
Måske var det piskene hun skulle svinge, en gang penistortur, være levende serveringsfad, skolepige, lærerinde, foretage ’kliniske undersøgelser’, eller noget helt syvende. Det var aldrig til at vide og mulighederne var mange. Det eneste problem hun havde i alt det her var, at det var umuligt at have en kæreste og dedikere sine følelser til nogen, men hun var jo ung og havde tiden foran sig, så det skulle nok komme en dag.
Mange ville nok anse hende som prostitueret, hvilket hun vel også var, på en måde, men det rørte hende ikke. Hun opfattede sig mere i en retning af at være bestyrelsens Geisha, der også havde tid til både at fordybe sig i studierne og kunne leve verdens bedste luksusliv…
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones