Høstvise
Det var dengang, jeg lige var startet på min uddannelse i en mellemstor provinsby. Jeg flyttede til byen i august, og måneden var knap slut, da jeg vidste, at det ikke var noget for mig. På det tidspunkt havde min kæreste også lige slået op med mig, eller måske var det mig, der havde slået op med hende. Jeg ved det ikke. Det var min første rigtige kæreste, og så var det forbi, inden vi nåede at flytte sammen. Jeg var nede i et sort hul og vidste ikke, hvad jeg ville med mit liv. Jeg kendte ikke nogen i byen, jeg havde ingen venner, og jeg havde opgivet alle drømme om min fremtid. Min selvfølelse var helt i bund, og jeg følte mig som en fremmed.
I byen var der et spillested, hvor kendte musikere og grupper kom med jævne mellemrum. Jeg havde set, at Bifrost skulle optræde fredag aften og tænkte, at det måske kunne være godt at komme lidt ud. Jeg kendte dem fra det album, der hedder Til en Sigøjner, det med det grønne vedbendblad på forsiden. Det må have været i 1979, og jeg var 20 år på det tidspunkt.
Da det blev fredag, gik jeg hen til Laden, som spillestedet vist hed. Det lå i en sidegade til gågaden, og der var kø foran indgangen, hvor der blev solgt billetter. Da det blev min tur, og jeg havde betalt, konstaterede jeg med glæde, at jeg så rigeligt havde råd til en øl eller to i løbet af aftenen.
Inde i lokalet skulle mine øjne lige vænne sig til den dunkle belysning. Der var mange unge som mig selv, og nogle af dem havde jeg set før. Flere af pigerne kom i lilla smækbukser og træsko, de gik sikkert på pædagogseminariet. Selv havde jeg en t-shirt og jeans på. Det var sensommer, og jeg vidste, at det kunne blive lidt køligt, når jeg skulle hjem senere på aftenen. Derfor havde jeg også en sweater med, som jeg bar over skuldrene – også fordi jeg syntes, det så lidt sejt ud. Vejret havde faktisk været rigtigt lunt hele dagen.
Der blev hurtigt tæt pakket med mennesker. Nogle stod op, andre satte sig ved bordene langs lokalets vægge. Der var hele tiden nogle, der skubbede og masede for at finde et bedre sted eller for at finde andre, som de kendte. Snart begyndte trafikken oppe fra baren med folk, der kom med hænderne fulde af øl til sig selv og vennerne.
Midt i tumlen fik jeg øje på en kvinde, der tilsyneladende lige var kommet ind. Hun talte lidt med en mand med et stort skæg, og så gik hun videre ind i lokalet. Hun var meget ældre end mig, men hvor gammel kunne jeg ikke bedømme. Hun havde den slags udstråling, der ophævede betydningen af alder. Hun kunne være alt mellem 35 og 55. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende, den måde hun bevægede sig på, hendes mørkeblonde hår med grå stænk, det blomstrede tørklæde, der var bundet med en knude i nakken, de runde briller, hendes bluse og halvlange, farverige hippienederdel og de bare, solbrændte fødder i sandaler med rustikke læderremme. Der var noget ved hende, der gjorde hende anderledes og samtidig tiltrækkende.
Det forekom mig, at folk trak sig til side, da hun på en selvsikker og selvfølgelig måde banede sig vej mellem de mange mennesker uden at støde ind i nogen.
Pludseligt mødtes vores blikke, som om hun kendte mig og ville mig noget. Et eller andet sted vidste jeg godt, at det var indbildning, og at det var min egen usikkerhed og mit dårlige humør, der fik mig til at tillægge den slags tilfældigheder en særlig betydning. Hun havde jo kigget rundt i hele lokalet, og så hvilede hendes øjne et splitsekund helt tilfældigt på mig. Sådan var det selvfølgelig.
Alligevel følte jeg, at noget var forandret, som når solen pludseligt titter frem på en gråvejrsdag. Lokalet var blevet hyggeligere og mere indbydende, folk var venligere, og jeg havde en følelse af, at det nok skulle blive en god aften. Det gav mig en varm glæde at tænke på, at de øjne, jeg for lidt siden havde kigget ind i, stadig var i lokalet et eller andet sted – og at de måske i dette øjeblik kiggede på mig.
Jeg gik op til baren og købte en øl og fandt derefter en plads i nærheden af scenen, en lille forhøjning lavet af brædder. Der stod masser af udstyr, et keyboard, mikrofoner, blinkende forstærkere, trommesæt og store højtalere. Da gruppen lidt efter kom ind, blev der straks klappet og piftet. Jeg kunne høre, at der allerede var nogle blandt publikum, der havde drukket og måske røget lidt for meget, så stemningen var høj.
En fra gruppen begyndte at introducere det første nummer. Der var stadig højrøstet snak og piften foran, og så hører jeg lige bag mig et højt schh! Jeg vender mig forskrækket om – og der står hun.
– Undskyld, det var ikke dig, siger hun og lægger en hånd på min skulder. Der går en strøm af varme igennem mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare og smiler blot til hende. Heldigvis er introduktionen nu færdig, og Bifrost er i gang med det første nummer.
Så er der klapsalver. Lokalet bliver mere og mere tåget af tobaksrøg, og der kommer en krydret lugt fra en chillum, der går på omgang i en gruppe, der sidder på gulvet til venstre for mig. Deres ansigter lyser op, da de tænder en lighter for at varme hashklumperne på et stykke alufolie.
Det næste nummer er en gammel kending, Faldet. Teksten minder mig alt for tydeligt om min egen situation:
Nej der er ikke nemt
At være ude og glemt
Når man er faldet herned
Hvor man ikke mer´ ved
Om man er købt eller solgt
Jeg bliver revet ud af mine negative tanker, da en kvindestemme bag mig fletter sig ind i sangen, og jeg vender mig om. Det er hende. Hun smiler til mig, mens hun synger videre:
– Og man føler sig skabt … som en håbløs, fredløs, hjemløs … hjælpeløs fortabt…
Det er, som om hun forstår mine tanker, og mærkeligt nok føler jeg mig i det øjeblik hverken fortabt eller fremmed. Slet ikke, da hun i pausen lægger hånden på min skulder og spørger, om hun skal tage en øl med til mig. Det siger jeg ikke nej til, og lidt efter kommer hun med en Cola til sig selv og en øl til mig. Jeg siger tak og vil betale, men hun ryster på hovedet og siger, at det er hende der giver.
Hun spørger, om jeg kan lide musikken, om jeg lige er kommet til byen og om, hvad jeg laver. Jeg svarer på hendes spørgsmål, mens jeg kigger ind i hendes venlige øjne bag de runde briller. Jeg ser noget i dem, der gør mig glad og tryg, og som i det øjeblik giver mig lyst til at omfavne hele verden. Og så gør det ikke noget, at rynkerne omkring dem fortæller mig, at hun er tættere på de 50 end på 30 år, tværtimod.
Så fortsætter musikken med Hej Maria luk vinduet op. Jeg fornemmer, at hun nu står lige bag mig, og at vores kroppe næsten rører hinanden, mens hun synger med på ordene:
– Lad os komme ud nu, mens vi endnu kan gå. Lad os komme ud nu, vi har et liv vi skal nå …
Bagefter, da klapsalverne er ved at dø ud, fortæller hun mig, at det er Tom Lundén, ham på keyboardet, der har skrevet den.
– Jeg tror måske ikke helt, jeg fangede teksten, siger jeg.
– Du tænker for meget, du skal forstå musik med kroppen, du skal føle den!
Sådan fortsætter det. Efter hvert nummer læner hun sig ind mod mig, så hendes mund kommer helt tæt på mit øre, og hun fortæller mig kloge ting om teksterne og musikken. Jeg svarer, så godt jeg kan og mærker duften fra hendes hår. Nogle gange bliver jeg nødt til at bøje mig helt ind mod hende, for at vi kan høre hinanden, og nogle gange kan jeg mærke hendes små bryster mod min ryg. De er varme og bløde, og jeg kan mærke, at hun ikke bruger bh.
Sådan står vi, da vi hører de første taktfaste keyboardtoner og trommeslag, der indleder det næste nummer. Hun giver mig et klem med den hånd, der lige før lå på min hofte og nu har bevæget sig lidt ned, og så kommer ordene for fuldt drøn fra scenen:
– Det er morgen, og solen står op ….
Jeg ser på kroppene foran, der bevæger sig til musikken. En pige helt oppe ved scenen danser ekstatisk, så baller og bryster hopper ved hvert trin. Der er par, der giver hinanden tætte knus, og jeg ser lidenskabelige kys og hænder, der går på opdagelse.
Jeg ser det hele, og jeg mærker den berusende rytme og de forførende ord:
– Det er den bedste nat vi har haft … Jeg lugter stadig af din elskovssaft … og alt er godt, når du er her…
Det går lige i min krop. Hvor ville jeg gerne presse mit hoved ned i et vådt skød, være helt tæt på og mærke varmen og nærheden. Jeg kigger rundt i lokalet, kigger lige gennem jeans, sommerkjoler, nederdele og trusser og ser alle de fugtige, lokkende kusser, der er kilet ind mellem lækre pigelår. Jeg ser dem bevæge sig til rytmen, mens de spreder deres duftmolekyler til den luft, jeg indånder, og jeg suger ordene til mig:
– Denne nat har jeg sovet så tung som en sten … Man ligger så godt imellem dine ben, du er så go´…
Mit lem vokser og ligger forkert.
– Hvad tænker du på, siger hun. Du var helt væk - det er da sådan en sød sang, synes du ikke?
Jeg er så flov over mig selv og mine tanker, at jeg ikke kan svare. Publikum råber heldigvis på ekstranummer, snart spiller musikken igen, og med en hånd i bukselommen retter jeg diskret på det, der klemmer.
Da klapsalverne efter det sidste ekstranummer dør ud, og nogle begynder at bevæge sig mod udgangen, siger hun:
– Skal du noget i aften?
– Næh, Jeg skal bare hjem.
– Vil du ikke med hjem til mig? Så kan vi høre nogle plader og snakke musik.
Jeg takker ja til tilbuddet, jeg skal jo ikke noget, og jeg synes, hun er spændende og sød. Hun fortæller mig, at hun bor i en lille landsby et godt stykke uden for byen, men at hun nok skal køre mig tilbage igen.
Vi går ved siden af hinanden op ad gågaden. Det er mørkt, men stadig lunt, og jeg bærer min sweater over skuldrene. Så fører hun mig gennem en smøge, og vi kommer ud på en parkeringsplads, hvor hun finder sin lille røde Citroën 2CV med sort soltag. Jeg sætter mig ind på forsædet, der mest ligner en havestol med et tyndt betræk, og hun sætter sig ved rattet og får startet bilen. Hun beder mig åbne klapvinduet, så vi kan få lidt frisk luft, og så kører vi.
Jeg prøver at orientere mig, for at få en ide om, hvor vi er. Vi kører ud af byen gennem en masse vejkryds og drejer så til venstre ad en større landevej. Den lune duft af sensommer, korn og jord slår ind fra markerne, og lidt efter kommer der en kølig brise fra ådalen til venstre for os. Jeg kan næsten føle vejen gennem bilens tynde bund. Det kildrer i maven, når vi ruller op og ned ad bakkerne, og når vejen drejer, krænger bilen i de bløde fjedre. Det er, som om den lille bil, kvinden og landskabet er et, og at jeg selv har fået lov til at være en del af det. Det er dejligt. Jeg glemmer alt, føler en kærlighed til hele verden og en barnlig lethed og lykke, som jeg ikke har oplevet længe.
Vi snakker om arrangementet og musikken, og imens bemærker jeg, hvordan hendes solbrændte hånd håndterer paraplygearet. Hvordan den blidt kærtegner den glatte knop, hvordan den trækker den ud, drejer og skubber den ind igen, så stangen glider frem og tilbage i det rør, der fører ind i bilens varme krop. Det har hun prøvet før, tænker jeg, og jeg kan høre, at den franske motor spinder af velvære, hver gang hun med den største følsomhed får dens tandhjul til at gribe ind i hinanden og derefter kildrer den med en let fod på speederen.
– Du kigger. Har du ikke set sådan en gearstang før? spørger hun med et lille grin.
– Nej, jeg ved ikke så meget om biler, jeg har ikke kørekort endnu. Jeg forstår ikke, hvordan du kan finde ud af det.
– Det er ikke så svært, det er bare et spørgsmål om følelse. Jeg elsker den gearstang.
Jeg bliver lidt jaloux, men glemmer det hurtigt igen. Hun sagtner farten, og jeg kan se, at der kommer en sidevej i højre side. Da hun drejer, når jeg lige at læse skiltene i lyskeglen fra forlygterne, navnet på landsbyen og et vejnavn. Præstevejen, står der. Kort efter drejer vi til højre ad en grusvej, så bilen igen krænger over på en måde, der fortæller mig, at hun kender svinget. Lidt længere fremme er der en stor gård gemt bag høje træer. Bag gården kan jeg se et hvidt kirketårn mod aftenhimlen.
– Det er lige her, siger hun. – Jeg bor i den gamle præstegård.
Hun svinger ind på gårdspladsen og standser under et stort træ.
– Er du præst? spørger jeg forsigtig, da vi stiger ud.
– Nej, men jeg er faktisk organist og spiller i kirkerne hver søndag, og når der ellers er noget. Jeg underviser også i klaver og keyboard på musikskolen inde i byen.
Vi går ind, og jeg kigger rundt. Det er et stort, gammelt hus med mange rum. Vi står i bryggerset, og jeg kan se, at det er sat fint i stand på en måde, så alt det gamle er blevet bevaret. Der er bjælker i loftet og vinduer med små ruder. På gulvet er der klinker, og fyldningsdørene er malet smagfuldt, så de passer til alt det andet.
– Du skal ikke være bekymret, jeg er helt alene, siger hun så.
Fra bryggerset går vi ind i køkkenet og videre ind i en stue med klaver og masser af bøger og plader. Hun sætter sig i sofaen, og jeg sætter mig over for i en lænestol. Så spørger hun, om jeg vil have en whisky. Det er ikke lige det, jeg normalt drikker, men jeg siger ja tak. Hun går ud i køkkenet for at hente isterninger og skænker op i to glas. Jeg skal lige vænne mig til den røgede smag, men lader som ingenting.
Sådan sidder vi. Vi taler om musikken, vi lige har hørt, om teksterne og om, hvad musik gør ved os. Vi får en whisky mere, og hun fortæller lidt om sig selv. Jeg kan forstå, at hun har store børn, der er flyttet hjemmefra, og at hendes mand som så ofte før er ude at rejse. Da hun hælder den tredje whisky op, slår det mig, at hun jo nok ikke kan køre mig hjem i aften, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det.
Som aftenen skrider frem og alkoholen gør sin virkning, begynder de inderste og dybeste følelser at bevæge sig op mod overfladen. Sex, melankoli, den manglende selvfølelse, de sidste dages tristhed – alle de forvirrede tanker og følelser, der har ligget dybt dernede, finder vej ind i vores samtale.
Hun fortæller om musikken, og mit lem vokser, da hun betror mig, hvordan bestemte passager hos Mozart, Beethoven og Bach kan give hende samme følelse i kroppen som en orgasme. Jeg fortæller om det hul, jeg har været i den sidste tid, og hun fortæller, at der sker så meget med hendes sind og krop i øjeblikket, og at det fylder hende med angst. Vi lytter til plader, der passer til de følelser, som vi taler frem. Lou Reed, en klaverkoncert af Beethoven, Leonard Cohen og nogle af de numre med Bifrost, som vi hørte tidligere.
Flere gange taler hun om, hvor vigtigt det er at leve i nuet, om at vi nogle gange bliver nødt til at springe ud på det dybe vand og omfavne livet inden det er for sent.
– Kender du Höstvisa? spørger hun så. Jeg når ikke at svare, før hun finder en lille plade i reolen. – Den handler om alt det, og om at vi skal skynde os at elske, mens vi stadig kan.
Så lægger hun den på. Det er en kvinde, der synger:
Skynda dig älskade, skynda att älska,
dagarna mörknar minut för minut,
tänd våra ljus, det är nära till natten,
snart är den blommande sommarn slut.
Det er så smukt, og det rammer på et ømt sted. Vi sidder begge med blanke øjne og må tørre en tåre væk fra kinden, og det må være i det øjeblik hun siger, at vi måske skulle gå i seng, inden det bliver alt for sent.
– Jeg skal nok køre dig ind i morgen, siger hun. Nu skal jeg vise dig soveværelset.
Hun går foran gennem en gang, der fører ned i den anden ende af huset.
– Her, siger hun, da hun åbner døren og lader mig gå først. Det er et stort, lyst rum med en nyredt dobbeltseng. Der er masser af indbyggede skabe og en dør, der fører ind til et andet rum. Ved et af vinduerne er der et lille bord med en stak bøger og en læselampe.
– Det er her, vi skal sove. Er det ok for dig?
Alt står stille i det øjeblik. Hørte jeg rigtigt, eller er det igen de forvirrede følelser, som spiller mig et puds? Tanken om det umulige har strejfet mig flere gange i løbet af aftenen, at få lov til at se hendes nøgne krop, at gå i seng med hende. Men jeg har ikke turdet tænke den farlige tanke til ende – en stor dreng og en moden kvinde! Og nu spørger hun så, eller gør hun? Min krop fortæller mig, at svaret er ja, ja, ja, ja, det er det jeg vil.
– Badeværelset er derinde, siger hun og peger på døren. Tag du dig bare et bad, der ligger et rent håndklæde på bordet ved håndvasken. Så tager jeg et bad bagefter.
Jeg går ind på badeværelset, tager mit tøj af og tager et varmt brusebad. Da jeg er færdig og har tørret mig, tager jeg mine underbukser på igen i håb om, at de kan skjule mit forventningsfulde lem. Jeg træder ud og ser, at hun sidder og læser. Hun rejser sig, trækker sengetæppet til side og siger, at jeg bare kan lægge mig, og at hun kommer om lidt.
Jeg ligger under dynen og kan ikke lade være med at lytte. Kan høre, at hun tisser, tørrer sig og trækker ud i toilettet. Så hører jeg bruseren, en hårtørrer og derefter skuffer, der bliver åbnet og lukket igen. Jeg lader en hånd glide ned under dynen, mit lem stikker ud af underbukserne. Nu børster hun sit hår, mit hjerte hamrer, og så bliver døren åbnet på klem og hun stikker hovedet ud.
– Skal jeg tage tøj på, inden jeg kommer?
– Du skal ikke tage hensyn til mig, siger jeg. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, hvordan jeg kunne sige noget så dumt.
Døren går helt op, og der står hun. De kærlige øjne, den fugtige hud, halsens linjer, de spinkle skuldre, brysterne, den bløde mave, lårene og de smukke fødder. Alt det ser jeg, men det er kussen, der først fanger mit blik. Hendes smukke mørke trekant med den lige krøllede kant hen over maven – og spidsen, der peger ned mod det sted, hvor lårene mødes, og hvor den mere sparsomme hårvækst lader mig se lidt af revnen mellem de sammenpressede skamlæber.
Hun tænder de to sengelamper på væggen og slukker lyset i loftet. Jeg får et glimt af hendes numse, da hun vender sig om. Den ser lidt større ud nu, end da hun havde tøj på, men den er solbrændt og smuk, og under ballerne kan jeg se lidt af dusken og hendes køn. Hun må have gået nøgen rundt i den store præstegårdshave hele sommeren, tænker jeg.
– Den skal vi ikke bruge nu, siger hun, og trækker min dyne af og lægger den på gulvet sammen med sin egen. Idet hun bøjer sig, ser jeg, at hendes bryster falder frem og at tyngden trækker lidt i dem, så de får små rynker i toppen. Det ser sødt og dejligt ud.
– Og heller ikke dem her, hvisker hun og tager fat i mine underbukser og trækker dem af.
Min pik springer frem som en fjeder, og hun tager om den, som var det en blomst. Langsomt trækker hun forhuden tilbage og trykker kærligt sine læber mod det blottede hoved. Hun giver spidsen et lille kys, og så gør hun ting, som overgår alt, hvad jeg før har prøvet. Jeg mærker hendes mundhule, hendes tænder og tunge. Hun har fuld kontrol over min krop, som om hun kender hver en nervecelle og ved hvordan og hvornår, hun skal tænde og slukke dem. Jeg ligger og tager imod, kommer med små lyde, når hun er lige ved at skubbe mig ud over kanten; men så tager hun igen kontrollen, fjerner foden fra speederen for så et øjeblik efter at give mig en ny tur i rutsjebanen.
Der er ikke noget i denne verden, jeg hellere vil, end at være hendes lille 2CV – kontrolleret af hendes følsomme klaverfingre, hendes mund og tunge.
Sådan leger hun med mig, indtil hun retter sig op og lader den ene hånd glide ind under min pung, mens den anden hånds tommelfinger blidt kærtegner strengen bag min piks spændte hoved. Hun kigger kærligt på mig og siger: Nu er det din tur. Vis nu, at du også kan li’ min krop?
Hun bøjer sig ned over mig, så brysterne igen falder frem. Hun giver mig et kys, og mens vores tunger finder hinanden, lægger jeg mine hænder om hendes ryg og presser hendes bløde krop ind mod min. Jeg vender hende forsigtig om på ryggen, kysser hende på halsen, ser på linjerne i hendes hud og lægger mærke til, hvor smukt den er modnet af årene. Hun har lukket øjnene, ser jeg, og mit blik bevæger sig ugenert ned over den nøgne krop. Brysterne ligger som flade, bløde puder med mørkebrune brystvorter, der stritter lige op. Længere nede ser jeg navlens fordybning og maven med bløde folder og hvide strækmærker i den solbrændte hud. Alderen og graviditeterne har gjort det hele så smukt. Jeg lader blikket vandre videre til det ubegribelige – den mørke, krusede bevoksning, der dækker venusbjerget og kussen. Jeg kan lide det hele, og jeg vil vise det. Jeg vil smage hver kvadratcentimeter af hendes krop.
Jeg bøjer mig ned og kysser hendes bryster, og et urinstinkt får mig til at tage den brune vorte i munden. Den er hård, jeg klemmer lidt til med læberne og presser samtidig mit ansigt ind i det bløde, varme bryst. Forvirrede billeder og tanker bevæger sig igen gennem mit hoved. En feltherre, der gør sig klar til at indtage et nyt, vidunderligt land og i næste øjeblik en dreng, der finder tryghed ved et varmt, modent kvindebryst.
Hun sukker af velvære, når jeg bider forsigtigt og lader min tunge lege med vorten. Mine kys bevæger sig snart ned over hendes krop. Jeg borer tungen ind i navlens lille revne og bevæger mig ned til maven og videre til den runde, hårde musling, der er dækket af de krusede hår. Jeg lægger forsigtigt min nysgerrige hånd på den, så de stive hår fjedrer mod min håndflade. Så fører jeg langsomt hånden hen over skambenet og længere ned, hvor der er blødt – og fugtigt.
Det er der, jeg skal være. Jeg kravler ned i fodenden af sengen og spreder hendes ben og stirrer skamløst på hendes kusse.
– Du er så ung og skøn, hvisker hun, idet hun lukker øjnene op og møder mit nysgerrige og lystfyldte blik. – Vil du se det hele?
I samme øjeblik tager hun med begge hænder fat om sine lår, trækker dem op og åbner dem og giver mig frit udsyn til den fugtige kløft, der strækker sig fra venusbjergets mørke trekant og videre ned over de adskilte skamlæber med det lyserøde svælg til mellemkødet, røvhullet og sprækken mellem ballerne. Jeg er overvældet af lyst, liderlighed og taknemmelighed, fordi hun så gavmildt viser mig sine intime åbninger.
Hun ser så sødt og kærligt på mig, at jeg rødmer, men liderligheden vinder over min generthed, og i næste øjeblik lader jeg mit hoved synke ned mellem hendes åbne lår. Jeg presser tungen mod stjernens rynkede ring og med hænderne åbner jeg kussen og indsnuser dens duft. Jeg kan lugte sæben fra badet, men det er den hidsende duft fra kussen og numsen, der tænder mig. Styret af min lyst kryber jeg op og lægger mig mellem hendes ben. Hun tager om min rejste pik og fører den ind, hvor der er blødt og varmt. Det er, som om vores sarte hinder griber fat i hinanden og yder modstand. Hun ømmer sig, skubber mig ud igen og tager så om pikkens skaft med den ene hånd og fører dens hoved rundt i kussens fugtighed, mens hun med den anden hånd åbner revnen, så hår og folder ikke kommer i klemme.
– Jeg flyder over nu, hvisker hun. – Jeg er klar.
Hun leder atter min pik ind i den bløde åbning. Hendes skød er vådt og glat og hun lægger hænderne på mine baller og presser mig helt, helt op i skeden.
– Bliv liggende … ja, lige der, siger hun. – Du rører min livmodermund, det er så dejligt.
Sådan ligger vi lidt, trygt og godt som én krop, men snart kan jeg ikke styre min ophidselse. Hun trækker igen lårene helt op og min pik bevæger sig som et velsmurt stempel i hendes skede, mens vi begge hører de fugtige lyde.
– Sig, når du kommer, hvisker hun.
– Ja…, når jeg lige at få sagt, inden jeg må overgive mig til forløsningen. – Jeg tror, jeg kommer nu, elskede.
Mit underliv trækker sig sammen, og al glæde, ømhed og vellyst bliver koncentreret i det øjeblik, hvor jeg sprøjter min varme sæd op i hende.
Lidt efter trækker jeg mig ud og lægger mig ved siden af hende. Vi kysser og snakker og vores frække, nysgerrige hænder går snart på opdagelse igen.
– Det er så lang tid siden, jeg har fået orgasme sammen med en mand, siger hun lige pludseligt.
– Kom du nu? spørger jeg stolt.
– Nej, siger hun, og stryger mig over panden, men det er ikke din skyld.
– Kan jeg gøre noget for dig?
– Synes du, det er frastødende, hvis jeg hjælper mig selv? Du skal bare være ærlig og sige, hvad du mener.
– Nej, det er ikke frastødende, siger jeg, uden helt at vide, hvad hun tænker på.
– Du er så sød, jeg vil så gerne kigge på dig, når jeg kommer.
I det samme kravler hun op og sætter sig med spredte ben over min mave. Hun skubber numsen lidt tilbage, så min pik lægger sig mellem de opsvulmede skamlæber som en pølse i et brød. Så ser jeg, hvordan hun med fingrene forsigtigt spreder sine folder, trækker op i forhuden og finder sin klit. Det er så ophidsende, hun kigger på mig, fastholder mit blik, og jeg griber om hendes baller, støtter hende i rytmen og ekstasen og presser forsigtigt en finger ind i hendes stjerne. Hun stønner og klynker og hendes bryster danser over mig. Hver en fiber i hendes krop er spændt, hun læner sig tilbage som en flitsbue og skyder kussen frem, så jeg kigger lige ind i dens dragende åbning, og i samme øjeblik trækker hendes ringmuskel sig sammen om min finger.
Lidt efter falder hun ned over mig og presser et koldt kys mod mine læber. Sådan ligger vi lidt, inden hun giver mig endnu en udløsning, og vi falder i søvn, hånd i hånd.
Næste morgen vågner jeg alene i sengen. Jeg står op, kigger ud ad vinduet, der vender mod den store have. Det er overskyet og vinden får trækronerne til at bevæge sig. Jeg går på badeværelset, tager tøj på og finder køkkenet. Det dufter af kaffe og lune boller, og morgenbordet er dækket. Hun siger hej og spørger, om jeg har sovet godt. Det har jeg, siger jeg, og prøver at skjule min usikkerhed.
Da vi sidder ved bordet, snakker vi om løst og fast, mens vi begge tænker på noget andet.
– Jeg skal nok køre dig hjem, siger hun så.
Lidt senere nærmer vi os byen i den røde 2CV. På begge sider af indfaldsvejen er der virksomheder med grimme flag og snart begynder grillbarerne, benzinstationerne og solcentrene. Der er et gråt, melankolsk formiddagslys over det hele, synes jeg.
– Hvad var det nu, den hed, den svenske plade som vi hørte? spørger jeg.
– Höstvisa. Den er med en finsk gruppe, der hedder Cumulus.
Jeg kigger på hende, mens hun kører. Hendes søde profil, rynkerne ved øjnene, tørklædet – det samme, som da jeg så hende første gang i går. Jeg kommer til at savne hende, tænker jeg.
– Du må gerne sætte mig af her, siger jeg så. Lidt længere fremme er der en Kvickly.
– Skal jeg ikke kører dig helt hjem?
– Nej det er ikke nødvendigt, jeg skal lige ind og købe nogle ting.
Hun bremser og kører ind på Kvicklys parkeringsplads. Der er dråber på forruden, og da vi stiger ud, mærker jeg den kølige, fugtige vind mod mit ansigt. Vi skutter os lidt og slår så armene om hinanden i et langt knus. Jeg suger for sidste gang duften af hendes hår til mig. Vi står lidt sådan, i min øjenkrog er der en tåre på vej. Jeg kan se, at hendes øjne også er blanke og fugtige, måske er det bare vinden?
– Tror du vi ser hinanden igen? Spørger hun. Kig ind på musikskolen en dag, så kan du finde mig, siger hun så. Hun lægger hænderne på mine skuldre. Kom godt hjem.
– Tak, vi ses, siger jeg.
Hun stiger ind i bilen og smækker døren. Jeg kigger rundt og ser, at vi er alene på parkeringspladsen. Det regner.
Jeg husker, at jeg stod lidt og kiggede efter bilen, da hun kørte. Min sweater var ved at blive våd, og jeg gik hen til grillbaren, der lå lidt længere henne. Jeg bestilte to ristede og en Cola og satte mig ved et lille rundt bord tæt ved vinduet. Over for mig ind mod væggen sad der en ung pige på min egen alder og længere inde en ældre mand, der røg en cigaret, mens han læste BT. Pigen havde taget en seddel op fra sin taske og læste en eller anden besked. Hun læste den flere gange, kunne jeg se. Så foldede hun den omhyggeligt sammen, kiggede på sit ur og derefter ud på den våde vejbane, hvor bilerne kørte forbi.
Jeg har lige horet i en præstegård, tænkte jeg. Dyppet min pik i en våd, moden kusse, mærket dens duft og haft mine fingre oppe i røvhullet. Åh, jeg har horet så dejligt. Jeg smagte på alle ordene, mens jeg spiste – nej, det fungerede ikke. Det var ikke sådan, det var. Slet ikke. Hun havde været så god ved mig og delt sin krop med mig. Vi var bare to sårbare mennesker, der havde givet hinanden nydelse, glæde og ømhed. Var det en slags kærlighed?
Så kiggede jeg på pigen. Hun så sød ud. Hvad ville hun mon tænke, hvis hun vidste, hvad jeg lige havde lavet? Jeg var ligeglad. Verden er åben og fyldt med muligheder, prøvede jeg at sige til mig selv.
En måned senere var jeg flyttet til en anden by, hvor jeg startede på en ny uddannelse. Kvinden med 2CV’en så jeg aldrig mere. Men når jeg er i Jylland, og det passer sig, lægger vejen om den lille landsby med præstegården. Sidst jeg var forbi, så jeg en trampolin og et gyngestativ godt gemt bag træerne i den store have. Det må være unge mennesker, der er flyttet ind nu.
I min reol mellem de gamle LP’er er der en lille single, Höstvisa, med det finske band Cumulus. Jeg købte den i efteråret 1979.
Erotiske noveller skrevet af Allerslyst