Kalenderen sagde 31. oktober. Halloween. Rundt i den indre del af Københavns gader vandrede grupper af små prinsesser, ninjaer og superhelte. I døre og vinduer stod lysende græskar med hysteriske grin, og den herlige lyd af børnelatter kunne høres i hele den del af Indre By, som Alfred ivrigt spadserede gennem på udkig efter slik.
Han var meget hurtig af sig, sine små ben taget i betragtning. Men han havde jo spist sukker siden klokken fem. Det var sent nu, og Mads havde svært ved at følge med. Da hans søster og hendes kæreste havde været splittet mellem at tage til en Halloweenfest med vennerne eller at tage deres søn med ud og “trick-or-treate”, som de kaldte det, var Mads sprunget til som den gode onkel, han nu engang forsøgte på at være.
Mads var 19 år og havde aldrig selv “trick-or-treatet”. Da han var barn, raslede man til fastelavn, og det var det. For ham lugtede den nye højtid mistænkelig meget af en undskyldning for legetøjsbutikkerne til at sælge kostumer til børn. Men når Mads så ned på sin lille nevøs grinende ansigt, kunne han ikke lade være med at trække på skuldrene og nyde det.
Den 6-årige Iron Man gik fra dør til dør og ringede på. Hver gang de åbnede han, skreg han “slik eller ballade!” Det var gudskelov ikke så amerikaniseret endnu, at den lille dreng tiltalte engelsk. Mads fulgte bag ham og smilede enten høfligt eller akavet til de andre forældre, mens han sørgede for, at ingen labaner skulle finde på at kidnappe hans lille nevø.
Selv var han klædt i en stor, orange gulerodsdragt. Han havde taget en plastikkrone på hovedet og en hermelinskåbe om skuldrene. Kong Gulerod, kaldte han sig selv. Han synes selv, at det havde været en vildt grinagtig idé, men Malene, søsteren, havde rystet på hovedet ad ham.
Selvfølgelig ville Mads gerne have været til Halloweenfest med sin vennegruppe. Det blev holdt inde på studiet, og Emma ville være der. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere, når han tænkte på hende. Han havde altid været for genert til at tale med hende, men hvis de nu mødtes til en fest og havde drukket lidt inden da, ville det måske være nemmere? Hun plejede altid at rødme, når de fik øjenkontakt, hvilket kun fik ham selv til at rødme endnu mere. Men det var trods alt vigtigere, at Alfred fik en god Halloween. Det var hans første gang ude at trick-or-treate.
Mads blev revet ud af sine tanker i tide nok til at kaste sig frem og trække Alfred væk fra cykelstien, inden en mountainbike kunne nå at pløje ham ned. Hjertet sad helt oppe i Mads´ hals.
"Hey! Se dig for!" råbte han efter cykelrytteren, der allerede var over alle bjerge.
Mads knugede Alfred ind til. Hvis hans hjerte havde hamret før, var det praktisk talt ved at eksplodere nu.
"Onkel Mads - hvad er der?" spurgte den lille, rød-gyldne robot.
"Ikke noget. Bare… bare vær forsigtig, okay?" Han hvilede sine hænder på Alfreds skuldre. Han talte med en blød stemme. "Det her er altså en cykelsti. Det kan gå rigtig galt, hvis du ikke ser dig til højre og venstre, inden du krydser vejen. Hører du?"
"Ja… Undskyld, Onkel Mads. Jeg skal nok se mig for næste gang."
Den lille dreng lød meget ked af det, men Mads gav ham et kram. Der var trods alt ikke sket noget.
Lige så snart han havde trukket sig tilbage og rejst sig op fra asfalten, hørte han en ukendt stemme bag sig.
"Mads Teis Petersen, cpr-nr.: 130401-6351. Er det dig?"
Han vendte sig forvirret om og så en pige på omtrent hans egen alder med et clipboard i hænderne. Hun var iklædt en stor, sort middelalderrustning og så ikke ud til at være i følgeskab af nogle børn.
Mads hævede sit ene øjenbryn. "Øh, ja, hvem er du? Hvordan kender du mit"
"Godt. Du dør om…" Hun så ned på et armbåndsur, der var spændt omkring rustningens handske. "... 30 sekunder. Jeg er her for at hente din sjæl, men jeg var nødt til at sikre mig, at du er den rigtige person."
"Øh, ahva´? Dør? Er det her en joke?"
"Det er ikke en joke. Din tid er inde. Du er en af de få heldige, der får mulighed for kende tidspunktet for sin egen død. Jeg foreslår, at du bruger den på at sige farvel til din nevø."
Mads anede ikke, hvad der foregik. Koldsved drev ned ad hans ryg. Han mærkede Alfred trække i sit gulerodskostume.
"H-hvad siger damen? S-skal du dø?"
"Nej," svarede Mads hurtigt og bestemt. "Det er vist bare en skør dame, som prøver at være morsom."
I det samme lød et højt, bragende knæk bag ham, og han snurrede hovedet rundt som en hvirvelvind. Træstolpen, der opretholdt stilladset, der var bygget op ad en af husgavlerne i bybilledet, var knækket under sin egen vægt. Snart knagede og bragede hele molevitten, og før Mads vidste af det, var stilladset ved at falde ned over ham.
Han trak Alfred ind til sig for at afskærme hans lille krop. Han klemte øjnene sammen og ventede på ikke at skulle vente længere.
Men han ventede stadig. Snart åbnede han sine øjne. Overalt omkring ham og lille Alfred lå støv og murbrokker. Jernstænger fra stilladset. Ødelagte fliser. Ved et mirakel havde de stået netop på et punkt, hvor de, når stilladset braste sammen, blev fanget i et af de bitte små mellemrum mellem stilladsets søjler.
Alle hårene på Mads´ krop havde rejst sig op. Alfred græd. Mads, der mærkede adrenalin pumpe gennem sin krop, knugede sin lille nevø ind til sig og klatrede ud mellem stykkerne af det sammenfaldende stillads. Han havde det som om, at han burde være død. Men han havde det også som om, at han var udødelig. Han havde lyst til at løbe et maraton. Slås mod en bjørn. Knække et jernrør med sine bare næver. Give Emma et stort, vådt kys. Verden kunne bare komme an, kunne den!
Pludselig stod den samme pige med clipboarded ved siden af ham. Hun virkede usandsynligt ligeglad. Faktisk virkede hun en smule irriteret.
"Dig…" hviskede Mads. Han så på hende, som om hun var en alien. Det kunne kun lige så godt have været.
"Hvordan vidste du "
"Det giver ikke nogen mening, det her!" afbrød hun. Hun trak Mads tættere på sig, så han kunne læse, hvad der stod på hendes clipboard.
"Her, se, læs selv manuskriptet."
Hun rakte Mads sit clipboard, og han begyndte at læse...
-
Mads er forvirret.
Alfred trækker i hans kostume.
Alfred:
Hvad siger damen? Skal du dø?
Mads:
Nej. Det er vist bare en skør dame, som prøver at være morsom.
Et brag kan høres, og stilladset på en bygning i nærheden falder ned over Mads og Alfred. Mads beskytter sin nevø med sin krop, men knuses selv under murstenene. Han dør på stedet.
Alfred græder. Sirener kan høres i det fjerne.
-
Mads hørte i det samme ambulancesirener nærme sig. Overalt omkring dem kom forskrækkede mennesker løbende, og snart havde de lukket sig i en tæt ring omkring dem. Alle ville se, hvad der var sket og sikre, at de var okay.
Det var de, og da ambulancefolkene havde tjekket dem efter, lod de dem gå. Mads havde ikke kunne fjerne sine øjne fra den sære dødsengel med clipboarded, som stod og ventede på, at hun igen kunne komme til at tale med Mads.
Da de endelig fik fred, bad pigen ham om at underskrive en formular. Formularen sagde noget i retning af, at han var den, som han sagde, at han var, og at han, på trods af at han ikke skulle dø denne aften, var indforstået med, at han stadig skulle dø på et senere tidspunkt.
“Det her er altså ret pinligt for mig,” tilstod hun. Hun virkede akavet. “Det er aldrig sket før. De, der skal dø, dør altid. Der må være gået et eller andet galt i HR.”
“HR? H-hvad mener du? Hvad er du?”
Hun trak på skuldrene. Hun havde ligbleg, askegrå hud og langt, sølvhvidt hår som en ældre kvindes, men hendes ansigt var purungt. Hendes pupiller var kulsorte, ligesom hendes rustning, og hun lod til at have en overdrevet fascination af sort eyeliner. Jo mere Mads kiggede på hende, desto klarere blev det, at hun ikke var menneskelig. Pladerustningen, hun bar, lignede noget fra middelalderen og fik hende til virke enormt bredskuldret. Hun begyndte at vende sig om for at gå i den anden retning.
“Det skal du ikke bekymre dig om, Mads. Jeg må se at komme tilbage, inden ”
I det øjeblik hun trådte ud på cykelstien, blev hun ramt af en mountainbike. Cyklen snurrede gennem luften, cyklisten fulgte med, og pigen i rustningen blev væltet omkuld. Mest iøjnefaldende var dog det faktum, at hendes hoved røg af.
Mads og Alfred så skrækslagne til.
Pigens hoved fløj gennem luften, inden det landede på vejen med et smask og rullede over asfalten. Eftersom området var forholdsvist bakket, blev det ved med at rulle. Mads var for lammet af situationens uvirkelighed til at reagere, men da han mærkede Alfreds fingre klemme om sin hånd, vidste han, at han var nødt til at gøre noget.
Så han løb efter hovedet.
Oh my god, oh my god, oh my god, oh my god. Det her var jo psykopatklamt! Han samlede varsomt hovedet op, forsigtig med ikke at få blod på sig, indtil han opdagede, at der slet ikke var noget blod. Faktisk var øjnene pressede sammen, og de åbnedes, da han endelig holdt hovedet i sine hænder.
Mads skreg og gav slip. Hovedet faldt ned på fortovet, hvor det udstødte et skingert “av!”
Hans bryst hævede og sænkede sig. Han var nødt til at komme væk. Det her var ikke normalt. Det her var slet ikke normalt!
“Mads. Mads! Se på mig.”
Han så ned på hovedet. Det lå sidelæns på fortovet og så på ham med sine store, sorte øjne. Hun så ud som om hun var vred men forsøgte at holde sig i ro. Hun lignede lidt en skolelærer, der var ved at flegne fuldstændigt ud på sine elever.
“Jeg forstår godt, at det her er mærkeligt for dig. Men lige nu er du nødt til at slå koldt vand i blodet og finde min krop. Tag mit hoved med.”
“D-du… du kan tale! Du LEVER!?!”
“Ja. Skriv en bog om det. Saml mit hoved op og skynd dig tilbage til min krop, inden hun løber sin vej.”
“Inden… hva’?”
“Nu!”
Mads kom på benene. Han tog pigens hoved under armen og satte kurs tilbage til cykelstien. Fuck, hvad tænkte folk, når de så ham løbe rundt med hovedet? Åbenbart ikke noget. De mennesker, han løb forbi, så ikke ud til at være specielt overraskede over at se en ung mand med et afhugget kvindehoved, som om han var en ubådspsykopat i en skrigorange gulderodsdragt. Men det var jo også Halloween.
Det gik op for ham, at han havde efterladt Alfred. Hvis ikke Mads var død, inden aftenen var omme, ville Malene med hundrede procents sandsynlighed flå ham levende. Heldigvis var Alfred der stadig, da han kom tilbage. Han sad på en bænk og daskede sine fødder frem og tilbage, som om han kedede sig. Den dreng… Han så straks op, da hans onkel kom farende med hovedet i sine arme.
“Wow! Du fandt hendes hoved! Sejt! Må jeg røre det?!”
Inden Mads kunne nå at sige nej, begyndte hovedet at tale til hans nevø.
“Lille dreng; så du, hvad der blev af min krop?”
Alfred pegede i den ene retning. Mads drejede sig selv og hovedet i samme retning. Kroppen var forsvundet, ligesom cykelrytteren.
“Siger du, at din krop… kan bevæge sig, uden at dit hoved er fastgjort til den…?”
“Er det virkelig det, der overrasker dig mest ved denne aften?”
“Nej, det er det vel ikke.”
“Nå? Hvad venter du så på? Følg efter min krop. Den har mine papirer. Har du nogen anelse om, hvad der vil ske, hvis de falder i de forkerte hænder? Folk vil kunne læse om deres egen død.”
Mads stod helt stille. Hans ben var som stive søjler gravet ned i jorden.
“Nej. Det her er simpelthen for mærkeligt nu. Jeg har brug for en time-out.”
“Der er ikke tid til time-outs! Jo længere væk jeg kommer fra min krop, desto sværere har jeg ved at styre den. Hvis vi kommer længere væk fra hinanden, vil jeg ikke engang kunne føle, hvor den er.”
“To sekunder. Jeg har bare ét spørgsmål: what the fuck? Du er et hoved!”
Hun sukkede, som om Mads var den største idiot i verden. Han mente nu, at hans frustration var vel berettiget.
“Okay, fint: jeg er en af dem, der høster de dødes sjæle. Manden med leen, valkyrie, Thanatos, Santa Muerte, Shinigami... Whatever! Jeg er en hovedløs rytter. Men jeg har ikke tid til at svare på dine spørgsmål lige nu. Jeg har brug for din hjælp.”
Mads vidste ikke, hvad han skulle sige. Men det behøvede han ikke.
“Onkel Mads, vi er nødt til at hjælpe damen med at finde sin krop,” peb lille Alfred. Han havde skubbet robotmasken op i panden og så op på sin onkel med store, oprigtige øjne.
Mads lagde hovedet fra sig på bænken og satte sig på hug ved sin nevø.
“Alfred... Vi var meget tæt på at komme ud for en meget slem ulykke lige før. Jeg vil ikke risikere, at der sker noget med dig igen. Vi er nødt til at… Vi er nødt til at ringe til politiet og fortælle dem, at vi har fundet et… et talende hoved.”
“Held og lykke med det,” lød det fra hovedet på bænken, hvor han havde lagt det. “Du får nok snarere en tur i den lukkede. Og så du skal nok ikke regne med at se din nevø igen.”
Hun var virkelig en irriterende, bedrevidende og på alle måder bitchy, lille knold. Men hun havde ret… De kunne ikke ringe til politiet.
“Vi finder vores cykler. Din krop kan ikke være nået langt til fods. Nogen må have set en hovedløs rytter komme gående. Måske er den endda blevet tilbageholdt.”
“Det tror jeg ikke, du skal du ikke regne med,” svarede hovedet arrogant. “Det er Halloween. Alle er udklædte.”
Mads så sig omkring. Alle vegne gik mennesker med åbne sår i deres ansigter, økser i deres halse og zombier med alverdens hæslige udslæt. Han huskede, hvordan han selv kort forinden var løbet gennem en menneskemængde med et afhugget hoved i sin favn. En hovedløs rytter ville nok ikke få svært ved at passe ind.
*****
Mads hjulede afsted med hovedet i sin cykelkurv. Han havde forret kurven til med sin hermelinskåbe, så hun kunne ligge en smule mere behageligt. Han havde desuden forsøgt at dække hende til, så folk ikke skulle se ham køre rundt med et afsavet kvindehoved. Det ville blive kønt at forklare.
Alfred havde fået lov til at holde resten af Halloweenaften hjemme hos sine bedsteforældre. Da han havde fortalt, at de næsten havde fået et stillads ned over dem, var Mads’ mor begyndt at græde, men han forsikrede hende og sin far om, at både han og deres barnebarn var uskadte. Her havde han smidt sit fjollede gulerodskostume og var trukket i sin almindelige tøj. Hans forældre havde været meget oprevede, da han sagde, at han skulle afsted igen uden helt at kunne forklare hvorfor, men han havde et hoved i sin cykelkurv, som ikke holdt sig tilbage fra at hundse med ham.
"Vi er på rette vej," sagde hun. Mads havde forsøgt at placere hovedet således, at hun kunne se lige frem, når de kørte.
De kørte ned ad en sidegade. Berusede mennesker væltede ud af de omkringliggende barer i deres Halloweenkostumer. Der var en god stemning, og Mads havde efterhånden vendt sig til, hvad der foregik, og han var nu en anelse mere afslappet.
"Så… Hvad hedder du egentlig?"
"Mig? Jeg har ikke et navn ligesom dig. Mit navn er lyden af den sidste udånding fra et menneskes læber, og jeg er der altid inden, de kalder på mig."
"Nå, øh, så ved jeg bare ikke, hvad jeg skal kalde dig. Hvad kalder dine venner dig?"
Hovedet blev tavst i et stykke tid.
"Det, jeg laver, er ikke rigtig noget, hvor man, øh… Jeg har ikke nogen…"
Mads følte straks medlidenhed for det lille hoved. Måske skyldtes det også, at hun var komplet hjælpeløs.
"Jeg vil gerne være din ven,” tilbød han.
"Når jeg har fundet min krop, ser du mig aldrig igen. Eller… måske gør du. Enten mig eller en anden hovedløs rytter. Det skal ske for alle mennesker på et tidspunkt."
"Nå, men der går sikkert stadig noget tid, inden vi finder resten af dig. Det er godt nok for mig. Vi kan være venner indtil da, ikke?"
Hun udstødte en latter, men det var ikke en behagelig lyd. Det fik blodet i Mads’ åre til at isne.
"Vil du virkelig være venner med den person, der kom for at høste din sjæl?"
"Jeg ved ikke meget om jeres organisation, men I kan ikke være meget værre end Skat."
"Skat? Hvem er det?"
"Det skal du ikke bekymre dig om," svarede han drillende. Han imiterede det kølige svar, han havde fået tidligere på aftenen.
Hun sukkede.
"Undskyld at jeg var uhøflig før. Jeg er ikke vant til at tale med mennesker, og det her har været en meget stressende aften for mig."
"Nå, jeg troede bare, det var mig."
"Jeg er den værste hovedløse rytter ever . Jeg har gjort det her i over 200 år, og jeg har stadig hverken min egen helhest eller min egen le. Og nu er min krop blevet væk."
"Hey, det er da ikke noget at tabe hovedet over!"
"Jeg værdsætter ikke dine jokes. Mine forældre slår mig ihjel."
Mads kom til at tænke på sine egne forældre. På sin storesøster. Hvad ville hun sige, når hun lærte, at Alfred næsten var blevet klappet flad som en pandekage? Han var virkelig på røven. Han studsede dog over det, hun sagde.
"Vent. Dine forældre? Har du en mor og en far?"
"Troede du, at jeg var opstået ud af ingenting?"
"Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet. Du dukkede bare op og sagde, at jeg skulle dø. Du kunne i det mindste have købt mig en drink først."
"Du skal stadigvæk dø på et tidspunkt. Det skal alle mennesker. Din tid er bare uvis indtil videre."
"Du forstår sandelig at lysne min aften."
Efterfølgende var de stille i lang tid. De fulgte en lang, lige vej. Det overraskede Mads, hvor langt kroppen var nået på egen hånd, men han havde jo været hjemme hos sine forældre for at aflevere Alfred. Det havde taget en del tid, fordi hans mor havde været så oprevet.
På et tidspunkt bemærkede han, at hovedet i hans cykelkurv havde lavet mærkelig lyde i et stykke tid. Der gik ikke længe inden det gik op for ham, at hun græd. Han bremsede sin cykel.
"Hey, så så. Bare rolig. Vi skal nok finde din krop. Så svært kan det ikke være at finde en stor, sort rustning, vel?"
Han samlede hovedet op. Det var lidt mærkeligt for ham at holde hende på den måde, men han gjorde sit bedste for at tørre tårerne ad hendes kinder med sit ærme.
"Tak, Mads. Det er virkelig sødt af dig. Men det er ikke det. Hvor end min krop er, kan jeg mærke, at der er nogen, der har hældt øl ned i min hals. Det skvulper! Og jeg tør slet ikke lide tænke på, hvad ellers der sker med hende."
"Øh, hun kan vel passe på sig selv?"
Mads var ikke klar over, at den lille dødsengel så sin krop som sin egen person.
"Du forstår ikke. Min hjerne er i mit hoved. Jeg er i stand til at handle og tænke rationelt. Træffe gode og dårlige beslutninger. For eksempel: det her er smart, det her er knapt så smart. Men min krop? Hun har ikke den samme rationaliseringsevne. Hun er drevet af sin egen lyst. Af sit hjerte. Hun gør bare det, hun vil - uden at tænke på konsekvenserne."
Mads forstod stadig ikke helt, hvad hun mente, men han kunne tyde på hendes stemme, at det var alvorligt. Hvis hendes krop kunne tage øl indenbords, hvem vidste så, hvad folk ellers kunne finde på at proppe i hende? Så snart tanken strejfede hans sind, kunne han høre, hvor perverst det lød. Men så gik det op for ham, at det nok netop var dét, hun talte om.
"Mener du, at nogen skulle finde på at… du ved… dyrke sex med din krop? Mens den ikke har noget hoved?"
"Hva´? Hvad i alverden snakker du om?" Hun virkede først fornærmet, men så fik hun et chokeret udtryk i ansigtet. Hendes kinder blev lyserøde. “Hvem skulle finde på den slags? At have sex med en hovedløs krop?”
“Jeg tror, du overvurderer mænds kræsenhed.”
"Oh my god! Vi er nødt til at skynde os! Hurtigt!"
Mads lagde hovedet tilbage i sin cykelkurv og hjulede straks videre i fuld fart.
*****
"Min krop er i bevægelse," havde hun sagt fra sin plads i hans cykelkurv. Og ganske rigtigt. På en natklub i yderkanten af Christianshavn fandt de hendes krop midt på dansegulvet. Musikken overdøvede stort set alt andet, men det lykkedes dem at udpege kroppen. Mange af natklubbens andre gæster var også klædt ud, men det lykkedes.
"Din krop har da nogle temmelig vilde dance moves."
"Hvad min krop har er en forbandet tendens til at modsætte sig min vilje og stikke af, når jeg mangler den."
De fortsatte i retning af hendes krop. Mads var nødt til at skubbe og danse tango for at komme igennem menneskemyldret. Han holdt hovedet tæt ind til sig for ikke at tabe det. På et tidspunkt, da han ikke anede, hvor han var, løftede hovedet op i vejret, så hun kunne spejde for dem. Der! Mads bevægede sig gennem en stor gruppe danseglade mennesker.
"Har du egentlig overvejet, hvorfor din krop ikke gør, som du siger?"
"Fordi hun er løssluppen, forræderisk legemsdel uden selvkontrol, ansvarsforståelse eller evnen til at tænke fremadrettet. Det fortalte jeg dig før."
"Men måske skulle du begynde at lytte mere til din krop? Stole mere på dit hjerte?"
Det gik op for Mads, at han nok talte mest til sig selv. Stol på dit hjerte. Var grunden til, at han aldrig havde turde tale med Emma, fordi han vitterligt var bange? Fordi han levede oppe i sit eget hoved og ikke stolede på sig selv, som han burde?
Da de nåede op til den hovedløse rytters krop, listede Mads sig om bag hende. Han vidste ikke, om han var nødt til at liste, men han ville ikke risikere, at den dansende, hovedløse rustning skulle stikke af, når de var så tæt på.
"Kom nu," sagde hovedet i hans favn. "Sæt mit hoved på min krop, så jeg kan få kontrollen over mig selv igen."
Han tog om dødsenglens hoved og placerede det akavet i det hul, der var i rustningen halsåbning mellem de to tunge skulderpanser.
Så snart de to kropsdele blev forbundet, stoppede hendes krop med at danse, og hun skruede sit hoved ordentligt på. Hun nikkede i retning ad udgangen og begyndte at gå. Det var væsentligt nemmere for hende at komme igennem menneskemyldret, fordi panseret gjorde hende til en kampvogn på to ben. Mads fulgte med. Han syntes, at det var lidt synd for kroppen, at den ikke længere måtte danse. Den havde set så glad og ubekymret ud.
Fyren i vampyrkostumet, som kroppen havde danset med forinden, vandt prisen for det mærkeligste ansigtsudtryk den aften.
*****
Hun så sine ting igennem. De stod i den lille, snavsede baggård bag diskuteret. Hun havde havde stadig sit clipboard, og hun sukkede i lettelse, da hun opdagede, at alle papirerne var i orden.
Da hun havde fået styr på sine ting, begyndte det langsomt at gå op for Mads, at deres eventyr var nået til vejs ende. De havde fundet det, de kom efter, og nu var det på tide at sige farvel.
Hun lod til at være kommet til samme konklusion. De stod lidt akavede over for hinanden uden helt at vide, hvad de skulle sige.
"Nå… det var så det."
"Ja… det var det vel," svarede hun. Endelig så hun på ham. "Tak skal du have, Mads... Jeg vil aldrig glemme din indsats."
"Jeg er bare glad for at kunne hjælpe," svarede han med et høfligt, lidt usikkert smil. Han kløede sig i baghovedet.
Hun lænede sig fremad, og det gik op for ham, at hun havde tænkt sig at give ham et kram. Han krammede hende tilbage. Det var hurtigt overstået, og de to trak sig fra hinanden igen med det samme.
"Undskyld hvis min rustning er lidt klistret. Jeg tror, at der er nogen, der har spildt alkohol på mig."
Mads smilede trist. Det var mærkeligt at tænke på, at han nok aldrig skulle se hende igen. Selvom de kun havde mødtes nogle timer forinden, følte han, at ville komme til at savne hende.
Hun drejede sig en smule, som om hun skulle til at vende sig om og gå afsted. Hun blev hængende. Hendes ansigtsudtryk var ulæseligt.
"Øh…" mumlede hun. Hun strøg en hvid hårlok om bag øret. "Jeg… øh… Jeg tror, mit hoved blev ret beskidt, da det faldt af før. Jeg rullede rundt i en del mudder - fik noget af det i mit hår - øh… tror du, det er okay, hvis vi tager hjem til dig og vasker mit hoved, inden jeg tager afsted?"
Hans ansigt lyste op.
"Ja, selvfølgelig! Der kan du lægge hovedet i blød alt det, du vil!"
Hun lagde hånden for panden og rystede opgivende på hovedet.
*****
Hun sad bag på hans cykel hele vejen hjem, og de blev heldigvis ikke stoppet. Til gengæld blev ravne ved med at flokkes i cirkler over dem, selvom det var nattetid, og landede flere gange på hendes skuldre. Hun aede dem kærligt og talte med dem, inden de fløj væk igen. Mads fattede ikke en bjælde.
Hendes rustning var møgtung, men det lykkedes Mads at træde hårdt nok i pedalerne til at få dem over Knippelsbro. Sveden drev af ham, og han hev efter vejret. Mens han cyklede, mærkede han hende klamre sig til hans krop for ikke at falde af. Det var første gang, at han havde en pige så tæt på. Det gav ham en mærkelig, snurrende følelse indeni.
Han satte sin cykel i gården, og hun så til, mens han låste den. Klokken var næsten elleve. Mon hans forældre var gået i seng?
De listede forsigtigt ind ad hoveddøren, men da han hørte lyden fra fjernsynet, vidste han, at der ikke var nogen grund til at være påpasselige.
Han smed sine sko. "Bare lad som om du er hjemme."
Hun så sig om i lejlighedens lille entre. Hun lod til at være særligt optaget at billedet på væggen. Mads og hans søster var små børn, klædt ud til fastelavn. Malene var cowboy. Mads var et spøgelse. Hun smilede skævt.
Mads hørte sin mors stemme inde fra stuen.
"Mads? Er det dig?"
"Ja! Jeg har en ven med."
Han trak dødsenglen med ind til sine forældre. Hun virkede panisk og strittede imod, men det ville Mads ikke høre tale om.
Hans forældre sad og så Vild Med Dans, og han priste sig lykkelig for, at hans far for engang skyld var påklædt. Hans mor og far sprang op fra deres pladser i sofaen og kastede sig om deres søn.
"Hvad er det, der sker Mads?" spurgte hans mor. "Du fik næsten en bygning ned over dig, men du farer bare videre? Og Alfred siger, at du skulle hjælpe en dame med at finde hendes krop. Se på mig, min dreng. Er det stoffer? Du ved, du kan fortælle os alt!"
"Jeg er okay! Der skete ikke noget! Og jeg er ikke på stoffer!" Det troede han i det mindste ikke, at han var. "Der var bare et stillads, der faldt sammen, øh, ikke så langt fra mig, men der skete ikke noget. Der kom også nogle ambulancefolk, men de sagde, at vi var tiptop."
"Du gjorde os så urolige!" græd hans mor.
"Undskyld, Mor. Jeg lover ikke at gøre det igen."
Han krammede sin mor. Snart mærkede han også sin fars arme omkring sig. Ud ad øjenkrogen skimtede han sin følgesvend, som stod akavet for sig selv og kiggede.
"Mor, Far, det her er…"
Han gik i stå, da han kom i tanke om, at hun ikke havde et navn på samme måde som dem. Hvad havde hun sagt? Lyden af et menneskes sidste udånding? Heldigvis kom hun ham i forkøbet. Nogenlunde.
"Mit navn er… Mm… Mmiii… Mmmiiiaarrh? Mia. Mit navn er Mia. Jeps. Det er et normalt menneskenavn, fordi jeg er et normalt menneske ligesom jer. Jeg går op i normale mennesketing. Ejendomsret, friværdi, berømte menneskers privatliv... Den slags ting."
Mads’ mor smilede på en måde, Mads ikke brød sig om. Det var som om, at nyheden i, at hendes småkiksede søn rent faktisk havde en pige med hjem, fik hende til at glemme alle aftenens tidligere bekymringer.
"Aha. Jaså. Unge mennesker nu til dags, altså. Det er rart at møde dig, Mia."
Dødsenglen nejede høfligt i sin rustning, hvilket så lidt sært ud, men Mads kunne ikke lade være med at tænke, at det også var ret sødt.
"Det er da lidt af at et isenkram, du render rundt med der, min pige," sagde Mads´ far.
"Ja, det… er fra en kostumeforretning i nærheden af, hvor jeg bor."
Der var noget høflig smalltalk. Mads fik at vide, at Alfred var lagt i seng. Han ville gerne have fortalt ham, at de havde fundet pigens krop, men det måtte vente til i morgen. Han fik forklaret, at "Mia" kun var der for at tage et bad, fordi hun var blevet beskidt i løbet af aftenen.
Det lykkedes ham til sidst at slippe fri fra sine forældres klør, og han viste dødsenglen ud i køkkenet.
"Jeg tænker, at vi bare fylder en balje med noget vand, og så kan du selv vaske dit hoved i baljen?"
Hun stirrede på ham, som om han var retarderet.
"I en vandbalje? Tror du, mit hoved er en snavset opvask eller hvad?"
"Øh, nej. Det var ikke det, jeg mente. H-hvad havde du tænkt dig?"
"Har du ikke et badeværelse?"
"Jo. Øh, kom. Denne vej."
De gik ned ad gangen til badeværelset. Døren ved siden af førte ind til Mads´ soveværelse. Hun fik ham overtalt til at låse kroppen inde på sit værelse og tage hendes hoved med ud på badeværelset.
Han lagde hendes hoved i badekarret og begyndte at fylde det med vand. Det var efterhånden blevet ret naturligt for ham at passe på det lille hoved, og han begyndte blidt at vaske hendes hår.
"Jeg ved godt, at jeg sagde, at du ikke behøver at bekymre dig om, at jeg drukner. Mine lunger er inde på dit værelse, og jeg kan sagtens få luft ned i dem. Men du må meget gerne lade være med at putte hårshampoo i mine øjne, okay?"
"Undskyld," mumlede Mads. Han havde smøget ærmerne op og gjorde sit bedste for at rengøre hende. Han sprøjtede en stor klat shampoo ud i sin hånd og gnubbede det grundigt ind i hendes hovedbund.
Hun virkede dog stadig ikke tilfreds.
"Jeg har det som om, du behandler mig som en baby. Jeg kan virkelig ikke lide det her."
"Det var din idé!"
Hun sukkede, som om han var idiot. Pludselig blev hendes kinder blev en smule lyserøde.
"Er det… for meget at spørge om, hvis jeg beder dig om at kravle herned? Jeg mener, altså, der er jo plads nok til os begge to, ikke? Og det er jo ikke fordi, at jeg, øh, er nøgen."
Mads sad stille i noget tid. Han forstod godt, hvad hun prøvede på. Så dum var han trods alt heller ikke. Og selvom han også gerne ville, mærkede han den velkendte følelse af usikkerhed, som altid greb ham, når han var alene sammen med piger. Når han forgæves forsøgte at snakke med Emma fra studiet. Men en ny tanke ramte ham. En tanke han havde tænkt tidligere den aften. Stop med at leve i dit eget hoved. Start med at leve efter dit hjerte. Han samlede modet til sig.
"Ja, selvfølgelig," svarede han med en blid stemme. Hendes kinder blev endnu mere lyserøde.
Mads klædte sig helt af. Han havde en ganske pæn krop, men det var ikke noget, som han gjorde så meget af, som han følte, at han nok burde. Hans pik, der stadig hang slapt mellem hans ben, var langsomt begyndt at røre på sig, men hendes hoved var vendt i en retning, så hun ikke kunne se ham.
Han lænede sig tilbage i badekarret med hovedet i sin favn. Der var tilstrækkeligt meget skum i vandet til, at han kunne dække sig til. Uanset hvor modig han følte sig, var han jo stadig nøgen sammen med en pige for første gang. Eller i det mindste hendes hoved. Hans krop skælvede, og han håbede på, at hun ikke kunne mærke det.
Det varme vand fik efterhånden beroliget ham. De snakkede stille og roligt sammen, mens han skyllede hendes hår. Hendes stemme var blød, og langsomt blev den akavede teenageangst opløst i det varme skum.
Mads kunne mærke, at hans pik efterhånden var blevet godt stiv. Det ville nok have været umuligt andet, når han badede sammen med en sød pige, der gav ham opmærksomhed. En pige med fyldige læber, der så utroligt bløde ud. En sød pige, som han stærkt overvejede at kysse.
Men pludselig begyndte hovedet at gispe. Ganske svagt. Det lå på hans bryst, og de så på hinanden, men hun slog blikket ned. Hun ikke ville se ham i øjnene. Hun trak vejret i lange, uregelmæssige drag. Som om hun var forpustet men nægtede at vise det.
"Er du okay?" spurgte Mads uroligt. "Hvad er der galt?"
"I-ikke noget. Bare… bare lad være med at kigge på mig!"
Mads forstod ingenting men forsøgte at adlyde. Det kunne han dog ikke. Hun begyndte at gispe og stønne, og uanset hvor meget hun prøvede at skjule det, var det tydeligt, at hendes kinder var knaldrøde. Mads tænkte, at hvis hans forældre gik forbi badeværelsesdøren lige nu, ville de nok tro, at der foregik noget forbudt derinde, og han holdt hende derfor for munden. Hun stønnede skingert ind i hans håndflade.
Hendes støn og gispen tog til i styrke, og endelig kulminerede de i et forstummet hyl. Hvis ikke Mads havde holdt hende for munden, ville hans forældre med sikkerhed have hørt det inde i stuen. Hun klynkede ind i hans tilsavlede håndflade, indtil hun til sidst blev stille. Da han omsider fjernede sin hånd, var hendes ydmygede ansigt fuld af skam.
"Øh… H-hvad skete der lige?"
Hun ville ikke svare, og hun nægtede at se ham i øjnene.
Mads kom til sidst op ad badet. Han tørrede sin krop af og slog sin badekåbe omkring sig. Dernæst samlede han hovedet op og begyndte at tørre hendes hår. Som han sad på toilettet med hende i sit skød, og mens han omhyggeligt puslede om hende, gik der ikke længe, inden hun begyndte trække vejret uregelmæssigt igen. Igen forsøgte hun at modtvinge sig det.
Da Mads kom ud af det dampende badeværelse og skulle til at åbne døren ind til sit eget soveværelse, stoppede hovedet ham med en skælvende stemme.
"M-mads… Vent…"
Han løftede hende op for at se på hende. Hendes kinder var helt røde, og hendes øjne var sammenpressede. Hun havde svært ved at tale, fordi hun stønnede så meget.
"D-det s-som du ser derinde… d-det er ikke sådan, j-jeg er normalt, okay?"
"Hvad… hvad mener du?" ville han vide, men hun havde presset sine tænder hårdt sammen for ikke at klynke højlydt ud i gangen.
Mads åbnede døren ind til sit værelse. Synet, der mødte ham, overvældede ham straks. Midt på sengen lå hendes krop, iført rustning og det hele, men underdelen og støvlerne stod ved siden af sengen. Hendes ben var spredte, hendes trusser var trukket til side, og hendes fingre kørte møjsommeligt ind og ud af hendes lille, sjappende fisse.
"Lad være med at stirre!" klynkede hovedet og Mads slog straks blikket ned.
Men han kunne ikke lade være med at iagttage hendes krop ud ad øjenkrogen. Han havde aldrig set en pige onanere før - slet ikke på sit eget værelse - og han var draget af den våde, sjaskende lyd, som de stålklædte fingre fremkaldte i hendes allerhelligste.
"G-giv mig mit hoved. Nu!"
Mads stod fastfrosset. Synet af den onanerende kvindekrop havde gjort ham lam. Til sidst vandt hans samvittighed dog over ham, og han skyndte sig at lægge hovedet i hendes skød.
Så snart de to kropsdele kom i kontakt med hinanden, overtog hovedet styringen af kroppen, og hun opgav øjeblikkeligt sit forehavende. Hun samlede sit hoved op og placerede det i halshullet mellem sit tunge skulderpanser. Hun trak dynen over sit skød og dækkede sig til for hans blik. I et stykke sagde ingen af dem noget til hinanden, og stemningen på det lille soveværelse virkede utroligt sammentrykket.
Mads vidste, at han var nødt til at sige et eller andet. Hun var åbenlyst forlegen og hadede, hvad hun havde gjort ham vidne til. Han spekulerede over, hvordan han mon selv ville reagere, hvis en fremmed så ham onanere, og han ikke kunne gøre noget for at stoppe det. Han ville nok føle sig lige så flov.
Værelset var svagt oplyst af lampen på hans natbord. Mads satte sig forsigtigt ved siden af hende på sengen. Det her var ikke noget, han var vant til at tale med piger om. Faktisk var han knapt vant til at tale med piger. Men han rømmede sig alligevel.
"Du… du har ikke noget at være flov over, okay? Du sagde selv, at din krop - når dit hoved ikke er forbundet til den - gør ting, som du ikke kan få den til at lade være med. Så det er ikke noget, du selv har kontrol over…"
Hun sad helt stille og stirrede ned i gulvet. Mads vidste ikke, om det, han sagde, hjalp hende. Men han prøvede sig frem alligevel.
"... Du er meget smuk, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke gjorde noget ved mig… Men.. øh… ikke desto mindre er jeg ked af, at jeg har gjort dig flov, og at du har skullet tåle, at jeg ser dig i den situation…"
"Det er ikke din skyld," sagde hun endelig. Hendes stemme var meget lav. "Og det er heller ikke min krops… Det er kun min egen…"
"Men du sagde"
"Min krop gør kun de ting, som jeg gerne vil, og som mit hoved ikke kan stoppe. Så da du så mig lige før… Det jeg gjorde… Det var fordi jeg gerne ville."
Mads så forvirret på hende.
"Da vi badede sammen før, blev jeg ret, øh… tændt. Så min krop holdt sig ikke holde sig tilbage fra at… at..."
"Men det var din idé, at jeg skulle bade med dig til at starte med?"
"Ja, øh…" Hun gik i stå. "Det er fordi, at jeg er ret forelsket i dig, Mads. Da jeg så dig første gang; hvor kærlig du var over for din lille nevø… Og senere hvor sød du var over for mig, selvom jeg lige havde fortalt dig, at du skulle dø. Jeg var modbydeligt uhøflig, men du hjalp mig alligevel..."
Mads sad fuldstændig stille. Han var helt paf. Han kunne ikke fatte, at en pige lige havde sagt, at hun var forelsket i ham. Én ting var, at hun var en genfærdsagtig dødsengel, der høstede sjæle, og havde et manuskript, der beskrev hans død ned til mindste detalje. En anden ting var, at hun kunne lide ham. Lide ham! Af alle aftens mirakler var dette dog det vildeste.
"Undskyld," sagde hun med en alt for hurtig stemme. "Jeg ved godt, det er mærkeligt. Du er sikkert bange for mig, og jeg "
Mads afbrød hende ved at kysse hende på læberne. Han drejede hendes hoved imod sit. Det var hans første kys, og han anede ikke, hvad han lavede, men det føltes rigtigt, og hendes læber var bløde. Hun hvinede overrasket men trak sig ikke væk, og før Mads vidste af det, lå hun på ryggen, og han lå oven på hende. Endelig kyssede hun ham tilbage.
"Din tumpe," hviskede hun med en spinkel stemme, stakåndet, da de måtte trække sig fra hinanden for at få luft. "Du burde være bange for mig."
"Det er jeg ikke. Jeg synes faktisk, du er smaddersød."
Han kyssede hende igen, og hun kyssede ham tilbage. Deres vejrtrækninger var opstemte og ivrige. Han mærkede kun hendes læber mod sine - alt andet blev lukket ude - som om de var i deres egen lille verden. Han strøg sine hænder gennem det hvide hår og nød lyden af hendes gisp under sig.
Ingen af dem var særligt gode til at kysse, og de ramte deres tænder mod hinanden flere gange, men langt om længe strøg han forsigtigt sin tunge imod hendes læber. Med et lille klynk åbnede hun munden og bød ham indenfor. Hendes mund var lille, og hendes skælvende åndedrag ramte mod hans ansigt. Forsigtigt begyndte hun at sno sin tunge om hans.
"Føles det her okay?" hviskede han blidt, da han trak sig tilbage for at få luft.
Den hovedløse rytter nikkede lydløst. Hun virkede meget genert. Mads bebrejdede hende ikke. Han var mindst lige så nervøs. Forsigtigt strøg han sine hænder gennem hendes fugtige, hvide hår. Hun spandt som en kat under hans fingre.
Mads´ læber bevægede fandt om bag hendes øre og kyssede hende blidt der. Han havde ikke nogen reel plan. Alt, han vidste, var, at han ville kysse hende så meget han kunne, og så meget hun ville lade ham. Han kyssede små, forsigtige kys ned langs hendes hals, og hendes sarte, blege hud skælvede under hans læber. Da han nåede snart til rustningens sorte stål, vendte han tilbage til hendes mund.
Mens de lå og kyssede, var Mads´ badekåbe så småt gået op, og hans bryst var blottet for rytteren under ham. Hun strøg forsigtigt sine kolde stålkløer over hans varme hud. Det fik Mads til at gyse. På den gode måde. Han mærkede sin stive pik gnubbe imod dynen; det sidste lag, der stadig adskilte deres underkroppe fra hinanden. Han kunne mærke varmen fra hendes skridt gennem stoffet, men han ville ikke bare flå dynen til side endnu.
Deres tunger snoede sig om hinanden som brydende slanger, og de udstødte begge små gisp efter vejret, inden de kyssede videre. Det var den intime, passionerede type af kys, som det kun er unge, nyforelskede hjerter, der kan give. Hun havde sagt, at hun var forelsket i ham… Mads tænkte på Emma. Hun virkede som et meget fjernt minde lige nu. Men under ham lå en ægte pige - ganske vist en hovedløs rytter - men hun kunne lide ham . Og han kunne lide hende.
"Jeg tror," gispede han mellem kyssene, "jeg tror også… at jeg er forelsket i dag. Hovedløst forelsket."
Hun trak sig en smule tilbage og så op på ham.
"Hvis jeg hører én hovedrelateret joke mere fra dig i aften, skal du ikke bekymre dig om, hvorvidt det vitterligt var en trykfejl eller ej, at mit manuskript sagde, at du skulle dø."
Mads bed sig i underlæben for at tilbagetvinge et smil. "Undskyld."
Hun havde også svært ved ikke at grine. Det var dejligt afslappende. Da de kyssede igen, fandt Mads´ hånd langsomt vej ned under dynen, hvor han forsigtigt strøg sin håndflade over hendes nøgne lår. Så snart han rørte hende, udstødte hun et svagt støn.
"E-er det okay, at jeg rører dig her?"
Hun nikkede, men hendes kinder var helt lyserøde. "J-ja, det er fint. Det, øh, det føles rart."
Med den smule opmuntring begyndte Mads langsomt at stryge sin hånd op og ned ad hendes lår. Han var vendt tilbage til at kysse hende på halsen. Hun duftede af den ferskenhårshampoo, som han havde sæbet hendes hår og hovedbund ind i tidligere. Duften blandede sig sammen men en ukendt, feminin duft af kvinde, som han ikke var vant til, men som gjorde ham sindssyg. Han klemte hendes lår mellem sine fingre, og hun udstødte en længselsfuld nydelseslyd. Hun vred sig liderligt under hans varme hænder.
"M-må jeg hjælpe dig med at tage din rustning af?" hviskede han.
Hun var stille i et stykke tid men nikkede så. Sammen fik de hjulpet hende op at sidde. Hun dækkede stadig sin underkrop til med dynen, men det gjorde ikke noget. De tog det langsomt. I fællesskab løsnede de stropperne i hendes rustning, og den tykke brystplade kom endelig fri. De stillede den på gulvet. Dernæst fulgte hendes armpanser og handsker. Langsomt fik han åbnet hendes hårde skal. Som Mads holdt rustningens dele i sine hænder, bemærkede han, at der var indgraveret fine, detaljerede mønstre i det sorte stål. Roser og torne snoede sig om grinende kranier. En lav, summende hvisken fyldte hans ører, når han rørte ved metallet, så han skyndte sig at lægge det fra sig.
Til sidst sad pigen tilbage i sit undertøj og sit skulderpanser. Skuldrene kunne hun ikke få af, fordi de var en indgroet del af hendes krop, sagde hun, som sikrede, at hendes hoved ikke bare rullede af det gabende halshul. Under rustningen var hun en relativt spinkel pige. Dynen havde hun trukket op til sine små bryster, der var gemt væk under en lille, sort bh. Mads kunne se omridset af hendes ribben gennem den gråblege hud. Hendes fugtige, sølvhvide hår hang løst ned over hendes skuldre, og hendes store, sorte øjne funklende som diamanter.
Forsigtigt aede han hendes ryg. Han sagde ikke noget. Roligt kærtegnede han hendes bløde hud, indtil hun var klar til at tage det næste skridt.
Det kom, da hun med en skælvende vejrtrækning trak dynen til side. Mads så spændt til. Selvom hun havde en smal talje, var hendes hofter og lår relativt brede. Mellem dem strakte sig et par små trusser; også sorte, med et mønster af små, legende hundehvalpe på. Mads begyndte at smile.
Hun sad i et stykke tid uden at sige noget, som om hun samlede modet til sig. De var i samme, usikre gummibåd, der truede med at tippe over. Endelig så hun ham i øjnene.
"D-det er så sådan her, jeg ser ud," sagde hun nervøst, "uden min rustning."
"Du er vidunderligt smuk," sagde Mads. Han kunne ikke sige andet. Ordene flød ud af hans mund.
Hun smilede er forsigtigt smil.
Mads samlede modet til sig.
"Må jeg… må jeg røre ved dig?"
Hun nikkede lydløst.
Han rakte sin arm frem og lod håndfladen løbe blidt ned langs hendes ene side. Han mærkede hende få gåsehud under sine fingre. Hendes hud var varm, glat og blød at røre ved. Hun lænede sig en smule frem, og han mødte hendes læber igen.
Han fik hende ned at ligge. Hendes bryst var næsten fladt med kun et par små udbulninger gemt væk under bh´ens bløde stof. Forsigtigt strøg han sin hånd over hendes ene bryst og klemte det forsigtigt mellem sine fingre. Hun gispede svagt. Mads begyndte at kysse den følsomme hud mellem hendes hals og den øverste del af hendes bryst. Ét kys, to kys og så ét mere. Han tog sig tid til at nyde det - hendes krop og hendes nærhed - ligesom han ville sikre at give hende den mest behagelig oplevelse.
Hun bed sig i sin dirrende underlæbe. Den spændstige krop bølgede uroligt over dynen, og da han trak det smalle stofstykke til side for at kysse hendes lille, lysebrune brystvorte, udstødte hun et lydløst gisp. Han mærkede hendes fingre stryge gennem sit hår. Hun pressede længselsfuldt hans mund tættere ind til sit bryst, som om hun frygtede, at hun ville trække sig væk.
Mads lod sin våde tunge glide over brystvorten nogle gange, inden han omkransede den mellem sine læber. Forsigtigt suttede han på den lille knop, mens han klemte hendes andet bryst mellem sine fingre. Hun gispede spagt. Mads begyndte blidt at nulre hendes anden brystvorte mellem sin tommel- og langefingerspids. Hendes søde, små bryster fortjente alt hans opmærksomhed.
Han mærkede den rolige hævelse og sænkelse af hendes bryst. Hun trak vejret dybt. Det, han gjorde ved hende, lod til at være vel modtaget, og det gjorde ham glad. Selvom det var første gang, han prøvede dette, faldt det ham naturligt. Han gjorde blot det, hans hjerte sagde, at han skulle gøre, og hans hjerte lod til at have ret.
Da han mente, at den ene brystvorte havde fået kærlighed nok, fortsatte han til den næste og gentog dueligt processen. Hendes brystvorter var blevet stive, hårde som små sten, og Mads suttede dem glædeligt mellem sine læber, mens han piskede blidt dem under sin tunge.
Han kyssede hende på maven, på brysterne, på halsen og på munden. Alle vegne. Hans hænder kørte sensuelt op og ned langs hendes sider og hendes lår. Hendes krop bugtede sig instinktivt under hans hænder, som om han var en skulptør, der formedede sin perfekte model i ler.
Endelig nærmede hans hænder sig hendes trusser. Han havde været tilbageholdende fra at give hende for meget, og det var først, da hun næsten tiggede ham med sine kys, at han gav efter og lod sine fingre finde ind mellem hendes lår. Hun stødte uroligt sit underliv mod ham, men Mads tog glædeligt imod hendes iver. Han masserede hendes inderlår, helt op til kanten af hendes små, sorte trusser, inden han fjernede sine hænder igen. Han pirrede hende, og han ville høre hende tigge. Endelig kom det.
"Mads… Mads…" gispede hun spagt mellem gevaldige indtag af luft, "rør ved mig… please? "
Med et smørret smil gled han sin pegefinger ned over trussestoffet. Det var fugtigt, vådt, næsten gennemblødt, og han kunne mærke omridset af hendes fyldige, opsvulmede kønslæber på hver side af sin finger. Det gav et kæmpe ryk i hendes krop.
Langsomt kørte han sin finger op igen. Hun skælvede under ham. Men Mads gentog bevægelsen. Han strøg sin finger gentagne gange op og ned mellem hendes skamlæber på ydersiden af trussestoffet. Safterne begyndte efterhånden at søle dem til. Hun pressede sine øjne hårdt sammen og gispede i smertelig desperation. Mads ville have hende til at hade sine trusser. Hun skulle hade dem så meget, at hun måtte tigge ham om at flå dem af.
Men hun måtte vente lidt endnu.
Mens Mads torturerede hendes underkrop med sine listige fingre, kyssede han hendes bryster. Langsomt men sikkert kyssede han ned til hendes navle, hendes mave, og længere ned. Da han kom til trussekanten, gjorde han et stort nummer ud af at undgå dem og kyssede i stedet hendes sarte inderlår. Ét kys her, ét kys der. Hun stødte liderligt sit skridt imod hans mund, og med sin hånd i hans hår forsøgte hun at tvinge ham til sin dampende skede. Men Mads var stærk og fast besluttet på at gøre dødsenglen til en lille, skælvende pærevælling.
Han kyssede hende op og ned ad hendes inderlår, og han mærkede hende blive mere og mere ophidset og omtåget. Hun kunne næsten ikke styre sig selv længere og gispede trods sin generthed op mod loftet. Han gav hende et langt slik fra trussekanten op til hendes navle og så til, mens hendes spændstige krop gå i bro.
Endelig nåede hans kys til hendes trusser. Han kyssede hende på hver side af sprækken, inden han indsnusede hendes vidunderlige duft. Duften af en kvinde, der desperat vil kneppes. Han strøg sin næse frem og tilbage mellem hendes skedeindgang, indtil hans tunge endelig fandt ydersiden af stoffet. Med et eller to lange slik, introducerede han hendes lille skede for dens nye bedste ven, hans tunge, inden han med små, hurtigere slik, gik til angreb på den øverste del af fissen. Han søgte efter hendes klitoris, og da han endelig fandt den gennem stoffet, gjorde han alt for at undgå den. I stedet trak han hendes trusser til side og begyndte at slikke og kysse i små cirkler omkring den.
Han spredte hendes kønslæber, som om de var sarte, følsomme rosenblade. Bag dem fandt en lille, fin, lyserød fisse, der skinnede med saft i det bløde lys fra sengelampen. Tappen øverst var opsvulmet og rød, og Mads kyssede forsigtigt omkring den. Hun skulle vide, at han var klar over, hvad han gjorde ved hende, og at hun nok skulle få det, hun drømte om, hvis bare hun var en god pige. Lige inden han nåede hendes klitoris, trak han hovedet en smule tilbage og pustede kold luft på hendes kogende skød. Den lille fisse trak sig gysende sammen som en lille blomst på en kold vinternat.
Og så gik han til angreb.
Han kyssede omridset af hendes ydre kønslæber og mærkede den bløde hud imod sine læber. Pigen lagde sig længere tilbage i sengen og hvilede sine ben på Mads’ skuldre. Han kyssede hendes inderlår, mens hans hånd kørte frem og tilbage over hendes fisse. Hans fingre blev klistret til. Endelig trak han sin tunge gennem hendes våde hudfolder. Han elskede hendes syrlige, moskusagtige smag, og smilede ved duften af liderlig fisse, der kildede ham i næsen.
Mads gned to fingre mod pigens klitoris, mens han udforskede hendes hul med sin tunge. Da han så op i et øjeblik, blev han forskrækket over at se ind i hendes to sorte øjne. Hun havde taget sit hoved af og holdt det ned ved siden af hans, formentlig for at få et bedre udsyn over, hvad han lavede. Han smilede til hende, inden han kyssede hende på munden. Han overvejede, om hun mon nogensinde tog sit hoved af for at slikke sin egen fisse, men han turde ikke at spørge.
Den hovedløse rytters støn tog til i kraft, og hun begyndte at vende det hvide ud af øjnene. Hendes frie hånd - den hun ikke løftede sit eget hoved med - greb fat om Mads’ nakkehår og knugede det stramt. Han vidste, at pigen havde overgivet sig til den nydelse, han udsatte hende for, og han mærkede en vis stolthed over sig selv. En blanding af hans eget savl og hendes fissesaft var tværet ud over hans mund og dryppede ned ad hans hage.
Mads havde ikke forventet, at hans mund og tunge ville blive træt og øm så hurtigt. Han kunne mærke den tunge, brændende fornemmelse i sine kæbemuskler, som begyndte at høre ondt. Ikke desto mindre fortsatte han så længe, som han kunne.
Efter nogle minutter var han dog ikke sikker på, hvor meget mere han kunne klare. Smerten i hans kæbe var blevet mere intens, og hans tunge var næsten følelsesløs. Pigen lod ikke til at have bemærket noget og blev ved med at vride sig mod hans tunge. Et lille, blødt hvin undslap hendes læber, og Mads priste sig lykkelig for, at hans forældre ikke kunne høre dem.
Han gjorde sit bedste for at få hende til at komme, og han blev belønnet, da hun pludselig blev ramt af et række spasmer i sit underliv. Hendes venstre ben ramte Mads i hovedet, da hendes krop ufrivilligt begyndte at vride sig. Mads kunne i det samme forudse, at hun ville begyndte at skrige, så han skyndte sig at tage hovedet fra hende og dækkede munden til med sin hånd.
Hun udstødte et langt, dyb skrig ind mod hans håndflade. Mads sukkede lettet. Det kunne være endt galt. Han måtte i princippet gerne have piger over, men det ville blive akavet næste morgen, når han mødte sine forældre, hvis de havde hørt ham ligge og bolle. Og det ville også være ret surt for lille Alfred, der nok ikke ville forstå, hvad der foregik, men uden tvivl ville sladre til sin mor om de mærkelige lyde, han havde hørt fra Mads’ soveværelse. Mads knugede det lille hoved ind til sig.
“D-du…” gispede hovedet stakåndet. “Det var vidunderligt…”
Han løftede hovedet op og kyssede hende på munden igen. Det var som om, at han kun blev mere og mere forelsket i hende.
Mads mærkede i det samme to bløde hænder på sine brystkasse og blev presset ned i sengen. Han så forvirret op. Hendes krop kravlede langsomt ind over ham.
“Jeg… jeg ved ikke, hvad min krop laver,” stammede hun. “G-giv mig mit hoved!”
Men Mads kunne ikke røre sig. Den nøgne kvindekrop kravlede langsomt ind over ham som en løvinde med sit nedlagte bytte. Selvom kroppen ikke havde noget hoved, og selvom han stirrede ned i et sort, gabende halshul, hvor hovedet skulle være, kunne han ikke nægte, at resten af kroppen var dødsexet.
“Jeg mener, du sagde, at din krop kun gør de ting, du gerne vil have den til men er for bange til selv at gøre.”
“M-mads!”
Men Mads kunne kun se til, da hendes sexede krop langsomt satte sig på knæ over hans stive, lodrette pik. Han krammede hovedet ind til sig, da kroppen langsomt begyndte at sænke sig ned over hans skaft. Både han og hovedet udstødte svage gisp, da kroppen forsigtigt lod sig penetrere af det kraftfulde spyd. Hun var stadig våd fra sin forrige orgasme, og Mads brød let igennem hendes lille, stramme fisse. De små, saftige hudfolder klemte og masserede hans skaft, og han måtte knuge hovedet stramt ind til sig for ikke at komme med det samme.
Han udstødte et dybt suk. Hovedet i hans favn hvinede, og han holdt hende for munden.
“Det her er dig,” hviskede han stakåndet men bestemt. Han tvang hende til at se på sin krop, der langsomt begyndte at ride hans pik. “Det er dig selv, der gør det.”
Hun svarede ikke. Kinderne var helt røde. Hendes gennemsigtige fissesafter dryppede ned langs det skinnende saft. Han lå og kiggede på den slanke, sexede, hovedløse krop, der aktivt hævede og sænkede sig ned over ham.
Langsomt begyndte kroppen at sætte tempoet op. Hun var en hovedløs rytter, så sandt som der var sagt, hvis da ikke for hendes mangel på hest. Kroppens lår- og mavemuskler var så veltrænede, at hun sikkert kunne have reddet Mads i timevis. Kroppen var i total kontrol over, hvad den foretog sig. Roligt vrikkede den sin numse op og ned om Mads’ pik. Hun nåede aldrig helt i bund, inden hun løftede sin numse igen.
Mads pressede øjnene sammen. Han frygtede, at han ville vågne fra en drøm, hvis han åbnede dem nu. Det føltes som om, at hans pik blev krammet og aet fra alle sider samtidig. Det var en blød, pirrende fornemmelse, som kildede hver eneste nervecelle i hans glans. Det gjorde ham rundtosset.
Kroppen blev ved med at hæve og sænke sig. Pubeshårne kildede imod hans egne. Blodet brusede gennem Mads’ krop, og han kunne mærke det helt ud i fingerspidserne. Han blev mere og mere opslugt af den urgamle følelse, som mænd føler, når de dræber deres fjender og elsker med kvinder. Selv hvis det havde været hans skæbne at dø denne aften, havde han aldrig følt sig så levende, som han gjorde nu.
Han rakte ud med sine hænder og rørte ved hendes små bryster, nulrede brystvorterne mellem sine fingre. Han greb fat om hendes hofter for at nå dybere ind. Hovedet udstødte et svagt støn. Det hvilede mellem hans nakke og hans bryst. Hun kunne se sig selv lade sig kneppe på det stive skaft. Selvom hun nok var genert, var hendes krop ærligheden selv. Hun red ham, som hun gerne ville. Ingen usikkerhed eller angst kom i vejen. Hvis hans tunge var hendes fisses nye bedste ven, var pikken hendes fisses nye kæreste. Rytmen blev stærkere og mere konsekvent, og Mads følte sig selv støde imod hendes krop for at komme længere ind. Han vidste ikke, hvor meget mere, han kunne holde til.
“Jeg… jeg kommer snart…”
“Vent... “ gispede hovedet.
Han så ned på det lille hoved, overrasket over hendes modstand.
“Jeg vil… jeg vil mærke dig bagfra…”
Så snart ordene havde forladt hendes læber, lige så snart rejste kroppen sig i sine knæ. Hans tilsølede skaft gled ud af hende med et lille, saftigt plop! Hun var omsider ærlig overfor sig selv. Hun var i fuld kontrol.
Kroppen kom ned på alle fire og viftede indbydende med den runde, hjerteformede røv. De fyldige baller var lige så mælkehvide som resten af hendes krop, og Mads kom op på knæ bag dem. Han holdt hovedet i sin fremstrakte hånd, som om han havde hovedrollen i et af Shakespeares skuespil. Hans anden hånd hvilede på hendes numse.
“Det føles virkelig lækkert,” mumlede hovedet. Hun bed sig i underlæben. Sammen iagttog de ham glide sit pikhoved frem og tilbage mellem de dryppende kønslæber. Han ville ikke bare stikke den ind - først skulle hun pirres.
“Er du klar?” spurgte han.
“Mmm, ja. Tag mig.”
“Bed pænt om det.”
Hendes kinder glødede. Først virkede hun en smule fornærmet over at blive nægtet sin vilje, men hun overgav sig ganske snart. Hendes stemme gik fra at være drømmende til at blive sød og lillepiget.
“Vil du være venlig at kneppe min lille, liderlige kusse med din store, fede menneskepik, indtil jeg kommer på den som en billig luder?”
Mads gøs.
“S-så lad gå.”
Han stødte sine hofter forsigtigt fremad. Pikken skilte langsomt hendes kønslæber fra hinanden, og han trængte ind i den saftige, trange tunnel. Han hørte et næsten lydløst støn fra hovedet i hans hånd. Mads gjorde i begyndelsen det meste af arbejdet og stødte forsigtigt ind og ud af hende, mens hendes baller klaskede imod hans lår. Da hendes krop lod til at have vendt sig til følelsen, begyndte den også at støde imod. Nu og da udstødte dødsenglen et blødt støn.
Det gode ved at have sex med en pige, hvis hoved kunne afmonteres fra hendes krop, var, at han havde fri mulighed for at kysse hende, uanset hvilken position de havde sex i. Deres våde tunger snoede sig om hinanden, kæmpede desperat sammen gennem liderlige gisp og nydelsesstøn, mens lyden af hud, der klaskede mod hud, rungede ud i det lille soveværelse.
“Læg mit hoved ned under os, der hvor vores kroppe mødes,” hviskede hovedet. Hun havde et lystfuldt, flakkende blik sine kulsorte øjne. “Jeg vil se din lækre pik penetrere min kusse.”
Mads adlød og lagde hovedet ned mellem hendes egne knæ. Hun forvirrede ham lidt, men da han så hende kigge op på deres sammenstødende underkroppe, så hun meget fascineret ud. Hans arm var desuden begyndt at blive træt, så det var rart at lægge hovedet fra sig. På denne måde kunne han også tage bedre fat om hendes hofter. Han gav hendes numse et blidt klask, og hovedet klynkede under ham.
Han aede hende ned ad ryggen, mens han kneppede hende. Ned over de bløde, glatte baller, hendes smalle talje, og hendes fantastiske ryg. Dødsenglen reagerede positivt, og pludselig mærkede Mads noget vådt mod sine testikler. Han så ned og bemærkede, at hun havde stukket sin lille tunge ud og aktivt slikkede hans boller, når de hang og daskede frem og tilbage lige over hendes næse. Mads udstødte en lav, vaklende klynken.
Han vidste, at hans orgasme var på vej, så han satte farten op og kneppede hende mere hidsigt. Han lænede sig ned over hendes ryg og greb om hendes små bryster. Han drog sin pik ind i hende med hårde stød. Hendes støn tog til i styrke, men Mads kunne ikke overskue, om det ville vække hans forældre eller nevø. Der var kun hende. Alt andet virkede ligegyldigt.
Til sidst kunne han ikke mere. Han overgav sig til sin udmattelse. Med et lydløst skrig begravede Mads endelig sit lem så dybt i dødsenglens skede, som han kunne. Hans varme, klistrede sæd brusede ind i hende. Det var en sensorisk overvældende og uvirkelig følelse ulig nogen, han før havde oplevet. Alting stod stille. Hans verden var et lysshow af sole, måner og stjerner i uendelige, uopdagede farver. Det eneste, som Mads opfattede, var dødsenglens lækre, fyldige røv, der liderligt tog imod alt, han gav hende. Orgasmen rullede gennem ham som et tordenvejr og oversvømmede hendes indre med varm, sovset sæd.
Mads blev ved med at støde ind i dødsenglen, selvom han ikke kunne mere. Hans hjerte brændte, og hendes stramme skedemuskler trak sig stramt sammen i faste ryk for at malke sæden ud af ham. Hun masserede ham. Ladning efter ladning blev deponeret. Den varme, klæbrige væske skyllede ind i hendes krævende hul.
Han blev ved med at støde ind i hende, indtil han mærkede hende komme igen. Han nægtede at trække sig ud, og først da hendes indre var oversvømmet med varm, klistret sæd, kunne han ikke klare mere. Han trak sig ud af hendes stramme kusse, og med ham fulgte en stor sjat varm, klæbrig sæd. Bedst som han troede, at han skulle til at tilsvine sit lagen, bemærkede han, at englens hoved lå klar med munden på vidt gab og sultent slugte de store, fede klatter, der langsomt dryppede ud af fissen.
Endelig faldt han baglæns, udkørt, udmattet, med et forblæst udtryk i ansigtet. Med et sløret blik så han til, mens pigen greb om sit hoved og begyndte at slikke sin fisse ren for sæd. Det var et utroligt syn. Så hun kunne virkelig gøre det. Mads brummede fornøjet.
Dernæst var det hans tur. Hun førte sit hoved ned over hans skaft og begyndt forsigtigt at slikke ham ren. Hendes lille, lyserøde tunge var blød men også grådig, og hans ømme pik dunkede under hendes søde kys. Han strøg hende gennem håret, fjernede det hvide pandehår fra hendes øjne, og nød synet af hovedet, der langsomt slugte ham til roden.
Han lagde forsigtigt sin hånd bag om hendes hoved og hjalp hende med at finde det rigtige tempo. Langsomt suttede hun og op ned ad hans skaft. Efterhånden lod hun ham overtage styringen. Hun overrakte ham sit hoved, mens hendes krop lagde sig ned ved siden af ham. Mads lå roligt i sin seng og kneppede det lille hoved, så hun hostede og stønnede, gurglede sædresterne i sig fra hans pik. Hendes krop lå ved siden af og aede ham roligt over brystet. Det var en helt ubeskrivelig fornemmelse.
Endelig mærkede han den varme fornemmelse af sæd sprøjte ud gennem sit skaft igen, og han fyldte det lille hoveds mund med sæd. Hun pressede sine øjne sammen, hvinede og gjorde sit bedste for at sluge, men da Mads tømte de sidste rester sovs i hendes mund, løb en lille, hvid klat ned fra hendes ene mundvige. Han hjalp hende behændigt med at tørre det væk.
Langt om længe lagde Mads sig i sengen med hovedet i sin favn. Kort efter løftede hendes krop sin arm og lagde den over ham. Hendes krop svøb sig om hans, så de lå i ske. Han var både den lille ske og den store ske på samme tid. Mads kunne mærke, at hun lagde sit ben over hans. Den varme fornemmelse af hendes velkneppede fisse pressede sig mod bagsiden af hans lår.
“Jeg har en tilståelse,” sagde han endelig.
“Ja?”
“Du er den første pige, jeg er sammen.”
Hun smilede bredt, selvom hun ikke ville vise det.
"Du er også den første, som jeg er sammen med."
"Virkelig? Jeg er beæret."
"Lad det ikke stige dig til hovedet. "
Mads gispede. Hans øjne strålede.
De lå i et stykke tid og nød hinandens varme. Mads havde aldrig nogensinde følt sig så afslappet, som han følte sig nu. Han masserede kærligt dødsenglens hovedbund, og hun udstødte et svagt, veltilfreds suk. Han trak hovedet tættere ind til sig og kyssede hende på panden, inden han krammede hovedet ind til sig.
“Fuck,” hviskede Mads pludselig og slog vidt øjnene op. “Vi glemte at bruge kondom!”
Hun svarede ham med en rolig, småligegyldig stemme.
“Mads. Jeg er en 200 år gammel ånd, der fragter døde menneskers sjæle hinsides. Tror du selv i ramme alvor, at du har evnen til at gøre mig gravid?”
Mads havde sjældent følt sig så potent, som han havde følt i øjeblikket, hvor han opfyldte hendes svedende krop med sin klæbrige livskraft, men han kunne godt se, at det måske ikke var realistisk. Han anede jo ikke engang, om hun var et levende væsen. Spiste hun mad for at overleve? Besad hun overhovedet dødelighed?
Dødsenglen måtte have mærket hans stilhed, for hun begyndte at tale med en roligere stemme.
“Men hvem ved? Måske fik du rent faktisk stilladset ned over dig tidligere. Måske er du i virkeligheden død lige nu. Måske er det her livet efter døden.”
Det løb Mads koldt ned ad ryggen.
“Er det?”
“Nej. Men du skulle se dit ansigtsudtryk lige nu.”
Han nev hende blidt i kinden, og hun hvinede som en lille pige.
Han trak hendes hoved ind til sig og i lang tid lå de bare og blundede. Ét spørgsmål havde dog presset sig på hele aftenen, som Mads vidste, at han ville fortryde, hvis han ikke stillede.
"Øh, må jeg spørge om noget?"
"Mmm?" spandt hun afslappet.
"Hvad sker i virkeligheden, når jeg dør?"
Hun var stille i et stykke tid. Mads var bange for, at han var gået over stregen ved at stille så direkte et spørgsmål. Måske var der bare spørgsmål, som vi levende ikke kunne kende svaret på. Men endelig trak hun ham tæt ind til sig og talte med en blød, varm stemme.
"Det, der sker, er, at de mennesker, som elsker dig, kommer til at savne dig."
Et kort, simpelt svar. Mads tænkte længe over det, hun havde sagt. Det var mærkeligt beroligende, uhøjtideligt, og fik ham til at smile. Snart faldt han i søvn i hendes varme favn med et smil på læben og med hendes smukke hoved i sine arme.
****
Da Mads vågnede, ør og groggy, lå han alene i sin seng. Han bemærkede, at han var nøgen. Først kunne han ikke huske, hvad der var sket, men kom så i tanke om pigen uden hoved, som havde taget hans mødom aftenen forinden. Hele hans hoved snurrede, og han var overbevist om, at det kun var en drøm. En meget virkelig drøm.
Snart fik han øje på en ravnefjer, som lå på hans skrivebord. Han rejste sig fra sin seng, slog sin badekåbe om sig, og samlede den sorte fjer op. Under den lå en gul post-it note med en lille besked.
Kære Mads
Du var fantastisk. Jeg glæder mig allerede til at se dig igen.
Vær på udkig efter skrøbelige bygninger, nedfaldende klaverer og swimmingpools fyldt med piratfisk - eller lad være! Jo snarere du dør, desto snarere kan jeg mærke din lækre pik i mig igen.
??-lig hilsen din hovedløse rytter,
Mmmmiiiiaaaa
-
Han begyndte at grine. Hun havde en vild humor. Han håbede i det mindste, at det var humor. En sær fornemmelse af tristhed fyldte dog hans krop. Han vidste, at han nok aldrig kom til at se hende igen. I hvert fald ikke før det var hans tur til at stille træskoene. Men han var også lykkelig, fordi hun havde givet ham et godt minde, som han aldrig ville glemme.
Han havde flirtet med døden, kneppet den fra sans og samling, og den havde ladet ham gå fri. Hvor mange kunne prale med det?
Erotiske noveller skrevet af Jeriko