Fru Johansen var på vej hjem en varm sommerformiddag, hun havde været inde i byen for at handle og besøge lægen. Der havde været noget med en negl på en tå, ikke noget alvorligt. De havde også snakket om, at hendes menstruation nu havde været fraværende så længe, at den nok aldrig kom tilbage, med hendes alder var ikke uventet. Det var egentlig lidt trist, nu var hun ikke fødedygtig længere, men hun havde jo for længst fået dem hun skulle, tre i alt. Men det var også en lettelse ikke at skulle døje med det. Hun huskede stadig moderens reaktion, da hun gik til hende for hjælp første gang. Moderen havde kikket strengt på hende og sagt med en stemme der emmede af frygt og afsky: ”Nu må du ikke lade mændene få deres vilje med dig, lade dem stikke deres piv ind i dig, for så får du en unge.” Så Fru Johansen havde holdt sig på dydens smalle sti, indtil Hr Johansen dukkede op, han havde været hendes chef på fabrikken.
At hendes perioder nu var stoppet, betød jo også, at hun kunne være sammen med mænd, uden der skete noget. Ikke fordi det betød noget, det var år siden hun havde været sammen med Hr Johansen. Men det gav jo en frihed, hvis hun ville. En frihed hendes børn vist tog for givet, med p-piller og den slags. Hun huskede, at hun havde set et fyldt kondom i datterens papirkurv, da hun ville tømme den. Datteren havde været 16.
Men hvorfor skulle hun egentlig ikke være sammen med en mand, tænkte Fru Johansen, mens hun sad lidt i parken og kikkede på ænderne. Hr Johansen havde jo sine ”damer”. Den først havde været under krigen, mens drengene var helt små. Han arbejdede hele tiden på at holde fabrikken kørende, skaffe materialer, uden at blande nazisterne ind i det. Men så var han faldet i. Hun vidste det samme aften, da han kom hjem og listede i seng. Men hvad skulle hun gøre? Rende fra sin mand? Med to små børn, og hvor hen, til sine forældre oppe i Thy, der stadig havde 3 børn under konfirmationsalderen? Hvor skulle hun også få penge fra, uden uddannelse, og uden at kende andre end mandens venner? Så hun havde fundet sig i det, det gik vel også snart over, og så længe det ikke fik følger, og folk ikke snakkede. Det var også stoppet, men der var kommet andre. Fru Johansen vidste ikke hvem det var, ville ikke vide det. Bortset fra regnskabsførerens kone, de havde været til middag sammen, og da Fru Johansen havde mærket hendes duft, vidste hun at det var hende. Var det ikke ligestilling, som de unge og dem inde i fjersynet talte så meget om. Hvorfor skulle hun som kvinde ikke kunne have en elsker, når hendes mand havde elskerinder. Men det var noget pjat, tænkte Fru Johansen, hvor skulle hun da rende på en mand, og hun var da alt for gammel til at nogen ville hende.
Da hun kom hjem hørte hun tømreren banke. De var ved at få lavet en udestue, hvilket hun glædede sig meget til. Hr Johansen havde sagt, at hun skulle lade være med at forstyrre tømreren, så hun havde aldrig gået derud, selv om det var lidt mærkeligt at have en mand til at arbejde lige uden for sit hus, uden at hilse på ham. Det var tirsdag, så det var værelserne der skulle ordnes. Hr Johansen synes det skulle få en hushjælp som da børnene var små, men Fru Johansen ville hellere klare det selv. Først børnenes værelser. De var alle flyttet ud, men deres værelser stod selvfølgelig klar, til når de ville overnatte. Fra den ældstes værelse kunne hun se udestuen gennem tagvinduet. Tømreren var ved at sætte lægter på spærene, han virkede adræt, når han kravlede på stigen, eller trak saven. Han var en yngre mand, 35 måske, muskuløs, det eneste han havde på var shorts, så hun kunne se de mørke hår på hans brystkasse, han svedte så kroppen var blank, solbrændt. Men Fru Johansen tog sig selv i nakken, hun kunne ikke stå der og lure på manden.
Ved to-tiden gik Fru Johansen ud i køkkenet, for at lave sig et glas limonade, med isterninger fra køleskabets isboks. Men så kom hun i tanke om tømreren, han måtte også trænge til noget koldt at drikke, når han gik ude i solen og knoklede. Hr Johansen havde jo sagt, at hun ikke skulle gå ude og forstyrre ham. Men at give ham noget koldt at drikke, kunne der vel ikke ske noget ved, det ville bare tage 5 minutter og Hr Johansen behøvede jo ikke at få noget at vide. Så hun lavede en hel kande, satte den og to glas på en bakke, og gik ud af havedøren, der nu førte ud i havestuen.
Tømreren blev rigtig glad for limonaden, drak næsten et helt glas i én mundfuld. Fru Johansen spurgte til hvor mange vinduer der ville komme, hun havde egentlig drømt om et drivhus, men Hr Johansen havde insisteret på en udestue. Tømreren forklarede, fandt en stor tegning frem som arkitekten havde lavet og rullede den ud på arbejdsbordet, og pegede og forklarede. Fru Johansen var glad for at erfare at der kom vinduer hele vejen rundt, selv i døren og næsten helt ned til gulvet. Han var god til at forklare, og gjorde det grundigt, så hun kunne se det hele for sig.
De stod ved bordet, han kom til at strejfe hendes arm, hun syntes det føltes som at få stød, bare på en rar måde. Hun ville pege på noget på gavlen, som var helt ovre i hans side af tegningen, så han trak sig lidt tilbage, så hun kunne række forbi ham, i det samme lagde han en hånd på hendes hofte. Hun tænkte ikke videre over det, det var jo uskyldigt og egentlig også rart. Hun koncentrerede sig om at forstå hvordan udestuen ville blive, så hånden blev liggende.
Hånden lå der også lidt senere, måske endda lidt lavere, da han flyttede sig over bag hende, for at forklare noget om hvordan taget på udestuen ville hænge sammen med taget på huset. Den ene hånd fik følgeskab af den anden, på hendes anden hofte. Eller måske nærmere hendes ene balde. Fru Johansen var lidt forvirret, vidste ikke helt hvad hun skulle mene. De fortsatte med at snakke om udestuen, med hans hænder på hendes balder, mens hun stod lænet ind over bordet, for at læse kortet, som om det var normalt. Hun ville gerne sætte sig ind i det hele, og han var så rar at forklare det hele, med sin varme mørke stemme. Så hun lod ham have hænderne der, det betød jo ikke noget. Hun kunne også lugte ham, han lugtede af savsmuld, sved, og mand, men på en god måde. Han havde en rar ro, en kontrast til den uro, hun måtte indrømme, at han skabte i hende, uden hun vidste hvordan. Han fortalte om trappen fra udestuen ned til haven, og så kunne Fru Johansen mærke at han strejfede hendes bag med sit skød. Han fortalte, uden at lade sig mærke med noget, at trappen ville have en vinkel, have kampesten på siderne, som soklen på både udestue og huset, men ellers med cement trin. Imens gled hans ene hånd fra balden ned mod kanten af Fru Johansens kjole.
Fru Johansen spurgte til døren, om der ville komme håndtag, så man kunne komme ind udefra, og hvad med lås. Imens gled hånden op ad hendes strømper og lagde sig på det bare stykke lige over strømpekanten. Tømreren gav sig til at forklare, grundigt som altid. Fru Johansen hørte kun hans stemme, hørte ikke hvad han sagde, det var også ligegyldigt. Hun tænkte på sin mors ord, ”lade ham få sin vilje med hende”. Skulle hun lade tømreren få sin vilje med hende? Hun vidste jo godt hvad han ville, hun mærkede, at han var blevet hård mod hendes balder.
Men nej, hun skulle ikke lade ham få sin vilje. Uanset om det på en måde var forkert, det der nu ville ske, så skulle han gøre det fordi hun ville, fordi det var hendes vilje. Så hun satte benene lidt længere fra hinanden, og skubbede bagen lidt mere bagud, så hun rigtigt kunne mærke hans pik. Det måtte så gøre det ud for et svar, det hun ikke turde sige med ord, på det spørgsmål, hans hånd øverst på hendes inderlår, stillede. Han lod tommelfingeren glide hen over hendes skød, på det allerskønneste sted, han havde forstået hende.
Åh, hvilken vidunderlig ting, igen som gnister og stød fra hans fingre, varme og uro bredte sig i hende, mens tømreren lod hele hånden glide hen over hendes skød, inderst. Aldrig var hun blevet rørt sådan før, aldrig havde nogen fået lysten til at vælde frem i hende som ham. Hånden gled ned i trussen, nænsomt men intenst mærkede hun hans grove fingre åbne hendes blomst, sprede læberne, finde de skønne steder dernede. Den anden hånd havde han om livet på hende, trykkede hende ind mod sig, mod sin pik der stod stiv mod hendes balder. Fru Johansen kunne mærke sit åndedrag blive tungere, hjertet hamrede i hende, hun kunne mærke hans åndedrag mod sin kind, og, følte hun, hans puls i den finger der nænsomt kærtegnede hendes klitoris. Langsomt forsvandt verden omkring Fru Johansen, borte var hendes ægtemand, borte var huset og udestuen og haven, borte var bekymringerne, til der ikke fandtes andet end den rytme deres hjerter hamrede og deres lunger sled for at få luft, og mest rytmen i hans finger lige dér. Rytmerne fra de dele blev til én rytme, der blev rytmen i den orgasme som langsomt byggedes op i hendes, samledes i hendes skød, og eksploderede ud i hver en krog af Fru Johansen.
Heldigvis hold tømreren fast i hende, ellers ville hun være dejset om på gulvet, i den første orgasme hun havde fået i årevis, den første hun ikke havde givet sig selv, og den bedste nogensinde.
Bagefter stod de lidt stille, han holdt om hende, så hun kunne mærke hans hårde lem mod sine balder. Hun rakt om, trak den ud af hans shorts, og holdt om den. Mærkede den glatte hud på hovedet, den følsomme kant, lod hånden glide ned ad skaftet og holdt om roden. Fru Johansen kunne mærke blodet dunke i tømrerens pik. Men hun ville have ham, den, måtte have, skulle have ham, mærke ham inde i sig. Tømreren skubbede hende ind over bordet, trak kjolen op over enden, og trak underbenklæderne af, og bankede sit lem op i hende, så hun blev fyldt ud af vidunderlig hård manddom. Det var som om et hul, en mangel, der havde været der længe, endelig blev fyldt, som det er meningen. Han var helt i bund, så Fru Johansen næsten ikke troede hun kunne rumme ham, men åh det var godt, endelig at bruge den del af kroppen igen, tænkte hun. Han trak sig langsomt ud, så hun et øjeblik var bange for at han ville glide helt ud. Men han stødte ind igen.
Lægen havde talt om tørhed, der kunne følge af menopause, Fru Johansen, havde knapt hørt efter, havde ikke troet det ville blive aktuelt. Men intet tydede på tørhed her, han var gledet ind som en varm kniv i smør. Langsomt, i lange bevægelser, gled tømreren frem og tilbage i Fru Johansen, til begges store glæde. Hun var aldrig blevet taget sådan af Hr Johansen, den eneste hun indtil da havde været sammen med, så hun skulle lige finde rytmen, bevægelserne, men kroppen lærte det hurtigt, som var det en hengemt og nedarvet evne, der blev fundet frem. Tempoet steg, deres åndedrag blev tungere, pulsen steg, og lemmet hamrede ind i Fru Johansen igen og igen, mens hendes ene tanke var, ja, ja, ja, der rungede i hende i takt med at hun blev fyldt op at tømrerens lækre pik.
Igen var det som verden uden for Fru Johansen forsvandt, der var ikke andet end hendes krop og tømreren tilbage. Hun mistede kontrollen over sin krop, hun vidste det ikke, men det var lige så meget hende der bankede skødet ind mod tømreren, som det var ham der bankede sit lem ind i hende. Hendes hofter arbejde, op og ned, i takt med pikken, musklerne dernede arbejdede om hans pik. Stadig hurtigere og voldsommere, mens stemmen i hendes hoved blev mere og mere tydelig, ja, ja, hendes åndedrag begyndte at lyde lige sådan, hæst, fuld af luft, ja, ja, ja.
Orgasmen startede som et lyn fra Fru Johansens nakke ned i skødet. Hele kroppen og hovedet blev en stor orgasme, benene rystede, hun trak sig sammen om hans pik, der stadig stødte ind i hende, stødte endnu mere vild nydelse ind i hende. Kroppen sitrede, hun så ikke andet end mørke og lyn for sine øjne, mens ild og bølger af lyst skyllede gennem hende. Tømreren havde et fast tag i hendes hofter, holdt hende oppe og fortsatte med at banke sit lem ind i hende, forlængede hendes orgasme, indtil han kom, sendte stråler af sperm ind i Fru Johansens indre.
Bagefter stod de længe og holdt om hinanden, kom tilbage til virkeligheden og udestuen. Han kyssede hende i nakken, hviskede ”dejlig”, i hendes øre, og hun vidste ikke om det var hende eller det de lige havde gjort han mente, men hun svarede ”dejlig”. Derpå samlede hun sine underbenklæder op, lagde dem på bakken og gik ind. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, han smilede varmt, så der var ikke brug for ord.
Hun var ikke sikker på hvordan hun kom videre derfra. Men Hr Johansen kom hjem, der kom aftensmad på bordet, frikadeller. Da de sad der og småsnakkede under maden, tænkte hun, at han da måtte kunne se det. Måtte vide at hun var en helt anden end den han havde sagt farvel til om morgenen. Han måtte da kunne lugte at hun lugtede af høvlspåner og en anden mand, selv om hun havde taget et grundigt bad. Han måtte da vide at hendes tanker var lagt borte fra samtalen, kredsede om tømreren og det de havde gjort. Men anende Hr Johansen noget, lod han sig ikke mærke med noget.
Da de var kommet i seng og Hr Johansen var faldet i søvn, lå hun lidt og tænkte på dagen i morgen. Det var onsdag, fiskebilen ville holde nede ved Brugsen, så hun ville se om hun kunne finde noget der. Onsdag var vaskedag, i TV Avisen havde de sagt at det gode vejr ville fortsætte, så vasketøjet skulle vel ud på snoren som det plejede. Men kunne hun hænge sine BH’er, trusser og strømpeholdere op, når tømreren gik der og kunne se det? Egentlig en underlig blufærdighed, tænkte hun, efter det hun havde gjort med ham om eftermiddagen.
Men hvad skulle hun stille op med tømreren? Hvis hun gik ud til ham, ville han vel tro at det var for at få mere. Men det var måske også underligt at undgå ham, ville han så tro, at hun havde fortrudt. Ville han overhovedet igen? Hun tænkte på at sætte nogle regler op for sig selv. Men den sidste tanke Fru Johansen havde, inden hun faldt i søvn, var: ”Ja, ja, Kirsten, læg du bare planer og lav du bare reger, men du går jo alligevel derud igen, for du vil have ham igen.”. Hun faldt i søvn med et glad smil på læben.
Erotiske noveller skrevet af AxelB