De andre er forsvundet, men Tove venter på mig ude på gangen. Ikke lige udenfor døren, så frøken Jørgensen ville se det hvis hun også kom ud, men henne om hjørnet over mod spisesalen. Tove fanger mit blik med det samme jeg runder hjørnet. Hun står med ryggen lænet op ad væggen ved et af de store vinduer hvor det bløde eftermiddagslys falder ind på gangen. En fod er sat halvt op ad væggen så knæet strutter frem, nakken ligger dovent tilbage. Der mangler bare en smøg i flaben for at gøre billedet perfekt. Men dem ryger hun ikke på skolens område. Attituden er kun påtaget overlegen. Jeg kan med det samme fornemme at hun er beklemt ved situationen.
"Hvad så, hvad sagde hun til dig?". Hun taler mere lavmælt end hun plejer, kigger usikkert og forskende på mig.
"Hun ville have mig til at sige hvem det var der gjorde det. Og det ville jeg selvfølgelig ikke."
"Og hvad gjorde hun så? Fik du ørevarmere?"
"Nej, men hun var godt gal i skralden. Jeg fik besked på at stille på forstanderindens kontor efter aftensmaden."
"Av. Så kan det altså godt ske at der vanker endefuld!"
"Ja, det tænker jeg også." Jeg prøver at få det til at lyde henkastet, uberørt, som om det slet ikke knugede i maven på mig.
"Har du prøvet det før?"
"Nej. Det bliver en helt ny oplevelse." Mit tonefald er let sarkastisk, men Tove overhører det fuldstændigt, og er gravalvorlig.
"Altså slet ikke? Heller ikke derhjemme?"
"Nej, mine forældre er så moderne at de ikke tror på den slags opdragelse."
"Men de sendte dig alligevel herned?"
"De stolede vel på at jeg var for velopdragen til at få halen på komedie. Og for det meste har de jo ret." Tove er klassens hårdkogte og grænsesøgende ballademager, mens jeg selv allerede er faldet i kassen med pæne og flittige piger, selvom jeg kun har været på skolen et par måneder. Indtil nu har vores forhold ikke været det bedste. Hun står tavs, tænksom, i nogle sekunder.
"Hvorfor gjorde du det egentlig?"
"Gjorde hvad?"
"Tog mig i forsvar."
"Det var da totalt uretfærdigt at hun ville straffe dig for noget du ikke havde gjort. Altså.. jeg kunne da ikke bare sidde og kigge på det." Tove trækker på skuldrene.
"Jeg er vel selv ude om det rygte jeg har. Nu bliver du måske straffet. Det er også uretfærdigt."
"Tjah. Nu må vi se. Hvis jeg bliver straffet er det i det mindste på grund af noget jeg selv har valgt at gøre. Selvom jeg nok havde regnet med at Mona i sidste ende ville stå op og melde sig."
"Så kender du ikke Mona ret godt. Det er slet ikke hendes stil." Hun tøver et øjeblik. "Synes du vi skal give hende bank?"
"Nej! Lad hende stege i sit eget fedt. Et eller andet sted derinde må hun have dårlig samvittighed."
"Det er jeg nu ikke så sikker på. Men du har ikke tænkt dig at sladre om hende?"
"Jeg er ikke en sladrehank." Jeg siger det kort, tonløst, som om det er noget selvindlysende.
Vi står igen tavse i nogle sekunder. Jeg kan se på Tove at situationen er ubekvem for hende - at hun er blevet reddet af den pæne, artige pige. Hun prøver at skifte emnet.
"Hvorfor blev du egentlig sendt herned?"
Jeg trækker på skuldrene. "Jeg var dygtig nok til gymnasiet, og jeg ville det gerne. Et eller andet sted skulle det jo være. Det her er en god skole, og mine forældre har penge nok." Tove iagttager mig tavst. Jeg kan se at hun ikke er tilfreds med forklaringen. Tøver i nogle sekunder, skylder jeg hende egentlig at fortælle mere? Men min respekt for Tove er vokset siden i starten. Selvom hun laver masser af ballade er hun faktisk en af de skarpeste knive her i den lokale skuffe. Jeg beslutter mig for at åbne op, behandle hende pænt.
"Mine forældre er så moderne at de ikke kan holde sig til at bolle med hinanden. Men trods alt ikke så moderne at de også kan leve med det. Min far har bollet sin privatsekretær, det ved alle, men de bilder sig ind at jeg ikke ved det. Jeg tror også at min mor har noget kørende, selvom hun er bedre til at skjule det. Uanset hvad, så var det vel bekvemt at sende mig herned, så de kunne rede trådene ud, eller kæmpe til døden, eller hvad de nu har tænkt sig."
Tove spærrer øjnene op. "Okay. Røvtur."
"Tjah, jeg klager ikke. Der er vel heller ikke noget i vejen med at være her? Det går for at være en af de bedste skoler i landet, og man bliver ikke overbegloet af liderlige fyre. Altså, du har taget hele realen her, ikke? Det var vel godt nok, eller er der en eller anden dunkel hemmelighed bag ved det?"
"Det ved jeg ikke. Min far er ikke så meget hjemme. Og min mor er lidt.. nervesvag. Da jeg begyndte at komme i puberteten kunne hun ikke rigtig styre mig længere. Så havde vi en husholderske som gav mig nogle drøje rap over enden når det blev for meget med mig. Men det kunne min mor heller ikke have, så da jeg skulle i realen blev jeg sendt herned. Så kan jeg blive klapset af uden at mor skal høre på det."
Toves åbenhjertighed kommer lidt bag på mig. Samtidig er min nysgerrighed vakt. Jeg har trods større problemer lige her og nu.
"Tove, hvordan er det? Altså oppe hos forstanderinden? Gør det meget ondt?"
"Det svider drøjt. Men du skal nu nok komme igennem det."
"Hvordan.. foregår det? Altså hvad gør hun?"
"Det er lidt forskelligt. Men for det meste sætter hun sig ret op og ned på en stol, og så skal du ligge henover hendes lår med den bare ende i vejret. Og så får du med den flade hånd indtil hun synes du har fået nok."
"Aha." Forklaringen gør mig urolig. "Og er det så meningen at man skal ligge stille og tage det pænt?"
"Ikke hos forstanderinden. Hos de andre frøkener, ja. Men forstanderinden vil have dig til at skrige, sprælle, og vride dig. Og hun bliver ved indtil du gør det. Så det er bare med at komme igang." Hun siger det sidste med et lille spottende smil.
"Hvorfor vil hun det? Altså, hun må da vide at man bare kan lade som om?"
"Jah, du skal nok passe på med at gøre det alt for åbenlyst. Men jo... hun burde vide det."
Tove står igen tavst i nogle sekunder. Hun ser ud som om der er noget hun ikke rigtig ved om hun burde sige. Til sidst kommer det:
"Altså.. jeg kan jo ikke vide det. Men jeg tror måske at det.. ophidser hende."
Nu er det mig der spærrer øjnene op. "Hvordan ophidser?"
"Ophidser som i liderlig, gejl, våd i trusserne. Som når du ser en flot fyr, eller piller dig mellem benene efter sengetid."
Den sidste bemærkning får det til at gibbe i mig, og jeg rødmer flygtigt. Hvor i alverden ved hun det fra? Så slår det mig at hun selvfølgelig ved hvad hun selv gør. Hun og alle de andre. Men resten af Toves udsagn giver mig en ny uro i kroppen, på en lidt mærkelig måde.
"Er du.. altså, hvorfor tror du det?"
"Jo, fordi når hun er færdig så er hun altid meget stakåndet, og også rød i kinderne, og så anstrengende kan det altså heller ikke være for hende. Og det er også som om hun skælver lidt - man mærker jo sådan noget når man ligger ind over hende. Og så er det som om hun lige skal bruge nogle sekunder på at samle sig, og så bliver man ellers jaget ud af kontoret. De andre frøkener kan godt lide at skælde ud og sige fy-skamme når man står der med ild i røven. Men hos forstanderinden skal man bare ud. Som om hun er bange for at.. at noget skal løbe af med hende."
"Men har hun.. gjort noget? Altså, pillet på dig eller sådan noget?"
"Nej, aldrig! Forstanderinden opfører sig altid korrekt. Måske er det også bare noget jeg forestiller mig. Men altså, jeg har snakke med både Hannah og Ulrikke om det, og de mente begge to det samme som mig."
"Men de har heller ikke.. oplevet noget?"
"Jeg tror ikke hun har pillet på nogen. Jeg er ret sikker på at jeg ville have vidst det så." Hun tøver et øjeblik, som om noget falder hende ind. "Så skulle det da lige have været Marianne.."
"Marianne?" Navnet siger mig ikke noget.
"Du kender hende ikke. Hun blev student her i sommers. Hun var super dygtig, og meget seriøs og ordentlig. Men der var et eller andet med hende og forstanderinden. Hun skulle altid provokere, og der gik dårligt en uge uden at hun var oppe og få sig en overhaling. Og de varede længe, så vi tænkte at de var meget grundige, men hun lod sig aldrig rigtig mærke med det."
"Så tror du at hun.. at de..?"
"Jeg kan ikke vide det. Jeg har faktisk ikke tænkt på det på den møde før nu. Altså, Marianne var flink nok, og imødekommende, men på en eller anden måde også meget.. privat omkring sig selv. Hvis der var noget med hende og forstanderinden tror jeg faktisk ikke at jeg ville have vidst det."
"Men hvis de virkelig gjorde.. noget.. I må da have kunnet mærke et eller andet?" Min stemmeføring er hektisk, nærmest overivrig, og jeg kan mærke at mine kinder blusser. Hvorfor reagerer jeg så stærkt? Fordi det er mig der skal over knæet i aften, selvfølgelig. Men er det kun derfor? Tove trækker på skuldrene.
"Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har ingen erfaring med den slags. Har du?" Hun afleverer det sidste spørgsmål med et svagt, drillende smil.
"Selvfølgelig har jeg ikke det!" siger jeg forurettet. "Jeg mener bare, det er da ikke nogen lille ting. Ikke bare noget man trækker på skuldrene af."
"Måske ikke. Som sagt, jeg ved ikke hvad jeg skulle have forventet. Måske var det ikke noget. Måske står jeg bare og fylder dig med gas og spekulationer."
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Jeg føler pludselig et stærkt behov for at være alene. Alligevel har jeg ikke lyst til at slutte samtalen her. Den er mere interessant end noget andet jeg har oplevet på skolen indtil nu. Vi er igen tavse i nogle sekunder, ingen af os ved rigtig hvad mere der er at sige til det. Denne gang er det mig der skifter emnet.
"Tove, hvorfor gør du det egentlig?"
"Gør hvad?"
"Laver ballade. Spiller op. Får halen på komedie. Du kunne jo bare lade være? Du er kvik nok til at slippe let igennem."
"Og kede mig gudsjammerligt!"
"Så kedelige er vi vel heller ikke?"
"Nej, jeg ved ikke, det er bare.. når det hele bliver lidt for pænt og ordentligt, så får jeg den her trang til at lave rav i den. Det er skægt mens det varer, og så tager jeg gerne en røvfuld bagefter. Det er også en slags drama. Jeg tror faktisk hellere jeg vil over knæet end sidde og kede mig. Og så er der altså nogle af de der gammeljomfrunalske frøkener som jeg har mægtig svært ved at tage alvorligt, god skole eller ej!"
Jeg kan ikke lade være med at smile. "Det kan der være noget om. Men jeg gider sgu da ikke at få smæk af dem."
"Så er det jo godt du skal have af forstanderinden. Hende kan man tage alvorligt!"
Jeg nikker, lydløst, og mærker igen at min opmærksomhed bliver diffus. Jeg trænger virkelig til at være alene med mig selv og mine tanker nu. Efter endnu en kort tavshed gør jeg mine til at fortsætte ned ad gangen.
"Tove, tak for snakken, men.. jeg må hellere få set på noget matematik inden maden. Det er jo ikke sikkert jeg får gjort det bagefter."
"Nej, der skal du nok op på sengen og ligge på maven!" Nu smiler hun bredt, og tonefaldet er drillende, men venskabeligt.
"Tove, hold så op! Jeg er nervøs nok i forvejen." Jeg vender mig om og begynder at gå ned ad gangen.
"Anna?" Toves stemme er igen lavmælt og alvorlig. Jeg vender mig mod hende igen.
"Ja?"
"Tak! Jeg.. jeg ved godt at jeg ikke har været så flink ved dig."
Jeg trækker på skuldrene. "Tænk ikke på det. Jeg var glad for at vi fik snakket. Måske er endefulden givet godt ud!"
Jeg drejer om igen, går ned ad gangen og ud på gårdspladsen foran skolen. Men i stedet for at skrå over gruset til beboelsesfløjen finder jeg den lille sti bagom hovedbygningen og ind i skovstykket der ligger højt over byen og markerne. Solen står lavt, skinner smukt gennem gyldent efterårsløv. Jeg går i tusinde tanker. Toves fortælling har gjort mig urolig på en måde som jeg ikke kan greje. Altså, selvfølgelig er jeg bange, til trods for Toves beroligende ord har jeg ingen ide om hvor ondt det kommer til at gøre oppe på kontoret. Men angst er ikke det hele, der er også noget andet som jeg ikke kan, eller måske ikke vil, få hold på.
Forstanderinden hedder egentlig frøken Schmidt, men hun er på en eller anden måde så vigtig og ophøjet at vi ikke engang føler vi kan være på efternavn med hende. Hun er enlig, i fyrreårsalderen, har et ungt, smalt ansigt med fine symmetriske træk. Og en usædvanlig kombination af glat kulsort hår, som hun pænt reder tilbage i en midterskilning, og et par klare blå øjne. Hun klæder sig naturligvis pænt, tækkeligt og tilknappet, men kjolestoffet rundes synligt af både barm og bagdel. I den sidste tid er jeg begyndt at tænke på hende når jeg ligger under dynen og fingrene forsigtigt bevæger sig ind under trussekanten. Tænker på at hun engang har været en ung pige ligesom mig, som os. Har hun haft de samme tanker, følt de samme ting? Mærket den samme uro i kroppen som vi mærker? Hvordan ser hun mon ud inde under de tækkelige kjoler? Ligger hun lige nu alene, ovre i forstanderboligen, og gør den samme ting som mig? Den slags tænker jeg på, og så kilder det pludselig helt vildt mellem benene, og jeg må være omhyggelig med at kontrollere min vejrtrækning, så ikke Adele eller Erika skal fornemme hvad jeg ligger og laver.
Solen står lavt nu, og jeg burde gå tilbage til skolen, der er aftensmad lige om lidt. Men jeg bliver stående stille, stirrer gennem granerne og over det bakkede landskab mod den rødgyldne horisont i vest. Jeg er 16 år, og burde sikkert tænke på fyrene nede i byen, f.eks. bagerens Laust som alle pigerne kigger efter, og som efter sigende har haft dinglen oppe i Tove adskillige gange. I stedet går jeg rundt i skoven med hektiske røde pletter på kinderne ved tanken om en fyrreårig lærerinde, som lige om lidt vil skælde mig ud og give mig smæk. Hvad sker der egentlig for mig? Jeg står et par sekunder endnu, så hører jeg klokken oppe fra skolen. Det retter sig vel med tiden, tænker jeg, og sætter i raskt trav op mod hovedbygningen.
Under måltidet sidder jeg på nåle, har svært ved at få maden ned, eller tage del i samtalen. Flere af de andre piger sender mig medlidende blikke. Mona spørger ved gud om hvad jeg skal efter maden. Jeg siger ligeud at jeg skal op på forstanderindens kontor. "Ja, sådan går det!" siger hun lidt usikkert, og jeg har faktisk lyst til at slå hende, men jeg kan se at hun er beklemt ved det, og et par af de andre piger kigger bebrejdende på hende. Det falder mig ind at den her affære vil højne min status i klassen. Mon det er prisen værd? Det vil jeg vel snart finde ud af.
Da der er spist op og ryddet af bordet går jeg op på første sal, hvor lærerværelset og forstanderindens kontor ligger. Gangen er dunkel i det tiltagende aftenmørke, jeg må selv tænde lyset. Så er forstanderinden nok ikke på kontoret endnu. Jeg sætter mig på den hårde træbænk foran døren. Nu er der rigtig nerver på, hænder og fødder karter frem og tilbage, og jeg lytter intenst til lydene nede fra underetagen. Skridt og samtaler der går i den ene eller den anden retning. Er det hende? Er hun på vej nu? Men der sker ikke noget. Til sidst er alle forsvundet, og jeg hører kun svage fjerne lyde fra køkkenet, hvor økonomaen og pigerne er ved at rydde op og lukke ned. Og så hører jeg skridtene. Først langt væk, næsten uhørligt, men jeg fornemmer allerede at nu er det hende. Så højere og højere, nærmer sig ubønhørligt, op ad trappen, ind gennem døren for enden af gangen. Mit hjerte hopper en gang i livet på mig. Hun skrider roligt hen ad gangen, klædt helt i sort, lidt vidde i kjolens ærmer, og en bølgebevægelse i barmen som lige netop kan anes. Jeg når at registrere dette før mit blik suges magnetisk imod hendes ansigt med de fine træk og de blå øjne. Hendes smalle læber er lukket tæt sammen, nu ser jeg dem åbne sig, hun taler til mig, jeg må anstrenge mig for at fokusere på ordene.
"Så det er Anna?" Jeg nikker svagt, mit blik stadig fikseret på læberne, som kortvarigt lukker sig sammen igen. "Og vi to skulle have os en lille snak, kan jeg forstå?" Jeg nikker atter, kan ikke lade være med at bide mig nervøst i underlæben. Hun gør et kast med hovedet, åbner døren til kontoret. "Ind med dig!" Jeg rejser mig på usikre ben, og følger efter det bølgende sorte og let rundede kjolestof.
Jeg lukker døren til kontoret efter mig. Forstanderinden vender front mod mig ved siden af det massive lakerede skrivebord mit i kontoret.
"Anna Eberhardt Jacobsen. Du har gået her to måneder nu, ikke sandt?"
"Ja, frøken Schmidt."
"Jeg har kun hørt gode ting om dig indtil nu. Hvordan har du det her på skolen?"
Spørgsmålet kommer bag på mig. "Jeg.. jeg har det godt frk. Schmidt."
"Er du tilfreds med undervisningen?"
"Ja frk. Schmidt."
"Og kommer du ud af det med de andre piger?"
"Ja frk. Schmidt. Ja, det går fint!"
"Så vil du måske fortælle mig med dine egne ord hvorfor det er at vi to står og snakker sammen nu?"
Jeg tøver, spørgsmålet er farligt. Jeg kan ikke vide hvad frk. Jørgensen har fortalt hende. Skal jeg påtage mig skylden, eller forsøge at sno mig fri? Jeg beslutter mig for at være ærlig.
"Jo, vi havde dansktime med frk. Jørgensen, og hun stod og skrev noget op på tavlen, og så var der en der skød sådan en papirskrampe med en elastik og ramte hende lige i bagdelen." Frk. Jørgensen går i stram nederdel, så det kunne nok mærkes, men den del siger jeg ikke.
"En papirskrampe?"
"Ja, De ved, når man folder et stykke papir igen og igen, indtil det er helt hårdt, og så bøjer det sammen sådan her." Jeg gestikulerer i luften for at vise hvordan.
"Men det var ikke dig?"
"Nej, men så var det at frk. Jørgensen vendte sig om og begyndte at skælde Tove ud, og true hende med smæk og alt muligt. Men det var altså ikke Tove der gjorde det, og det sagde jeg til hende."
"Efter hvad jeg hører var du næsvis over for frk. Jørgensen." Hun siger det køligt, med rolig stemmeføring, men jeg aner truslen bag.
"Jeg.. jeg sagde måske til hende at hun ikke skulle beskylde Tove for noget hun ikke havde gjort. Jeg synes bare det var så uretfærdigt. Så ville frk. Jørgensen have mig til at sige hvem der så havde gjort det. Men jeg.. jeg ville ikke sidde og være en sladrehank. Og så begyndte frk. Jørgensen bare at skælde ud på mig, og det endte med at jeg blev sendt herop."
Forstanderinden lægger hovedet en smule på skrå, og betragter mig indgående. "Så du syntes at retfærdighed var vigtigere end at vise respekt for jeres lærer?"
"Vores lærere er vel også interessede i retfærdighed?"
"Jeres lærere er interesserede i at holde orden! Det er jo ikke alle piger der er så pæne og artige som dig. Hvis vi bare lader eleverne svare igen når det passer dem ender vi ud i det totale kaos. Du vil have retfærdighed, siger du? Så kunne du jo have fortalt frk. Jørgensen hvem det var."
"Det kunne alle andre i klassen også! Men ingen ville. Jeg forstår ikke hvorfor det lige er mig der skal straffes?" Jeg synes selv det er et godt argument.
"Nogen må tage en straf når en i klassen er fræk over for læreren. Forstår du ikke det?"
"Jeg forstår ikke hvad det skal hjælpe at straffe en der ikke har gjort noget!"
Hun er tavs et par sekunder. "Sig mig engang Anna, har du nogensinde prøvet at få en god gammeldags endefuld?"
Jeg ryster på hovedet. "Nej, frk. Schmidt."
"Kunne du da tænke dig at få en, siden du opfører dig sådan her?"
"Selvfølgelig ikke, frk. Schmidt!" Hvad går det her ud på? Har jeg alligevel en chance for at slippe ud af det?
"Skræmmer det dig?"
Jeg bider mig klædeligt i underlæben, og gør min stemme passende stille og ydmyg. "Ja, frk. Schmidt!"
Forstanderinden fastholder mit blik. "Hvad skal jeg nu stille op med dig Anna? Jeg er ikke sikker på om du forstår hvor forkert det var af dig at undergrave frk. Jørgensens autoritet?"
Jeg forsøger at gribe åbningen. "Jo, frk. Schmidt. Jeg forstår godt hvad De mener. Jeg er ked af at jeg kun tænkte på min egen retfærdighedssans."
"Du har egentlig fortjent en god gang smæk. Men måske ville det være mere effektivt ikke at give dig den? Så du stadig ikke helt ved hvad du skal være bange for?" Et lille smil spiller om hendes mund.
"Ja, det ville det måske, frk. Schmidt." Jeg aner jo sådan set ikke om den endefuld jeg får er værre end den jeg frygter.
"Hvis jeg nu lader dig slippe med en advarsel, kan jeg så stole på at du vil arte dig bedre fremover?"
"Ja, frk. Schmidt. Ja, det kan De!" Er jeg virkelig på vej til at snakke mig ud af det her? Jeg mærker en slags lettelse i kroppen, men mærkeligt nok føles den fad. Toves ord om smæk frem for kedsomhed genlyder i min bevidsthed. Hvem er jeg egentlig? Hvad er det jeg vil?
Hun stirrer stadig tænksomt på mig. "Men det kunne jo være at du selv havde gjort det, og prøver at dække over det. Eller at du dækker over Tove."
"Det gør jeg altså ikke, frk. Schmidt." Jeg mærker grunden skride under mig. Det suger i maven påny. Forstanderinden er igen tavs i nogen sekunder.
"Anna, jeg tror altså ikke at vi kan lade sådan noget som det her passere uden at det får en konsekvens for nogen. Det var forkert af dig ikke at fortælle frk. Jørgensen hvem synderen var. Det var også forkert af de andre i klassen, men nu var det altså dig der stak næsen frem. Så nu får du en sidste chance: Fortæl mig hvem det var, så skal du få din retfærdighed, og din bagdel forbliver hvid som sne." Hendes stemmeføring er næsten indladende nu. Hun vil givetvis gerne have skovlen under synderen.
Jeg tøver, synker mit spyt engang, bider igen mig selv i underlæben. En sværm af sommerfulge letter i maven. Jeg slap alligevel ikke fri. Medmindre jeg vil angive Mona. Men uanset hvor meget jeg kunne have lyst, så kan jeg simpelthen ikke sladre, det ligger for dybt i mig.
"Jeg er ikke en sladrehank, frk. Schmidt!" Jeg siger det meget lavmælt mens jeg kigger ned i gulvet.
"Godt!" siger forstanderinden. "Så må vi jo til det." Hun nikker på tværs af lokalet, over mod en solid højrygget stol der står op ad væggen. "Gå over og træk den stol ud på gulvet." Samtidig åbner hun den lille knap der spænder kjolens højre ærme om håndleddet, og begynder at rulle ærmet op med rolige, omhyggelige bevægelser.
Jeg går gennem kontoret, tager fat i den tunge stol og løfter den ud midt på gulvet foran skrivebordet. Mine krop føles underlig let, en nervøs sitren strømmer igennem den. Da jeg har sat stolen fra mig er forstanderindens ærme stille og roligt på vej op ad overarmen, som blottes bid for bid. Den er kraftigere, mere muskuløs, end jeg havde regnet med. Hun ser på mig igen med de klare blå øjne under det kulsorte hår.
"Tag din nederdel af, og læg den på skrivebordet."
Jeg lystrer, åbner knappen med let rystende hænder, og fjerner nederdelen, lægger den pænt sammen på skrivebordet. Luften smyger sig køligt om mine balder og lår, og jeg føler mig med ét meget sårbar over for den overarm som nu har næsten frit spil. Hun har sat sig ret op og ned på stolen.
"Kom herover!"
Jeg lystrer igen, stiller mig hen lige ved siden af hende, klar til at lægge mig indover hendes lår, som Tove beskrev det. Min puls er meget høj, og jeg føler mig ildrød i kinderne, men jeg prøver at holde min vejrtrækning rolig.
"Træk dine trusser ned om anklerne. Du skal ikke tage dem af."
Jeg gør som hun siger. Så vinker hun ad mig, og jeg lægger mig ind over hende, støtter hænderne mod gulvet på den fjerne side, tåspidserne støtter i den anden ende. Jeg ligger med maven ned mod hendes lår, min bare ende strutter bagud og opad. Jeg kan tydeligt mærke hendes varme gennem skjorten. Det får min puls til at stige yderligere, og en sitrende sød fornemmelse vokser frem i underlivet. Den forstærkes da hendes venstre hånd lægger sig tungt og fast over min lænd. Jeg er i hendes greb nu, i hendes magt. Og jeg kan ikke længere nægte det - hendes berøringer ophidser mig. Mit åndedræt lader sig ikke længere kontrollere, heller ikke den svage skælven i min krop.
"Er du nervøs, Anna?"
"Ja, frk. Schmidt!" svarer jeg lavmælt. Og det er rigtigt, jeg er vildt nervøs for endefulden. Men også for de ting der sker inde i min krop og mit hoved.
"En endefuld på rette tid og sted er kun godt og sundt for en ung pige som dig. Desuden kan du nemt få mig til at holde op. Du skal bare sige hvem det var der skød frk. Jørgensen i enden." Jeg kan høre at hun morer sig lidt over billedet. Men for mig er situationen ikke særlig morsom.
"Jeg er ikke en sladrehank!" mumler jeg igen, næsten uhørligt.
"Vi får se!" siger forstanderinden, og så smælder det første slag på min højre balde. Og umiddelbart efter på den venstre. Slagene svider, men så er det heller ikke værre. De falder i en tung rolig rytme. Hun forsøger at krumme sin hånd efter kurven på min bagdel. Jeg er sindssygt ophidset, hendes lår, hendes arm om mit liv, hendes hånd mod mine bare balder, den varme snurrende fornemmelse der breder sig i dem. Da hun holder op efter et stykke tid er jeg stakåndet, og mine kinder brænder om kap med min numse. Jeg fornemmer at jeg ikke er sluppet igennem endnu.
"Det var en lille forsmag. Nu får du din sidste chance for at sige hvem det var."
"Jeg sladrer ikke." Det er en overvindelse at sige det højt og klart.
"Udemærket. Så serverer vi hovedretten!" Hendes hånd tager fat igen, slagene er ikke hårdere end før, men de falder meget hurtigere nu, tre ad gangen på hver balde. Den svidende smerte bygger sig op fra slag til slag, bliver intens, altgennemtrængende. Jeg klynker lidt, spjætter uvilkårligt med fødderne. Kommer i tanker om hvad Tove sagde. Giver los, piver, skriger, højere og højere, spræller med benene som holdes sammen af mine trusser, vrider mig over hendes skød. Det får hendes greb om min lænd til at blive fastere, og det føles godt, selvom smerten bagi næsten drukner alle andre indtryk nu. Jeg skriger af fuld hals til sidst, det hjælper mig lige præcis til at stå det igennem.
Hvor længe det varer ved jeg ikke, men da hun holder op er jeg stakåndet, og min krop føles hul, dirrende af smerte og ophidselse. Hun lader mig ligge længe over sit skød, jeg kan høre at hendes vejrtrækning er næsten lige så tung som min. Den vilde svidende smerte i bagdelen fortager sig langsomt, og giver plads til en snurrende, kildrende fornemmelse, der breder sig fra mit skød og ud i hele kroppen. Samtidig fornemmer jeg forstanderindens skælven, nede fra hendes lår, og oppefra gennem armen der stadig holder mig i et stramt greb. Min numse er brandvarm, det snurrer, prikker og stikker i den, jeg skælver af lyst, og jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal kunne klare at rejse mig, tage mit tøj på og forlade kontoret.
Så mærker jeg pludselig forstanderindens hånd på min bagdel igen, nu ganske blidt, den kærtegner kurven, begynder forsigtigt at gnubbe endefulden af, det er helt sindssygt lækkert, og den kildrende fornemmelse i underlivet vokser ukontrollabelt. "Jeg kan se at du kan holde på en hemmelighed." siger hun. Hånden fortsætter med at gnubbe min bagdel, former sig igen forsigtigt efter dens runding. "Det er en god ting at kunne." Hånden glider op til den nederste del af lænden, to fingre cirkler blidt lige der hvor spalten begynder. Og så begynder de at bevæge sig nedad, kilder forsigtigt i mellemrummet mellem mine balder, bevæger sig langsomt, ligesom spørgende, længere og længere ned.
En storm samler styrke i mit underliv. Det her var slet ikke hvad Tove sagde der ville ske. Hvorfor gør hun det ved mig? Et eller andet sted i min bevidsthed er der en stemme der siger at alt er helt, helt forkert. To kvinder. En voksen og en pige. En lærer og en elev. Det her burde ikke ske. Men hvordan kan noget være forkert når det føles så rigtigt? Der er kun ét muligt svar på hendes fingres uudtalte spørgsmål, og det giver jeg, tyst, hviskende, jeg nærmest stønner det frem: "Ja!"
Ingen af os har mere at sige. Hendes fingre fortsætter deres langsomme bevægelse nedefter, ned forbi anus, forsigtigt hen over mellemkødet, finder mine kildne glinsende skamlæber. Jeg gisper, det giver et sæt i min krop, jeg spreder benene så meget jeg kan for trusserne. To fingre glider forsigtigt op og ned ad skamlæberne, får mig til at skælve af ophidselse. Og så glider de en smule længere ned, finder klitoris, leger med den. Lystfølelsen er så intens at jeg næsten ikke kan være i det. Hun fornemmer det, kæler uendeligt forsigtigt for mig, giver nydelsen tid til at bygge sig op.
Jeg har pillet på mig selv siden jeg var 14, og det har da kildet fint i skrævet, men det her er noget helt, helt andet. Hele min krop er med, som om lysten vokser ud af knoglerne. Men mest intenst i underlivet, hvor forstanderindens fingre nu glider længere ind, længere op, indfølt, søgende, former tålmodigt og omhyggeligt en kæmpestor kugle af ren fryd i mit skød. Jeg klynker, spjætter lidt, kuglen vokser sig større og større, jeg er porøs af lidenskab, på kanten af noget kæmpestort, noget jeg aldrig har anet at jeg havde i mig.
Og så sker det! Lystkuglen brister i en eksplosion som splitter mig i atomer, i ren og skær nydelse, og måske skriger jeg, i hvert fald spjætter jeg voldsomt for hendes ene arm kommer tilbage omkring min lænd. Og hun holder mig igen i et stramt greb, hendes stærke arm og hendes fingre mellem mine ben er de eneste faste holdepunkter jeg har tilbage. Fingrene er der stadig da min atomiserede krop samler sig igen, ganske forsigtigt holder de min lyst ved lige, og da jeg næsten er nede på jorden igen begynder de at løfte mig op påny, løfter mig langsomt men sikkert, højere og højere, til endnu en vild ekstatisk forløsning, og endnu en, igen og igen, voldsomme altfortærende flodbølger der skyller igennem mig, flere års opstemmet længsel og begær der pludselig udløses på en gang.
Til sidst ligger jeg udmattet, gispende, over hendes lår som en skibbruden der er vasket op på en fremmed strand. Hendes fingre glider tilbage op over min numse, kærtegner den blidt mens jeg får vejret igen, og bemærker hvor stakåndet hun også er, og hvor stærkt hendes krop skælver. Længe ligger jeg sådan, nyder hendes kærtegn, vi er begge tavse på nær vores åndedræt. Til sidst klapper hun mig meget forsigtigt bagi, og jeg forstår at tiden er inde.
"Du har meget at lære Anna, men det må være nok for idag. Jeg forventer at se dig heroppe igen på fredag efter aftensmaden. Vi skal nok få gjort en voksen kvinde ud af dig med tiden."
Jeg rejser mig langsomt, fortumlet, finder balancen på mine ben, får trukket trusserne op, væden fra mit skød trænger med det samme ud i dem. Jeg tager nederdelen på mens forstanderinden ruller sit ærme ned og sætter stolen på plads. Så ser jeg op, ser hende i øjnene, mine kinder er ildrøde, mit hår hænger tjavset ned over mit ansigt, men jeg fastholder hendes blik. "Tak!" siger jeg svagt, nærmest hviskende, vender mig om, åbner døren, og går ud i mit nye mærkelige voksenliv.
Erotiske noveller skrevet af Anonym